tirsdag den 30. november 2010

røvslikkeri er også en form for prostitution...

Så sidder jeg sammen med chihuahuaen og venter på vinterdækkene bliver monteret. Ind kommer to meget forretnings-agtige, det vil så senere vise sig, bonderøve!

Den ene er tydeligvis en slags chef, mens den anden meget gerne vil VÆRE chef, eller i hvertfald VENNER med chefen, eller i hvertfald mere end de andre der ikke er chefer, som han næsten formår at glemme han heller ikke selv er.

Mere eller mindre følsomme emner bliver kastet hen over bordet, og jeg nævner i flæng: en skilsmisse med efterfølgende "kommen ud af skabet", en fyring (som de absolut bliver enige om var HELT på sin plads) af en syg kvindelig kollega. Hun blev dels fyret fordi hun var syg, og dels fordi hun var negativ, når hun så endelig var på job. -ku man måske hjælpe hende i stedet for at fyre hende? Ja, bare en pladder-human strøtanke... Så kan det godt være jeg slet ikke var helt inde i situationen, det komme man jo næppe ved at overhøre en (højlydt) samtale, men derfor er jeg sandelig ikke for fin til at dømme og udbasunere min holdning, trods det meget tynde grundlag.

Typisk mænd tænkte jeg, og så endda begået af en nyudsprungen bøsse midt i 50'erne... Men de er jo, og det skal man endelig ikke glemme, stadig MÆND! -bare med lidt mere velholdte neglebånd...

Da samtalen så faldt på en anden (kvindelig) kollega, som måske havde indrettet sig efter bedste formåen i det tilsyneladende mandsdominerede miljø, ja, så var hendes ledelses struktur "alternativ" og hun havde rundsave på albuerne... Hvad fanden skete der med ambitiøs og idérig???

Så var der ham der Carsten der ikke havde styr på en skid, og var SÅ utjekket og sad i den HELT forkerte stilling... Og ham der der SLET ikke egnede sig til noget som helst... Og Ham der ikke var chef, men som gerne ville være det, ja, han profilerede sig selv max, og så endda på mest usympatiske vis, nemlig på bekostning af andre...

Chefen fik i dén grad slikket røv, hvilket måske er det tætteste en nyudsprungen bøsse i midten af 50'erne kommer på "den slags" i nærmeste fremtid...

Vinterdækkene blev monteret, og jeg drog afsted, og hævnede mig på de veje, der i går straffede min sløsethed udi trafikalt ansvar. Og da jeg kørte, tænkte jeg ved mig selv, at nogle mænd ikke er andet end intrigante kællinger, blot med lidt kraftigere skægvækst og lidt højre tindinger...

søndag den 28. november 2010

Jeg er (IKKE) for kendt til det her sted...

Ikk ås!!!

Episoden tager sit udspil i sommer, og det er så først nu jeg er kommet mig så meget, at jeg faktisk er i stand til at smide det her på bloggen...

Altså FØRST, så sidder man og er skide smart udenfor Baresso. Omgivet af smukke veninder med lækre babyer. Solbrillerne sidder skide godt og selv Klammerten opfører sig eksemplarisk (altså EFTER den havde trukket afsted med en stol ind på selve Baresso, hvor den jo ikke er velkommen). NÅ; så kommer der en smuk blond kvinde hen. Hun ser jo helt fantastisk ud! Og hun spørger MIIIG om jeg ikke er på slyngebarn.
Meget flatteret siger jeg at dét er jeg! Og jeg føler mig totalt wuuu-huuu-agtig! Azzzzårh indtil hun så totalt ødelægger mit celebrity-rush og fortsætter: "ja, jeg kunne jo kende dig på hunden"...
-satans til Klammert!



Nå, så senere, hvor jeg var "ude" ikk ås' så sidder jeg og ser totalt hip ud med ALLE de unge og smukke (jeg var så ikke som sådan én af dem), but still...
Så kommer ham der den smarte unge og ikke ligefrem grimme mandsperson hen til mig og siger:
"Har du ikke engang haft en viiildt lækker cykel, altså var det ikke dig der havde den der totalt seje mountainbike, ja jeg var skide misundelig på den cykel der"


Armmen ikk' ås'... Så bliver man (gen)kendt FØRST pga Klammerten og så senere pga en CYKEL...


Ninjaen has SO left the building!!!
__________________

Er min ovn muslim?

Ovnen er i stykker! -det er et faktum. Men den er selektivt i stykker! Ja, jeg har luret den! Satans til ovn!
Og det var kamstegen til logen der fik den til at gå amok og få sit eget liv! Som straf (til mig) tillærte ovnen sig en meget irriterende klik-lyd, som den gjorde brug af de mange efterfølgende dage.

Ovnen fik ovn-læge tilkaldt og blev udredt. Den var i dén grad terminal, og skulle egentlig bare sendes til de evige hvidevare-marker. MEN det er jo en (sørgelig) kendsgerning, at der sjældent rides samme dag som der sadles, i ninja-residensen. SÅ ovnen blev på sin plads og fortsatte den irriterende kliklyd, formentlig for at indikere at den var syg.

Nå, men nogen tid senere, ville det vise sig, at det rent faktisk godt kune lade sig gøre at tilberede noget i ovnen. Måske var ovnen genopstået, eller måske havde den helbredt sig selv??!!?...

Den ville i hvertfald gerne bage! SÅ kager og øvrig bagværk rangerer åbenbart højere end svin, som ellers netop er blevet udnævnt til "kødkongen" i Samvirke...

i glædesrusen over ovnens fornyede kræfter blev der bagt igennem i ninja-hjemmet. Ja, der blev nærmest skam-bagt! Og surfende på en bagebølge med god ovn-karma, MÅTTE nemesis jo lige ind og vrikke med røven!

Ribbenssteg mine damer og herrer! Ovnens nemesis! Min ovn nægter at tilberede svinekød! Er den blevet muslim, eller har den bare fået prætentiøse madnykker i løbet af sit otium? Ganske vist var det en død gris der "tog livet" af ovnen i første instans, men ligefrem at bære nag??? Hmmm...

I hvertfald protesterede ovnen i vildskab, da ribbensstegen var ved at nå kernetemperaturen "lunken". Og jeg skal da være den første til at indrømme at lugten af lunken ikke ligefrem skærper ens appetit...

Alligevel lykkes det mig, ved hjælp af små remedier så som pap og viskestykker at afskærme grise-infernoet fra det styrende udstyr i ovnen. For det er jo ingen hemmelighed, at den ovn gennem et godt stykke tid ikke har været ved sine helt fulde fem... Og det er nok den "lille detalje" at lågen ikke kan lukkes helt, der har forårsaget fatale skader på elektronikken... -nå ja, og de defekte fjedre i lågen... men små detaljer der sagtens kan "fikses"...

Og ribbenssteg fik vi i aften med alt hvad der tilhører (som heldigvis kune tilberedes på komfuret)... Ris a la manden til dessert var vidunderlig, og hermed er sæsonen skudt igang!

lørdag den 27. november 2010

Fårrrrk da osse!

Jeg burde have anet uråd! Denne dag ville overgå i historien som en af de værste hidtil!

Vågnede med massive rygsmerter, fordi yngsten havde insisteret på at bruge mig til hoverpude OG madras den ganske nat! Så klokken var alt for mange, OG at jeg tilsyneladende var gået glip af den fedeste bytur med den stramme flinke perker uden fingeraftryk på sin ene tommelfinger...

Nå, men så i dag skulle julemanden jo komme til byen til skibs velsagtens!
Jeg formåede at få "dem" gjort klar til at gå ombord på bussen på en halv times tid.
Desværre mistede jeg mit nye verdens længste halstørklæde erhvervet til en mindre formue. Og det tog jeg, tåbeligt nok, ikke som et mega hint til at denne her dag er dødsdømt!

Heller ikke den knæhøje sne og mig iført Converse kunne heller ikke standse mig, for julemanden kom til byen, og ham skulle vi fanden gale mig se! Koste hvad det vil.

Hvad kostede det så??? Altså ud over 900,- til et par spontant indkøbte støvler, købt af ren og skær nød, og en lille smule affekt... Og egentlig kunne det være ligemeget, altså det der med fødderne, for dem kunne jeg ikke mærke alligevel. Men de skærende smerter op af underekstremiteterne stod ikke umiddelbart til at ignorere.

Julemanden fik vi set til havs. -eller næsten, for han var langt ude på fjorden, og var det ikke fordi han var iklædt rødt fra top til tå, så ville man overhovedet ikke kunne se det var "ham"...

Karla så ikke en skid, for hun sad fikseret i klapperen, men Emma fik et glimt af ham, så helt spildt var det trods alt ikke (men næsten...)

Vi begiver os op til torvet, som han efter sigende skulle frekventere efterfølgende. Men efter (i min verden) flere timers venten og en karruseltur til en mindre formue kastede vi håndklædet i ringen. Og det var så også der Karla valgte at starte en ekstraordinær julekoncert! Og ALLE var inviteret. Christ!

