søndag den 1. april 2018

Godt nytår

Det er muligvis en dårlig dag at poste det her indlæg d. 1. april.
Det skulle også have været posted i går, men der havde jeg ikke tid.


Et år lakker mod enden! 
Ja det lyder som starten på en nytårstale, og det er det på sin vis også. Det er i hvertfald et år siden mit værste år nogensinde tog sin begyndelse. 

D. 31. marts 2017 mens jeg var på vej ind af døren i Skørpings fedeste hus, for at besøge én af mine bedste venner, fik jeg en mail om at jeg var blevet fritstillet fra det arbejde jeg troede gik så godt... Det har jeg tærsket langhalm på, og det gider jeg egentlig ikke spilde mere tid på. Men ikke desto mindre, så fik jeg tre måneder til fordybelse, også kaldet navlepilleri og ananas i egen juice. Eller i hvertfald ananas i egen juice sammen med de små ananasser.

Jeg landede ønskejobbet, som jeg havde drømt om siden jeg blev færdig som sygeplejerske, men aldrig havde haft modet til at søge, fordi jeg var af den sikre overbevisning, at jeg slet slet ikke formåede at honorere de krav der stilles til en sygeplejerske der skal assistere til HJERNEOPERATIONER!
Men er man presset nok, så bliver frygt en lille ubetydelig detalje, og da stillingen, på det helt rigtige tidspunkt, blev slået op, var frygten erstattet af følelsen af at ønske noget inderligt. Jojo, jeg har skam følelser!

Da jeg startede på mit nye arbejde, var jeg sikker på at en ny stabil hverdag lå for mine fødder, men i stedet for en stabil hverdag, så lå der et nyt bump i vejen.

Det gik op for os - især mig, der set i bagklogskabens ubamhjertige lys, at pigernes far havde et omfattende alkoholoverforbrug.
Vi surfer stadig på små krusninger af kølvandet efter en mere eller mindre traumatisk sommer for pigerne. Men fordi det er nogle stærke og kloge piger vi har, og fordi deres far traf den rigtige beslutning og det rigtige valg i tide, så skal de nok komme intakte ud på den anden side selvom forløbet er hårdt, fordi der ubetinget er mange følelser impliceret.

Efter en jul, hvor alt syntes så småt at rette ind igen, blev bumpet i vejen skiftet ud med en mur, som ville gøre Donald Trump grøn af misundelse!

Den almindelige tirsdag på rideskolen i starten af januar skulle vores liv tage en drejning som var så langt ude, at selv jeg i min vildeste fantasi ikke på nogen måde kunne forestille mig hvad der NU ventede!

Emma blev fra det ene øjeblik til det andet ukontaktbar, men dog ved bevidsthed.
Dette skulle blive startskuddet til de to værste måneder i det år der i forvejen var det værste i mit liv - altså i mit nymanifesterede kalendersystem, hvor et år går fra april til april...

Meget kan man sige om det danske sundhedsvæsen, og det skal jeg også love for der bliver gjort!
Men når lokummet står i flammer, så kommer der dælaneme’ gang i maskineriet!

Efter en helt mareridsagtig uge, hvor vi lagde ud med hele meningit-pakken, psykoser, voldelig adfærd, flugtforsøg, et mindre ophold på børne/unge-psyk, adskillige undersøgelser, absolut ingen søvn - eller mad, fastholdelse, tvangsmedicinering og øvrige almene frustrationer, frygt og spekulationer om fremtiden fandt lægerne ud af at Emma havde pådraget sig en autoimmun encephalit!

En uge!!! En diagnose man i den øvrige vestlige verden gennemsnitlig er i stand til at stille i løbet af 1 til 3 måneder!!!
I Ålleren tog det kun en uge!!! - og det på trods af at det var 8 år siden de sidst havde en patient med samme diagnose!

Mine formidninger om akut posttraumatisk psykose var heldigvis ikke aktuel, selvom jeg var sikker på psykiateren på børne/unge-psyk var bindegal, fordi han fastholdt at det var noget somatisk!
Vor herre bevares! Alle(!) ved sine fulde (og ædru fem - for den sags skyld) kunne da se barnet ikke var somatisk præget!!! Men det var hun så...

“Hjemme” på børneafdelingen blev en aggressiv behandling sat igang samme dag som diagnosen blev påvist, og nærmest hele sygehuset (også dem inde på syd) var lettede, eller alt personalet var i hvertfald lettet, og vi anede et svagt lys for enden af den tunnel, der havde virket helt uoverskuelig og ondskabsfuld.

Der var bare en lille detalje: Emma responderede ikke umiddelbart på behandlingen...

HELDIGVIS havde hun en tumor i den ene æggestok!!!

Den sætning lader vi lige stå, for den er i sig selv jo helt blæst!
Hvordan fanden kan man være lykkelig over at være ejer af en tumor i æggestokken?!?!

Men ikke desto mindre, så er en tumor (såfremt der er tale om et teratom) ofte skyld i at man pådrager sig en autoimmun encephalit. Især ved den type som Emma havde (NMDAR). Teratomet starter simpelthen immunforsvarets inflammatoriske proces, som så i Emmas tilfælde betyder betændelse i hjernen.
Fordi det er immunforsvaret der forårsager inflammationen, så kan der ikke gives hverken antibiotika eller penicillin mod det, netop fordi det ikke er en bakterie.
Til gengæld kan man kortslutte processen ved at fjerne teratomet, og det var derfor jeg var så glad for at der var et teratom der kunne blive fjernet. Havde der ikke været et teratom, så var vi muligvis stadigvæk indlagt... og selvom børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital er helt og aldeles enestående, så er det jo ikke et sted man decideret stiler efter at residere.

