torsdag den 21. februar 2013

Drugged up

I tirsdags blev jeg på flere måder en del erfaringer rigere. Jeg skulle have foretaget en koloskopi. En koloskopi er en lidet flatterende undersøgelse, hvor man med adskillige meter slange med kikkert i spidsen, skal have sine tarme undersøgt. I mit tilfælde for blødninger.
Lidet flatterende fordi undersøgelsen foregår "den" vej fra... For undersøgelsen ikke skulle være så ubehagelig, får man så hatten passer af gode sager med rød trekant på.
Jeg ved ikke om det var medicinen der gjorde en ualmindelig god virkning, men den undersøgelse kunne slet slet ikke måle sig med den gastroskopi jeg var til i sidste uge.
Her taler vi (igen adskillige meter) slange med en kikkert i spidsen, men denne undersøgelse foregår så fra den "anden" ende, så mavesækken og noget at tolvfingertarmen kan undersøges...

Kunne jeg vælge, så ville jeg til enhver tid hellere lægge røv til end ansigt -om man så må sige. Og det er nærmest ligefør jeg gerne lægger røv til, bare for at få det der helt vidunderlige medicin, som man får det helt vidunderligt af...

 Der er brudstykker i den post-undersøgelsesmæssige tid jeg ikke helt kan huske... Bla mindes jeg at bevæge mig mod den afdeling på hospitalet jeg normalt arbejder på, men jeg kan overhovedet ikke huske at jeg var der efter undersøgelsen. -det kan mine kollegaer så... Aldrig har de set mig så glad og flegmatisk. Det var lige før jeg virkede helt sympatisk.
Altså JEG syntes ALLE var utroligt flinke og pæne... så vidt jeg husker...
 Det JEG husker er at jeg sad lige så stille (dog med et bredt grin i fjæset) og belønnede mig selv med en Bounty. Sejlede elegant ud af forhallen på hospitalet, da jeg så mit lift hjem ankom. Gav børnene resten af min chokolade, og allerede dér hersker der jo ingen tvivl om at jeg var kraftigt påvirket.

Turen hjem husker jeg... Ikke... Men jeg er sikker på den var forrygende!
 Aldrig har mine børn oplevet deres mor så afslappet. Ikke at det påvirkede dem. De skændtes og sloges som altid, men det var bare som om det ikke var så irriterende som det plejer at være...

Jeg forstår virkelig godt det er nogle der bliver afhængige af at have det så helt igennem vidunderligt som jeg havde det.

 Sidst jeg fik ting og sager sprøjtet direkte ind i venen var dengang i Århus hvor jeg lukserede albuen, og "man" troede albuen bare lige kunne reponeres mens jeg var vågen.
Men omstændighederne i forbindelse med dispensering af stofferne var jo lidt mere dramatiske, så jeg nåede aldrig at få den "fulde glæde", hvilket jo naturligt lægger en dæmper på rusen...
Og den generelle anæstesi hjalp heller ikke på humøret... Man er bare ikke særlig festlig nær man sover.
Til gengæld medførte narkosen at jeg selv i opvårningsfasen var af den oberbevisning at jeg var i stand til de mest utrolige ting, så som at klatre en boulder finale med venstre arm i gips fra fingre til skulder... Eller jeg kiggede i hvertfald på klokken for at se om jeg overhovedet kunne nå finalen. Og havde det ikke været fordi den var overstået for længst, så kan jeg ikke udelukke...
Altså hvis det ikke lige var for jeg i stedet blev travlt optaget af at kaste (meget) op. En bivirkning ved at være drugged up som ikke ligefrem bidrager til cool-bogen... 

Epiduralblokaden i forbndelse med fødslen af ældsten var heller ikke i samme liga, men næsten... Fra det ene øjeblik at have ligget i en sand tsunami af smerter til at ligge og føle man lige har fået en enkelt gin-tonic for meget var breath taking i sig selv.
Men den der konstante murrende kvalme gjorde, at man ikke rigtig kunne nyde det. At det så havde den side effekt, at jeg mere eller mindre var ligeglad med jeg overspulede badeværelset i bræk var i og for sig en helt god ting, ellers ville jeg nok stadig græmme mig og være pinlig berørt over det. 

