søndag den 28. juni 2015

Har vi gjort op med den der Jantelov - når det kommer til stykket?

Studenterne farter rundt i disse dage. Til fods, i lastbil eller i hestevogn. Alle har huen på og alle er glade.
Nogle af dem har fået fine tocifrede karakterer, andre knap så fine tocifrede karakterer. Men verden fortsætter. Nogle kan få lidt bøvl med at komme ind på drømmestudiet, mens andre ikke kan bestemme sig til hvilket studie de vil bruge de næste mange år af deres liv på.

Fælles for dem alle er at de tror verden ligger for deres fødder. Og det gør den for så vidt også. Det er nemlig nu de skal træffe vigtige valg, fucke hele lortet op og træffe endnu vigtigere valg!
Jeg hørte en vognfuld unge studenter sidde og råbe "frihed-frihed" i kor. Kunne kun ryste bedrevidende overbærende på hovedet af dem, som man nu kan, når man er 40 år GAMMEL, udstyret med uddannelse, hus, børn og en ordentlig røvfuld livserfaring.

Frihed, min lille studenter-ven, er den du netop nu bevæger dig længere og længere væk fra! - jeg siger det bare... Men ikke at det er en decideret dårlig ting. Det er jo ofte sådan, at i det øjeblik man giver noget fra sig (som for eksempel frihed) så får man noget andet igen (som for eksempel studiegæld og pasta med ketchup) heller ikke at dét er en dårlig ting. I det mindste er det vegansk - hvis det har noget at sige, og rimeligt overkommeligt at lave økologisk...

Jeg har fulgt mange stolte forældre på de sociale medier - ja jeg har en alder, hvor det er forældrene jeg er venner med...
Man har offentliggjort den ene flotte karakter efter den anden. Man har været stolt over sit dygtige afkom. Og det skal man også have lov til.

Alligevel er der nogen der skal smide malurt i bægeret. Samtidig med vi ALLE er pisse enige om at Janteloven sucks, og vi ALLE er hævet over den OG vi ALLE skal gøre op dmed den, er der stadig  de der mener man ikke skal flashe en god karakter, af hensyn til de der får dårlige karakterer...

But why?
Må man ikke være dygtig til noget? Og må man ikke være stolt over at man er dygtig til noget?
Uden at være elitær, så synes jeg det er en skam, at laveste fællesnævner ALTID skal sætte en kæp i hjulet, ved at smide medlidenheds og lighedskortet.

Må de der har råd til at køre en stor lækker bil så heller ikke det af hensyn til os, der er nødsaget til at køre i en gammel spand med flere lapper i lakken end original lak? - og hvad så med dem der ikke engang har en bil? Hvad med dem???

Selvfølgelig skal vi anerkende og hylde ALLE studenterne. Men hvad så med dem der ikke kom ind på gynmasiet i sin tid? Hvordan har de det med at deres jævnaldrende flanerer rundt i gadebilledet med en hvid hue monteret på hovedet?

Men alle kan ikke blive læger og advokater. Vi er nogen der er hensat til gulvet, som så må kompensere ved at skrive bitre blogindlæg, for at få afløb. Men selvom jeg fik en ret fin studentereksamen, så kører jeg i en rigtig møgspand.
Ikke at det er en dårlig ting.

Jeg var sammen med min loge forleden, og der faldt snakken på vores børn. Én af "søstrene" har en søn der er røv god til at spille fodbold, men hun har det så mærkeligt ved at sige det til andre, uden at føle sig nødsaget til at implementere et lille "men" for så derefter at glatte ud, ved at nævne en mindre positiv egenskab. But why?
Det er ikke rimeligt at hun ikke kan fortælle at hendes søn er røv god til fodbold. Punktum. Uden et "men"

SKAL vi dyrke alt det politisk overkorrekte, så skal vi vel i bund og grund prise os lykkelige over at vores børn i det hele taget HAR muligheden for at gå i skole og score et 03 (eller hvad det hedder nu om dage)...

Undskyld!

Tinder - et antropologisk studie part 3

Jeg har slettet min Tinder-app.
Jeg var begyndt at kede mig. Fandt alle de mange mænd totalt intetsigende og røv syge. - hvis man er røv syg, så er man vel egentlig ikke decideret intetsigende. Hvis man udelukkende var intetsigende, så ville man jo ikke engang have gjort sig fortjent til prædikatet: røv syg!

Det er skam ikke fordi jeg er vred, eller jeg er kun habituelt vred, men du godeste som der findes skide mange mænd (der sikkert alle besidder helt unikke kvaliteter, men som virkelig formår at skjule dem godt) der virker totalt uinteressante og intetsigende. Pæne er de altså heller ikke - ret mange af dem... Og jeg ved (stadig) godt det er overfladisk at decline på udseende, men nu husker vi lige på selve Tinder-konceptet! Nemlig! - og det er bare lidt nemmere at slippe afsted med en fesen personlighed, hvis man ser pisse-hamrende godt ud. Men det er måske bare mig der efterhånden er gået så i stykker, at jeg ikke orker at finde det der helt unikke særpræg, der gør HAM her helt særlig og enestående, på trods af at han ligner noget der er løgn, og man lidt ønsker at det VAR løgn!

Jeg forstår stadig ikke hvorfor der ikke er ret mange mænd med lidt kant. Men måske skal man lede efter dem et andet sted end på Tinder.
Måske er det bare mig der er krakilsk, og forlanger det umulige?

Tror efterhånden man får fundet Hoffas lig før jeg får fundet mig én jeg gider (som også gider mig - forstås)
-leder man egentlig stadig efter Hoffas lig? Eller har man givet op?
Jeg håber ikke man har givet op - mest for min egen skyld...

Måske åbner jeg min Tinderprofil igen efter sommerferien, men ligenu holder jeg ferie fra dating-land...



mandag den 22. juni 2015

Tag en test

Jeg er en luder af de sociale medier. Jeg bruger lige så meget tid på de sociale medier, som mænd (ikke) bruger på at surfe porno - og det siger ikke så lidt!

Facebook er ved at drukne i intetsigende tests, ligefra hvad dit lykketal er til hvad du burde arbejde som, hvis du havde levet i år 1436. Med andre ord helt igennem seriøse tests!

Alligevel er der mange (inkl. mig selv) der tager den ene test efter den anden. Og jeg må ærligt indrømme at jeg har ædt ALLE tests råt, hvilket har medført at jeg har overvejet at skippe mit job, hvor jeg får en nogenlunde fast hyre, til at springe ud som åndelig rådgiver udi rådgivning på det helt rigtige navn til brune kæle-bæltedyr velvidende en anden test gør mig helt klart, at jeg burde sige mit job op og blive professionel poledancer. Selvom jeg helt sikkert vil komme til skade, da en tredje test gør mig ganske klart, at jeg er klodset, og det er et mindre mirakel, at jeg ikke skal gå med pernanent halskrave!

Jeg har aldrig offentliggjort mine resultater, indtil i dag, hvor jeg tog en(ndnu) en test, som mente at det pæneste ved mig er min mave!

Den lader vi så lige stå lidt...

Ved den test godt at jeg er 40 år gammel OG har født to børn?
Ved den test godt HVOR de der børn befinder sig, til de vejer 3000-4000 gram?
Og en anden test har tydeligvis slet ikke styr på HVORDAN de der børn kommer UD af maven (der er det pæneste på mig)
Hvis maven er det pæneste på mig, så ser meningsmålingerne ikke decideret gode ud på resten af ja mig... Eller fremtidige tests for den sags skyld...

