mandag den 20. marts 2017

Cheer up - it's weekend!

Da jeg spurgte, hvordan Ole havde det, kiggede hun omgående spørgende på mig, og gentog navnet 2-3 gange for sig selv... "Ole?-Ole?-Ole?..."
"Ham du er gift med" - tilføjede jeg med fornyet optimisme, og hun kiggede på mig, og angav, at hun nu var (næsten) helt klar over hvem jeg hentydede til.
Det blev selvsagt en meget meget (meget) lang formiddag, den fredag formiddag på Ulla T i selskab med fru Maiken! Godt det var mad og kaffe af libitum!
Gid der havde været stesolid og Dormicum. Det kræver sit, at være i selskab med eksil-københavneren (eller nærmere Brøndby - men dét nævner vi IKKE!) mest fordi hun er så hæslig at være sammen med, men også fordi hun ikke der decideret dum - selvom man umiddelbart skulle tro noget andet...
Hun snakker meget hurtigt hele tiden, til tider i et toneleje, som kun hunde, hvaler og delfiner kan høre - men det aflaster så mine ører.
Heldigvis fik formiddagen en ende, og næste post kunne påbegyndes!

Elsker de der spontane "skal du noget kl. 14, eller gider du..."
Som regel skal jeg nemlig sjældent noget kl. 14 - med mindre jeg er på arbejde, og som regel gider jeg godt.
Jeg bliver stresset med for meget planlægning. Eller jeg har lært at håndtere det med at planlægge ting man SKAL, men jeg elsker mere, når kalenderen står åben til spontane ting.

Siden jeg ikke skulle noget kl. 14, skulle jeg så noget alligevel. Jeg skulle tilsyneladende med HA til kunstmesse i Spritten.
Den sætning ser helt mærkelig ud, med mindre man godt ved, at HA er initialerne på hende jeg var til kunstmesse sammen med, og Spritten er den nedlagte Aalborg Spritfabrik.
Tre timer føltes som 20 minutter. Men pludselig var klokken altså 17:00, og vi havde været hele raden rundt. Nogle malerier så vi flere gange, fordi vi simpelthen bare MÅTTE se dem igen!
Det er hårdt at blive forelsket i et maleri, der 1) ER solgt; 2) er ALT for stort til mit hjem og 3) kostede 50.000kr. (Punkt 2 og 3 er i og for sig uvæsentlige ved det faktum at maleriet allerede var solgt, og punkt 3 er særdeles uvæsentligt, da jeg ikke lige har 50.000kr i overskud på kunstkontoen - jeg har ikke engang en kunstkonto...)

Hjemme igen efter en massiv trykfodring med kunst, hvor jeg, efter at have studeret mange genrer, blev lidt mere klar omkring hvilken type kunst jeg kan kan lide. Ikke at det har den store betydning. Jeg er sikker på at mange formår at leve et nogenlunde anstændigt acceptabelt liv uden den viden om dem selv.

Den aften fik jeg slik, Camus og lur på sofaen til aftensmad, og da jeg langt om længe kom i seng, kunne jeg selvfølgelig ikke sove!
Var det de 22 liter kaffe jeg havde konsumeret om formiddagen, for at kunne holde eksil-københavneren der ægte var fra Brøndby (men det snakker vi ikke om) ud?
Eller var det fordi jeg var så spændt på at skulle op kl 6:30 for at tilbringe hele næste dag i Frederikshavn i et sandt inferno af ekstremt dårlig, men vedvarende og høj musik til DM i cheerleading?
Da jeg langt om længe faldt i søvn, drømte jeg at jeg var kærester med Simon Gallup (den lækre bassist i Cure). Jeg har aldrig decideret været tiltrukket af Simon Gallup, og jeg nærer på ingen måde de samme dybe intense følelser for ham, som jeg gør for Robert!
MEN! da jeg vågnede, må jeg indrømme, at jeg så på Simon med fornyede briller, hvilket vel er helt på sin plads, når nu jeg var blevet kærester med ham i løbet af natten, og når nu man kun får få timers søvn, så fortjener man fandme da også at drømme om Simon Gallup!