Efter operationen var der allerede en markant bedring - præcis som litteraturen foreskriver. Personlighedsforstyrrelserne og psykoserne var næsten helt væk, og samme aften, efter operationen, var det næsten “gamle” Emma jeg lå og så film med i sengen!

Derefter gik det stærkt med bedringen, og vi fik lov at komme hjem på orlov 5 dage efter operationen. 
Siden har det kun gået støt fremad, og nu næsten 3 måneder senere, er Emma næsten tilbage til normal.

Derfor har vi holdt nytårsaften i aften sammen med nogle af dem der har gjort det muligt for vores lille familie at komme helskindet over det her lorteår!
Vi ville ikke være kommet så godt igennem vores kriser, hvis vi ikke havde haft et netværk, der har samlet os op, de gange vi mistede fodfæstet i de forgangne 12 måneder!

Vi har drukket Moët af billige champagneglas fra IKEA og børnechampagne af de fine glas fra Spigelau. Vi brændte stjernekastere af til midnat og råbte “godt nytår”

I morgen - som reelt er nu, trækker vi en streg i sandet og starter på en frisk.

Vi snakkede om hvad vi ønskede der skulle ske i det “nye år” vi træder ind i, og for mit vedkommende kan jeg sige, at jeg inderligt ønsker mig at der sker så lidt som muligt!


GODT NYTÅR!

søndag den 31. december 2017

Den store årsberetning anno 2017 - for FUCKS sake!!!

At lande på fødderne

Jeg har ikke fået skrevet så meget på bloggen.
Det er ikke fordi der ikke er sket noget, men mere fordi jeg ikke helt kan overskue hvor og hvordan jeg skal starte.
Ofte kræver en start jo udsigten til en slutning, og der er stadig et par løse ender, der hænger og flagrer - som man siger...

Men min sommer”ferie” startede ret brat d. 28/3-2017, hvor jeg uden varsel blev fritstillet fra det arbejde, som jeg troede jeg var så glad for, og som jeg troede gik helt godt, men sådan kan man jo altid blive så overrasket.

De 3 første måneder på det arbejde var muligvis også noget kun bedre end de tre sidste, og det er formentlig kun i supernovaen af bagklogskabens afslørende og ubamhjertige lys, jeg når frem til den konklusion- men af alle jobs jeg har haft i hele mit liv, er jeg blevet fyret/sagt op/fritstillet to gange, og set i det berømte bakspejl har begge bratte ufrivillige abonnementsopsigelser været til det bedste for mig, og omend et brutalt skub, så dog stadig et skub op på springbrættet til noget nyt og bedre.

Den pludselige fritstillelse kom på en måde på det helt rigtige tidspunkt.
Tre måneder med fuld løn i “sommer”halvåret! Hvem i min alder får lige den mulighed?
Børnene var henrykte, nok mest fordi de fik lækre madpakker med.
Min krop var også henrykt - en slags. Den fik sovet og restitueret som aldrig før - og det var i den grad tiltrængt.

Nu kan det godt være det her kommer til at lyde som én lang klagesang med subtile undertoner af forsmået martyr, og det er det på en måde også - jeg hverken kan eller vil undskylde, retfærdiggøre eller glorificere. 
Med ærlighed når man længest - eller man kan i hvertfald se sig selv i spejlet, og være helt klar over at brækfornemmelserne udelukkende opstår på baggrund af grimhed og ikke fordi jeg har været en idiot (i hvertfald ikke i den her enestående sjældne situation). Grimhed kan man kun til en vis grænse camouflere, og med en teenager der driver rovdrift på den i forvejen sparsomme make up beholdning, så er den grænse nået for længe siden.
Til gengæld dufter jeg som regel vældig godt...

De egentlige årsager til mit fritstillelse står stadig hen i det uvisse, og det vil det blive ved med. Jeg gider ikke engang gisne om hvorfor. 
Knivene i ryggen og skårene i øjnene er skiftet ud med vind i ryggen og sol. Jeg er i den grad kommet videre, og så vidt jeg er orienteret, så kom jeg væk fra tsunamien, da den stadig kun var en let krusning på bølgen...

Som om det ikke var nok for mig at miste mit arbejde, så valgte Hannibal at forlade mig.
Hannibal, min 21 år gamle landskildpadde tog den i skarpt trav over stok og sten og lod sig ikke umiddelbart indfange igen.
Adskillige efterlysninger senere var jeg så småt ved at miste håbet. 
Selvom man er 21 år, er man jo ikke meget mere end 15 cm i diameter og omkring 7 cm høj og hans evne til at falde i med naturen er enestående.
Bedst som jeg var igang med at bearbejde mit tab, blev jeg kontaktet af en dame, der boede 800 meter væk stik nord fra mig, som meddelte at skildpadden var hos dem.
Ikke nok med han havde vandret så langt og så målrettet i retningen VÆK fra mig, så havde han saftsusemig også krydset en vej! 
Hannibal blev reinstalleret under skærpet bevogtning, og gjorde ikke yderligere antræk til at stikke af. Han ligger i skrivende stund i dvale i sit fine hus, som Fønss har bygget, og når han vågner, vil han træde ud på en rød løber lavet af min søde kollega, Tina!
Men hans flugt medførte en flot omtale i dette års oficielle skt. Hans tale ved den årlige bålfest i Visse - så lidt kom der da ud af det hele...

Tre måneder forsvinder hurtigt, og tiden til at påbegynde voksenliv version 2.0 nærmede sig i takt med kapitalen reducerede sig.

