mandag den 16. juli 2018

It’s a wwworld...

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget aktiv på de sociale medier - hovedsageligt Facebook, Instagram og The Cure Community. 
Facebook er for dem jeg kender. Instagram stalker jeg en masse spændende mennesker, og nogle gange får man så godt et indblik i andres liv, at man føler man kender dem, eller man følger nogle der er så interessante, at man i hvertfald får lyst til at lære dem at kende.
På The Cure Comminity er vi en masse fra hele verden, som samles omkring vores fælles pasaion: verdens bedste band THE CURE! (hvis nogen skulle være i tvivl)

Alle, der følger med i mit liv, ved at jeg var til koncert med The Cure den her sommer! En begivenhed jeg havde set frem til i flere måneder. En begivenhed jeg glædede mig til sammen med min lille familie på TCC. 
Allerede da billetterne var blevet sat til salg, blev der lavet debattråde med os der skulle med, så vi kunne mødes.

Jepsen!
Det her blogindlæg handler IKKE om traditionel dating, men om at etablere relationer på baggrund af de sociale medier!
SORRY, men mit kærlighedsliv er (stadig) kun begrænset til et problemfrit imaginært forhold med Robert (Smith)

Fordi det var svært at holde overblik over alle de der skulle med til koncerten, valgte jeg at begrænse mine “dates” til de jeg rent faktisk havde haft én eller anden form for kommunikation med på TCC, og det endte med at jeg lærte Sang og hendes mand Paul fra Champagne to timer fra Chicago at kende,som udgangspunkt.

I kølvandet på dem, og fordi de har været til ualmindeligt mange koncerter med The Cure, så lærte jeg Phillipp at kende, som bor i Berlin i Prenzluerberg.
Sang havde aftalt at mødes med Eva fra Polen, og fordi jeg havde panikket på TCC desangående transporten til lufthavnen fra London om søndagen, blev jeg tilbudt et lift af Paula, som alligevel skulle den vej, og som i øvrigt var til koncerten alene - så hende hookede vi også op med!

På grund af TCC og The Cure har jeg fået venner i mange mange lande, og jeg ved jeg altid er velkommen hos Steve i Budapest, Chuck i Seattle eller Figie i Grækenland! Sådan kan man gøre verden mindre!

Forleden var jeg på Instagram-dating med Frances, som jeg (ikke) kender fra Instagram.
Vi følger hinandens profiler, og fordi hendes bedste veninde, Flora er fra Danmark, så havde Frances været med Flora i Danmark og besøge Floras familie.
I Danmark havde Frances været i Brugsen og shoppe Änglemark ansigtscreme, og hun var vild med det.
Derfor tilbød jeg hende at tage et stash med næste gang jeg skulle til Berlin, og i går afleverede jeg det til hende et sted hun nogle gange er frivillig.
Det er et sted hvor man får råvarer doneret af butikkerne, og så er der en flok frivillige der laver mad.
Maden er vegetarisk eller vegansk, og den er gratis!
Alle er velkomne, og har man penge, så kan man donere hvad man synes man har råd til.
I går var der en forret, to hovedretter og tre desserter!
Alt hjemmelavet og lavet med omhu og kærlighed.

Fordi Frances er frivillig dernede af og til, så kendte hun en masse af dem der var der, og dem lærte vi også at kende.

Den her sommer har jeg lært en masse nye skønne mennesker at kende. Nogle yngre end mig, nogle ældre end mig. 

Jeg elsker at interwebbet på den måde kan gøre verden mindre.

torsdag den 12. juli 2018

Just like heaven...

Jeg havde ikke været neurotisk eller spekulativ overhovedet desangående den længe længe ventede koncert med The Cure i Hyde Park. 
Jeg havde oprindeligt tænkt at vi skulle komme daskende opad eftermiddagen, mens vi ville høre lidt af musikken fra de andre scener, sidde på et tæppe og dase, og til sidst, når The Cure gik på, ville vi ende nede bagerst i crowden, fordi vi var blevet alt for gamle til at blive mast rundt oppe foran scenen. 
Jeg havde endda overvejet at investere i en kikkert, så jeg i det mindste ville få et lille bitte glimt af ham der var ansvarlig for alt det bøvl jeg havde haft.

Jeg har efterhånden indset, at tingene sjældent går som jeg planlægger dem - derfor planlægger jeg også så sjældent, netop fordi det for mit vedkommende er decideret spild af tid og tankevirksomhed, og planlægning for mig derfor ofte sidestilles med en form for dagdrømmeri - ikke dermed sagt at dagdrømmeri er spild af tid, men så foretrækker jeg at dagdrømme om fede ting, og ikke planlægningsrelaterede ting...
Det var egentlig først da jeg mødte Sang, som er en ven jeg har fået på mit The Cure debatforum, at min afslappede tilgang til det her arrangement i den grad gik fløjten.