Der var 100000 ting i vejen. Så var det støvlerne der gjorde ondt, og i år har Karla så de støvler i hele verden, der er allermest besværlige at få på! Så var det ryglænet i vognen der skulle ned, og når det var nede, så skulle det rejses op igen, og sådan gik det med op-ned i tre kvarter. Måske var djævleungen sulten, så der blev købt gulerodsboller hos La Bonta, men Dét var ikke godt nok! Så var det vanterne der skulle af og på og af og på og af og påååå... Op-ned-af-på vræææl vræææl!!! Arrgh! Og jeg vil nok sige at bægeret i dén grad flød over, da en gammel (irriterende dame som i bedrevidende heks) viste sin dybeste sympati MED HYSTADEN!!! Hun havde SÅ ondt af terroristen og var overhovedet ikke lydhør overfor mig, der snerrede at hun var hysterisk og IKKE ulykkelig!!! Men hvad fanden skulle hun blande sig i overhovedet???

Vi marcherer til bussen med en storskrigende terror-djævel i vognen. Kommer til bussen 2 minutter før den kommer og inde i bussen falder hun i søvn!!! Hvad bilder hun sig egentlig ind??? Jeg overvejer et kort øjeblik at stige af bussen ved førstkommende stoppested, så Emma og jeg kunne hygge, men én ting ville være 100 % sikker! I det øjeblik vi var steget af bussen, så ville den lille gollum vågne og fortsætte koncerten!

Vel inden døre, hvor vi forresten på vejen hjem fandt halstørklædet! (hurra for at bo i en lille by) -blev den lille sovende skiderik anbragt på sofaen, og fik afmonteret flyverdragten, vågnede og fortsatte sit terror-regime! Emma var heldigvis blevet tilspurgt af nabo-barnet om hun ville lege, så hun blev forskånet for anden inning...

Om det var opbrugt kvote eller træthed der afholdt hende fra at fortsætte da barnefaderen kom hjem, eller om det var fordi han havde pebernødder med hjem, det må stå hen i det uvisse. Men jeg nød våbenhvilen så meget, at jeg belønnede mig selv med en lille lur på sofaen!

Med nyoptanket energi kunne krigen fortsætte med en form for tilbagevirkende kraft. Og indtil sengetid var vores hjem Afghanistaniseret...

Putningen beviste at vi ikke har brug for en vagthund så længe vi har Aage! Den vrede den lille bitte krop kan udgyde er ganske exorbitant! Selv regnelærer Andersens, fra min folkeskole, vrede blev en meget tynd kop te.

Det gode ved dagen er at "hun" sover nu! -og at jeg trods alt har fået vinterstøvler...




onsdag den 24. november 2010

Brain stew -the statements


For nylig prøvede jeg at sove til kl. 8.30 i første omgang. Børnene og faderen var stået op. Jeg ignorerede at faderen sagde, da han stod op, at han bare lige skulle ned og tisse, underforstået, at jeg skule stå op. -Aldrig i livet! Her havde JEG jo brugt det meste af natten på at surfe efter billige feriesteder til den efterårsferie vi har været på, der i øvrigt lå tæt på hvor vi bor. Efterårsferien er detaljeret uddybet andetsteds på denne blog!

Jeg nåede desuden at sove fra 14-15.30 sammen med yngsten, mens faderen var på arbejde og ældsten var inde hos nabo-ådslet og lege, kun afbrudt af ældsten og ådslets indtrængen i køkkenet på rov efter (mere) slik! En ninja i wife-beater og hvide underbukser med lilla stjerner kan virke temmelig skræmmende på piger på hhv. 6 og 7 år (og formentlig også mange andre...)

-og nu kunne meget tyde på, at dette indlæg omhandler hvor meget søvn man kan tiltuske sig på en dag, og på baggrund af dette lave en præcis udregning på om det så har været en god eller en dårlig dag. Folk med små børn vil kunne nikke genkendende til det...

Men jeg nåede også at besøge slyngel og spise amerikanske pandekager og HIMMELSK marengs/fløde/banan/hakket chokolade-kage. Børnene var nogenlunde eksemplariske, og jeg mener ikke jeg bør kontakte forsikringsselskabet. Det går fremad med de sociale kompetencer. Jeg synes bare stadig godt, at slynglen kunne lægge de muntre brædder ud til sin mand, når nu han sådan skal tisse.

Min mand der vejer 67 kg og ligner én af de 7 små dværge når han har hue på. Han ved ikke hvad muntre brædder er, og det er der nok i virkeligheden ingen der gør.


Jeg burde samle resten af de bleer, der ligger ud over hele gulvet i stuen, hvilket egentlig ikke siger så meget, da stuen kun er omtrent 4 kvm. men problemet er, at der altid er bleer der burde blive samlet. Barnet holder ikke op med at skide, bare fordi man ikke gider at vaske.

Men der er så mange ting man burde gøre, og her er listen over de ting som står øverst på min to do liste over ting jeg sjældent får gjort.

Jeg burde lægge vasketøj sammen, men det render jo ingen steder, og krøllet er, så vidt jeg ved, ved at blive det nye sort. Sort og krøllet må derfor være den ultimative mode-xanadu!

Jeg burde spise en snack, men hvor går grænsen mellem snack og måltid? Findes der en manual på det? -og får man bøder hvis man overskrider kvoten?

Endelig burde jeg i den grad blive tatoveret på hals og hænder. -Skal bare lige have motivet helt på plads, men det skal helt sikkert passe til store briller og dyrt (funk)joggingtøj (fre Free City). Som nu om dage hedder sweat-suit. Men det bliver det ikke pænere af!

Man må gøre hvad man vil, og man ikke skal dømmes udfra det man gør, men man skal være klar over at man ALLIGEVEL bliver dømt ud fra hvad man gør. Og kan man tåle det, så er man parat til at gøre som man vil. Og i virkeligheden er der vel reelt ingen der gør som de vil, altså udover vilde dyr. Og er der nogen der overhoved ved om de vilde dyr overhovedet gør noget som helst. JEg ved Chihuahuaen ikke gør. I hvertfald ikke ret meget. Den piver mere, men det er, som ældsten siger,fordi Chihuahuaen jo ER en race der piver meget...

De fleste børn er afskyelige uanset om de har mærketøj på eller ej. Men det gør ikke noget hvis de er rene og stille. Og det gør slet ikke noget de ikke er mine.

De fleste kvinders røv er alt for stor, uanset om de har mærketøj på eller ej, og uanset om de trækker maven ind eller ej. Og hvad er der galt med en stor røv? -altså udover det er pisse grimt i de fleste tilfælde...

Generelt man skulle lade være med at have så travlt med hvad andre gør, og skride ned fra piedestalen og lære folk at kende i stedet. Og man skal heller ikke have så travlt med om ens røv er stor eller ej, og om andres røv er tor eller ej. Det kan jo være det er en rigtig rar (stor) røv... Én der er hyggelig at smse med sent om aftenen og drikke kaffe med tidligt om formiddagen...

Det er i orden at bruge mange penge på tåbelige ting, hvis det gør én glad, og hvis man har pengene til det. Og hvad nu hvis man ikke har pengene? Hvad sker der så? Altså udover at bankdamen bliver sur på én og man komme med i Luksusfælden. Men der er jo "bare" penge, og hvis man nu dør i morgen, så er det da lidt federe at dø med maven fukd af sushi og champagne end havregrød uden smørklat, fordi den er sparet væk...

Ikke man nødvendigvis har dårlige værdier fordi man elsker at bruge mange penge på tåbelige ting. Men måske er man lidt tåbelig. Jeg kan godt lide at være tåbelig og jeg kan godt lide ting. Og jeg lægger ikke skjul på at indpakning også betyder noget. Derfor kan jeg godt lide få de tåbelige dyre ting jeg køber, puttet i en fin pose lavet enten af papir eller endu bedre LAKERET papir, og vigtigst af alt, så skal håndtagene være lavet af snor. Det er måske lidt uforståeligt, men det er lige min stil...

Det er IKKE min stil, og jeg kan overhovedet ikke forstå
at der er nogen der, helt uanfægtet, kan sidde i sin bil og drikke guldøl klokken 9.30. -altså mens de kører...

At Karla faktisk kan skide 4 gange om dagen når hun er hjemme, og kun en enkelt gang i vuggeren, når vi har aftalt det skal være omvendt. Bør nok lige genopfriske aftalen i morgen tidlig, så hun er klar til på mandag...

Og jeg er i den grad rystet over at min mors største bekymring i luse-missæren, var hvorvidt jeg kom kronraget til min brors 50 års fødselsdag, fremfor at bekymre sig om den plage der hærger vores hverdag fordi vi rent faktisk er behårede. Jeg kom ikke kronraget til fødselsdagen, for jeg kom slet ikke. Jeg fandt det vigtigere at drapere mig selv i engangskittel og drikke portvin af en to meter lang bong konstueret netop til det formål. Hele den begivenhed er beskrevet mere detaljeret i et andet indlæg forfattet af undertegnede...


