tirsdag den 29. marts 2011

Branding

Jeg HADER H2O-badetøfler af et godt og brand dikteret hjerte!

Dette skriver jeg, mens jeg sidder på mit Gustavsberg-WC med mine Lee-jeans godt nede om hælene og mine Frank Dandy-hipsters ligeså.

Det er lidt besværligt at skrive, fordi mit guld Seiko-ur skurer hen af tastaturet på min MacBookPro-15", og mit Burberry-cashmere halstørklæde hænger i vejen. (Det er i virkeligheden Mortens, men han har fået det af mig, så det gælder vel for det samme)

Om lidt vil jeg rejse mig fra Gustavsberg-WC'et og tage min Ramones 1*2*3*4-shirt af, børste mine tænder i Zenduim sensitive-tandpasta med min Jordan-tandbørste.

Så vil jeg iføre mig gå op og sove i min Futon-seng, med min dyne med Vivatex-sengetøj lavet af økologisk bomuld.

Karla sover ved siden af mig iført en Bububebe T&T formsyet ble med Disana-uldbukser over, pakket godt ind i sit Barbapapa-sengetøj, sine TO Kaloo-kaniner og sine TRE MAM-sutter.

Radiatoren er tændt, og Grundfos-termostaten står på 2. Der var lidt koldt i soveværelset, fordi Velux-vinduerne havde stået åben hele dagen.

I dag har jeg drukket Karat-kaffe og spist økologisk kartoffel-pizza lavet helt fra bunden med assorterede grove meltyper fra Urtekram og Kornkammeret. Jeg har spist et økologisk æble og tre muffins, i forme fra IKEA.

Vil skåne Jer for detaljer om, at jeg netop har seponeret en OB fra mit indre, og tørret røven i svanemærket toiletpapir.

Piller mine Focus Dailies-linser fra Ciba Vision ud. Vasker hænderne i brown sugar håndsæbe fra Urtekram, tørrer hænderne i WUF-håndklædet og ifører mig en langærmet t-shirt fra Free City; life, nature, love-kollektionen.

Kigger efter min Nokia N86-mobil, for at sætte alarmen til kl. 6.15, hvor jeg skal op og iføre mig tidligere omtalte bukser fra LEE og en strikketrøje fra MTWTFSS WEEKDAY, kan ikke udelukke jeg beholder den langærmede t-shirt fra Free City life, nature, love-kollektionen og formentlig et par rene underbukser fra Tiger of Sweden (også Mortens...). Converse eller Doc Martens på fødderne og Ray ban aviator på fjæset...

På vej til mit arbejde på Aalborg universitetshospital afd. Øjenkirurgisk operationsafsnit, vil jeg formentlig enten lytte til P1 eller musik fra min iPod Nano mens jeg kører afsted i min Ford Focus stationcar TDI 1,8.

Jeg vil drikke en kop Karat-kaffe, inden jeg går igang med dagens opgaver, og Alcon, AMO og Mölnlycke er brands der vil præge min hverdag...

Jeg er i mellemtiden rykket fra Gustavsberg-WC'et til Søren Lund-sofaen. Sidder med fødderne på Stockholm sofabordet fra IKEA. I baggrunden kører Sony-TV'et med en eller anden krimi.

Godnat kæreste Ulla. Dette indlæg var til dig og kun til dig.




Der er altid noget man er god til

...Og så er der ting man er ualmindeligt dårlig til!

For mit vedkommende er det blandt andre ting, at spille Super Mario på Emmas Nintendo DSi... Det er virkelig et svært spil! Jeg er netop nået til erkendelsesfasen, og det har ved gud været en lang og træg rejse fyldt med ubeskriveligt mange ærgelser.

Det starter som regel i sengen... Og det kunne være starten på en meget lummer beretning, men det er det så ikke!

Men jeg har haft en periode, hvor jeg yndede at spille Nintendo i sengen, og det er en virkelig en dårlig vane!

At man ligger i den grad ergonomisk ukorrekt er en detalje. Det er også en uvæsentlig biting at ens hænder og fingre gennemlever en proces, der går fra almindelig førlighed, over i kolde og snurrende for til sidst at udmunde i krampende og til dels følelsesløse.

Men det der generer mig mest ved hele Nintendo-scenariet i sengen er hvordan mine fødder begynder at kampsvede... Ja, det lyder ulækkert, og det KAN jeg også godt forsikre, at det i dén grad er! Og hvis der er noget der kan forhindre mig i at falde i en salig søvn, så er det svedige fødder i den anden ende af sengen, og af mig for den sags skyld.

