søndag den 30. december 2018

Den store og meget meget lange årsberetnining anno 2018 - what the FUCK?!?!

HAPPY NEW YEAR!
Efter en fredelig jul, hvor de største udfordringer var hvad vi skulle have til aften, skulle en ny hverdag til at tage sin begyndelse.
Tavlen blev visket ren, som man gør hvert år d. 31/12, og man træder varsomt på det helt nye og rene kapitel af ens liv.

Det katastrofale 2016 forsvandt længere og længere væk, og vi var alle endnu engang parate til at starte på en frisk, parate til at indtage 2017.

STANDING ON THE EDGE:
Aldrig var 2017 startet, før lavinen rullede.
Som den trofaste læser allerede ved, så blev Emma meget syg i starten af januar, og det blev til omkring to måneder, hvor hun faldt ind og ud af massive psykoser de første uger. 
Så var året lissom igang, og jeg forsøgte ihærdigt at træde vande. Set i bakspejlet, så kan jeg ikke på nogen måde forstå hvordan vi kom igennem et mareridt af sådanne eksorbitante dimensioner!
Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg skriver om det, hvilket på en måde er godt, fordi jeg troede jeg havde grædt for et helt liv dengang, og ikke formåede at vride flere tårer ud af min følelsesforladte gamle trætte krop.
Tiden stod stille for os i årets første kvartal, og selvom hele forløbet føles som en tung pløre og tåge, så husker jeg det så tydeligt som jeg aldrig har husket noget før!
Alt andet blev ligegyldigt, og mit liv foregik indenfor murene på børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital, hvor et minut føltes uendeligt, og hvor alt kunne ske på et minut.
Jeg er ikke bange for noget! Jeg tør alt!
Men frygt er en anden sag.
Frygten for om vi nogensinde fik den Emma vi kendte tilbage omsluttede sig mig som et tungt stramt vattæppe, og jeg følte jeg var ved at blive kvalt i uvidenhed og afmagt.
Udenfor murene var familie og venner, der var ligeså magtesløse og uvidende.
Ingen fik lov at komme ind på Emmas sygestue i starten.
Jeg ville ikke have nogen skulle opleve Emma i den her tilstand, men som Emma mirakuløst blev mere og mere stabil efter lægerne havde fundet ud af hvad hun fejlede, så fik de aller nærmeste lov at komme på korte besøg, og jeg fik lidt “udgang”, så jeg kunne se dem jeg helst ville se.
Ikke at jeg havde været decideret isoleret. Bekymrede betænksomme familiemedlemmer, venner og kollegaer skrev og ringede. 
Uden at være bitter eller martyr-agtig, så fandt jeg ud af hvem der var mine venner. Det er ikke nødvendigvis nogle man hører fra i tide og utide - men det føles rart at vide, at de alligevel er der!
Så midt i hele tragedien følte jeg mig på en måde ualmindelig velsignet og privilligeret!
Efter en lille måneds tid kom vi hjem fra hospitalet, og hverdagen skulle så småt igang.
Jeg begyndte på arbejde igen på kraftig nedsat tid, og jeg vil aldrig glemme den fine måde afdelingen håndterede mit til- og fravær på. Jeg troede slet ikke den form for empati og fleksibilitet eksisterede indenfor det offentlige længere, men jeg vil være evigt taknemmelig!

Som vinteren gav slip, og foråret tog over blev vores hverdag også mere og mere normal - eller så normal som den kan blive i vores familie.

Året startede så forfærdeligt som det overhovedet kunne, men alligevel vil 2018 også stå som ét af de bedste år. Måske fordi man lærer, eller tvinges til, at sætte tingene i perspektiv, og fordi Emmas sygdom i hvertfald fik mig lært, at man ikke altid kan styre alt, og især ikke de ulykkelige ting der sker, men til gengæld kan man i et vist omfang styre de gode ting. Eller man er i hvertfald i stor grad selv ansvarlig, og styrende, i forhold til om man vil være glad, og det der med at få det bedste ud af ting, det er ikke et helt dumt koncept.
Desuden lærte jeg, at man ligeså godt kan få ting ordnet NU, fordi man ved ikke om man når det i morgen...

Derfor valgte jeg at blive ekskluderet fra mit elskede NORDvendte soveværelse med DOBBELTseng, og blive degraderet i real estate til det SYDvendte kosteskab med ENKELTseng, der om sommeren ville forvandle sig til noget der mindede om en svedekasse, bare meget mindre og meget varmere (hurra for mørklægningsgardiner).
Fraset at det blev en mere omfattende proces, sådan at lave værelsesrokade, end lige først antaget, så skulle alt det slåen sig i tøjeret fra min side vise sig at være ganske spild af tid!
Kosteskabet, som det kaldes i daglig tale, er blevet til et af mine absolutte yndlingsrum i mit gigantiske hus, og jeg har overvejet at leje stuen ud til større arrangementer!