Hvem helvede klager man til?

Hvem klager man til over vejret?

Som individ og indbildt selvejende væsen, forventer man efterhånden, at alt skal indrette sig efter hver enkelte og dennes behov. Men hvad er der sket med den almindelige tilpasningsevne, som mennesket, qua dets tilsyneladende overlegne intelligens, burde mestre til UG?

Ja, det ER skide koldt ude, men jeg har en varm vinterjakke. Og et par varme støvler har jeg måske fra i morgen! Og sikke tidligt det bliver mørkt og sikke sent det bliver lyst! -men sådan har det jo været en del år, og jeg tror året i år, er det år den danske menneskehed er parat til at vænne sig til det. -for jeg kan med rimelig stor sikkerhed afsløre, at netop det med de mørke dage, de er nok kommet for at blive 4 måneder af året.

Alligevel kommer det der vinter som en kæmpe overraskelse for DSB år efter år efter år efter år, og resten af den offentlige transport-junta for den sags skyld. Og bilisterne, ja de er jo små individer, som om nogen FORVENTER, hvis ikke FORLANGER, at vejret indretter sig efter dem, for de indretter sig i hvertfald ikke efter vejret. Det ville jo være at hæmme dem som et autonomt væsen! Men så kan man jo så sidde der i grøften, og være autonom og selvstyrende efter en stirrekonkurrence med onkel isslag.

Heldigvis vil der herske enighed om, at det var vejrets skyld! -at man endte der i grøften. Eller en andens skyld, for det var i hvertfald IKKE ens egen skyld! Det er sjældent ens egen skyld, uanset hvad der sker. Det er altid de andres skyld, og derfor kan man med rette sidde på bitterhedens piedestal og kræve oprejsning. Fralægge sig ethvert ansvar, hvis man da har påtaget sig noget ansvar i det hele taget.

Det skal nok gå, og hvis det ikke går, så forventer jeg, at der kommer nogen og redder mig. Eller i det mindste ændrer på vejret!

Jeg har også fralagt mit ethvert (trafikalt) ansvar. Jeg er nemlig blevet en aktiv del af den offentlige trafik-junta. Imod: jeg skal hjemmefra 15-20 min tidligere end vanligt, med mindre jeg skal aflevere yngsten i vuggestuen, så er det hjemmefra på samme tid. For: Jeg skal IKKE aflevere yngsten i vuggestuen og jeg kan sidde og småsove i omkring 20 minutter.

Og det er nu ikke morgnerne der er de værste i den offentlige trafik-junta. Det sande mareridt er om eftermiddagen. Det er ikke en sjældenhed at bussen er adskillige kvarterer forsinket, og jeg kan til stadighed undre mig over HVORFOR det altid er på vej hjem køresygen meler sig...

-Jeg kan forsikre om, at det INTET har at gøre med det der bliver indtaget af undertegnede i løbet af en arbejdsdag, og 2 meter krydderkage med tandsmør er meget Lene Hansson'skt!

Og hvis man alligevel ikke formår at leve efter danmarks tykkeste kostgurus ernæringsdiktatur, så kan man blive repareret på det offentliges regning.
Så ender man på en slags nul, man er kørt over målstregen og har indkasseret 2000,- i et spil hvor man tilsyneladende ikke kan blive slået hjem, selvom det måske ville være et mest hensigtsmæssige. periodekortet til ansvarsløshed bliver betalt og hvis noget går galt, så er det i hvertfald de andres skyld! -men hvem helvede klager man til?






tirsdag den 23. november 2010

Det var jo ikke sådan ment! -dame!!!

For nogen tid siden havde jeg gulvfunktionen til en lidt større operation på en patient i generel anæstesi. Og at patienten var i generel anæstesi blev jeg senere temmelig glad for.

Vi er en del på stuen: en anæstesi-sygeplejerske, hvis ikke to?... En operatør, en assisterende sygeplejerske, gulvsygeplejerske, en superviserende overlæge, og det er hende der blev ubevidst forulempet...

Overlægen skulle følge operationen i sideokularet på mikroskopet. Hun var i sterilt antræk og skulle derfor have stolen indstillet af mig. Stolen var en såkaldt "stå-stol" som også er kendt fra frisørsaloner. Overlægen bad mig indstille ryglænet, da hun havde lidt problemer med ryggen. Og det hjælper jeg jo gerne med, for helt ærligt, så er der ikke så frygtelig mange ting at foretage sig... når operationen er i gang... og man er på gulvet... under oplæring...

En god halv time senere rejste overlægen sig fra stolen. Gav sig lidt og sagde, at nu kunne hun bestemt ikke holde ud at sidde på den stol længere! Venlig og betænksom, som jeg jo er, tilbyder jeg at jeg lige kunne massere hende, hvorpå hun kigger lettere forarget, og med en smule væmmelse i blikket, på mig og siger stødt "nej tak, det tror jeg bestemt ikke!!!"

Bevares, tænker jeg, mens jeg uanfægtet fortsæter med at følge operationen på monitoren. Indtil, en halv time senere, det går op for mig hvad overlægen TROEDE jeg tilbød, og jeg spontant ud i luften udbryder: "jeg mente altså ryggen!!!"

Det er vel unødvendigt at nævne, at hele operationsstuen brød sammen af grin. Et latteranfald de alle havde siddet og holdt tilbage i en halv time...

-Godt patienten i det mindste ikke opdagede en lumre stemning på stue 2...

Jokes on me... -again...

mandag den 22. november 2010

mor, børn og klapstol(e)

Jeg kender en fyr på 31 der i virkeligheden er en 80 årig dame indeni. Ja, det har jeg jo hævdet jeg gør, men nu må jeg rette mig selv. Efter en eftermiddag i selskab med min moster på 81 år, vil jeg sige at ham der på 31 jeg kender IKKE er 80 indeni. Han er ÆLDRE!!! -eller også er min moster meget ung af sind. I hvertfald yngre end én jeg kender på 31!

Nå det så er sagt, kender jeg så én der netop er blevet 36 år, som af og til er en dreng på 16 indeni. I hvertfald hvad visse ting angår. I hvertfald når det gælder service og sådan noget med gæster.

Jeg indrømmer gerne, at jeg er meget dårlig til at invitere gæster. Eller i hvertfald i mit hjem. Men det ER nu primært på grund af hjemmets ringe størrelse. I vores stue er der absolut max plads til 6 personer... 8 hvis man står op, og ikke er for tyk... 10 hvis to gider at være på badeværelset, hvilket ikke er særligt hyggeligt, fordi man i så fald slet ikke vil være en del af det øvrige selskab. Hyggeligt, hvis man er nyforelsket og kun har øjne for hinanden, men sådan nogle typer kender jeg (ved gud) ikke!

Alligevel har jeg en familie, og jeg er af og til nødt til at invitere den her familie. I denne omgang fordi jeg netop er fyldt år. Sidste gang var det fordi yngsten fyldte år, og der måtte vi låne os frem til tallerkener og forrige gang var da ældsten fyldte år, og der var servicen lavet af pap!!! Jeg lod min familie spise af PAP-tallerkener!!! Og så i en alder af tættere på 40 end på 16!!! Og det jeg har budt mine gæster at sidde på vil jeg slet ikke komme ind på...

Denne gang skulle det være anderledes! Derfor pakkede jeg børn, eftermiddagsmad i små (legoklods)madkasser og drog mod ta daaaah: IKEA! Dosmersedlen lød på tallerkener og klapstole!
-Og jeg vil sige at det der med madkasserne var en lille genistreg (i al ydmyghed naturligvis).
Jeg får fundet det jeg skal bruge, og slet ikke så meget mere! -altså næsten... -eller et par fotorammer kan man da altid bruge! -og sterarinlys... -og muffins...

Jeg når frem til reolen med klapstolene, og eftersom børnene sidder i vognen med propper sig med tomme kulhydrater og frugt. Undervognen er fyldt med tallerkener, livsvigtige fotorammer, lys og diverse, som slet ikke har nogen betydning i denne sammenhæng. Hvordan får jeg så transporteret stolene fra reol til kassen???
Jeg når at tænke den urealistiske tanke om at krølle børnene sammen og tvinge stolene ned i vognen, men vælger i stedet martyrmetoden, hvor jeg hænger stolene over underarmene og placerer hænderne på håndtaget af vognen, og så bare afsted. Det kan godt være sådan nogle stole ikke umiddelbart er tunge... Men hængene og dinglende på underarmene 4 stk på rad og række... Jo, dét er sgu tungt! -også selvom man er den stærkeste Emma kender!