Stemmerne i hovedet er kapituleret, og det eneste der er tilbage, er en insisterende ringen for ørerne.
Jeg tror stemmerne blev blæst ud til DM i cheerleading!
Tolv TOLV!!! timer i Arena Nord i Frederikshavn draperet i technorytmer på speed! Altså det var ikke MIG der var på speed, men musikken!
Bedst som man ikke troede at radiohitsene kunne blive værre, åbenbares man på værste tænkelige måde! Det kan ALTID blive værre!
På et tidspunkt -som med smerter, lægger man slet ikke mærke til det. Man lulles ind i en spændetrøje af tætsiddende pastelfarvet spandex overbegjort i palietter og simili, og overgiver sig langsomt...
Men udøverne har the time og their lives! De stråler mens de bliver kylet og kyler hinanden rundt, op og ned af skuldre og alle mulige farlige ting, som mit forsikringsselskab endelig ikke må få nys om!
Udøverne står knivskarpt i deres rutiner (som det hedder, når de kyler rundt med hinanden).
Der er intet overladt til tilfældighederne. Ilten i omklædningsrummet var skiftet ud med så tunge massive skyer af CO2 og hårlak, for udøvernes hår ikke blev slået ud af kurs under de halsbrækkende stunts, at selv Robert Smith fra Cure ville føle sig hjemme der.

Det er både fascinerende og skræmmende (nok mest skræmmende) at overvære det segment der kalder sig selv for cheer moms!
Der findes trøjer med teksten:

"proud cheer mom"

Den lader vi lige stå lidt...

Da jeg ramte sengen efter sen aftensmad, var det en sand nydelse at lukke øjnene til tonerne af Bethovens 9. symfoni.

Det kunne sgu da ikke passe, at jeg skulle vågne allerede 6:30 på en søndag?!?!
Fandme nej!
Tappert og insisterende lukkede jeg øjnene igen, og efter 20 sekunders kamp, formåede jeg (viljestærk som jeg jo er) at tvinge min krop til at returnere tilbage til søvnens varme favntag!
10:40 virkede som et mere realistisk tidspunkt at stå op på.
Eller jeg var nok blevet i sengen hele dagen med Bethoven og Camus, hvis det ikke var for at jeg havde lavet en "hygge"trænings-aftale med Fønss.
2-3 timer med sved, tårer og lidt sladder drev mig efterfølgende lige i armene på helt hvid pasta i stærk tomatflødesovs og lur på sofaen omgivet af chihuahuaer og hjemmehæklede (dog ikke hjemmehæklet af mig) tæpper.
Man skal ikke være Einstein for at kunne regne ud, at det var satans svært at løsrive sig fra den kombination af søvn-sirener!
Men i dag var dagen Robert skulle hentes! Det maleri af Robert Smith jeg havde bestilt.
Det var blevet som jeg havde drømt om! Jeg er i den grad tilpas ved at Robert hænger nede i min stue!
Jeg troede mit liv blev komplet, da jeg fik gasgril og skildpadde i sommer, men mit hungry ghost (ham der gør mig opmærksom på de ting jeg ikke kan undvære) og jeg var blevet enige om, at jeg ikke ville kunne være lykkelig uden et kæmpe maleri af Robert Smith på væggen i stuen! Nu er jeg i den grad lykkelig!

Weekenden startede i hæsligt selskab, og den sluttede og i hæsligt selskab!
Blev indkaldt til prut, cola (den brune kulsyreholdige flydende slags i røde dåser - ikke 90'er tingen i hvid pulverform) og fjernsyn hos kattedamen i Vejgård. Rædselsfuldt!

Ny uge med Sevo, kys af Stig og operation af yngstedatteren er allerede så småt begyndt at røre på sig!









tirsdag den 28. februar 2017

Begræsningens kunst

Lad os stoppe med at gøre noget i en periode!
But why?
Hvis man mener, man skal stoppe med noget, fordi det ikke er godt for én, så skal man da stoppe med det! (Ja, udråbstegn) - og ikke blot stoppe med det i en periode.
Jeg forstår ikke de begrænsninger, man nu om dage sætter for sig selv for no reason.
Hvis der er en god grund til det, så bevares, men hvorfor ikke moderere i stedet?
Det er jo latterligt at nægte sig noget i en periode. Især hvis man har tænkt sig at springe lige lukt tilbage til status quo, så snart afsoningen er tilendebragt!
Er det fordi vi efterhånden lever et liv, hvor afholdenhed fra den ene eller anden ting (som vi kan lide vel at mærke) er gået hen at være blevet en bedrift i sig selv?
Er begrænsning og afholdenhed blevet det nye bjergbestigning og marathonløb, fordi vi ikke hverken har tid, vilje eller styrke til at begå de ægte spektakulære præstationer?
Er vi nået til et punkt, hvor vi skal til at dyrke triathlon i valgfrie discipliner i afholdenhed - hvor kriteriet er: "noget man godt kan lide, men som man skal stoppe med i en periode, fordi man kan lide det for meget"?
Jeg skal ikke diktere, hvordan folk skal leve deres liv - det har jeg slet ikke tid til - fordi jeg skal bruge min tid på at gøre ting der er gode for mig, fordi de er gode for mig!