Men denne her gang var fantastisk! Eller i hvertfald succesfuld på den måde at jeg ikke kastede op. At én af bivirkningerne så åbenbart er hukommelsestab kan jo både være godt og skidt... Så måske HAR jeg (også denne gang) kastet op, og så bare glemt det igen...

fredag den 15. februar 2013

My bloody valentine

Mon ikke vi alle overlevede den forhadte valentinesdag i går? Og hvor er det efterhånden blevet moderne at hade alle former for "højtider". Men hvorfor hader "vi" dem? Og hvorfor ELSKER vi at ytre os om HVOR meget vi hader dem, eller som minimum HVOR lidt de siger os. Men de siger os åbenbart ikke lidt nok, til vi bare kan lade højtiden glide hen over hovedet på os, og lade som ingenting. Hvorfor den kontrære indstilling? Er det fordi der sker for lidt ovre i det der vejret, til vi gider brokke os over det? Eller har vi bare efterhånden indset, at vejret ikke lader sig ændre qua brok? Valentinesdag er muligvis den der står nummer et på folks hadelister. Primært fordi den er en amerikansk kommerciel højtid, det KUN er blevet skabt for at blomsterhandlere og chokoladefabrikanter skal tjene penge. Faktisk er det en højtid DE har skabt sammen! -altså undtagen alt det jeg lige skrev. For hvis vi i vores had og foragt gider bruge TO minutter på at undersøge hvad det virkelig er vi hader, så ville vi opdage, at højtiden er en hedensk tradition fra den Romerske storhedstid (tak Ulla). Men det er bare nemmere at hade noget, hvis det er amerikansk, for alt man kan kalde noget amerikansk komemercielt bras er meget mere legalt at hade. Vi ved jo alle, at ALT fra USA er fyyyy! Jojo, bevares, der er jo 364 andre dage på året, hvor man kan overdænge hinanden med kærlighed, i stedet for at være romantisk på kommando, og det er på sin vis også rigtigt nok. Men man bestemmer jo selv om man vil deltage i legen. Og hvis man ikke vil deltage, så lad dog være! Please! Men lad dog også være med at proklamere HVOR latterligt man synes det er, og HVOR hypet det er, og derigennem mere eller mindre implicit proklamere hvor latterlige de, der gerne vil være med i legen er... Især taget i betragtnng at de samme højtidshadere jo holder jul, som om noget er kommercielt. Jeg mener, en fejring af én man ikke engang med sikkerhed ved har eksisteret. Valentinesdag er trods alt kun en enkelt dag, hvor julen varer tre måneder. TRE måneder hvor man åbenbart skal pisse hygge sig... -på kommando... -altså hvis man vælger at deltlage i legen! For man bestemmer jo heldigvis selv! Der er ingen lov eller krav om at man hopper med på noget af det. Man kan selv vælge hvad man vil. Endda også det der jul. Men der er bare kommet en helt ny dimension i julekonceptet, ja, et konkurrencemoment -om man vil. Konkurrencen går i sin simpelhed ud på at blive først færdig med at købe julegaver. Og allerede sidst i august begynder de første triumferende statusopdateringer at poppe op på Facebook om at dette års julegaveindkøb er overstået. En underkategori til "først med julegaverne" er "hvem kan bage mest"... Jeg er ligeglad. Folk må gøre hvad de vil. Butikkerne kan pynte op med julesager til midsommer, og det ville ikke røre mig. Måske ville jeg undres, men ofte er klimaet i Danmark faktisk meget velegnet til sne og juletema omkring midsommer, og så kan man jo kalde det "at få det bedste ud af det hele" Fejring af bryllupsdag er også romantik på kommando imo så. Jojo bevares, man fejrer en dag der formentlig var dejlig, hvor man fik hinanden. Men dét kan man jo OGSÅ gøre de 364 andre dage på året. Eller 363 dage, fordi valentinesdag jo lige skal fejres også. Det er verdens dårligste argument for at hade valentinesdag, og vi ved jo alle, at de kvinder der siger det ikke betyder noget at få blomster og chokolade netop dén dag er fulde af løgn. Valentinesdag eller ej, så vil vi jo ha blomster og chokolade HVER dag! Men så vidt jeg er informeret, så er valentinesdag ligeså meget en dag, hvor de der er (hemmeligt) forelskede kan tilkendegive deres kærlighed til den anden -sådan uden moms, som man siger. Altså hvor hemmelige beundrere kan komme ud af busken og tilkendegive deres kærlighed pr brev. -hvilket man jo også kan gøre de andre 364 dage om året... Jaja, jeg begynder at fatte det... Lad nu være med at være så sure og kontrære. Det er kedeligt og småligt.