mandag den 17. oktober 2016

Humørbussens sidste tid...

Som jeg skrev, så peakede mit liv i fredags. Det betyder, at det fra nu af kun kan gå nedad bakke.
Den deroute startede så i dag...

Det havde været under optræk, men jeg troede ikke det ville gå så galt, som det gjorde.
Humørbussen har jo nok ikke været helt 100 % ved muffen, og jeg var udemærket klar over, at det kun var et spørgsmål om ganske kort tid, før det var definitivt forbi.
Men fordi den til det sidste tid var så frisk, så kom det alligevel som et chok, da mekanikeren sagde noget om gået topstykke med metastaser til cylindre (er alligevel overrasket over cylindre trods alt var i pluralis) og erklærede den for død, og den havde endda lige fået både sprinklervæske og en helt frisk liter olie for ganske få dage siden, så appetitten var jo helt fin, den havde fået en Stelton parkeringsskive og nye vinduesviskere, og den var så stolt og glad.

Jeg fik lov at tilse den straks efter dødstidspunktet var blevet defineret. Den var stadig på liften.
Aldrig havde den set så lille og skrøbelig ud, som den stod der med ledninger og kabler ud af motorrummet og ned af forskærmene.
Det var tragisk og smukt på samme tid. Den så virkelig fredfyld ud, trods den makabre iscenesættelse med kabler og ledninger.

Der er bare så mange ting den aldrig fik nået sammen med mig, fordi vi var var sikre på, at vi havde alverdens tid for os.
Den nåede aldrig at køre tør for benzin, da den havde en helt særlig evne til tappert at køre til nærmeste tankstation på dampene og viljen.
Den nåede aldrig at udløse nogle af de mange air bags den var indehaver af.
Den nåede aldrig op på kogepunktet. Uanset hvor varmt der var, så stod varmemåleren altid stabilt lige i midten af skalaen - og det havde intet at gøre med, at speedometeret - eller triptælleren for den sags skyld kun virkede en sjælden gang imellem.
Den nåede aldrig at prøve at blive vasket i vaskehal - eller blive vasket i det hele taget...

Det bliver svært at få det fortalt til børnene. De havde ikke engang prøvet at kaste op udover sæderne eller noget...

Det er bare den slags hændelser, der manifesterer én gang for alle, at man skal leve i nuet, og ikke udskyde ting til i morgen, fordi man aldrig ved om i morgen kommer.
Der bliver ikke noget i morgen for humørbussen, men til gengæld er der masser af minder trods vores alt for få år sammen.

Når savnet bliver for stort, vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på den vinter, hvor blæseren ikke virkede, og vi kørte rundt i en bil med ruder der duggede enten meget eller sygt meget alt efter hvor fugtigt der var i vejret, og det var der!
Eller den aften, hvor speederkablet var frosset fast, og den skød en omdrejningshastighed på 3000000  - selvom vi holdt for rødt med koblingen så hårdt i bund, at den ville være gået gennem den sprøde butterdejsagtige bund, hvis det ikke var fordi bundmåtterne var så solide. Alligevel blev humørbussen ikke varm. Det gjorde asfalten til gengæld...
Den har adskillige gange transporteret mig til København OG hjem igen, uden at give det mindste kny. Eller jeg tror ikke den gav et kny, men jeg må indrømme at jeg formentlig ikke ville høre det, hvis den gjorde, fordi der som regel var noget der larmede så meget, at jeg var nødt til at skrue radioen utroligt højt op, for at overdøve det.
Selv de gang den er blevet hentet som én af de absolut aller sidste i hospitalets parkeringshus, har den ikke båret nag. Eller i hvertfald ikke noget af nævneværdig betydning. Den startede jo altid i 4. eller 5. forsøg, når den havde fået sat mig på plads, og jeg havde fået givet en undskyldning.

På vej til værkstedet kunne jeg med det samme fornemme, at den var svag og træt. Qua den 1,2 motor, så har den jo aldrig haft den hurtigste accelration, men i dag var helt enestående. Enestående dårligt med 0-60 km/t på noget der minder om 20 minutter, og med en absolut tophastighed på ca. 80 km/t, så kan jeg næsten ikke tro, at det var os, der blev blitzet udenfor Åbybro i dag. Det MÅ have været den hvide bil, der overhalede os i samme øjeblik det røde lys blæste ud af vinduet på den hvide kassebil.
Men på en måde er det da en ret "I don't give a fuck" agtig attitude, hvis det sidste man gør, som bil, inden man for evigt slukker lygterne, er at hive en fartbøde samtidig med man kører på absolut sidste vers.




Kære humørbus!
Tak for alt. Tak for alle glæder, men også for det kvalificerede modspil du aldrig holdt op med give mig.
Du lod dig aldrig koste rundt med. Så kan det godt være man må køre både 110 km/t og 130 km/t på de danske motorveje, men hvis du syntes 80 km/t var passende, så kunne jeg træde nok så insisterende på speederen. Du stod fast som en klippe! Vi var i perioder ikke den mest populære ekvipage på mototvejen, men vi var sammen!
Jeg kommer til at savne dig! Den vedholdende odour af våd hund indtil varmeblæseren havde varmet kabinen op - når den virkede. Den løse forbindelse i speedometer-departementet, der gjorde, at man kun lejlighedsvist (her snakker vi sjældne lejligheder) kunne se hvor stærkt man kørte, som lærte mig at sjusse mig frem til en hastighed baseret på omsrejningstællerens placering, og som gjorde at kilometertælleren ikke kunne aflæses. Men til gengæld blinkede det digitale ur (næsten) i takt med musikken.
Jeg kommer til at savne den spænding der altid var forbundet med et større skybrud i forhold til om du nu denne gang ville gå i total opløsning, da det jo ikke skal være nogen hemmelighed, at det primært var lakeringen der var skyld i at du ikke smuldrede.
Eller den generelle spænding, når du skulle starte, hvilket du gjorde hver gang - næsten...

Kære Humørbus
Ikke alle har formået at få en sang skrevet og dedikeret sig, når man er en bil.
Men du var jo ikke bare en bil.
Du var HUMØRBUSSEN!

R.I.P
Humørbussen!


søndag den 16. oktober 2016

There is a CURE for everything...

Der er i hvertfald en CUREsang til alle situationer... (Nok mest de desperat ulykkelige situationer, men også de få lykkelige...)

Højdepunktet i manges liv vil være når de får børn, når de bliver gift (eller når de bliver skilt), når børnebørnene kommer til eller når man køber sit første hus. Ret store ting i et liv, som mange vil gennemleve.

Jeg har været igennem alle punkterne, på nær det med børnebørnene, og jeg må indrømme, at højdepunktet i mit liv gik for sig i fredag aftes i Forum Kbh!

TRE timer i selskab ned mit all time favorite band i HELE univærelset under karismatisk ledelse af mit livs mest intense forelskelse ROBERT SMITH!

Langt om længe oprandt den dag, der lå så langt ude i fremtiden at det nærmest føltes som aldrig, og i fredags var det national the Cure dag - hvis man altaå spørger mig. (Og lidt i lørdags, hvis man spørger P6 beat)

Efter at have ventet flere måneder, syntes den knap en time opvarmningsbandet spillede uendelig.
Det var slet ikke til at tro, at det var NU!

The Cure indtog scenen i røg og damp, og åbnede ballet med det eneste nummer der kan bære en så legendarisk event: Plainsong.
Plainsong er også det første nummer på det mest elskede album, Disentegration, hvor "man" mener at Cure genfandt det melankolske, efter en afstikker til lidt for happy-land på Kiss me kiss me kiss me.
Bombastisk og volumøst bragede klokker og sager ud ag højtalerne, mens baggrunden blev overbegjort i lys, der mindede om kontinuerligt dalende små ildkugler.
Det var en omgående øreorgasme, og det allerede under forspillet! Så kan man dælme sit kram - siger jeg bare...
Efterfølgende var det hit på hit og så lige et hit mere. Men altså i mine ører, så er de fleste af deres numre jo hits!

Tilstanden af en ubeskrivelig lykketilstand marineret i melankoli er ikke til at beskrive, men der blev tisset en lille smule i bukserne, og jeg tror også jeg kom til at kaste lidt op i munden på mig selv i ren og skær begejstring, og mit hjerte var i den grag tæt på at eksplodere i brystkassen på mig.

Robert stod der på scenen så ydmyg, og alligevel så karismatisk, med sit sorte uglede hår - som måske var blevet en anelse tyndere end jeg husker det. Ikke at der var tale om en decideret hente-punk, men altså...
Jeg synes han var vidunderlig! Præcis så vidunderlig som han har været alle de år jeg uden filter har dyrket the Cure, og det er mange år.

The Cure har været det band jeg har været allermest trofast overfor. The Cure er det band jeg har aller flest CD'er med (en CD - Compact Disc er en lille rund skive hvorfra man kan afspille musik, ved hjælp af en dertil indrettet CD-afspiller, der for alvor gjorde sit indtog i 90'erne). The Cure er det band jeg har flest band t-shirs med (Thomas Helmig ligger lige i hælene, sku jeg hilse og sige) OG the Cure er det band jeg har mest merchandise med!
Jeg var i den 7. Himmel, da internettet rigtigt slog igennem, men ærger mig lidt over det ikke skete i 90'erne, hvilket på den anden side nok bare ville medføre total Cure-symbiose for mit vedkommende, så måske er det godt nok, at tingene skete på de tidspunkter de skete.

TRE timer spillede de! Tre timer der gik hurtigere end fire minutter på snooze kl 5:30 en kold mandag morgen, og selvom Robert ikke ligefren springer rundt på scenen som en gazelle på espresso, så kræver det alligevel nåe'kun at akkumulere SÅ meget stemme ud i SÅ lang tid.
Jo, the Cure was still going strong - og også i dén grad.
Salen var tryllebundet, og gamle inkarnerede Cure-fans såvel som nye overgav sig hundrede procent, og lod sig drukne i the deep green sea.

Curefansene er et kapitel for sig, og det var tydeligt, at vi alle - præcis som bandet, var blevet en anelse ældre, end vi var i 80'er-90'erne, og der var kun ganske få (i modsætning til koncerter i 90'erne) der havde iført sig touperet "Robert-hår" og dekadent overload af læbestift og sort øjenskygge - og det var de "nye unge" fans.
Der var endda en del, der ikke engang havde sort tøj på!!! - den lader vi lige stå lidt...





Men uanset hår og outfit, så er jeg overbevist om, at alle igen var sat tilbage til 80'er-90'erne (altså os gamle røvhuller der kan huske 80'erne og 90'erne) og vi alle igen var 20 år og genvandt følelsen af kollektivt indædt weltschmertz og ulykkelig kærlighed til det hele.
For selvom det var en fest, hvor vi dansede, drak øl og udviste begejstring, der ville få Ole Henriksen til at ligne en sløv teenager, så lå ungdommens tungsind som en tryg kappe om vores skuldre.
Nogle af sangene havde jeg egentlig ikke hørt i over 20 år, og alligevel hørte jeg mig selv vræle teksten ud med en medlidende entusiasme, der helt overrskede mig.
Jeg er sikker på, at hvis demensen for alvor får sit overtag i min hjerne, så vil jeg til enhver tid kunne synge - eller "synge" Just like Heaven, Close to me, Catch, Kyoto song eller én af de mange mange mange sange jeg på skift har haft som ultimativ yndlingssang alt efter hvordan min Weltschmertz befandt sig i mit selvoptagede, påtaget deprimerede ungdomssind.

Jeg genvandt min store kærlighed til the Cure. Ikke at den har været væk. Den har altid været i mit hjerte, selvom det ikke er Cure jeg spiller til hverdag, men den fik er ekstra los i melankoli-røven!


How ever far away, I will always love You!











fredag den 14. oktober 2016

Nogle andre huller i hovedet

Første to uger på det nye arbejde er til endebragt.
Det er muligt, at nogen ikke vil mene at 4 dage pr uge heeelt udgør en arbejdsuge, og det er jeg for så vidt også helt enig i, men når det ikke kan være anderledes, så må man jo "nøjes" hehe!

Første dag mødte jeg lige præcis til tiden! Heldigvis var jeg taget afsted i god tid, hvilket var heldigt, da jeg blev ført til det helt falske sted af min GPS. Men på 7 minutter nåede jeg rent faktisk fra den ene ende af byen til den anden, plus jeg nåede at gå ind af et par helt forkerte døre. Til gengæld ved jeg nu, hvor teknikrummet er i Sundhedshuset i Brønderslev!

Jeps! Jeg kapitulerede til et nordenfjords etablissement. Jeg er jo oprindeligt vokset op nordenfjords, hvis det har nogen betydning? DET HAR DET!!!
Det ER altså anderledes, når man kommer nord for limfjorden.
Lyset. LYSET blev der sagt!

De første tidlige køreture til det nye job var spektakulære!
At man mødte bambi-mor og bambi-unge et og to, var et lækkert sovset krydderi på en i øvrigt smuk køretur med en mindeværdig solopgang, hvis farver ville være selvskrevne på sådan en airbrush-plakat fra 80'erne.
Der er bare nogle farver der tager sig bedst ud "on location" solop og - nedgange og laks!
Laksefarvet er verdens pæneste farve - på en laks! Ude af sin rette kontekst er det verdens grimmeste farve! Præcis som en solop og - nedgang.

Jeg tror det var dét, der gik helt galt for Monet. Han formåede ikke at skille snot fra rette kontekst...

Sommerfuglene i maven, som jeg har haft siden dag 1 på mit nye arbejde, har til dels været forårsaget af, at jeg åbenbart har verdens fedeste job, som jeg glæder mig som et lille barn til at skulle passe, og til dels været forårsaget af spændingen omkring hvilken vej jeg NU kommer på arbejde.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man kunne komme til Sundhedshuset i Brønderslev på SÅ MANGE MÅDER!!!

Jeg var helt klar over, at man sagtens kan være næsten 2 timer om at køre fra Ålleren til Brønderslev. Især hvis det er sne, og man næsten er i Hirtshals, før man opdager, at man, ja, næsten er i Hirtshals...

MEN jeg kan med højtidelighed i stemmen medddele, at jeg hele denne uge (næsten) har kørt samme vej til og fra arbejde! Og den korteste vej - vel at mærke!

Turen hjem er straks noget nemmere. Hesten finder jo altid tilbage til truget - som man siger.
Turen hjem er ligeledes præget af sommerfugle i maven.
Sommerfugle, som tangerer til eufori. Ikke fordi jeg er lykkelig over at jeg er på vej hjem, eller jo, det er jeg da også, men fordi jeg er euforisk over at have haft verdend bedste dag på job!
Hver dag har været verdens bedste dag, og jeg har det lidt som om jeg er forelsket.
Eller jeg MENER det er sådan i den stil det føles, når man er forelsket.

Ikke nok med at mit nye arbejde jo er et helt andet speciale, end det jeg kommer fra, jojo bevares,øre, næse, hals er jo bare nogle andre huller i hovedet, end de øjne jeg plejer at beskæfitge mig
med, men arbejdsgangene ligger også milevidt fra hvad jeg er vant til.
De handlinger vi gør, hvad enten det er at skrive en besked i bookingsystemet, skrive et journalnotat eller lave en undersøgelse har et helt specifikt formål, der enten har en praktisk betydning for patienten eller de behandlere der har med patienten at gøre!
Vi foretager os ikke handlinger, der er blevet besluttet af et udvalg i en administrerende sektor, der ikke aner en skid om hvad vi laver.
Det skal jeg lige vænne mig til... Altså at lave noget decideret for patienten, og ikke for at please systemet!

En anden ting jeg lige skal vænne mig til, er at have en chef.
Jeg plejer at have en leder.
Jeg er blevet kalibreret med at en leder er bedre at have end en chef!

En leder leder, mens en chef dikterer. Det er sådan "man" definerer de  grundlæggende forskel.

Jeg tror ikke min chef er klar over det, eller også er han en vildt dårlig chef.
Han er nemlig både anerkende og empatisk! Det er jo helt forkert!!!
Men god chef eller dårlig leder eller ej, så har jeg fået mere anerkendelse på to uger, eller 8 arbejdsdage, end jeg har fået i 7 år!
7 år!!! blev der sagt!
Jeg skal lige minde mig selv om, at jeg skal lade være med at blive mistænksom, når chefen spørger mig om hvordan det går, fordi han rent faktisk er interesseret i, hvordan det går, og ikke fordi der står på et stykke papir, at han skal huske at spørge.

Jeg laver undersøgelser på patienterne ALENE! Ikke fordi jeg ikke har en oplæring, men fordi der er tiltro til, at jeg godt kan finde ud af det - også selvom jeg ikke lige gøre det på samme måde som min kollega.

Det er en meget mærkelig verden, og jeg kan godt forstå man har et lille horn i siden på det private ovre i det der offentlige.
Jeg har altid været stor tilhænger af det offentlige sundhedsvæsen, og altid været stolt over at bidrage til fællesskabet.
Det er jo ikke sådan, at personalet i det offentlige hverken forlanger pokaler eller medaljer, men en anerkendelse i ny og næ - er det for meget forlangt? Men det er lidt som limbo. Man presser grænsen yderligere, og til sidst går man bogstaveligt talt i gulvet.

Det er jo bemærkelsesværdigt (det er så den diplomatiske måde at sige det på) - at flere og flere sygemeldes med stress. Det er jo ligeledes benærkelsesværdigt, at der er så højt et dagligt fravær af personale der fejler det ene eller det andet, og i forsøget på at løse problemet, valgte man, helt i det offentliges irrationelle ånd, at ansætte FRAVÆRSKONSULENTER!
Igen tisser det offentlige i bukserne, for at holde varmen!

Jeg har efterårsferie nu!
Men for første gang i 7 år hungrer jeg ikke efter ferie! Igen en mærkelig fornemmelse...
Jeg glæder mig til at komme på arbejde igen. Jeg glæder mig til at se mine patienter og mine to kollegaer - eller min kollega og min chef. Men i det her mærkelige parallelunivers er min chef også min kollega. Vi spørger hinanden til råds, og altid med udgangspunkt i hvordan vi forbedrer vilkårene for vores patienter.
Det er også derfor han er mødt på arbejde, når vi andre møder, og stadig er der - og ser patienter, når vi andre går hjem.
Oprydning? Der er han så kognitivt intakt, at han godt selv kan finde ud af at rydde op.
Både rydde op efter sig selv, men også efter vores fælles frokost.
Ja, han er er mærkelig mand...

Jeg har altid haft en høj arbejdsmoral. Det kommer sig formelig af, at mine forældre var selvstændige erhvervsdrivende. Men jeg skal også være den første til at indrømme, at moralen nok, gennem årene, har dalet.
Engagementet vil uvilkårligt dale, hvis man ikke føler man gør en forskel. Hvis man ikke føler sig værdsat, og det er uanset om vi snakker arbejdsliv eller privatliv.
At blive taget for givet, kan destruere ens engagement, som Round up destruerer miljøet.
Man visner og man påvirker omgivelserne med sin gift.
Jeg har ikke elsket mit arbejde i nogle år, men blev, fordi det på mange måder var trygt - igen kan den vakse læser drage en parallel.
Jeg har aldrig troet på de frelste typer, der altid proklamerer at de ELSKER deres job - vor herre bevares!!! Hvem fanden kan elske at stå op hver morgen og tage afsted, for at komme hjem træt hver aften - for så at gøre det samme igen? INGEN!!!

På nær... dem der kan... Jeg er blevet én af dem!

Jeg ELSKER mit job!

Jeg glæder mig til at jeg skal på arbejde igen, og jeg er (næsten) sikker på at jeg kan vejen!









søndag den 2. oktober 2016

Exit øjenafdelingens enfant terrible

Endelig oprandt dagEN! Den dag jeg havde ventet på så længe (eller i hvertfald halvanden måned), den dag jeg havde frygtet og den dag jeg for få uger siden slet ikke havde set komme.
SIDSTE dag på øjenkirurgisk operationsafdeling eller Øjen-OP i daglig tale. Vi er nemlig ikke så prætentiøst anlagte på Øjen-OP.

Godt bevæbnet med hvidt brød i den ene hånd og bagværk støbt op i kakao, smør og sukker i den anden hånd, gik jeg ind af døren til det sted, der har været en stor del i mit liv de sidste 7 år, hvor jeg har berriget med upassende vredesudbrud, upassende glædesudbrud, upassende sygemeldinger (stress tager vi ikke så tungt, og er påkørsel griner vi bare af) upassende frisurer og en enkelt skilsmisse.
Jeg har delt mit liv med mine nærmeste kollegaer - det kan man slet ikke undgå, jeg har fået, og i visse situationer taget del i mine nærmeste kollegaers liv, og flere og flere af den fasttømrede stab blev til mine nærmeste kollegaer. Vi blev en lille familie, velvidende at ikke alt er rosenrødt i nogen familier, heller ikke i vores. Men tilgivelsen lader sjældent længe at vente.

Man skulle fandme tro jeg fyldte rundt, hvilket så ville være 50 for mit vedkommende. Men da det næste skarpe hjørne ligger så langt ude i horisonten, at man skal være mere end normalt presbyop for overhovedet at kunne skimte det, så skyldtes al postyret, at jeg havde sidste dag.
Der kom kollegaer fra nær og fjern, kollegaer der i forvejen (desværre) var tidligere kollegaer og kollegaer fra andre specialer, for at sige farvel til mig, eller for at sikre sig, at det nu var HELT SIKKERT at jeg rejste! Måske var det i virkeligheden for at få del i den kage jeg havde støbt til afdelingen for sidste gang?...

Uanset motiv, så blev der dælme lavet overtræk på krammekontoen, og vi ved jo alle, at det ikke er min krammekonto der har de flotteste tal. Jeg er ikke tosset med at kramme, med mindre det drejer sig om at kramme dem jeg virkelig elsker, eller kramme dem der hader at kramme så meget som jeg gør - så kan jeg godt finde en glæde ved at kramme. Men ellers venter jeg som regel bare på den der krammer, får krammet færdig.
Heldigvis er der rent faktisk mange af mine kollegaer jeg elsker - på en måde. Så jeg havde ikke decideret noget imod at kramme dem (alle)... Et enkelt kram affødte dog en ubønhørig trang til at skrælle huden af, og efterfølgende tage et langt Rodalon-bad... Men det opvejedes af at jeg fik hele TO krammere af vores pensionerede overlæge, og indtil dato hurtigste katarakt-operatør! Vi var et godt team på stue 1, når vi fik afviklet 10 operationer inden middag. De fredage savner jeg, og vil komme til at savne. Jeg er ualmindeligt glad helt ind i mit stenhårde sorte hjerte over han tog sig tiden, i sin travle pensionisttilværelse, til at slå vej forbi kaffestuen OG ikke mindst medbringe et kærkomment bidrag til den søde tand, som vi begge har, for at sige hej og farvel (og få den kage han holder så meget af for sidste gang).

Jeg fik også gaver af mine kollegaer. Fine glas, som jeg havde ønsket mig (forlangt) og en fin ny Buff til alle de cykelture jeg ikke længere skal tage til og fra arbejde.
Men så kan kan jeg tage den på til vinter, når humørbussens varmeblæser svigter, hvilket jeg VED den gør, og helt sikkert på en dag, hvor det både er regn og koldt, så jeg kan pis'fryse MENS ruderne dugger af h til.
Sidst men ikke mindst, så fik jeg et helt særligt udsøgt glas smooth peanutbutter af aller værste og billigste kvalitet fra Tyskland, af en simpel nøgenlæge med et alt for lækkert understel -  men det afholder mig ikke fra at spise det med en ske direkte fra glasset, der ikke engang er ægte glas men plastik. Vi har gennem årene delt en ubeskrivelig forkærlighed til tysk kvalitäts-discount - eller han har påduttet mig SIN forkærlighed, og jeg har så af og til kvitteret ned en budding i ny og næ fra Aldi eller Lidl.

Sygeplejerske-kollegaerne (de der er tilbage af MIT "gamle" haren) har i sandhed stået model til mine op og nedture, og de har udvist større rummelighed end nogen Toyota Yaris - der længe har været den mest rummelige bil på markedet i sin klasse.
De har bistået mig gennem de sidste 7 år, hvor jeg ikke har lagt det mindste skjul på hvordan mit liv til tider har butfucket mig, men også til tider - og i særdeleshed de sidste år, har aet mig blidt med hårene (på ryggen).
De har tålmodigt lyttet og taget stilling til alt jeg har haft på hjerte, og det har ikke været småting.
Der er blevet drøftet alt fra privatøkonomi til fedtprocent med afstikere omkring vaner, opskrifter og driften af en familie. Det meste er foregået i kaffestuen fra stolen til venstre for Susannes stol. For selvom vi på ingen måder har faste pladser, så er der nogle steder det ikke er så godt man sætter sig...
Jeg er siker på den hyletone Susanne har i sit venstre øre, mirakuløst forsvinder i løbet af næste uge - ellers kender jeg en ret sej ørelæge..

Jeg ved der er nogen jeg ikke helt slipper for, eller der er nogen der ikke slipper for mig! Vi vil nemlig altid have Kunsten, Rema, dårlige film i biografen, sushi, og jeg har nok også nogle børn der skal passes, sådan som jeg kommer til at føjte med mit nye arbejde og min nye dertilhørende familie.

Jeg synes jeg fik gjort mit exit med maner!
Jeg fik tømt dueslaget - direkte ned i skralderen
Jeg fik tømt skabet i kælderen - ork'satme som man får skrabet sig grotesk mange (kuglepenne) sager sammen i løbet af 7 år!
Jeg fik ikke rigtig afleveret vagttelefonen. Ikke at jeg nogensinde har brugt den, men jeg jar ska haft én!
Jeg afleverer den på et senere tidspunkt...

Kan I have det godt, røvhuller! Jeg kommer til at savne jer... Men ikke så meget som I kommer til at savne mig!