MEN! Jeg må stadig godt synes, at det er åndet, at begrænse sig selv for begrænsningens skyld!
(Så tag hellere at løbe et marathonløb. Med lidt god vilje kan det klares på en eftermiddag...)

lørdag den 11. februar 2017

Migrænens eufori

Den følelse af lettethed og og eufori, når migrænen slipper sit jerngreb i det indre af kraniet - og også lidt det ydre, er ubeskrivelig!
Udmattelsen ligeså, men en udmattelse, der kan sidestilles med en stor sportspræstation, da man samtidig er opløftet.
Dumheden ved den gentagne manglende anerkendelse omkring det faktum at det ER migræne og ikke en almindelig hovedpine, er ligeledes ubeskrivelig og kronisk.
Hvorfor finder jeg mere ræsonement i at tro jeg kan sove det væk - eller endda ignorere det væk? Det kan jeg jo aldrig, og jeg ved at det er den umage, men alligevel simple kombination af designerkemikalier, der i sidste ende i løbet af sølle 20 minutter afslutter lidelserne hver eneste gang! Treo, Primeran, Kuracid og lur.

Det må være min evige tro på kroppens egenformåen, der eliminerer fornuften - og muligvis en lille smule manglende realisme desangående. Den manglende selverkendelse tillægger jeg smerterne, der som regel bosætter sig i højre side af hovedet.
Ja, hele hovedet! Fra øjet ud i øret for at afslutte i tænderne. Det er tænderne der er afgørende faktor for om det er et slemt eller mindre slemt anfald. De øverste kindtænder er som regel obligatoriske, men en sjælden gang inddrages de nederste kindtænder og lidt af højre side af halsen også - så snakker vi i sandhed et spektakulært anfald. Her kræver det en to trinsraket med Treo, Primperan, Kuracid og lur!

Jeg har altid haft det lidt anstrengt med migræne - eller rettere det segment, der holder sig denne lidelse!
Jaja du har migræne, klap klap k.l.a.p...himle himle h.i.m.l.e (mens man klapper)... Var udløsende faktor for denne omgang migræne en knækket negl eller at du ikke fik den Royal Copenhagen vase på udsalg, som du sådan havde håbet på? Himle himle!
MEN der er ikke altid en decideret udløsende faktor. Nogle gange kommer migrænen bare anstigende spontant for hyggens skyld.
Derfor kan man selvfølgelig stadig købe noget fra Royal Copenhagen, for at se om det kan lindre symptomerne...

Jeg er holdt op med at granske i udløsende årsagsfsktorer, fordi jeg ikke tror der er nogen for mit vedkommende.
Ikke alt har en forklaring og/eller en årsag. Heller ikke migræne.
(Og jeg nægter simpelthen at få lavet den der piercing der - som i min verden har fået samme lavstatus som E-cigeratten, den smarte asymetriske korthårsfrisure med farvedetaljer og håndledstatoveringen med børnenes navne og fødselsdato. Jeg tror ikke på den piercing har nogen effekt, og tro kan som bekendt flytte bjerge - men det kræver en tro)

Jeg er holdt op med at have ondt af mih selv. Det er nu en generel indstilling - som dog af og til fordrer en kalibrering. Men som udgangspunkt har jeg ikke ondt af mig selv. Det ændrer jo ikke så meget for mig.
Til gengæld glæder jeg mig over, at børnene er så store og kloge, at de kan give mig den ro jeg har brug for, når der bliver hamret for fuld udblæsning.
Hvis jeg blev kureret for migrænen, så ville jeg jo heller ikke opleve den eufori der er forbundet ved migrænens ophør!

søndag den 5. februar 2017

Det gode selskab...

De eneste jeg har talt med i dag, var hende i kiosken i biografen og billetmanden. Jeg vågnede over flere gange i dag, men det var først da jeg vågnede sidste gang, at jeg besluttede mig for at stå op.
Eller jeg fik mig da en lur eller to, med dertilhørende mareridt på sofaen efter den meget sene morgenmad, som faktisk rent tidsmæssigt sorterer under frokost.
Jeg kan ikke huske hvad det første mareridt handlede om, men det må ikke have traumatiseret mig tilstrækkeligt, eftersom jeg hovedkulds kastede mig uforfærdet ind i den anden lur, og dermed mareridt nummer to.
Vågnede badet i sved. Ikke på grund af mit mareridt, men fordi jeg havde to tæpper og tre mexicanske kamphunde på.

Jeg har haft en weekend, hvor jeg har været omgivet af en masse mennesker jeg holder af - på nær ham den fede, men det kan jeg måske lære, hvis jeg lærer ham at kende. Ikke desto mindre, så indeholdt han (udover en masse gas - tarmgas...) en stor underholdningsværdi, og det er jo altid fedt(!) at få et billigt grin på andres bekostning.

De andre jeg har tilbragt skøn tid med, har INTET til fælles (andet end mig) så jeg har været i alle kroge på ovre i det relationsmæssige departement - og det har været helt fantasitsk, og på mange måder inspirerende til at udforske og genopleve.