LIFE GOES ON:
Et af de største højdepunkter for året var selvfølgelig Emmas konfirmation. Den dinglede jo i en ultra tynd tråd, og alene det at den blev holdt, var i sig selv et mirakel - at den så også var helt vidunderlig, må i høj grad være gæsternes fortjeneste, men også lidt vores, fordi vi havde valgt verdens bedste sted at holde festen. Et sted, der uden tøven, beroligede mig med, at Emma nok skulle få sin konfirmation - også selvom det først ville blive senere. Så ville vi bare holde en kæmpe sommerfest udenfor! 
Emma fik den dag hun havde drømt om, og så gjorde det ikke så meget, at blå mandag var ved at blive skyllet væk i massive kaskader af regn der ikke holdt én eneste pause.

Sommeren strammede så småt sit jerngreb, og det blev en sommer, der på alle måder vil blive husket som én af de bedste nogensinde!
Den startede dog med regn, men den ene dag jeg husker det regnede, var samtidig den dag jeg mødte ét af mine største idoler: Michael Kvium!
I mange år har jeg beundret hans kunst, rejst efter hans udstillinger og også plastret mit hjem til med plakater, der gengiver motiver, som jeg aldrig i min vildeste fantasi vil komme i nærheden af i originaludgaver.
Jeg opførte mig som en star struck teenager, da jeg manisk fnisende, kampsvedende og samtidig ualmindeligt bøvet bad ham om en autograf. Selv tog han ikke situationen så højtideligt som mig, hvilket på en måde var udemærket - og noget mere værdigt... altså for ham!

LONDON CALLING:
Kun to uger efter mødet med Michael Kvium skulle jeg møde mit ultimativt største idol og største kærlighed nogensinde: Robert (Smith fra the Cure - hvis nogen skulle være i tvivl)...
Robert og jeg havde planlagt en stille og rolig date i Hyde Park, hvor vi, på et picnictæppe, skulle fejre, at hans band havde 40 års jubilæum.
Vi havde ikke lige regnet med, at der ville komme 65000 og fejre det sammen med os, men nu alle de mennesker alligevel var dukket op, valgte Robert at kalde “drengene” sammen, og holde en lille intim-koncert på lidt over 2 timer. Det er vel ikke nødvendigt at nævne, at den eneste grund til jeg stadig er i live, er fordi jeg ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle eksplodere eller implodere af lykke!
Jeg elsker ikke London-baby, men den nådesløse sol gjorde sit til at jeg ikke decideret hader
London, og med tiden kan det endda være jeg helt kan komme til at holde af den.
Det er i hvertfald svært at blive ægte vred over at sidde udenfor på en pub aftenen inden koncerten, og drikke øl med de søde the Cure-fans jeg lærte at kende.
London var over alle forventninger - hvilket man mildest talt ikke kan sige om turen hjem, eller på en måde var turen hjem alt andet, end jeg havde forventet.
Ingen forventer en massiv forsinkelse på mange timer, at lande i den totalt falske lufthavn og derefter en 6 timers bustur tværs gennem landet sammen med Jacob fra Emmas gamle klasses far... som faktisk var det eneste forsonende træk på den tur!
Man gider bare ikke helt at lande i sit, i forvejen mange timers forsinkede, fly i København, når man i virkeligheden skulle have landet i Aalborg.
Man gider heller ikke helt først at komme hjem klokken seks morgen, tolv timer senere end man ægte skulle have været hjemme, men i kølvandet på årets andet højdepunkt, så var jeg mere tilgivende, end jeg normalt ville have været - måske var jeg også for udmattet til at være ægte vred?...

...THEN WE TAKE BERLIN:
For vores families vedkommende er sommer ensbetydende med Berlin!
Igen i år skulle en del af sommerferien foregå i den by vi elsker mest.
I år skulle vi prøve at køre derned selv - i humørbussen!
Udover at vi, på grund af kronisk vejarbejde, kørte 60 km i timen nærmest hele vejen, så blev vi, trods den lave hastighed, knipset i en fotofælde, hvilket syntes helt uvirkeligt, når vi nærmest kun kørte 60 km i timen. Men det var absolut virkeligt, da den røde supernova af en blitz blæste op i mit ansigt! Farten blev, for vores vedkommende, sænket yderligere, og med adskillige timers forsinkelse, eller adskillige timer efter den estimerede ankomsttid, trillede vi langt om længe ind foran nummer 12.
Det var som at komme hjem! Bare som at komme hjem uden alle de sure pligter. 
Berlin tog, som altid, godt imod os, og ferien blev kun lidt bedre af at nogle af vores venner og familie tilfældigvis også var i Berlin på samme tidspunkt som os, og vi havde nogle skønne timer sammen.