Sang siger om sig selv, at hun er en lille smule neurotisk, hvilket muligvis forklarer hvorfor hun er i besiddelse af to forskellige typer billetter til koncerten, fordi hun ikke helt lige kunne beslutte sig om premium view eller terrace view ville være bedst...
Vi begyndte at spekulere i hvornår det ville være smart at stille sig i kø for at komme ind, fordi der muligvis ville blive uddelt armbånd til de der først kom ind i det aflukkede område foran scenen.
Der herskede imidlertid stor tvivl OM der overhovedet ville være et “controlled capacity area”, og ikke mindst HVEM der kunne få adgang til det forjættede sted så tæt på bandet som muligt.
Jeg havde selvfølgelig bare købt de billigste billetter, fordi jeg ikke har været til sådan en stor koncert siden U2 i 1992 i Gentofte, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt havde styr på om der overhovedet eksisterede  forskellige billettyper dengang - vi kom dog så tæt på scenen, at vi kunne se Bonos sved! -om det så er godt eller skidt, det lader vi stå hen i det uvisse...

Jeg erfarede at min billettype gav adgang til Hyde Park kl 13:30, mens ALLE de andre billettyper gav adgang kl 12:30, så jeg var selvfølgelig max stresset fra morgenstunden.
Ville det aflukkede område nå at blive fyldt op på en time? Burde jeg komme og stille mig i kø allerede ved 7-tiden, hvor jeg alligevel havde været vågen længe? WHAT TO DO?!?!

Heldigvis var der mange faktorer der talte mig fra at møde op så tidligt.
Dels solen, som havde taget alle former for filtre af i dagens anledning. Typer der elsker the Cure elsker ofte IKKE solen. Dels var der forboldkampen, hvor England åbenbart havde en central rolle. Typer der elsker fodbold hvor England har en central rolle er ofte englændere, og det var jo også englændere der besad majoriteten af billetkapaciteten. Og dels fordi Sang helt tilfældigvis på sin morgengåtur helt tilfældigvis valgte at gå tur i området nær Hyde Park, og helt tilfældigvis så at der ikke var et øje eller optræk til at møde et øje ved nogen af indgangene - som hun HELT TILFÆLDIGVIS gik forbi...
(Sang går normalt ALDRIG morgenture, men lige den dag gjorde hun - af én eller anden årsag...)

Stine og mig kom daskende ved 10-tiden efter en gigantisk morgenmad, til indgangsgatene til koncerten, der var gabende tomme!
Til gengæld opholdt der sig en del sortklædte typer under træerne, og vi valgte at tilslutte os den fest.
Jeg faldt i snak med én fra Frankrig, som lidt lignede Alice Cooper. Men han var meget meget flink alligevel, og vi blev hurtigt enige om at i henhold til vores alder, så ville det være på sin plads med stole og kølige fodbade i parken.

Tiden nærmede sig, og vi bevægede os mod “gaten”, hvor vi kom til at snakke med en flok helt forstyrrede italienske piger! Men jeg blev hele tiden distraheret af to punkere der stod og havde en skøn samtale om deres kærlighed til musik. Det smukke ved dét scenarie var for det første at den ene punker ikke var en dag over 20, og den anden var laaangt over 20. Men at overvære den måde de bondede på gennem både deres kærlighed til punk og deres kærlighed til musik - som jo var den primære årsag til vi alle stod og gratinerede i solen, gjorde mig ekstremt glad. Dels fordi det gav mig et håb om at punken stadig ikke er helt død, og at den yngere generation stadig kender god musik, og at det hele ikke går op i Justin Bieber og alt det andet lort!

De dyre billetter blev lukket ind en time før os, men efter antallet af fremmødte, så jeg ingen grund til panik, og med Sang på WhatsApp, som beroligede mig desangående antallet i det aflukkede område, tænkte jeg at det nok skulle gå. Ganske kort tid efter de dyre billetter var lukket ind, så lukkede de pøblen ind.
Efter et hurtigt tasketjek - som man siger, og en sparsom kropsvisitering, dundrede de tunge støvler målrettet henover det tørre udpinte gras i Hyde Park mod The Great Oak Stage, eller nærmere betegnet det afgrænsede område, der nærmest var helt tomt, eller i hvertfald så tomt, at jeg blev spottet af en facebookven fra Schweiz som jeg er i en The Cure-gruppe med...
Med det eftertragtede armbånd vel monteret, faldt der ro over mig, og det var tid for et længe ventet toiletbesøg og merc-shopping.
Vi fandt et fantastisk sted under et af de store egetræer, hvor vi mødtes med Eva fra Polen, som jeg også har lært at kende via forummet.
Vi havde været ude til øl med Sang og hendes mand Paul dagen inden, og i den forbindelse fik vi snyltet os til de sidste minutter af Roger Waters’ “Wish you were here”, som spillede om fredagen.

Under træet drak jeg en iskold Heinekin i plasticflaske til den nette sum af 6£ og spiste en lille pizza til kun 8,2£
Heldigvis var der vandposter, og vandet var gratis...

Vi begyndte at trække hen mod scenen, da Editors var på, fordi vi ville se Goldfrapp og Interpol inden The Cure gik på som sidste band!
Goldfrapp var overraskende fede! Har kun et sparsomt kendskab til dem, men dem vil jeg helt klar se igen, hvis lejligheden nogensinde skulle byde sig.
Interpol er Interpol, og noget slog mig, at de godt kunne gå for at være en ung amerikansk version af TV2 (altså gruppen). Viser det sig i virkeligheden at TV2 er et post punk band? Eller er det solens forræderiske stråler, der er igang med at nuke min hjerne, så jeg begynder at tænke positive ting om TV2 altså gruppen)? Det lader vi OGSÅ stå hen i det uvisse!

