tirsdag den 31. december 2019

Den store årsberetning anno 2019


Uanset hvor meget jeg forsager solen og varmen, så kan jeg ikke komme udenom, at årets højdepunkt var sommerferien!

2019 har ikke været så hæslig, som de seneste år har været - set i det berømte bakspejl, der for alvor bliver støvet af, og indtager en mere og mere central plads hos os, som året lakker mod enden! Det blev heller ikke det år, trods løfter herom, at the Cure udgav et nyt album...



MOR!
(Over stok og sten)

Mor har jo på en subtil måde fået sneget sig med ind på min Facebook-profil, så derfor vil jeg da ikke snyde jer for et sammendrag af mors 2019 i korte træk!
Året startede stille og roligt med at mor holdt 85 års fødselsdag, hvor vi alle var inviteret til festivitas.
For at fejre de 85 år, og fornemtlig også det faktum at hun i det hele taget nåede til de 85 år, valgte hun en måned efter fødselsdagen, at foretage et baglæns rullefald ned af min storebrors trappe, og pådrage sig et flot col. femuris brud! Så ikke nok med en halvrund fødselsdag, så vandt hun en flot ny halv hofte! Ikke flotte statistikker på overlevelseskontoen efter sådan et brud for dem på den alder, men nu har mor aldrig gået op i den slags, så det er formentlig også derfor hun den dag i dag stormer over stok og sten ført an af rollator og fed chihuahua, som ikke er fed, men som bare har en meget kraftig pels (den ER også fed!)

Mor klarer sig ualmindeligt godt, tros de fleste odds er mod hende. Øjnene er blevet meget ringe til at se, ørerne virker heller ikke helt så godt længere og bentøjet har vi allerede været inde på. Det eneste der virkelig fungerer, som var intet hændt og ingen år gået er mundtøjet!

Udover stadig at have det originale tandsæt, som flittigt bliver brugt (trods madlede - hvilket vi ikke bemærkede, da hun kværnede en stor burger med pommes), så virker snak’tøjet ualmindeligt godt - men det ved i jo... Så alt i alt går det helt godt med mor, alt taget i betragtning! For heeelt godt bliver det jo aldrig, men det er ofte på grund af vejret!



DOG FIGHT!

Chihuahuaerne fik også en lidt dramatisk start på året. Pixie og Milo blev angrebet af to hunde, hvoraf den ene fik fat om Pixies hals og ruskede hende, mens den løb med mig i hælene henover marken. Det var så 3. gang Pixie havde været i tumult med den hund...

Det er aldrig rart at blive taget om halsen, og slet ikke mens man sidder og morgennifler - med mindre man selvfølgelig har aftalt et safe-word inden, hvilket ikke helt var tilfældet her...

Milo, som den ægte (kastrerede) hanhund han er, gjorde hvad de fleste hankønsvæsner ville gøre: benede hjem, mens han hylede og skreg, og søgte tryghed bag mor Wilma og søster Bertha (min mors hund, som jeg passede, mens min mor var indlagt med hoften).

Jo, det var en voldsom start på dagen - ikke mindst for den meget tolle dyrlæge Gorm i VH, der blev vækket langt tid før konsultationstid af en helt hysterisk og stortudende asiatisk midaldrende kvinde (mig...) Gorms trøstende ord, efter en grundig undersøgelse af Pixie, var at hun nok skulle klare den, hun havde jo prøvet det før...



KIOSKEN!

Starten af året blev, for mig, også starten på nye faglige udfordringer, eller flere faglige udfordringer. 
Med et fuldtidsjob på gennemsnitlig 13 arbejdsdage om måneden, på mit i den grad højt elskede arbejde, på neurokirurgisk operationsafsnit, blev jeg mere og mere en integreret del af sofaen i ninjafæstningen.
Jeg besluttede derfor, at give sofaen en pause, og prøve at få mig en hobby! Det førte til et fritidsjob andetsteds, i en slags kiosk, hvor jeg får nye faglige udfordringer og i den grad mentale udfordringer af både Kris og Flemming...



ROSKILDE!
(Og Robert)

Min sommerferie faldt både tidligt og sent, da den var delt op i to.
Første del brugte jeg sammen med den mand jeg har været forelsket i i årtier, og som jeg elsker højere og højere for hver dag der går: ROBERT!
Jeg var til lørdags-Roskildefestival, hvor Robert og hans musikalske venner skulle lukke og slukke Orange Scene.

Jeg var med ét blevet en del af det segment, jeg foragtede, dengang i midt-halvfemserne, hvor jeg var i starten af tyverne, vred, autentisk og rigtig for alvor!
Det midladrende segment, der kun hører musik med nogle der er døde, som sniger sig frem fra forstæderne, fordi der var et band de kunne lide, der stadig var i live!
Det segment der købte det de skulle spise og drikke PÅ SELVE FESTIVALPLADSEN, fordi de ikke havde brugt deres sidste SU på jointpapir...

Morten G og mig drog mod øst i humørbussen en solfyldt fredag sommeraften, og efter en tålelig færgeoverfart ankom vi til Stine i Nansensgade, hvor vi skulle overnatte,

I køen for at komme ind på selve festivalpladsen stod vi med teltlejren på venstre hånd, som lignede jeg ved fandme ikke hvad!
Jeg har aldrig kendt mage! Jeg blev helt flov over, at det er min generation, der har opfostret de møgsvin af unge mennesker! (Kh Helle 44 - på daværende tidspunkt)...

Til gengæld var selve festivalpladsen fuldstændig renset for affald! En sand fornøjelse!
Men det var hele festivaloplevelsen faktisk - en sand fornøjelse.
Ikke nok med man skulle spadsere stille og roligt efter manden med den blå kasket, for at få sit pit-armbånd, så skulle man også, efter flere timers ventetid i pit-slusen, gå stille og roligt hen foran scenen, da de åbnede den.
I slusen blev jeg venner med Mille, som er på min alder, og lige så ahemm entusiastisk desangående denne festivals absolutte højdepunkt OG hovednavn!
Stine og mig fik plads HELT FORAN SCENEN MIDTFOR! - og det var HELT FORAN SCENEN!
Jeg var ved at dø af henrykkelse, og det eneste der afholdte mig fra at dø af lykke, var fordi min krop ikke kunne bestemme sig til om den ville eksplodere eller implodere af lykke!
Aldrig i min vildeste fantasi (og den er vild, kan jeg godt garantere) havde jeg troet at to timer og tyve minutter kunne føles så kort i vågen tilstand!
Svævende på en dejlig sort Robert-sky dog flankeret af en ualmindelig fuld Morten G, gik jeg ned til bilen, som stod hos Hanne (Morten G gik dobbelt så langt som mig, fordi han zig-zaggede det meste af vejen).

Eftersom det var så sent, at det næsten var tidligt næste dag, havde jeg overbevist min kollega, der bor i Odense, om at det ville være verdens bedste idé (især for mig!), hvis han lod mig overnatte på sofaen, hvilket jeg var meget taknemmelig for, specielt da der var 30 min til vi var fremme på destinationen, og trætheden begyndte at melde sig med målrettede stormskridt efter en dag med tidligt oppe, kaffe, kun lidt mad, og intet hverken vådt eller tørt siden kl 19:15 (tænk om man skulle forlade sin plads foran scenen - og det var FORAN SCENEN! - fordi man skulle tisse!!! Så hellere dehydrere!!!)
Efter et par timers søvn, eller i hvertfald hvile på Peters sofa, akkompagneret af Morten G’s helt sindssyge snorken, besluttede jeg at det var tid for Peter at stå op og lave kaffe til mig - i håbet om at han ville træde på Morten G (helst i ansigtet - eller på halsen) der lå og brølede på gulvet i køkkenet...



BERLIN!
(Mit alles)

Eftersom første del af sommerferien gik med Robert, så kunne vi FØRST komme til Berlin i anden del af sommerferien, som FØRST var i august!
Det var der ingen der kunne leve med, så sidst i maj smuttede vi derned på en lille sviptur, fordi Emma havde købt nogle sko af Lily Gallup - Simon Gallups datter. Ja, vi ved jo alle, at Simon Gallup er bas-manden i Roberts orkester...
-og nu vi var i Berlin, så fik vi alle en klipning til dessert efter en god røvfuld sushi. Det var første gang pigerne var ved frisør i øvrigt... og flere år siden jeg selv var blevet klippet. Nu kan der gå 4-5 år igen, før vi skal bruge 300,- (i alt) på dét!
Berlin er altså bedst flere gange om året!


SOMMERFERIE-INTERMEZZO!

Sommeren var nådesløs varm i år! I hvertfald som jeg husker - men eftersom jeg ikke kan huske, hvad jeg foretog mig for 10 minutter siden, så kan man ikke ligefrem regne med noget dér)
Det afholdt ikke alle mulige fra at komme til skade. Så jeg fik tilbragt en del af de tropiske sommernætter på mit arbejde. Heldigvis i godt selskab af søde kollegaer!
Når jeg ikke arbejde i ventetiden på anden del af sommerferien, hyggede vi os med at besøge vores tidligere naboer, Jesper, Lisette, Theo og Alfred som desværre trives lidt for godt i Skagen, og derved gør håbet om en tilbagevenden til Ålleren urealistisk!



STRANDEN!

Varmen drev mig også til flere ture til stranden, hvor vandet efter adskillige timer draperet i OP-tøj, og på de gode dage også et røntgenforklæde, køligt omfavnede min svedmarinerede krop.