SUMMERTIME:
Resten af sommeren blev brugt på visit i Skagen hos vores tidligere yndlingsnaboer, og så genoptog jeg desuden en interesse jeg levede og åndede for da jeg var ung: ridning.
Jeg nåede at få tilbragt en del timer på hesteryg, og som følge deraf også mange timer på landet, hvor luften er lidt friskere og der er lidt højere til himlen.
Heste er godt for helbredet, og det fik jeg at føle da jeg kom hjem fra Berlin med symptomer, der mindede om en cervikal prolaps - indtil den dag jeg stod ved siden af hesten, og havevanderen blev tændt.
Hesten gik i panik og tromlede mig ned, så jeg bankede hovedet baglæns ned i den tørkeramte stenhårde græsplæne.
Fraset en ordentlig én på sinkadusen, smerter i underekstremiteterne (der dog forsvandt gradvist i løbet af nogle uger), synet der rammer, når ens liv passerer revy og en overbevisende følelse af en mindre hjernerystelse og et eventuelt subduralt hæmatom, så blev prolaps-symptomerne banket ud af kroppen, og også i en grad, jeg ikke tror hverken fysioterapeut eller kiropraktor kan gøre så godt og grundigt som 600 kg pankikslagen dansk varmblod!

LIFE GOES ON:
Sommeren syntes uendelig selvom dagene blev kortere og aftenerne blev mørkere og køligere.
Sensommeren gik over i efterår, og selvom vi prøvede at klamre os til tanken om sommer, ved for eksempel at insistere på at bade i vesterhavet, så indikerede vandets temperatur, at en ny årstid havde gjort sit indtog, og at sommeren var gået i dvale for denne gang.
Efteråret, som er min absolutte yndlingsårstid, viste sig fra sin blide og milde side, hvor solen tilsyneladende ikke ville erkende, at sommeren var forbi.
Efteråret blev begivenhedsrigt, og bød blandt andet på endnu et naboskifte. Vi sagde farvel til en vidunderlig nabo, og goddag til en ny nabo. Igen vandt jeg i nabolotteriet, og jeg håber ikke der skal foretages udskiftninger i 2b lige foreløbigt.
Noget af efterårsferien blev brugt på en semispontan tur til Berlin, hvor efteråret i den grad havde fløjlshandskerne på.
Igen mødtes vi med venner. Denne gang venner vi ikke havde set i flere år, men vi var på mirakuløs vis ikke blevet det mindste ældre.
Regnen begyndte, da vi passerede byskiltet på vej ud af Berlin det efterår!
Knapt var jeg kommet hjem, før tasken skulle pakkes igen, og nu var destinationen var Schweiz.
Det kursus jeg havde ventet på i over et år skete nu!
Aldrig havde jeg drømt om (eller jo det har jeg, men det snakker vi ikke højt om, for så bliver jeg bare spærret inde) at jeg nogensinde skulle bore så meget i forskellige dyreknogler, som jeg gjorde de to dage kurset varede - og stod det til mig, så sad jeg stadig nede i den kælder, og borede og borede og borede (men det er heller ikke noget vi snakker højt om). Turen hjem var lige ved at blive en gentagelse fra London-baby, bare værre!
Igen et forsinket fly, men denne gang til København, hvorfra vi skulle med et andet fly til Aalborg - selvfølgelig dagens sidste fly!
Det var ualmindeligt hårdt at løbe fra udenrigs til indenrigs! Især når man er iført store tunge goth-“sneakers” - og i øvrigt en semitung rygsæk OG et net!
Mens jeg halsede afsted, så jeg London-baby scenariet for mig, og forberedte mig mentalt på en overnatning i Københavns lufthavn.
Så galt gik det heldigvis ikke, og hostende (efter løbeturen) blev vi fløjet tværs over landet, og kom hjem (næsten) i tide...

ICH BIN EIN BERLINER:
Efteråret overgav sig så småt til kong vinter - i hvert fald ifølge kalenderen.
Julen nærmede sig, og som jeg gjorde til en tradition sidste år, så ville jeg igen tage på alenetur til Berlin den første weekend i december.
Sidste år formåede jeg at begrænse min interaktion til dem jeg købte kaffe (og plante) af, og ellers tilbringe en weekend i ensomhed, tavshed og nogenlunde stilhed. Det ville have været balsam for sjælen - hvis man altså havde været i besiddelse af en sådan.
I år var det anderledes. Jeg havde nærmest ikke 2 minutter alene - ikke engang på toilettet i lejligheden, hvor jeg under den traditionelle morgenvægtoptimering forårsaget af kaffen, blev beriget med et besøg. Dog var det uventet, og affødte en bølge af panik (hvem panikker ikke bare en lille smule, ved at høre ganske uventede gøre indtog i ens privatsfære, MENS man siddet på toilettet?). Jeg kan næsten ikke komme i tanke om en mere sårbar situation at befinde sig i, end siddende med bukserne nede om hælene, mens man skiller sig af med det overskydende af gårsdagens fødevareindtag...
December gik derefter sin gang med 7-mileskridt, og selvom jeg selv syntes at jeg var i god tid ned det hele, så piskede jeg rundt, som de fleste andre - på nær dem der selv blev helt færdige allerede i oktober, for at nå de obligatoriske “sidste ting”.
Men det blev også en december med tid til en masse hygge, blandt andet en anden tradition jeg satte til søs sidste år, hvor jeg åbner mit storslåede hjem for alle jeg kender, smider de billigste æbleskiver, jeg kan opdrive, i krematoriet og varmer noget man næsten ikke engang kan tillade sig at kalde gløgg.
Derfor skønner jeg, at det nødvendigvis MÅ være for det gode selskab, den gode stemning og én eller anden sygelig trang til at lege sild i en tønde, at folk dukker op, og ikke på grund af traktementet. Men jeg er ualmindelig glad for de gider, og jeg nyder at give, og få det lille afbræk, hvor der hersker en hel anden form for total kaos i juletravlheden...

