onsdag den 25. maj 2016

Når 5 km løb bliver en bedrift...

Dagen kom, hvor min intense løbetræning skulle stå sin eksamen!
Altså den træning der til sammen udgør max 7 træningsture på omkring 30 km siden påske...

Men hvis jeg lover noget, så står jeg ved det, navnligt når der er hjemmebagt banankage med i spillet, så er jeg ikke for fin til at eksponere mig selv i alt for stramme spandexbuser og snot i to massive brammer ud af næsen.

Jeg er ikke på nogen måde topatlet (hvis I fejlagtigt skulle have fået et andet indtryk), men man kan de utroligste ting, hvis man har viljen til det, og hvis man har vinden i ryggen!
Mit primære mål med at deltage i Alt for Damernes kvindeløb va at jeg, så vidt det var muligt, skulle løbe ruten uden hverken at kaste op, begynde at græde eller noget der havde noget ned fosterstilling at gøre! Næste ambition var at gennemføre (det lyder sgu også så højtideligt - og lidt som om jeg skulle løbe tværs over Indlandsisen i bare fødder) uden at gå, hvilket jeg ikke havde gjort på nogle af mine utallige max 7 trænigsture.

Jeg kan med stolthed meddele, at jeg kan sætte flueben ved alle målene! Ingen opkast, ingen gråd, ingen fosterstilling MEN løb uden stop! Eller "løb" - hvis ret skal være ret...
Jojo bevares! Jeg overhalede rent faktisk også et par stykker der hverken havde rollator eller førehund med, men som rent faktisk også løb, eller "løb"... Vi befandt os i hvertfald i svævestadiet, som jo er afgørende for om gangarten er ja, gang eller løb. Men jeg skal ikke afvise at en kapganger eller hedder det kapgænger? i frisk gang ville kunne overhale mig, så jeg ville blive blæst omkuld.

Jeg er ikke nogen sprinter. Jeg nægter at tro man har anlæg for at løbe hurtigt, når ens ben er så grotesk korte, som mine ben er. Altså vi snakker, STUMPEBUKSER skal lægges op, for jeg ikke skal træde på dem...
Til gengæld er jeg udholdende, og som med alle gamle damplokomotiver, så er jeg lidt træg i starten, men kommer jeg først fra start, SÅ kan jeg også blive ved! Eller i hvertfald blive ved til jeg ikke kan mere - men det lød da godt, ikk?

Selve eventen var fin. Vi (mine sportsagtige - hvor jeg var den der nok var mest agtig frem for sport -  kollegaer) slog lejr i Marabouteltet! Der var chokolade AD LIBITUM og tørvejr!
Opvarmningen var alibi, men energisk, og starten var helt ok. Folk viste hensyn og havde lagt albuerundsavene der hjemme.
Det hele gik - eller løb tøhø - gnidningsløst rent logistikmæssigt, og ruten passede helt perfekt til mig.

Så selvom jeg i virkeligheden hader at løbe, så kan jeg ikke udelukke at jeg godt kan finde på at løbe igen, sådan helt af egen fri vilje... Om ikke andet, så for at arbejde lidt med tiden.

fredag den 20. maj 2016

Høj puls og lang røv

Når man er dedikeret til noget, så vil man gerne fortælle det til hele verden! Eller man behøver ikke som sådan at være dedikeret. Det kan også være når noget fylder meget i ens liv.
Som for eksempel min røv! Altså, den er jo ikke stor stor, som i: "holda kæft en stor røv", den fylder ikke vildt meget i landskabet, men den er lang!!! Hvor mange squats skal man lige tage, for røven stopper det meget omklamrende attentat, den er igang med på ens baglår?!?! Hver gang jeg taget et skridt, så kan jeg simpelthen mærke, hvordan mine balder modvilligt slipper den friktionsalliance de har gang i med mine baglår! Man kan nærmest høre lyden, når de overgiver sig. (Det lyder som når man skiller to stykker fluepapir ad!) - for så ved næste skridt at genetablere det solide favntag!
Nej! Jeg har ikke en lille røv og store lår! Det er min røv der hænger nede på mine lår, og gør de ser store ud! Min røv er nærmest en ud i ét røv, og her er vi igen tilbage ved min fysiske svampebob firkant fremtoning.

