torsdag den 28. juli 2016

Berlin part 2

Efterfølgende dag var om muligt varmere end foregående dag, og den dag var varm! Nok mest på grund af rejse-situationen, og påklædningen, der var blevet monteret i et noget koldere Danmark.

Men jo, en varm dag!

Derfor besluttede vi at bruge dagen i vandet!
Fra sidste år kunne jeg nemlig helt præcist huske hvor der var et ret vidunderligt kinderbad! Altså bortset fra det der med at jeg helt præcist kunne huske det, og de der kender mig ved, at min stedsans er lige så eksisterende som sympatiske nazister (er det en upassende sammenligning, nu vi befinder os i Tyskland? - i så fald: undskyld!)
Manglende hukommelse og manglende stedsans er en sprængfarlig cocktail - især i 35 graders bagende sol, mens man er iført rygsæk udtamponeret med badehåndklæder, svømmevinger, dykkerbriller og rent tøj.
Småsvedende (hvor småsvedende i denne situation betyder kampsvedende og på grænsen til at blive svitset helt af af solen) kommer der en ældre dame, og spørger os på tyskengelsk om vi har brug for hjælp.
Jeg fortæller hvad vores planlagte destination er, og vi er tættere på, end jeg har turdet drømme om. Havde jo lært forventnings-lektien af Beck's ice dagen forinden!

Velankommet til Monbijou Kinderbad bliver første dukkert effektueret, og dagen går med skiftevis at føle sog helt futtet af i solen og overvinde sig selv til at komme under vandet i poolen - som er glædeligt overraskende ren!

Karla er stor i slaget, og spenderer is til os alle, hvilket på mange måder gør eftermiddagen helt perfekt!

Vi når lige hjem og får skyllet klorvandet og babyurinen af, inden vi skal mødes med min ældste storebror, hans kone, min fætter og hans kone til aftensmad.
Det er lidt komisk, at holde familiemiddag i Berlin, når vi bor i en radius af 45 km fra hinanden i Danmark, men det var sagomeLme hyggeligt!

Berlin Welcome card er er must, for at færdes med Ubahn, Sbahn, busser og Metro. Men der er også en del andre fordele.
Udover at give fri befordring i ovennævnte køretøjer, så kan man, hvis man nærlæser den lille, ved første øjekast uoverskuelige, bog der følger med, score sig en del rabat på forskellige ting.
Blandt andet gav det 25% rabat på hovedretterne, der hvor vi spiste den aften med min familie, og det det er sparet, er tjent - som min mor siger...



Lørdag skulle være en lidt alternativ dag, så derfor valgte vi simpelthen at starte dagen med at spise sushi!
Hvis man ikkr kan spise sushi til morgenmad i 30 graders varme, så ved jeg snart ikke hvad!
Især pigerne havde det varmt, fordi de havde nogle penge der brændte helt vildt, og i tænkeboblen over deres hoveder, kunne man de der stod RITTER SPORT med utroligt store bogstaver!
Med julelys i øjnene indtog vi Ritter Sport butikken, og Kay - den kække chokolade-murer fra sidste år, strålede over gensynet!
Mens de customized chokolade-kvadrater hærdede, spenderede jeg drinks i caféen! Mest fordi jeg havde akut espresso-insufficiens, og lidt fordi jeg kunne shoppe drikkevarene med 25% rabat!

Jeg begik bare én fatal handling den dag! - at tage pigerne med ind i &other stories!
Emma var så ekstatisk, at hun næsten ikke blinkede én eneste gang, og Karla gjorde hvad Emma gjorde, bortset fra hun også shoppede er par flashy zebrastribede solbriller, der nu nærmest er vokset fast på hovedet af hende!

Efter shopping fortsatte vi til Brandenburger Tor(a) - som Karla insisterer på at kalde den, som i dagens anledning var endestationen for dette års CSD.
CSD (Christopher Street day) som er Berlins gay pride.
Priden hedder CSD, fordi det i sin tid (1969 - selvfølgelig...) var på en bar på Christopher Street i Greenwich Village på Manhattan, homoseksuelle gjorde et aktivt oprør mod politiets angreb på homoseksuelle, og det var også tydeligt, efter paraden at dømme, at der er langt mere politik indblandet, end pride paraden i København, som i mine øjne mest er en kærlighedsfest draperet i regnbuefarver og glimmer.
De elementer manglede bestemt heller ikke i Berlin, og SKAL man sætte homoseksuelle mænd i bås, så kan de altså noget med glimmer (og fjer og tyl og palietter og og og) som andre (mænd) ikke kan!