Jeg søgte de jobs jeg kunne se mig selv varetage, og skuffelsen og forundringen over ikke én eneste gang at være kommet til samtale blev erstattet af glæde.
Det job jeg altid har drømt om var blevet slået op!!!
Det job jeg en sjælden gang har set været slået op, men aldrig har turdet søge, fordi jeg i min egen selvfedhed, dog altid har været helt sikker på at jeg på ingen måde har kunne komme i betragtning til.
Det var nu eller aldrig! Jeg tog sigte og sigtede højt en aften i fam 119s køkken under ledsagelse af fru 119 og en skål slik!
Da jeg trykkede send, fik jeg en snert af hjertebanken og kvælningsfornemmelser.
Tiden gik, og jeg kiggede fortsat på jobopslag. Tjekkede min mail ved noget der kunne tangere til et tilfælde, og så der lå en mail fra den afdeling jeg havde søgt på. Sikkert endnu en “tak for din interesse, men stillingen er afsat til en anden” - som alle de andre ansøgningssvar.
Men mit blakkede ry var tilsyneladende ikke nået til K-OP endnu, for de ville gerne have mig til samtale!
DE VILLE GERNE HAVE MIG TIL SAMTALE!!!
Jeg kunne næsten ikke få luft! Mest fordi mit hjerte sad oppe i halsen og blokerede for luftvejene, men fordi jeg er så tapper, så sank jeg et par gange, og genvandt respirationsfærdighederne. Ingen betydelig skade er sket, eller der er i hvertfald ingen der har opdaget noget endnu...

Som den skarpe og opmærksomme læser sikker allerede har regnet ud, så fik jeg jobbet!

Nu kunne sommeren ikke gå hurtigt nok, selvom det var en fantastisk følelse at påbegynde feriehelvedet med et job for enden af glidebanen!

Sommeren blæste afsted, både vejrmæssigt og tidsmæssigt.
Jeg var nærmest ikke hjemme hele juli måned, og kan med stor tilfredsstillelse tænke tilbage på den måned, hvor jeg var mere i Berlin og København end hjemme - hvilket tydeligt kunne ses på terrassen, der havde groet så meget ukrudt af en så tæt og standhaftig kaliber, at kosten kunne stå og læne sig op af det... (altså sådan en ægte én fra Vikan med børster - jeg kan sagtens selv stå, uden at skulle læne mig op af ukrudt)

Mine 15 minuttes of fame faldt ikke helt ud som jeg havde forestillet mig. 
Pludselig blev mit kølvands skumkrusninger blæst op på de landsdækkende nyhedsmedier, og tsunamien rullede!
Jeg var ikke selv direkte vidne til det, men blev gjort opmærksom på det, via links som folk sendte mig.
Som om det ikke var udmattende nok i sig selv at skulle forholde sig til at nyt arbejde, et nyt speciale, nye kollegaer - som alle hedder noget forskelligt og nye fysiske forhold, så skulle jeg gudhjælpemig også belemres med skandaleliderlige perifære bekendte, der i en ringe camouflage af oprigtig interesse  og omsorg fornemmede blod og muligheden for at få latest news til næste dags frokostpause fra hestens egen mule.
Har efterfølgende, ikke overraskende, hørt lige så lidt fra dem som jeg gjorde før...
Den ægte omsorg troppede op ved min dør samme aften kl 00:30, få sekunder inden den totale mentale opløsning satte ind, og hun var den paraply der lænede sig ind over bægeret inden den berømte dråbe ramte den i forvejen max pressede overfladespænding.
Mens det hele peakede og turbulensen var helt umulig at kontrollere, blev jeg reddet fra en helt uventet side: KONGEHUSET!
Jeg vil være prins Henrik evigt taknemmelig for endnu engang at have flyttet fokus over på prins Henrik, og begravelsesnykkerne!

Det var ikke kun prins Henrik der reddede mig, men også mit netværk af venner.
Venner er som klatring:
Det at vide at der er nogen der griber én, hvis man falder, er ofte nok til man formår at holde balancen, eller i hvertfald lande godt og sikkert på fødderne, hvis man alligevel falder, fordi der er nogen man stoler på der spotter én.

Man behøver ikke have så meget til fælles med mig, for at kunne etablere et godt venskab med mig. Mod er ofte nok. (Jeg ved godt du først læste mad...)
Mod kan være det frø, der spirer og vokser helt vildt i alle retninger, og man vokser hver sin retning, men frøet der er basen holder sammen på det hele.
Der er ikke smukkere venskaber i (min) verden, end de der vokser i hver sin retning sammen, og sådan nogle venskaber har jeg.
Frøet kan være forkærligheden til underlødig junkfood, der spirer til en spontan ferie i Berlin og som bliver ved med at vokse sig stærkt, fordi man har modet til at være ærlig, og sende den der “jeg savner dig” sms!
Frøet kan være en fælles interesse for kunst, som ender i utallige spontane kaffedates og lange samtaler. Eller frøet kan være som et gammelt solidt træ, som ingen helt ved hvor og hvordan opstod, og man ikke helt ved hvorfor, men pludselig ligger man på ryggen ved siden af hinanden og diskuterer om man skal lade sig diktere af et budget i et Excell-ark. Eller har lange vigtige korrespondencer på Messenger midt om natten om vedkommende ting som gær og bowling. Man vælter ikke sådan lige, bare fordi der kommer en storm eller to, til gengæld stiller man sig lige lidt tættere sammen, og passer på hinanden.

