onsdag den 7. marts 2012

When Hell freezes over

Det hele startede i søndags. Tilbudsaviserne meddelte at diverse økologiske herligheder ville blive sat til salg billigere end vanligt. En udførlig dosmerseddel blev forfattet, uden hensyntagen til at den nederste 3. del af vores, i forvejen lille bitte, skabsfryser var et ondt sammensurium af unævnelige ting støbt meget fast sammen i en massiv blok af is. Unævnelige ting, fordi det faktisk ikke lige var sådan at definere HVAD det var jeg i flere år havde ignoreret, der i bunden af skabsfryseren...

Nå, men dagens kup måtte nødvendigvis afføde en omfattende oprydning i fryseren inkl. den unævnelige underetage...

Kækt lagde jeg ud med at skam-føntørre det der sted der... Altså jeg sad og holdte føntørren i den naive tro, at en halv kubikmeter massiv is umiddelbart lod sig smelte... Da jeg ikke kunne mærke mine fødder, og begyndte at få pletter for øjnene af at sidde på hug, gik det op for mig, at føntørren sagtens kunne arbejde, uden jeg skulle stå, eller sidde fadder til processen... Så jeg drak kaffe og var på Instagram, som er blevet min nyeste besættelse...

Da optøningsprocessen langsomt, eller uendeligt langsomt, skred frem, og jeg havde fået skrællet kartofler og pillet mange fed hvidløg til aftensmaden, gik jeg i krig med en stegegaffel, en kniv og en... svensknøgle. Jo jo, her i huset afrimer vi ting ved hjælp at de mest alternative remedier.

På alle fire fik isblokken alt hvad den kunne trække med stød, slag og insisterende varme fra føntørren. Og ja, det gik så vildt for sig, at jeg af og til kunne mærke iskolde nister mellem ballerne, hvor jeg kunne forestille mig, at et ganske nydeligt møntindkast var kommet til syne i mine, indtil nu, rene cowboybukser...

Det var ikke småting der blev trukket frem fra dybet, og fri af isblokken... Og jeg må med røde kinder indrømme, at det her skulle have været gjort for utrolig lang tid siden...

Nå, isen var næsten smeltet skråstreg smadret, og lå sporadisk nede bag den trådkurv, der dog stadig var iset meget fast til fryseren, og for at få isen ud, måtte trådkurven ud af fryseren. Det ville i hvertfald være det nemmeste... altså på dét tidspunkt...

For at få kurven ud skulle døren til fryseren åbnes helt, hvilket en væg i vores køkken forhindrede. Derfor måtte jeg flytte hele kølefrysearrangementet (som det hedder) meget langt ud i køkkenet. Altså køkkenet som er verdens mindste, dersom vi bor i verdens mindste hus.
Det gjorde ikke forflytningsproceduren mindre besværlig af at der er placeret et køkkenbord, som står ret permanent i forbindelse med køkkenvask og hvad der ellers forbinder en sådan anordning, som gør pladsen yderligere trang.

Heldigvis der der hjul under kølefryseskrumlet, eller en slags hjul, som er utroligt ufleksible og meget lidt samarbejdsvillige, og små... Og klikegulvets fuger gør ikke hjulene mere samarbejdsvillige...

Derfor måtte en flaske hvidvin lade livet... Nede bag køleskabet... I stumper og stykker... 10 minutter i spisetid... Arrrrrrrgh!!!

Vi får ved fælles hjælp, mig og så Morten, moslet køleskabet ud, så jeg med nød og næppe kunne kile mig ind bag, for at gøre rent. Altså ikke fordi det sådan trængte, men nu lå der jo en knust flaske og 75 cl hvidvin derinde, så for en god ordens skyld... Jeg er i skrivende øjeblik glad for at jeg hverken er sart, eller lider af astma.

Efter en grundig rengøring af "bag køleskabet", med mig iført bare fødder i vinterstøvler, fordi mine futter og sokker var gennemblødt af hvidvin, får vi det bugseret på plads igen, og fryseren bliver langt om længe fyldt med dagens gode kup, og alt synes idyl og gammen...

SYNES!!! Fordi en del af kuppet var en fersk laks, som skulle på køl, så jeg kunne skære den i steaks i morgen. -ingen skarpe knive til mig i dag... Laksen bliver lagt i køleskabet, sådan lidt bøjet... eller netop så bøjet, at den lige netop kan bøje ud igen, og skubbe den flaske 300,- rødvin UD af køleskabet som Morten og jeg skulle have smagt, med sikker landing PÅ klinkegulvet... samme klinkegulv der for ganske kort tid fik så hatten passede i hvidvin... Mon så det giver rosé i virkeligheden? Nå, men hej hej vin som Morten, der i øvrigt ikke blev sur#godtgift, og jeg skulle ha nydt til Sherlock Holmes på DVD...

Vi fik foransaltet aftensmaden, som bestod af mange steaks og kartofler lige til øllet (ikke mere vin til mig...) for selvfølgelig var børnene mere sultne end nogensnde, og mere vlde med kartofler end nogensnde... Så Morten og jeg fik steaks til aften i bedste no-carb stil -ufrivilligt velsagtens...

Jeg får ryddet op efter maden, uden større uheld eller personskader, og får den geniale idé, at jeg da selvfølgelig lige skal rydde op i de to brede skuffer vi har med diverse kolonial. Skuffe 1 går relativt smertefrit i modsætnig til skuffe 2, der simpelthen vælger at sætte et flot punktum for denne vidunderlige dag, ved at lade sig falde ned på min ene bare storetå.
De næste minutter, akutfasen -som den hedder, er et ubeskriveligt smertehelvede! Heldigvis græd jeg KUN LIDT! -for jeg er nemlig meget brav og tapper! Ja jeg er så! NÅ!

Men jeg fik orden i skufferne, og det er holdt op med at gøre ondt helt op til knæet, som faktisk ER meget, trods meget korte ben! Smerterne er lokale nu, og ved at blive kvalt i uanstændige mængder rødvin, af den vin der overlevede eftermiddagens attentat.

Når jeg nu ræsonererer over dagen, er det faktisk helt heldigt, at jeg ikke nåede at bruge blenderen, som nærer et indædt had til mig, hvilket er kommet til udtryk ved: brændende varm sovs ned over min arm, div. dressinger ud over køkkenbordet og senest frosne jordbær skudt rundt i køkkenet til højre og venstre, hvor Morten fandt en slattent tidligere frossen jordbær bag elkedlen for lidt siden... Utroligt der ikke også var et bag køleskabet, nu jeg tænker over det...

Funderer lidt på om det nu vil være en direkte tur på skadestuen at bruge den elektriske tandbørste når jeg skal i seng om lidt...