fredag den 23. december 2016

Den store årsberetning anno 2017 - fuck, mit liv peakede!

Selvom året 2016 som udgangspunkt startede stille og roligt, burde jeg have fattet mistanke om at det her år skulle gå hen og blive et af de vildeste år!
Man starter ikke et år, med at få en nytårs-sms fra søndagsøl-Carsten, med teksten:
"Jeg vil vædde med, at det er længe siden du har tænkt på Allan Tornsberg" og et vedhæftet billede af selv samme Allan Tornsberg draperet i karrygult kabelstrik og med et stolt 10 tal hævet over hovedet, uden det medfører noget helt vildt!
Man VED bare at 2016 vil byde på noget helt specielt!

Jeg har surfet på en bølge af optur - igen i år, og det endda taget i betragtning, at jeg ikke er verdens største fan af vandsport, eller sktiviteter på vand såvel som i vand. Hvilket også gør det mere pardoksalt, at de største katastrofer i mit liv i år, har været bilrelaterede...

Året 2016 er det år vi ALLE husker som året hvor HUMØRBUSSEN efter kort tids sygdom måtte afgå ved døden. Den døde så at sige på operationsbordet.
Jeg vælger at tro, at den nye Humørbus er en reinkarnation af den gamle Humørbus, og jeg må tilstå, at jeg nærer en svær begejstring for den nye Humørbus. Selvom vi kun kører (!) på 3. måned, så føler jeg mig allerede meget knyttet til den nye Humørbus.
Den er ukompliceret, og adlyder mit mindste vink, og selvom jeg ikke bryder mig om at sammenligne, så (mellem os) virkede den gamle Humørbus mæt af dage, og med over 600000 km i slidbanerne, så havde den også i dén grad udtjent sin værnepligt. Eller ingen ved præcis hvor meget den havde kørt, da speedometeret og i den forbindelse også trip tælleren (og uret og advarselslamperne) virkede som vinden blæste.

Og dét gør den jo hele tiden. Altså blæser. Hvilket uvilkårligt henleder mig til én af mine største guilty pleasures: VEJRET!!!
Jeg er ikke meget for at indrømme det, og vil gerne fremstå som den der vejrmæssige laissez faire-agtige type. Men ingen (udover Jesper Theilgaard måske) er mere besat af vejret end mig!
Mine vejrapps er absolut de mest slidte knapper på min telefon, og selvom jeg hverken tager mig af, eller indordner mig betydeligt efter vejrets luner, så går jeg sygt meget op i hvordan vejret er. Ikke bare i Ålleren, men i det meste af Danmark, da vejrets adfærd kan være ret så lokal, men så sandelig også i udlandet.
Det er af aller største vigtighed, at jeg ved hvordan vejret er i Berlin - også selvom jeg ikke lige står for at skulle frekventere min hidtil største og dybeste geografiske kærlighed!