Jeg må indrømme, at stranden får en større og større plads i mit hjerte.
Måske fordi det altid brusende larmende vesterhav med sine koleriske bølger, der bevæger sig med en utilregnelig regelmæssighed, danner en perfekt lydkulisse, og ikke lægger skjul på hvor mægtigt det er, giver mig lov, ja, tvinger mig til at være ydmyg, magtesløs og ubetydelig. Jeg kan gøre hverken fra eller til, når jeg står på kanten af det dybe grønne hav, andet end overvære og forholde mig i ro.
Men bestemt også fordi jeg har været ualmindelig heldig med selskabet på stranden. -og så er havet jo også vældigt pænt at se på, både midt på dagen, men i særdeleshed sidst på dagen, hvor jeg i sommer adskillige gange har været vidne til solen, der druknede sig selv på mest spektakulære vis. Navnligt to ture på stranden - endda lige efter hinanden, står for mig, som nogle af de bedste.
Men vejret var også særligt tåleligt, vandet var særligt krystalklart og sandet mere løst end normalt, hvilket bidrog til adskillige fastkørsler og god undeholding, når machomænd i badebukser fik lidt større tissemænd, hver gang de havde hjulpet med at skubbe en bil fri af sandets lunefulde favntag. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg led en del mere, rent varmemæssigt denne sommer, end normalt - godt jeg er så tapper, og godt stranden ligger så relativt tæt på hvor jeg bor. Glæder mig til man får gjort noget ved sand-problematikken, og får stranden asfalteret eller som minimum dækket af kunstgræs i sommerhalvåret!



ROBERT!
(again and again and again...)

Robert har denne sommer fyldt en del mere i mit liv, end han plejer.
Ikke nok med han blev 60 flotte år i april, så har The Cure spillet på 28 festivaller, endda med flere jobs på nogle af dem - fordi de er så populære, og alle ELSKER dem!!!
Desuden nåede de til Sydney, hvor de lavede 5 shows i Operahuset i anledningen af Disintegrations (verdens bedste album ifølge Kyle Broflovski fra South Park - og hvem tør erklære sig uenig med ham?!) 30 års jubilæum.
Udover det, så nåede de også Rock n Roll Hall of Fame, hvor Robert gik viralt på grund af den hidtil bedste kommentar til en:

Overivrig amerikansk interviewer: *helt skingert burger-amerikansk* “are you as excited as I am?”

Robert: *helt tør engelsk* “by the sound of it, no!”

-og Robert anede ikke engang selv, hvad det ville sige at gå viralt...

Mange af showsene blev live-streamet enten af festivallen, eller af fans via Periscope. Desværre ikke Zagreb-showet, hvor Robert, under From the Edge of the Deep Green Sea, slugte en natsværmer, og uden at misse ét eneste ord i sangen, brækkede sig på scenen!



FERIE I FERIEN!

Den traditionelle tur til Berlin i sommerferien - som det jo efterhånden er blevet, skulle vise sig at blive så anderledes en ferie, som kun vi kan præstere!
Jeg tror i hvert fald de færreste turister der havner i et sammenskudsgilde med en flok unge mennesker fra hele verden, fordi man er blevet venner med Frances via Instagram, der bor i Berlin. Og jeg må sige, at jeg hele tiden overraskes over hvordan mine venner, Flora og Frances, i Berlin tager os til sig, og hvordan vi også bliver venner med deres venner. Det er en helt anden knap så lukket mentalitet, som den jeg kender til i Danmark. Samtidig med man ikke føler sig forpligtet til noget. Mange vil nok synes det er en overfladisk måde at have relationer på, men man gør det jo selv til det det er.
Der er i øvrigt nok også efterhånden grænser for hvor meget vi kan tillade os at kalde os turister i Berlin, og denne hyppige frekventering af verdens bedste by, ville ikke være mulig, hvis det ikke havde været for Katja der ejer den lejlighed vi bor i, og som heldigvis selv kun har 6 ugers ferie (som vi andre), men med lidt god timing, så undgår vi at holde ferie på samme tid...

Til gengæld gav vi den som full blown turister i Barcelona! Jeg ved ikke hvad jeg havde tænkt af geniale tanker, da jeg fandt på at Barcelona var en god idé - og det uden overhovedet at undersøge hvor ulideligt varmt der ville være sådan i starten af august...
Voldborg ville ikke være stolt, og det kan jeg faktisk godt forstå!
Men for dælan da en varme de holder sig på de kanter!
Barcelona røg ikke direkte ind på min top 5 over steder, men ikke desto mindre, så tror jeg da vi vender tilbage igen engang udenfor sommeraæsonen!
Barcelona VAR fin, ikke misforstå, MEN jeg tror en hvilken som helst anden destination ville have været lige så god, for essensen af det hele var, at vi tre var sammen og at vi er pisse gode til at holde ferie sammen! Pigerne er skide gode til at rejse!

“Hjemme” i Berlin igen skulle det vise sig, at min barndomsveninde, Ulrikke og hendes familie havde gjort sit indtog! Derfor var det oplagt at mødes med dem til en gang aftensmad.
Men alle der kender Ulrikke, ved godt, at sådan går det sjældent - nu vi alligevel er igang, så kunne vi da lige så godt mødes til frokost, og hvis dagen alligevel skulle bruges sammen, hvorfor så ikke bare starte om formiddagen!
Derfor tilbragte vi en hel skøn dag med familien “Skipper”, og fik vist dem noget af “vores” Berlin, hvilket vi altid elsker at gøre.
Der er altid noget magisk over at mødes i Belin med dem hjemmefra!



RET OG VRANG!

Man siger, at man skal prøve alt én gang. Jeg prøvede at tage i retten, og køre en retssag mod det offentlige, og efter to dage i retten, kunne jeg langt om længe lægge en sag bag mig, som havde stået på i over to år!
Jeg vil ikke komme nærmere ind på detaljerne, eller sagens udfald, for det er ikke vigtigt, her 3 måneder efter. Det vigtige i det var, at jeg fik sagt fra, og jeg forsvarede mig selv (sammen med min advokat)”
Til gengæld vil jeg hellere snakke om de der helt uventet engagerede sig i det.
Jeg er nemlig så heldig, at være beriget med mennesker i mit liv, som gider at tilbringe en hel dag med mig, for mig, mens sådan et møde foregår.
Anita sad alle timerne den ene dag, og Helle A den næste dag, som heldigvis ikke var længere, end den kunne afsluttes med en frokost og et besøg på biblioteksudsalget.
Jeg har fået SÅ meget støtte fra mennesker, jeg ikke helt havde forventet at få støtte fra, og igen har en krise i mit liv formået at knytte tætte(re) venskaber - og det er fandme smukt - også selvom tingene ikke altid går helt, som man gerne vil have...


BEHAG MIN SMAG!

Min foretrukne kaffebar hedder Behag din smag. Sidste sommer kunne man få en helt vidunderlig hvid rabarber brownie. Jeg ventede (tålmodigt) hele vinteren på det skulle blive forår, så rabarber brownien kom tilbage, men det så ikke umiddelbart gunstigt ud desangående...
Efter adskillige forespørgsler på rabarberbrownien, kom den barske dom, at den ikke var inviteret med på den nye menu! Mit liv gik i stykker, og stikket i hjertet var næsten så skærende, som smerterne i emaljen ved indtagelse af rabarber uden nonoxalsyre...
MEN SÅ EN SKØNNE SKØNNE DAG fik jeg en besked på Instagram, at de havde besluttet at lave rabarber brownie for MIN skyld! -lige netop den dag jeg skulle frekventere kaffebaren med Lise, Maiken og Anita. Hvor heldig har man lov til at være?! (Og det var i hvertfald ikke fordi jeg havde skrevet til dem, og tryglet på mest ynkelige vis, om at give rabarber brownien et enkelt come back lige netop dén dag...) Jeg ELSKER at få min vilje!!!



SLUT PÅ ET FORHOLD!
(До свидания - do svidaniya)

Nu vi er ved triumferne, så skal det næsten også lige nævnes (med højtidelighed i stemmen) at jeg i det Herrens år 2019 langt om længe fik gjort en ende på Forbrydelse og Straf!
I over to år havde jeg haft den mursten hængende over mit hoved, som en ualmindeligt tung litterær sky, indtil jeg kapitulerede, og indtog resten af værket på lydbog!
Ikke noget jeg er decideret stolt over, men jeg er sikker på, at havde jeg ikke ændret fordøjelsesmetoden, så ville den bog følge mig i graven, hvilket rent intellektuelt ville kollidere med min drøm om at få min krop fyldt med heksehyl og popcorn-majs inden kremeringen!



AT DRIKKE EN BOG

En lydbog er lidt det samme som når man drikker et måltid. Det er nemmere...
Nu jeg var på en intellektuel deroute, så kunne jeg lige så godt gå planken ud! Derfor har jeg, med stor begejstring, fået besejret Krig og Fred og Idioten på lydbog, og jeg må indrømme, at jeg nok aldrig ville have fået de værker med mig, hvis det ikke havde været for lydbogsmiraklet! Det passer mig ganske fortræffeligt, at drikke en gammel russisk litterær klassiker! Livet er for kort til russisk litteratur, men derfor er der ingen grund til ikke at gå igang med det...



OP PÅ (klima) KINDHESTEN!

Ikke en årsberetning uden en bette verbal kindhest og en velment sviner...
Danmark er et skønt land, og danskerne er et lykkeligt og heldigt folkefærd! Men lykken er så skrøbelig, og det måtte flere danske børnefamilier erfare i år!