Efter en lille times pause og 5 minutter før tid gik The Cure på!
Robert Smith startede med at forbande solen, ved at holde sine krydsede pegefingre op mod solen, der stod direkte ind på scenen med sine nådesløse stråler. 
Efter forbandelsen af solen, åbnede Robert Smith og resten af The Cure op for et sandt elysium af musik med, efter min mening, den ultimativt bedste sang at starte en koncert: PLAINSONG!
Følelsen af stortrommens massive lyd bankede om kap med Simon Gallups lyserøde bas og mit hjerte i brystkassen på mig - og også lidt i halsen!
Det var VIDUNDERLIGT!
Vi stod ret tæt på scenen - så tæt at jeg kunne se hvert smil fra Robert Smith, og dem var der mange af den aften.
Han var i topform, og hans humør strålede om kap med solen. Hans stemme lød bedre end nogensinde før, og det var så tydeligt at alle de tilstedeværende, både “the lads on stage” og “the crowd” nød det i fulde drag!
Mens solen så småt begyndte at overgive sig, var overgivelsen allerede total i Hyde Park.
65000-70000 hyldede 40 års-jubilarerne, som leverede en sand “hands in the air” koncert, som lovet, og som altid til en The Cure koncert gik tiden for stærkt. 
Der var hard curfew kl 22:30, og Robert Smith afsluttede kl 22:27 med Killing an arab og et “see you again very soon”.
På lystavlerne efter koncerten stod der: 

THANKS FOR COMING!
YOU WERE JUST LIKE A DREAM!

Det var på alle tænkelige måder The Cures aften og ikke mindst Robert Smiths aften, og det var i den grad fuld fortjent!
40 år!

Vi er klar til de næste 40 år, Robert!

torsdag den 5. juli 2018

London calling...

I overmorgen tager jeg til London, for at overvære måske årets begivenhed - den store længe ventede 40 års jubilæumskoncert med mit ultimative yndlingsband THE CURE! 
I adskillige år har jeg elsket Robert Smith og hans ord, hans musik og hele hans person - som jeg er sikker på jeg ved et og andet om... 
Selvom jeg har talt ned siden sidste efterår, så kan jeg også mærke hvordan panikken så småt begynder at gøre et indtog i min krop, og jeg befinder mig mellem at have lyst til at anbringe mig apatisk i fosterstilling, og springe rundt og skrige af glæde.
 Panikken beror primært på det logistiske, man kan vel kalde det en logistikpanik. 

I dag er dagen for the great departure!
Dagen startede tidligt, i hvertfald set i målestok i forhold til hvornår den sluttede i nat.
Men der skulle fandme støvsuges ja der skulle! En proces der blev effektueret sideløbende med en diskussion med hunde(pap)far desangående samvær i sommerferien, hvor hunde(pap)far som altid fralagde sig ethvert ansvar for de små pelsede venner. Men forhandlingen nåede et forlig, og igen i år forblev sommerferienidyllen intakt.

Og efter de små venner var blevet afleveret i indre Aalborg Øst aka Vejgaar’ hos hunde(pap)far, ilede humørbussen til Borgerservice, fordi vi selvfølgelig havde en emergency pas-situation i henhold til pigernes pas, der var udløbet for to uger siden... - hvilket selv jeg kunne regne ud ville kunne bringe os i fedtefadet på onsdag...
Heldigvis sad de midlertidige pas løst på den smukke pas-dame draperet i fine røde gevandter, og atter blev det hele reddet i sidste time. 

Inden de bette børner skulle afleveres hos Kimse og Betina og G, skulle vi så lige vej af vores hjem, fordi NOGEN (altså mig) havde glemt telefon, og den langærmede hættetrøje, som jeg ellers så omhyggeligt havde lagt frem på badeværelset nede bag snavsetøjskurven, for jeg ikke skulle glemme den... nårh ja, Karla havde også glemt en jakke...
MEN vi var (for en sjælden gangs skyld) i ret så god tid!
Faktisk var vi i så god tid, at jeg simpelthen fravalgte at bruge døren, for at skabe mig adgang til lejligheden. 
Hvorfor skulle jeg dog det, når jeg lige så godt kunne bemægtige mig adgang via Emmas vindue på første sal?
Aldrig har jeg stoppet min lange sorte (silke) nederdel mere resolut ned i mine underbukser, taget mine kæmpe støvler af eller klatret hurtigere op ad en lettere ustabil aluminiumsstige i strømpefødder...
Elegant fik jeg mavet mig henover det næsten nylagte tag, og jeg priste mig lykkelig over at vi ikke valgte glaseret tegl i sin tid, men den billige model med rigelig friktion!
Fik døren låst op indefra - og masseret låsen med et skud WD-40. Fik hentet de ting vi havde glemt, og tog langt om længe ægte afsted!