2018 lakker mod enden (og JA, jeg kigger på kalenderen næsten hver eneste gang jeg skal skrive hvilket årstal vi er i, fordi jeg aldrig er HELT sikker på om det er 2017, 2018 eller 2019), og 2018 (denne gang kiggede jeg ikke!) har på mange måder været det værste år nogensinde, endda overgået 2017 med flere længder. MEN 2018 har også på mange måder været en ualmindeligt godt år!
Jeg har fremhævet de største ting der skete (som jeg husker), men der skete hele tiden små helt forfærdelige ting og små helt vidunderlige ting.

TO WISH IMPOSSIBLE THINGS:
Som alle andre, så ønsker jeg også, og på mange måder, så er det ønskerne og drømmene, der holder mig igang. 
Jeg plejer ikke at ønske mere eller anderledes, bare fordi vi starter et nyt kalenderår, men jeg ønsker og drømmer hele tiden.
Alligevel synes jeg på en måde, at det her år, som nærmer sig, giver anledning til et nyt forsøg på at starte på en frisk igen, og selvom jeg synes man hele tiden bør reflektere over sit liv, så tror jeg, at jeg vil reflektere en ekstra gang, når jeg sidder i efterdyndingerne fra bordbomber, fyrværkeri, champagne og kransekage.
Jeg vil tilstræbe mig på at forlade 2018 med nogenlunde fred i sindet, og håbe på at 2019 bliver året hvor the Cure virkelig udgiver et album for første gang i 11 år!









fredag den 7. december 2018

JULETRÆET MED SIT PYNT


I år skal det være anderledes!!!
Med alle de bedste intentioner om at dette års juletræ skulle holdes i mere afdæmpede formater end de forgående år, ville jeg drage mod nord, for at rekvirere juletræet anno 2018!
Jeg var godt forberedt - syntes jeg selv, fordi jeg havde fyldt humørbussen med adskillige stykker afdækningspapir, således træet kunne blive draperet, og derved kunne en tsunamilignende tilstand af grannåle forebygges!

Jeg burde jo have bibeholdt bare en snas af realisme!
Alene det faktum at det var blevet mørkt, da jeg skulle afsted, burde have været et rimeligt eksplicit vink med en vognstang - OG at det regnede MASSIVT!
Men nej-nej! Nu var jeg pænt meget opsat på at det skide juletræ absolut SKULLE købes, og så skal der lidt mere end et bette kun regn og mørke til at stoppe mig!

I mørket er alle katte grå, og alle juletræer er pæne... og anstændige i størrelsen (som man siger...) - kombinationen af nævnte og den uhellige forening af udmattethed og handlekraft medførte at jeg valgte et træ der lige netop, med møje og besvær kunne mosles ind i humørbussen 





næsten!

Sæderne i humørbussen kunne ikke lægges ned, som jeg havde forestillet mig. Et gennemvådt juletræ og ditto chauffør forårsager massive mængder af dug på ruderne, så alt i alt blev turen hjem en blandet fornøjelse!

Turen hjem skulle vise sig at være det mindste problem den aften.
Hjemme blev det brutalt åbenbaret, at stammen var alt alt ALT for tyk til at kunne være i juletræsfoden!
Derfor måtte jeg (endnu engang) bede min nabo, Per om at komme mig til undsætning!

For år tilbage, da jeg var juletræsnovice, købte jeg noget der sorterede under verdens største juletræ med dertilhørende verdens tykkeste stamme!
Bevæbnet med en (ubrugelig) foldesav fra IKEA(!) stod jeg i flere timer og “savede” - indtil Per forbarmede sig, og fandt sådan en kniv, der minder om en brutal dogmeagtig version af en spånehøvl, og høvlede de cirka 25 cm af, som træstammen var for tyk.

Juletræet lå tværs gennem stuen, med Karla siddende overskrævs, så det ikke bevægede sig, når jeg snittede (træmænd) i stammen.
Tre timers ihærdig snitten og høvlen senere passede juletræsfoden på juletræet




næsten...