Derfor ender hver Super Mario session i sengen med at jeg står op! -og vasker fødder. Hvor unormalt et ritual er det på en skala fra 50-300? -jeg vil sige MEGET unormalt...

Så står man der klokken 3 om natten... -eller så står man der om aftenen og vasker fødder, mens man ærger sig.

Og hvorfor er det lige at man KUN kan gemme sit spil, i forbindelse med man skal ind i et svampehus, som oven i købet koster 5 store guldmønter at betræde? Man betaler med andre ord for at få lov til at gemme sit spil. Jeg hader Super Mario!




mandag den 28. marts 2011

En vigtig sejr

Så kryber jeg til det store X formede kors...

Jeg har fulgt med i X-factor denne gang. Egentlig mest for børnenes skyld... Altså i begyndelsen... Men så bliver man jo fanget, og personligt blev jeg solgt den aften Thomas Blachman lancerede begrebet "røvballe-bossanova" og gratinerede med: "I lignede nogle der ikke kunne en skid da I kom ind... Og I KUNNE IKKE EN SKID!"

Åhhh hvor jeg elsker rent ud af posen. -selv om diplomati jo er en dyd. Men man kan jo godt være diplomatisk, selv om man taler rent ud af posen. Det er bare sjovere (for os andre) når man ikke er.

Man kan synes om vinderen hvad man vil, og der er mange der synes en masse. I starten diskuterede vi, her hjemme, om det var en dreng eller en pige, der stod der og hvæsede foran dommerne, men hvad betyder det i virkeligheden? Ikke en skid.

Jeg synes på mange det var en vigtig sejr. Især for de mange unge, der ikke er helt sikre på hvem de er. Det er vigtigt for dem, at se én der i en så klokkeklar grad har fået defineret sig selv. Det tager jeg sgu hatten af for. 15 år! Og man skal jo til stadighed huske på at vi taler en 15-årig! En 15-årig pige der stiller sig op foran et panel af benhårde dommere og losser røv for hårdt.

Her hjemme i vores lille hyggelige hjem med hanebjælker i loftet var vi i den grad delt i flere lejre.

Jeg fik øreorgasmer af Anne Louises stemme, og den sangstil hun har. Uhhh hvor ville en CD med hendes musik passe godt til en brunch, kaffe og avisen en søndag formiddag...
-men der er jo virkelig mange der synger så man får sommerfugle i maven, det er der altså, og udover at hun så godt ud, så var hun måske lidt hmmm... tam, altså nærmest sådan lækker-tam i det. Det kan man selvfølgelig koreografere sig ud af, men jeg kan bare ikke lige se hende for mig, udføre "ormen" som finale på en sang. Ikke at det er et krav, men det er sgu da friskt...

Emma synes Sarah var ualmindelig sej! Alle i hendes klasse holdt med Babou, men Emma holdt fast og var ganske loyal overfor Sarah lige fra begyndelsen.
Nøjagtig samme benhårde loyalitet som til "vores alle sammens" Mads Vad (ham den lange ranglede fra Vild med Dans)
-jeg ser et mønster: maskuline kvinder og feminine mænd... Ja, det er i hvertfald ikke noget hun har med hjemmefra...-eller noget... :smiley der fløjter uskyldigt:

Morten havde ingen holdninger til hvem han så som vinder, men fik dog ytret, med begge hænder dybt begravet i (designer)underbukserne i fuld sving med at klø sin "flappy ass" -at han i hvertfald ikke kunne lide "lebben" (Vi HAR talt om det siden, og han kan godt se det...)

Lesbisk eller ej, så har hun været tro mod sig selv, IMO, hele vejen igennem. Ikke at de andre ikke har været det, men jeg synes bare hun har haft lidt mere at være tro overfor.

Og mens vi alle gjorde os store dybe tanker, om og fejrede "store X factor finale" i samme storslåede stil, som vi i mit barndomshjem fejrede melodi grandprix (joo der blev skam smurt madder med æg og rejer, og jeg fik lov til at få en sodavand og alt muligt), så gik det noget anderledes til i et andet hjem.

Der blev der hverken set Disney eller X factor. Til gengæld blev der taget kvælertag, kastet med glas og truet med (Global)knive...