Sideløbene har jeg stresset siden i går over togsituationen i London - eller mangel på samme, da der i øjeblikket er et omfattende signalnedbrud, som medfører at togene ikke kører.
Det er ikke så slemt om noget skulle trække ud i dag, da jeg i princippet har til på lørdag kl 20:20 til at nå til Hyde Park, så den vej er ikke så stressagtig som når jeg skal hjem, hvor jeg jo har et fly jeg skal nå - med mindre jeg gifter mig med Robert, og bliver i England...
Men det vil jeg nu ikke satse på, mest fordi vi egentlig begge synes vores forhold fungerer fint som det kører nu - der er jo en grund til vi stadig formår at bevare forelskelsen selv efter 26 år... især VI!
Derfor forbeholdt jeg mig retten til at få en panikanfald på mit the Cure debatforum, og blev i sidste time skovlet op af en sød bruger, der ikke kun skal køre gennem Gatwick hjem, men tilmed også skal overnatte på et hotel på samme gade som vi skal.
Jeg er vel blevet sådan en slags cyber-blaffer?
Jeg har haft løbende kontakt til Paula, som nu er blevet min private chauffør OG logistikmanager, som har givet fremragende beta på hvordan jeg skal klare mig i London...

Men altså taget starten på ferien i betragtning, med bål og (patricia villa i Vejgaard) brand, så fornemmer jeg at den her sommerferie på mange måder vil gå over i historien som værende én af de vildere - især hvis jeg bliver gift med Robert...


lørdag den 30. juni 2018

Så er ferien ligesom igang!

I dag fik jeg sommerferie, og jeg kan godt sige den startede med bål og brand! 
Nok mest brand og ikke så meget bål. I hvertfald ikke som vi normalt kender (og elsker) bål - altså de der bål JEG står for.
Vi sad i Lises have og spiste ovnbagte pil-selv rejer, og drak hvidvin - ikke en decideret ringe start på min TRE ugers sommerferie, da røgen kom som en stille tåge mellem træerne og buskene i haven. Vi tog ikke som sådan notits af den, fordi vi alle var af den sikre overbevisning, at nogen havde gang i et bålfad med lidt for friske grene. 
Det var først da røgen tiltog kraftigt, og vi kunne høre sirener i det fjerne det gik op for os, at noget var helt galt. En voldsom massiv røg steg op fra én af grundene bag den have vi sad i, og den smældende lyd af teglsten der eksploderede gjorde os opmærksom på at huset skråt bagved stod i fyr og flammer! 
Længere oppe fra vejen kunne vi tydeligt se hvordan ilden åd sig grådigt og nådesløst gennem tagspærrene, og de glaserede teglsten slap deres greb, og raslede ned. Flammerne var blevet flere meter høje på ganske få minutter, og der var ikke nogen antydning af at en slukning af infernoet var igang. 
Derfor ringede Maiken 112, for at sikre sig, at der var taget affære. 
Familien havde siddet og spist i haven, og branden, der var opstået på 1. sal, var forråsaget af solen, som formentlig havde kigget lidt for intenst i et spejl, og på den måde have antændt en sækkestol ved at kaste reflekser! 
Det var en helt forfærdelig fornemmelse at stå så tæt på og se andres liv blive ædt op af et vulkanudbrudsagtigt flammehav, der ikke sådan lige lod sig tæmme. Heldigvis kom ingen til skade, og selvom det er alverden værd, så må det være en helt ubeskrivelig forfærdelig følelse af afmagt der indtager én, når man er vidne til noget så ukontrollerbart gå helt amok. Det var virkelig en smagsprøve på elementernes magt man gerne ville have været foruden! 


Hvis det her er standarden for min ferie, så tror jeg gerne at jeg vil på arbejde på mandag, for jeg er ikke helt sikker på at jeg kan holde kadencen.

fredag den 27. april 2018

En nat bliver det sommer

For nogle dage siden, nærmere betegnet den dag det var sommer i Danmark, proklamerede Spinelli lidt mere vredt end moderat furiøst, at hun HADER sommer! 

Spinelli hader altså allerede sommeren på trods af dette endnu præmature sommerstadie vi befinder os på. 

Årsagen til frustrationerne desangående, skal findes hos det moderlige ophav (desværre) - hvis vi altså antager at klistrethed (jeg ved ikke engang om det er et anerkendt ord) kan være arveligt. 

Når det er lidt varmere ude end 9 grader, så begynder mit subcutane fedt at græde - og det gør Emmas åbenbart også. Disse tårer af fedt tilkendegiver sig ved at drapere vores kroppe i en tynd hinde at klistret sved! Eller det er i hvertfald sådan jeg er overbevist om det foregår! 

De eneste der har det sværere i varmen end os, må være goths og pensionister. 
Goths må dog nødvendigvis have et ambivalent forhold til sommer, da årstiden for alvor giver anledning til de ikke kommer frem i dagstimerne, og i øvrigt kun medfører ultimativ lidelse, hvilket så igen må være den ideelle tilstand at befinde sig i, hvis man altså er goth... 

Pensionisterne derimod! De aner ikke engang de lider, før de vågner op på skade-modtagelsen efter at have været faldet om af dehydratio.

Min mor, for eksempel, har nærmest det samme tøj på om sommeren som om vinteren. Om sommeren er tøjet blot en lysere nuance af den beige hun går i om vinteren. Men bare fordi nuancen er lidt lysere, bliver tøjet jo ikke mindre varmt, og det kan da godt være det kan trække om sommeren, men derfor kan de godt slække bare lidt på hue, handsker, halstørklæde og den der tynde, men dog DEJLIGT lune, strikketrøje de ynder at bære under vindjakken, der dog, udover at være en lysere nuance end vinter-beige, ikke er med thermofoer! 

