onsdag den 29. marts 2017

Op med humøret!

Pessimisten vil med nej-hatten godt trukket ned om ørerne sige:
"Nu kan det ikke blive værre!"

Optimisten vil med motivations-vesten helt lynet op i halsen sige:
"Fat mod min ven! Det kan ALTID blive værre!"

Der er altid nogen der har det værre, end man selv har det.
Det skal vi huske på! Det må vi aldrig glemme!
Hvad kan vi bruge det til, når vi synes vi sidder i en situation, hvor det ikke kan se mere sort ud?
Spejler vi os så meget i andre, at vi får det bedre ved det faktum, at der er nogen der har det dårligere end os?
Muligvis - men det er ikke der jeg vil hen.
Vi skal lære at bruge andres lidelse og modgang, til at skrue lidt ned for selvmedlidenheden!
Vi skal lære at bruge andres lidelse og modgang, til at afspadsere lidt fra departementet for selvoptagethed.

Når vi står i lort til halsen, og tænker det ikke kan blive værre, skal vi huske på, at vi KUN står i lort til halsen, og ikke står i lort til issen, og at det ALTID kan blive værre.

Det her er ikke en brandtale om, at vi bare skal tage os sammen, og få styr på lortet. Det er en brandtale om, at vi skal huske på, at det både kan blive værre!men det kan også sagtens blive bedre!!!

Selvfølgelig skal vi have lov til at være kede af det, og vi skal have lov til at komme gennem vores modgang og lidelser. Og selvfølgelig er det individuelt hvordan man opfatter, og hvordan man bliver berørt.

MEN (I vidste godt der ville komme et men)

Vi skal ikke marinere os selv i hvor forfærdeligt vi synes vi har det.
Det kan vi simpelthen ikke tillade os overfor dem der virkelig har det forfærdeligt.
Og vi skal altid huske på, at uanset hvad man måtte blive udsat for, så ville det være meget værre, hvis vi havde haft en knust ølflaske oppe i røven samtidigt!



mandag den 20. marts 2017

Cheer up - it's weekend!

Da jeg spurgte, hvordan Ole havde det, kiggede hun omgående spørgende på mig, og gentog navnet 2-3 gange for sig selv... "Ole?-Ole?-Ole?..."
"Ham du er gift med" - tilføjede jeg med fornyet optimisme, og hun kiggede på mig, og angav, at hun nu var (næsten) helt klar over hvem jeg hentydede til.
Det blev selvsagt en meget meget (meget) lang formiddag, den fredag formiddag på Ulla T i selskab med fru Maiken! Godt det var mad og kaffe af libitum!
Gid der havde været stesolid og Dormicum. Det kræver sit, at være i selskab med eksil-københavneren (eller nærmere Brøndby - men dét nævner vi IKKE!) mest fordi hun er så hæslig at være sammen med, men også fordi hun ikke der decideret dum - selvom man umiddelbart skulle tro noget andet...
Hun snakker meget hurtigt hele tiden, til tider i et toneleje, som kun hunde, hvaler og delfiner kan høre - men det aflaster så mine ører.
Heldigvis fik formiddagen en ende, og næste post kunne påbegyndes!

Elsker de der spontane "skal du noget kl. 14, eller gider du..."
Som regel skal jeg nemlig sjældent noget kl. 14 - med mindre jeg er på arbejde, og som regel gider jeg godt.
Jeg bliver stresset med for meget planlægning. Eller jeg har lært at håndtere det med at planlægge ting man SKAL, men jeg elsker mere, når kalenderen står åben til spontane ting.