Det var måske også derfor det lykkes mig at glemme de der stole ikke én gang, men hele TO gange, hvoraf anden gang faktisk var hvor de stod op af den vogn børnene sad i...
Første gang var umiddelbart efter betalingen, hvor jeg havde anbragt dem op af kassen, eller rullebåndet. -Altså op af den anordning man betaler sine varer! Travl med at pakker og i min begejstring over 4 muffins for 20,- glemte jeg alt om stolene, og det på trods af at mine underarme stadig var følelsesløse. Altså indtil en kunde venligt, og jeg synes også jeg fornemmer en smule overbærenhed i stemmen der, siger at jeg skal huske mine stole. Med iskoldt stenfjæs kigger jeg på hende og spørger venligt om hvilke stole hun refererer til, mens jeg stoisk marcherer hen efter de der fire klapstole der...
Jeg placerer dem op af min kundevogn og får fyldt posen med muffins og kanelsnegle. Og GLEMMER endnu engang de der stole der, hvilket resulterer i at de vælter med et brag i det jeg kører med vognen. Christ! Hvordan kan man glemme, og endnu værre OVERSE, 4 klapstole der står og læner sig op af indkøbsvognen???

Nå, men gæsterne blev bespist af fine tallerkener siddende på fine nye (lettere ridsede) klapstole og det var faktisk ægte hyggeligt.

Det kan godt være jeg netop er fyldt 36 år, har mentalitet som en dreng på 16 år, hukommelse som en guldfisk, men jeg har nye tallerkener og 4 klapstole!

søndag den 21. november 2010

Ninja klammert

De to ord kan man søge på, og så ender man her. Her på min blog! Hvis man skriver ninja klammert i søgefeltet på google, så er de FEM første søgeresultater noget der henviser direkte til mig! Og jeg skal ikke engang betale for det!

Måske findes der flere klammerter i verden, og det er helt sikkert, at der findes en del ninjaer, men hvor mange ninja klammerter findes der mon? -I følge google, så findes der kun én ninja klammert... altså i TO ord forstås...

Hvad er en ninja og hvad er en klammert?

En ninja er i følge legenden, og spørg mig ikke om hvilken... -en væver personage der suser lydløst rundt draperet i sorte tætsiddende gevandter. Er der egentlig noget der hedder "draperet i tætsiddende gevandter"? Jeg tror det egentlig ikke. Tætsiddende og draperet sammen med gevandter er i min verden selvmodsigende, da draperet og gevandter for mig er meget Anne Marie Helger'sk, og der er der ikke noget der hedder tætsiddende, skulle jeg lige hilse og sige! Ninjaen gør alting meget hurtigt, elegant og i den grad lydløst!

En klammert er -og her gik jeg så i stå og stod i flere dage... Hvad er en klammert?...
I min verden er en klammert en lille brun ildelugtende Chihuahua. Men der er nok flere meninger om den sag. For selv en klammert har sympatisører, og den brune klammert (hvilket ikke er to ord der flatterer hinanden) har også en lille loyal og 100 % hengiven sympatisør.

Men måske kan helle procastination-bloggen give en mere præcis definition på hvad en ninja klammert er... Det vil kun tiden vise.


lørdag den 20. november 2010

Til fest hos doktor mormor!

Jeg er lige kommet hjem fra en fest!
Festens vært var en ikke uinteressant SINGLE mandlig læge på 31 år. Nu er det sådan jeg er lykkeligt gift med ham der Morten der, og vi har jo også de der børn der. Men for en singlepige i starten, af 30'erne, måske midt sidst i 20'erne, så ville han da med garanti være et godt kup. Altså sådan lige umiddelbart.

Nogle, eller jeg vil sige de fleste, har små sære og til tider endda frastødende issues. Men jeg tror ikke ham her er med i klam-ligaen. Tværtimod... Efter en grundig gennemgang af hans skab på badeværelset, var det mest smudsige jeg stødte på en lyserød læbepomade der stod inde bagved tre dåser I:D-voks... I guder! Hvor meget voks har man lige brug for??? Ikke en lille krøllet tube med svampecreme, ikke en lille fedtet stikpille mod hæmorider INTET!!!

Til gengæld var der levende lys på hylden over håndvasken og sæbe i en porcelænsdispenser! Fik jeg nævnt der var glimmer i gulvet på badeværelset? -men gulvet kan han ikke kvitteres for. Det var vist med i lejekontrakten... Det var et hyggeligt lille badeværelse. Men jeg skal lige have en snak med ham om den virkelig store flaske med Sanex bodyshampoo, tænkte jeg ved mig selv. Det går altså ikke. Den passer slet ikke til den type han er. Høj og flot. Trimmet og lækkert hår. Middelstore briller og god tøjstil. (mine briller er noget større, og den med de største briller har vundet). Det vil så senere vise sig, at den der Sanex der nærmest udgør grundstenen i hans SANDE jeg!!!

Den her mand er simpelthen alt for lige ud af landevejen! -Eller troede jeg... Langsomt dukker de små hemmeligheder op! Og denne hersens singlemand i sin bedste alder viser sig så på ingen måde ægte, at være det han giver sig ud for at være!!!
Den her singlemand i sin TILSYNELADENDE bedste alder er i virkeligheden en dame på 83 år!!! Jeg mener bare, hvordan fanden kan man ellers retfærdiggøre at have en hel (meget stor) skål stående med enkelt-indpakkede Werther's Original??? Og det var skam ikke det eneste! Singlemanden (som er læge!!!) i sin bedste alder var også ejer af et større udvalg af massive bolcher! Jeg nævner i flæng: den tyske hindbær-klassiker i glaskrukke, stærke Gustav og Københavnerblanding!!!

Ved forespørgsel på åben ild fremtrækkes BINGO-lighteren!!! Den kendte og (i visse ældre kredse) elskede lighter med meget langt "løb" og børnesikring på håndtaget! ALLE, og jeg mener alle UNDTAGEN singlefyre i deres bedste alder har ret til at eje sådan et apparat -bevares. Men man scorer altså ikke med et sådan stykke ortopædisk-fyrtøj! -jeg siger de bare!!! -diskret og henkastet IN YOUR FACE!

Men jeg kan rigtig godt lide ham. Han er en virkelig sød fyr. Og fordi han er så dejlig, så vil jeg simpelthen se gennem fingre med at han ejer adskillige Se&Hør. Jeg VED han i smug abonnerer på Ude og Hjemme, jeg skal bare lige bevise det. Men pigerne kan godt li ham, ja det ved den søde æselrøv de kan! Selv Ildprinsessen kunne ej modstå hans pensionist-agtige charme! Og jeg trænger også snart til at komme til et godt bryllup!

Det var måske ikke helt med fuldt overlæg (men næsten), at jeg henkastet havde nævnt, at jeg kendte denne her singlemand i sin bedste alder. Men tro mig! Det var med 100% fuldt overlæg at jeg indiskret plabrede til ham om min smukke kloge (single)veninde. Og konstellationen er jeg sikker på er ligeså harmonisk som Greg & Dharma. Og jeg er sikker på at Greg også ville kunne lide Werther's Original enkeltindpakkede serveret i et (meget) stort fad...


onsdag den 17. november 2010

Kan man det???

Kan man spise tømmermænd væk? Jeg forsøgte med den værst tænkelige kur EVER!!!

Diæten bestod af ALT for lidt søvn, suppleret med en eftermiddagskaffe-fødselsdagsfest hos niecen (som er én dag yngre end mig), tre kopper varm kakao med flødeskum, to hele boller med tandsmør, 1 stykke kagemand med slik og flødeskum og to stykker lagkage...

Det var den værste diæt i hele verden! I guder jeg blev dårlig! Og træt!!!

Kan man tillade sig at falde i søvn til niecens fødselsdag? Jeg kom til det... Der i stolen da gæsterne var ved at bryde op.

Det var af sikkerhedsmæssige grunde! Jeg forsikrer!!! Jeg kunne bare mærke, at jeg ALDRIG ville klare turen til Aalborg, hvis jeg ikke fik en lur!
Og på forventningsfuld forespørgsel pr sms til Morten om aftenens menu, MÅTTE jeg bare sove!!! -og fortrænge!!!
Jeg mener, kan man servere kylling, grønsager og fuldkornspasta til sin kone, når hun 1) lige har haft fødselsdag! 2) har tømmermænd!!! -der MÅ findes en § der omhandler lige netop det emne! Om ikke andet så i den almanak Meyer er ved at forfatte!

KAN MAN DET???


I går var det min fødselsdag!

I går var det min fødselsdag! Ja det var sgu så.

Jeg blev kaldt frem fra den varme dyne til rundstykker og kage, som Morten havde rekvireret. Almindelige familier ville have siddet ved bordet og hygget og sludret i ro og mag, men i VORES familie blev der hældt mælk på hunden, smurt smør i håret, spist syltetøj direkte fra glasset... med fingrene. Og det var ikke fordi jeg havde fødselsdag. Det var fordi, at sådan ER det i vores familie. Yngste-barnet går fra bordet indsmurt i smør, smøreost og det gode fra brunsvigeren. Stikker kækt af, da barnefaderen anmoder om at tørre hendes hænder. Emma bidrager på hendes egen måde, ved at kalde yngsten et lille svin! Hurra for mor og tillykke med min fødselsdag!