Den 4 årige dreng sov heldigvis fra det hele, mens hans mor blev forsøgt kvalt af en bindegal stjerne-psykopatisk ex-kæreste. Og den store 40 kg tunge hund lå under sofabordet og rystede af skræk.

Tiden er en afgørende (X)faktor i en sådan situation. Og i hendes situation var 15 sekunder afgørende for om hun skulle leve eller dø!
Heldigvis kom politiet lige i rette tid. Og efter den 40 kg tunge (bange) hund på mest klodsede vis fik hindret forfølgelsen af stjerne-psykopatisk ex-kæreste, der var flygtet ud af et stuevindue, med SMS'en "De får mig ikke levende". Blev han rent faktisk fanget levende og sidder til alles store glæde i varetægtsfængsel.
Hvordan den 40 kg tunge (bange) hund forpurrede forfølgelsen? -nårh, den kom såmænd bare op og slås med ikke én men TO toptunede politihunde...

Da jeg frekventerede matriklen søndag eftermiddag, i selskab med chihuahuaen, som mange af Jer kender som Klammerten, bar hjemmet præg af den uro der havde været om fredagen, selvom mor-Ebba og veninden havde gjort rent. Men volden og den dårlige stemning hang som en tyk tåge overalt i hjemmet.

Den 40 kg tunge hund, blev atter gennet ind under sofabordet, men denne gang af Klammerten, der var ved at være træt af hanhunde. Efter en hel dag i VH, hvor HUN i ordets bogstaveligste grimme forstand, gav Mr. Muffin alt hvad den kunne trække sådan en lørdag, så kan jeg godt forstå hun ikke orkede mere... -og chihuhua klammert-aktiviteter er grimme, men kønsforvirret chihuahua klammert-aktiviteter er ubeskriveligt grimme...

Hun så heldigvis godt ud, omstændighederne taget i betragtning, hvilket er heldigt. Men udenpå skildrer langtfra indeni. Men indeni kan også repareres. Det tager bare lidt længere tid. Heldigvis ved jeg hun er sej og ikke lige sådan at knække. Og det håber jeg hun husker på.

Og så kan man jo vælge, at bruge sin tid på at hassalere over, om det nu var en retfærdig sejr der gik til "lebben" eller ej.
Men hvad betyder det egentlig? Og hvem gider gå op i hvem der vandt X factor her hele TRE dage efter finalen?

Jeg har trods alt vigtigere ting i mit liv. Men jeg er heller ikke 15 år længere...

Alligevel bar fredagen præg af flere vigtige sejre til vidt forskellige kvinder. Og jeg holder med alle de kvinder der kæmper for noget, hvad enten det er en sejr i (endnu) et talentshow, eller om det er for deres liv. Alle har ret til sejr!



fredag den 18. marts 2011

Det er fandme skræmmende...

Det er sgu da lidt skræmmende, ja direkte uhyggeligt og en kende defekt, at man kan være SÅ optaget af ophørsudsalg i IRMA (nekrolog kommer senere, når sorgen er kommet på afstand), at man formår at ignorere den (lille bitte) mængde af lort, der på snedigste vis, havde forklædt sig som en prut!

Ja, jeg ved faktisk ikke helt hvad der i den sitation er mest sørgeligt. At man går til ophørsudsalg i en dagligvarebutik og er i ekstase over de gode tilbud på økovarer, ELLER at man som et voksent menneske SKIDER (en lille smule) i bukserne midt i IRMA UDEN AT OPDAGE DET!!! -eller at man overhovedet bare går og fiser midt i IRMA...

Altså jeg opdagede det da en slags, for der er visse (lugtrelaterede indtryk) ting man ikke sådan umiddelbart kan abstrahere fra... At det så gik ud over mindste-arvingen, var denne gang ganske, og helt reelt, uforsætligt. Men jeg syntes altså jeg kunne lugte hun trængte til at få skiftet (lorte)bleen... Sandheden åbenbarede sig på grusomste vis, da vi kom hjem, og jeg (troede) jeg (bare) skulle tisse...

Skulle jeg imidlertid vælge mellem pest eller kolera, så ville jeg til enhver tid vælge at skide i bukserne via en prut forklædt som lort!

Hellere gøre noget i dette liv som JEG 100% står bag (eller i dette tilfælde helt bogstaveligt står foran), end leve mit liv gennem andre (og DERES forklædte prutter)...