Siden jeg ikke skulle noget kl. 14, skulle jeg så noget alligevel. Jeg skulle tilsyneladende med HA til kunstmesse i Spritten.
Den sætning ser helt mærkelig ud, med mindre man godt ved, at HA er initialerne på hende jeg var til kunstmesse sammen med, og Spritten er den nedlagte Aalborg Spritfabrik.
Tre timer føltes som 20 minutter. Men pludselig var klokken altså 17:00, og vi havde været hele raden rundt. Nogle malerier så vi flere gange, fordi vi simpelthen bare MÅTTE se dem igen!
Det er hårdt at blive forelsket i et maleri, der 1) ER solgt; 2) er ALT for stort til mit hjem og 3) kostede 50.000kr. (Punkt 2 og 3 er i og for sig uvæsentlige ved det faktum at maleriet allerede var solgt, og punkt 3 er særdeles uvæsentligt, da jeg ikke lige har 50.000kr i overskud på kunstkontoen - jeg har ikke engang en kunstkonto...)

Hjemme igen efter en massiv trykfodring med kunst, hvor jeg, efter at have studeret mange genrer, blev lidt mere klar omkring hvilken type kunst jeg kan kan lide. Ikke at det har den store betydning. Jeg er sikker på at mange formår at leve et nogenlunde anstændigt acceptabelt liv uden den viden om dem selv.

Den aften fik jeg slik, Camus og lur på sofaen til aftensmad, og da jeg langt om længe kom i seng, kunne jeg selvfølgelig ikke sove!
Var det de 22 liter kaffe jeg havde konsumeret om formiddagen, for at kunne holde eksil-københavneren der ægte var fra Brøndby (men det snakker vi ikke om) ud?
Eller var det fordi jeg var så spændt på at skulle op kl 6:30 for at tilbringe hele næste dag i Frederikshavn i et sandt inferno af ekstremt dårlig, men vedvarende og høj musik til DM i cheerleading?
Da jeg langt om længe faldt i søvn, drømte jeg at jeg var kærester med Simon Gallup (den lækre bassist i Cure). Jeg har aldrig decideret været tiltrukket af Simon Gallup, og jeg nærer på ingen måde de samme dybe intense følelser for ham, som jeg gør for Robert!
MEN! da jeg vågnede, må jeg indrømme, at jeg så på Simon med fornyede briller, hvilket vel er helt på sin plads, når nu jeg var blevet kærester med ham i løbet af natten, og når nu man kun får få timers søvn, så fortjener man fandme da også at drømme om Simon Gallup!

Stemmerne i hovedet er kapituleret, og det eneste der er tilbage, er en insisterende ringen for ørerne.
Jeg tror stemmerne blev blæst ud til DM i cheerleading!
Tolv TOLV!!! timer i Arena Nord i Frederikshavn draperet i technorytmer på speed! Altså det var ikke MIG der var på speed, men musikken!
Bedst som man ikke troede at radiohitsene kunne blive værre, åbenbares man på værste tænkelige måde! Det kan ALTID blive værre!
På et tidspunkt -som med smerter, lægger man slet ikke mærke til det. Man lulles ind i en spændetrøje af tætsiddende pastelfarvet spandex overbegjort i palietter og simili, og overgiver sig langsomt...
Men udøverne har the time og their lives! De stråler mens de bliver kylet og kyler hinanden rundt, op og ned af skuldre og alle mulige farlige ting, som mit forsikringsselskab endelig ikke må få nys om!
Udøverne står knivskarpt i deres rutiner (som det hedder, når de kyler rundt med hinanden).
Der er intet overladt til tilfældighederne. Ilten i omklædningsrummet var skiftet ud med så tunge massive skyer af CO2 og hårlak, for udøvernes hår ikke blev slået ud af kurs under de halsbrækkende stunts, at selv Robert Smith fra Cure ville føle sig hjemme der.

Det er både fascinerende og skræmmende (nok mest skræmmende) at overvære det segment der kalder sig selv for cheer moms!
Der findes trøjer med teksten:

"proud cheer mom"

Den lader vi lige stå lidt...

Da jeg ramte sengen efter sen aftensmad, var det en sand nydelse at lukke øjnene til tonerne af Bethovens 9. symfoni.

