lørdag den 7. januar 2023

Årsberetningen anno 2022

 Årsberetningen 2022


Jeg havde egentlig skrevet en ualmindelig lang og kedelig kronologisk opremsning af ting jeg havde foretaget mig i det forgangne år, men på min biltur hjem fra en perifær bekendt i Vester Hassing, kom jeg frem til, at årsberetningen ikke skulle være sådan alligevel. Det er jo i bund og grund så skide uinteressant hvad jeg laver, og de der skulle finde det bare en snas spændende, har rige muligheder for at følge med i mine bedrifter (eller mangel på samme) på de sociale medier.


THE CURE

Det er vidst ikke gået nogens næse forbi, at The Cure har været på tour, og at de har spillet i Royal Arena. Det er især ikke gået nogens næse forbi, at jeg var til koncerten i Royal Arena, og det er decideret ikke gået nogens næse forbi, at The Cure har brugt ét af de billeder jeg tog til koncerten på deres sociale medier.

Det der muligvis er gået nogens næse forbi er, at jeg havde et broderi med til koncerten, der forestiller Robert Smith. Et broderi jeg for mange år siden fik af en perifær bekendt, som jeg kørte hjem fra i dag, da jeg besluttede at skrive en ny årsberetning. Et broderi min perifære bekendte havde tvunget sin studerende til at stikke. Et broderi der, da det blev afleveret til mig, blev kylet ud af vinduet på bilen - og landede i min lille forhave. Et broderi der fangede Robert Smiths fulde opmærksomhed 2/3 henne i Close To Me, hvor han, da han så broderiet, gik helt i stå, og ikke kunne tage øjnene fra sig selv gengivet i sort og rød DMC (det er broderigarn).

Det kan umuligt overraske nogen, at det var en kæmpe oplevelse, langt om længe at etablere en form for kontakt-situation med den mand jeg siden 1992 har været fuldstændig forgabt i. Som én sagde til mig: nu ved han du eksisterer - og som jeg svarede: jeps, ooog nu har han allerede glemt det igen! Men det fratager ikke mig den kæmpe oplevelse det var, at have hans fulde opmærksomhed i adskillige minutter…


MOR

Mor bliver 89 om få dage, og selvom det værker i lemmerne, så fungerer hjernen overraskende godt - alt taget i betragtning, hun husker i hvert fald på kroner og ører, hvis man skylder hende penge. Nogle gange handler jeg for hende, og det kan godt knibe med at huske (og anerkende) det beløb jeg har lagt ud for hende i den forbindelse - mens hun med et bredt grin lader som om hun intet husker om noget. Men hun synes hun er så træt hele tiden.

Juleaften var hun træt. Men det var der heller ikke noget at sige til. Hun havde nemlig ikke fået sin middagssøvn, fordi hun mente det ville være bedre lige at teste de udendørs faciliteter af rindende vand.

Efter adskillige dage med hård frost, syntes mor at hun ville åbne for vandhanen udenfor, lige for at se hvordan den klarede sig i det kolde vejr.

Vandet løb fint - måske endda lidt for fint, for hanen lod sig ikke lukke igen.

Mor måtte derfor ind under køkkenvasken for at slukke på hovedhanen. (Alle der har kendskab til mor, ved at hun ser meget dårligt). På trods af ihærdig skruen på hovedhanen stoppede kaskaderne af udendørs vand ikke. Til gengæld stoppede det varme vand med at virke - og det var under ingen omstændigheder fordi mor muligvis havde skruet på den forkerte hane. DET VAR DET IKKE!

Min bror fik den potentielle vandkatastrofe afhjulpet, og på det tidspunkt var tidsplanen så skubbet, at der ikke var tid til at hvile sig!

Så ikke nok med mor ikke havde fået sin middagssøvn, hun var også udmattet af den sindsoprivende oplevelse. De 2-3 stykker and med tilbehør hun hamrede i klaveret, på trods af massiv madlede, gjorde nok også sit for at fremelske trætheden. Til gengæld fik hun mandlen, og sjældent har man set en gangbesværet svagtseende senior-type gå SÅ målrettet mod sit net og pakke en ellers delbar mandelgave væk med så skarp præcision! Så alt i alt har mor haft en skøn jul - især fordi pakkekalenderen blev udvidet med en 1. juledagspakke, fordi mor adskillige gange havde proklameret, at efter d. 24. var det slet ikke noget ved at stå op, når der ingen pakke var!

Derfor tilføjede jeg en ekstra pakke, som hun gav pigerne hele æren for!

-selv tak, mor…


BERLIN

Det er ingen hemmelighed, at jeg er svært glad for Berlin, og det blev til 4 besøg i 2022. 

Mange spørger (ja! det gør de faktisk - jeg er også selv helt rystet over det), hvorfor jeg er i Berlin så tit, og i kølvandet på spørgsmålet står de med et forventningsfuldt og let lummert udtryk i ansigtet, mens de fortsætter: “har du en kæreste dernede?”