Mens Australien stod i brand, og verdens nutteste dyr er tættere på udryddelse, end jeg er på at eksplodere, når tastaturkrigerne ruller sig ud, og med bedste Ude og Hjemme-stolthed eksponerer deres dumhed, så var Danmark på den anden ende, fordi TINKA NISSEHUEN blev udryddet i Danmark!
Forældres sind har været i kog, og har næsten nærmet sig samme temperatur, som den brændende koalabjørn vi så komme skrigende ud af flammerne i Australien.
Af én eller anden årsag har jeg en mistanke om de mødre, der har Tinka nissehue gatet den for hårdt, er de samme som dem der med den der vase I ved nok... stakkels dem og stakkels deres familie, hvis der ikke skal mere til for at deres verden bryder sammen. (Om 10 minutter er der ikke én eneste der gider have noget med den tåbelige nissehue at gøre - til gengæld håber jeg stadig inderligt, at de der fik vasen, stadig elsker den højt, og at de der ikke fik den, så småt er ved at komme sig over tabet og afsavnet)
Måske skal vi prøve at værdsætte det vi har? Måske skal vi prøve at se os omkring, og overveje, om vi virkelig mangler mere skrammel, og om man helst vil have en designerlampe eller en god ven, når krisen går ind af døren, uden at banke på - i stedet for at klage til kundeservice... - og vil vi helst huskes for at have været et godt menneske, eller i det mindste have gjort sit bedste, eller vil man hellere huskes for at have været den der med en virkelig virkelig flot bil?

Jeg skal ikke bestemme hvordan andre skal leve, hvad de skal synes og hvad jeg ellers kunne få ondt i røven over.
Hvis jeg ser noget på internettet jeg ikke gider at se, så scroller jeg videre. Hvis jeg hører noget i radioen jeg ikke gider at høre, så sætter jeg noget på med Robert.
Jeg gider ikke udsætte mig for alt muligt, som kan gøre mig forarget eller hidsig - det er ikke det værd - og jeg gider i hvertfald ikke fare til tastaturet, og give mit besyv i tide og utide, med mindre der udvises graverende dumhed, og jeg i den grad ville blive et slet menneske, hvis jeg ikke greb ind, og fik sat en stopper for tåbelighedes løbske trojanske hest!
Jeg har svært ved at tage voksne alvorligt, der for eksempel har et behov for at tilsvine en pige med fletninger, fordi hun måske har ytret sig om noget, der giver os alle røde ører.
Hvis I synes det er noget vås, så synes det, men vær voksne, ryst på hovedet og hold i øvrigt med værdighed jeres mening om en 16 årig piges ytringer for jer selv!
Der er jo så mange tåber, der får (unødig) taletid, så stop nu med at udse jer de nemme ofre!
Prøv noget nyt: prøv at bide skeer med nogen på jeres egen alder/niveau, eller hold jeres kæft - det sidste er i hvertfald nogenlunde CO2-neutralt...



ALT GODT TIL DEN DER VENter!

Jeg har næsten altid travlt, også når jeg ikke har travlt, så skynder jeg mig som regel.
På nær når jeg ikke gør...
Jeg har efterhånden lært, at jeg ikke altid behøver at skynde mig, men at det er okay at bruge lang tid på at finde den helt rigtige plante. At vi sagtens kan nå en kop kaffe (mere). At motivet kan ændre sig, hvis vi står og kigger længe(re) på det og at vi ikke altid behøver at skynde os hjem/videre/væk, men at vi bare kan være.
Jeg kan sagtens alle de ting selv, for selvom jeg hader at spilde min tid, så har jeg trods alt lært, at al god tid aldrig er spildt - og god tid kan sagtens være den tid man intet (fornuftigt) laver - som for eksempel at skrive det sidste på en årsberetning, mens marengs af overskydende æggehvide lever deres eget liv i krematoriet... Det er mere når jeg er sammen med andre jeg ikke kan finde den der ro...
Jeg er ikke vokset op med god tid, men mere med travlt, så jeg har næsten altid skulle skynde mig. Det er nok derfor der er så indgroet i mig, at jeg ikke vil spilde andres tid, så når jeg er sammen med venner og veninder, så skal jeg nok skynde mig, så jeg ikke spilder deres tid...
Jeg bliver altid glædeligt overrasket når nogen frivilligt (helt uden himlen og prusten) går med i Salling efter en kaffe date. Jeg får næsten dårlig samvittighed, når andre spontant er med på en udflugt efter en lang arbejdsdag og jeg kan nogle gange fjernt mærke en ro dybt inde i min krop, der hvor andre nok har en sjæl, når vi godt lige kan sidde lidt længere tid på tæppet på stranden og glo på vandet, solen og ingenting. Jeg lærer nok med tiden at få skuldrene (og paraderne - selvom man er ninja) ned og at få mig selv med. Især hvis selve tiden også lige kunne være så venlig at sætte tempoet ned - men ellers skal jeg nok skynde mig med at få de skuldre ned, så jeg når det...



HVAD DU ØNSKER

Hvert år til jul ønsker jeg mig: fred i verden, ro og mere tid. -det er så småt begyndt at gå op for mig, at det der med mere tid ikke er realistisk, men at tiden i større og større grad flygter fra mig, som sand der løber gennem mine hænder, at verdensfreden også lader vente på sig - især efter Tinka nissehue-skandalen!
Derfor klamrer jeg mig til ro. Uanset hvad - så har 2019 for mit vedkommende været præget af mere ro. Jeg er ikke blevet fyret (endnu) og ingen har været ved at dø, hvilket allerede er to punkter 2019 elegant forskånede mig for - i modsætning til de seneste år.
Så katastrofedepartementet har holdt sig nogenlunde i ro i Ninja-føljetonen anno 2019... men det er nok primært fordi jeg ikke er målgruppe for den der Tinka nissehue...
Selvom jeg har haft en del at se til, så tror jeg fandme, at den der indre ro så småt er ved at få drevet rastløsheden ud af min krop, som Karnevallet i Ålleren får mig drevet mig ud af landet, men det KAN også være det bare er fordi jeg har givet op, kastet håndklædet i ringen og så småt er igang med at kapitulere mentalt...
Jeg har følt mig ekstremt travl og endda stresset i perioder, men ikke kvælningsfornemmelses-stresset eller vejrtrækningsbesværs-stresset.
Jeg er ved at lære at gå i stå, når jeg er sammen med andre mennesker, og ikke mindst at det er okay at vi går lidt i stå. -og selvom jeg synes jeg er nogenlunde hurtig til at lære nye ting, så er det her noget af det sværeste nogensinde!

Uanset hvad, så fortsætter jorden med at dreje rundt (i hvertfald indtil vi har fået mishandlet den så meget, at den også går i stå)
Men indtil da, så drejer den - også selvom jeg ikke deltager i det lige den dag, men i stedet sidder lidt længere tid på stranden og glor på solen i stedet for at feje terrassen og støvsuge i stuen...

År 2019 har været god ved mig. Det har ikke forkælet mig, men det har behandlet så ok, at jeg går ind i 2020 med frisk mod - eller sådan har jeg det i hvertfald nu, hvor mine marengs begynder at se færdige ud og året samt denne årsberetning lakker mod enden.
Når jeg så står inde på neurokirurgisk operationsafsnit første nytårsdag og rydder op efter andres tragedie, så kan det godt være modet falmer, men så skal jeg minde mig selv om de mange skønne øjeblikke, de mange gode stunder jeg har haft med min familie og mine venner.
De lange samtaler i humørbussen, mens den holdt stille, og ruderne duggede mere og mere sideløbende med at køre-Gajolerne reduceredes i støt tempo. De vigtige og saglige korrespondencer på Messenger de sene nattetimer om alt fra planter til hvilket indædt had, man kan nære omverden - men mest om planter. Jeg skal huske på det her øjeblik, hvor marengsene er færdige, hvor køkkenet ligner en slgmark, hvor Robert grædende synger Disintegration og jeg i hele den her elendighed stadig synes jeg har mod på et nyt år med flere slagmarker, mere Disintegration og flere af de der gode stunder med de mange fine mennesker, der alle bidrager til at gøre mit liv tåleligt...

Måske bliver 2020 endda det år the Cure udgiver et nyt album...

torsdag den 8. august 2019

Barcelona - når man tager på ferie, mens man er på ferie...