Jeg ved ikke hvad der er med mine juletræer og juletræsfødder, men i kombination bliver resultatet altid skævt!
Aftenen der nu var overgået til nat, blev brugt til “fod på træ, fod af træ, snitte, høvle, fod på træ, fod af træ, snitte, høvle, græde lidt og repeat...
Indtil der var så meget plads i juletræsfoden, at der kunne bankes en kile ned, så træet kom til at stå lige




næsten!

Næste forhindring er den mest kendte, og dog stadig den mest udfordrende: montering af lyskæde!
I år skulle det være anderledes, og det kan jeg love det blev!
Jeg plejer nemlig først at begynde at græde, når jeg gør 3. eller 4. forsøg på en systematisk montering af juletræskæde, men i år begyndte jeg allerede da jeg tog lyskæden frem!
Normalt bruger jeg de gode gammeldags julelys med store lys, hvor de sidder fast på grenene med klemmer, men jeg havde netop, af mor, fået sådan en moderne én med små lys. Den slags lyskæde man også kan bruge som hyggebelysning, og nu det sådan skulle være anderledes i år, så tænkte jeg den skulle tages i brug (også lidt fordi jeg så i første omgang slap for den halsbrækkende tur via rebstige, købt i Toys ‘r’ Us, på op hemsen efter “den store kasse med julepynt”...
Nu kunne jeg montere lys på træet i dag, og så kunne jeg hygge mig med resten i morgen.

Sagde ingen nogensinde...

Den nye lyskæde, der lignede et garnnøgle der var blevet voldtaget af en kat, var helt umulig at montere (systematisk) - og uanset hvad jeg gjorde, så lignede det pis!

Derfor var jeg jo NØDT til at begive mig på hemsen, så snart jeg kunne se noget for tårer (kl. 00:30), for at hente “daj stuuu’r kas’ mæ jul’pynt”...

Det gik overraskende godt med den ægte lyskæde, og da julekuglerne var blevet pakket ud, må jeg sige at humøret atter var Ole Henriksen!
Det var et glædeligt gensyn, og også et glædeligt velkommen til de nye!
Faktisk måtte juletræet ikke have været mindre - mængden af pynt taget i betragtning!

Nu står juletræet med sit (mit) pynt, der spænder vidt fra en julehotdog til en krokodille i kajak!
Alle udvalgt, købt eller hjemmelavet med største omhu og kærlighed!

Glædelig jul!!!








(min bare...)









søndag den 2. december 2018

Berlin - igen igen

Aldrig har jeg været så hurtigt af et toilet, som jeg var i morges. Eller det har jeg måske nok, men ikke her for nylig - på nær forleden dag, hvor det bankede på døren hjemme. Forskellen er netop at det BANKEDE på døren, og at døren ikke bare blev låst op.

I to spring var jeg ude i entréen, hvor jeg kunne se døren åbne og lukke, som en dør kan med kæden på, og som jeg nærmede mig døren som en stormvind, lukkede døren - som i “nu kan du tage kæden af” og ikke som i “jeg går igen”...

Kæden af og åbne døren, for at se der står en tysk kvinde, der ser helt forvirret ud. Skarp som jeg især er på den tid af dagen opfatter jeg hurtigt som lynet at det må være hende der plejer at gøre rent i lejligheden.
Mest fordi hun kommer slæbende på en stor IKEApose (magen til den jeg havde dynen i i går - så ved I det) fyldt med noget der kunne ligne rent sengetøj.

Jeg undrede mig også i går over lejligheden så så rodet ud, da jeg kom, men tænkte ikke mere over det.
Hun kunne næsten ikke komme hurigt nok ud af døren, og jeg tror muligvis mit hår bidrog til den lettere akavede stemning.
Der er ikke ret meget hår der ligefrem bliver pænere af at komme i seng vådt.
Til gengæld havde jeg (heldigvis) pænt nattøj på - hvis jeg selv skal sige det.

Efter hun var gået, var jeg nødt til at drikke kaffe i sengen i tre timer, før jeg kunne samle mig om at komme ud af døren.

Jeg havde planlagt at spise morgenmad på en café i Prenzlauerberg som jeg havde stalket på Instagram, men kl 13:30 er lige lovligt sent til morgenmad - og til frokost for den sags skyld, så det blev til eftermiddagskaffe-sandwich på en anden café (som jeg OGSÅ havde stalket på Instagram)...

Nu kunne man foranlediges til at tro at Instagram er grundlaget for min eksistens, gøren og laden - det er den ikke... men det er er genialt medie til at opdage ting på steder man ellers aldrig ville ane eksisterede.
Instagram er skyld i at jeg ved der er andet i Berlin end Alexanderplatz og Brandenburger Tor.
Instagram er også ansvarlig for at jeg har fået venner i Berlin. Så uanset hvor overfladisk det måtte synes at være, så er det ikke alt skidt...