Jeg kan nu meget godt lide sommer. Ikke fordi jeg er specielt begejstret for varmen, og den deraf følgende klistrethed, og her stormer jo alligevel mere om sommeren, end det gør om efteråret - vidste man iknke bedre, så kunne man næsten hensætte sig til en kølig, men blæsende eftermiddag på Fuerte Ventura - eller den røde plet på Jupiter! 

Men som altid er april en rigtig lurendrejer - rent vejrmæssigt, og den danske sommer vil formentlig udviste utilregnelig adfærd af særlig manifesterende karakter igen i år, men jeg er ligeglad, for jeg går ihvertfald ikke op i hvordan vejret er! OVERHOVEDET!!!



søndag den 1. april 2018

Godt nytår

Det er muligvis en dårlig dag at poste det her indlæg d. 1. april.
Det skulle også have været posted i går, men der havde jeg ikke tid.


Et år lakker mod enden! 
Ja det lyder som starten på en nytårstale, og det er det på sin vis også. Det er i hvertfald et år siden mit værste år nogensinde tog sin begyndelse. 

D. 31. marts 2017 mens jeg var på vej ind af døren i Skørpings fedeste hus, for at besøge én af mine bedste venner, fik jeg en mail om at jeg var blevet fritstillet fra det arbejde jeg troede gik så godt... Det har jeg tærsket langhalm på, og det gider jeg egentlig ikke spilde mere tid på. Men ikke desto mindre, så fik jeg tre måneder til fordybelse, også kaldet navlepilleri og ananas i egen juice. Eller i hvertfald ananas i egen juice sammen med de små ananasser.

Jeg landede ønskejobbet, som jeg havde drømt om siden jeg blev færdig som sygeplejerske, men aldrig havde haft modet til at søge, fordi jeg var af den sikre overbevisning, at jeg slet slet ikke formåede at honorere de krav der stilles til en sygeplejerske der skal assistere til HJERNEOPERATIONER!
Men er man presset nok, så bliver frygt en lille ubetydelig detalje, og da stillingen, på det helt rigtige tidspunkt, blev slået op, var frygten erstattet af følelsen af at ønske noget inderligt. Jojo, jeg har skam følelser!

Da jeg startede på mit nye arbejde, var jeg sikker på at en ny stabil hverdag lå for mine fødder, men i stedet for en stabil hverdag, så lå der et nyt bump i vejen.

Det gik op for os - især mig, der set i bagklogskabens ubamhjertige lys, at pigernes far havde et omfattende alkoholoverforbrug.
Vi surfer stadig på små krusninger af kølvandet efter en mere eller mindre traumatisk sommer for pigerne. Men fordi det er nogle stærke og kloge piger vi har, og fordi deres far traf den rigtige beslutning og det rigtige valg i tide, så skal de nok komme intakte ud på den anden side selvom forløbet er hårdt, fordi der ubetinget er mange følelser impliceret.

Efter en jul, hvor alt syntes så småt at rette ind igen, blev bumpet i vejen skiftet ud med en mur, som ville gøre Donald Trump grøn af misundelse!

Den almindelige tirsdag på rideskolen i starten af januar skulle vores liv tage en drejning som var så langt ude, at selv jeg i min vildeste fantasi ikke på nogen måde kunne forestille mig hvad der NU ventede!

Emma blev fra det ene øjeblik til det andet ukontaktbar, men dog ved bevidsthed.
Dette skulle blive startskuddet til de to værste måneder i det år der i forvejen var det værste i mit liv - altså i mit nymanifesterede kalendersystem, hvor et år går fra april til april...

Meget kan man sige om det danske sundhedsvæsen, og det skal jeg også love for der bliver gjort!
Men når lokummet står i flammer, så kommer der dælaneme’ gang i maskineriet!

Efter en helt mareridsagtig uge, hvor vi lagde ud med hele meningit-pakken, psykoser, voldelig adfærd, flugtforsøg, et mindre ophold på børne/unge-psyk, adskillige undersøgelser, absolut ingen søvn - eller mad, fastholdelse, tvangsmedicinering og øvrige almene frustrationer, frygt og spekulationer om fremtiden fandt lægerne ud af at Emma havde pådraget sig en autoimmun encephalit!

En uge!!! En diagnose man i den øvrige vestlige verden gennemsnitlig er i stand til at stille i løbet af 1 til 3 måneder!!!
I Ålleren tog det kun en uge!!! - og det på trods af at det var 8 år siden de sidst havde en patient med samme diagnose!

Mine formidninger om akut posttraumatisk psykose var heldigvis ikke aktuel, selvom jeg var sikker på psykiateren på børne/unge-psyk var bindegal, fordi han fastholdt at det var noget somatisk!
Vor herre bevares! Alle(!) ved sine fulde (og ædru fem - for den sags skyld) kunne da se barnet ikke var somatisk præget!!! Men det var hun så...

“Hjemme” på børneafdelingen blev en aggressiv behandling sat igang samme dag som diagnosen blev påvist, og nærmest hele sygehuset (også dem inde på syd) var lettede, eller alt personalet var i hvertfald lettet, og vi anede et svagt lys for enden af den tunnel, der havde virket helt uoverskuelig og ondskabsfuld.