En underviser på Aalborg Universitet fortalte engang om et begreb han havde konstrueret.
Begrebet blev lanceret helt tilbage i de gode gamle AUC-tider, hvor Aalborg Universitet endnu ikke var et helt ægte (i nogens brillebeklædte intellektuelle øjne) universitet, men nærmest et slags AMU-center bare med lidt dyrere bøger.
Begrebet konstruktiv skizofrenisme er noget man foretager sig bevidst, for derved at kunne indgå som en del af en kontekst, baseret på de fordomme der måtte hvile omkring en given anledning.

Konstruktiv skizofrenisme er en rigtig god egenskab at besidde, men der hvor det går galt, er når man ikke formår at kontrollere det, og skizofrenien ikke længere er konstruktiv. Og i henhold til begrebets betydning, kan allerværste konsekvens være, at den person der i første instans prøvede at indgå som en DEL af en kontekst, nu OVERTAGER konteksten eller endnu værre gør konteksten til sin egen referenceramme og livsfundament!!!

Jeg har kendt, og kender sådanne personer, og de er satme uhyggelige! De er uhyggelige, fordi de som regel umiddelbart synes socialt, mentalt og følelsesmæssigt intelligente. Måske er de ikke engang bevidste om, at de indtager andres liv. Og jeg ved i denne situation ikke hvad der er mest uhyggeligt, bevistheden om indtagelsen af andres liv og identitet eller ubevistheden om det... Og heldigvis, eller sørgeligt nok, det er en tolkningssag, så er den der ikke kan kontrollere sin konstruktive skizofreni sjældent bevidst herom.

Jeg har konstrueret et nemesis, et yang om man vil, til konstruktiv skizofrenisme, og jeg kalder det paranoid narcissisme!

Den der er bevidst om sin paranoide narcissisme har en, til tider, forvrænget selvopfattelse, og ser sig selv som den pære der kan skrues i en fatning via jordens rotation om solen!
Ingen er mere fantastisk, unik og perfekt! Og alle vil være som den paranoide narcissist! -hvilket er det der gør narcissmen paranoid!
Den med paranoid narcissisme er ikke bleg for at tage patent, og begære monopol på ting, vedkommende har overbevist sig selv om, egenhændigt at være grundlægger af. Det være sig ting man foretager sig eller ord og vendinger man gør brug af.
I begyndelsen er bevistheden om identitets-tyverierne ikke-eksisterende, for den med paranoid narcissisme er også så prætentiøs og selvhøjtidelig, at vedkommende bliver flatteret og føler sig, om muligt, endnu mere fantastisk.
Fordi det umiddelbare ved en sådan identitetsinvasion fra den med ukontrolleret konstruktiv skizofrenisne i midlertid opfattes af den med paranoid narcissisme som et fælles grundlag, og det er først senere den grusomme sandhed viser sig!

SÅ bliver den med paranoid narcissisme kontrær og i nogles (uvidende) øjne decideret barnlig. Der bliver holdt taktiske møder og foretaget undergravende virksomhed af værste hævngerrige skuffe. Indtil den med (u)konstruktiv skizofreni bliver et for uinteressant, ordinært og uværdigt fragment i et paranoidt narcissistisk (overlegent) univers og må forvises! -og det eneste de har til fælles med mine underbukser forleden i IRMA er at de er fulde af lort...


tirsdag den 15. marts 2011

Man skal ikke skue hunden på håret (eller tatoveringerne)

Som asiat af fineste importerede slags, bliver jeg nærmest dagligt udsat for folks fordomme og unødvendige sårende kommentarer.

Jeg tror det hele startede en skøn lun forårsdag inde hos Birger Christensen på Strøget. Ja, ham med de pisse dyre tasker og de etisk uforsvarlige pelse. Stine og jeg var inde og kigge, for ingen af os havde råd til noget som helst derinde. -ikke engang at låne toilettet tror jeg...

Og for at gøre en lang og kedelig historie kort, så blev jeg lagt an på af: en homoseksuel... MAND!!! -og jeg tror ved min salighed IKKE det var fordi han sådan eksperimenterede med at prøve noget "nyt", som i at prøve en pige, MEN fordi han troede jeg var af hankøn! -hvad man ikke skal udsættes for, bare fordi ens ældste netop havde omsat mine bryster til to meget velnærede kinder af slagsen: hun får ikke sand i munden, selvom hun falder med fjæset ned i sandet i sandkassen... Nå, på den anden side, så kan man jo ikke tillade sig at være kritisk i min alder... (bryster eller ej) Og jeg forsikrer!!! Jeg HAR faktisk bryster!!! -jeg har dem bare ikke altid med...