En fremmed følelse af normal hverdag begyndte at sætte ind, og massiv travlhed både på job og på hjemmefronten holdt mig i så hårdt et jerngreb, at jeg så småt igen mistede evnen til at opretholde en respirationsfrekvens der befandt sig indenfor de normale parametre
På trods af jeg desperat forsøgte at etablere små pusterum gennem musik, læsning, kunst og min nye kærlighed til planter, var pusterummene altid foret med uro, og derfor så jeg ingen anden udvej, end at kapitulere fra det hele. Den mest nærliggende og logiske måde at trække stikket ud på, er selvfølgelig at sætte mig ind i Humørbussen med et assorteret udvalg af the Cure albums, en stor pose slik og lunken kaffe, og så køre stik syd, for efter adskillige 100 km dreje blidt til venstre og ende i Berlin efter en vidunderlig 8 timers køretur alene diskret ledsaget af en lettere utilregnelig GPS!

Min mor kunne næsten ikke holde tanken ud:
Mig i en bil SÅ langt hjemmefra uden en voksen!!!
Men det var muligvis det bedste jeg havde gjort for mig i år. For MIG ALENE! 
Hvad jeg lavede i de begrænsede timer jeg havde for mig selv i Berlin? INGENTING!
Jeg gik og kørte med U og S Bahn. Jeg gjorde hvad jeg havde lyst til, uden at tage hensyn til nogen, uden at tiden var en vedkommende faktor og uden at snakke med nogen (på nær dem jeg købte essentielle ting så som planter, museumsbilletter, mad og kaffe af). Jeg var tæt på at føle mig i Zen - på en tysk måde vel at mærke, og for første gang i hele mit liv nød jeg et karbad!
Den dag i december jeg kørte til Berlin, var 3. gang jeg var i byen

-på et halvt år - vel at mærke...

Til gengæld har jeg kun været i karbad 2 gange i år

Når vi har ferieret, så har det altid været sådan lidt alternativt - hvis det kan komme som en overraskelse?!?!...
Derfor har pigerne aldrig været på et ægte hotel.
Det blev ændret i vinterferien, hvor vi indlogerede os i en suite på toppen af Århus med fuld udsigt til regnbuen på Aros.
Eneste formål med opholdet var opholdet!
Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi (og den kan til tider være ret så vild - skulle jeg hilse og sige) troet at det ville vække så stor glæde at drapere sig i hvidt frotté, som det gjorde hos døtrene. (Og aldrig havde badekaret på værelset nok været brugt SÅ flittigt på under et døgn)
50000 liter vand og ikke en tanke på miljøet senere, sad de to små frottémonstre i den kæmpe store seng med et fint glas på stilk og sippede sodavand.
Det var en fantastisk oplevelse for os alle tre, og money well spend.

Mit liv har været som de der eventyr, hvor hovedpersonen, der er lidt naiv og måske lidt begærlig, ser det flotte røde æble, som hun ikke kan lade være med at bide af.
Men æblet er fuld af orm og råddenskab, og hovedpersonen må så grueligt meget igennem. Efter megen modgang lander hun på fødderne, og indser, at det liv der måske ikke er så fyldt med store armbevægelser og overfladiskhed mere passer til hende, fordi hun ikke kaster sig i grams for ussel mammon.
Der er bare ikke lige en prins på en hvid hest, der kommer hende til undsætning, fordi hun er en moderne kvinde, der sagtens kan klare det selv med hjælp og støtte fra venner, desuden er hvid en upraktisk farve og de heste hun har redet på i år har været små tykke islandske heste, og så tror jeg i øvrigt også Robert er lidt bange for heste...

Kunsten er ikke at bestige bjerget, men at komme levende ned igen.



























mandag den 4. december 2017

Berlin tur retur på 50 timer

Det første panikanfald fik jeg omkring Randers - måske før.
“Hvad fanden har du gang i” tænkte jeg ved mig selv, mens den nye humørbus, så energisk som den tætte fredags-eftermiddagstrafik tillod det, tappert åd sig gennem Jylland med kurs mod Berlin.
Solen havde indtaget den mest irriterende position man kunne tænke sig, men den slags må man ikke brokke sig over, fordi solen er så sjælden en gæst på denne årstid.

Det er jo ikke fair at kalde det er panikanfald, når vi ved der rent faktisk findes mennesker, der får dem ægte.
Jeg måtte trods alt akkumulere mit panikanfand via en kør selv solotur til Berlin...

Panikanfaldet (ja, jeg bliver ved med at kalde det et panikanfald - undskyld) drev hurtigt over, og blev erstattet med en barnlig glædesfølelse, da jeg passerede grænsen.
Jeg har aldrig været i udlandet på egen hånd - så vidt jeg husker.
Måske var det derfor jeg ekstatisk sad og grinede fjoget med kæften udtamponeret af Matador mix.

Glæden blev dog afløst af endnu et panikanfald: jeg havde glemt at købe det grønne miljømærke til forruden!!! Nu får jeg nok en bøde og et klip i kørekortet! 

Da der efter godt 7 timer begyndte at stå Prenzlauerberg, Kreutzberg og Charlottenburg på skiltene, og afstanden til Berlin reduceredes til et et-cifret kilometertal, lignede jeg i sandhed en idiot. Godt mørket havde draperet mit ansigt, så det ikke var så åbenlyst, at jeg sad og jublede, som én der lige havde vundet i lotto...

Hvorfor nu den her lange lange køretur helt alene? Ja, det ville mor også gerne vide!
Altså! Hvis jeg vil til Berlin, så er jeg jo nødt til at køre så langt, dersom Berlin nu er beliggende på netop disse koordinater...
Men hvorfor i det hele taget tage afsted, og så alene (uden en voksen)?