Udenfor nøjes det ikke bare med at styrte ned, men det STORMER også! Faktisk så meget, at min kollegas nyindkøbte toiletpapir blæste af "under"vognen ude ved Billeren...

Emma og jeg drager ind til byen, med den mission at indkøbe en fødselsdagspresent! Efter detaljerede SMS-instrukser, ender det selvfølgelig med jeg jagter rundt efter en ting der slet ikke eksisterer, fordi jeg alligevel IKKE formåede at følge en simpel (og detaljeret) instruks... 2 frustrerede våde (ikke som i druk eller "den frække våde") timer, ender vi i først besøgte butik, og finder faktisk den ting hun ÆGTE og oprindeligt faktisk havde ønsket sig. Hurra for min evne til at læse, og tillykke med min fødselsdag!

Hjemme igen, kun tre timer senere end planlagt, var det tid til at gøre sig klar til aftenens forestående festivitas. 10 skønne damer skulle arrivere til min fødselsdag alle iklædt tyl på den ene eller anden måde. Slaget skulle stå på ensmugkro, ejet af én jeg kender. Én som iøvrigt også går under aliaset "fede kasse", og som ynder at frekventere den lokale tank iført pyjamas og laksko... -og det kan man vel i og for sig kun elske! Både kassen, pyjamassen og lakskoene. Med pink champagne til velkomstdrink, og 17 flasker portvin til dessert kunne det ikke gå galt!
Hurra for kassen og hendes kiosk og tillykke med min fødselsdag!

Gæsterne opfører sig over al forventning, og ingen lades alene. Alle i tyl og godt humør, og hjemmegjorte gaver, både i form at sang, perler og g-strenge af lak på små fede ninjaer, dominerede til min store glæde gavebordet! Kreativiteten og ikke mindst tiden der var tiltænkt MIG fandt jeg i den grad overvældende, og jeg vil tænke på det hele hver dag i december frem til jul, hvor jeg hver af disse dage, til stor misundelse fra børnene -hvilket jo egentlig er glæde nok i sig selv, skal åbne en pakke fra den pakke kalender jeg også fik! Hurra for vidunderlige veninder og tillykke med min fødselsdag!

Det er rart at vide, at man IKKE skal gå på toilettet på Irish House, hvis man har verdens største tyl-skørt på. For derinde på det sted findes verdens mindste toiletter! Lørdag nat mellem kl. 2.57 og 3.04 så det grangiveligt ud til at bås 1 på dametoilettet på omtalte etablissement var i færd med at kaste tyl op! En virkelig virkelig stor vifte af tyl sad i spænd i døren, mens en god del af resten af tyllen var klynget op af væggen bag toilettet! Det er vist unødvendigt at nævne HVOR besværligt det var at lade vandet derinde... Hurra for at nå at tisse inden natbussen og tillykke med min fødselsdag!

-Det her indlæg er så mange dage forsinket, fordi jeg har været lidt skrive-"blog'eret"...

fredag den 12. november 2010

Sur over ikke at være sur længere...

Jeg simpelthen været så sur de sidste dage. Ja faktisk har jeg haft en (længere) periode i mit liv, hvor jeg gjorde det til min mærkesag at være sur!

Men den sidste tid har været præget af en kvalm lykkefølelse. Indtil sådan ca. i denne uge. NEJ hvor har jeg været irritabel og olm. Årsagen vides ikke som sådan, men jeg fik en mistanke her til aften

Her til aften og hele den ganske dag har jeg været i krigshumør. Først var det over min overprdentlige elendige juleplan, der på et tidspunkt i formiddag drev mig til at kigge jobannoncer. Men jeg er enenu ikke parat til at tage det endelige spring og blive deltids nattevagt på en konservesfabrik.

Hvis det ikke var juleplanen, så var det ham der Morten jeg er gift med. Ham der Morten som jeg råbte af i telefonen, mens jeg sad i kaffestuen på mit arbejde.

Jeg kunne mærke at jeg på et tidspunkt i dag sagtens kunne blive så rasende (formentlig over ingenting) at der kunne gå ild i mit hår!

WTD??? Hvor kan jeg få lidt adspredelse? I Klubhuset!!!

Jeg lokker Rusty i klubhuset og narrer hende til at gå ombord, sammen med mig, i en uanstændig stor portion nachos... Dernæst delte vi en Othellolagkage og to stykker kokoskage, der blev serveret med replikken: "Jeres kage ser godt nok lidt mærkelig ud, men det var fordi den gik i stykker da jeg skar den, og så kom jeg til at spise noget af bunden"

Så var stilen lagt, og humøret var tvunget snige sig langsomt op ad på humørskalaen...

Stemningen var god, og Othello dyppet i ekstra flødeskum (by mistake) var himmelsk. Det er nu et godt sted, det der klubhus der. Selv klammerten fik nye venner. Og sofaen var forræderisk komfortabel!

Alt blev fuldendt, da hende der med det store lyse hår og de store briller dukkede op. Hun havde været til fødselsdags-middag på en eller anden, ikke nævneværdig, kro... Med én strøg adskillige par briller hen over bordet, dværge dukkede op og alt var et inferno af god stemning.

Da jeg forlod klubhuset i godt lune høj på koffein, sukker og fedt gik det op for mig at jeg faktisk slet ikke var sur længere. WTF???

Hvem helvede tillader sig at ødelægge mit dårlige humør???


torsdag den 11. november 2010

Jeg vil sgu ha en kone!

Undtagelses-tilstand i Ninja-fæstningen!
Emma startede dagen i går om natten kl 3.30 ved at brække sig ud over hele gulvet i soveværelset, så JEG startede så dagen i går om natten kl. 3.32 med at vaske gulv i soveværelset!!!

Morten, ham der jeg er gift med, og har de der børn der med, hvoraf den ene startede dagen i går om natten kl. 3.30 med at brække sig ud over gulvet i soveværelset, skulle på arbejde, og jeg skulle også på arbejde. Ingen af os kunne, af forskellige (idiotiske) årsager blive hjemme. Men man kan jo desværre ikke altid forene dét at være en god forældre med at være en god kollega og medarbejder. Og med min uacceptable fraværsportefølge, så var det slet ikke en option for mig at være en god mor.
Note to self: udvikle en omnio-vaccine mod ALT fra børnesygdomme til div. epidemier og småskavanker. Eller måske endnu bedre: udvikle en vaccine, der for folk til at gå op i sine medmennesker fremfor Anders And-budgetter dannet på baggrund af fiktive tal og tåbelige omkostningefulde akkrediteringe-paradigmer.

WTD??? -panik panik paniiik!!!

kl. 5.44 skriver jeg til min veninde, én af de bedste, og beder hende om at ringe asap. kl. 5.45 ringer telefonen...

Jeg beklager min nød, og hun beder mig om at slappe af! Hun skal da nok passe det der ninjabarn der startede dagsn i går om natten kl. 3.30 med at brække sig ud over gulvet i soveværelset.

Note to self vol. II: husk at minde hende om hvor meget hun betyder for mig!

Jeg får afleveret yngste Ninjabarn, der var meget MEGET træææt.

Ankommer på jobbet, lettet over at "planen var lykkes". Har faktisk ikke engang dårlig samvittighed. For jeg ved jo "de" er i de BEDSTE hænder!

Får en melding fra ham der jeg er gift med, om at den yngste nu var på sofaen, efter at have overbrækket vuggestuen...

Ildprinsessen Rusty (hende der min fantastiske veninde) bliver meddelt om den øgede tilslutning til babysitning, men tager det i mere end stiv arm.

Med 128,- på lommen får jeg nøjagtigt handlet for 127,50 i Netto-Ghetto på vej hjem, og får meddelse pr sms om at alt ånder idyl i ninja-borgen. Ankommer med posen fuld af tomme kulhydrater, raffineret sukker, fedt og salt. Og hentede heltestatus på den konto. Klappede mig selv på skulderen, og retfærdiggjorde mine slette indkøb med at det primært var økologiske kulhydrater. Hvem prøver jeg dog at narre??? Tsk tsk tsk...

Da jeg kommer ind af døren til mit hjem, bliver jeg mødt af duften af nybagt bagværk!!! og et varmt skær af tændte stearinlys!!! Nå ja, og rolige børn...

Så havde Rusty lige bagt en kage og hygget om børnene!!! ihhh altså!!!
Jeg tænkte ved mig selv, at det må være sådan at være mand!!!

Vi bliver enige om at spise sammen, så jeg rekvirerer Rustys søn, som er Karlas største idol og Klammertens største fan. Han hedder A'baaart ham der drengen. i hvertfald hvis man spørger Karla. Jeg kan godt lide drengen. og ikke kun fordi han siger Nin'jaaa i stedet for He'lleee når han henvender sig til mig, men også fordi han er en lækker unge.

Spags med ikke én, ikke to, men TRE slags sovs kunne det blive til. Et glas bourgogne på siden og stadig artige børn. -Overvejede at ringe til vagtlægen udelukkende på den baggrund!