Det kunne sgu da ikke passe, at jeg skulle vågne allerede 6:30 på en søndag?!?!
Fandme nej!
Tappert og insisterende lukkede jeg øjnene igen, og efter 20 sekunders kamp, formåede jeg (viljestærk som jeg jo er) at tvinge min krop til at returnere tilbage til søvnens varme favntag!
10:40 virkede som et mere realistisk tidspunkt at stå op på.
Eller jeg var nok blevet i sengen hele dagen med Bethoven og Camus, hvis det ikke var for at jeg havde lavet en "hygge"trænings-aftale med Fønss.
2-3 timer med sved, tårer og lidt sladder drev mig efterfølgende lige i armene på helt hvid pasta i stærk tomatflødesovs og lur på sofaen omgivet af chihuahuaer og hjemmehæklede (dog ikke hjemmehæklet af mig) tæpper.
Man skal ikke være Einstein for at kunne regne ud, at det var satans svært at løsrive sig fra den kombination af søvn-sirener!
Men i dag var dagen Robert skulle hentes! Det maleri af Robert Smith jeg havde bestilt.
Det var blevet som jeg havde drømt om! Jeg er i den grad tilpas ved at Robert hænger nede i min stue!
Jeg troede mit liv blev komplet, da jeg fik gasgril og skildpadde i sommer, men mit hungry ghost (ham der gør mig opmærksom på de ting jeg ikke kan undvære) og jeg var blevet enige om, at jeg ikke ville kunne være lykkelig uden et kæmpe maleri af Robert Smith på væggen i stuen! Nu er jeg i den grad lykkelig!

Weekenden startede i hæsligt selskab, og den sluttede og i hæsligt selskab!
Blev indkaldt til prut, cola (den brune kulsyreholdige flydende slags i røde dåser - ikke 90'er tingen i hvid pulverform) og fjernsyn hos kattedamen i Vejgård. Rædselsfuldt!

Ny uge med Sevo, kys af Stig og operation af yngstedatteren er allerede så småt begyndt at røre på sig!









tirsdag den 28. februar 2017

Begræsningens kunst

Lad os stoppe med at gøre noget i en periode!
But why?
Hvis man mener, man skal stoppe med noget, fordi det ikke er godt for én, så skal man da stoppe med det! (Ja, udråbstegn) - og ikke blot stoppe med det i en periode.
Jeg forstår ikke de begrænsninger, man nu om dage sætter for sig selv for no reason.
Hvis der er en god grund til det, så bevares, men hvorfor ikke moderere i stedet?
Det er jo latterligt at nægte sig noget i en periode. Især hvis man har tænkt sig at springe lige lukt tilbage til status quo, så snart afsoningen er tilendebragt!
Er det fordi vi efterhånden lever et liv, hvor afholdenhed fra den ene eller anden ting (som vi kan lide vel at mærke) er gået hen at være blevet en bedrift i sig selv?
Er begrænsning og afholdenhed blevet det nye bjergbestigning og marathonløb, fordi vi ikke hverken har tid, vilje eller styrke til at begå de ægte spektakulære præstationer?
Er vi nået til et punkt, hvor vi skal til at dyrke triathlon i valgfrie discipliner i afholdenhed - hvor kriteriet er: "noget man godt kan lide, men som man skal stoppe med i en periode, fordi man kan lide det for meget"?
Jeg skal ikke diktere, hvordan folk skal leve deres liv - det har jeg slet ikke tid til - fordi jeg skal bruge min tid på at gøre ting der er gode for mig, fordi de er gode for mig!