Med disse ord, og en mave der er fyldt med kanelkiks fra Rema1000 fra en pakke med ca 21 kiks, vil jeg gå i seng og sove til den (utroligt) lyse morgen!

søndag den 21. juni 2015

Tinder - et antropologisk studie, part TO

Efter mit første indlæg om Tinder, er jeg blevet (meget) mere opmærksom på de andre profiler.

Jeg er mest optaget af deres valg af billeder.

Tror I mænd (der går på jagt) helt oprigtigt inde fra bunden af jeres mosgrønne Fjälræven-hjerte, at kvinder tænder på at du har skudt Bambi?!?! Ja jeg spørger bare!
"Se mig! Jeg kan snige mig ind på et intetanende rådyr, og plaffe det ned med mit gevær med kiggertsigte på 200 meters afstand - bliver I ikke bare totalt fugtige i trussen af dét, tøser?"

Behøver jeg at nævne, at mænd med døde dyr bliver swipet så hårdt til venstre, at deres profil nærmest blæser ud af siden på min telefon?

Jeg har gjort mig den ulejlighed, at skrive en ret omfattende tekst på min profil. Det er der ikke mange der gør - desværre. Mange vælger at rense op i punktform de vigtigste oplysninger om dem selv.
Om det er fordi de ikke magter at konstruere hele sætninger, eller fordi de simpelthen ikke stoler på at kvinden der kigger på deres profil formår at læse hele sætninger, men foretrækker noget der nærmere ligner en ingrediensliste på en meget kedelig og tør - men høj og livsnydende kage med to børn i de lige uger - det skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige...
Men det bekræfter mig (desværre) i, at (mange) mænd er røvkedelige og unuancerede!

Se bare på herretøjsafdelingen i H&M.
For at vende tilbage til GoNova, hvor hele mit tindereventyr tog sit udspring, så brokkede Dennis Ravn sig helt vildt over de kvinder der tillod sig at shoppe i herretøjsafdelingen, når nu deres egen afdeling er så meget større.
Forleden postede han et billede på sin Instagramprofil, hvor han og to kollegaer stod linet op ved siden af hinanden i HELT ENS marineblå HÆTTETRØJER! købt i... ja H&M!
Det billede manifesterede, for mit vedkommende, at de fleste mænd i danmark i alderen 30-60 klæder sig røvkedeligt ens, og den marineblå farve der var repræsenteret i hættetrøjerne, symboliserer the state of mind hos så utroligt mange mænd! En intetsigende farve der ikke decideret fornærmer nogen, men som så sandelig heller ikke tiltrækker nogen.

Jeg skal da være den første til at indrømme, at min garderobe måske ikke ligefrem er et festfyrværkeri. Eller i Polen ville det måske nok være det, da vi alle jo ved at der kun eksisterer farverne sort og grå i Polen. Det ved jeg, for det har jeg selv fået at vide af en ægte indfødt!
Jeg forsøger dog ihærdigt at tilpasse mit farvevalg udi fifty shades of grey (og nej, jeg har stadigvæk hverken læst bøgerne eller set filmen) ved at kalde mine grå sweatre for pastelsort eller sommersort, og det virker! - sommersort er i hvertfald til enhver tid mere sprælsk end marineblå. Og der er heller ikke hverken skrevet en bog eller lavet en film der hedder fifty shades of marineblå! Nå!

Til gengæld har jeg gjort mig den umage at skrive en tekst på min tinderprofil.

Jeg skriver blandt andet:

"Du skal være knivskarp eller have sygt lækkert hår! Jeg mener det! KNIVSKARP!"

Er det så ren og skær arrogance, når en kronraget helt tomhjernet fyr laver et like på mig? Vi fik et match, fordi jeg swipede ham til højre på grund af noget så overfladisk som en lækker strikketrøje. Han havde ingen tekst på profilen, hvilket der tydeligvis var en helt og klar god grund til...
Eller er det fordi mandens dumhed har inficeret hele hans parameter af tilbageværende dømmekraft og derved fået ham overbevist om han er skarp? Ved han overhovedet hvad det vil sige at være skarp? Nej tydeligvis ikke... Sorry to say, but even more sorry to experience!

På Tinder har jeg matchet én eneste der, i min hjerne, rent faktisk matcher mig!
Han er skarp (nok) og han finder sig ikke i mit bullshit. En helt ny men ikke udelukkende tilfredsstillende oplevelse for mig. Men jeg kunne heller ikke lide kaffe første gang jeg smagte det. Selvom det lyder helt blæst! Jeg mener KAFFE! Åhhh kaffe!
Når jeg siger han matcher mig, så mener jeg selvfølgelig i den konkurrencemæssige terminologi.
Jeg kender ham jo ikke, og aner i bund og grund ikke en skid om ham, udover jeg synes han er pisse irriterende på den måde der gør det værd at tage kampen op, og jeg skal ikke begynde på en åndelig sødsuppe lommefilosofisk redegørelse for om det er muligt at "finde den sidste kærlighed" (jfr. første indlæg om Tinder) - for her er ikke tale om kærlighed, med mindre en kommunikativ stirrekonkurrence er en form for kærlighed. Det er det ikke!

Jeg er 40 år, og jeg har måske kun i mit voksne liv (som ægte startede da jeg var 37-38 år) mødt en lille håndfuld mænd jeg har været på bølgelængde med rent kommunikativt. Eller som har formået at matche mig rent kommunikativt. Én af dem gik ind i arenaen af ren og skær dumdristighed, og én gjorde det af lige dele nysgerrighed og lige dele arrogance. De blev trætte og jeg vandt!
Ja, jeg stiller store krav til kommunikative færdigheder både verbalt og på skrift, men den ene ting hænger som regel sammen med den anden. Har man ikke styr på stavnining og endelser, så er jeg allerede i en anden galakse, men jeg er faktisk så medgørlig, at jeg formår at skelne mellem tastefejl og deciderede utilgivelige stavefejl. Ikke at der ikke bliver slået ned på, og gjort et stort nummer ud af det, når jeg oplever det.
Så er der formuleringen! Den skal være utraditionel uden af være forsøgt! Og så skal den være vel. - som i VELformuleret! Kadencen skal holdes, men kun når jeg gider. Ellers bliver jeg irriteret - både over for lidt og for meget.

Det er for fanden da ikke SÅ svært at give et lille bitte indtryk af hvem man er - rent intellektuelt uden at gøre brug af døde/dopede dyr, motorcykler og andre folks børn? Med mindre det er hvad man er, og ikke i nærheden af intellektuel?

Jeg er heller ikke intellektuel - som sådan. Kan godt nå ud i den krog på gode dage - eller dårlige?
Jeg er nok mere street wise og skarp på ord på sådan en snappy underfundig måde, hvor man ikke er et sekund i tvivl om at jeg er helt blæst!

Måske derfor jeg ikke har super mange match på Tinder?!?!...




We are family

I dag var dagen for den første gay-pride i Aalborg, og jeg tror den blev sat godt til søs - som man siger. Vejret kunne man i hvertfald ikke klage over. Høj sol og vinden var lun.
Alligevel afholdt det ikke mange af kvinderne fra at bære den, imo - og min kollegas, lidt for stereotype uniform. Hvis det ikke var fordi håret var ultra kort, så hovedet i det mindste fik lidt luft, så kunne jeg godt være blevet bekymret for hedeslag og solstik. Mener, sådan en vatteret skovmandsskjorte i 30 graders varme kræver altså sin mand, undskyld - kvinde...