Efter maden var der tid til at smage kagen! Og klædte den lige kaffe og portvin? -det tror jeg nok den gjorde!

En katastrofal dag udviklede sig til at blive super skøn.

Jeg tror sgu da jeg ønsker mig en kone i fødselsdagsgave!

Tænk om man faktisk FIK en kone i fødselsdagsgave... Så ville ALLE helt glemme, at der faktisk har hersket en smule tvivl om hvorvidt jeg fylder 35, 36 eller 37 år, hvilket foruroliger mig lidt, dersom én af de der i den grad har regnet min alder helt forkert ud, faktisk har egen virksomhed!!! -Og bare fordi man er en tyk blondine, der ingen venner har, retfærdiggør det jo ikke, at man ikke kan regne.

At jeg ikke selv er helt klar over min alder findes der en HELT legal forklaring på! Jeg er jo adopteret fra det fjerne østen, og der regner man jo for det første med et helt andet kalendersystem og for det andet findes der ingen, som sådan, fødselsattest på mig. Altså med adoptionspapirerne fulgte der forskellige dokumenter med, bla. et dokument der vitterliggjorde at JEG VAR NORMAL!!! -og at jeg var født engang medio novemver... sådan cirka...

Men hvad betyder alder som sådan? -Altså udover at den er bestemmende for hvilke rabatter man kan få op sine briller i Synoptik... Og udover den er bestemmende for om man må blive gift med en man elsker, altså hvis det er på tværs af (visse særligt udvalgte) landegrænser. Åhhh ja... Alderen er også bestemmende for en masse andre ting, hvor det i virkeligheden burde være det enkelte INDIVID man skulle tage stilling til. Og ens alder ER jo reelt ikke andet end endnu et nummer i rækken. Et simpelt tal.

Vi lader os i den grad styre af tal på alle (u)mulige måder. Det er et tal der dikterer hvornår vi skal stå op og hvornår vi skal gå i seng for den sags skyld, og det er et tal der definerer hvornår man BURDE være udsovet. Tal bestemmer og styrer meget i vores liv. Karakteren, som er et tal, er afgørende for hvilken uddannelse man kan søge ind på. Priserne i butikkerne er afgørende for hvad man kan købe, men forud for den beslutning er vores indkomst, som er endnu et tal, dannet på baggrund af antal timer man arbejder. Så er det i bund og grund ligegyldigt om man kan købe det man har behov for, for behov kan ikke måles, vejes og placeres i et skema. Lønnen er ikke afgørende fra dag til dag efter indsats, for indsats kan ikke gøres op i grafer, og indsats bliver tilsyneladende ikke sidestillet med udbytte, med mindre man er landmand.

Og så er er vi tilbage ved Anders And-budgetter og fraværs procenter, der også i den store sammenhæng er styrende (men i min verden ligegyldige) tal!

mandag den 8. november 2010

Charlies angels

Jeg er kommet med i en hule! Og jeg har ikke engang spist en skovsnegl, eller gjort grimme ting med en marokkopude.
Der er nogle der gerne vil være med i hulen, og hulen er åben for alle. Men der er også nogle der ikke vil være med i hulen, og det er også helt i orden. Men det er ikke i orden at prøve at gøre hulen til noget dårligt, bare fordi man ikke føler man trives i hulen.

Man kan jo ikke sidestille hulen med: koriander, dild, citrongræs og kokosmælk, som faktisk ER onde onde ting, og som burde forbydes ved lov, og som systematisk fortjener at blive udryddet som bjørnekloen og de lus der disse dage har bosat sig i min datters hår.

Bjørnekloen er smuk, stoisk og pisse giftig, og hvis man kommer for tæt på bjørnekloen, så kan man få mén for livet. Lus er små undseelige snyltende blodsugende parasitter. De er skide irriterende når de er der, men man tænker ikke på dem, når de ikke er der. Disse beskrivelser kunne faktisk også godt overføres på nogle jeg (ikke) kender.

Til gengæld kender jeg (næsten) én der hverken er bjørneklo eller lus, men måske nærmere lidt midt i mellem. Og alt det midt i mellem er farligt. for det ved man ikke helt hvad er. Det kan især blive grimt, hvis det midt i mellem føler sig forsmået og detroniseret fra sin selvbestaltede trone. Fordi den man har udpeget som tro og underdanig lakaj slår sig i tøjret og gør oprør. Og det er aldrig fedt at stå der ved siden af sin væltede trone, og se Bridget Jones blive til én af Charlies angles, når man selv er et middelmådigt afsnit af Lille Doktor på Prærien...





søndag den 7. november 2010

Men det var venligt ment! -en slags...

Jeg har aldrig, som sådan, gået op i mit hår! -altså ikke indenfor den sidste tid, eller de sidste 6 år... helt nøjagtigt...

Men så alligevel...
Jeg har et hårtarume fra barndommen. Men det kender jeg flere der har. Og selvom det ikke var MIG der lignede Birthe Kjær på håret til min konfirmation, som jo i den grad kan retfærdiggøre et hårtarume, så hører mit nok til i en lidt lettere katrgori, for rent hårmæssigt findes der vel næppe værre, end at ligne Birthe Kjær til sin konfirmation... på håret.

I al den tid jeg kan huske tilbage har jeg haft kort pandehår. Virkeligt KORT pandehår. Hjemmeklippet og det hele, af MOR!!! -og skamklippet pony er ikke en helt dårlig sammenligning.

Jeg kan huske, en dag jeg kom (nyklippet i den grad) til rideskolen, og Thomas U udbrød, at jeg jo havde samme pandelok som Kasper!!! -hans søsters hest!!!

Siden den dag svor jeg på at jeg ALDRIG ville have kort pandehår!

Jeg ved ikke og det var en ubevist hævn til MOR, at jeg nogle år senere valgte at få lavet knælange fletninger i farverne: postkasserød, signalgrøn og koboltblå, eller om det faktisk var fordi jeg fandt det vidunderligt at sidde 9 som i NI stive timer hos den afrikanske frisør og blive flået i håret af tre afrikanske dame-mennesker. Og i øvrigt blive lænset for omkring 4000,- (DANSKE kroner!!!)

MOR anerkendte IKKE mit hår, og jeg måtte først gå ud med skraldespanden EFTER mørkets frembrud. -hvad ville naboerne ikke tænke???

Som 26-årig havde jeg lige mødt Morten, ham der jeg er gift med og har de der børn der med...
Morten er en rigtig sød fyr, og også som regel venlig og velmenende. Det er bare ikke ALTID så let at sige de rigtige ting.

En morgen stod jeg så 26 år gammel og satte mit hår i rottehaler. Morten sagde, at det klædte mig godt, men jeg var nu lidt i tvivl om jeg ikke var for gammel og om det muligvis så lidt for infantilt ud, sådan at bære rottehaler... i en alder af 26 år...
Venlige velmenende Morten, som godt kunne lide mig og mine rottehaler "beroligede" mig ved at sige, at det skulle jeg slet ikke tænke på, for jeg så jo lidt slidt ud i ansigtet, så infantilt var ikke det ord man ville tænke i første omgang. TAK!!! -tror jeg nok...

Måske er jeg bare vintage! Det er det smarte ord for gammel, men stadig nogenlunde anvendelig. -altså i min verden. Og "seccond hand" er den trendy og sociale acceptable betegnelse for genbrug.

onsdag den 3. november 2010

Var der nogen der så det? -Gu var der så!

Forleden dag faldt jeg på vej op af trappen. Altså på vej op af trappen fra kælderen på HOSPITALET! I myldretiden! Jeg FALDT!!! Og jeg slog mig af H til!

Men hvorfor var min første indskydelse efter faldet, som jeg i øvrigt, med en ægte ninjas hastighed, lynhurtigt kom på benene efter, at kigge mig omkring for at se om der var nogen der så det? Og selvfølgelig var der nogen der så det. ALLE så det! Klokken var lidt over tre, og ALLE havde jo lige fået fri og ALLE var på vej op af trappen fra kælderen mod friheden!

Fordi ALLE så det, var det jo vigtigt at angive at jeg OVERHOVEDET IKKE!!! havde slået mig! Men slået mig havde jeg, og også i den grad. Jeg havde lyst til at sætte mig på røven og give mig til at hyle, tude og beklage min nød! -men man er jo et civiliseret menneske.

Det civiliserede menneske taber ikke ansigt, og afslører ikke "pinlige" ting om sig selv.
Så hellere tørre pinligheden af på nogle andre!

Nøjagtig som en kunde i Netto gjorde for et stykke tid siden. En kunde i Netto efterlod mig i en sky af prut! Og jeg ved godt hvem det var. Det var så tydeligt! Men ikke desto mindre var hensigten at få folk til at tro det var mig, ved at forlade gerningsstedet og efterlade mig dér ved hylderne med saft og udenlandske øl og prut... i Netto!

Men ville det egentlig ikke være forfriskende at lave en scene næste gang man faldt, eller slog en prut på et offentligt sted? Altså virkelig gøre noget ud af det?