DAG 1 Vi tog hjemmefra i ret så god tid, så vi kunne nå at købe noget at spise på vej til lufthavnen. Vores U-Bahn førte os så tæt på Schönefeld lufthavn som overhovedet muligt, og bussen transporterede os resten af vejen til en ualmindelig overfyldt og lille lufthavn Berlins størrelse og status som hovedstad taget i betragtning... Ventetiden for at komme gennem security var overraskende kort, og var præget af tysk effektivitet, så vi havde virkelig virkelig god tid i lufthavnen til at kede os. Ventetiden gik dog relativt hurtigt, og efter at have marineret vores ansigter i Ester Larsens ansigts creme med trøffel, som selvfølgelig er deres dyreste, OG prøvet nærmest alle Chanels make up produkter, forlod vi, glinsende af prætentiøs luksus, tax free shoppen. Kaffetid og indkøb af snacks inden flyvningen, endte i indkøb af et helt sort flûte, en soya latte og diverse... men ALTSÅ et HELT SORT(!) flûte, som vel at mærke IKKE var sort, fordi det var brændt på, men sort fordi det skulle se sådan ud! (Det smagte som almindelig flûte, men det her var SORT!) Fordi vi er sådan nogle vigtige typer med priority boarding, gik vi ombord på flyet som de første. Spændingen og begejstringen var høj, og nåede uanede dimensioner, da flyet tordnede lagde fra gate og ud af landingsbanen med den sædvanelige høje fart, der kræves for at dyret kunne komme i luften. Pigerne var ellevilde. Det var jo første gang de skulle flyve - eller Emma, Mikl og jeg fløj en tur til København, da hun var 3 år og Karla var inde i min mave, men det kan hun ikke som sådan huske - og jeg blev næsten helt rørt over deres henrykkelse! Vi var knap kommet ud af flyet, før jeg begyndte at skabe mig over HVOR PISSE FUCKING PISSE FUCKING PISSE VARMT der var! Jeg var seriøst ved at dø! Hvad fanden tænkte jeg dog på, da jeg besluttede, at en mimiferie til Barcelona iaugust var verdens bedste idé?!?! Heldigvis rejste vi kun med håndbagage, så vi kunne stryge direkte mod metroen med air condition, som skulle fragte os ind mod Barcelona down town, og hotel Barbara - et hotel der har fået blandede anmeldelser forskellige steder, men som var ualmindeligt billigt... Jeg må indrømme at jeg gang på gang bliver overrasket over hvor nemt logistik egentlig er, når det drejer sig om at transportere sig fra A til B. Vi (jeg) er jo nok typen, der vælger at onsighte mine feriedestinationer, eller freestyle om man vil. Jeg undersøger ikke det vilde omkring det sted jeg skal være, og planlægger heller ikke detaljerede programmer med ting vi skal se og opleve. Jeg synes ferie er lig med at man kan gå til venstre hvis man vil, men hvis noget ser spændende ud til højre, så kan man altså også vælge dén retning, og den “metode” bragte os vidt omkring til både lidt mere moderne boligkvarterer i beton, men mest blev vi (af)ledt rundt i de små ekstremt smalle gader, hvor bygningerne på hver side er så høje, at solen knap rammer brostenene. Vi havde dog to ting på agendaen: stranden med badning som primære formål og et besøg i New Rock butikken. DAG 2 Død af varme vil muligvis indtræffe snarest! Eftersom primære mission var stranden, købte vi til morgenmad en lun baguette, noget frugt og noget juice, der skulle forestille at være mulitfrugt, men som havde en sær eftersmag af kål og boullion - må lige i nærmeste fremtid nærstudere om kål er begyndt at sortere under (mulit)frugt... Det er helt klart alt for længe siden jeg har været på badeferie i sydeuropa, og det var lige dele overraskelse og lige dele “åhhh gud ja, det er sådan det foregår”, da vi arriverede på den grovkornede strand, hvor sandet var til at børste af både håndklæde og fødder (i modsætning til sandet på Blokhus strand, der er helt håbløst, og burde skiftes ud med asfalt eller grønt kunstgræs!). Et sandt inferno af mænd der vandrede rundt med plasticposer og solgte øl og vand, påtrængende damer, der ville sælge massage, mænd der ville sælge helt vildt grimme hippie-agtige strandtæpper (seriøst! Ligner JEG én der vil eje et tæppe med Bob Marley på?!?!) og mænd der solgte drinks. Alle, på nær dem der ville sælge temporary tattoos sværmede om os, som var de fluer om en frisklavet lort - og damerne der tilbød at flette hår, fik nærmest julelys i øjnene, når de så os! Men ikke desto mindre var strandturenen succes! Vandet var lækkert, og vi dykkede og så fisk. Karla dykkede efter sten, og fandt utallige skatte. Vi hverken druknede eller blev solskoldede, og efter det gik op for “de handlende”, at vi ikke var interesserede i deres ydelser, blev vi ladt i fred... -næsten... Jeg lå og slumrede, da en lille asiatisk dame blev ved med at tale til mig, formentlig desangående massage, og da jeg ikke reagerede, begyndte hun, uden at ane det fjerneste om hvilke konsekvenser det måtte medføre, at røre ved mig! MEN det er yderst effektivt at hvæse, som en arrig kat, af andre mennesker. Især hvis man har frotté-håndklædemærker og lidt savl i ansigtet, og i øvrigt efterfølgende brøle “VETE!”, alt imens man springer op, og ryster kroppen helt hysterisk som var der hoppet en edderkop op mellen skulderbladene på mig! Hun gik ikke hen til os mere den dag... eller næste dag... Strand og badning! TJEK! Sightseeing here we go! På må og få begav vi os op gennem de små gader, hvor den ene hippie-butik lå efter den anden, som bød sig selv til med ildelugtende røgelse, batik og en migræneprovokerende dunst af pachouli... MEN der var også små finurlige butikker, og dem brugte vi lang tid på - mest fordi der var air condition. New Rock butikken var lidt skuffende, så i affekt købte jeg et par New Rock støvler på Ebay, for at dulme skuffelsen - men man er sgu heller ikke helt i humør til at prøve tungt sort tøj og endnu tungere støvler i den fucking varme! Til gengæld var det én af de eneste butikker vi ikke blev stirret på. Eller det er mest de andre turister, der stirrer - men det er der jo ikke noget nyt i. De lokale spurgte os ivrigt om hvor vi var fra - måske fordi vi så så eksotiske ud og vores tale ikke stemte overens med den traditionelle version af sådan nogle typer med udseende som os. Nogle spaniere troede endda vi var fra Holland! -har man kendt mage?!?! Men alle vi har haft kontakt med har været ekstremt venlige, hjælpsomme og imødekommende. Når mørket begynder at falde på, starter et helt andet liv i byen, og det elsker jeg! Hvor massive mængder af pastelfarvede polo-beklædte turister dominerede gadebilledet i dagstid, så kommer de lokale børnefamilier ud og besætter de mange små legepladser, der er rundt omkring ved aftenstid. Sammen med dem dukker de mange gadesælgere op, som sælger næsten helt ægte designer-varer for en slik... Der blev ikke taget notits af store skilte der fortalte, at det var strengt forbudt at købe fra dem. Til gengæld sagde skiltet ikke noget om at det var forbudt at sælge tingene... lidt det samme princip som med alkohol efter kl 23 i de små “spätier... Spanien er de store portioners land! Og da det blev aften, og vi syntes vi var sultne, fandt vi en lille restaurant. Jeg valgte tilsyneladende at bestille tapas til 15 personer! Det var helt pinligt, at vi allerede var mætte efter de oliven og brød, der blev sat på bordet inden de ægte serveringer... og det er DERfor jeg ikke har tabt mig, selvom vi har gået omkring 15 km hver dag! -nårh ja, så støber de altså også nogle pænt ok is. Men som i Berlin, så er Barcelona, som sagt, tydeligvis byen med de store portioner! Sammenlagt med den fucking varme, så har jeg slet ikke konsumeret de mængder af mad, som jeg havde svoret jeg ville! Efter alt for meget mad vendte vi tilbage til stranden, som stadig emmede af liv, og nu også massive hashtåger. Pigerne har fået et foruroligende afslappet forhold til lugten af en godt tændt festcigaret - heldigvis tiltaler lugten dem dog ikke! Efter en hurtig badetur - hvor jeg, og alle mine plastre på fødderne, blev til lands, begav vi os retur til hotellet. Købte en ulovlig godnatøl på vejen hjem, og efter tiltrængte brusebade, nussede vi rundt til sen sengetid. DAG 3 HURRA! Skyer og en let til moderat brise! Død af varme nu udsat på ubestemt tid! Sov ualmindeligt længe, og da vi langt om længe fandt nænnet til at trække de vidunderlige mørklægningsgardiner til side og komme frem fra air conditionens kølige favntag, var det shopping IGEN der stod øverst på agendaen (i hvertfald på Emmas agenda - som også skulle tilgodeses...) Efter en evighedi Urban outfitters, forlod Emma etablissementet i vrede, fordi de bukser hun havde udset sig, var ALT for store i str. XS - hader selv, når XS er alt for stort, så kunne sagtens sætte mig indi hendes vrede... ahemm... MEN det var også nogle ret fede bukser, det må jeg (desværre) indrømme... Frokosten bestod af noget virkelig lækkert pasta, som blev indtaget i selskab af nogle lokale håndværkere. Det er vel altid et godt tegn, når der er lokale på stedet, ikk? Mere shopping, og retur til hotellet for at skifte til badetøj, så vi kunne få en særdeles tiltrængt forfriskende dukkert! Vi var ikke mere end lige ankommet til stranden, før en idiot prøvede at sælge mig et hvidt strandlagen med blåt batikmønster på. Han fandt dog ud af jeg ikke var intersseret, da jeg kiggede ham olmt i øjnene, og bredte mit sorte badelagen ud OVENPÅ hans afskyelige stykke hippie-tekstil - sådan en kløvning! Havet var ikke i sit venlige hjørne, men Karla havde alligevel også glemt sine badebukser, og nægtede at bade i underbukser... Til gengæld havde jeg medbragt undertøj til efter badning, og Emma var ved at grave sig ned i sandet af flovhed da jeg skiftede fra bikinitop til BH... -og så snakker vi ikke om skift fra bikinibukser til underbukser-situationen... hahaha Det var igen blevet aften, og vi ville have noget aftensmad. Vi fandt et sted med burgers OG air condition! Emma lovede i et anfald af forbigående sindssyge, at hun ville give is til dessert. Derfor var hun sur resten af aftenen, fordi hun havde brugt €12 på is! Nu var hun NÆSTEN RUINERET!!! (Men det var hun ikke) Ramblaen forsøgte vi behændigt at undgå, men eftersom Ramblaen lå for enden af den gade som vores hotel lå på, var vi nødsaget til at krydse den helt forfærdelige kroniske tilstand af Hjallerup Marked på spansk... Man kan købe lidt af hvert på Ramblaen. Primært skrammel og dårlig mad, men helt eksklusivt blev jeg (selvfølgelig) også tilbudt “smoke, weed, COCAINE!” -ja, jeg blev gud hjælpe mig tilbudt at købe kokain MIDT PÅ RAMBLAEN i mylderet af pastelfarvede turister - MENS JEG GIK MED EN LATTE I HÅNDEN, SAMMEN MED MINE BØRN!!! - hvad fanden?!?! KOKAIN!!! Jeg kiggede selvfølgelig forarget på ham - men det så han slet ikke, fordi han havde travlt med at glo på de barbiehoved jeg havde i en kæde om halsen... Jeg sætter ALDRIG mine ben på det sted igen! -med mindre et akut behov for kokain skulle opstå - selvfølgelig! Selvom gadenavnene var totalt håbløse, og GPSen til tider havde hedeslag og opførte sig helt utilregneligt, så formåede vi at finde de steder vil ville, at undgå mere end højest nødvendig færden på Ramblaen (og dens pushere) OG komme hjem til hotellet hver aften. Vi har fået et ret godt indtryk af Barcelona, og vi kan næsten abstrahere fra den til tider massive dunst af tis, kloak eller andre mærkelige lugte, som ihvertfald IKKE er roser. Varmen kan diskuteres, og jeg kan allerede nu afsløre, at varmen kan forvente en blandet anmeldelse på TripAdvisor! Barcelona! Du er dejlig! Vi kommer gerne igen - men nu glæder vi os også til at vende “hjem” til Berlin!