I dag har jeg været alene! Helt alene! Det har været skønt!
Ikke at jeg ikke holder af at være sammen med andre. Det gør jeg da - bevares, men når jeg er alene, så føler jeg mig alene. Jeg føler jeg er den eneste der eksisterer i hele verd...nej universet - også selvom jeg (selvfølgelig) godt kan se der er andre, men i mine øjne, omsat til min verden, er de kun skygger, og ikke som sådan eksisterende, og jeg er af den overbevisning, at de i hvertfald ikke kan se mig. Mest fordi jeg er ikke-eksisterende for dem.
Det er en skøn følelse.

Jeg elsker at gå i biografen alene. Faktisk elsker jeg at gøre ting alene. Jeg elsker den uafhængighed og uforpligtelse sammenlagt med den følese af sejr(?) og overvindelse(?) af de sociale normer der ofte forelægger, ved at gøre ting alene. Jeg føler mig i hvertfald lidt stærkere og lidt mere i zen med både mig selv og resten, når jeg har gjort noget for mig selv for mig selv.
At filmen så skulle forestille at være uhyggelig, bidrog muligvis til en endnu større følelse af sejr i det øjeblik jeg indtog sal 5 række 7 sæde 2.
Så uhyggelig var den heller ikke - filmen...
Chefen havde godtnok ødelagt det lidt for mig, ved (i bedste mening - og lidt for at manifestere at han altså nåede at se den først) at skrive, at den var den tammeste og mest forudsigelige af de film der er i (nu) trillogien the Ring(s).
Men han havde ret.
Den var slet ikke nådesløs nok, og alt det uhyggelige var indlysende og relevant.
Det er først når der ingen sammenhæng er i det uhyggelige, at det rent faktisk er uhyggeligt.
Og det er, efter min mening - hvis man spurgte mig, og vi antog den havde nogen betydning, helt malplaceret med en skurk i en film der skulle forestille at balancere mellem det absurde, gys og horror - men det er muligvis mig, der her fået etableret nogle helt forkvaklede idéer og forventninger om hvad gys og horror er. Måske burde jeg genopfriske Rikke Schubart?

Jeg skulle virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at tage kvælertag på dem der sad foran mig, eller bare prikke dem på den ene skulder. Ikke fordi de var irriterende eller noget, men mest fordi de ville få en oplevelse for livet.
Det der afholdt mig fra at gøre det, var min fornuft, hvilket manifesterede mig i, at jeg ikke har givet slip på det hele endnu...





lørdag den 4. februar 2017

Hvis jeg skal i byen, så skal Tom Waits med...

Jeg snakkede i telefon med en gammel ven tidligere. Eller hun er ikke gammel - hun ser bare gammel ud... nej, hun er smuk og skøn, og hun er én af de eneste jeg gider snakke i telefon med. Jeg bliver fandme altid så glad, når hun ringer. Jeg kørte endda en omvej hjem, for at undgå tunellen. Jeg anede selvfølgelig ikke hvor jeg var på det meste af turen, fordi Nørresundby er en MEGET indviklet by uden ét eneste skilt! (Jeg havde headset på, så på det telekommunikative område optrådte jeg helt efter loven.)

Nå, men dagens emne var byture. Noget ingen af os som sådan praktiserer længere, men ikke desto mindre, er vi helt sikre på, at vi sagtens vil kunne gennemføre en bytur med samme værdighed og ynde, som da vi var 20, i sko der er så høje, at man bliver lidt svimmel, når man kigger ned, og får lidt aldersbetinget højdeskræk, og vi blev enige om, at en bytur peaker, hvis man formår at nå til Tom Waits-stadiet. (Eller John Mogensen-stadiet, alt efter udvalget på juke boxen)

Tom Waits-stadiet (Eller John Mogensen-stadiet) er når man kl 4 og lover hinanden evigt venskabeligt troskab, på trods af det hele er noget lort! Men netop fordi det hele er noget lort (hvilket det jo reelt ikke er - eller måske er det lidt næste dag. Især hvis man trods alt nåede til Tom Waits-stadiet (eller John Mogensen-stadiet) fordi man helt sikkert vil få tifoldigt den nådesløse mængde tømmermænd, som da man var 20) så er det eneste lyspunkt i hele dette forfærdelige liv, at vi i det mindste har hinanden - når nu alle andre er sådan nogle røvhuller, der tydeligvis ikke har fattet en skid!
Vi har hinanden og vores helt intakte fornuft her kl 4 på Mallorca bar, hvor det eneste faste holdepunkt er billiardbordet. Det er reelt set ER det eneste faste holdepunkt, da det står ret så stabilt og formår at være den støtte man i sandhed har brug for i hæle det er lige så høje, som moralen er lav, efter 20 assorterede shots med dertilhørende fadøl som sidevogn!