Det var de homoseksuelle mænd der var lettest påklædte, og transvestitterne der havde mest stil over den!
Meget kan man sige om mænd i dametøj, og det er der så sandelig også gjort. Men mænd har fandme nogle flotte veldrejede ben i sådan et par nylonstrømper! - og det mener jeg dybt inde fra mit regnbuefarvede mangfoldige hjerte!
Måske var det bare de pæneste transvestitter, der var dukket op i dag, eller også har de generelt fået lidt mere styr på stylingen end for 20 år siden.

Skulle jeg score en dame, så tror jeg næsten jeg ville gå efter en trans, frem for én af de karseklippede kvinder i vatteret skovmandsskjorte...

Jeg digger genderbender-tingen, og gør man en god androgyn, så er det super attraktivt i mine øjne, men man nøjes jo ikke med at bende genderet, når man som kvinde klæder sig som en mand fra sydstaterne i 70'erne. Man krøller jo nærmest genderet helt itu.
Og jajaja det er det indre det kommer an på, men indrøm da, at I også ville vælge den nye spændende fyldte chokolade fra Summerbird fremfor en Marabou med lakrids, hvis de nu alligevel lå der på sølvfadet ved siden af hinanden.
Det ville jeg i hvertfald til enhver tid - hvis jeg altså ikke allerede var rendt med transvestitten!

Men hey, man skal jo selvfølgelig gøre og klæde sig som man har lyst til, og hvis den vatterede skovmandsskjorte og det karseklippede hår fuldender den person der bærer det, og det er det der skal til, for at hun føler hun kan manifestere som som homoseksuel, so be my guest.
Jeg siger bare at det ikke er et universielt krav at man ser sådan ud, bare fordi man er homoseksuel kvinde.
Heldigvis er der også masser der har valgt at gøre op med konventionerne desangående stil eller mangel herpå. Og de kvinder er Summerbird med peanutbutter og et raffineret touch af bacon! I mine øjne i hvertfald...

De homoseksuelle mænd... De er jo i en liga for sig selv! Eller de fleste af dem. Jeg har en kær ven, som nok er mere overbegjort i glimmer indvendigt end udvendigt. Eller sådan er de fleste homoseksuelle mænd jeg kender, hvis jeg tænker nærmere over det... Måske er det en aldersting, og i så fald, så gider jeg ikke gå nærmere ind i det!
Ikke at en fyr midt i 20'erne gør sig bedre med en strudsefjer i røven, end én sidst i 60'erne, eller jo!
Men jeg synes på en måde det er fedt og cute, når fyre lader deres feminine side få frit løb. Det er så karikeret og grotesk på den gode dragende måde. Måske også derfor jeg ikke decideret kaster op i munden på mig selv, når Guatav vimser rundt på min tvskærm.
Jeg har nemlig gennemskuet Gustav. Han er skarp nok! Tro det eller ej, men man skal ikke undervurdere latinobøsseb fra TV3, og det er ment helt dybt inde fra mit regnbuefarvede botox glimmer-hjerte!

Men at være homoseksuel burde jo reelt set ikke være noget at gøre et stort nummer ud af. Det burde bare være en hverdagsting som urinsex, latexlagener og flydende stearin på brysterne - en helt privat sag, som man ikke blander sig i.
Og så alligevel... Det er heldigvis hyppigere man ser to af samme køn holde i hånd og kysse på åben gade, end man ser folk dyrke urinsex med brysterne smurt ind i flydende stearin på latexlagener - på åben gade. Selvom en tur i Føtex på mange måder vil blive mindeværdig, HVIS man så sådan et scenarie - på åben gade...

Man kan sige det ikke er naturligt for to af samme køn at danne par, da de ikke kan forplante sig selv uden hjælp fra andre.
Men så kan man også sige at det ikke er naturligt at overleve en blodprop, da man sjældent kommer over en sådan uden hjælp fra andre.

Jeg er pro det hele! Pro homoer, pro transvestitter, pro glimmer, pro flydende stearin - i begrænsede mængder, og helst ikke på mine bryster og pro vatterede skovmandsskjorter, igen i et begrænset omfang.

Aalborg pride var, som Copenhagen pride, fyldt med kærlighed, tolerance og rummelighed.
 - og nu er det så spændende at se om noget af al den kærlighed i morgen har forplantet sig til nogens øjne. Men så kan jeg bidrage med en helt ekstraordinær service: Kloramfenikol salve kan faktisk helbrede gonore i øjnene! Så ved I det! - og selv tak!








fredag den 19. juni 2015

Rød og blå giver lilla

Danmark er i oprør! Og jeg siger jer! - det er NÆSTEN vildere end dengang med Kählervasen, dyrekortene og Frost arrangementet. Jeg tror sgu vi har nået Marius-stadiet! Marius... Ja, giraffen... som blev HENRETTET! Remember?

Jeg kan, i dag, på min Facebook-feed se, hvordan der dundertales og fortsat kastes med mudder.
Jeg kan se, hvordan rød blok-tilhængere sviner blå blok-tilhængere til - og i særdeleshed DF-tilhængere.
Jeg har altid nægtet at diskutere politik. Nok mest fordi jeg på ingen måde ligger fast på hverken en blok eller et parti. Havde der været en kandidat med lækkert hår og skæg, og med en lækker krop gerne i en stram t-shirt med V i halsen, så ville jeg stemme på ham - uanset hvilket parti han repræsenterede. Det er ca. der jeg er politisk.
Eller hvis Silas stillede op... Men det forudsatte at jeg måtte sætte mit kryds som et hjerte med en glimmertusch med duft! Og kun hvis han lovede at der ville komme enhjørninge (tilbage) i de danske zoologiske haver.

Jeg kan se, at rød blok sviner blå blok til. Rød blok der, i min naive optik, burde repræsentere de rummelige og omfavnende. De der mener der skal være plads til alle - på nær dem fra DF? Det er ikke rummelighed Rød blok! Det er had. Og I hader ikke - eller gør I?

Jeg er ikke blå, jeg er ikke rød - jeg er jo gul :indsæt selvoronisk smiley med et underspillet touch af racisme overfor min egen hudfarve - en race-sarkastisk smiley om man vil: og jeg hader stort set alle. Måske derfor jeg ikke er blevet politiker. Jeg ville tage alt personligt og bære nag i evigheder. Og desuden ville jeg også blive køresyg, hvis jeg skulle sidde bag i min ministerbil og arbejde.

Mange mener danskerne i går stemte udfra frygt, men når jeg scroller, så bliver jeg fyldt med endnu mere frygt. Jeg bliver sgu bange og ked af det, når jeg læser at man mener landet er i opløsning, at landet har solgt ud og at nogen mener at lidt over halvdelen af danskerne skulle skamme sig.
Jeg er overrasket over hvordan man glemmer at demokratiet ikke blev afskaffet ved der kom en borgerlig regering. Jeg er så naiv, at jeg ikke tror den nye regering vil få lov til at køre på frihjul. Mest fordi vi netop lever i et demokratisk samfund.

Nu går vi tilsyneladende 4 år i møde med ren og skær elendighed. Men hey! De holder jo sommerferie fra juni til oktober, det er 4 måneder. Og set i en periode på 4 år, så er vi på 16 måneders ferie. Det er næsten halvandet år. Så reelt set, så er det "kun" lidt over to år man skal "trækkes" med en ny regering :indsæt naiv professor-smiley med en helt blæst realitetssans:
Der er vel grænser for hvad de kan nå at udrette og afrette, især taget i betragtning hvor længe en atbejdsgang i øvrigt kan være i det offentlige...