MEN! Jeg må stadig godt synes, at det er åndet, at begrænse sig selv for begrænsningens skyld!
(Så tag hellere at løbe et marathonløb. Med lidt god vilje kan det klares på en eftermiddag...)

lørdag den 11. februar 2017

Migrænens eufori

Den følelse af lettethed og og eufori, når migrænen slipper sit jerngreb i det indre af kraniet - og også lidt det ydre, er ubeskrivelig!
Udmattelsen ligeså, men en udmattelse, der kan sidestilles med en stor sportspræstation, da man samtidig er opløftet.
Dumheden ved den gentagne manglende anerkendelse omkring det faktum at det ER migræne og ikke en almindelig hovedpine, er ligeledes ubeskrivelig og kronisk.
Hvorfor finder jeg mere ræsonement i at tro jeg kan sove det væk - eller endda ignorere det væk? Det kan jeg jo aldrig, og jeg ved at det er den umage, men alligevel simple kombination af designerkemikalier, der i sidste ende i løbet af sølle 20 minutter afslutter lidelserne hver eneste gang! Treo, Primeran, Kuracid og lur.

Det må være min evige tro på kroppens egenformåen, der eliminerer fornuften - og muligvis en lille smule manglende realisme desangående. Den manglende selverkendelse tillægger jeg smerterne, der som regel bosætter sig i højre side af hovedet.
Ja, hele hovedet! Fra øjet ud i øret for at afslutte i tænderne. Det er tænderne der er afgørende faktor for om det er et slemt eller mindre slemt anfald. De øverste kindtænder er som regel obligatoriske, men en sjælden gang inddrages de nederste kindtænder og lidt af højre side af halsen også - så snakker vi i sandhed et spektakulært anfald. Her kræver det en to trinsraket med Treo, Primperan, Kuracid og lur!

Jeg har altid haft det lidt anstrengt med migræne - eller rettere det segment, der holder sig denne lidelse!
Jaja du har migræne, klap klap k.l.a.p...himle himle h.i.m.l.e (mens man klapper)... Var udløsende faktor for denne omgang migræne en knækket negl eller at du ikke fik den Royal Copenhagen vase på udsalg, som du sådan havde håbet på? Himle himle!
MEN der er ikke altid en decideret udløsende faktor. Nogle gange kommer migrænen bare anstigende spontant for hyggens skyld.
Derfor kan man selvfølgelig stadig købe noget fra Royal Copenhagen, for at se om det kan lindre symptomerne...

Jeg er holdt op med at granske i udløsende årsagsfsktorer, fordi jeg ikke tror der er nogen for mit vedkommende.
Ikke alt har en forklaring og/eller en årsag. Heller ikke migræne.
(Og jeg nægter simpelthen at få lavet den der piercing der - som i min verden har fået samme lavstatus som E-cigeratten, den smarte asymetriske korthårsfrisure med farvedetaljer og håndledstatoveringen med børnenes navne og fødselsdato. Jeg tror ikke på den piercing har nogen effekt, og tro kan som bekendt flytte bjerge - men det kræver en tro)

Jeg er holdt op med at have ondt af mih selv. Det er nu en generel indstilling - som dog af og til fordrer en kalibrering. Men som udgangspunkt har jeg ikke ondt af mig selv. Det ændrer jo ikke så meget for mig.
Til gengæld glæder jeg mig over, at børnene er så store og kloge, at de kan give mig den ro jeg har brug for, når der bliver hamret for fuld udblæsning.
Hvis jeg blev kureret for migrænen, så ville jeg jo heller ikke opleve den eufori der er forbundet ved migrænens ophør!

søndag den 5. februar 2017

Det gode selskab...

De eneste jeg har talt med i dag, var hende i kiosken i biografen og billetmanden. Jeg vågnede over flere gange i dag, men det var først da jeg vågnede sidste gang, at jeg besluttede mig for at stå op.
Eller jeg fik mig da en lur eller to, med dertilhørende mareridt på sofaen efter den meget sene morgenmad, som faktisk rent tidsmæssigt sorterer under frokost.
Jeg kan ikke huske hvad det første mareridt handlede om, men det må ikke have traumatiseret mig tilstrækkeligt, eftersom jeg hovedkulds kastede mig uforfærdet ind i den anden lur, og dermed mareridt nummer to.
Vågnede badet i sved. Ikke på grund af mit mareridt, men fordi jeg havde to tæpper og tre mexicanske kamphunde på.