Der var bare en lille detalje: Emma responderede ikke umiddelbart på behandlingen...

HELDIGVIS havde hun en tumor i den ene æggestok!!!

Den sætning lader vi lige stå, for den er i sig selv jo helt blæst!
Hvordan fanden kan man være lykkelig over at være ejer af en tumor i æggestokken?!?!

Men ikke desto mindre, så er en tumor (såfremt der er tale om et teratom) ofte skyld i at man pådrager sig en autoimmun encephalit. Især ved den type som Emma havde (NMDAR). Teratomet starter simpelthen immunforsvarets inflammatoriske proces, som så i Emmas tilfælde betyder betændelse i hjernen.
Fordi det er immunforsvaret der forårsager inflammationen, så kan der ikke gives hverken antibiotika eller penicillin mod det, netop fordi det ikke er en bakterie.
Til gengæld kan man kortslutte processen ved at fjerne teratomet, og det var derfor jeg var så glad for at der var et teratom der kunne blive fjernet. Havde der ikke været et teratom, så var vi muligvis stadigvæk indlagt... og selvom børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital er helt og aldeles enestående, så er det jo ikke et sted man decideret stiler efter at residere.

Efter operationen var der allerede en markant bedring - præcis som litteraturen foreskriver. Personlighedsforstyrrelserne og psykoserne var næsten helt væk, og samme aften, efter operationen, var det næsten “gamle” Emma jeg lå og så film med i sengen!

Derefter gik det stærkt med bedringen, og vi fik lov at komme hjem på orlov 5 dage efter operationen. 
Siden har det kun gået støt fremad, og nu næsten 3 måneder senere, er Emma næsten tilbage til normal.

Derfor har vi holdt nytårsaften i aften sammen med nogle af dem der har gjort det muligt for vores lille familie at komme helskindet over det her lorteår!
Vi ville ikke være kommet så godt igennem vores kriser, hvis vi ikke havde haft et netværk, der har samlet os op, de gange vi mistede fodfæstet i de forgangne 12 måneder!

Vi har drukket Moët af billige champagneglas fra IKEA og børnechampagne af de fine glas fra Spigelau. Vi brændte stjernekastere af til midnat og råbte “godt nytår”

I morgen - som reelt er nu, trækker vi en streg i sandet og starter på en frisk.

Vi snakkede om hvad vi ønskede der skulle ske i det “nye år” vi træder ind i, og for mit vedkommende kan jeg sige, at jeg inderligt ønsker mig at der sker så lidt som muligt!


GODT NYTÅR!

søndag den 31. december 2017

Den store årsberetning anno 2017 - for FUCKS sake!!!

At lande på fødderne

Jeg har ikke fået skrevet så meget på bloggen.
Det er ikke fordi der ikke er sket noget, men mere fordi jeg ikke helt kan overskue hvor og hvordan jeg skal starte.
Ofte kræver en start jo udsigten til en slutning, og der er stadig et par løse ender, der hænger og flagrer - som man siger...

Men min sommer”ferie” startede ret brat d. 28/3-2017, hvor jeg uden varsel blev fritstillet fra det arbejde, som jeg troede jeg var så glad for, og som jeg troede gik helt godt, men sådan kan man jo altid blive så overrasket.

De 3 første måneder på det arbejde var muligvis også noget kun bedre end de tre sidste, og det er formentlig kun i supernovaen af bagklogskabens afslørende og ubamhjertige lys, jeg når frem til den konklusion- men af alle jobs jeg har haft i hele mit liv, er jeg blevet fyret/sagt op/fritstillet to gange, og set i det berømte bakspejl har begge bratte ufrivillige abonnementsopsigelser været til det bedste for mig, og omend et brutalt skub, så dog stadig et skub op på springbrættet til noget nyt og bedre.

Den pludselige fritstillelse kom på en måde på det helt rigtige tidspunkt.
Tre måneder med fuld løn i “sommer”halvåret! Hvem i min alder får lige den mulighed?
Børnene var henrykte, nok mest fordi de fik lækre madpakker med.
Min krop var også henrykt - en slags. Den fik sovet og restitueret som aldrig før - og det var i den grad tiltrængt.

Nu kan det godt være det her kommer til at lyde som én lang klagesang med subtile undertoner af forsmået martyr, og det er det på en måde også - jeg hverken kan eller vil undskylde, retfærdiggøre eller glorificere. 
Med ærlighed når man længest - eller man kan i hvertfald se sig selv i spejlet, og være helt klar over at brækfornemmelserne udelukkende opstår på baggrund af grimhed og ikke fordi jeg har været en idiot (i hvertfald ikke i den her enestående sjældne situation). Grimhed kan man kun til en vis grænse camouflere, og med en teenager der driver rovdrift på den i forvejen sparsomme make up beholdning, så er den grænse nået for længe siden.
Til gengæld dufter jeg som regel vældig godt...

De egentlige årsager til mit fritstillelse står stadig hen i det uvisse, og det vil det blive ved med. Jeg gider ikke engang gisne om hvorfor. 
Knivene i ryggen og skårene i øjnene er skiftet ud med vind i ryggen og sol. Jeg er i den grad kommet videre, og så vidt jeg er orienteret, så kom jeg væk fra tsunamien, da den stadig kun var en let krusning på bølgen...