Så befinder man sig i hankønsligaen... Og vænner sig lidt til det. Jeg begynder at lære at vægte de små glæder i livet, som f.eks. stadig at blive kaldt MOR af børnene. At få lov til at bevare mit skab i omklædningsrum 24 i kælderen på hospitalet (for kvinder!) og med min "nye" identitet, så er det pludselig mere legalt at gå i Mortens tøj... (og pænere, efter han har smidt 45 kg) -altså til mig... Det passer bedre...

At jeg så af og til føler mig ganske transvestit-agtig i kjole, det er der jo ingen der ved, udover mig (og nu Jer der læser)

Men her i sidste uge blev jeg alligevel "omklassificeret". Eller jeg er i hvertfald ALDRIG blevet kaldt en MAND før... -og slet ikke af små drenge i indkøbsvognen i Billeren, og de må da vide hvad de taler om... Eller vi diskuterede da godt nok livligt de tre-fire første afsnit af X-factor, om Sara var en dreng eller pige...

Senere samme dag, eller nærmere betegnet aften/nat, måtte jeg, nærmest undskyldende, meddele én af vores sekretærer (som jeg var endt i byen med... hvordan det ku gå til, det har jeg ingen idé om), at jeg hverken boede inde i en lille lejlighed inde midt i byen, at jeg var gift og havde børn med en MAND og at jeg rent faktisk var tættere på de 40 end de...26... (altså det sidste var i den grad flatterende, og i min alder, så labber man den slags "fordomme" i sig, som en gammelsulten baggårdskat pelser en røget makrel...)

HELDIGVIS er jeg ikke typen der har fordomme om andre OVERHOVEDET!!! Og derfor tog jeg det også som det mest almindelige, ja nærmest en selvfølgelighed, at tatovøren, hende med sort latex og vaseline, både var en habil strikker OG hækler!!! Og i øvrigt lige havde strikker babytøj... Altså der er jeg nok mere typen der godt kan lide at høre Sproglaboratoriet på P1

Og apropos (som også er et ganske underholdende program på P1), så skal jeg i nærmeste fremtid have skrevet ind til selv samme laboratorium vedrørende ordet "godeste", som vi sikkert (næsten) alle kan blive enige om ikke kan bøjes på denne måde... I hvertfald ikke før man sætter et "du" foran. Pludselig har vi en helt gyldig ordkonstellation, baseret på ord, hvor halvdelen ikke er anerkendt som ord... Sært ikke?...


Det lyder tit værre end det i virkeligheden er

Jeg blev rørt ved af en kvinde iført sort latex i går aftes... -og det gjorde lidt ondt, selvom hun brugte rigelige mængder af vaseline. Det blødte vist også lidt, men ikke mere end man kunne forvente. Morten betaler for det... -jeg fik også en Snapple af Krisser...

Men det bliver skide fint! Altså tatoveringen jeg gik igang med i går aftes... Kirsebærblomster drysset ud over min ene velnærede blævrende arm.

Ikke så mange den kommer til at ligne en sommerdug fra Lene Bjerre, og ikke så lidt at det kommer til at ligne modermærker. Ikke at der er noget galt med Lene Bjerre... -eller jo!!! -gu er der da så! Lene Bjerre er og bliver dronningen af rustik cremefarvet bondeidyl, og ikke at der er noget galt med rustik cremefarvet bondeidyl, hvis ikke det var for Lene Bjerre havde splittet konceptet totalt af...

Jeg vil hellere være musselmalet så. Musselmalet et fedt! Burde vel egentlig få lavet mega-mussel på mit ene ben, og et kæmpe stort Royal Copenhagen stempel på det andet. Kunne det evt give nogle gode rabatter på kongeligt porcelæn???!!?...

Og det lyder værre end det er. Både når vi taler om vaseline og sort latex på nøgen hud, om en lille skyts-Hitler, om at Morten og jeg aldrig ville kunne besøge Thailand uden Morten ville blive anholdt, for at gå med unge thai-drenge. Grimme gamle mand med kæmpe overskæg! Jooh, vi kender godt typen... -og hvad man ellers taler om i butikken der repræsenterer alt for mig, hvad der vedrører 90'erne.