For at få fred og ro!
Altså ikke som i massiv stilhed - så ville jeg nok have valgt et øde sted ude på vestkysten - eller en ødegård i Sverige (hvilket lyder helt tiltalende, især ved det faktum at det også giver mig mulighed for at rekvirere et batch svenske Fantaer... hmmm).

Jeg havde simpelthen brug for at komme væk. Ikke som i at flygte, men som i: jeg havde brug for at få et skud “jeg skal ikke tage hensyn til nogen, og jeg kan gøre hvad jeg vil - indenfor lovens grænser, naturligvis” (og her nævner vi ikke at jeg startede med at bryde loven i det øjeblik jeg passerede bymuren qua manglen på DET GRØNNE MILJØMÆRKE).

Jeg har haft helt ekstremt travlt de sidste 4 måneder. Kvælningsfornemmelser-hjertebanken-vejrtrækningsproblemer-travlt!
Hverdagen med et nyt job og enevælde i det familiære har sat sit præg.
Nyt speciale og nye færdigheder. Etablering af nye rutiner og forholden sig til en flok nye kollegaer, som forventer man kan huske hvad de hedder og alt muligt...
Det kroniske logistiske puslespil med henten og bringen børn til dit og dat - måske endda mest dat, hvilket jo ikke gør det hele spor nemmere.
De vil desuden også have mad, og nogle dage flere gange om dagen!!!

Jojo bevares, de kan da godt lave mad, men der skal stadig købes ind. Tak Netto for at have at have åbent til kl. 22:00 og tak til Billeren for at have åbent til kl. 24:00 - selvom det er på det tidspunkt jeg typisk støvsugeren, og ordner vasketøj...

Og så er der det der sovning. Kroppen bliver ved med at insistere på at den vil sove mere end 4-5 timer i døgnet. Helt ærligt?!?!

Derfor vurderede jeg, at jeg trængte til at få lidt, om ikke fred og ro så, tid til mig selv, og det var bedst det foregik i Berlin.

7 der kom tættere på 8 timer i bil skulle ikke skræmme mig - altså fraset panikanfaldene, men dem tillægger jeg ikke køreturen som sådan.
GPSen ledte an, på nær når den ikke gjorde, hvilket også resulterede i en lille detour omkring Mordor!
Eller fordi jeg overså skiltet til motorvejen et sted mellem Hamburg og Berlin (vidt begreb ikk? - sådan havde jeg det også lidt) valgte jeg at fortsætte ind i et område, der på skærmen var helt sort! Det eneste der ikke var sort, var den lille pil der skulle forestille at være humørbussen...
Jojo, jeg var da helt klar over, at den var gal. Det er bare ikke så nemt at vende om, når alt jo er sort og omkranset af meget høje træer, der garntrisse gav skjul for trolde, orker og andre eksistenser man IKKE ville have ombord på humørbussen, så det gjaldt om at lade som om det var meningen jeg skulle den her vej.
Mig skulle de ikke få skovlen under!

Fik vendt bilen i en lille by, hvor alle husene var helt mørklagte. Altså på nær de mange hundrede meter lyskæder hvert hus var overbegjort i...
Den afgrænsning på skærmen fra sort der indikerede overgangen fra Mordor til den civilation vi kender og elsker var bemærkelsesværdig, og det var der det gik op for mig at jeg havde været helt udenfor alfarvej...

Syv næsten otte timers fællessang med Robert og en pose Matador Mix senere lavede jeg en sjælden flot parallelparkering på Olbergsstraße få meter fra opgangen til den lejlighed jeg tidligere havde fået at vide var oversvømmet med vand på badeværelset...

Udrustet med det mest nødvendige... værktøj... slæbte jeg mig op af trappen, mens jeg spekulerede på om jeg burde have taget gummistøvler på.
-det var ikke nødvendigt. Der var ikke en skid vand på badeværelset, andet end en fugtig klud.
Godt jeg havde taget 10 kg assorteret værktøj med - og adskillige kilometer hårdt sammenrullet gaffatape...

Kl 23:30 var det tid til aftensmad (som var resterne af madpakken jeg havde haft med på job). Turens første ekspedition til den lokale Spätkauf berigede mig med en cola og en liter appelsinjuice. 
Måske var det mangel på mad og drikke, måske var det en ikke erkendt udmattethed efter 7-8 timers fællessang og køretur, måske var det det faktum at jeg sad midt i Berlin helt alene, måske var det en kombination der forårsagede en ualmindelig overdreven følelse af beruselse efter indtagelse af et enkelt glas medbragt rødvin - ja, jeg havde en bette rest, som jeg fandt praktisk at slæbe med...

Efter et bad - hvor det netop lykkedes mig at undgå at udføre en uelegant baglæns salto i badekarret, vaklede jeg i seng og faldt i søvn (næsten) med det samme.

Jeg vågnede lige til tiden næste morgen. Præcis så jeg kunne nå at dimse, drikke kaffe og gøre ved, inden jeg skulle ud til en dag fyldt af ingen faste planer.

Smuttede til Prenzlauer Berg, som de trofaste læsere (altså de læsere der er i besiddelse af en nogenlunde intakt hukommelse) ved er min alt overskyggende yndlings bydel.
Der var en butik jeg ville besøge, som primært sælger meget sorte ting. Nogen vil mene at butikken henvender sig til goth-segmentet, men en halv time efter forlod jeg ikke desto mindre butikken med adskillige lyserøde effekter, der senere vil udgøre adventsgaver til børnene... (så kan man lige tænke lidt over dét!)

Videre til Kreutzberg, som Karla besidder en indædt angst overfor.
Derfor er det ikke en bydel der frekventeres, når jeg er i Berlin i familie-øjemed.