Jeg kan ikke forstå den had og hetz-stemning der hviler i luften i dag. Selvom jeg tidligere proklamerede at jeg hader alle, så behøver I andre jo ikke være lige så i stykker som mig.
Jeg synes I på begge fløje skal være venner. Jeg synes vi i lille Danmark skal elske hinanden noget mere - det vil jeg i hvertfald forsøge på. Jeg vil prøve at se på mine medmennesker med bye briller - hvilket ikke er helt så floskel-agtigt som man skulle tro, da jeg rent faktisk står overfor at skulle have nye briller, dersom "nogen" har knækket - ja nærmest pulvariseret de gamle. Jeg vil sætte mine fordomme på spil og række hånden ud til alle. (Altså selvfølgelig på nær til de idioter der går i H2O-badetøfler og Crocs, og dem der ryger E-cigaretter - de kan brænde op i Helvede!)

Og bare rolig alle sammen! I får rigeligt med tid til at gå amok over vigtigere ting, end det vores politikkere laver - og nok især IKKE laver.

Jeg lover, at indenfor de næste 4 år (eller godt 2 år - alt efter hvordan man ser på regnestykket), så vil der opstå nye sindsoprivende ting I skal gå op i.
Har hørt at Royal Copenhagen påtænker at lancere et limited stel som KUN kan erhverves hvis man samler 2500000 guldmærker ved køb af Tampax super plus - og at Disney i den forbindelse vil afholde at arrangement, hvor man afliver Mickey Mouse for offentligt skue.
Målgruppen er helt klart præmenstruelle kvinder med børn i Disney-segment alderen.


DET KAN SIMPELTHEN IKKE GÅ GALT!

torsdag den 18. juni 2015

It's only rock 'n roll - baby

Da jeg var ung, og det var mange penge dengang, der brugte jeg de fleste vågne timer på et lille spillested, der hedder 1000 Fryd.
Jeg fik en god gedign musikalsk opdragelse og opdagelse, og mine grænser flyttede sig for hvordan man kategoriserer musik. Ikke at det er en decideret god ting, da det er tydeligt, at ikke alle befinder sig indenfor samme grænseværdi på musik som jeg gør. Noget der kan akkumulere en meget anspændt stemning til enhver fest, hvor deltagerne ikke befinder sig i samme musikalske paradigme som jeg gør.

Nu i skrivende stund skydes Copenhell i luften, og jeg kan se på det line up der er i år, at det i mine ører nok nærmere er en "syng med" event med lidt mere guitar og lidt mere trommesolo end de gængse syng med arrangementer.
Ikke desto mindre er jeg lidt hmmm overrasket over mange af de deltagende bands. Dels fordi jeg i min vildeste fantasi ikke troede de eksisterede længere, og dels fordi jeg troede de fleste bandmedlemmer var døde...
Nogle af dem må virkelig være gamle efterhånden, altså de var jo gamle allerede "dengang" - tror jeg... For eksempel PRETTY MAIDS! De har været gamle i evigheder! Og jeg har netop erfaret at de er stand in for et andet band. Pretty Maids på Copenhell alligevel? Troede Copenhell var metal? I min verden er Pretty Maids mere ovre i glam rock genren. Ikke at det er en dårlig ting... Eller jo.

Suicidal Tendencies er i min verden hip hop, bare med lidt mere tempo.

Dog tror jeg at jeg til enhver tid vil foretrække Copenhell frem for Roskilde festivalen. Jeg kan slet ikke følge med på Roskildes line up længere. Tror jeg hører for lidt P3? Og Copenhell tilbyder jo masser af bands fra "dengang". Og så har jeg en naiv idé om at Copenhell ikke lugter så meget af tis (og hippie)... Og den bedste Roskilde festival var faktisk det år - 1994? Hvor det var "store metal og hard core" år. Sepultura lyder altså så meget bedre i bagende sol - hvis man spørger mig...

Har altid haft et soft spot for Monster Magnet, men aldrig tænkt på det som metal? Og den der vindmaskine der er blevet en fast del af scenen... - hvad sker der lige for den? Monster Magnet er et af de bands der i hvertfald ikke er blevet yngre!

Men Pretty Maids alligevel?!?!


onsdag den 17. juni 2015

Hvad har du på hjerte

Det står der i update-feltet på min Face Book.
Jeg synes ikke jeg har noget på hjerte. Det hele er i hovedet. Ved jo godt at have noget på hjerte er i overført betydning, men alligevel.
Jeg kan mærke mit hjerte. Det slår. Nogle gange slår der hurtigt, andre gange slår det langsomt. Lige akkurat så jeg holdes i live.
Faktisk kan jeg bedst lide, når jeg ikke decideret kan mærke mit hjerte slå, men blot fornemme at det er der.
Min mave derimod kan jeg mærke hele tiden. Mest fordi den forlanger mad! Men maven er mere komplex end som så. Det er ikke for ingenting begrebet "mavefornemmelse" er så skide populært. Noget fortærsket vil jeg endda være tilbøjelig til at mene, men ikke desto mindre...

Jeg har intet på hjerte, men jeg har en masse i hovedet. Det kan mærkes i maven, og hjertet indretter sig.
Mit hoved er fyldt med fedt. Hjernen er primært fedt, så det er ikke helt løgn. Den fedtmasse i mit kranie lever af og til sit eget liv. Præcis som maven og hjertet. Faktisk er der ikke ret mange ting jeg decideret selv kan kontrollere, og slet ikke  hvis ikke kraniefedtet er med mig 100 %. Alligevel løber kraniefedtet om hjørner med mig og jeg kan ikke stoppe det. Jeg ved godt jeg i et vist omfang kan kontrollere min hjerneaktivitet og de følger der afstedkommer af den, men det er da også på en måde smukt, når man ikke kontrollerer det, og lader sig rive med?
I følelsernes vold? Når hjernen indgår en uhellig treenighed med maven og hjertet? Måske...

Lige nu befinder jeg mig i flere former for følelses-vold - ej det lød forkert, men jeg befinder mig i følelsernes vold i mange volde - og det har intet med vold at gøre, og så lidt alligevel, for det kan føles som vold mod følelserne, når man er  - følelsesmæssigt, hvor jeg er :lingvistik-smiley: det kan volde smerte i hjernen, maven og hjertet. Eller ikke i hjernen - for hjernen kan ikke registrere den smerte den bliver udsat for, hvilket jo er ret pardoksalt.
Men maven er fyldt med følelser og vold og smerte. Det gode ved det er at der ikke er så meget plads til mad, hvilket er godt for den nært forestående bikini-sæson. Har indkøbt bikini med termofoer, da den danske sommer viser sig fra sin mindst sympatiske side i skrivende stund.
Det dårlige ved en følelsesfyldt mave er den uro der forplantes i hjernen og hjertet indretter sig.

Jeg kan mærke mit hjerte slår, og jeg bryder mig ikke om den måde det slår på for tiden. Maven er urolig - og det er ikke på den der gode måde, der normalt fordrer friske ugeblade og en god tur på fajancetronen, og hjernen er træt. Uendeligt træt.
Når man er træt, så gør man ting man ikke helt kontrollerer. Min hjerne får mig til at gøre ting jeg ikke helt kontrollerer. Lange blogindlæg der går i ring og centrerer sig omkring det samme fixpunkt, uden at komme så meget videre. En rød tråd?

Mit hjerte er begyndt at gå ned i kadence, og jeg håber det lægger sig på et godt niveau. Bare så maven og hjernen kan få lidt ro, så følelserne og deres volde kan blive fri af filtknuder og opruste til et eventuelt nyt angreb. Men hver gang hjertet går ned i kadence og filtknuderne forsvinder bliver volden større og sværere at forcere. Følelsernes vold beskytter følelserne, men den afskærer dem også, og muligvis også hengemmer dem.

