Det er måske på tide...

At jeg får et neurologisk eftersyn...

Jeg kan jo tendere til at være en anelse distræt. Men i dag har jeg nok overgået mig selv i den ikke særlig flatterende disciplin.

Selvom jeg huskede at medbringe smilende uldbukser til Maia OG huskede at gerbera, eller havd den forvoksede kulørte "daisy" nu hedder, var én af Maias yndlingsblomster, så lykkedes det mig så til gengæld også at glemme fuldstændig hvor jeg valgte at parkere automobilet. Altså ikke at det er noget nyt, men det gør det bare ikke mindre frustrerende!

Og jeg er desuden også helt sikker på at damen på apoteket ville tilgive mig 100 %, hvis hun var klar over, at jeg var kandidat til det hersens neurologiske eftersyn. Altså ikke fordi det kommer bag på mig, at man ikke kan få udleveret receptpligtig medicin på et af børnenes sygesikringsbeviser, når det var udskrevet til mig, så sætter de da lidt gang i et så ellers kedeligt Apotek, når der kommer sådan én som mig ind og insisterer på at man GODT kan få udleveret medicin på andres sygesikringsbeviser. Jeg er sikker på jeg kunne have været mere overbevisende HVIS jeg havde været klarover, at det var det forkerte sygesikringsbevis jeg stod og viftede med. -må lære at læse i nærmeste fremtid, eller som minimun inddele familiens personlige data i farvekoder...

Jeg burde nok have dobbelttjekket det der sygesikringsbevis INDEN jeg ringede til sekretæren hos min praktiserende læge, og lavede en scene i telefonen midt på parkeringspladsen bag sygehus nord, hvor jeg langt om længe fandt min bil. Og JA! -det var MIG der vandrede rundt i vest-byen med bilnøglen fremme hævet over hoevdet, mens jeg trykkede på lås-op knappen, mens jeg diskret spejdede efter en eventuel blinkende bil...

Retur på apoteket med et nyt nummer i hånden. Jeg er ikke helt klar over, om jeg sådan skal tage det personligt, at apoteks-damen fra tidligere sneg sig ud bagved, netop som det blev min tur... Jeg var ellers helt parat til at give hende en uforbeholden undskyldning. Ja, ikke det var MIN skyld som sådan, for jeg er jo under næsten neurologisk udredning, men fordi jeg er så rummeligt og favnende et menneske, at jeg sagtens kan have det godt med mig selv, velvidende at jeg har taget fejl i en sag.

Jeg er jo heldigvis typen der hverken tager kritik ilde op, eller er bange for at indrømme mine (sjældne) fejltagelser. -for så ukompliceret og omgængelig er JEG bare! FORSTÅET??!??!!!