søndag den 4. august 2019

Sommerferie anno 2019 vol. 1 (plus det løse)...

Hovedsættet af min sommerferie lakker mod enden - og som alle ved, så er de ægte hits i encoresene...
Men dette års hovedsæt har også været en sand hitparade af både gode gamle travere, nye ørehængere og så de der numre man ikke helt ved hvad man skal synes om, men som man ender med at elske!

Ferien startede på aller aller bedste måde med et punkteret baghjul. Jeg kaldte den dag for fladt baghjuls ferie fredag...
Næste dag så mere lovende ud, med et hole in one på første bane på minigolfbanen i Fårup Sommerland. Jeg kunne lugte den søde bouquet af sejr - men heldet vendte, og jeg endte på en skamfuld 3. plads...

Første ægte feriedag blev afholdt med “damerne” - mine tidligere kollegaer fra øjenafdelingen. Jeg havde støbt brunch, og forfattet en rabarbercrumble, som siden skulle vise sig at blive til dette års sommerkagehit!

SÅ blev det Roskilde-tid, og ja! Jeg ER igang med at skrive om den tur! 
Jeg ER IGANG!!! Men altså, jeg kan godt lige sige jer, det var dælaneme en god date...🥰🖤

Hjemme igen legede vi turister i egen by. Vi havde en dejlig dag på Utzon Centret og cyklede i solnedgangen langs havnen med Helle A. 
Det er ikke til at beskrive den glæde jeg føler ved at lave sådanne ting med mine døtre og gode venner, som ikke koster en skid andet en tid, men som børnene refererer til som ét af MINDERNE!
Jeg elsker at mine børn ikke forlanger alverden, men at de formår at finde stor glæde i små tiltag.

Et skønt gensyn med tidligere gymnasie-veninde, hvor rabarber crumblen igen indtog en væsentlig plads (dog en ny rabarbercrumble) Flanering i Hjørring - som tilsyneladende har Danmarks bedste shoppingcenter?... det var altså også et godt center... eller noget... 😄- jeg kunne næsten finde rundt, uden at blive væk... -jeg blev allerhøjst lettere desorienteret!

Hvad man ikke gør for kærligheden... altså jeg kørte i hvertfald til Århus, for at (gen)se min! 
Cinemaxx viste 40 års jubilæumskoncerten med the Cure i Hyde Park fra sidste år, og det var næsten som at være der igen... 
Det eneste minus var at der måtte have været noget i luften, som fremkaldte en hidtil ukendt allergi - mine øjne løb i hvertfald i vand af og til, og det var bestemt ikke fordi jeg græd lidt, nej det var ej!!! (jo det var...)
Stine havde set samme koncertfilm på samme tid i København, og på vej ud fra filmen, og tværs gennem Århus hen til bilen, snakkede vi henrykte om det hele! DET HELE!!!
Det var vidunderligt!

Et sikkert sommerhit er vores tur til Skagen, hvor vores tidligere, ekstremt savnede, naboer er i eksil... vi besteg det grå fyr, og gav 37 danske kroner for en sodavand fordi vi hader vores penge... men det hele foregik i det aller aller bedste selskab, og det lindrer lidt på lommesmerterne🖤
Desuden blev jeg mega god til sådan et spil, hvor man skal samle stablede kopper på tid... altså som i MEGA GOD!

Mor blev skam også tilgodeset, og mens pigerne og jeg kravlede rundt på min fars gravsted, strengt superviseret af mor, og fjernede ukrudt (der var ca. 5-6 stykker ukrudt) så kværnede “Never Enough”, med det der band I ved nok, i mit baghoved... Det var dejligt at komme hjem igen den dag...🥵

På terrassen har jeg erklæret krig mod myrene, og i min (giftfri) kamp mod de små bæster, har jeg overgået mig selv i kreativitet - om det så er så genialt, som jeg troede, det vil tiden vise... men umiddelbart er beton i alliance med kaffegrums en effektiv og billig løsning.

Første del af sommerferien fløj afsted, og et par ugers arbejde truede i horisonten, med et vejr der kunne få alle til at gå op i limningen af varme!

Heldigvis har vi stranden indenfor overkommelig afstand, så vi pakkede damer, døtre og ualmindeligt meget mad i humørbussen, og drog til stranden i Blokhus, hvor vi badede, spiste sen frokost og lod os undeholde af unge badebuksebeklædte mænd, der steg i egne machograder for hver gang de skubbede én af utallige strand!ede biler fri.
Selv slap vi med nød og næppe strandens sandede favntag, eller det var ikke noget der krævede macho-assitsance fra andre end Karla...

Hen under aften vandrede vi op til Blokhus C.I.T.Y og købte (grotesk store) is til en, efter standarden i turistfælde-Blokhus, utrolig billig pris!
Hjalmar gik på scenen, men det kunne vi godt abstrahere fra, og formå at have en hyggelig aften alligevel...

Det gode ved at kunne nyde nuet (og i øvrigt ikke være i stand om at spå om fremtiden) er at jeg uvidende tog på arbejde næste dag. Uvidende om hvilken rædselsvagt der ventede mig!
I korte træk: 
være 2-3 steder på én gang
Akutte operationer på TO stuer med ét vagthold bestående af to læger og to sygeplejersker, og derfor blev der hidkaldt kærkommen forstærkning!
Aftensmad kl 22:45 inden omfattende oprydning af 3 operationsstuer plus “det løse”
Hjem PÅ CYKEL kl 00:10
Retur på afdelingen kl 1:10 - denne gang til automobils
Hjemme i seng igen kl 5!

Heldigvis der der langt mellem den slags vagter...









på nær for mit vedkommende SELVFØLGELIG!!!

Næsten samme scenarie udspillede sig nemlig ved min næste vagt, bortset fra jeg ikke nåede hjem på noget tidspunkt før kl 4:10 næste morgen.

Det var som om “man” havde besluttet sig for at jeg virkelig skulle kende forskellen på arbejde og ferie - og det skal jeg da også nok lige love for jeg kom til...

Heldigvis kunne jeg sove helt til kl. 9:30 næste dag - men så undgik jeg jo også at pådrage mig et decubitus...

Brunch hos kusinen, som var så hyggelig, at jeg glemte, at jeg egentlig kun skulle aflevere pigerne, og så ordne alt det inden ferien vol. 2, som jeg jo ikke nåede onsdag eftermiddag...
Men af erfaring fra sidste tur til Berlin, så havde jeg ikke decideret etableret en bagkant desangående estimeret ankomsttid - kunne dog på en måde godt have ønsket, at vi var ankommet bare lidt før kl 4 om morgnen... især fordi jeg blev vækket af en VVS-mand, som skulle skifte cisternen på toilettet kl 8:30 - og jeg havde først lukket mine øjner omkring kl 5, fordi humørbussen skulle tømmes, der skulle pakkes ud, og neurose-Bente (altså mig) også absolut skulle have et brusebad.
Til gengæld kørte vi turen i astadigt økonomisk tempo uden kø. Det kan altså godt lade sog gøre at køre fra Visse til Berlin på 40 liter benzin!




fredag den 24. maj 2019

Når enden er nyklippet hår, nye brugte (Buffalo)støvler og godnat-øl...

I går kørte pigerne og jeg til Berlin, som vi jo har gjort så mange gange før.
I den forbindelse er der selvfølgelig en masse ritualer, der skal gøres.
Ét af dem er snack-shopping dagen inden turen, og denne gang skulle det ikke være anderledes - og så alligevel...

Jeg har nemlig været ekstremt højt aktiveret det sidste stykke tid - nogle (nok mest mig) ville endda mene jeg har haft travlt! Så jeg har været lidt bagefter med det hele (altså ikke at dét er noget nyt - men i forbindelse med midlertidig ekstrem travlhed lyder det bare mere legalt...)