Jeg har det bedst når jeg ikke føler, men det er også der jeg har det værst.
Jeg er panisk ved tanken om at miste evnen til at føle, og samtidig virker det utroligt dragende og problemfrit.
Min hjerne har brug for et fix og et fixpunkt, men maven bliver træt og hjertet indretter sig.

Hvad har jeg så på hjerte? Hvad har jeg i maven? Hvad har jeg i hjernen?
Følelser? Vold? Følelsernes vold?






tirsdag den 16. juni 2015

når bare tåneglene er nylakerede

Indenfor den sidste tid har jeg oplevet noget helt nyt!
Jeg har erfaret en form for fred. Fred med det meste, men i særdeleshed med min krop.

På trods af diverse skavanker, så som et nydianosticeret lumbalt piskesmæld, så har jeg i samme session erfaret, at mit bækken ikke er som andres, hvilket har været grobund for mange frustrationer squat-wise. Har haft svært ved at acceptere at jeg ikke har formået at øge vægten i netop den disciplin, når nu det gik så skide godt med den grimme østeuropæiske halvfætter bulgarian splitsquats, som jeg præsterede til kvalmegrænsen - på den gode måde. Nej.
MEN i dag var jeg til fysioterapeut. Jeg har efter mit car crash fået tiltagende ondt i lænden, og TRISTAN (som vi ALDRIG mere nævner igen nogensinde) mente jeg havde behov for fysioterapi. (Er mellem os sagt lykkelig over at den lille stavelse "fysio" er implementeret i konceptet. Mener, nok er skroget i stykker, men ikke så meget som det der svæver rundt inde i skroget, den terapi-aktuelle del af den helhed der er mig. Vi åbner ikke den skuffe mere end højest nødvendigt...

Min fysioterapeut gjorde mig opmærksom, eller var anerkendende udi det faktum at mit bækken har en anden vinkel, i sin konstruktion, end de fleste andre bækner. Hvilket i aften har medført en åbenbaring desangående påmontering af neglelak på de distale elementer af mine underekstremiteter, tåneglene.
For første gang nogensinde har det foregået i fred og fordragelighed uden jeg har været ved at hverken brække mig eller skide i bukserne!
Den lille ekstra vinkel (i skøn forenighed med min nytilkomne presbyopi - aldersbetinget langsynethed) har medført at lakering af tånegle gik som en leg, og det er altså på mange måder så meget nemmere at komme gennem et lumbalt piskesmæld, når man har lak på tåneglene! Farven er sort med en anelse glimmer. Forsøgte med pastelsort (gråt) eller sommersort om man vil, men så lignede jeg én der var blevet fundet død i en mose efter flere uger eftersøgning.

Gad vide om "man" overhovedet ville eftersøge i flere uger, hvis jeg forsvandt, og ville man lede i en mose? Og hvad hvis jeg havde sort neglelak på tåneglene, ville den så være blevet grå?

Jeg er begyndt at slappe af i min krop! Måske fordi den er blevet så løs? Ikke på tråden, men sådan slap på en hyggelig måde. Jeg mener, hvem befinder sig helt ærligt ikke super godt i løse bløde bukser? Fremfor noget stramt og aldersmæssigt yngre end man ægte er?
Jeg siger go for at min krop er blevet en levende eksisterende pendent til
Joggingtøj! Og jeg ved at Armani også laver joggingtøj, for jeg har engang ejet et sådan, så bare fordi man er behagelig er det ikke ensbetydende med at ma  har solgt ud. Eller lidt ikk' for hvem fanden vil gå i Armani joggingtøj nu om dage?!?!

I skrivende stund sidder jeg på mit badeværelse med mine nylakerede tånegle og dertilhørende fødder i et Ole Henriksen oliebad, and I love it! Jeg lytter til Tindersticks på Spotify og drikker dyr kold cabernet fra Californien. Så bliver det ikke mere dekadent. Det skulle da lige være hvis der sad en smuk mørklødet mand iført sorte (eller hvide) tights fra Tiger of Sweden eller Resteröds  på toilettet og fortalte anekdoter fra sit hjemland. Det gør der ikke, men sandheden er at det kunne sagtens være sådan. Men så ville jeg nok drikke champagne i stedet...

Hold kæft hvor er mine fødder grimme. Jeg tror ikke der findes en neglelak der kan etablere nogen som helst forsonende træk på underekstremitets-departementet.
Vandet jeg sidder med fødderne i er, qua olien, omdannet til noget suppelignende, med mine fødder i... En ret man på ingen måde har lyst til at spise. Ikke engang smage på for at være høflig...

Til gengæld har jeg pæne ben. Eller jeg er godtnok blevet blokeret på Facebook af én, fordi jeg nailer tykke lår... Den lader vi lige stå lidt.
Men så sent som i dag fik jeg at vide jeg har pæne ben. Tror jeg nok... Ikke at der er så meget at gøre godt med, men det der er, det er fandme veldrejet! - på sådan en rustik solid måde...

Men jeg er faktisk tilfreds med min krop. Mest fordi min fysioterapeut mener at der er håb forude. Håb forude er altid godt - på en måde... Altså udgangspunket taget i betragtning naturligvis...

Og med ny indsigt i mit bækkens koordinater: sumo squats here I come! With or without nailpolish!



lørdag den 13. juni 2015

Back to (almost) normal

Efter at have bruge hele dagen og det meste af aftenen og en flaske rosé på at komme mig over skuffelsen over Tristan, kan jeg med stor glæde meddele at jeg er med igen!

En lindrende morgenmad på den foretrukne café i decideret godt selskab kan redde de fleste dårlige oplevelser med en falsk Tristan. Som altid pegede samtalen mod hvilke stemmer vores dyr har, og selvom han muligvis aldrig har fået et lignende spørgsmål, så svarede han, at Ages (eller Åge - er ikke engang klar over om det er med dobbelt A eller bolle Å) stemme ændrede sig alt efter hvem der snakkede med ham. Aage er selvfølgelig hunden, og det var slet ikke mærkeligt, at han ikke studsede over vi snakkede om hundestemmer at all...
Elvis' stemme er lige på nippet til at gå i overgang, mens Wilmas stemme godt kan være lidt skinger, alt efter hvordan stemningen er. Pixies stemme er pisse cute og Sagas stemme er så svær at lave, at man nærmest har ondt i halsen ned til mellem brysterne efter en aften med Sagas stemme. Men Saga har også et ret markant underbid, så man kan ikke andet end forvente hans stemme er meget særlig...

Har brugt det meste af eftermiddagen på at gå på glasskår når min ældste datter var i nærheden. Hun har nemlig så'rn døjet med PTS. PræTeenageSyndrom.
Altså det kan da godt være jeg ville skilles, hver gang jeg var præmenstruel, og muligvis også flytte op på et bjerg i en lille, men luksuriøst indrettet hytte, bare for at få noget fred!
Men PMS er intet mod PTS - skulle jeg hilse og sige.

Den eneste der brændte sammen over hun havde glemt lillsøster på skolen var frk. PTS. Men det blev lyn hurtigt min skyld, fordi jeg tog det helt roligt da vi kørte ud og hentede lillesøster, der også håndterede situationen med ophøjet ro. Men ALLIGEVEL var det i sandhed en KATASTROFE og jeg var i HVERTFALD M E G A sur! According to frk. PTS...