Pigerne tog hele situationen med drag-queens, mænd iført gasmasker - kun, kvinder med overskæg og høj musik med ophøjet ro og en cool attitude, som kun ninja-børn kan.
Det der rystede dem mest, var den sko der kom flyvende gennem luften i forbindelse med et tandem bungee-jump! Vi håber inderligt at skoen er tilbage hos sin ejer, da der var forfærdeligt meget knust glas på gaden!

Efter er ordentlig én på oplevelses-sinkadusen, drager vi hjem i vores "eget hood", og spiser aftensmad på et lille pizzasted.
Karla og jeg får spags med kødsovs, og Emma vælger en pizza med pepperoni.
Det var så da pepperoni-pizzaen blev serveret, at det gik op for os, at pepperoni i tyskland (og muligvis også italien og andre lande) ikke er den det underlødige spegepølselignende udskæring, men små surt syltede søde chilier! SUPER... En pizza med pepperoni hedder en SALAMI-pizza i Tyskland (og muligvis også i mange andre lande...)









onsdag den 27. juli 2016

Berlin part 1

Man er ikke helt ved sine fulde fem, når man kun har fået omkring to timers søvn. Man er nok nærmere kun halvt ved sine fulde fem, eller helt ved sine to-en-halv, og noget der er halvt er ikke super godt, med mindre det er pris vi snakker.

Men alligevel formåede vi at komme rettidigt afsted mod Nørresundby, hvor vi skulle hente Kirsten, som skulle bringe os til banegården i Ålleren!
Vi skulle nemlig igen i år med toget til Berlin, og Kirsten skulle passe på Humørbussen, mens vi var væk.
Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, at jeg på en måde et helt tryg ved at overlade Humørbussen til én der ikke helt har styr på hvor bakgearet er...

I toget godt nede i landet, finder jeg ud af, at jeg nok bør rekvirere mig noget udlandstelefoni, fordi vi har nogle aftaler med nogle forskellige, når vi kommer derned.
Og det er lige så let sagt, som det tilsyneladende er gjort, på nær det med at det var let gjort.

Efter en lidt træg korrespondence med søde CBB piger, som varede nogle dage, får jeg langt om længe skidtet til at virke - dagen efter jeg ægte havde behov for det. Men bedre sent end aldrig - som man siger...

Vi fik et par ekstra togskift mellem Flensburg og Hamburg, som medførte at vi i aller højeste grad missede vores tog fra Hamburg til Berlin, og det helt uden at betale ekstra... Til gengæld sad vi på gulvet halvdelen af turen, indtil togdamen sagde der var MASSER af pladser i de bagerste vogne, som vi havde holdt os langt væk fra, fordi vi troede de var 1. klasse.
På perronen i Hamburg blev jeg antastet af en mor, der havde en datter, der skulle køre alene med toget til Berlin, og hun spurgte MIG om JEG ville holde lidt øje med pigebarnet.
Tror I lige jeg var flatteret? Tænk sig - og tænk jer, at en fremmed helt normalt udseende dame mente at JEG var den der så rarest og mest troværdig ud! - eller også var det fordi hun havde spottet, at jeg havde to piger med, som (udadtil) så helt normale og intakte ud... Men jeg vælger at tro det første!
Vi kunne i øvrigt få refunderet pengene på vored pladsbilletter. Har overvejet at bede om halvdelen, da vi jo sad halvdelen af turen...

På Berlin Hauptbahnhof var det lidt som at komme hjem.
Herfra gik det med tysk præcision!



Indtil vi ankom til det sted vi skulle bo...
Skiltet i vinduet bekendgjorde, at der var åbent, men døren var låst! Nummeret man skulle anrufen kunne vi ikke anrufen, på grund af udlandstelefoni-situationen, eller manglende udlandstelefoni-situationen...
Naboen var en køreskole - tror jeg, og efter en længere redegørense på engelsk, siger damen til manden: "ich verstehe nicht"
Jeg slår over i panik-tysk, hvilket virker!!!