Jeg har haft en weekend, hvor jeg har været omgivet af en masse mennesker jeg holder af - på nær ham den fede, men det kan jeg måske lære, hvis jeg lærer ham at kende. Ikke desto mindre, så indeholdt han (udover en masse gas - tarmgas...) en stor underholdningsværdi, og det er jo altid fedt(!) at få et billigt grin på andres bekostning.

De andre jeg har tilbragt skøn tid med, har INTET til fælles (andet end mig) så jeg har været i alle kroge på ovre i det relationsmæssige departement - og det har været helt fantasitsk, og på mange måder inspirerende til at udforske og genopleve.

I dag har jeg været alene! Helt alene! Det har været skønt!
Ikke at jeg ikke holder af at være sammen med andre. Det gør jeg da - bevares, men når jeg er alene, så føler jeg mig alene. Jeg føler jeg er den eneste der eksisterer i hele verd...nej universet - også selvom jeg (selvfølgelig) godt kan se der er andre, men i mine øjne, omsat til min verden, er de kun skygger, og ikke som sådan eksisterende, og jeg er af den overbevisning, at de i hvertfald ikke kan se mig. Mest fordi jeg er ikke-eksisterende for dem.
Det er en skøn følelse.

Jeg elsker at gå i biografen alene. Faktisk elsker jeg at gøre ting alene. Jeg elsker den uafhængighed og uforpligtelse sammenlagt med den følese af sejr(?) og overvindelse(?) af de sociale normer der ofte forelægger, ved at gøre ting alene. Jeg føler mig i hvertfald lidt stærkere og lidt mere i zen med både mig selv og resten, når jeg har gjort noget for mig selv for mig selv.
At filmen så skulle forestille at være uhyggelig, bidrog muligvis til en endnu større følelse af sejr i det øjeblik jeg indtog sal 5 række 7 sæde 2.
Så uhyggelig var den heller ikke - filmen...
Chefen havde godtnok ødelagt det lidt for mig, ved (i bedste mening - og lidt for at manifestere at han altså nåede at se den først) at skrive, at den var den tammeste og mest forudsigelige af de film der er i (nu) trillogien the Ring(s).
Men han havde ret.
Den var slet ikke nådesløs nok, og alt det uhyggelige var indlysende og relevant.
Det er først når der ingen sammenhæng er i det uhyggelige, at det rent faktisk er uhyggeligt.
Og det er, efter min mening - hvis man spurgte mig, og vi antog den havde nogen betydning, helt malplaceret med en skurk i en film der skulle forestille at balancere mellem det absurde, gys og horror - men det er muligvis mig, der her fået etableret nogle helt forkvaklede idéer og forventninger om hvad gys og horror er. Måske burde jeg genopfriske Rikke Schubart?

Jeg skulle virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at tage kvælertag på dem der sad foran mig, eller bare prikke dem på den ene skulder. Ikke fordi de var irriterende eller noget, men mest fordi de ville få en oplevelse for livet.
Det der afholdt mig fra at gøre det, var min fornuft, hvilket manifesterede mig i, at jeg ikke har givet slip på det hele endnu...





lørdag den 4. februar 2017

Hvis jeg skal i byen, så skal Tom Waits med...

Jeg snakkede i telefon med en gammel ven tidligere. Eller hun er ikke gammel - hun ser bare gammel ud... nej, hun er smuk og skøn, og hun er én af de eneste jeg gider snakke i telefon med. Jeg bliver fandme altid så glad, når hun ringer. Jeg kørte endda en omvej hjem, for at undgå tunellen. Jeg anede selvfølgelig ikke hvor jeg var på det meste af turen, fordi Nørresundby er en MEGET indviklet by uden ét eneste skilt! (Jeg havde headset på, så på det telekommunikative område optrådte jeg helt efter loven.)