Men jeg var i BERLIN med børnene (igen) i sommerferien 2016 (og vi laver hat trick til sommer, i godt selskab af fru Møller)
I sommer forsøgte vi at genskabe magien fra sommeren 2015, velvidende at det aldrig vil kunne blive det samme.
Med lidt mere kendskab til byen, og lidt færre logistiske udfordringer - ikke at der er mange af dem i Berlin, så blev denne sommers eventyr bare endnu bedre!
Berlin er mit happy place. Jeg bliver overvældet af dybe følelser, når jeg tænker på byen. Eller så dybe følelser som jeg nu i al min afstumpethed formår at akkumulere.
Det er bare en virkelig lækker by, som kan rumme alle typer.
Konstellationen mellem typer i Berlin og små typer fra Visse, kan få følger.
Rummeligheden skulle stå sin prøve, da vi troppede op til Berlin gay pride, eller Christopher Street day (CSD) - som den officielt hedder i Berlin.
Jeg har selv været med til et par af slagsen i København, og en enkelt i lille Ålleren, men aldrig noget lignende som i Berlin.
Jeg var nok mere opmærksom på de midaldrende mænd, hvis flappy ass havde set bedre og ikke mindst strammere og fastere dage for et årti eller to siden - som i øvrigt flanerede uanfægtede rundt iført gasmaske og sokker - kun! -  i mængden af pretzelspisende og øldrikkende mennesker, end mine små renhjertede ledsagere, der ikke sådan lod sig imponere (eller intimidere for den sags skyld), hvis største bekymring var, om det par der sprang tandem-bungee og i den forbindelse tabte en sko, nu fik den sko tilbage, fordi der jo var forfærdligt meget glas på fortovet...
Ældstedatteren kunne alligevel ikke dy sig, og spurgte mig retorisk, om jeg troede, at der var andre fra klassen, der kom til at opleve noget lignende, da det her jo var lidt noget andet end All inclusive i Tyrkiet..
Det gode ved at være på kendt udebane er for mit vedkommende gensynet med noget af det kendte.
Derfor var vi nødt til at støbe en Ritter Sport hos den lille flirtende chokolade-hipster med højt hår og store stretch i ørerne. Jeg glæder mig allerede til at se ham igen næste år...
Det bedste ved at være på kendt udebane,er når man kan være det sammen med nogen man kender
Det er magisk på en helt anden måde, at mødes med sin familie i et andet land, og det absolut fedeste
i verden (næst efter en 3 timers lang Cure-koncert med 3 encores) er når man mødes spontant til aftenkaffe og is med sin familie i et helt andet land - det er det aller aller bedste!
Sommerferien 2016 overgår i historien som én af de bedste nogensinde.
Jeg er så pisse glad og endnu mere stolt over at vores lille unit på 3 enheder kan finde ud af at afvikle en begivenhed, som vi alle jævnligt tænker tilbage på med sommerfugle i maven.

Som jeg er blevet ældre (ja, det er ingen hemmelighed, at jeg bliver ældre HELE TIDEN), så er jeg begyndt at kunne se det smukke i traditioner - særligt hvis det er en smuk tradition...
STAFET FOR LIVET (håber jeg) er blevet en tradition, også selvom den er opstået på baggrund af mindre smukke omstændigheder - nemlig cancer...
Hver sommer bruger en masse dedikerede mennesker nogle timer af deres liv på at bevæge sig rundt på en knap 1 km lang markeret rute i Kildeparken.
Nogle tager et par runder, andre lidt flere, men det er nu ikke antallet af runder der er vigtigst (eller det kommer selvfølgelig an på hvem man spørger), men det at man er engageret i noget, det at man giver noget af sig selv - tid, som de fleste sjældent har for meget af, men som de tager sig.
Jeg glæder allerede mig til næste gang, også selvom jeg ved det koster en dag i brak og et par uger på krykker - med mindre jeg når (gider) at komme i træning, hvilket er ligeså realistisk, som det ville være at få en håndtam enhjørning i julegave (jeg har ikke plads til en enhjørning - bare så vi er clear)
Men jeg synes det er fantastisk at være så heldig at få lov til at kunne støtte op om en så vigtig event!
Jeg er alle sponsorerne taknemmelig helt inde fra det lille bitte sted af mit hjerte, hvor det stadig er blødt, varmt og nogenlunde intakt...

Ikke et år uden krykker, og ikke et år uden at miste.

I mit liv er summen af VENNER nogenlunde konstant. Jeg er ikke verdens bedste ven. Jeg er sådan én der glemmer mine venners fødselsdage, deres børns fødselsdage, glemmer at skrive/ringe og spørge hvordan det går. Jeg er spydig og sarkastisk (tilsyneladende - har fået det at vide nogle gange efterhånden) og jeg siger sjældent nej (åhhh det er vel ikke en dårlig ting - så bare selv find på flere ting der kan sortere ind under "dårlig ven" kategorien).
Selvfølgelig tager jeg det til mig, og jeg forsøger ihærdigt at kontrollere det. Men jeg vælger samtidig også den passive aggressive tilgang, og slutter fred med den jeg er, og hvis andre ikke kan det, så kan de - som de så selv klogt ræsonerer sig frem til, ikke være ven med mig, og jeg hviler i, at det ikke var mig der ikke kunne rumme dem, men dem der ikke kunne rumme mig. Ikke at det ikke gør ondt, men smerten er udholdelig, fordi jeg heldigvis er så tapper...