Ich-verstehe-niche-damen hjælper os, og en anden dame kommer, og siger med overraskelse i stemmen: "arhhh SIE sind die Gäste! Wilkommen"
Vi får udleveret nøglerne, og bliver instrueret i det lidt omstændige system, mens jeg tænker om det måske er en tysk version af Pentagon vi skal bo i... og det kan man godt sige det er!
Man skal virkelig ville det, hvis man vil uindbudt ind til os!
På vores værelse er der mega højt til loftet, og det har ikke noget at gøre med, at vi ikke selv er så høje. Her er MEGA højt til loftet! (Og utroligt selvlysende grønt på væggen - hvilket kun giver et friskt islæt, som man siger)
Her er temmeligt mørkt - altid, og svalt. Begge dele er kun en fordel med omkring 35 grader i gennemsnit om dagen - og høj insisterende sol.
Værelset er et lille helligt get away.

Efter et yderst tiltrængt bad, er det tid til den første aftale vi har.
Det er mærkligt at have aftaler med nogen hjemmefra, når man er i en helt fremmed by, men også vildt hyggeligt.

Ferien indledes hos Jesper og Erik med bobler og currywurst-chips (som i øvrigt aldrig bliver en snack jeg får craving efter) i en lejlighed der er fyldt til bristepunktet med sol og fremragende udsigt!
Vi spiser på en lille italiensk restaurant, hvor Karla (til min store overraskelse) må give fortabt på pizzaen på grund af træthed, men som ikke er for fin til at tage resterne med hjem, og spise den til morgenmad næste dag.

Hjemme i vores hood, slår vi vejen omkring vores lokale Spätkauf, hvor vi forsyner os med (alkoholfri) godnatbajer, selvom jeg over et helt år havde glædet mig til at smage en Beck's ice, som stik mod mine forventninger smagte af mint lime!!! Det er det jeg siger om forventninger... man skal holde sig langt fra dem. Derfor blev det til en alkoholfri (mest fordi jeg ikke havde set den var alkoholfri, og mest fordi den havde en pæn etiket)

Trætte rammer vi de super lækre senge, og falder i søvn med det samme - lykkelige over overhovedet at være ankommet, idet odds ikke så for gode ud - der mellem Flensburg og Hamburg!




mandag den 18. juli 2016

København - er du sur???

Det er i sandhed et skridt i den helt rigtige retning, når jeg køber en super velovervejet fødselsdagsgave i sygt god tid. Det er et kvanteskridt i den rigtige retning, når jeg også rent faktisk formår at huske at få gaven med til fødselsdagen






i København! Hvilken vej den rigtige retning er, det kan så diskuteres fra nu af og til verdens ende. Mest fordi man heller ikke helt ved, hvilken retning verdens ende ligger i. Måske den rigtige retning? Hvem ved?

Det er så til gengæld et gigantisk skridt tilbage (og en kindhest), når man så ankommer til fødselsdagen, og opdager at gaven er væk!!!

Jeg havde én opgave! (og én fødselsdagsgave) - og jeg formåede ikke at varetage noget af det. Mest fordi opgaven var at få overbragt fødselsdagsgaven til fødselaren.
Ja, et gigantisk skridt tilbage i bogstaveligste forstand! Jeg ilede selvfølgelig retur til lufthavnen, draperet i naivitet og spinkle forhåbninger om at miraklernes tid endnu ikke var forbi, og lidt om at man ikke havde rekvireret Rulle Marie til at afmystificere den suspekte hvide bærepose fra Georg Jensen DAMASK! som var efterladt ved rejsekortsoptankningsautomaten - eller måske endda i flyet, fordi det forekom mig lettere at tage rygsækken ned fra bagagehylden og få den påmonteret, og derefter glemme alt om posen? Jeg kan på ingen måde genkalde forløbet fra rygsækken ned af bagagehylden til udstigning af metroen.

Én ting er sikkert! Gaven var forsvundet!


Til gengæld havde jeg fornøjelsen af at stå klods op af Thomas Wivel.
Du godeste som han havde tabt sig! Ikke at han var blevet pænere af det, men det gode ved det var, at havde han ikke sådan tabt sig, så havde vi stået UTROLIGT tæt(tere) - som om man ikke stod tæt nok i forvejen! Men man kan ALDRIG stå for tæt på Thomas Wivel - jo man kan så!
Jeg synes for eksempel jeg er alt for tæt på ham i skrivende stund, og jeg ligger altså (alene!) i min seng. Så tænk et øjeblik over hvordan det føltes i metroen.
Det eneste der ville have været værre, var hvis det havde været Lars Lilholt...