Som om det ikke var nok for mig at miste mit arbejde, så valgte Hannibal at forlade mig.
Hannibal, min 21 år gamle landskildpadde tog den i skarpt trav over stok og sten og lod sig ikke umiddelbart indfange igen.
Adskillige efterlysninger senere var jeg så småt ved at miste håbet. 
Selvom man er 21 år, er man jo ikke meget mere end 15 cm i diameter og omkring 7 cm høj og hans evne til at falde i med naturen er enestående.
Bedst som jeg var igang med at bearbejde mit tab, blev jeg kontaktet af en dame, der boede 800 meter væk stik nord fra mig, som meddelte at skildpadden var hos dem.
Ikke nok med han havde vandret så langt og så målrettet i retningen VÆK fra mig, så havde han saftsusemig også krydset en vej! 
Hannibal blev reinstalleret under skærpet bevogtning, og gjorde ikke yderligere antræk til at stikke af. Han ligger i skrivende stund i dvale i sit fine hus, som Fønss har bygget, og når han vågner, vil han træde ud på en rød løber lavet af min søde kollega, Tina!
Men hans flugt medførte en flot omtale i dette års oficielle skt. Hans tale ved den årlige bålfest i Visse - så lidt kom der da ud af det hele...

Tre måneder forsvinder hurtigt, og tiden til at påbegynde voksenliv version 2.0 nærmede sig i takt med kapitalen reducerede sig.

Jeg søgte de jobs jeg kunne se mig selv varetage, og skuffelsen og forundringen over ikke én eneste gang at være kommet til samtale blev erstattet af glæde.
Det job jeg altid har drømt om var blevet slået op!!!
Det job jeg en sjælden gang har set været slået op, men aldrig har turdet søge, fordi jeg i min egen selvfedhed, dog altid har været helt sikker på at jeg på ingen måde har kunne komme i betragtning til.
Det var nu eller aldrig! Jeg tog sigte og sigtede højt en aften i fam 119s køkken under ledsagelse af fru 119 og en skål slik!
Da jeg trykkede send, fik jeg en snert af hjertebanken og kvælningsfornemmelser.
Tiden gik, og jeg kiggede fortsat på jobopslag. Tjekkede min mail ved noget der kunne tangere til et tilfælde, og så der lå en mail fra den afdeling jeg havde søgt på. Sikkert endnu en “tak for din interesse, men stillingen er afsat til en anden” - som alle de andre ansøgningssvar.
Men mit blakkede ry var tilsyneladende ikke nået til K-OP endnu, for de ville gerne have mig til samtale!
DE VILLE GERNE HAVE MIG TIL SAMTALE!!!
Jeg kunne næsten ikke få luft! Mest fordi mit hjerte sad oppe i halsen og blokerede for luftvejene, men fordi jeg er så tapper, så sank jeg et par gange, og genvandt respirationsfærdighederne. Ingen betydelig skade er sket, eller der er i hvertfald ingen der har opdaget noget endnu...

Som den skarpe og opmærksomme læser sikker allerede har regnet ud, så fik jeg jobbet!

Nu kunne sommeren ikke gå hurtigt nok, selvom det var en fantastisk følelse at påbegynde feriehelvedet med et job for enden af glidebanen!

Sommeren blæste afsted, både vejrmæssigt og tidsmæssigt.
Jeg var nærmest ikke hjemme hele juli måned, og kan med stor tilfredsstillelse tænke tilbage på den måned, hvor jeg var mere i Berlin og København end hjemme - hvilket tydeligt kunne ses på terrassen, der havde groet så meget ukrudt af en så tæt og standhaftig kaliber, at kosten kunne stå og læne sig op af det... (altså sådan en ægte én fra Vikan med børster - jeg kan sagtens selv stå, uden at skulle læne mig op af ukrudt)

Mine 15 minuttes of fame faldt ikke helt ud som jeg havde forestillet mig. 
Pludselig blev mit kølvands skumkrusninger blæst op på de landsdækkende nyhedsmedier, og tsunamien rullede!
Jeg var ikke selv direkte vidne til det, men blev gjort opmærksom på det, via links som folk sendte mig.
Som om det ikke var udmattende nok i sig selv at skulle forholde sig til at nyt arbejde, et nyt speciale, nye kollegaer - som alle hedder noget forskelligt og nye fysiske forhold, så skulle jeg gudhjælpemig også belemres med skandaleliderlige perifære bekendte, der i en ringe camouflage af oprigtig interesse  og omsorg fornemmede blod og muligheden for at få latest news til næste dags frokostpause fra hestens egen mule.
Har efterfølgende, ikke overraskende, hørt lige så lidt fra dem som jeg gjorde før...
Den ægte omsorg troppede op ved min dør samme aften kl 00:30, få sekunder inden den totale mentale opløsning satte ind, og hun var den paraply der lænede sig ind over bægeret inden den berømte dråbe ramte den i forvejen max pressede overfladespænding.
Mens det hele peakede og turbulensen var helt umulig at kontrollere, blev jeg reddet fra en helt uventet side: KONGEHUSET!
Jeg vil være prins Henrik evigt taknemmelig for endnu engang at have flyttet fokus over på prins Henrik, og begravelsesnykkerne!