Man piercer hinanden for hyggens skyld. Lidt som når man står ude bag ved og ryger eller drikker kaffe sammen. Men der skal jo også være noget for dem der hverken ryger eller drikker kaffe. Nu ved jeg faktisk slet ikke om ham jeg piercede i går aftes (for hyggens skyld) røg eller drak kaffe, men det ene udelukker slet ikke det andet. Og hvad er bedre at slutte en mandag aften i 90'erne af med, end at pierce tatovørens kæreste? -det skulle da lige være et glas portvin så...

Portvinen fik jeg et enkelt glas af senere hjemme efter min vagt var slut mens jeg samlede bleer og så TV. Det gjorde godt ovenpå smerte og spontane piercinger. Og i portvinens sandhedsskær gik det op for mig, hvor perfekte alle mine tatoveringer er. Jeg tror faktisk jeg har de bedste tatoveringer i hele verden! Ja, jeg kender i hvertfald ikke ret mange, der har været en så inkarneret del af "miljøet i så mange år som jeg, der ikke har en eneste dæktatovering. Selv "han" har dæk på dæk på dæk, men det er prisen for at være emsig og ude af stand til at erkende, at verdens bedste idéer IKKE kommer fra "ham", men fra MIG! :stor selvfed smiley:

Og hvad konkurrencen angår, så forventer jeg at team Ninja/Trine vinder over teamOverskæg/Trine! Jeg fører i hvertfald med flere længder, hvad halstatoveringer angår! Man er jo ikke rigtigt tatoveret på halsen, hvis tatoveringen ikke går over øreflippen...

Nå ja, når ting lyder værre end de er, så lyder skoldkopper i øjnene også værre, end de reelt er (på Karla). Men hvordan i alverden kan man se hvornår der er kommet så på skoldkopper placeret i conjunctiva? Er indikationen for sår, når barnet græder, hvergang hun blinker? Må hun så komme i institution igen? For i dag har "hun" været hjemme. Og jeg er evigt taknemmelig for at være en del af et bagland, hvor i mine øjne (ha ha ha) den bedste børneøjenlæge sorterer under. Og endnu heldigere var det, at hun havde tid til at kigge på Karla. Karla der i øvrigt er upåvirket, mere anarkistisk end nogensinde og nu heldigvis sovende...

Det eneste der faktisk ER værre end det lyder, er det faktum at jeg er gået på kur! Og så ville skæbnen, det dumme svin, at jeg blev eksponeret for DEN lækreste brunsviger i dag! Jeg mener MERE snask end dej! Aldrig har jeg set så perfekt og fuldkommen en brunsviger! Og det siger faktisk ikke så lidt, for da har jeg ved den søde grød set mange brunsvigere i mit erhverv som sygeplejerske! Ohhh yeah! I've seen stuff... greasy sweet stuff... :savle-smiley med sukkersavl i mundvigen:

Ugen er skudt igang...

Mandag: tatovering på halsen og spontanpiercing på Krissers kæreste
Tirsdag:, skoldkopper i øjnene

Det tegner godt og lyder værre end det er!

onsdag den 9. marts 2011

Er det bare sådan mit liv skal være?

Er det meningen jeg skal leve et liv med en familie der giver mig ordrer og evaluerer mit "job" som mor?

Det skulle man tro, eftersom min ældste datter på seksethalvt en dag sagde til mig, i forbindelse med jeg rørte fiskefars sammen, ved den kendsgerning at der var laks i farsen: "sådan mor! -du arbejder godt!!!" -Tak øhmmm tror jeg nok??!?!!...

Ældsten er ikke så langt fremme på ordre-fronten som husets lille selvfede Gadaffi! Jeg har aldrig troet at mennesket helt reelt var i stand til ligefrem at bjæffe en ordre, men det kan Karla. Eller en uskøn kombination af bjæf og hvæs. Eller i hvertfald vredt og utålmodigt!

Er det meningen jeg skal leve et liv med en Chuhuahua-Klammert, der for et godt ord skambider alle de (heldigvis) døde ting så som legetøj og tøj i det hele taget, den kommer i nærheden af?
Og skal jeg finde mig i, at den i værste siddende stil med en uelegant glidende bevægelse TØRRER sin røv på køkkengulvet??? Her er jeg så i et enkeltstående tilfælde glad for vi IKKE har rya i køkkenet.