Det bliver nødt til at være en torsdag, hvis jeg skal kunne komme på arbejde om mandagen, og jeg vil ikke finde mig i at komme hjem uden en cheeseburger i hver BH-skål.

Nu mangler vi bare lige at finde en dato!

tirsdag den 31. januar 2017

Mandag(e)...

I don't care if monday's blue...

Mandag er forhadt af utroligt mange voksne mennesker. Jeg er ingenlunde for fin til at indrømme, at jeg engang selv sorterede under det mandagshadende segment.
Men det var før mandag blev ensbetydende med nogle faste ritualer, eller rutiner... Ritualer lyder også så voldsomt igen.

Jeg kan godt lide mandag morgen kl lidt i 7. Det er nemlig det tidspunkt, hvor jeg sidder i den nye humørbus ved lugen i Lagkagehuset, og indkasserer min (gratis) morgenkaffe.
Det er ikke fordi det er en decideret velsmagende kaffe - det er det faktisk på ingen måde. Den er alt for syrlig efter min smag. Men det er simpelthen så skide hyggeligt at tvinge den der skide kop gratis kaffe i sig, mens man kører på arbejde. Jeg lægger faktisk nærmest ikke mærke til hvor hæslig den kaffe er, fordi hele scenariet og situationen overskygger den ringe kaffe.
Den nye humørbus er så småt ved at være varm, når jeg når til Lagkagehuset og Roberts stemme tordner SMUKT ud af højtalerne. Det er albummet som faktisk hedder The Cure, der kører på repeat. for tiden. Et album jeg har været mange år om at lære at elske.
Nu elsker jeg det højt, og undrer mig over hvorfor det tog mig så lang tid.

Forsynet med Robert og kaffe (og rugbrød - som er primære årsag til mit ugentlige drive by hos Lagkagehuset) er jeg klar til en god halv time på motorvejen. (Bemærk hvordan sætningen frit kan fortolkes: en god halv time, som i lidt mere end en halv time ELLER en god halv time, som i en skøn halv time)...

Mandag på jobbet er altid god, fordi det er den dag vi opererer. Men mandag på jobbet peaker når dagen er ved at være forbi, for SÅ bliver jeg kysset af Stig! (Og det rimer endda, men det var ikke med vilje) TÆNK sig engang, at man ligefrem kan gå og glæde sig til at blive kysset på kinden af en mand i starten af 60'erne, men ikke desto mindre!

Jo, mandag(e) er god(e)...



fredag den 23. december 2016

Den store årsberetning anno 2017 - fuck, mit liv peakede!

Selvom året 2016 som udgangspunkt startede stille og roligt, burde jeg have fattet mistanke om at det her år skulle gå hen og blive et af de vildeste år!
Man starter ikke et år, med at få en nytårs-sms fra søndagsøl-Carsten, med teksten:
"Jeg vil vædde med, at det er længe siden du har tænkt på Allan Tornsberg" og et vedhæftet billede af selv samme Allan Tornsberg draperet i karrygult kabelstrik og med et stolt 10 tal hævet over hovedet, uden det medfører noget helt vildt!
Man VED bare at 2016 vil byde på noget helt specielt!

Jeg har surfet på en bølge af optur - igen i år, og det endda taget i betragtning, at jeg ikke er verdens største fan af vandsport, eller sktiviteter på vand såvel som i vand. Hvilket også gør det mere pardoksalt, at de største katastrofer i mit liv i år, har været bilrelaterede...

Året 2016 er det år vi ALLE husker som året hvor HUMØRBUSSEN efter kort tids sygdom måtte afgå ved døden. Den døde så at sige på operationsbordet.
Jeg vælger at tro, at den nye Humørbus er en reinkarnation af den gamle Humørbus, og jeg må tilstå, at jeg nærer en svær begejstring for den nye Humørbus. Selvom vi kun kører (!) på 3. måned, så føler jeg mig allerede meget knyttet til den nye Humørbus.
Den er ukompliceret, og adlyder mit mindste vink, og selvom jeg ikke bryder mig om at sammenligne, så (mellem os) virkede den gamle Humørbus mæt af dage, og med over 600000 km i slidbanerne, så havde den også i dén grad udtjent sin værnepligt. Eller ingen ved præcis hvor meget den havde kørt, da speedometeret og i den forbindelse også trip tælleren (og uret og advarselslamperne) virkede som vinden blæste.