Det var ikke kun prins Henrik der reddede mig, men også mit netværk af venner.
Venner er som klatring:
Det at vide at der er nogen der griber én, hvis man falder, er ofte nok til man formår at holde balancen, eller i hvertfald lande godt og sikkert på fødderne, hvis man alligevel falder, fordi der er nogen man stoler på der spotter én.

Man behøver ikke have så meget til fælles med mig, for at kunne etablere et godt venskab med mig. Mod er ofte nok. (Jeg ved godt du først læste mad...)
Mod kan være det frø, der spirer og vokser helt vildt i alle retninger, og man vokser hver sin retning, men frøet der er basen holder sammen på det hele.
Der er ikke smukkere venskaber i (min) verden, end de der vokser i hver sin retning sammen, og sådan nogle venskaber har jeg.
Frøet kan være forkærligheden til underlødig junkfood, der spirer til en spontan ferie i Berlin og som bliver ved med at vokse sig stærkt, fordi man har modet til at være ærlig, og sende den der “jeg savner dig” sms!
Frøet kan være en fælles interesse for kunst, som ender i utallige spontane kaffedates og lange samtaler. Eller frøet kan være som et gammelt solidt træ, som ingen helt ved hvor og hvordan opstod, og man ikke helt ved hvorfor, men pludselig ligger man på ryggen ved siden af hinanden og diskuterer om man skal lade sig diktere af et budget i et Excell-ark. Eller har lange vigtige korrespondencer på Messenger midt om natten om vedkommende ting som gær og bowling. Man vælter ikke sådan lige, bare fordi der kommer en storm eller to, til gengæld stiller man sig lige lidt tættere sammen, og passer på hinanden.

En fremmed følelse af normal hverdag begyndte at sætte ind, og massiv travlhed både på job og på hjemmefronten holdt mig i så hårdt et jerngreb, at jeg så småt igen mistede evnen til at opretholde en respirationsfrekvens der befandt sig indenfor de normale parametre
På trods af jeg desperat forsøgte at etablere små pusterum gennem musik, læsning, kunst og min nye kærlighed til planter, var pusterummene altid foret med uro, og derfor så jeg ingen anden udvej, end at kapitulere fra det hele. Den mest nærliggende og logiske måde at trække stikket ud på, er selvfølgelig at sætte mig ind i Humørbussen med et assorteret udvalg af the Cure albums, en stor pose slik og lunken kaffe, og så køre stik syd, for efter adskillige 100 km dreje blidt til venstre og ende i Berlin efter en vidunderlig 8 timers køretur alene diskret ledsaget af en lettere utilregnelig GPS!

Min mor kunne næsten ikke holde tanken ud:
Mig i en bil SÅ langt hjemmefra uden en voksen!!!
Men det var muligvis det bedste jeg havde gjort for mig i år. For MIG ALENE! 
Hvad jeg lavede i de begrænsede timer jeg havde for mig selv i Berlin? INGENTING!
Jeg gik og kørte med U og S Bahn. Jeg gjorde hvad jeg havde lyst til, uden at tage hensyn til nogen, uden at tiden var en vedkommende faktor og uden at snakke med nogen (på nær dem jeg købte essentielle ting så som planter, museumsbilletter, mad og kaffe af). Jeg var tæt på at føle mig i Zen - på en tysk måde vel at mærke, og for første gang i hele mit liv nød jeg et karbad!
Den dag i december jeg kørte til Berlin, var 3. gang jeg var i byen

-på et halvt år - vel at mærke...

Til gengæld har jeg kun været i karbad 2 gange i år

Når vi har ferieret, så har det altid været sådan lidt alternativt - hvis det kan komme som en overraskelse?!?!...
Derfor har pigerne aldrig været på et ægte hotel.
Det blev ændret i vinterferien, hvor vi indlogerede os i en suite på toppen af Århus med fuld udsigt til regnbuen på Aros.
Eneste formål med opholdet var opholdet!
Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi (og den kan til tider være ret så vild - skulle jeg hilse og sige) troet at det ville vække så stor glæde at drapere sig i hvidt frotté, som det gjorde hos døtrene. (Og aldrig havde badekaret på værelset nok været brugt SÅ flittigt på under et døgn)
50000 liter vand og ikke en tanke på miljøet senere, sad de to små frottémonstre i den kæmpe store seng med et fint glas på stilk og sippede sodavand.
Det var en fantastisk oplevelse for os alle tre, og money well spend.

Mit liv har været som de der eventyr, hvor hovedpersonen, der er lidt naiv og måske lidt begærlig, ser det flotte røde æble, som hun ikke kan lade være med at bide af.
Men æblet er fuld af orm og råddenskab, og hovedpersonen må så grueligt meget igennem. Efter megen modgang lander hun på fødderne, og indser, at det liv der måske ikke er så fyldt med store armbevægelser og overfladiskhed mere passer til hende, fordi hun ikke kaster sig i grams for ussel mammon.
Der er bare ikke lige en prins på en hvid hest, der kommer hende til undsætning, fordi hun er en moderne kvinde, der sagtens kan klare det selv med hjælp og støtte fra venner, desuden er hvid en upraktisk farve og de heste hun har redet på i år har været små tykke islandske heste, og så tror jeg i øvrigt også Robert er lidt bange for heste...

Kunsten er ikke at bestige bjerget, men at komme levende ned igen.