Til gengæld er summen af min vennekreds som sagt nogenlunde konstant, og dem der har kunnet holde mig ud på hele rejsen, må virkelig elske mig. Jeg elsker ihvertfald dem højt, og undres også ved det faktum, at de stadig hænger ved. Der må være ét eller andet galt med dem...
Jeg er blevet (gen)forenet med et par stykker fra "back in the days" - og man ved det er rigtigt, når man stort set fortsætter fra hvor man (ufrivilligt) slap.
Jeg elsker den indforståethed overfor for lidt tid og andre prioriteter, fordi man aldrig har været helt væk fra hinanden.

Jeg elsker at man stadig kan sidde på en trappe i medborgerhuset efter flere års adskillelse, og dele to flasker vin, drukket af tyvstjålne papkrus og blive overrasket over at barnet man intet anede om er blevet 4 eller 6 år (jeg kan ikke huske hvor gammel hun er)

Jeg elsker at kunne holde hveranden nytårsaften, som jeg "plejer", på grund af en langtrukken visum-proces. Jeg elsker at kende én der er så defekt i potten, at hun synes jeg er dejligt normal. Jeg elsker at hun er klog, skarp og god ved dyr!

Jeg elsker at jeg, trods min høje alder og progredierende afstumpethed, alligevel formår at støve nye skønne mennesker op.
At jeg ikke er mere socialt defekt, end at jeg stadig i ét eller andet omfang kan etablere nye venskabs-relationer. Men det er selvfølgeligkun et spørgsmål om tid og hvor længe jeg kan holde kadencen ovre i departementet for normal opførsel.
Social intelligens og social totalskade er to helt forskellige ting, og kan sagtens køre sideløbende på hvert sit spor. Det er først når man begiver sig ud i en skifsespors-situation at kollisionerne opstår, det har jeg da i det mindste lært. Derfor øver jeg mig i at navigere på begge spor og især holde dem adskilt!

Som de fleste sikkert ved, så flyttede ham jeg skal leve med resten af mine dage ind i sommer.
HANNIBAL flyttede ind på terrassen denne sensommer efter en lang forhandlingsnat på Messenger med selveste Satan!
I min fortumlede tilstand dannet på baggrund af for lidt søvn, gav jeg efter, og hentede SKILDPADDEN samme eftermiddag.
Jeg var blevet lovet, at han stort set passede sig selv. At han blot skulle have lidt mælkebøtter og skvalderkål et par gange om dagen. At han nærmest selv gik i hi, når efteråret meldte sin ankomst. ALT det var jeg blevet lovet! Jojo, på sin vis har jeg nok selv en lille bitte del af skylden, men Hannibal viste sig, at være alt andet end et lille nemt dyr der passede sig selv.
Derfor så jeg pludselig mig selv stå iført shorts, klip-klappere og tanktop og montere hegnets svar på Voldemort! Mage til ondskabsfuldt hegn skulle man da lede efter længe - og hvem er helt ærligt idiotisk nok, til overhovedet at gide at lede efter et hegn der er mere ondskabsfuldt end Voldemort?
Nogle timer, en del råben og afskillige dybe kødsår overalt på mine ekstremiteter senere var Voldemorthegnet monteret, og curling-skildpaddebarnet kunne komme ud og rende frit - hvis det ikke lige var for, at sommeren var gået så meget på hæld, at solen kun var på terrassen ca 10 minutter om dagen...
Men så står Voldemort klar til næste sommer!

Det var tid at putte Hannibal i hi, og efter timelange (for mit vedkommende) paniske korrespondencer med min udsendte skildpadde-ekspert i New York, fik jeg etableret, det jeg anså som, et godt vinterhi.
Enten var Hannibal ikke søvnig, eller også havde jeg gjort det HELT FORKERT!!!
Det var mulivis en kombination af begge dele. Men det gjorde ikke de søvnløse nætter mere udholdelige.
Heldigvis blev vi alle reddet af et limegrønt fleecetæppe fra den lille eksklusive møbel og interiørbutik I'kea!Det er med stor glæde at kunne være vidne til Hannibals første hi i Ninjafæstningen!
Og det er utroligt jeg aldrig bliver klogere... men som tidligere nævnt, så siger jeg sjældent nej...