Og dét gør den jo hele tiden. Altså blæser. Hvilket uvilkårligt henleder mig til én af mine største guilty pleasures: VEJRET!!!
Jeg er ikke meget for at indrømme det, og vil gerne fremstå som den der vejrmæssige laissez faire-agtige type. Men ingen (udover Jesper Theilgaard måske) er mere besat af vejret end mig!
Mine vejrapps er absolut de mest slidte knapper på min telefon, og selvom jeg hverken tager mig af, eller indordner mig betydeligt efter vejrets luner, så går jeg sygt meget op i hvordan vejret er. Ikke bare i Ålleren, men i det meste af Danmark, da vejrets adfærd kan være ret så lokal, men så sandelig også i udlandet.
Det er af aller største vigtighed, at jeg ved hvordan vejret er i Berlin - også selvom jeg ikke lige står for at skulle frekventere min hidtil største og dybeste geografiske kærlighed!

Men jeg var i BERLIN med børnene (igen) i sommerferien 2016 (og vi laver hat trick til sommer, i godt selskab af fru Møller)
I sommer forsøgte vi at genskabe magien fra sommeren 2015, velvidende at det aldrig vil kunne blive det samme.
Med lidt mere kendskab til byen, og lidt færre logistiske udfordringer - ikke at der er mange af dem i Berlin, så blev denne sommers eventyr bare endnu bedre!
Berlin er mit happy place. Jeg bliver overvældet af dybe følelser, når jeg tænker på byen. Eller så dybe følelser som jeg nu i al min afstumpethed formår at akkumulere.
Det er bare en virkelig lækker by, som kan rumme alle typer.
Konstellationen mellem typer i Berlin og små typer fra Visse, kan få følger.
Rummeligheden skulle stå sin prøve, da vi troppede op til Berlin gay pride, eller Christopher Street day (CSD) - som den officielt hedder i Berlin.
Jeg har selv været med til et par af slagsen i København, og en enkelt i lille Ålleren, men aldrig noget lignende som i Berlin.
Jeg var nok mere opmærksom på de midaldrende mænd, hvis flappy ass havde set bedre og ikke mindst strammere og fastere dage for et årti eller to siden - som i øvrigt flanerede uanfægtede rundt iført gasmaske og sokker - kun! -  i mængden af pretzelspisende og øldrikkende mennesker, end mine små renhjertede ledsagere, der ikke sådan lod sig imponere (eller intimidere for den sags skyld), hvis største bekymring var, om det par der sprang tandem-bungee og i den forbindelse tabte en sko, nu fik den sko tilbage, fordi der jo var forfærdligt meget glas på fortovet...
Ældstedatteren kunne alligevel ikke dy sig, og spurgte mig retorisk, om jeg troede, at der var andre fra klassen, der kom til at opleve noget lignende, da det her jo var lidt noget andet end All inclusive i Tyrkiet..
Det gode ved at være på kendt udebane er for mit vedkommende gensynet med noget af det kendte.
Derfor var vi nødt til at støbe en Ritter Sport hos den lille flirtende chokolade-hipster med højt hår og store stretch i ørerne. Jeg glæder mig allerede til at se ham igen næste år...
Det bedste ved at være på kendt udebane,er når man kan være det sammen med nogen man kender
Det er magisk på en helt anden måde, at mødes med sin familie i et andet land, og det absolut fedeste
i verden (næst efter en 3 timers lang Cure-koncert med 3 encores) er når man mødes spontant til aftenkaffe og is med sin familie i et helt andet land - det er det aller aller bedste!
Sommerferien 2016 overgår i historien som én af de bedste nogensinde.
Jeg er så pisse glad og endnu mere stolt over at vores lille unit på 3 enheder kan finde ud af at afvikle en begivenhed, som vi alle jævnligt tænker tilbage på med sommerfugle i maven.

Som jeg er blevet ældre (ja, det er ingen hemmelighed, at jeg bliver ældre HELE TIDEN), så er jeg begyndt at kunne se det smukke i traditioner - særligt hvis det er en smuk tradition...
STAFET FOR LIVET (håber jeg) er blevet en tradition, også selvom den er opstået på baggrund af mindre smukke omstændigheder - nemlig cancer...
Hver sommer bruger en masse dedikerede mennesker nogle timer af deres liv på at bevæge sig rundt på en knap 1 km lang markeret rute i Kildeparken.
Nogle tager et par runder, andre lidt flere, men det er nu ikke antallet af runder der er vigtigst (eller det kommer selvfølgelig an på hvem man spørger), men det at man er engageret i noget, det at man giver noget af sig selv - tid, som de fleste sjældent har for meget af, men som de tager sig.
Jeg glæder allerede mig til næste gang, også selvom jeg ved det koster en dag i brak og et par uger på krykker - med mindre jeg når (gider) at komme i træning, hvilket er ligeså realistisk, som det ville være at få en håndtam enhjørning i julegave (jeg har ikke plads til en enhjørning - bare så vi er clear)
Men jeg synes det er fantastisk at være så heldig at få lov til at kunne støtte op om en så vigtig event!
Jeg er alle sponsorerne taknemmelig helt inde fra det lille bitte sted af mit hjerte, hvor det stadig er blødt, varmt og nogenlunde intakt...