Jeg har ingen kæreste, heller ikke i Berlin - og her kunne jeg kliché og forudsigeligt sige: “Berlin er min kæreste - og vi lever i et åbent forhold”, men det gør jeg ikke. 

Jeg tror lidt jeg er begyndt at betragte det at køre til Berlin, som andre kører i sommerhus, fraset jeg ikke skal bruge tid og penge på vedligehold.

De timer jeg bruger på at køre frem og tilbage, og man skal ikke være noget matematisk geni, for at regne ud, at det er ca 8x8 plus evt kø, så vi runder op til 75 timer. Det er knap 4000,- i benzin. 75 timer er jo ikke engang den tid man skal bruge på at slå græs og male og 4000,- får man ikke meget Gori for nu om stunder!

Jeg er dog i en konstant debat med mig selv, hvor jeg diskuterer om jeg skal tage mere til Berlin end de 4 gange om året, eller om det nu virkelig er nødvendigt at tage derned SÅ ofte, som jeg gør.

Jeg tror Israel og Palæstina når til en enighed før jeg gør, og i mellemtiden bliver jeg ved med at tage til Berlin hver gang lejligheden byder sig (og den er ledig). Men min kærlighed til Berlin er ongoing og vi er nok nået til et punkt i vores forhold, hvor den berusende forelskelse ikke er så signifikant længere, men erstattet af den der dybe kærlighed, hvor vi trods enkelte hurdler trods alt elsker hinanden dybt og inderligt!


VEJEN ER MÅLET 

-OGSÅ SELVOM DEN ER GLAT OG SPÆRRET

Jeg er ikke sådan en type, der forelsker mig i en ting og sparer op til den. Så opsøgende og glad for ting er jeg ikke. Jeg er mere typen der tilfældigt render over en god brugt ting, som jeg ser en potentel god oplevelse forbundet med, eller i det mindste en form for oplevelse.

Som for eksempel da jeg på Instagram faldt over en bordlampe til en ualmindelig god pris. Lampen befandt sig i Kolding, og jeg spottede chancen for en roadtrip med min perifære bekendte. Det der gjorde det attraktivt at hente lampen selv, var det faktum at sælger også var indehaver af en nyrekvireret chihuahuahvalp, og sådan en bette ven kører man jo gerne 200 km for!

Det jeg ikke lige havde kalkuleret med var at de vejrmæssige forhold i særdeleshed viste sig som i den grad ugunstige! Desuden skete der, ikke bare ét men TO, gigantiske uheld samme sted på motorvejen i hver sin retning, hvilket affødte en massiv afspærring og deraf følgende en massiv kø. Ikke nok med turen på baggrund af nævnte faktorer blev gjort noget længere end planlagt, så havde den perifært bekendte støbt en på alle tænkelige måder hæslig playliste til turen, som indeholdt alt fra Tessa til Erik Paaske, men det var som om hun uelegant havde formået, at undgå noget som helst af det gode, der måtte forefindes mellem de to karakterer - om det var derfor vi hørte “du kom med alt det der var dig” som en repræsentant for noget af det mere acceptable mellem Tessa og Erik Paaske adskillige gange på turen, det er mig stadig lidt uklart.

Med beskrevne oplevelse in mente er jeg nået frem til, at de ting jeg ejer, er ikke ting jeg har valgt for tingens skyld, men for den historie og oplevelse der måtte være forbundet med anskaffelsen… (det ville da også være for nemt, bare at bestille noget på nettet, få det leveret til døren og placere det i hjemmet, hvor det nu måtte passe ind - alt alt for nemt!)


VENNER

Der findes faktisk folk i denne verden, som jeg ikke finder afskyelige (som sådan) - og omvendt, skulle jeg hilse at sige! (Eller det går jeg i hvert fald og bilder mig ind). Der er i hvert fald stadig nogen, der ikke har blokeret mig på de sociale medier… endnu!

Nogen af dem har holdt ved i mange mange år, og enten betragter de mig som et antropologisk studie, eller også har de bare vænnet sig til mig. Jeg er ligeglad, for jeg hygger mig faktisk i deres selskab, især hvis det er uden Erik Paaske. De fleste kan jeg endda holde ud at være sammen med i flere timer af gangen, og min egen lille målestok for om jeg kan holde et andet menneske ud er, om jeg ville gide st have vedkommende med til Berlin - og her snakker vi 2x8 timer i bil udover selve opholdet.  Der er nogle ganske få jeg godt gider at tage den køretur med. 

Med alderen kan jeg se summen af venner er konstant. Der er dem der “altid” har været der, og det er den gode håndfuld, jeg håber bliver for evigt - eller i hvert fald indtil jeg bliver så dement, at jeg alligevel ikke kan genkende dem. 