Jeg forestiller mig mit næste (ufrivillige) fald foregår inde i byen med favnen fuld af shoppingposer. Faldet er så dramatisk, at shoppingposerne ryger ud til højre og venstre, og de der ikke ryger så langt, vil blive kylet i en tredje retning i frustration over man var faldet.
Man skulle sidde dér helt fortabt og hysterisk (gerne iført tyl og massive mængder mascara) og hyle så mascaraen ville løbe i stride strømme med over ens kinder, mens man grædende råber "årrrrh for helvede! nu faldt jeg, sådan noget piiis! Se nu deeer!" og man smadrer de Royal Copenhagen tallernener man netop har købt for sine fødselsdagspenge. Og pludselig vil alt blive stille. Så sidder man der helt fortabt og alene omringet af pulveriseret Royal Copenhagen og lemlæstede shoppingposer.

Eller næste gang men skal slå en prut!!! Man står der i Føtex. Gerne i mejeriafdelingen som ofte er godt besøgt. Man slår prutten og den er af en kaliber man ikke sådan lige kan løbe fra. Og hvorfor skulle man også det?
Man skal i stedet, med ægte ærgelse i stemmen snerre "arrrrrrgh!!! nu fes jeg IGEN! Hvorfor kan jeg ikke styre det? Og fy for dælan en stank! Arhhhmmen hvad fanden er der galt med mig??? Kan I ikke lugte det??? Det er jo helt forkert! Åhhhhh..."

Men der er bare nogle ting der altid komme til ulejlighed. Foreksempel i dag... jeg står på operationsstuen i det store sterile antræk og gør klar til en operation. Og så skal jeg sk... på toilettet. For ind i helvede jeg skal på toilettet! Jeg ved det er noget psykisk. Sådan er det altid. Men det giver også en tryghed. Det er jo altid rart med faste holdepunkter. Og jeg har faste holdepunkter både når jeg er i Salling, på biblioteket og på CD-shopping!

Men det er også verdens bedste undskyldning. for hvem kan reelt få sig til at tilbageholde en trængende?

"Er De klar over De kører alt for stærkt?"
-ja, det ved jeg godt hr. betjent, men jeg skal bare sådan skide!

Hvad kan man helt ærligt gøre af indsigelser i en sådan situation? Det er en velkendt situation for de fleste, og ingen kan kontrollere naturen i en sådan grad! Det mest rimelige ville være at tilbyde politieskorte!

"Det er Jacob fra Tele-talk-talk-stalk-stalk, må jeg forstyrre dig lidt?"
-jeg vil virkelig gerne høre hvad du vil fortælle mig, men jeg skal bare sådan skide...

Og så VED Jacob at ham i den grad er nedprioriteret! Ingen argumenter mod "natures call"står i den lille sælger-manual Jacob har liggende ved siden af sig. Natures-call vs Jacobs-call 1-0

Men man kan sige at fald og prut uanset situation aldrig vil blive nomineret i kategorien "Ting jeg ynder at gøre i det offentlige rum" På trods af at det er noget ALLE (ikke)gør!

tirsdag den 2. november 2010

Goddag afspadsering -din dejlige kælling

Ahhh en HEL dag med afspadsering! What to do?...
Er rimeligt udhvilet efter en god omgang... -eller jeg mener en god nats søvn!

Vi deler os, gør vi! Og når man hjælper hinanden, så går det sgu som en leg!

Alle er ude af døren på en uvant fredelig måde. Hvad skete der med stress og jag? Måske gemmer vi det til i morgen, eller måske har vi efterladt det sammen med den øvrige dårlige karma, som jeg intet har set den sidste tid. Det samme med "the Toxic Vagina" Måske følges de to hånd i hånd? Måske ER the Toxic Vagina i virkeligheden dårlig karma? -Altså forklædt som en mongolid 17 årig bebumset dreng, som er ekstremt slap i bindevævet...

For jeg er i et usædvaneligt godt lune disse dage. Så godt, at jeg faktisk er helt nervøs for min mentale tilstand. Jeg har ikke næret indædt had til nogen som helst i flere dage! WTF???

ER det bare fordi jeg er så indædt kontrær, at jeg bliver forårsforelsket om efteråret? Jeg er i hvertfald forelsket!

Forelsket i en sang, i to sange i mange sange. Og når jeg hører dem får jeg kvalme. For jeg får kvalme når jeg er forelsket, og forelskelse for mig, er den bedste slankekur.

Er det den hidtil frygtede følelse af lykke jeg langt om længe, efter mange års kamp, har ladet flytte ind i mig? Er det lykke jeg forveksler med forelskelse? Hvornår ved man i øvrigt om man har været forelsket? Og lykkelig for den sags skyld? Er det værd at jagte? Eller skal man bare læne sig tilbage og lade sig føre hen, hvor nu skæbnen vil.

Skæbnen har ført mig direkte i armene på kvalmen, på lykken, på forelskelsen. Og de tre ting kan ikke skilles af. De hører sammen! Det er umuligt at skelne!

I dag har jeg haft tid sammen med lykken, kvalmen og forelskelsen. Jeg har haft tid med "dem" som er mine børn, "ham" som er min mand og så ildprinsessen!

Ildprinsessen er der altid, og det skal jeg lige vænne mig til. Ildprinsessen kan godt lide mig, og det skal jeg lige vænne mig til. Ildprinsessen kan ægte godt lide mig, og dét skal jeg lige vænne mig til. Det er ægte og ikke overfladisk. Men kan jeg lide Ildprinsessen? Jeg ved det ikke! -For kan jeg reelt lide nogen, som kan lide sådan én som mig? Det tror jeg faktisk ikke.

Var det ikke W.C. Fields der ikke ville være medlem af nogen klub, der ville have ham som medlem? Jeg tror jeg er som ham på det punkt. Er det derfor jeg får kvalme? Og hvem får jeg kvalme af? Dem eller mig selv?

Jeg har mødt én! Én der betroede mig, at hun kun havde to venner!
Jeg har ingen venner, jeg har fans og gorupies -plejer jeg at sige. Og i øvrigt er jeg verdens dårligste ven.
Men hvad er venner? Er det dem man stadig har kontakt til, som man har kendt i mange år? Er det nye mennesker man møder, som man intenst symbioserer og ser hver dag? Er det overfladisk at definere "nye børn i klassen" som bedste venner? Eller er det gammeldags ikke at gøre det? Og hvorfor er det ikke socialt acceptabelt med en ny bedste ven? Hvorfor skal man vise sit værd før man kommer i venne-ligaen, og hvor går grænsen i øvrigt? Hvad er forskellen på venner og veninder, bortset fra det er en kønsspecifik definetion? I min verden er venner dem der gælder, og veninder er dem man shopper med. Men har jeg ret til at cementere den opfattelse af vennebegrebet som en officiel gældende regel?

Jeg tror ikke jeg kan lide dem der mener vi er venner. Jeg tror ikke jeg kan lide Ildprinsessen. Jeg tror jeg ELSKER dem der mener de er min ven. Og jeg ved jeg elsker Ildprinsessen. Og de skal mene det af hele deres hjerte. Og gør de ikke det, så gennemskuer jeg det før eller siden. Og det er aldrig for sent at lære. Og det er aldrig for sent at finde nye bedste venner. Og det er ok ikke at elske nogen for evigt.

Nogle synes det er risikabelt at elske nogen. Men jeg tør godt. Jeg tør godt elske andre. Men kan jeg lide det? Det ved jeg ikke, og det er ikke noget jeg selv bestemmer. Jeg kan ikke kontrollere hvem jeg elsker, og hvem jeg ikke elsker. Og jeg kan ikke kontrollere det, hvis jeg holder op med at elske nogen. Det er der ingen der kan.

Jeg hørte et radioprogram om brugerbetaling på fertilitetsbehandling. En kanal jeg altid har fundet seriøs og saglig. Men jeg fik et stik i hjertet, da man lod en tilsyneladende klog debatør manifestere at homoseksualitet var noget man valgte!!!

I min verden vælger man ikke hvem man forelsker sig i. Og det bliver jeg dagligt konfronteret med for tiden. For Ildprinsessen har IKKE valgt at være forelsket i flaskedrengen fre REMA. Hun ved han er en slimet ål, men i hendes verden er han kryptonit, og der findes ingen vaccinationer mod forelskelse. Og det er typer som Sarah Palin og "vores egen" Pia K sikkert lede og kede af. Og jeg tror også forbudet at parabolantenner har lange udsigter. Selvom de er pisse grimme.

Mit kryptonit er Bilka! Stedet jeg elsker at hade. Jeg forsager Billeren og jeg synes alle der handler der er væmmelige og afskyelige, stinker af dårlig stil og prætentiøse discount tendenser. Ikke destomindre frekventerer jeg smagløshedens højborg i tide og utide. Og i dag ingen undtagelse.