Jeg elsker de dage man ikke bare skal påmontere en mundkurv, men også udtamponere kæften med vat eller cement, for ikke at sige noget der kan få frk. PTS og i det helt røde felt!

Da hun dramatisk proklamerede at hun snart døede af sult og hovedpine hvis hun ikke fik mad NU, og at madpakken i øvigt var ALT for lille, bed jeg i det sure æble, og inviterede børnene på franske hotdogs i Billeren.
Åhh som det da er underlødig kost, og åhh som jeg hader at se mig selv stå og fortære en så aparte konstellation af fedt og kulhydrater og fedt., hvilket på en måde er sært, fordi jeg intet har imod at konsumere en lignende sammensætning i en anden kontekst som for eksempel grill i haven.
Det er bare hele konceptet at man står der og mosler et brød penetreret af en grillpølse og i øvrigt marineret i ketchup ind i ansigtet. Det er både grotesk og vulgært, og jeg skammer mig over at have indtaget en sådan på alle måder underlødig kost! (Kost som i ernæring en slags. Ikke kost som i den anordning man transporterer sig til Bloksbjerg)

Nu livet i Ninja-ville er ved at være back to normal, besluttede jeg at foretage mig noget helt udenfor koncepterne. Og også lidt på grund af mor. Jeg gjorde (for anden gang i mit ejerskab) humørbussen ren! Eller jeg ryddede op i den og støvsugede den. Men de to gange det er sket, så er det som om den bliver større. Og det endda på trods af at bagenden er blevet trukket ind, så den i princippet burde være blevet mindre.
Men for at forhindre et nervesammenbrud hos mor, så besluttede jeg simpelthen at tage mine forholdsregler.

Efter støvsugning af humørbussen var planen at jeg skulle have en date i sengen med Netflix og min yngste datter. Men hun ligger og sover på sofaen nu på 5-6 time. Så jeg går udfra at Netflix er aflyst?
Ikke at jeg kan vide mig sikker. Det kan man tilsyneladende ikke på noget nu om dage.
Ikke at tingene bliver mindre bøvlede, men man er måske mere flegmatisk i sit bøvl, når man ved om ting er aflyst eller ej.

Det har så stor betydning for helheden, når man ved klar besked om stuff, som for eksempel små detaljer som - er Tristan en mand eller kvinde... Er mor ægte sur eller er det noget vi tillægger hende eller er hun bare skuffet og sidst men ikke mindst - har vi slået op eller ej?
Jeg er i hvertfald rimeligt afklaret med at jeg har slået op med Tristan fordi jeg var skuffet...



fredag den 12. juni 2015

Do NOT judge ANY by the name

Tristan var en 157 cm høj/lav kvinde! Her stod én ellers op, før jeg selv ville få sko på. Barberede ben (og fødder) og tog deodorant på... ALLE mulige steder!!! Og så kommer Tristan frem i døren... Hvis den RIGTIGE Tristan læser dette, så ring! Og jeg er btw en Rolex-pige, hvis det SKAL være. Jeg synes der er for mange dimser på Breitling... Rolex Explorer I - for guds skyld ikke II

Judged by the name...

I tirsdags ringede jeg til min læge, som så skulle vise sig at være sygemeldt i over tre uger, eller i tre uger. Noget med tre... Jeg blev henvist til vikarierende læger, bla. ham jeg så ringede til som substitut. Han var slet ikke klar over han var vikar for min læge. Altså allerede nu starter det hele jo helt perfekt! Ikke fordi jeg ikke skulle være hjertelig velkommen og det hele. især det hele... Nok mest fordi det ikke var ham selv der skulle have den tvivlsomme fornøjelse af at have mig som patient, men vikaren TRISTAN!!! Efter en kort gennemgang af det der var galt med mig, altså ikke DET HELE, for så havde vi nok talt endnu, mumlede han noget med noget fys - tror jeg. Jeg ved det helt ærligt ikke, for det eneste jeg kunne koncentrere mig om var det faktum at jeg skulle tilses af TRISTAN! Jeg er overbevist om at TRISTAN ligner en blanding af en elver som i Legolas fra Lord of the Ring og en græsk gud som i den mest intakte af statuerne på Glyptoteket - bare mindre bleg... Jeg forestiller mig han har halvlangt lyst hår, lidt som en skandinavisk prins Valiant, bare knap så meget skarphed på pagen, og en anelse mere fald... TRISTANS påklædning er så lidt som mulig, dog indenfor rimelighedens grænser, men det ER altså MEGET VARMT for tiden!!! NÅ! Så et par casual Converse eller hvis han har pæne fødder - så flip flops. Enormt stramme Resteröds tights KUN, i sorte eller hvide - farvet undertøj til mænd er NO GO! (så fik vi lige dét hamret på plads) Eller måske med et par shorts over... En utroligt stram hvid eller sort t-shirt med V i halsen og så det der hår med fald... Jeg forestiller mig at jeg nærmest kommer svævende hen over gulvet, draperet i bare fødder og flor-lette gevandter. Gad vide om jeg kan nå at få en fedtsugning, botox og større bryster inden i morgen kl 9??? Håber bare han ikke stiller alle mulige ligegyldige spørgsmål som navn og CPR-nummer, og hvor det gør ondt og den slags, men holder sig til de relevante spørgsmål så som: vil du med ud at spise på Fusion i morgen? Og er du en Rolex-pige eller en Breitling-pige? Ninja og TRISTAN - TRISTAN og Ninja... Det lyder jo som en superhelte serie, som foregår i en anden - meget pastelfarvet galaxe! TRISTAN (udover at være lige så forelsket i mig som han er smuk) rider på enhjørning (det kunne i princippet godt være Allan) og hver gang han træder på jorden, så kommer der et lille diskret regnvuefarvet aftryk. TRISTAN-Ninja konstellationen vil være det link der gør universet komplet. Den perfekte blanding af TRISTANS lyse lethed og Ninjas lidt mørkere mystiske og utroligt dragende karismatiske person ophøjer den symbiose TRISTAN og jeg indgår til noget guddommeligt! Jeg har gigantiske forventninger til mit lægebesøg i morgen hos TRISTAN, og jeg ved jeg bliver decideret knust, hvis det hele slet ikke lever op til de tårnhøje forventninger! Men helt ærligt... Hvad kan der lige gå galt?!?! (Tror jeg tager Allan med i lommen - bare for en sikkerheds skyld...

