Drugged up

I tirsdags blev jeg på flere måder en del erfaringer rigere. Jeg skulle have foretaget en koloskopi. En koloskopi er en lidet flatterende undersøgelse, hvor man med adskillige meter slange med kikkert i spidsen, skal have sine tarme undersøgt. I mit tilfælde for blødninger.
Lidet flatterende fordi undersøgelsen foregår "den" vej fra... For undersøgelsen ikke skulle være så ubehagelig, får man så hatten passer af gode sager med rød trekant på.
Jeg ved ikke om det var medicinen der gjorde en ualmindelig god virkning, men den undersøgelse kunne slet slet ikke måle sig med den gastroskopi jeg var til i sidste uge.
Her taler vi (igen adskillige meter) slange med en kikkert i spidsen, men denne undersøgelse foregår så fra den "anden" ende, så mavesækken og noget at tolvfingertarmen kan undersøges...

Kunne jeg vælge, så ville jeg til enhver tid hellere lægge røv til end ansigt -om man så må sige. Og det er nærmest ligefør jeg gerne lægger røv til, bare for at få det der helt vidunderlige medicin, som man får det helt vidunderligt af...

 Der er brudstykker i den post-undersøgelsesmæssige tid jeg ikke helt kan huske... Bla mindes jeg at bevæge mig mod den afdeling på hospitalet jeg normalt arbejder på, men jeg kan overhovedet ikke huske at jeg var der efter undersøgelsen. -det kan mine kollegaer så... Aldrig har de set mig så glad og flegmatisk. Det var lige før jeg virkede helt sympatisk.
Altså JEG syntes ALLE var utroligt flinke og pæne... så vidt jeg husker...
 Det JEG husker er at jeg sad lige så stille (dog med et bredt grin i fjæset) og belønnede mig selv med en Bounty. Sejlede elegant ud af forhallen på hospitalet, da jeg så mit lift hjem ankom. Gav børnene resten af min chokolade, og allerede dér hersker der jo ingen tvivl om at jeg var kraftigt påvirket.

Turen hjem husker jeg... Ikke... Men jeg er sikker på den var forrygende!
 Aldrig har mine børn oplevet deres mor så afslappet. Ikke at det påvirkede dem. De skændtes og sloges som altid, men det var bare som om det ikke var så irriterende som det plejer at være...

Jeg forstår virkelig godt det er nogle der bliver afhængige af at have det så helt igennem vidunderligt som jeg havde det.

 Sidst jeg fik ting og sager sprøjtet direkte ind i venen var dengang i Århus hvor jeg lukserede albuen, og "man" troede albuen bare lige kunne reponeres mens jeg var vågen.
Men omstændighederne i forbindelse med dispensering af stofferne var jo lidt mere dramatiske, så jeg nåede aldrig at få den "fulde glæde", hvilket jo naturligt lægger en dæmper på rusen...
Og den generelle anæstesi hjalp heller ikke på humøret... Man er bare ikke særlig festlig nær man sover.
Til gengæld medførte narkosen at jeg selv i opvårningsfasen var af den oberbevisning at jeg var i stand til de mest utrolige ting, så som at klatre en boulder finale med venstre arm i gips fra fingre til skulder... Eller jeg kiggede i hvertfald på klokken for at se om jeg overhovedet kunne nå finalen. Og havde det ikke været fordi den var overstået for længst, så kan jeg ikke udelukke...
Altså hvis det ikke lige var for jeg i stedet blev travlt optaget af at kaste (meget) op. En bivirkning ved at være drugged up som ikke ligefrem bidrager til cool-bogen... 

Epiduralblokaden i forbndelse med fødslen af ældsten var heller ikke i samme liga, men næsten... Fra det ene øjeblik at have ligget i en sand tsunami af smerter til at ligge og føle man lige har fået en enkelt gin-tonic for meget var breath taking i sig selv.
Men den der konstante murrende kvalme gjorde, at man ikke rigtig kunne nyde det. At det så havde den side effekt, at jeg mere eller mindre var ligeglad med jeg overspulede badeværelset i bræk var i og for sig en helt god ting, ellers ville jeg nok stadig græmme mig og være pinlig berørt over det. 

Men denne her gang var fantastisk! Eller i hvertfald succesfuld på den måde at jeg ikke kastede op. At én af bivirkningerne så åbenbart er hukommelsestab kan jo både være godt og skidt... Så måske HAR jeg (også denne gang) kastet op, og så bare glemt det igen...