Ja ja ja, så sælg eller bortadopter dyret! -og stå i evig skam, skyld og ikke mindst gæld til ældstebarnet, som i virkeligheden jo er de barn der mindst fortjener at blive straffet... Altså det ville nok være en rigtig dårlig idé. Eller, den dårligste idé var jo at anskaffe sig den tykke brune molester (Klammerten), og den næstdårligste idé er så at afskaffe sig den. Den er jo også hyggelig nok. Når den sover... Én af de ting den har til fælles med "dem" (børnene).

Det er derfor sovning på alle måder er fantastisk. Det er fantastisk at sove og det er fantastisk når andre sover. Altså med undtagelse af Morten, der ikke på nogen måde har ret til at sove! OVERHOVEDET! Men det er der vel egentlig ingen ægtemænd/kærester der har ret til. Vel?

Den "bedre" halvdel kan bare ikke gøre det så godt som én selv. Det er jo en kendsgerning, at det er 1000 gange mere hyggeligt OG charmerende når JEG prutter i sofaen, end når "han" gør det. Han burde KUN prutte udenfor, eller han har faktisk slet ikke ret til at prutte!
Og der er ved den søde grød heller ingen der kan sove mere irriterende end "ham". Han kan jo finde på at snorke, hvilket er ganske frastødende og neandertals-agtigt, mens det er ubeskriveligt charmerende når JEG snorker, fordi JEG snorker på sådan en hyggelig måde!!!

Men OMG hvor kan man være tør helt mede i mellemgulvet, når man har snorket en lille bitte smule. Og der findes ikke spyt nok i hele verden, til at fugte de Sahara-lignende slimhinder.

Nå, men tørre slimhinder er intet ved siden af den kvalme jeg har erhvervet mig, siden mit migræneanfald for 4 uger siden. Migrænen gik heldigvis over efter tre dage. Og helt ærligt... Efter at have testet samtlige migrænepræparater vagtlægen kunne mobilisere, så kan jeg med overraskelse meddele at TREO ryddede dansegulvet! Desværre efterlod mirgænen sig et ligge visitkort, eller "tag" som det hedder i moderne munde, i form af en meget vedholdende murrende og insisterende kvalme.

Kvalme til ingen verdens nytte! Jeg er hverken gravid, ELLER har tabt mig. Så kvalmen er bare en(dnu) en irriterende luft/gas, som man prøver at ignorere, men som bare altid er der...

Og hold nu kæft hvor er min røv blevet stor!

Hvad fanden er meningen?





fredag den 4. marts 2011

Det er måske på tide...

At jeg får et neurologisk eftersyn...

Jeg kan jo tendere til at være en anelse distræt. Men i dag har jeg nok overgået mig selv i den ikke særlig flatterende disciplin.

Selvom jeg huskede at medbringe smilende uldbukser til Maia OG huskede at gerbera, eller havd den forvoksede kulørte "daisy" nu hedder, var én af Maias yndlingsblomster, så lykkedes det mig så til gengæld også at glemme fuldstændig hvor jeg valgte at parkere automobilet. Altså ikke at det er noget nyt, men det gør det bare ikke mindre frustrerende!

Og jeg er desuden også helt sikker på at damen på apoteket ville tilgive mig 100 %, hvis hun var klar over, at jeg var kandidat til det hersens neurologiske eftersyn. Altså ikke fordi det kommer bag på mig, at man ikke kan få udleveret receptpligtig medicin på et af børnenes sygesikringsbeviser, når det var udskrevet til mig, så sætter de da lidt gang i et så ellers kedeligt Apotek, når der kommer sådan én som mig ind og insisterer på at man GODT kan få udleveret medicin på andres sygesikringsbeviser. Jeg er sikker på jeg kunne have været mere overbevisende HVIS jeg havde været klarover, at det var det forkerte sygesikringsbevis jeg stod og viftede med. -må lære at læse i nærmeste fremtid, eller som minimun inddele familiens personlige data i farvekoder...

Jeg burde nok have dobbelttjekket det der sygesikringsbevis INDEN jeg ringede til sekretæren hos min praktiserende læge, og lavede en scene i telefonen midt på parkeringspladsen bag sygehus nord, hvor jeg langt om længe fandt min bil. Og JA! -det var MIG der vandrede rundt i vest-byen med bilnøglen fremme hævet over hoevdet, mens jeg trykkede på lås-op knappen, mens jeg diskret spejdede efter en eventuel blinkende bil...