Klokken var lidt over 11 (bid venligst mærke i klokkeslettet, da det får en slags betydning senere)
Jeg er knap nok steget af U1 i Kreutzberg, før jeg spotter en blomsterbutik.
Selvfølgelig skal jeg “bare lige kigge”, og jeg ved ikke hvad der skete, men i løbet af ca. 7 minutter så jeg mig selv stå udenfor butikken med en stor grøn plante i en bærepose, der lige akkurat kunne lukkes...
Selvfølgelig skal jeg vælge at købe noget nær den mest upraktiske ting i hele verden FØRST på en “udflugt”, hvor udsigterne (og afstanden) til at komme tilbage til lejligheden indenfor de nærmeste timer ikke var helt gode, da lejligheden lå i stik modsatte retning af hvor jeg befandt mig.

Heldigvis skulle jeg ikke købe mere - som sådan, og planten kunne næsten være i lejeskabet på det museum jeg senere besøgte på Oranienstraße.
Museum der Dinge!
Et museum med: ja, ting!
Et museum der har meter efter meter med montre, der er fyldt til bristepunktet med ting fra det gamle Øst og Vest Berlin.
Én montre indeholdt kun orange ting, en anden kun gule og sorte ting og en helt tredje indeholdt kun runde ting, og sådan fortsættede det med den noget utraditionelle måde at systematisere tingene, og alligevel gav systemet en meningsløs mening.

Det var et vidunderligt museum, og bestemt (endnu) et besøg værd.
Muesums-damen var meget interesseret i at vide hvor jeg kom fra, og ikke mindst hvordan jeg havde fået opsnuset viden om museet, som man skulle vide eksisterede, for at kunne finde det dér på 3. sal i en opgang der lugtede kraftigt af pot...

Kl. nærmede sig 15, og det gik op for mig, at jeg slet ikke var fuld, men min svimmelhed muligvis skyldtes mit ringe indtag af fast føde og væske, som nærmest begrænsede sig til en espresso i lejligheden tidligere på dagen.
Fandt en café, der så dejlig mørk og dunkel ud, og bestilte en crossiant, en soya latte OG en Cola, mens de blide trommehindemasserende toner fra Mazzy Star fyldte lokalet.

Der sad jeg helt alene med et velassorteret udvalg af fedt og sukker og følte mig på nippet til at være lykkelig...
Lykkefølelsen peakede, da tonerne til High med the Cure væltede ud af højtalerne, og High on the Cure, Kreutzberg, Berlin og en lille smule sukker svævede jeg ud af caféen - eller svævede og svævede... tunge støvler og stor potteplante satte sine naturlige begrænsninger for svæveriet. Mentalt svævede jeg, men det kunne også skyldes svimmelheden...

Luskede rundt i massive hashtåger resten af eftermiddagen, kun afbrudt af enkelte besøg i butikker (med tilsyneladende rygeforbud). Men klokken nærmede sig også de 16:30, og det var jo lørdag, så det var tydeligvist helt normalt at stå og ryge fede på åben gade.
Den var aldrig gået i Ålleren!

Det begyndte at være på tide at returnere til Prenzlauer Berg, hvor jeg lige skulle handle et par småting i Schönhauser Arcaden, som er et lille butikscenter i tre etager, der ikke er vildt overrendt.

KUN de mest nødvendige ting!!!
Så som 6 halvliters bægre soyayoughurt, 4 små nuttede dåsecolaer, cashewmælk, rabarbersaft, to pakker vatpinde (fordi de er helt fantastiske), vatrondeller (fordi jeg havde glemt at få med) 5 bøtter med badesæbe til Sofie, to dåser enhjørningemælk med jordbærsmag, et blad og lidt forskelligt diverse.
Godt jeg havde et stort net med! (Som blev ualmindeligt tungt)

Heldigvis kunne jeg hoppe på S-baneringen som gik lige udenfor døren, og som gik direkte hen til lejligheden, der kun lå 4 stop væk.
Bortset fra at politiet havde nedlagt forbud mod den måtte køre!!! - og der stod jeg og lignede en sherpa med alle mine “mest nødvendige” ting, sager og uhandy stor plante!
Uvidende om hvornår “mod uret” kørte igen, og om den nogensinde kom til at køre igen, sprang jeg over på “med uret” hvor jeg så kunne komme hjem efter 22(!) stop, ELLER skifte i Neukölln efter 10 stop, og tage U7, som gik diagonalt med yderligere 20 stop, før jeg var hjemme.
HVAD der fik mig til at skifte i Neukölln må vi lade stå hen i det uvisse, men det kunne skyldes mangel på mad. Det kunne også skyldes kombinationen af træthed og de føromtalte hashtåger, hvor jeg som passiv ryger muligvis havde taget mere skade end umiddelbart antaget...
Det vigtigste var, at jeg kom hjem!
Det næst vigtigste var at jeg på vej over mod lejligheden fik et sjældent anfald skarphed! I stedet for at kæmpe mig op på 4. sal med alle mine “mest nødvendige” ting, sager og stor uhandy plante, valgte jeg at læsse det hele af i humørbussen!

Den lille genistreg drev ny energi frem i mig, og lettet over at have taget midlertid afsked med min følgesvend efter over 8 timer (den store uhandy plante), begav jeg mig beslutsomt mod Kurfürstendamm og julekuglebutikken. Presset på tid var det en uventet glæde rent faktisk at formå at stå af U-bahnen lige udenfor døren til jule-hovedbunkeren (er det upassende at bruge sådan en begetnelse om noget der ligger i Berlin så tæt på “I ved nok hvad”?) Lad os kalde det jule-hovedsædet i stedet!