Nogle gange siger jeg endda "ja for helvede! Jeg gør det sgu!"
Helt præcist sagde jeg det d. 16. (Eller 17.) august 2016.
Jeg sagde det til ham, som skulle vise sig at blive en slags ny mand i mit liv. Nej, jeg er ikke blevet gift, eller noget i den stil.
Men jeg sagde det til min nye chef, da han efter en virkelig sær mailkorrespondence (mest fordi det var mig der skrev mailen) og en endnu mere sær "jobsamtale" - som foregik for min, på det tidspunkt, kommende chefs vedkommende, liggende på to gule stole, mens han fortærede en rugbrødsmad med makrel i chili.
Det var ikke decideret en jobsamtale, men mere en "hvad skal der til for at du vil komme og arbejde med os - og er der eventuelt en mulighed fotr at du ku ha startet for en uge siden?)

Yes 2016 bød - og jeg mener BØD på et nyt job, og selvom jeg var glad (nok) for det gamle job, så var vi alle klar over inderst inde, at det kun ville være et spørgsmål om (kort) tid, før jeg ville opsige abonnementet.

Når man har held i spil, så har man uheld i kærlighed.

Jeg har ikke held i nogen af tingene, men det har ikke afholdt mig fra at blive (gen)forelsket i min store ungdoms (ulykkelige) kærlighed ROBERT SMITH fra THE CURE!
Det er stadig ulykkelig kærlighed, men det gør ikke så meget. Konceptet med hele the Cure er jo at være mere eller mindre på randen af opløsning og være grundlæggende ulykkelig som habituelle sindstilstand.
Jeg følte på ingen måde weltschmertz eller nævneværdig melankoli, da jeg tilbragte over tre timer i selskab med HAM! Robert Smith! Det var helt ubeskriveligt vidunderligt, og mit liv peakede i Forum d. 14. oktober mellem kl 21:00 og midnat.
Jeg er ganske indforstået med, at mit liv kun kan gå ned af bakke efterfølgende, og så længe det sker med the Cure i ørerne, så gør det ikke så meget.

Melankoli og weltschmertz eksisterer ikke om tirsdagen, hvor jeg transformerer mig til en vaske ægte  cheer-mom! Eller min yngste datter er begyndt at gå til cheer leading...
Altså! det er jo en livsstil - især for mødrene til de udøvende børn... og jeg må nok tilstå, at mit liv som cheer-mom ikke er mit liv.
Jeg har mere end svært ved at se mig selv iført en t-shirt, hvor der med turkis simili står CHEER MOM hen over skulderbladene, eller endnu værre, hen over brysterne (hvor fanden de så end er blevet af)
Når det så er sagt, så er det sagoneme' en vild sport! Skal seriøst have revideret personskade og tandskadeforsikringen inden næste sæson...

Ved siden af cheer leading, virker det helt anderledes afslappende, at sende sin ældste datter ud i vildnisset på hesteryg, på trods af hendes manglende grundlæggende rutine som rytter.
Men der rides efter "lerning by doing" princippet, og vigtigst af alt, så hygger hun sig med det, hvilket i sig selv har en helt særlig værdi.

Jojo 2016 valgte at vise sig fra sin absolut pæneste side, så derfor kan jeg sagtens håndtere et par ridser i lakken mellem jul og nytår. Det skal jo heller ikke blive kvalmt - og så har vi noget at snakke om næste år!

Jeg er mere end klar til 2017 - velvidende det aldrig kan blive nær så fantastisk som 2016, men samme tanker havde jeg også i 2015 om 2016, og se lige hvad en sms med Allan Tornsberg fra søndagsøl-Carsten trak med sig i kølvendet!
Men nu ved jeg tilfældigvis at 2017 allerede er hjemsøgt. Jeg har nemlig hørt, at James Blunt udgiver et nyt album, så 2017 har meldt sig under fanen som et knap så godt år!

Godt nytår!