Allerede inden dagen begyndte for mig var det blevet sent, så jeg måtte kæmpe mig gennem utallige julemarkeder - der tilsyneladende forekommer i Berlin med samme intensitet som en influenzaepidemi i februar måned.
Der er (næsten) julemarkeder for enhver smag - især den dårlige, men så længe det er overbegjort i lyskæder og en massiv dunst af nelliker og kanel, så er alt i og for sig ok. Især hvis man selv er er helt andet sted... Fandt aldrig et goth-julemarked, men jeg er sikker på det findes. 

Eftermiddagen gik med stormskridt, og det blev tid at bevæge mig mod Kreutzberg, hvor jeg havde en aftale med Frances og Marie - de to jeg lærte at kende i sommer (via Instagram...) Desuden skulle jeg (langt om længe) møde deres ven og én af mine inspirationskilder (fra Instagram), Flora.
Flora har opnået lidt kultstatus hjemme hos os. Emma og især Karla var lige ved at gå til over jeg skulle møde Flora!
Igen var centrum for vores møde “homeless veggie dinner”, som jeg muligvis har beskrevet tidligere - men det er en middag for ja, hjemløse... men ALLE er velkomne! 
Det er (selvfølgelig) drevet på frivilligt basis, og én gang om måneden er der en masse der laver mad af de råvarer de får doneret fra butikker.
Der er altid tre retter: forret, hovedret og dessert.
I går var det linsesuppe til forret, og den var så lækker, at jeg tror selv mine børn ville kunne lide den! Der var to hovedretter: noget karry-noget med ris og pasta-bolognese. Desserten var 5 forskellige kager og chokolademousse. Alt er vegetarisk eller vegansk, og det hele er super lækkert. 
Alle kan spise det uden at skulle frygte for hverken at få tofu-eksem eller få akutte tilfælde af hippie...
I går var en særlig aften. Det var nemlig julemiddagen! -og derfor var der også julelotteri, hvor man var blevet opfordret til at tage små pakker med - enten noget man havde hjemme, men som man ikke brugte, og som andre ville kunne få glæde af, eller man kunne købe noget (billigt).
Jeg vandt nogle fine hjemmestrikkede uldsokker og en plade chokolade.
Der var levende musik og et par stykker fik sig endda også en svingom!

Jeg kunne ikke forestille mig en bedte måde at bruge en lørdag aften. 

På vej hjem slog jeg et smut om Trine. Smut og smut er nok så meget sagt. Aldrig har det været så bøvlet at transportere mig fra A til B, og jeg var slet ikke klar over at c,d,e,f,g og endda h kunne klemmes ind mellem A og B - men cirka 22 skift senere var jeg fremme.

Selvom det var noget sent inden jeg var hjemme igen, så SKULLE jeg død og pine i badekar! Jeg havde nemlig tidligere købt noget fint badesalt, som farvede vandet grønt, og som på ingen måder duftede som jeg havde forestillet mig - og håbet for den sags skyld... det smagte heller ikke særlig godt. Men alligevel var det et skønt karbad - mest fordi jeg lyttede til Robert (nej for en gangs skyld ikke DEN Robert) Wyatt. Robert Wyatt er blevet min nye musikalske besættelse. Eller den musik han laver. Nårh ja, jeg havde også en øl...

Det blev sent inden jeg stod op, det blev sent inden jeg kom igang og det blev sent inden jeg kom i seng, men der er bare nogle dage man ikke har lyst til skal slutte. Sådan en dag var lørdag d. 1. december 2018 - hvis vi lige ser bort fra hvordan dagen tog sin begyndelse... men alt kan heller ikke være idyl, for så ville jeg gå i opløsning af indestængt opkast og væmmelse...

lørdag den 1. december 2018

Berlin - igen

På vej ud af indkørslen kom jeg i tanke om passet!
Satte i bakgear, og bakkede retur til hoveddøren for at hente mit pas.
At jeg ikke på nogen måde skænkede en tanke at det måske ville være en god og en ikke ubetydelig detalje at medbringe overtøj, kan jeg undre mig over nu 450 km senere. Men jeg huskede da mit pas...

Satte humørbussen i gear ved 11-tiden, hvor destinationen endnu engang var Berlin.
Efter en omvej via Skørping, for at hente Satan O og Faust, og efter en tårevædet afsked med Palle og Norma,lagde vi afsted ægte omkring middag.

Med en bil godt og fornuftigt pakket med wienerstige, skruemaskine, rullegardin og diverse, fik vi også plads til vores egne ting inkl. helt vildt mange snacks!

Det gode ved at have en stige med i bilen er at ens privatsfære lissom bibeholdes intakt (et godt tip til Gomore-entusiaster), ens hår er en helt anden sag. Måske skulle jeg have monteret et elastik så lokkerne ikke var over det hele... 
jajaja man kan altid være bagklog. 
“Måske skulle jeg have sat elastik i håret” 
“Måske skulle jeg have haft pas med”
“Måske skulle jeg have haft overtøj med”
“Måske skulle jeg ikke have haft 1/2 kg kokain med”
Måske måske måske...
-og jeg blev jo hverken helt eller halvt skaldet - kun pletskaldet, men i en by som denne, så gør det ikke så meget.