Udover min røv, så har løb fyldt uhensigtsmæssigt i mit liv den seneste tid, og det er ikke fordi jeg er blevet en dedikeret løber! At all...
I dag har jeg for eksempel løbet min værste tur nogensinde! Det hele var imod mig! Solen, vinden og mine underbukser!
En ting er at man kæmper sig tappert frem med solen lige i masken, man kan kigge ned i jorden. Vinden kan også være sin sag, men så længe man holder fosfæstet. Men når underbukserne insisterer på at kile sig så langt op mellem balderne, at man kan fornemme bomuld og bremsespor i svælget, SÅ er det uendeligt at løbe 5 km på halvanden time!
Kombinationen at opadgående underbenklæder og lidet flatterende stramme spandexbukser er ubamhjertig!
Men det moriverer til at sætte tempoet op, og få det overstået hurtigst muligt! Og her bliver bomuldsudtamponeringen en sand lise, i forhold til den brændende fornemmelse et lidt for højt tempo i forhold til den egentlige form akkumulerer.
Man befinder sig på det tidspunkt i et ondskabsfuldt limbo mellem en brændende fornemmelse mellem balderne forårsaget af den uhellige alliance mellem obsternasig bomuld og urokkelig spandex, OG en bilateral mellemting af brændende og skærende i underekstremiteterne!
Man glemmer helt man har kvalme og ser heller ikke længere de røde pletter der ellers har ledsaget mig nærmest fra jeg tog hjemmefra...

Det er helt normalt at kunne mærke pulsen både i hovedet og brystet efter sådan en anstrengende og uendelig løbetur, men når man også kan mærke pulsen i røven...

Så det der fylder meget i mit liv for tiden, er løb og min røv, og man kan også godt sige, at det er det der holder mig i live, eller i hvertfald indikerer jeg rent faktisk ER i live, og selvom jeg periodisk føler jeg er døden nær, så fortæller pulsen mig noget andet!


tirsdag den 17. maj 2016

Den lyse tid...

Den lyse tid vi går i møde kan andet end at ødelægge nattesøvnen, og heldigvis for det da!
Som udgangspunkt burde vi mennesker, der er så overlegne i næsten alt - hvis vi selv skal sige det, ikke sådan lade os påvirke af om det er mørkt eller lyst. Men ligesåvel som der er ting der er lettere i mørket: snave med hemmelige elskere, fyre fyrværkeri af (det er bare ikke det samme når det er lyst) eller lave indbrud, så er der ting der bliver væsentligt lettere, når det er lyst. Eller lettere er måske en sandhed med modifikationer, men det kan bedre lade sig gøre, at foretage visse ting, når det ikke er mørkt.

For eksempel havearbejde! Ikke dermed sagt at det ikke kan lade sig gøre at ordne have, mens man har pandelampe på, det kan det skam godt, og det er skam også gjort - engang jeg igen overvurderede min formåen og undervurderede jordens vekselvirkende cyklus mellem lys og mørke...

Men de lyse nætter og de ekstremt lyse morgner er ikke et b-menneskes favorit! Slet ikke de dage b-mennesket har fri, og kan sove lige til det vågner af sig selv... kl. 5:20!!! Når jeg har fri, og kan sove længe, så konverterer jeg ganske ugrivilligt til at blive a-menneske! Ding vågen får Fanden overhovedet bliver morgentissetrængende, og jeg bliver træt før hønsene får sig plantet på pinden!
MEN når hverdagen så nærmer sig, SÅ er alt ved det "gode gamle", og de lyse nætter kan være nok så lyse! Jeg er ganske bevidstløs om morgnen på hverdage, men til gengæld helt frisk og ding vågen ud på de små timer... Det er simpelthen så åndet!

Men altså den lyse tid giver mig mere overskud! Overskud til at begå decideret idiotiske ting, så som at løbe!
Ja! Det er skam ikke overstået endnu! - og jeg sværger, at løb vil blive nævnt i samtlige blogindlæg, så længe jeg har overskud til at foretage den her helt igennem smertefulde systematiske nedbrydning af både min værdighed og almene velbefindende!
Jo bevares! Det er super rart bagefter, når man har fået er bad og ligger helt sitlle på sofaen. Eller det gør i hvertfald ikke ondt så længe jeg ligger helt stille og forsøger at ignorere uroen i bentøjet og den trang til at tisse, som insisterende trænger sig mere og mere på!
Men når man først med møje og besvær HAR fået sig sat på fakancetronen, så er der ikke ti vilde heste, der kan holde vandladningen tilbage! Al dårligdom og alle smerter er glemt et kort frydefuldt øjeblik, mens man sidder med nyeste udgave af Idé nyt - os med hus og have... INDTIL man skal tørre sig. Som et slag i ansigtet er virkeligheden tilbage, og revet vær er det trygge og smertefrie sted, som primært omhandlede hvorvidt man skulle vælge en blå eller en sart lyserød hortensia.

Det er jo ikke fordi man ikke kan løbe i mørket. Det har jeg skam praktiseret i stor stil under min første karriere som løber. Fordelene ved at løbe i mørket, var at ingen benærkede de to massive snotbrammer der står ud af hornet på mig, når jeg løber. Ingen så hvor ufatteligt langsomt jeg løb og ingen så mig i det hele taget, hvilket også var én af ulemperne...  Man er jo lidt udfordret på sigtbarheden, hvilket ofte har medført spektakulære stunts over ujævne fortovsfliser. Stunts der rent faktisk godt kunne være dagslys værdigt! Sigtbarheden reduceres også væsentligt, når man har ætsende sved i øjnene, og så er det fuldstændigt ligegyldigt om det er mørkt eller lyst!