Så er der dem der kommer til, og som jeg selv lader bestemme, hvorvidt de vil blive. Der er dem jeg har kendt i årevis, som jeg egentlig ikke har nogen form for kontakt med - men som pludselig “melder” sig (og dét elsker jeg)

Der er dem der ALTID står parat til at redde min røv, når den er lige lovlig tæt på fletningerne i postkassen, som står lidt længere ude end vandskorpen, hvor jeg døjer med at bunde, og det er som om jeg aldrig helt får betalt tilbage, så selvom jeg hader at have gæld, så må jeg nok erkende, at jeg står SÅ MEGET i RKI for vennetjenester…


CHIHUAHUAERNE

Jeg tror sgu aldrig de har været med i en årsberetning. Det har i hvert fald aldrig haft deres egen rubrik. Eller det kan da godt være de har, men så kan jeg ikke huske det. Ikke at det i sig selv siger en hel masse… 

Men chihuahuaerne - eller de mexicanske kamphunde/pitbulls om man vil, fylder, trods deres begrænsede størrelser, utroligt meget i mit liv. Jeg har muligvis tillagt dem lidt mere (menneskelig) personlighed, end man egentlig kan retfærdiggøre, men hvis I anede hvor søde deres stemmer er, når de svarer mig - når vi har lange lange samtaler om ingenting! Især Pixies stemme er nuttet, hvilket er hendes held, så ubehøvlet som hun nogle gange kan være…



IT CAN NEVER BE THE SAME

Don’t worry, I smile, I’ll miss you, but it’s not like you’re gone…

Den sang, som endnu ikke er udgivet, men kun sunget live, passede perfekt til natten til 18/9, hvor jeg stod på intensiv på Hjørring sygehus mens min højt elskede svigerinde tog rejsen, akkompagneret af et langvaring massivt lyn og tordenvejr, til den anden side, hvor det flyder i kager optøet fra fryseren, utallige papdimser til at lave kort af, kilometervis af garn i de helt rigtige farver og litervis af khaaahffeee!

Jeg savner hende hver dag, men alligevel er det som om hun stadig er her. Bodil havde sans for detaljen, og det er heller ikke tilfældigt hun døde d. 18/9 klokken 9:18…

However far away - I will always love you!


KRIG OG FRED

Det er ikke Tolstoj, selvom det ville være en oplagt mulighed for at nævne helt subtilt, at jeg skam HAR læst Krig og Fred af Tolstoj. Det kan nærmest ikke nævnes for tit, da det er en form for litterær ekstremsport. Alene det at løfte værket er en bedrift i sig selv. Man ligger ikke ned og læser den, i hvert fald ikke uden hjelm og tandbeskytter.

Mit år har på mange måder været helt ekstremt roligt, hvilket jo både er ironisk, men også typisk, når verden udenom mig nærmest ligger i ruiner.

I starten af året skete det uundgåelige, men samtidig helt uvirkelige: Rusland invaderede Ukraine, og de to lande kom i krig, og er stadig i krig i skrivende stund.

Få dage inden krigen brød ud, var en lokal tragedie under opsejling. Mia blev meldt savnet. Vi klamredeos alle til det lille bitte urealistiske håb om at hun ikke var blevet slået ihjel. Men inderst inde tror jeg alle også var klar over at odds ikke var gode. Ingen havde dog i deres værste fantasi forestillet sig hvilken skrækkeig skæbne Mia led, og det er mig ubegribeligt, at man kan finde på at gøre sådanne bestialske ting mod et andet menneske.

Krig kom tæt på vores lille smørkage-land, og truede med at overdøve vores egne gigantiske problemer så som hvem der havde gjort sig fortjent til en prinsetitel og at der var mange børn i det ganske danske land, der ikke var indehavere af den forjættede Tinka nissehue! Det blev helt legalt at iklæde sig blå/gul uden at frygte for at blive sidestillet med en svensker eller en Brøndby-fan, og krig sank stille ind som en del af vores hverdag.

Som tiden gik, og krig blev et fast element i dagens nyheder, var det som om den kom mere og mere på afstand - i vores sind, for afstanden til slagmarken var jo den samme, men chock-effekten havde lagt sig, og fordi vi (trods alt) er så privilegerede, at leve i et så trygt og beskyttet land, så tror jeg slet ikke vi formår at sætte os ind i hvilket liv Ukrainerne (og de russere der ikke ønsker krigen) lever, og det kan jeg sagtens forstå. Vi skal bare huske at være lykkelige og taknemmelige over vi har det så godt, som vi dog har - trods af det elendige vejr, og den store mangel på Tinka-nissehuer



LAST DANCE

Jeg tror denne årsberetning bliver den sidste fra mig. Da jeg startede med at skrive dem, syntes jeg, at det var nemt. Ordene og sætningerne stod nærmest i kø, for at komme ud.

Det bliver sværere og sværere for mig at skrive de her beretninger.

Dels fordi jeg har mistet evnen til at bide mærke i de ting der sker omkring mig, og få dem nedfældet som underholdende historier, og dels fordi jeg synes jeg rent formuleringsmæssigt nok har brugt min kvote at fede vendinger.

Bloggen lader jeg være, og I kan med fordel læse nogle af de helt gamle blogindlæg - fra dengang jeg var skarp.


Jeg ønsker jer alle (dog med nogle få undtagelser) et formidabelt 2023!

-må I undgå høfeber og nedgroede negle!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar