fredag den 19. august 2016

Når tilfældighederne spiller højt spil

I onsdags, for lidt over en uge siden, havde jeg ikke den fjerneste idé om, at mit liv ganske få timer senere ville ændre sig betragteligt.
Jeg havde i hvertfald ikke hverken planer om at søge et nyt arbejde, skifte arbejde, eller sige op på mit arbejde en uge efter.

Det var midt i madpakke-støbningen beskeden dingede ind på Messenger.
Jeg var først overbevist om, at det var en løftet pegefinger, fordi jeg havde uploaded en upassende madplan i en gruppe for børnefamilier.
Men søndagens menu VAR altså Panodil, Ipren og Dolol...

Det var ikke en løftet pegefinger, men mit hjerte holdt ikke op med at galopere af den grund.

Det var min tidligere utroligt nederen kollegas søde kone, der liiige ville gøre mig opmærksom på at den privat praktiserende øre-næse-hals læge hun arbejdede i praksis for altså manglede en sygeplejerske mere, og at hendes mand (min tidligere kollega) mente det kunne være noget for mig.
Pludselig var alt tilgivet! Alle de mange madpakker han havde lagt i fryseren, alle de cherrytomater han havde injiceret med kaffe via en 30gauge kanyle, alle de gange han har kaldt mig idiot. Det hele var tilgivet!

Mens Jane ihærdigt prøvede at sælge stillingen til mig, var jeg i forvejen helt fyldt op i min lille underbemidlede hjerne over weekendens Stafet for livet.

Torsdagen på arbejdet var jeg til stede fysisk, men mine tanker summede rundt alle mulige andre steder: hos mulige sponsorer, omkring det helt urealistiske jobtilbud - der nærmest kom dumpende ned i hovedet på mig, sex, mad, logistik omkring weekenden og hvad der skulle handles.

Fredag havde jeg en brunch-date med en kær tidligere studiekammerat.
Vi fik vendt verdenssituationen, samtidig med jeg prøvede at skaffe sponsorer, være to steder på én gang, tænke på det potentielle nye job, forfatte en ansøgning, tænke på sex, mad, logistik omkring weekenden og hvad der skulle handles.
Den svenske madmor bistod den aften med aftentraktementet...

Lørdag startede tidligt, hvor jeg efter en lærestreg fra sidste år, støbte en lasagne skulle støbes, så jeg ikke søndag (igen i år) skulle se mig nødsaget til at spise fyldet i sofapuderne, eller hvad der nu måtte være let tilgængeligt, når man er ude af stand til at bevæge sig.
Inden Stafet for Livet skulle vi til en vigtig fødselsdag hos det yngste medlem i familien.
Jeg var fysisk til stede, og forsøgte at etablere så meget nærvær som overhovedet muligt, i det tankemylder der hvirvlede rundt omkring det potentielle nye job, forfatte en ansøgning, mad og logistik. Sex blev på én eller anden måde derangeret, og der skulle ikke handles noget.

Stafet for Livet kan man læse om her
http://ninjamom-procrastinations.blogspot.dk/2016/08/nar-man-lber-for-livet.html?spref=fb&m=1
Og fokus var nu helt og holdent rettet mod at løbe - og senere at holde mig oprejst.

Lørdag blev helt smooth til søndag, og jobtilbuddet genvandt førstepladsen i mindsettet, men hjernen var alligevel for udmattet til at forfatte på ansøgningen, og job-tankerne (og sex) måtte vige for mad der blev indtaget liggende i sofaen -  og søvn.

Mandag vågnede jeg i en sand geyser af smerter!
Weekendens strabadser var veloverstået så godt og vel - som man siger, og langt om længe blev der ro til at tænke på sex - eller på det potentielle nye job.

Jeg kunne ikke overskue at konstruere en ægte ansøgning, og mit CV var jeg heller ikke helt klar over hvor befandt sig.
Så for at vinde lidt tid, valgte jeg (liggende på ryggen i min seng drapereti flonel) at skrive en mail, hvor jeg kort fortæller om hvor vidunderlig jeg er.
Så kunne jeg altid skrive en ægte ansøgning OG få fundet CV'et - så SNART jeg igen blev nogenlunde mobil...

Den mandag aften kl. 21:28 - midt i en omgang Candy Crush dingede den skæbnessvangre sms ind, og i løbet af fem minutter blev en "samtale" anbragt på affyringarampen.

Tirsdag kl 12:20 indtraf mødet med ham jeg endnu ikke var klar over skulle vise sig at blive den "nye mand i mit liv"...
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet eller forestillet mig - men i hvertfald ikke at en jobsamtale skulle foregå over en rugbrød med makrel i chilisovs og en leverpostejsmad indtaget nærmest i liggende stilling mellem to stole, og for en god ordens skyld, så var det ikke mig der lå ned og spiste denne gang...

Tirsdag kl 17:19 ringer han, og vi bliver enige om, at jeg kraft-ed-me' kaster mig ud i det!

Onsdag går med at tænke på det nye arbejde, jeg næsten helt spontant og uovervejet havde takket ja til. Sex, mad, logistik og indkøb eksisterede slet ikke længere i tankeministeriet.

Til gengæld begyndte min exit på mit nuværende arbejde at tage form, og kagemandenmed marcipanbåndet, hvorpå der med svungne bogstaver er skrevet "fuck jer røvhuller, jeg siger op" bliver mere og mege en realitet.

Torsdag får jeg "det" sagt, og min leder springer lettet og glædesstrålende rundt på sit kontor over langt om længe at være sluppet af med afdelingens enfant terrible...
Jeg syne godt hun kunne have ventet med glædesdansen, champagnen og stripperen der sprang op af lagkagen, til jeg HAVDE FORLADT kontoret, men jaja, når man har ventet længe på en sådan forløsning, så skal man da bestemt ikke holde sig tilbage!

Tænk sig engang som livet kan ændre sig. Tænk sig engang som lort kan blive til lagkage, tænk sig engang at jeg næsten ikke har tænkt på hverken sex eller mad og tænk sig engang at jeg aldrig har gjort en skid for det - udover at hoppe på hurra-toget på det rigtige tidspunkt!


torsdag den 18. august 2016

Når man løber for livet

Det er først nu 3-4 dage efter, at jeg så småt er ved at komme til hægterne igen. SÅ SMÅT!

Igen i år til Stafet for livet fik jeg én gang for alle manifesteret, at jeg  hverken er ekstremløber, ultraløber, marathonløber eller blot motionist, når jeg ved hver forsigtigt skridt jeg tager, bliver gjort opmærksom på min højre fods lidelser, som kommer til udtryk via skærende jag.

Ikke desto mindre valgte jeg igen i år at ignorere ovenstående, og mosle rundt i Kildeparken for team Live, som min niece er holdkaptajn for, fra lørdag til søndag, med kun få timers utrolig ringe søvn effektueret på et liggeunderlag i et telt, akkompagneret af en meget skinger, men meget taktfast og insisterende klappen.
Det gode ved denne vedholdende klappen var, at det kvalte lyden af min egen forcerede respiration, som var opstået på baggrund af en situation med bilateral tilstopning af nasale luftveje. Så ligger man det på sit Therm a Rest, rekvireret i Friluftsland engang først i 2000, og drømmer tilbage i sit stille sind (eller så stille som en skinger klappen nu tillod), til dengang man bare tog frie luftveje for givet.

Jeg er decideret på røven over, at omkring 40 helt fantastiske mennesker, fordelt på børn og voksne, havde vilje, overskud og styrke til til sammen at tilbagelægge over 800 omgange à 912 meter!
At nogle brugte et døgn, af deres travle liv på at styrte rundt og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, når man ved hvor hellig weekends er i en travl hverdag. Dét er fandme kærlighed!

For manges vedkommende er præstationen det døgn Stafet for Livet varer blot "belønningen" ovenpå hektiske dage med at samle sponsorer, og glæden, når nogen sagde JA, var ubeskrivelig!

De første timer blev domineret af børnene, som viste sider af sig selv ovre i departementet for motion og bevægelse, som man ikke troede eksisterede.
I hvertfald ikke en torsdag eftermiddag i Storcentret, hvor det næsten kan være en umulig opgave at akkumulere styrke til at gå fra bilen, og ind til boden med underlødige franske hotdogs til en 10'er, med mindre der også er lovning på både sodavand og is!
Alle curling-tendenser syntes at være forsvundet som wienerbrød på en kagebuffet for pensionister.

Ud på de små timer tyndede det ud, men team Live havde altid nogen i paddocken.

Undtagen ved den højtidelige lysceremoni, hvor der ikke måtte løbes.
Lysceremonien var smuk og rørende, og soundtracket var upassende højt leveret af Runrig.
Men vi skal jo være her alle sammen, også dem der bidrager med unødvendige høje decibel.


Omkrinng midnat valgte jeg at udsætte mig selv for det enerverende limbo man befinder sig i, når man, efter adskillige timer, ikke har den fjerneste idé om, om man har sovet eller ej, fordi man ligger dårligt, man er psyched over stemningen og man prøver samtidig at kontrollere den udmattelse man ved ligger latent i kroppen og venter på at få overtaget.

Traditionen tro drak holdkaptajnen og undertegnede morgenøl ved solopgang.
Jeg ved ikke om det var den ene øl på tom mave, dehydreret krop og udmattet sjæl, der medførte en lettere hysterisk tilstand, men har man prøvet at befinde sig i et sammensurium af træthed, udmattelse og en overdosis af endorfiner i en jetlag-lignende tilstand, så ved man også at det meste er sjovt, og man føler sig let indeni på trods af tiltagende tunghed.

Da solen henad morgentimerne begynder at kunne mærkes, dukker der flere og flere op.
Nogen går, nogen løber og andre slingrer mod strømmen på vej hjem fra en bytur, som muligvis tog sin start til Runrig.

Den nat fik vi rendt penge i kassen til Kræftens bekæmpelse og Danmark fik OL-metal.

Søndagen gik, for mit eget vedkommende med at sove, abstrahere fra de nådesløse smerter, der havde gjort sit indtog i min krop, der medførte at den største bedrift, på hjemmefronten, var lige fordelt mellem at komme helskindet ned af trappen og mellem at være i stand til at sætte mig på toilettet uden at klage mig højlydt.

I skrivende stund er det blevet torsdag, og jeg er næsten rentgående igen.
Jeg er sikker på, at jeg nok skal være klar til næste år!






søndag den 7. august 2016

Har du venner med sort hår?

Har lige læst en artikel i Berlingeren om hvor mange venner man har, som er af anden etnisk herkomst, end dansk i dette tilfælde.

Venner der kommer i ens hjem og som man selv besøger.

Jeg har faktisk ingen :overrasket smiley:

Dem jeg kender og ser, er alle "ariske"...

Det overraskede mig faktisk! Da jeg ser mig selv som rummelig og alt det der, men det triggede mig også, at man differentierer mellem racer. (Artiklen har (selvfølgelig) sit udspring fra en amerikansk artikel). Vil man nu gøre det til underspillet racisme, og manglende integrationsvilje (set fra den anden side af disken), hvis man ikke har venner, der racemæssigt afviger fra "majoriteten"?

Er jeg er mindre rummeligt menneske, fordi jeg ikke har venner af anden etnisk herkomst? Er jeg ikke deltagende integrationen så?

Jeg har ikke én eneste nær ven, som har samme race som jeg har. Er jeg så urummelig overfor min egen race? Og lever jrg i ren og skær fornægtelse overfor min race og anden etniske herkomst, fordi jeg sjældent tænker mig selv som en decideret race, eller andre for den sags skyld?

Altså der er jo mange, der har MIG som ven, og JEG er jo sorthåret (der hvor hårene endnu ikke er grå eller hvide, men ikke hvide på den ariske måde) OG jeg er af anden etnisk herkomst, men gælder det, når jeg er adopteret?
Og hvad med mine ikke-etniske venner, er det ikke nok, at de fleste af dem er dybt mærkelige? Er det ikke også en slags bidrag til integrationen - om ikke andet, så infra-integrationen?

Når artiklen spørger hvor mange venner man har med sort hår, så formoder jeg ikke, at man tænker goth, emo og dem der ellers farver håret sort...

Kan man ikke bare få lov til at være venner med dem man kan lide, uanset hår(og hud)farve?