Uelegant kantede jeg mig indenfor lige 5 minutter i lukketid, og på mirakuløs vis formåede jeg at mase mig frem til stativet med de GAKKEDE julekugler, uden at vælte/smadre/ødelægge noget - eller i hvertfald ikke jeg opdagede, og damerne i butikken smilede sødt til mig, så enten ødelagde jeg rent faktisk ikke noget, eller også havde de (heller) ikke opdaget det...
Den kostbare fangst (en julekugle-majskolbe med glimmer og en julekugle-pommes med glimmer) blev forsigtigt fragtet til Neukölln, hvor jeg havde besluttet jeg ville spise, og jeg fandt stedet efter jeg kun havde gået forkert 4-5 gange. Jeg er en anelse udfordret på nord-syd-øst-vest-detaljerne, ugedagene og klokken.
Desværre var der så mange mennesker, at det var håbløst at få noget at spise på venstre side af midnat.
Selvom midnat nærmede sig hastigt, syntes jeg nu alligevel jeg ville have dinner og ikke dinnight-food (de mørke timers pendent til brunch...)
Det blev til en vietnamesisk restaurant, som ikke er noget at skrive hjem om. Ikke fordi det var dårligt - det ville jeg kunne få en masse skriverier ud af, men fordi det var totalt kedeligt og gennemsnitligt.
Ikke godt, ikke dårligt - dog mest tenderende til godt trods alt.
Med dagens sparsomme fødeindtag in mente, spiste jeg nok lidt for hurtigt... og blev lidt dårlig... jeg frøs også, og jeg var træt og meget langt væk fra lejligheden.
Havde jeg på det tidspunkt været klar over at jeg ville fare vild cirka dobbelt så mange gange i min søgen efter en U-bahn som jeg gjorde da jeg gik derhen, så havde jeg nok stadig siddet på den Vietnamesiske restauran og stirret apatisk ud i luften, eller sovet...

Alligevel kom jeg hjem til lejligheden. Man finder jo altid hjem...
Gennemkold, svimmel og træt.
Aldrig har jeg nydt at lade mit korpus synke ned i et badekar fyldt med varmt vand, som jeg gjorde den nat kl. 1:30...
Velværet over at få tøet forfrysningerne overskyggede væmmelserne ved at ligge og soppe i mine egne døde hudceller.
Det var et ekseptionelt godt karbad!

Den nat sov jeg som om jeg var død!
Huset kunne brase sammen, og jeg ville ikke vågne.
Til gengæld ville jeg gerne vågne fordi overboen enten: kørte med et tungt i stykker fjernstyret bæltekøretøj på det gulv der udgjorde loftet i det værelse jeg lå og døds-sov i, eller så blev der syet på en symaskine med turbo-ethanolmotor, som også samtidig måtte være meget i stykker. ELLER så blev der (slag)boret OVER ALT...
Uanset hvad, så blev jeg ukærligt vækket til live, uden på nogen måde at føle mig parat til at genopstå!
Alle eventuelle tanker om at besætte lejligheden (kan man overhovedet besætte noget man har en nøgle til?) forsvandt lige så hurtigt som Karlas chokoladejulekalender forsvandt, efter chihuahuaen havde lokaliseret den!

Med søvn i øjnene og diskrete efterveer af gårsdagens svimmelhed valgte jeg at tage en sidste tur til Schönhauser Arcaden, hvor deres hjemmeside havde lovet butikkerne ville holde åbent.
På nær det der med de havde åbent...
Jeg ville ellers gerne have et par sidste souvenirs med hjem: samosaer og gærflager (don’t even ask), men jeg måtte nøjes med en utroligt tør wrap med falafler der var så tørre, at der nærmest var tale om falafel-smulder, en latte og en lang næse.
Men så gik der da en time med det, og isen på humørbussens forrude var tøet så meget op, at det virkede helt dramatisk at stå og fjerne det med en isskraber.

Time to leave!
Jeg cruisede ud af Berlin uden brug af GPS, og det var først efter flere timer, at jeg muligvis kørte forkert. Jeg ved det ikke helt. Jeg ved ikke helt om det ægte var meningen jeg skulle køre den vej jeg kørte, men for en sikkerheds skyld genoplivede jeg min GPS, og åbnede vinduet, så kålhøgen kunne flyve ud...
På rette kurs gik det nemt trods massive mængder sne på vej ud af Berlin, og jeg må sige at jeg er virkelig stolt over den nye humørbus’ formåen!
Den har vist sig at være mere stabil og pålidelig end et schweizisk urværk!
Mor var lettet over jeg var kommet hjem i ét stykke, men kunne ikke forstå at jeg ikke syntes det havde været helt forfærdeligt at køre SÅ LANG EN TUR... ALENE!!!