Ikke et år uden krykker, og ikke et år uden at miste.

I mit liv er summen af VENNER nogenlunde konstant. Jeg er ikke verdens bedste ven. Jeg er sådan én der glemmer mine venners fødselsdage, deres børns fødselsdage, glemmer at skrive/ringe og spørge hvordan det går. Jeg er spydig og sarkastisk (tilsyneladende - har fået det at vide nogle gange efterhånden) og jeg siger sjældent nej (åhhh det er vel ikke en dårlig ting - så bare selv find på flere ting der kan sortere ind under "dårlig ven" kategorien).
Selvfølgelig tager jeg det til mig, og jeg forsøger ihærdigt at kontrollere det. Men jeg vælger samtidig også den passive aggressive tilgang, og slutter fred med den jeg er, og hvis andre ikke kan det, så kan de - som de så selv klogt ræsonerer sig frem til, ikke være ven med mig, og jeg hviler i, at det ikke var mig der ikke kunne rumme dem, men dem der ikke kunne rumme mig. Ikke at det ikke gør ondt, men smerten er udholdelig, fordi jeg heldigvis er så tapper...

Til gengæld er summen af min vennekreds som sagt nogenlunde konstant, og dem der har kunnet holde mig ud på hele rejsen, må virkelig elske mig. Jeg elsker ihvertfald dem højt, og undres også ved det faktum, at de stadig hænger ved. Der må være ét eller andet galt med dem...
Jeg er blevet (gen)forenet med et par stykker fra "back in the days" - og man ved det er rigtigt, når man stort set fortsætter fra hvor man (ufrivilligt) slap.
Jeg elsker den indforståethed overfor for lidt tid og andre prioriteter, fordi man aldrig har været helt væk fra hinanden.

Jeg elsker at man stadig kan sidde på en trappe i medborgerhuset efter flere års adskillelse, og dele to flasker vin, drukket af tyvstjålne papkrus og blive overrasket over at barnet man intet anede om er blevet 4 eller 6 år (jeg kan ikke huske hvor gammel hun er)

Jeg elsker at kunne holde hveranden nytårsaften, som jeg "plejer", på grund af en langtrukken visum-proces. Jeg elsker at kende én der er så defekt i potten, at hun synes jeg er dejligt normal. Jeg elsker at hun er klog, skarp og god ved dyr!

Jeg elsker at jeg, trods min høje alder og progredierende afstumpethed, alligevel formår at støve nye skønne mennesker op.
At jeg ikke er mere socialt defekt, end at jeg stadig i ét eller andet omfang kan etablere nye venskabs-relationer. Men det er selvfølgeligkun et spørgsmål om tid og hvor længe jeg kan holde kadencen ovre i departementet for normal opførsel.
Social intelligens og social totalskade er to helt forskellige ting, og kan sagtens køre sideløbende på hvert sit spor. Det er først når man begiver sig ud i en skifsespors-situation at kollisionerne opstår, det har jeg da i det mindste lært. Derfor øver jeg mig i at navigere på begge spor og især holde dem adskilt!

Som de fleste sikkert ved, så flyttede ham jeg skal leve med resten af mine dage ind i sommer.
HANNIBAL flyttede ind på terrassen denne sensommer efter en lang forhandlingsnat på Messenger med selveste Satan!
I min fortumlede tilstand dannet på baggrund af for lidt søvn, gav jeg efter, og hentede SKILDPADDEN samme eftermiddag.
Jeg var blevet lovet, at han stort set passede sig selv. At han blot skulle have lidt mælkebøtter og skvalderkål et par gange om dagen. At han nærmest selv gik i hi, når efteråret meldte sin ankomst. ALT det var jeg blevet lovet! Jojo, på sin vis har jeg nok selv en lille bitte del af skylden, men Hannibal viste sig, at være alt andet end et lille nemt dyr der passede sig selv.
Derfor så jeg pludselig mig selv stå iført shorts, klip-klappere og tanktop og montere hegnets svar på Voldemort! Mage til ondskabsfuldt hegn skulle man da lede efter længe - og hvem er helt ærligt idiotisk nok, til overhovedet at gide at lede efter et hegn der er mere ondskabsfuldt end Voldemort?
Nogle timer, en del råben og afskillige dybe kødsår overalt på mine ekstremiteter senere var Voldemorthegnet monteret, og curling-skildpaddebarnet kunne komme ud og rende frit - hvis det ikke lige var for, at sommeren var gået så meget på hæld, at solen kun var på terrassen ca 10 minutter om dagen...
Men så står Voldemort klar til næste sommer!