Onsdag (altså dagen inden køreturen) var ikke anderledes på dén konto. Jeg havde vagt (som heldigvis var rolig), Emma skulle til hest og Karla skulle til træning (som selvfølgelig foregår på samme tid), men med kørselsassistence fra det barnefaderen gik det hele.
Det hele endte med at vi luskede rundt i Lidl kl 20:30 og fandt underlødigt bake off.

Kender I de der typer, der tager hunde og katte og den slags med hjem, hvis de finder sådanne på gaden, og undskylder sig med, at “de ikke havde noget sted at være”?
-ja, dem kender vi jo alle!
Det er utroligt hvad man ellers kan være “heldig” at finde i Lidl... 
Bortset fra snacks, så fandt vi er yderst perifær bekendt og hendes to små kloner.
De havde i protest (spontant) forladt deres hjem, fordi luften var tyk af støv fra en væg, som var ved at blive “rettet til” - og hvor søger man tryghed af alle steder? -i LIDL!!! hvor hun var i fuld gang med at skrabe de mest nødvendige ting sammen, så de kunne klare sig på en bænk natten over... 
Eller hun sagde (skingert) sammen med en masse andre mere eller mindre pæne ord, noget om hotel eller vandrehjem, men det med bænken lød mere dramatisk!

Von And (altså mig) fik helt ondt i lykkemønten ved tanken om at de skulle bruge penge på overnatning, så derfor insisterede jeg på de kom hjem og sov hos os - vi har jo alligevel så meget plads... men hvor der er hjer... eller nårh nej. Det var fordi JEG blev nærig på HENDES vegne!

Jeg havde jo selvfølgelig en del (en hysterisk masse) der “lige” skulle ordnes inden turen, men heldigvis er den familie en sådan, der ikke lader sig gå på af lidt kaos...

Alt blev ordnet, inkl. støvsugning kl 00:30 - det var også længe siden naboen var blevet beriget med en rask omgang midnatsstøvsugning! Jeg gør det jo i virkeligheden for hendes skyld, så hun endnu mere kan nyde det, når vi er væk - selv tak!
Allerede 01:30 kunne jeg krybe under dynen, og sove helt til kl. 6:30 - med mindre arbejdet kaldte, hvilket det ikke vovede...

På vejen en halv time før planlagt! Det hele så lyst ud!
Den halve time blev dog hurtigt brugt på at holde i morgentrafik-kø i Hasseris, hvor vi lige skulle ud og hæve euro...
Vi var under et pænt tidspres, fordi Emma skulle købe nogle støvler (Buffalo - og så snakker vi ikke mere om dét, bortset fra vi kommer til at snakke en del mere om dem!) af én der skulle rejse til England, og som skulle tage hjemmefra kl. 16 for at nå flyet. 
Hun bor i Neukölln - som næsten ikke kunne være mere i den anden retning af hvor vi bor...
Eftersom min vagt først sluttede kl 7:15, og jeg havde planlagt vi skulle køre kl 8, OG det tager mellem 7,5-8 timer at køre, så ville det kunne lade sig gøre. (Hurra for det fremragende U og S banesystem!!!)

På vej ned fik vi endda indhentet et kvarters tid, og selvom jeg havde stillet Emma udsigten til vi ikke kunne nå det, så så alt stadig lyst ud - indtil to lastbiler valgte at skubbe hinanden i grøften, og derved akkumulere en GIGANTISK kø!
“Tak” til bonderøvene fra Farsø MC (eller noget i den stil), som skulle spille smarte (så smart man nu kan spille, når man er en bonderøv i lædervest fra Farsø) med deres rygmærker og kaffe i latterlige stålkrus - ja, nemlig! camping-slagsen!
B1 og B2 (B som i Bonderøv!) valgte simpelthen at flanere rundt på Autobahn med deres kaffekopper, formentlig for at se om “der var nåwe”) uden at lukke døren på bilen, så den lille hidsige orange skilte-vogn ikke kunne komme forbi... fik jeg nævnt de var nogle bonderøve?
Jepsen! Ulykken var nemlig så frisk, at der ikke engang var sat skilte op endnu, og for første gang nogensinde prøvede jeg at befinde mig relativt forrest i en bilkø!
Ikke at det gavnede vores tid, hvor indhentede tid og forspring for længst var gået op i røg.
Det så nu ikke helt så lyst ud som tidligere...

Emma tog det dog ualmindeligt pænt, selvom udsigten til nye brugte (Buffalo)støvler forsvandt i horisonten, hvor det først kunne lade sig gøre at få dem, så kunne det ikke, så kunne det og nu kunne det ikke alligevel...
Jeg fik overbevist hende om at hun altså bare kunne købe dem i (Buffalo)butikken i Berlin - dobbelt så dyre end til den pris hun skulle give for de andre ganske vist, men stadig billigere end i Danmark. 
Især eftersom hun stadig har alle sine konfirmationspenge (på nær de 250,- hun brugte på blå mandag for ET ÅR SIDEN!) og hun også af og til tjener lidt penge OG fordi hun TILMED havde fået 100€ af sin far.
Men Von And jr. (Det er så Emma) slog sig noget i tøjret, inden hun accepterede...

Resten af turen gik overraskende gelinde. Muligvis fordi den tidsmæssig me presballe var forsvundet.
Kun få køer (ikke muh-slagsen, men bil-slagsen), men en bagende hede, og en Clio fra 2005 er desværre ikke udstyret med air condition...
Med “kun” en time forsinkelse parkerede vi lige nede foran døren til opgangen!

Mens vi holdt i kø, havde jeg kommunikeret med sælgeren af støvlerne, som var så sød at få sin kæreste til at varetage handlen, så Emma kunne få de forpulede (Buffalo)støvler på et tidspunkt i løbet af weekenden.
Udsigten til at flanere Berlin tyndt i nye brugte (Buffalo)støvler var falmet, men udsigten til trods alt at få nye brugte (Buffalo)støvler var blevet vækket til live igen!
Vi var på en 75% på win-skalaen - hvilket på ingen måde var en dårlig placering.

Efter en hurtig udpakning, og med udpakning mener jeg “kyle tingene ind i gangen i lejligheden”, smuttede vi afsted for at få noget at spise.
Emma og jeg havde bestemt, nej rettere befalet, at vi skulle have sushi!
Karla ville hellere have lasagne, så hun blev i den grad overrulet, og fik kylling og rejer fritteret i puffede ris - eller noget i den stil.
Alle var glade - og alle blev (helt vildt) mætte!

Til dessert fik vi alle en spontan klipning hos den frisør der var nabo til restauranten.
Det var “sæt dig ind og vent til det bliver din tur”-konceptet, og udfra devicen “hvor mange bliver lige klippet (OG farvet) kl. 19:30 en torsdag aften (hvilket så er en del, kan jeg godt fortælle), tog vi chancen, og stillede os i kø.
Vi kom dog hurtigt til, og nu var det jo heller ikke verdens mest avancerede klipninger vi skulle have, så vi var også hurtigt færdige - alle tre!
Emma og Karla havde deres debut hos ægte frisør, og jeg havde min debut hos frisør i dette årti - så vidt jeg husker...

Med nyklippet hår, der tydeligt bar præg af “vi stod på række, og frisøren klippede os, mens hun kørte forbi på rulleskøjter” drog vi til Alexander Pl.
Emma var jo NØDT til at komme i Primark - eftersom det jo også var næsten, med streg under næsten, en uge siden hun havde været der sidst...
Vi dimsede lidt rundt i butikkerne på Alexander Pl, blandt andet var vi i en prætentiøs dagligvareforretning, som muligvis kunne være tyskernes pendant til til Mad og Vin/Salling Super, hvor man kan købe dagligvarer til overpriser, fordi hylderne er lidt pænere end dem i Lidl - men også fordi sortimentet er lidt mere dekadent rent madsnobmæssigt... 
Når det så er sagt! Så fandt jeg de der helt tynde spaghettier, som jeg den seneste tid har været helt besat af at få, men som ikke har været muligt at rekvirere i Aalborg. 
Carlo fra La Locanda prøvede endda at lave customized tynde spaghettier på det gigantiske pastaudskæringsaggregat han har, men som trods en ualmindelig lækkerhed ikke var tynde nok.
Jeg tager muligvis ind senere, og tømmer butikken for fehårspaghetti - men på den anden side, så er det jo en (mere) ualmindelig god grund til at tage til Berlin, fordi man TYDELIGVIS KUN KAN FÅ DEM I BERLIN! 

Nårh ja, en lille detalje... Vi fik også klaret de “store” toiletbesøg under ordnede og sanitære acceptable forhold, eftersom toilettet i lejligheden var i stykker, og ville blive lavet tidligt til morgen i dag...
Er I klar over hvilket pres(!) det lægger på én? Tænk lige lidt over dét...

