mandag den 10. juli 2017

Om natten...

Jeg elsker at være vågen om natten, men jeg hader at gå i seng, når det er lyst, så om sommeren gælder det om at være præcis  med sengetiderne.
Dagslyset kommer altid snigende som et overraskelsesangreb.
Stille men alligevel målrettet, og hvis man er uopmærksom, så sidder man i saksen af solopgang, fuglekvidder og spildte søvntimer.

Min hjerne tænker anderledes om natten. Den tænker på den måde jeg bedst kan lide.
Den bliver inspireret og den får geniale idéer. Idéerne akkumuleres af den helt særlige følelse der snurrer i maven, på den der måde, hvor det kan gå begge veje.
Det kan ende i dyb melankoli, og det kan udvikle sig til ubønhørlig eufori.
Uanset hvad, så er det en helt fantastisk følelse at besidde.
Ordene får en helt anden og smukkere betydning, og konstellationer af ord jeg ikke troede var mulige, giver sig til kende.
Det hele giver mening i min hjerne, når det er nat.
Den manglende dybere mening med livet forsvinder, og alt bliver mere forsonende og lettere tilgiveligt om natten.
Det hele er ikke så højtideligt.

Det er fordi jeg er den eneste der er vågen. Jeg er den eneste der tænker og jeg er den eneste der eksisterer om natten.
Alle andre sover eller laver noget, der ikke har noget med mig at gøre, og det føles befriende og ukompliceret.

Jeg elsker at sove, men jeg ville på en måde ønske jeg ikke havde brug for det, selvom det føles vidunderligt hver gang jeg giver mig hen til søvnens forræderiske favntag, som holder mig i et jerngreb - og hver eneste gang er det ualmindeligt svært for mig at vriste mig løs fra det.

Indtil det igen bliver nat...