mandag den 8. juni 2015

Tinder - et antropologisk studie... En slags

Jeg lytter til Gonova næsten hver morgen. En morgen faldt snakken på dating-appen Tinder, fordi JoJo var single, og havde lavet en profil der. JoJo bemærkede at de fleste mænd, på deres profilbilleder, enten sad med en tiger eller en guitar. Jeg hentede appen, mest fordi jeg var nysgerrig efter at se hvilke typer der ligefrem foranstaltede sig med et vildt dyr eller et musikinstrument på en dating-app. Det lød meget sært, i mine ører. Tinder er et overfladisk sted. Det første man ser er er billede - for mit vedkommende af en mand. Man skal så ud fra dette billede, tage stilling til om man gider vide mere om ham (swipe til højre) eller om han ikke er værdig (swipe til venstre) Jeg har set mænd på Tinder jeg troede var løgn. Ikke fordi de var grimme - eller det er de fleste mænd i min optik jo, men fordi de var gift eller i fasttømrede forhold. Forhold der vel at mærke IKKE var åbne forhold, eller forhold man ønskede "krydderi" i soveværelset. Jeg håber de var der af samme grund som jeg - nysgerrighed og ikke mere! Udover de gifte mænd, så kan man faktisk kategorisere mændende jeg konsekvent afviser, hvilket jeg ikke holder mig for fin til at gøre. Der er nogle der konsekvent ryger i no fucking way-ligaen, og dem vil jeg nådesløst beskrive her: Der er typen der hverken har profilbillede eller tekst. Enten er han meget hemmelig! Og jeg tror der er grænser for hvor mange match han vil indhente på en sådan profil. Eller også er han meget grim og ude af stand til at sammensætte to ord, eller også er han bare nysgerrig, og alt for kryster til at tilkendegive sig. Jeg swiper hårdt til venstre på sådan én! Så er der de mænd der sidder eller står med en dopet tiger. Hvad fanden tænker du på? Tror du virkelig selv på, at der er nogen i hele verden der synes det er fedt at holde vilde dyr i fangeskab og dope dem, mens du står og ligner en idiot i dine khakishorts, ecco trekking-sandaler og pastelfarvede poloer?!?! Ja, jeg spørger bare? Mændene med guitars må enten have erkendt at det ikke fænger, eller også er de simpelthen blevet taget? Dog er der stadig et par (svenske) fyre der står med deres hår udover det hele, og muligvis en guitar inde bag håret. -går ud fra det er fordi de mener man skulle blive imponeret over han er guitarist i et mellemstort heavyband? Jeg tænker svedig ildelugtende mand! Så er der dem der laver bil-selfies! Åhhh ja! But WHY? Hvad får en mand til at tage et selfie mens de sidder i bilen? "Se jeg har en bil"? Er det dét? Hvilket leder mig hen til de mænd der får taget et billede hvor de står ved siden af en (meeega fee') bil... Come fucking on! Jeg har intet mod bilselfies. Men de har intet at gøre på en datingprofil. Til sidst er der de der gerne vil vise de dyrker sport! "Se mig! - jeg løber (marathon) "great". Eller "se mig! - jeg styrketræner, og ligner Hulk på steroider" Hvis det så bare var en mega sej sportsgren, eller endnu bedre en mega sær sportsgren, så ville det være interessant. Så ville DU være interessant. Sidst men bestemt ikke mindst, er det de mænd der lader sig portrætere med et barn, og nævner det er en nevø/niece. Ved din søster/bror godt, at deres barn figurerer på en underlødig dating-app??? Ikke at det kommer mig ved, men jeg swiper da klart til højre, fordi jeg bare er ved at dø over at få lov til at lære dig OG dine nevøer at kende! - og hvis det er dit eget barn, ved din ekskone så at jeres fælles børn figurerer på en underlødig dating-app? Jeg ville i hvertfald ikke blive decideret henrykt, hvis jeg så mine døtre brugt som bait på en underlødig dating-app. Heldigvis har min mand så meget intregritet, at det aldrig ville komme på tale, og desuden er han alt for selvoptaget til at lade vores døtre tage opmærksomheden fra ham :koket smiley med lune undertoner: Og jeg undlader behændigt at kommentere på ham, som uploaderet billede af enten ham siddende på en motorcykel, eller blot af mototcyklen. Øhh er det din grimme grønne motorcykel man skal på date med? Eller? Jeg er forvirret! Billeder af sig selv som barn... HVORFOR?!?! Og billeder der er mere end fem år gamle, nej tre pr gamle, nej et år - er det skide svært at regne ud, at de billeder der bliver lagt op, skal ligne den person man muligvis møder så meget at man rent faktisk kan genkende personen udfra den billeddokumentation man har som eneste udgangspunkt. Specielt fordi jeg ikke går ud fra man hverken medbringer tiger, nevø eller guitar på første date. Nu Tinder er et overfladisk medie, hvor det er profilbilledet der skulle vække ens opmærksomhed, må jeg sige, at der er utroligt mange der gør det skide svært for sig selv. - men det er sgu da også synd, at der er nogen der er SÅ markant pænere med solbriller på end uden. Har man som på én eller anden måde sneget sig gennem nåleøjet, er næste step PROFILTEKSTEN! 75% af alle teksts er næsten ens! Måske er det fordi de mænd jeg gider læse på er castet over en kam? Men hey halløjsa! Man må sgu da kunne formå at bevæge sig bare lidt udover at informere om hvilke uger man har sine børn og at man er livsnyder. Hvad fanden mener de de opnår ved at fortælle de er livsnydere? Jamen skide tillykke! Det er også topmålet at nederen, når grandvoksne mænd på 30+ skriver: "den der liker sidst skriver først". Dét er i hvertfald nok til at jeg aldrig nogensinde vil komme i nærheden af at like en skid - og så kan du have nok så mange dopede tigere. "Jeg kan godt lide en god bøf og et godt glas vin" <- really?!?! :træt smiley: Behøver jeg at kommentere yderligere på den totalt ligegyldige oplysning? Så er der de venlige typer, der opfordrer til at man "spørger løs" hvis man vil vide mere... Har du overhovedet fattet konceptet??? Der er en del, der håber på at finde den ægte kærlighed på Tinder, og bevares, det er der sikkert også nogle der gør, men JEG føler et ualmindeligt stort pres, når der står: "jeg søger min sidste kæreste" - er I klar over hvilket pres det er? Hvad nu hvis første date er en fiasko, hvad skal han så gøre? Det er jo tydeligvis det absolutte sidste skud i bøssen!!! <- jeps! TRE udråbstegn. Desperat og ynkelig klæder ingen... Og så skal man i øvrigt ikke skrive at man går til ninja og rider på enhjørning, når det er løgn! Jeg har ikke mange jeg matcher med på Tinder, hvilket nok ikke kommer som nogen overraskelse. Mest fordi jeg er ved at få en begyndende gigt-agtig tilstand i fingrene af at swipe til venstre, og dels fordi de jeg så en sjælden gang swiper til højre selvfølgelig ikke er så blæste, at de synes jeg kunne være noget. På en måde kunne det være interessant at swipe alle til højre, blot for at se hvem der mener de kunne matche mig, men på trods af overfladiskhed, så skal man ikke sælge ud og fralægge sig sin integritet, selvom den allerede ligger på et meget lille sted, idet øjeblik man henter app'en. De få jeg så rent faktisk har et match med burde jeg holde mig langt væk fra, de må jo nødvendigvis være, om ikke mere, så i det mindste ligeså blæste som jeg, og det kan alle med en lille snas fornuft i behold, regne ud ikke er en super god combo - og så alligevel...

I'm still standing - kinda...