Klokken var ved at være mange, faktisk så mange, at vi i vores træthed valgte at stå på et forkert tog...
Det ville vise sig at være ret belejligt, dersom vi (næsten) endte på et forbindelsessted til Neukölln.
Sælgeren af (Buffalo)støvlerne skrev nemlig, at hendes kæreste kunne “handle” nu her, hvis det ikke var for sent for os.
Men altså hvis man kan få kollektiv spontan hårklipning kl 19:30 til dessert i Berlin, så kan man fandme også godt lige smutte ud (til den anden ende af byen) og shoppe (Buffalo)støvler... kein Problem!
Det skulle vise sig, at det var det hele værd. (Buffalo)støvlerne fremstod som næsten ubrugte.
Sælgeren havde haft dem på max en håndfuld gange, og brugen har primært været til the Cure koncerter - og tanken om at de (Buffalo)støvler har betrådt steder til the Cure koncerter, der ikke er tilgængelige for den almindelige koncertgænger (altså sådan én som mig), bidrager immervæk til en vis accept fra mig desangående det genopståede levn fra starten af 90’erne, hvor de (Buffalo)støvler var obligatoriske til technofester - faktisk tror jeg ikke det var lovligt at have dem på, hvis man ikke som minimum havde et massivt forbrug af extacy og de der hæslige Adidas træningsbukser med knapper ved benerne - som jeg til min store rædsel (OGSÅ) så småt er ved at genopstå!!!
Men noget kunne tyde på at Buffalo-segmentet har gennemgået et generationsskifte, og ingen af dem aner hvad en technofest er - og alene det, er jo unægteligt en formildende omstændighed desangående Buffalostøvler...
Jeg siger bare, at man nok (desværre) vil se flere Buffalostøvler i det almene bybillede end i 90’erne, og betragteligt flere Buffalostøvler til the Cure koncerter end i 90’erne, og det må vi andre jo så bare acceptere...
Nu skal jeg først og fremmest se om jeg kan forlige mig med at skulle bo sammen med sådan et par (Buffalo)støvler...

På trods af gennemgående (dog lettere kontrolleret) kaos i går, så endte dagen i Berlin, som den altid gør for vores vedkommende, når vi er her, nemlig med godnat-øl (dog kun til mig), bad (os alle - dog ikke samtidig) og iPad (dog kun til børnern’).

Ps. Blikkenslageren HAR (med en halv times forsinkelse - hvilket selvfølgelig bidrog til en overordentlig voldsom trang til at benytte toilettet) været og ordne toilettet her til morgen.
Jeg fik lært en masse tyske vvs-relaterede gloser, som jeg nu ihærdigt prøver på at glemme igen.
Og jeg skal da være den første til at indtømme, at jeg ventede med dagens første kop kaffe, til toilettet var blevet ordnet!

søndag den 30. december 2018

Den store og meget meget lange årsberetnining anno 2018 - what the FUCK?!?!

HAPPY NEW YEAR!
Efter en fredelig jul, hvor de største udfordringer var hvad vi skulle have til aften, skulle en ny hverdag til at tage sin begyndelse.
Tavlen blev visket ren, som man gør hvert år d. 31/12, og man træder varsomt på det helt nye og rene kapitel af ens liv.

Det katastrofale 2016 forsvandt længere og længere væk, og vi var alle endnu engang parate til at starte på en frisk, parate til at indtage 2017.

STANDING ON THE EDGE:
Aldrig var 2017 startet, før lavinen rullede.
Som den trofaste læser allerede ved, så blev Emma meget syg i starten af januar, og det blev til omkring to måneder, hvor hun faldt ind og ud af massive psykoser de første uger. 
Så var året lissom igang, og jeg forsøgte ihærdigt at træde vande. Set i bakspejlet, så kan jeg ikke på nogen måde forstå hvordan vi kom igennem et mareridt af sådanne eksorbitante dimensioner!
Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg skriver om det, hvilket på en måde er godt, fordi jeg troede jeg havde grædt for et helt liv dengang, og ikke formåede at vride flere tårer ud af min følelsesforladte gamle trætte krop.
Tiden stod stille for os i årets første kvartal, og selvom hele forløbet føles som en tung pløre og tåge, så husker jeg det så tydeligt som jeg aldrig har husket noget før!
Alt andet blev ligegyldigt, og mit liv foregik indenfor murene på børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital, hvor et minut føltes uendeligt, og hvor alt kunne ske på et minut.
Jeg er ikke bange for noget! Jeg tør alt!
Men frygt er en anden sag.
Frygten for om vi nogensinde fik den Emma vi kendte tilbage omsluttede sig mig som et tungt stramt vattæppe, og jeg følte jeg var ved at blive kvalt i uvidenhed og afmagt.
Udenfor murene var familie og venner, der var ligeså magtesløse og uvidende.
Ingen fik lov at komme ind på Emmas sygestue i starten.
Jeg ville ikke have nogen skulle opleve Emma i den her tilstand, men som Emma mirakuløst blev mere og mere stabil efter lægerne havde fundet ud af hvad hun fejlede, så fik de aller nærmeste lov at komme på korte besøg, og jeg fik lidt “udgang”, så jeg kunne se dem jeg helst ville se.
Ikke at jeg havde været decideret isoleret. Bekymrede betænksomme familiemedlemmer, venner og kollegaer skrev og ringede. 
Uden at være bitter eller martyr-agtig, så fandt jeg ud af hvem der var mine venner. Det er ikke nødvendigvis nogle man hører fra i tide og utide - men det føles rart at vide, at de alligevel er der!
Så midt i hele tragedien følte jeg mig på en måde ualmindelig velsignet og privilligeret!
Efter en lille måneds tid kom vi hjem fra hospitalet, og hverdagen skulle så småt igang.
Jeg begyndte på arbejde igen på kraftig nedsat tid, og jeg vil aldrig glemme den fine måde afdelingen håndterede mit til- og fravær på. Jeg troede slet ikke den form for empati og fleksibilitet eksisterede indenfor det offentlige længere, men jeg vil være evigt taknemmelig!

Som vinteren gav slip, og foråret tog over blev vores hverdag også mere og mere normal - eller så normal som den kan blive i vores familie.

Året startede så forfærdeligt som det overhovedet kunne, men alligevel vil 2018 også stå som ét af de bedste år. Måske fordi man lærer, eller tvinges til, at sætte tingene i perspektiv, og fordi Emmas sygdom i hvertfald fik mig lært, at man ikke altid kan styre alt, og især ikke de ulykkelige ting der sker, men til gengæld kan man i et vist omfang styre de gode ting. Eller man er i hvertfald i stor grad selv ansvarlig, og styrende, i forhold til om man vil være glad, og det der med at få det bedste ud af ting, det er ikke et helt dumt koncept.
Desuden lærte jeg, at man ligeså godt kan få ting ordnet NU, fordi man ved ikke om man når det i morgen...

Derfor valgte jeg at blive ekskluderet fra mit elskede NORDvendte soveværelse med DOBBELTseng, og blive degraderet i real estate til det SYDvendte kosteskab med ENKELTseng, der om sommeren ville forvandle sig til noget der mindede om en svedekasse, bare meget mindre og meget varmere (hurra for mørklægningsgardiner).
Fraset at det blev en mere omfattende proces, sådan at lave værelsesrokade, end lige først antaget, så skulle alt det slåen sig i tøjeret fra min side vise sig at være ganske spild af tid!
Kosteskabet, som det kaldes i daglig tale, er blevet til et af mine absolutte yndlingsrum i mit gigantiske hus, og jeg har overvejet at leje stuen ud til større arrangementer!

LIFE GOES ON:
Et af de største højdepunkter for året var selvfølgelig Emmas konfirmation. Den dinglede jo i en ultra tynd tråd, og alene det at den blev holdt, var i sig selv et mirakel - at den så også var helt vidunderlig, må i høj grad være gæsternes fortjeneste, men også lidt vores, fordi vi havde valgt verdens bedste sted at holde festen. Et sted, der uden tøven, beroligede mig med, at Emma nok skulle få sin konfirmation - også selvom det først ville blive senere. Så ville vi bare holde en kæmpe sommerfest udenfor! 
Emma fik den dag hun havde drømt om, og så gjorde det ikke så meget, at blå mandag var ved at blive skyllet væk i massive kaskader af regn der ikke holdt én eneste pause.

Sommeren strammede så småt sit jerngreb, og det blev en sommer, der på alle måder vil blive husket som én af de bedste nogensinde!
Den startede dog med regn, men den ene dag jeg husker det regnede, var samtidig den dag jeg mødte ét af mine største idoler: Michael Kvium!
I mange år har jeg beundret hans kunst, rejst efter hans udstillinger og også plastret mit hjem til med plakater, der gengiver motiver, som jeg aldrig i min vildeste fantasi vil komme i nærheden af i originaludgaver.
Jeg opførte mig som en star struck teenager, da jeg manisk fnisende, kampsvedende og samtidig ualmindeligt bøvet bad ham om en autograf. Selv tog han ikke situationen så højtideligt som mig, hvilket på en måde var udemærket - og noget mere værdigt... altså for ham!