Retur på apoteket med et nyt nummer i hånden. Jeg er ikke helt klar over, om jeg sådan skal tage det personligt, at apoteks-damen fra tidligere sneg sig ud bagved, netop som det blev min tur... Jeg var ellers helt parat til at give hende en uforbeholden undskyldning. Ja, ikke det var MIN skyld som sådan, for jeg er jo under næsten neurologisk udredning, men fordi jeg er så rummeligt og favnende et menneske, at jeg sagtens kan have det godt med mig selv, velvidende at jeg har taget fejl i en sag.

Jeg er jo heldigvis typen der hverken tager kritik ilde op, eller er bange for at indrømme mine (sjældne) fejltagelser. -for så ukompliceret og omgængelig er JEG bare! FORSTÅET??!??!!!





tirsdag den 1. marts 2011

Findes der en pin-kvote?

Findes der et max for hvor mange gange man kan anvende sin pinkode, før den forsvinder som dug for solen i ens hukommelse?

Hvis det er tilfældet, så vil jeg vove den påstand, at jeg nu har brugt min pin-kvote op.

Der er nemlig sket det forfærdelige, at jeg har glemt min pinkode!!! Jeg er fuldstændig ganske blank!

I fredags tankede jeg diesel ved en automattank OG betalte med dankortet, hvor jeg jo brugte pinkoden (for sidste gang... -hvilket jeg var lykkeligt uvidende om på daværende tidspunkt). Det gik så op for mig senere den dag i Aalborg Storcenter...

Måske var det lykkerusen over at have fundet et par Doc Martens til 300,- i MIN størrelse vel at mærke (nå ja, og et par der ikke var sat ned, men det er jo i virkeligheden en ubetydelig detalje)... Og ja, kortet bliver spærret på stedet efter tre FORKERTE forsøg!!!
-Heldigvis var der ikke særlig mange ude at handle sådan en fredag eftermiddag i vinterferien, så det var OVERHOVEDET ikke pinligt...

Det var der gudskelov heller ikke i Netto i går kl. 15.40, hvor jeg (efter at have fået dankortet "låst op" fredag eftermiddag) atter forsøgte mig. Denne gang var det en vogn fuld af dagligvarer. 574,- for at være helt præcis. Efter to FORKERTE forsøg, valgte jeg den sikre løsning, nemlig at attendere et pengeinstitut. 10 minutter i lukketid kunne man på Vestre Allé være vidne til en sort (beskidt) Ford Focus stationcar blive kylet foran banken. -det var for besværligt at parkere INDE i selve banken, men ikke umuligt hvis tiden ikke havde været så knap. Kaste sig ind af døren med paniske øjne... Jeg er sikker på, at "man" troede at jeg var en potentiel bankrøver... -ikke at det var relevant overhovedet. Det ville jo være lidt for nemt at finde flugtbilen, dersom der sidder en rød gummiand på instrumentbrættet og kigger ud af forruden. Og finder man flugtbilen finder man også ejeren, og der ER jo ved gud ingen der er så tåbelige, at stjæle en sort (beskidt) Ford Focus stationcar med lyskæde og en rød gummiand i forruden vel???...

Med 500,- på lommen kører jeg væk fra banken i roligt tempo, indtil jeg kommer i tanke om, at jeg ikke helt kan huske det præcise beløb jeg har varer sat til side for i Netto... Håndbremse-U-vending og retur til måbende, men venlig bankdame. -burde vel egentlig have fået lidt oveni hatten, for at være de næste dages samtale-emne i frokoststuen... Men fordoblet kapital på lommen er jeg på vej tilbage til Netto og de to forkerte pinkode-forsøg...

Sender bankdamen en kærlig tanke og glæder mig til onsdag, hvor min pinkode genopstår i en fortrolig postforsendelse. Morten glæder sig sikkert også, da han er ved at være en lille smule hmmm irriteret over alle mine panik-opkald til hans telefon om ting og sager han skal køre ud og betale og afhente for mig.

Tiden uden dankort ville være meget meget værre, hvis der ikke var noget der hed netshopping og pay pal.

Nu tror jeg så i mellemtiden at jeg er kommet i tanke om den der pinkode... Men jeg tør ikke teste om hukommelsen er vendt tilbage til mig. Så jeg sidder bare og venter på posten...