At den helt igennem røvtur Kastrup lufthavn tur-retur for anden gang den dag peakede på crap-barometeret i kraft af balladen i Tyrkiet, det vil så vise sig at være et tema for mit ophold i København i denne omgang.

Måske er det kommet København for øre, at jeg har fået et godt øje til Berlin? Jeg må i hvertfald sige, at København ikke ligefrem viste sig fra sin pæneste side.

Men med rette mængde af tæpper, så er det ikke decideret hæsligt at spise brunch udendørs i orkan og slagregn... Og hvis man bare gik raskt til, så kunne man sagtens holde varmen, hvis man altså tog rigeligt med pit stop i diverse butikker.

Alligevel var det som om København tøede lidt op.
Lidt som når man har været sur på kæresten, og godt lidt vil være gode venner igen, men det ikke skal være for nemt, og man så surt spørger om han finder en film, mens man (martyragtigt) henter de lakridser han elsker i Netto.
København åbnede i hvertfald sluserne på Gl. Kongevej, hvilket tvang os ind i en tøjbutik - og nærmest direkte i favnen på formentlig byens lækreste stykke hipster mandsperson i hele verden og universet!
Man lagde slet ikke mærke til de sygt nederen sokker, og man accepterede helt og aldeles den tåbelige (men hyper moderigtige) måde huen sad og vippede på hans sygt lækre hår, når han rullede det mest fabelagtige smil hen over det model-uden-photoshop-lækre ansigt!
HVIS man havde været først-midt-måske-endda-sidst i tyverne, så er jeg sikker på, at han og jeg kunne leve et langt og lykkeligt hipster-liv med cortados, chia-grød og kærlighed!
Marcus! Hvis du mod alle odds læser det her, så håber jeg du har fået bonrullen til at virke!!!


fredag den 15. juli 2016

There's something wrong in the world today

Jeg har fået vildt mange sug i maven i dag (og i går) Gode sug! Mest fordi jeg kun har spist og shoppet... Men også et lille stress-sug, da det gik op for mig, at jeg havde glemt Stines fødselsdagsgave i lufthavnen...
Jeg har mødt vidunderlige - og underlige mennesker, og alt har været tres bien!
Indtil jeg - strandet på Øresund station, på vej til CPH lufthavn (igen) for at lede efter gaven, ser hvordan Bastille-dagen blev ødelagt for jeg ved ikke hvor mange mennesker!

Det var tydeligt, at langt fra alle havde opdaget hvad der var sket, og den kæmpe fest udenfor Torvehallerne med udspændte ranker af franske flag, virkede på mange måder både absurd, men også lidt manifesterende. Men ingen der var klar over hvad der var sket. Det var helt tydeligt.

I dag har de sociale medier endnu engang peaket i udvekslinger af lige dele medfølelse over tragedien og formentlig lige dele vrede og had.
Jeg har fulgt med på TV2 news, og med vilje undgået de sociale medier.

Jeg forsøger at holde min Facebook fri for politik og religion, da jeg som udgangspunkt betragter Facebook som et socialt underholdningsmedie, hvor jeg følger med i hvad mine 550 nærmeste venner går og laver - og hvor de (med stor glæde og fornøjelse) kan følge med i hvad jeg begår af storslåede og spektakulære bedrifter!
Men tro ikke jeg ikke har en holdning til de onde, kyniske og hjernedøde ting der foregår i den her efterhånden forskruede verden. Tro ikke jeg ikke har en holdning til religion og politik.
Jeg har en holdning til begge dele, men jeg deler den sjældent. Dels fordi jeg ikke mener jeg har viden nok, til at jeg kan tillade mig, at braldre op om dit og dat, og dels fordi jeg synes det er utroligt svært at formidle de holdninger jeg har etableret på baggrund af en meget sparsom viden.

Jeg besidder (næsten) samme parametre af følelser, som alle andre - og det der med næsten, den tager vi lige en anden gang...
Men min medfølelse med oftene og min vrede, mit had og min væmmelse mod terroristerne, er lige så intakt som alle andres.

Jeg gik forbi den Franske ambassade i København i dag, og blev rørt og ulykkelig ved at se flagene på halvt og ved at se blomsterne udenfor. Det var ikke blot Tricolore der var på halvt, men også EU-flaget med de 12 stjerner, hvilket i mine øjne symboliserede, at det der foregår af ondskab er et anliggende, der berører os alle.