Ret vel ankommet (med kun en enkelt UBETYDELIG “omvej” som hurtigt blev “korrigeret”) kastede jeg humørbussen ved kantstenen i en knivskarp parallelparkering udenfor nr. 12.
Direkte med S-bahn og videre med U2 (ikke bandet - men banen tøhø) mod Alexanderplatz, nærmere betegnet højborgen for stress og øvrige mentale nedsmeltninger: Primark!!!

På vej op fra U-bahn blev jeg mødt af massive kaskader af kulørte lamper og en krydret duft af jul. 
En ikke dårlig afløser for den helt karakteristiske kvælende kvalmende dunst af friture, der har manifesteret sig på en særlig strækning på U-bahneststionen ved Alexanderplatz. 
Alle der har været der ved helt præcis hvad jeg mener.

Hold nu kæft som der var jul på Alexanderplatz! Jul in exstremis!
Primark virkede helt fredelig og zen-agtig ved siden af juleinfernoet. 
Hvis der findes et julehelvede (og det ved vi jo alle der gør), så må Alexanderplatz være Forgården til dette!

Nu siger jeg lige noget om Primark, som kan komme som en overraskelse for de fleste:
Det kan faktisk godt lade sig gøre at afvikle et besøg i Primark på 40 minutter - og alligevel formå at forlade etablissementet med to store helt udtamponerede papairsposer!!! (Tror til gengæld ikke det er muligt at forlade Primark UDEN to store helt udtamponerede papirsposer uanset hvor kort eller hvor lang tid man bruger der)
Retur til Prenzlauerberg, hvor jeg uelegant (man kan ikke være elegant, når man er flankeret af to gigantiske papirsposer fra Primark) mosler mig ind af døren til min “lokale” sushi-pusher, for at bestille sushi med hjem.

Retur ved humørbussen - der jo var blevet efterladt uudpakket, skulle jeg først pakke ud og dernæst pakke Primark-skattene (det ville jo være idiotisk at slæbe alt det op på 4. sal for at slæbe ned igen - men hvad nu hvis der bliver indbrud i humørbussen? - ja, så vil jeg nok stjæle alt det pant der er i bagagerummet i stedet - hvis jeg var tyv, da der er for langt flere penge end i Primarkposerne).

Man kan faktisk godt slæbe en IKEApose indeholdende en dyne og en pude samt diverse, en rygsæk, et 1,5 m bredt rullegardin (sammenrullet dog), et net, en kuffert med en skruemaskine og en pose med mad og snacks op på 4. sal i ét hug! Stig(en) blev deporteret i kælderrummet.

Mens badekarret blev fyldt (med tilsyneladende kogende vand...) fik jeg sat sagerne på plads, drukket lidt rødvin og facetimet med børner’n

Efter et (utroligt) varmt karbad blev sushien indhaleret, og det var tid at gå i seng efter en helt fantastisk dag!

Nu er det en ny dag, og efter et uventet morgenbesøg - som jeg skriver om i aften, vil jeg stå ud af sengen (ej det lød helt forkert - det var slet slet ikke på “den” måde!), tage alt det tøj på jeg har med - nu jeg ikke har overtøj med...

Og SÅ vil jeg gå ned og sælge flasker! - og måske købe en ny jakke (det kommer an på vejret - og speaking of vejret, så må jeg også hellere lige ringe til mor)


lørdag den 22. september 2018

Efterår for nogen - forår for mig...

Næææ! Se! Det er blevet efterår! 
-hvad fanden rager det mig?!?! Skoven ligner jo et Bo Bedre fra 70’erne!!!

Sådan kunne man høre Casper Christen rase over efteråret i radioen i 90’erne, hvor 70’erne tilsyneladende var et skældsord.
Nu er 70’erne blevet moderne igen, og brun er ikke længere en decideret kikset farve.

Efterår er min foretrukne årstid. Jeg føler en helt anden energi, end jeg gør på de andre årstider.
Jeg har ikke MERE energi - det må I absolut ikke tro, men jeg mærker en anderledes energi, eller (sinds)stemning, om man vil.
Efteråret er muligvis mit forår,for selvom det hele visner og forgår udenfor, så er der en masse andet nyt “liv” der starter om efteråret:
Spillestederne er så småt kommet i fulde omdrejninger igen, efter en sommer uden den store aktivitet, og koncertprogrammerne kører på højtryk.
Museerne åbner nye udstillinger og bøgerne får en fornyet tiltrækningskraft på mig.