En uge der på alle måder overgår i historien som den mest fucked uge i hele mit lange liv, er netop gået på hæld. Tror ikke der har været så meget tumult i mit liv, siden dengang min far døde. Det hele startede egentlig skide godt. Mandag, solen skinner og jeg havde en super vigtig kaffe-date, hvor vi blandt andet skulle have fastlagt hvordan vores hundes stemmer lød. Et emne der meget snart kommer et separat indlæg om! (Og en knap så vigtig aftale om at slå græsplænen - eller det kommer nok an på HVEM man spørger desangående vigtigheden i grooming af græs vs. vigtigheden i opretholdelse af koffein-status og sociale relationer) SÅ tæt på destination "dagens første kop kaffe" og alligevel så ubeskriveligt langt væk, vil jeg erfare at det fandme ikke er for sjov nogen har opfundet udtrykket: it ain't over till the fat lady sings. Jeg holdt for rødt så tæt på målet, da jeg blev torpederet bagfra af en taxa! Min første tanke var: for fanden! Nu kommer jeg for sent til kaffen. Eller måske var min første tanke: hvad fanden var dét?!?! Men første tanke kunne også have været: åhhhhh for fanden! Én ting er sikkert! Ordet "fanden" indgik helt sikkert som et fragment af den tankestrøm der (ikke) for gennem hovedet på mig, for jeg ved faktisk slet ikke om jeg overhovedet nåede at tænke noget som helst udover noget med "fanden". Og sådan blev en fredelig kaffedate pludselig ændret til en hel dag på skadestuen! Efter at have kørt humørbussen ned til caféen ad omveje jeg ikke ville kunne rekonstruere, fik jeg dagens første kop kaffe. Én ting er at opholde sig de fleste af sine vågne timer på sygehuset med almisser og manglende anerkendelse som tak, en anden ting er at opholde sig der i sin fritid. Hvad der var mest røv sygt ved jeg ikke helt præcist. Eller jo, for til dagligt har jeg jo mine kollegaer. I mandags havde jeg heldigvis min partner in crime, som bidrog til at jeg ikke - trods massive rygsmerter, slog de andre i venteværelset ihjel... Gad vide om man ville få nedsat straf, hvis man tævede indvoldene ud af en medventende fordi han for det første var pisse irriterende og for det andet så tæt på hjælp som man kunne komme. Jeg mener, man skulle jo hverken rekvirere ambulance eller noget for at få ham lappet sammen, men man kunne reelt blot trække ham ind på den nærmeste undersøgelsesstue - i håret... Efter en omgang uspiselig oversaltet pulled pork blev det min tur til at få fotograferet ryggen. Det første protøren der skal køre mig siger er: hej! Arbejder du ikke her i huset? - great! Hjemme knapt på den rigtige side af midnat rammer jeg sengen. Det samme gør den massive strøm af tårer og snot der pludselig står ud af ansigtet på mig. Det vil slet ikke stoppe igen, og jeg tuder så meget, at jeg kunne kandidere til et fritidsjob som freelance ved Grædemuren. Marineret i snot, tårer og selvmedlidenhed falder jeg i søvn. Bliver vækket af min søde veninde hver anden time, fordi jeg også kan have erhvervet mig en hjernerystelse med latenstid. Præcis som slt andet vedrørende min hjerne - latenstid... De næste to dage var jeg hjemme. Skadestuelægen mente min krop og jeg ikke ville have nogen gavn af at tage på arbejde, og arbejdet ville især ikke have nogen gavn af mig - og min krop. Tirsdag bød på en telefonsamtale jeg aldrig glemmer, men forhåbentligt får fortrængt indenfor nærmeste fremtid. Tiltagende rygsmerter og en i øvrigt sløret tirsdag, der kun huskes som hæslig, uden at kunne specificere detaljerne. Hvilket både er rart og sært. Tror jeg får sovet afbrudt. Afbrudt af opkald og smser som jeg ikke kan huske en skid af. Jeg ved dog at jeg også om tirsdagen var fastlåst i gråd og selvmedlidenhed. To ting der ofte hænger sammen. Mener også jeg fik ribbenssteg til aften... Så helt skidt var det ikke. Onsdag skulle vise sig at blive en på alle måder oplevelsesrig dag. Jeg stsrtede med at drage nordpå til min familie. Selvom det så småt blev bedre med at køre bil, så havde jeg det lidt stramt med manglende formåen udi afstand fra medtrafikanterne. Min storebror og min nevø kiggede på humørbussen, og mente vi godt kunne gøre terminalerklæringen klar. Terminale patienter får gratis medicin, mon så humørbussen kan bevilges gratis benzin resten af dens levetid? Drikker kaffe på et uautoriseret tidspunkt for den slags aktiviteter og smører en mad det helt forkerte sted. Jeps! Jeg er hjemme hos mor! Efter en kort forhandling bevilges jeg til den uautoriserede kaffeindtagelse og foranstaltning af leverpostejmad på en ligeså uautoriseret lokalitet i køkkent under lovning på at jeg ville skride ind på mit tidligere ungpigekammer så SNART rengøringsdamen var færdig, da hun og mor plejer at få et glas vand og en cigaret i køkkenet, og jeg plejer jo ikke at være tilstede under dét ritual, så det var tydeligvis heller ikke så godt at jeg var tilstede den dag... Senere den dag er jeg vidne til noget jeg i min vildeste fantasi ikke troede jeg nogensinde skulle opleve - ikke at jeg havde kalkuleret at blive taget så hårdt bagfra (af en Skoda Octavia) at jeg skulle ende på skadestuen af det - men på en måde var det alligevel mere sandsynligt, end at opleve sin storebror fare op som en vred trold af en æske, og være parat til at trække vognmanden én på skærmen på grund af en racistisk udtale rettet mod undertegnede... Nætterne går med at finde stillinger hvor rygsmerterne er så få som mulige, og de stillinger der er egnede, er i dén grad uegnede til at sove i. Klokken bliver 3-4 før jeg falder i søvn. Torsdag er dagen hvor det begynder at vende. Jeg bliver beordret til morgenmad af min søde kollega, som er den eneste der kan gøre mig varm om hjertet når hun kalder mig svin. Ellers er torsdag relativt normal. Blev opfordret kærligt til at blive hjemme i torsdags også. Mest fordi jeg var deroppe onsdag, og fik på en meget kærlig og velmenene måde at vide jeg lignede pis. Og jeg er glad for jeg lignede pis og blev hjemme. Første arbejdsdag den uge var fredag. Og efter en distanceret bagatelliserende "peptalk" var alt som det plejer. På trods af at jeg intet forventer, så kan jeg ikke frasige mig en vis hmmm overraskelse over den afstumpede og manglende empatiske adfærd - men det er nok bare mig... (Selvom vi alle godt ved at det er det ikke) Tidligt hjemme og brak på sofaen, indtil jeg beslutter at tage ud til Maia. Fredag løsnede op for det sidste. Utroligt hvilken effekt gode blæste venner, pizza med hvidløg har i kombination med en god griner. Kunne man få det på recept, så ville medicinalindustrien gå bankerot. Eller i hvertfald den del af medicinalindustrien der IKKE beskæfitgede sig med Dolol... Lørdag skulle jeg en hel masse som ville vare hele dagen og det meste af natten. Jeg nåede det hele på 6 timer! Nåede til hip hop bogreception og catche op med gamle venner, nåede på café og slamme en burger - på nær bollen i skallen. Bollen spiste én der hedder Jakob eller Jacob - ved ikke om det er med c eller k. Er også lidt ligeglad. Nåede at baile på en date med en gudesmuk Hollænder fordi han var lige lovlig Rungsted kyst og round table til mig. Eller i hvertfald lige lovlig Rungsted uden kyst, da jeg tror der er grænser for hvor meget kyst der er i Holland, når man tænker over det. Der var intet galt med ham, bortset fra at han ikke var ham der som ignorerer mig, som jeg ikke kan finde ud af pisser mig af eller betager mig lidt. Nåede at få holde rygestop kursus på Ulla T med akupunkturnåle, pandebånd og umulige yogastillinger. OG nåede at forsove på Maias sofa! I dag har været søndag. Helvedesugen er tilendebragt. Glemte et kort øjeblik hvad jeg har foretaget mig i dag, men eftersom jeg er påklædt i andre tekstiler end flonel og fleece, så formoder jeg at jeg har været udenfor domicilet i dag. Jeg kunne muligvis have forvildet mig ud til mulig potentiel veninde. Men måske vil hun ikke være veninde med mig, når det går op for hende, at jeg har tænkt mig at stjæle hendes yngste søn. Jeg har fået jordbærtærte i dag! Og portvin Og Dolol...