Men altså, på mange måder er verden jo blevet mindre, og selvom der er færre terrorangreb i dag, end der var for 40 år siden, så er det jo ikke laveste fællesnævner, der skal sætte agendaen.
Jeg er nok så afstumpet i det her, at enten så dør jeg, eller også gør jeg ikke.
Jeg kan blive kørt over i morgen, og alt efter chaufførens hudfarve, politiske og religiøse overbevisning, så kan man definere det som enten værende en ulykke eller et terrorangreb.
Men på trods af afstumpetheden, så besidder jeg stadig en mængde angst, frygt og bekymringer. Dels angående mine børn og deres opvækst og vel og dels angående mit eget velbefindende - trods alt.

Jojo bevares, så er det ikke alle religiøse, uanset hvilken religion de dedikerer sig til, der er ekstremister, men som udgangspunkt er repræsenterer alle religiøse og politiske grupper hinanden indenfor de nicher de nu engang har valgt, og det er vel deres pligt  at tage et ansvar for med-dedikerede, i stedet for at vaske hænderne og sidde på et selvforanstaltet "frelst-piedestal" og hævde, det ikke har noget med dem at gøre. Det her har altså noget med os alme at gøre!
Det er jo et mentalitets-issue og formentlig også et kulturelt issue, at man kan føle så meget for noget, at man ikke kan forstå at ikke alle synes det er the shit.
Det er jo i min optik et mentalt og socialt brist, at man kan føle så stærkt for noget, at man er parat til at gøre andre ondt.

Men på en måde kan jeg godt sætte mig ind i de følelser der fylder én, når man oplever noget man synes er helt forkert, og man nærer et håb om at kunne bidrage til at omvende til det rigtige. Endda ting nogle hævder er en fis i en hornlygte, hvor jeg helt dedikeret hårdnakket proklamerer, at uanset hvad andre tror eller endda måske ved, så kan jeg mærke, at jeg er nødt til at tro på, at det jeg gør, er det rigtige. Men der er i min bog, som hverken er en Bibel eller en Koran - men nærmere en kogebog, forskel på at dedikere sig "luftkasteller" og dyrke det for sig selv, og så til at tvinge andre med.
Ikke at jeg ved hver given lejlighed gør mit til at tale godt for min sag, men jeg har også så meget respekt for andres valg, at jeg stille nøjes med vide, at jeg selvdølgelig har fat i den lange ende.

Enten er jeg ikke tilstrækkeligt dedikeret, til at besidde viljen, til at gøre andre ondt, for at få dem til at makke ret, eller også er jeg bare blevet opflasket med en anden mentalitet, som tydeligvis harmonerer noget bedre med den samfundsstruktur jeg nu engang er bosiddende i.

Jeg er ked af at sige det, men jeg vil frygtelg gerne have lov til at fortsætte mit bekymringsfrie liv, og på trods af mit mystiske dragende orientalske udseende, og på trods af at jeg for første gang i mit liv, har smagt mad fra mit hjemland - og var vild med det, såer jeg altså dansk, med alt hvad det indebærer.
Jeg følger de danske regler, bidrager til det danske samfund, anerkender de danske normer og synes som alle andre, at det er lidt som at komme til udlandet, når jeg handler i Lidl.

Jeg oplever heller aldrig racisme på egen krop, bortset fra mine (nærmeste) venner og familie, men jeg tvinger mig selv til at betragte det som en positiv ting, at de ligesåvel som jeg, kan se at jeg ser anderledes ud.
Og jeg har også langt om længe erkendt, at jeg nok aldrig vil føde et rødhåret barn, til trods for både min ene storebror og min nu afdøde bedstemor begge er/var rødhårede...

Jeg bliver bare ked af og frustreret over, man ikke kan tilkendegive sin mening, uden racismekortet bliver smidt. Det må da være muligt at forvalte sin ytringefrihed på en måde der ikke er nogen der føler sig stødt eller såret, at man ikke kan eller vil anerkende der er store kulturelle forskelle, ja endda kløfter, man ikke lige umiddelbart kan harmonisere, at vi altid skal måle os med laveste fællesnævner og at vi efterhånden er blevet til en forskræmt undskyld-nation.

Jndskyld!