LONDON CALLING:
Kun to uger efter mødet med Michael Kvium skulle jeg møde mit ultimativt største idol og største kærlighed nogensinde: Robert (Smith fra the Cure - hvis nogen skulle være i tvivl)...
Robert og jeg havde planlagt en stille og rolig date i Hyde Park, hvor vi, på et picnictæppe, skulle fejre, at hans band havde 40 års jubilæum.
Vi havde ikke lige regnet med, at der ville komme 65000 og fejre det sammen med os, men nu alle de mennesker alligevel var dukket op, valgte Robert at kalde “drengene” sammen, og holde en lille intim-koncert på lidt over 2 timer. Det er vel ikke nødvendigt at nævne, at den eneste grund til jeg stadig er i live, er fordi jeg ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle eksplodere eller implodere af lykke!
Jeg elsker ikke London-baby, men den nådesløse sol gjorde sit til at jeg ikke decideret hader
London, og med tiden kan det endda være jeg helt kan komme til at holde af den.
Det er i hvertfald svært at blive ægte vred over at sidde udenfor på en pub aftenen inden koncerten, og drikke øl med de søde the Cure-fans jeg lærte at kende.
London var over alle forventninger - hvilket man mildest talt ikke kan sige om turen hjem, eller på en måde var turen hjem alt andet, end jeg havde forventet.
Ingen forventer en massiv forsinkelse på mange timer, at lande i den totalt falske lufthavn og derefter en 6 timers bustur tværs gennem landet sammen med Jacob fra Emmas gamle klasses far... som faktisk var det eneste forsonende træk på den tur!
Man gider bare ikke helt at lande i sit, i forvejen mange timers forsinkede, fly i København, når man i virkeligheden skulle have landet i Aalborg.
Man gider heller ikke helt først at komme hjem klokken seks morgen, tolv timer senere end man ægte skulle have været hjemme, men i kølvandet på årets andet højdepunkt, så var jeg mere tilgivende, end jeg normalt ville have været - måske var jeg også for udmattet til at være ægte vred?...

...THEN WE TAKE BERLIN:
For vores families vedkommende er sommer ensbetydende med Berlin!
Igen i år skulle en del af sommerferien foregå i den by vi elsker mest.
I år skulle vi prøve at køre derned selv - i humørbussen!
Udover at vi, på grund af kronisk vejarbejde, kørte 60 km i timen nærmest hele vejen, så blev vi, trods den lave hastighed, knipset i en fotofælde, hvilket syntes helt uvirkeligt, når vi nærmest kun kørte 60 km i timen. Men det var absolut virkeligt, da den røde supernova af en blitz blæste op i mit ansigt! Farten blev, for vores vedkommende, sænket yderligere, og med adskillige timers forsinkelse, eller adskillige timer efter den estimerede ankomsttid, trillede vi langt om længe ind foran nummer 12.
Det var som at komme hjem! Bare som at komme hjem uden alle de sure pligter. 
Berlin tog, som altid, godt imod os, og ferien blev kun lidt bedre af at nogle af vores venner og familie tilfældigvis også var i Berlin på samme tidspunkt som os, og vi havde nogle skønne timer sammen.

SUMMERTIME:
Resten af sommeren blev brugt på visit i Skagen hos vores tidligere yndlingsnaboer, og så genoptog jeg desuden en interesse jeg levede og åndede for da jeg var ung: ridning.
Jeg nåede at få tilbragt en del timer på hesteryg, og som følge deraf også mange timer på landet, hvor luften er lidt friskere og der er lidt højere til himlen.
Heste er godt for helbredet, og det fik jeg at føle da jeg kom hjem fra Berlin med symptomer, der mindede om en cervikal prolaps - indtil den dag jeg stod ved siden af hesten, og havevanderen blev tændt.
Hesten gik i panik og tromlede mig ned, så jeg bankede hovedet baglæns ned i den tørkeramte stenhårde græsplæne.
Fraset en ordentlig én på sinkadusen, smerter i underekstremiteterne (der dog forsvandt gradvist i løbet af nogle uger), synet der rammer, når ens liv passerer revy og en overbevisende følelse af en mindre hjernerystelse og et eventuelt subduralt hæmatom, så blev prolaps-symptomerne banket ud af kroppen, og også i en grad, jeg ikke tror hverken fysioterapeut eller kiropraktor kan gøre så godt og grundigt som 600 kg pankikslagen dansk varmblod!

LIFE GOES ON:
Sommeren syntes uendelig selvom dagene blev kortere og aftenerne blev mørkere og køligere.
Sensommeren gik over i efterår, og selvom vi prøvede at klamre os til tanken om sommer, ved for eksempel at insistere på at bade i vesterhavet, så indikerede vandets temperatur, at en ny årstid havde gjort sit indtog, og at sommeren var gået i dvale for denne gang.
Efteråret, som er min absolutte yndlingsårstid, viste sig fra sin blide og milde side, hvor solen tilsyneladende ikke ville erkende, at sommeren var forbi.
Efteråret blev begivenhedsrigt, og bød blandt andet på endnu et naboskifte. Vi sagde farvel til en vidunderlig nabo, og goddag til en ny nabo. Igen vandt jeg i nabolotteriet, og jeg håber ikke der skal foretages udskiftninger i 2b lige foreløbigt.
Noget af efterårsferien blev brugt på en semispontan tur til Berlin, hvor efteråret i den grad havde fløjlshandskerne på.
Igen mødtes vi med venner. Denne gang venner vi ikke havde set i flere år, men vi var på mirakuløs vis ikke blevet det mindste ældre.
Regnen begyndte, da vi passerede byskiltet på vej ud af Berlin det efterår!
Knapt var jeg kommet hjem, før tasken skulle pakkes igen, og nu var destinationen var Schweiz.
Det kursus jeg havde ventet på i over et år skete nu!
Aldrig havde jeg drømt om (eller jo det har jeg, men det snakker vi ikke højt om, for så bliver jeg bare spærret inde) at jeg nogensinde skulle bore så meget i forskellige dyreknogler, som jeg gjorde de to dage kurset varede - og stod det til mig, så sad jeg stadig nede i den kælder, og borede og borede og borede (men det er heller ikke noget vi snakker højt om). Turen hjem var lige ved at blive en gentagelse fra London-baby, bare værre!
Igen et forsinket fly, men denne gang til København, hvorfra vi skulle med et andet fly til Aalborg - selvfølgelig dagens sidste fly!
Det var ualmindeligt hårdt at løbe fra udenrigs til indenrigs! Især når man er iført store tunge goth-“sneakers” - og i øvrigt en semitung rygsæk OG et net!
Mens jeg halsede afsted, så jeg London-baby scenariet for mig, og forberedte mig mentalt på en overnatning i Københavns lufthavn.
Så galt gik det heldigvis ikke, og hostende (efter løbeturen) blev vi fløjet tværs over landet, og kom hjem (næsten) i tide...

ICH BIN EIN BERLINER:
Efteråret overgav sig så småt til kong vinter - i hvert fald ifølge kalenderen.
Julen nærmede sig, og som jeg gjorde til en tradition sidste år, så ville jeg igen tage på alenetur til Berlin den første weekend i december.
Sidste år formåede jeg at begrænse min interaktion til dem jeg købte kaffe (og plante) af, og ellers tilbringe en weekend i ensomhed, tavshed og nogenlunde stilhed. Det ville have været balsam for sjælen - hvis man altså havde været i besiddelse af en sådan.
I år var det anderledes. Jeg havde nærmest ikke 2 minutter alene - ikke engang på toilettet i lejligheden, hvor jeg under den traditionelle morgenvægtoptimering forårsaget af kaffen, blev beriget med et besøg. Dog var det uventet, og affødte en bølge af panik (hvem panikker ikke bare en lille smule, ved at høre ganske uventede gøre indtog i ens privatsfære, MENS man siddet på toilettet?). Jeg kan næsten ikke komme i tanke om en mere sårbar situation at befinde sig i, end siddende med bukserne nede om hælene, mens man skiller sig af med det overskydende af gårsdagens fødevareindtag...
December gik derefter sin gang med 7-mileskridt, og selvom jeg selv syntes at jeg var i god tid ned det hele, så piskede jeg rundt, som de fleste andre - på nær dem der selv blev helt færdige allerede i oktober, for at nå de obligatoriske “sidste ting”.
Men det blev også en december med tid til en masse hygge, blandt andet en anden tradition jeg satte til søs sidste år, hvor jeg åbner mit storslåede hjem for alle jeg kender, smider de billigste æbleskiver, jeg kan opdrive, i krematoriet og varmer noget man næsten ikke engang kan tillade sig at kalde gløgg.
Derfor skønner jeg, at det nødvendigvis MÅ være for det gode selskab, den gode stemning og én eller anden sygelig trang til at lege sild i en tønde, at folk dukker op, og ikke på grund af traktementet. Men jeg er ualmindelig glad for de gider, og jeg nyder at give, og få det lille afbræk, hvor der hersker en hel anden form for total kaos i juletravlheden...

2018 lakker mod enden (og JA, jeg kigger på kalenderen næsten hver eneste gang jeg skal skrive hvilket årstal vi er i, fordi jeg aldrig er HELT sikker på om det er 2017, 2018 eller 2019), og 2018 (denne gang kiggede jeg ikke!) har på mange måder været det værste år nogensinde, endda overgået 2017 med flere længder. MEN 2018 har også på mange måder været en ualmindeligt godt år!
Jeg har fremhævet de største ting der skete (som jeg husker), men der skete hele tiden små helt forfærdelige ting og små helt vidunderlige ting.

TO WISH IMPOSSIBLE THINGS:
Som alle andre, så ønsker jeg også, og på mange måder, så er det ønskerne og drømmene, der holder mig igang. 
Jeg plejer ikke at ønske mere eller anderledes, bare fordi vi starter et nyt kalenderår, men jeg ønsker og drømmer hele tiden.
Alligevel synes jeg på en måde, at det her år, som nærmer sig, giver anledning til et nyt forsøg på at starte på en frisk igen, og selvom jeg synes man hele tiden bør reflektere over sit liv, så tror jeg, at jeg vil reflektere en ekstra gang, når jeg sidder i efterdyndingerne fra bordbomber, fyrværkeri, champagne og kransekage.
Jeg vil tilstræbe mig på at forlade 2018 med nogenlunde fred i sindet, og håbe på at 2019 bliver året hvor the Cure virkelig udgiver et album for første gang i 11 år!