Efteråret er den årstid hvor mine intellektuelle sanser vil fodres, måske fordi jeg har tilbragt en hel sommer med rosé-drop? Ej, det er bare gas. Det har jeg ikke! (det var gin/tonic) og haft travlt med udeaktiviteter fra tidlig morgen til sen aften. 
Jeg har rejst mere i sommer, end jeg plejer, tror jeg. Og alle aktiviteterne har forårsaget, at min hjerne ikke formår at fordybe sig i noget der kræver bare et minimum af dybere tankevirksomhed - desværre.
Det er ikke fordi viljen og lysten ikke har været der, men den er bare mere overdøvende om efteråret.

Efteråret er en årstid der ikke er larmende, som foråret og sommeren er, men naturen synes at være under en form for midlertidig afvikling, og forbereder sin lange vinterdvale, og den til tider sparsomme sol samtidig med de tiltagende kortere dage giver ro i mit hoved - også selvom stormen Knud raser og raserer...

I går aftes var jeg i byen! 
Ja! I BYEN! HELT TIL KLOKKEN 2:00!!!
-og da jeg gik over CW Obels plads, kunne jeg se den manglende accept af sommerens retræte, og jeg kunne se på det stablede udendørsmøblement, at man stadig klamrede sig krampagtigt til det efterhånden køligere og køligere kølvand efter den ekstremt lange varme sommer.
Der er ikke noget negativt i det, men skal blot betragtes som en observation.

Jeg har da også nydt den varme sommer, og vænnet mig til en temperatur der lå stabilt på lidt mere end varm, som ville være en charterrejse til Gran Canaria i august værdig.
Jeg nyder bare efteråret lidt mere.




mandag den 16. juli 2018

It’s a wwworld...

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget aktiv på de sociale medier - hovedsageligt Facebook, Instagram og The Cure Community. 
Facebook er for dem jeg kender. Instagram stalker jeg en masse spændende mennesker, og nogle gange får man så godt et indblik i andres liv, at man føler man kender dem, eller man følger nogle der er så interessante, at man i hvertfald får lyst til at lære dem at kende.
På The Cure Comminity er vi en masse fra hele verden, som samles omkring vores fælles pasaion: verdens bedste band THE CURE! (hvis nogen skulle være i tvivl)

Alle, der følger med i mit liv, ved at jeg var til koncert med The Cure den her sommer! En begivenhed jeg havde set frem til i flere måneder. En begivenhed jeg glædede mig til sammen med min lille familie på TCC. 
Allerede da billetterne var blevet sat til salg, blev der lavet debattråde med os der skulle med, så vi kunne mødes.

Jepsen!
Det her blogindlæg handler IKKE om traditionel dating, men om at etablere relationer på baggrund af de sociale medier!
SORRY, men mit kærlighedsliv er (stadig) kun begrænset til et problemfrit imaginært forhold med Robert (Smith)

Fordi det var svært at holde overblik over alle de der skulle med til koncerten, valgte jeg at begrænse mine “dates” til de jeg rent faktisk havde haft én eller anden form for kommunikation med på TCC, og det endte med at jeg lærte Sang og hendes mand Paul fra Champagne to timer fra Chicago at kende,som udgangspunkt.

I kølvandet på dem, og fordi de har været til ualmindeligt mange koncerter med The Cure, så lærte jeg Phillipp at kende, som bor i Berlin i Prenzluerberg.
Sang havde aftalt at mødes med Eva fra Polen, og fordi jeg havde panikket på TCC desangående transporten til lufthavnen fra London om søndagen, blev jeg tilbudt et lift af Paula, som alligevel skulle den vej, og som i øvrigt var til koncerten alene - så hende hookede vi også op med!

På grund af TCC og The Cure har jeg fået venner i mange mange lande, og jeg ved jeg altid er velkommen hos Steve i Budapest, Chuck i Seattle eller Figie i Grækenland! Sådan kan man gøre verden mindre!

Forleden var jeg på Instagram-dating med Frances, som jeg (ikke) kender fra Instagram.
Vi følger hinandens profiler, og fordi hendes bedste veninde, Flora er fra Danmark, så havde Frances været med Flora i Danmark og besøge Floras familie.
I Danmark havde Frances været i Brugsen og shoppe Änglemark ansigtscreme, og hun var vild med det.
Derfor tilbød jeg hende at tage et stash med næste gang jeg skulle til Berlin, og i går afleverede jeg det til hende et sted hun nogle gange er frivillig.
Det er et sted hvor man får råvarer doneret af butikkerne, og så er der en flok frivillige der laver mad.
Maden er vegetarisk eller vegansk, og den er gratis!
Alle er velkomne, og har man penge, så kan man donere hvad man synes man har råd til.
I går var der en forret, to hovedretter og tre desserter!
Alt hjemmelavet og lavet med omhu og kærlighed.

Fordi Frances er frivillig dernede af og til, så kendte hun en masse af dem der var der, og dem lærte vi også at kende.

Den her sommer har jeg lært en masse nye skønne mennesker at kende. Nogle yngre end mig, nogle ældre end mig. 

Jeg elsker at interwebbet på den måde kan gøre verden mindre.