Men altså, det gør ikke ondt når jeg blinker!
Det var nok heller ikke verdens bedste idé at "belønne" sig med halvanden times tung styrketræning, efter en pause på over en måned... Hvis man ikke havde ondt i balde-tøjet (og resten af kroppen??? :undrende og overrasket smiley: af alt det løben, så fik man det af at bulgarian splitsquatte sig gennem mandag formiddag i selskab med to 10 kilos kettlebells og Sheena!
Alligevel hænger min røv i øveblikket så meget, at jeg føler den klistrer sig til mine baglår, hver gang jeg tager et skridt...

Men ork'satme jeg føler mig frelst! Frelst og selvfed holder mental stirrekonkurrence inde i mig, og giver mig en udstråling af at være om top of the world, hvis jeg altså ikke skal gå. Der er ingen on top if the world, der vralter afsted som om man har skidt i bukserne! Så on top of the world, mens man står stille - eller sidder ned! Yes!

Nu gør det også ondt når jeg blinker, men det er fordi jeg er træt... Der er da intet galt med at sove en enkelt nat på sofaen, vel??? Og man behøver vel reelt ikke gå helt ud på badeværelset og børste tænder, når nu man ikke går ægte i seng, vel???

Hundene skal ud... SATANS!





mandag den 16. maj 2016

Produktiv pinse...

Det kan da aldrig vare, at rende det bette plankeværk over med en røvfuld træbeskyttelse - heldækkende! Tænkte jeg, da jeg fangede an iført nederdel, kortærmet bluse, strømpebukser, futter og gummihandsker...
To timer senere var jeg næsten færdig. Jeg kunne heller ikke mærke hverken mine hænder eller min næse længere. Til gengæld var MIN side af hegnet blevet sort som natten - mens naboens (til min store fryd) var en grim kombination af den grimme falmede blå, der dominerer på træværket på samtlige huse i den lille dikator-enklave jeg bor i, og så nogle sorte kanter! Jeg har lyst til at sidde på min terrasse i døgndrift, bare så jeg kan nyde naboens reaktion, når hun opdager, at snøblen fra 2d er FORAN i vedligeholdelses-racet!
Det må siges at være pinsens klogeste beslutning, at male med gummihandsker på!
Jeg hader af et helt oprigtigt hjerte at male! Det eneste jeg næsten hader mere end at male, er (udover Lars Lilholt) at løbe! Det gjorde jeg så næste dag - altså om lørdagen!

Jeg skal jo stadig med til det der løb... Og jeg synes d. 24. maj kommer faretruende tæt på... Heldigvis har jeg fået løbetrænet hele TRE gange siden påske... Altså inkl. den tur i lørdags, hvor jeg hostede mig gennem halvdelen af turen, og hvæsede mig gemmen resten - hvilket på alle måder er uværdigt, men jeg tror de to massive brammer af snot gjorde det sidste, for at jeg peakede på kikset-barometret.
Havde jeg dog så bare i det mindste løbet i et tempo, der var tilstrækkeligt højt, så kunne det ynkelige scenarie måske retfærdiggøres, men havde jeg løbet langsommere, så er jeg sikker på at jeg havde rejst bagud i tiden, og endt et sted sidst i 60'erne...

Søndag var til gengæld dagen hvor familien Ninja tog hul på Fårup Sommerland-sæsonen, og dagen var i særdeleshed stor for det yngste medlem i familien, der hele vinteren har ligget i stræk, for at nå de eftertragtede 120cm - det gyldne mål for at kunne benytte sig af den forjættede forlystelse: LYNET!!!
TRE år har "vi" ventet på det store øjeblik, og i søndags var den store dag, og jomfruturen var en kæmpe succes!
Alene det hun havde udemærket sig til Lynet, gjorde at hun nærmest voksede et par centimeter!

I dag, hvor vi jo har nydt en ekstra fridag, har jeg igen lagt en god distance til konkurrenterne i have-racet, da jeg har plantet fine blomster i krukkerne, hvor temaet i år er sart lyserød!
Jeg fik sendt den gamle grill på en ladvogn til Hirtshals og derefter fik vi vores serum-kalorie helt i top til fødselsdag hos "moster" Nina, hvor der var glædeligt gensyn med de savnede tidligere naboer og resten af familien Skagen!
Dagen sluttede af med at hente Milo, langt om længe møde mormor (altså Milos og nok mest Kåres mormor) - der er hundeverdens svar på Ole Henriksen, hvis vi forestillede os, at Ole Henriksen var en dame på over 90 og bruger af rødmetallic rollator!

Nu ligger jeg i min seng og spekulerer på om den kvalme jeg har skyldes en inficeret kylling jeg har spist til aften, eller om det er fordi jeg gik lige hårdt nok til kagebordet til fødselsdagen...