Det var tid at putte Hannibal i hi, og efter timelange (for mit vedkommende) paniske korrespondencer med min udsendte skildpadde-ekspert i New York, fik jeg etableret, det jeg anså som, et godt vinterhi.
Enten var Hannibal ikke søvnig, eller også havde jeg gjort det HELT FORKERT!!!
Det var mulivis en kombination af begge dele. Men det gjorde ikke de søvnløse nætter mere udholdelige.
Heldigvis blev vi alle reddet af et limegrønt fleecetæppe fra den lille eksklusive møbel og interiørbutik I'kea!Det er med stor glæde at kunne være vidne til Hannibals første hi i Ninjafæstningen!
Og det er utroligt jeg aldrig bliver klogere... men som tidligere nævnt, så siger jeg sjældent nej...

Nogle gange siger jeg endda "ja for helvede! Jeg gør det sgu!"
Helt præcist sagde jeg det d. 16. (Eller 17.) august 2016.
Jeg sagde det til ham, som skulle vise sig at blive en slags ny mand i mit liv. Nej, jeg er ikke blevet gift, eller noget i den stil.
Men jeg sagde det til min nye chef, da han efter en virkelig sær mailkorrespondence (mest fordi det var mig der skrev mailen) og en endnu mere sær "jobsamtale" - som foregik for min, på det tidspunkt, kommende chefs vedkommende, liggende på to gule stole, mens han fortærede en rugbrødsmad med makrel i chili.
Det var ikke decideret en jobsamtale, men mere en "hvad skal der til for at du vil komme og arbejde med os - og er der eventuelt en mulighed fotr at du ku ha startet for en uge siden?)

Yes 2016 bød - og jeg mener BØD på et nyt job, og selvom jeg var glad (nok) for det gamle job, så var vi alle klar over inderst inde, at det kun ville være et spørgsmål om (kort) tid, før jeg ville opsige abonnementet.

Når man har held i spil, så har man uheld i kærlighed.

Jeg har ikke held i nogen af tingene, men det har ikke afholdt mig fra at blive (gen)forelsket i min store ungdoms (ulykkelige) kærlighed ROBERT SMITH fra THE CURE!
Det er stadig ulykkelig kærlighed, men det gør ikke så meget. Konceptet med hele the Cure er jo at være mere eller mindre på randen af opløsning og være grundlæggende ulykkelig som habituelle sindstilstand.
Jeg følte på ingen måde weltschmertz eller nævneværdig melankoli, da jeg tilbragte over tre timer i selskab med HAM! Robert Smith! Det var helt ubeskriveligt vidunderligt, og mit liv peakede i Forum d. 14. oktober mellem kl 21:00 og midnat.
Jeg er ganske indforstået med, at mit liv kun kan gå ned af bakke efterfølgende, og så længe det sker med the Cure i ørerne, så gør det ikke så meget.

Melankoli og weltschmertz eksisterer ikke om tirsdagen, hvor jeg transformerer mig til en vaske ægte  cheer-mom! Eller min yngste datter er begyndt at gå til cheer leading...
Altså! det er jo en livsstil - især for mødrene til de udøvende børn... og jeg må nok tilstå, at mit liv som cheer-mom ikke er mit liv.
Jeg har mere end svært ved at se mig selv iført en t-shirt, hvor der med turkis simili står CHEER MOM hen over skulderbladene, eller endnu værre, hen over brysterne (hvor fanden de så end er blevet af)
Når det så er sagt, så er det sagoneme' en vild sport! Skal seriøst have revideret personskade og tandskadeforsikringen inden næste sæson...

Ved siden af cheer leading, virker det helt anderledes afslappende, at sende sin ældste datter ud i vildnisset på hesteryg, på trods af hendes manglende grundlæggende rutine som rytter.
Men der rides efter "lerning by doing" princippet, og vigtigst af alt, så hygger hun sig med det, hvilket i sig selv har en helt særlig værdi.

Jojo 2016 valgte at vise sig fra sin absolut pæneste side, så derfor kan jeg sagtens håndtere et par ridser i lakken mellem jul og nytår. Det skal jo heller ikke blive kvalmt - og så har vi noget at snakke om næste år!

Jeg er mere end klar til 2017 - velvidende det aldrig kan blive nær så fantastisk som 2016, men samme tanker havde jeg også i 2015 om 2016, og se lige hvad en sms med Allan Tornsberg fra søndagsøl-Carsten trak med sig i kølvendet!
Men nu ved jeg tilfældigvis at 2017 allerede er hjemsøgt. Jeg har nemlig hørt, at James Blunt udgiver et nyt album, så 2017 har meldt sig under fanen som et knap så godt år!

Godt nytår!