Ildprinsessen og jeg gæster dette forhadte/jættede sted bevæbnet med en stor indkøbsvogn med et exorbitant ratslør. Vi handler det vi skal og jeg bliver næsten snydt for 100,- af den lettere glinsende kassedame ved kasse nummer 8. Jeg får mine 100,- og føler mig ussel, fordi jeg tillader mig at bede om at få det som tilhører mig.

Vi fortsætter vores dødstour mod Baresso i Shoppen, og får hhv. en latte og en chaï. Begge på soya. Vi bliver enige om, at der egentlig ikke er særligt hyggeligt på Baresso i Shoppen. Der er meget tomt og den østeuropæiske stemning er for dominerende til en isprinsesse der er ufrivlligt forelsket og en ninja der er forårsforelsket.

Vi går gennem det rædselskabinet andre kender som Storcentret, og bliver ignoreret af "the Toxic Vagina", men det ville også være at skrive sin egen dødsdom under, at forsøge at etablere nogen som helst kontakt med en ildprinsesse og en ninja SÅ tæt på frokosttid.

Frokosten blev indtaget i ninjahulen i selskab med "ham". Det var hyggeligt, og de friturestegte panerede papstykker gled fint ned med massive mængder remoulade. Alt var godt!

Som en god afslutning på en foruroligende god dag, did we "Meet the Feebles". Meet the Feebles er den dukkefilm Peter Jackson (ikke) havde gennembrud med, før han lavede lord of the Rings. Meet the Feebles er en film jeg kun deler med særligt udvalgte. Med de jeg VED vil sætte pris på en sindsyg pendant til Muppetshow. Muppetshow på LSD, speed, kokain, svampe og guldøl. Det er Meet the Feebles, der både er vulgær, grotesk og ulækker. Men alligevel formår den på mest (u)elegante vis at gå lige til stregen og så tage et KÆMPE skridt over! Og jeg elsker det!

Ildprinsessen tog den bus hjem, som Emma ankom med. Ildprinsessen bor inde i byen. ca. 20 min. men bus, men i dag tog det en time, fordi der var trafikalt kaos inde i byen, vist nok forårsaget af et trafikuheld på mototvejen. Men Emma kom hjem til tiden, og gik med naboen pige hjem til leg. Forladt ved bussen på alle måder var chihuahuaen og jeg.

Heldigvis havde vi et sidste skud i bøssen. Karla! Vi hentede Karla i vuggestuen, chihuahuaen og jeg, og Karla ville godt med os. hun skulle ikke noget andet, end med os hjem, og det var dejligt. Der går ikke mange år, før der ikke er nogen der skal med hjem, og der ikke er nogen der kommer hjem, før senere. Så jeg skal huske at nyde, at der stadig er nogen der vil med hjem.

Aftensmaden tegnede til at blive rigtig god. Altså indtil det gik op for mig, at jeg ikke havde formået at skelne mellem stødt chili og stødt paprika. Men børnene kan heldigvis lide stærk mad, så de sad småsvednde og prustende og guffede "djævle-gryde" i sig. Og en liter mælk røg ned til at udligne.

Ovnen er i stykker, men Kenneth lovede at der kommer en montør og kigger på den på fredag.

mandag den 1. november 2010

Halloween horror-night

En aften der egentlig aldrig har sagt mig en skid!

Altså indtil jeg mødte "Kartellet", og via dette, fik hypet en stemning op om Halloween, der kunne gøre Beatelsfeberen til en uanseelig lille virus.

Jeg HADER at være klædt ud! Jeg har siden barns (hjul)ben afskyet alt der vedrørte udklædning. Jeg syntes det var ækelt, det der gamle "klæd-ud-tøj" veninderne havde i en stor kasse.

Jeg HADER folk der er klædt ud, især hader jeg fulde folk der er klædt ud! De bruger helt klart deres udklædning som et skjold og alletiders allibi, og opfører sig således som en flok aber med rabies, ADHD og i øvrigt usædvanelige dårlige manerer.

Dét måtte jeg sgu da prøve! Jeg har faktisk ikke fået krydset "klædt ud og opført mig som en tosse" -feltet på to do listen.

Jeg måtte finde på en passende udklædning... Og det gjorde jeg. Den var (næsten) steril og alting, så der var ingen undskyldninger. Og med en to meter lang portvinsbong under armen, så kunne det IKKE gå galt!

Man ankommer på det der sted man har været så tit. Debuterer i udklædning OG med make up -en slags... Makeuppen ligner et sammenstød mellem en (meget) vred Marilyn Manson og en lettere entoxiceret Robert Smith. FØRSTE GANG på det der sted med make up, og lige "sådan en" make up!!! I make soooooo good first impressions...

Nå, festen er godt igang, og portvinsbongen gør det den nu gør... -den går læk!!! Ikke engang TRE poselukkere fra IKEA kan holde "trykket" nede... Den portvin VIL ud!

Heldigvis er vi jo lige overfor et af byens sygehuse... Og på en unavngiven afdeling lykkes det os at få rekvireret en prop til den lækage-bongen. Jeg kan ikke udelukke, at mit kostume havde en "vis" autoritet på det der sygehus... -man havde jo skrevet læge med en spritpen på dragten...

Styr på portvinsbongen og gang i festen igen! Wooo Hoooo!!! Eller nå ja, styr og styr... altså "drypperiet" fik vi styr på, men jeg siger Jer mine damer og herrer! To meter slange draperet rundt om halsen på ikke appelsinfri falsk kirurg KAN være sin sag at håndtere. Og jeg kan bekræfte flere kvælningsforsæg fra bongens side.

Overskrift: ung (smuk og meget sminket) FALSK kirurg stranguleret i to meter lang imponerende og genial portvinsagregat. Portvinen blev hendes endeligt...

Alt gik faktisk helt fint. Men det skal også siges, at jeg på intet tidspunkt var alene!

I hvertfald ikke før jeg skulle hjem, og det er HER de ægte "løjer" begynder.

Jeg havde planlagt at tage en natbus hjem, men det var ret så tydeligt, at natbussen havde valgt IKKE at tage mig med. -eller nogen af de andre der stod og ventede (FORGÆVES!!!). Jeg havde taget kostumet af, og havde kun ansigsmalingen tilbage, som jeg selvfølgelig havde glemt ALT om!

Stilfærdigt sidder jeg på en trappe og venter artigt på bussen i mit almindelige tøj med portvins-bongen sirligt kvejlet op. Den 100 ml. sprøjte sad stadig monteret og der var stadig portvin i slangen...

To unge mænd går forbi og GLOR og spørger skeptisk hvad der er i slangen. Jeg svarer KÆKT, at der (da) er portvin i, og spørger venligt om de vil smage. De kigger med lige dele væmmelse og lige dele frygt på mig og udbryder: "eiii du er kraftedme syyyg" Jeg kigger overrasket og måske også en anelse såret på dem, men det kan de bare ikke se.

Bussen dukker aldrig op, og en (ikke purung) dame fra Gug, ja jeg håber ikke hun var purung, dersom hun havde været inde og høre Bamses venner, -og jeg beslutter os for at dele en taxa sydøst over. Vi fanger en taxa, og det frotrød jeg lidt, da chaufføren i den grad var defekt- Jeg mener, der ER sgu da ikke god reklame for branchen, at sidde og svine taxakunderne til, altså (naturligvis) IKKE os, men ALLE andre! Chaufføren, eller som jeg først tastede "chauffæret" et chaufæ er en virkelig tåbelig chauffør fra NU af... Så sidder man der i en taxa med en fremmed dame, en virkelig defekt chauffør, og jeg føler faktisk at portvinsbongen er mit eneste stabile troværdige holdepunkt

Chauffæet kiggede (også) skeptisk på portvinsbongen, og spurgte med en anelse frygt i stemmen, om det var blod!!! der var deri... !!!...!!! Jeg svarede meget venligt, at det var portvin, og han svarede (lettet) at han da egentlig heller ikke lige kunne forestille sig, hvad jeg skulle bruge blod til...

Jeg forstod bare ikke, at han overhovedet ikke gav udtryk for en undren over HVORFOR jeg havde portvin i en to meter lang slange, men så længe det ikke var blod, så var det nok heeelt normalt i hans verden... -altså at have portvin eller andre væsker som ikke er blod, i en to meter lang slange...

Inden jeg forlod taxaen, så jeg til min gru, at portvinsbongen var gået læk! Den prop der blev rekvireret på et nærtliggende hospital var FORSVUNDET!!! -og bunden af bilen sejlede i "fine ruby port..." Så jeg var faktisk taknemmelig over at chaufæet havde så travlt med at dreje sig stålbebrillede grimme fjæs hen i mit og overbeglo mit ansigt, og på den måde overså portvins-søen. Underlig adfærd syntes jeg, indtil jeg kom ind og så mig selv i spejlet.

ALLE brikker faldt på plads. Jeg forstod nu, hvorfor "man" synes jeg var sær og des lige. MAKE UPPEN!!! -den var der stadig... og den så faktisk ikke mindre skræmmende ud i "civil".