Men det har været en (tiltrængt) rejse - omend noget kort rent tidsmæssigt.
Det har været fantastisk at erfare, at jeg godt kan finde ud af den slags selv med alt hvad sådan noget indebærer.
Det har været vidunderligt at tilbringe omkring 50 (intense) timer i mit eget selskab.
Det har endda været skønt ikke at samtale med nogen, men udelukkende høflighedskonversere med ekspedienter, hvor korrespondencerne ikke blev mere omfattende end: “danke” “I möchte gern eine Latte mit Soymilch, bitte” og “schönen Abend/Tag”

Selvom mine balder stadig sover lidt efter køreturen, så gør jeg det gerne igen - SNART!




søndag den 15. oktober 2017

Fredag d. 13

Når weekenden starter med at man nærmest løber fra sin arbejdsplads, for at undgå at få pålagt overarbejde...
Det gjorde jeg, altså løb. Mest fordi jeg havde et fly med take off kl. 18:50 jeg skulle nå. 
Det er jo ikke bare at skulle være i lufthavnen til 18:50, man skal jo parkere, gå fra den parkeringsplads man har fundet næsten i Vadum,  fordi lufthavnens parkeringsplads næsten strækker sig til Vadum, igennem security, hvor jeg HAR vænnet mig til at det ALTID er MIG, der er mål for den "tilfældige" stikprøve. 
Jeg har næsten vænnet mig til skuffelsen i securitys ansigter, når de, for hvem ved hvilken gang, ikke finder noget på mig. Nu glæder jeg mig næsten til at få lov til at stå inde i den transperante kasse til skue for alle medpassagererne. 
Inden man parkerer i god tid (i Vadum), så skal man, for mit vedkommende, også først lige have pakket to børn, 2 til 3 hunde (alt efter om vi er i en lige eller ulige uge) og ekspedere entouraget ud til aftageren i Vejgaard. 
I lufthavnen skal man være ved gaten 20 minutter før take off, hvis man altså HAR checket in hjemmefra, men som det eneste sted i hele verden er jeg er altid i god tid i lufthavnen, fordi "man jo aldrig ved hvor længe man skal vente på at komme igennem security", eller om børne og hundeaftager er hjemme ELLER hvor hende, der skulle køre mig til lufthavnen (så jeg var fri for at parkere i god tid i Vadum) nu lige er. SÅ er det rart at være i god tid... 
Denne gang var ikke nogen undtagelse. Jeg var i god tid, selvom jeg kom hjem til et hus der sejlede, et surt barn der lå og sov på sofaen og en teenager der havde været 4 timer om at rydde op på værelset, som NÆSTEN var blevet færdig. Efter verdens hurtigste damage control trillede humørbussen ud af indkørslen i god tid, og jeg formåede at være i lufthavnen i god tid! Det ville vise sig senere, at jeg SAGTENS kunne have tagert overarbejde, parkeret i Vadum OG nået mit fly alligevel, da jeg nærmest knap var gået gennem svingdøren til lufthavnen, da første sms fra Norweigan tikkede ind om forsinkelse! Great! I stedet for take off 18:50 skulle vi først flyve 19:40! Ingen i Norwegian tog hensyn til at jeg a) skulle til en super vigtig koncert med Mogwai på Vega kl 21:00 og at jeg b) var ved at DØ af sult! Nå, men jeg fattede mod, og slog mig til tåls med, at jeg før havde fået forsinkelses-smser fra Norwegian længe efter jeg havde været ankommet til destinationen. 
19:17 fik jeg endnu en besked fra Norwegian om at flyet var forsinket, og der var forventet afgang kl 20:05! Og efter flere forsinkelses-smser, hvor der både blev varslet take off kl. 20:30 og den sidste varslede 20:20 boardede vi ca. Kl 20:08 og var i København kl. 21:13. Ikke nok med jeg ville komme for sent til koncerten, men jeg kunne heller ikke lade være med at ærge mig over, at jeg rent faktisk godt kunne have blevet lidt længere på arbejdet. Men mine ærgelser var for en gangs skyld ingenting ved siden af nogle af mine medpassagerers. Især dem der ikke nåede det fly de skulle med til til Helsinki, fordi det rent faktisk var fløjet til tiden! 
Til gengæld var jeg ude at køre i taxa! Jeg har ikke kørt taxa i flere år. Sidst jeg kørte med taxa var i embeds medføre, som man siger. Jeg er simpelthen for nærig til at køre i taxa, men i går var jo en helt anden situation! (Jeg prøver sgu at sende regningen til Norwegian). Tænk sig at man rent faktisk kan komme fra lufthavnen til Vega på (ydre) Vesterbro på 12 minutter!!! Jojo bevares, vi var heldige med de grønne lys, men jeg må sige at sådan en diesel-én som ikke er en personbil men mere sådan en lille slags bus er ret så meget hurtigere end jeg lige ville have skudt den til at være. Jeg er stadig en lille snert køresyg her 13 timer efter... Stine henter mig udenfor Vega, og da vi stormer ind gennem foyeen, bliver jeg mødt at et hujede og heppende personale!!! Har man kendt mage! Sådan en modtagelse har jeg aldrig fået før, men de var tilsyneladende alle sammen klar over at jeg var hende der var forsinket med flyet... 
Koncerten gik stærkt! Dels fordi jeg missede en masse vigtige uigenkaldelige minutter og dels fordi musikken opslugte mig så meget, at jeg helt glemte tid og sted (Norwegian havde i den forbindelse også gjort er godt stykke forarbejde) og jeg glemte at jeg ikke havde spist noget siden frokost. 
Efter koncerten købte vi pommes med ketter, som vi spiste mens vi gik gennem Istedgade. Jeg fik også et pitabrød med falafler, men det var nu ikke noget at skrive (hjem) om - og se mig! jeg skriver alligevel om det! Til gengæld var det de bedste pommes jeg havde fået længe! Det kan muligvis hænge sammen med at det er utroligt lang tid siden jeg i det hele taget HAR fået pommes - fraset dem jeg lavede i ovnen i sidste weekend, som egentligt var sådan nogle frelste øko-kartofler MED skræl (naturligvis) som UDGAV sig for at være pommes! Sådan nogle svindlere!!! Med friturestegt mad i maven kom vi hjem til Nansensgade, hvor vi gik i seng og sov lige til den lyse morgen, eller så lys en morgen kan være på en grå men meget mild oktoberdag.