Nå, men dagens emne var byture. Noget ingen af os som sådan praktiserer længere, men ikke desto mindre, er vi helt sikre på, at vi sagtens vil kunne gennemføre en bytur med samme værdighed og ynde, som da vi var 20, i sko der er så høje, at man bliver lidt svimmel, når man kigger ned, og får lidt aldersbetinget højdeskræk, og vi blev enige om, at en bytur peaker, hvis man formår at nå til Tom Waits-stadiet. (Eller John Mogensen-stadiet, alt efter udvalget på juke boxen)

Tom Waits-stadiet (Eller John Mogensen-stadiet) er når man kl 4 og lover hinanden evigt venskabeligt troskab, på trods af det hele er noget lort! Men netop fordi det hele er noget lort (hvilket det jo reelt ikke er - eller måske er det lidt næste dag. Især hvis man trods alt nåede til Tom Waits-stadiet (eller John Mogensen-stadiet) fordi man helt sikkert vil få tifoldigt den nådesløse mængde tømmermænd, som da man var 20) så er det eneste lyspunkt i hele dette forfærdelige liv, at vi i det mindste har hinanden - når nu alle andre er sådan nogle røvhuller, der tydeligvis ikke har fattet en skid!
Vi har hinanden og vores helt intakte fornuft her kl 4 på Mallorca bar, hvor det eneste faste holdepunkt er billiardbordet. Det er reelt set ER det eneste faste holdepunkt, da det står ret så stabilt og formår at være den støtte man i sandhed har brug for i hæle det er lige så høje, som moralen er lav, efter 20 assorterede shots med dertilhørende fadøl som sidevogn!

Det bliver nødt til at være en torsdag, hvis jeg skal kunne komme på arbejde om mandagen, og jeg vil ikke finde mig i at komme hjem uden en cheeseburger i hver BH-skål.

Nu mangler vi bare lige at finde en dato!

tirsdag den 31. januar 2017

Mandag(e)...

I don't care if monday's blue...

Mandag er forhadt af utroligt mange voksne mennesker. Jeg er ingenlunde for fin til at indrømme, at jeg engang selv sorterede under det mandagshadende segment.
Men det var før mandag blev ensbetydende med nogle faste ritualer, eller rutiner... Ritualer lyder også så voldsomt igen.

Jeg kan godt lide mandag morgen kl lidt i 7. Det er nemlig det tidspunkt, hvor jeg sidder i den nye humørbus ved lugen i Lagkagehuset, og indkasserer min (gratis) morgenkaffe.
Det er ikke fordi det er en decideret velsmagende kaffe - det er det faktisk på ingen måde. Den er alt for syrlig efter min smag. Men det er simpelthen så skide hyggeligt at tvinge den der skide kop gratis kaffe i sig, mens man kører på arbejde. Jeg lægger faktisk nærmest ikke mærke til hvor hæslig den kaffe er, fordi hele scenariet og situationen overskygger den ringe kaffe.
Den nye humørbus er så småt ved at være varm, når jeg når til Lagkagehuset og Roberts stemme tordner SMUKT ud af højtalerne. Det er albummet som faktisk hedder The Cure, der kører på repeat. for tiden. Et album jeg har været mange år om at lære at elske.
Nu elsker jeg det højt, og undrer mig over hvorfor det tog mig så lang tid.

Forsynet med Robert og kaffe (og rugbrød - som er primære årsag til mit ugentlige drive by hos Lagkagehuset) er jeg klar til en god halv time på motorvejen. (Bemærk hvordan sætningen frit kan fortolkes: en god halv time, som i lidt mere end en halv time ELLER en god halv time, som i en skøn halv time)...

Mandag på jobbet er altid god, fordi det er den dag vi opererer. Men mandag på jobbet peaker når dagen er ved at være forbi, for SÅ bliver jeg kysset af Stig! (Og det rimer endda, men det var ikke med vilje) TÆNK sig engang, at man ligefrem kan gå og glæde sig til at blive kysset på kinden af en mand i starten af 60'erne, men ikke desto mindre!

Jo, mandag(e) er god(e)...