Årsberetningen anno 2024

 2024

2024 startede både godt og skidt. Godt, fordi det foregik i selskab med en majoritet af firbenede pelsede venner, og de tobenede var udsøgte i en sorgens tid i kølvandet på Wilmas død i 2023.

Dårligt, fordi Pixie enten blev syg, eller gik i sorg. Udsigten til at miste hende så kort tid efter Wilma, var i hvert fald uudholdelig. 

Heldigvis kom Pixie tilbage, og jeg vil nok have lov at sige, med 11-12 års tilbagevirkende kraft.

Nu lever hun et liv i luksus som alenehund (og som influencer med egen Instagram: pixie_paa_tur), med rejser, café/restsurantbesøg og spændende udflugter. Blandt andet har hun været med i Berlin 2 gange, og begge gange har været fantastiske. Pixie ELSKER at være med, og Berlin ELSKER Pixie! 

Jeg har i mange år holdt min mors sidste jul og fødselsdage. Jeg har endda udelukkende givet hende gaver, som jeg selv kan bruge de seneste år. Alligevel hænger hun ved, og det på trods af hun har brugt en del tid på hospitalet. Først en operation for tarmslyng, hvor man i den forbindelse fandt en kræftknude i tyktarmen, som hun så blev opereret for efter hun var kommet sig over tarmslyngsoperationen. Meget kan man sige om mor, og det er der også blevet, men hun er sata’neme god til at blive opereret, hvilket hun er jo også nødt til for at overleve, primært fordi hun frygter vi skal klatte arven væk. Inden alt hospitals-noget fejrede hun sine flotte 90 år i januar 2024 med en dejlig familiesammenkomst på Restaurant Nordstjernen i Blokhus.

Så selvom kroppen svækkes, så fungerer hjernen upåklageligt, og mor følger med i hvad der sker - navnligt på vejrfronten, så hvis I ikke har fået vinterdæk på nu, så er det altså ved at være sidste udkald, skulle hilse og sige fra mor! -og pas på, når I kører gennem tunnellen! Der er sgu altid nogen der kører ind i hinanden, fordi de ikke kan finde ud af at holde afstand! Desuden mener mor, at det er langt bedre at røve en bank, end at begå meningsløs vold. Ved et bankrøveri kan man jo få lidt glæde af pengene! Mor forstår i hvert fald ikke nogen kan finde glæde ved at udøve vold - slet ikke når nu man jo i stedet kunne røve den der bank…

Jo, mor hænger ved, selvom hun ofte overvejer, om det nu godt kan betale sig for hende, at putte rent sengetøj på.

Hvis vi bliver ved de familiære anliggender, så er den største begivenhed, for mit lille trekløver her i Visse, at Emma flyttede hjemmefra, og Karla afsluttede folkeskolen, og begyndte på ungdoms(persons)uddannelse.

(Og Robert udgav langt om længe et nyt album sammen med sine musikalske venner i det lille band: The Cure - og i kølvandet på det vandt jeg en flot 10 rigtige-kop i Musikquizzens The Cure ekspert-quiz!)

Emma, der i og efter gymnasiet var rigtig meget plaget af stress og angst, og som har været igennem et større udredningsforløb, hvor vi nåede hele pladen rundt, og endte ved start. Dog uden at modtage penge for at passere start, da vi ikke orkede at tage en runde mere i den psykiatriske dødscentrifuge.

Tiden læger (næsten) alle sår, og ved en almindelig ulykkessituation skal man som udgangspunkt fjerne det der forårsager ulykken, så da Emma fik afsluttet gymnasiet, påbegyndte sine sabbatår, fik sagt op på et rædselsfuldt arbejde - og startet på et andet arbejde, som hun elsker, så begyndte sårene at læges. Fra at være bange for at være alene hjemme, sidde på sit værelse og se film og ikke se sine venner, gennemgik hun en vild forvandling, og var mere ude end hjemme. 

I sommer tog hun til Porto på ferie med en veninde, og blev der alene, da veninden skulle videre til Lissabon. Knap var hun kommet hjem, før hun tog til Berlin alene. 

Pludselig en dag proklamerede hun, at hun havde fået tilbudt et værelse, og påtænkte at flytte hjemmefra pr 1. november.

Nu har Emma boet ude i 2 måneder, og elsker det. Hun har allerede prøvet at leve af rugbrød, havregryn og vand, fordi pengene var sluppet op. Som mor er jeg overrasket, nærmest rystet, over hvor god hun er til at holde orden, men måske er det færdigheder, hun bevidst havde gemt, netop indtil hun skulle flytte hjemmefra.

Jeg er simpelthen så stolt over Emma. Den måde hun hele tiden mestrer at komme videre, og den måde hun navigerer mellem pligter og fornøjelser, som en fornuftig ansvarlig ungdomsperson. Jeg er stolt over den styrke hun besidder - som hun ikke altid selv er bevidst om. 

Karla afsluttede 9. klasse i høj solskin. Hun startede på HHX efter sommerferien, og jeg accepterede stiltiende, at vi nu skulle prøve have en handelsstudent i familien som noget helt nyt, selvom hun hidtil hele tiden havde sagt, at hun ville på STX Aalborghus. Hvad der fik hende til at ændre mening, ved jeg ikke. Karlas HHX karriere var dog en stakket frist på helt præcis på 3 dage! Allerede inden start, frygtede hun, at hun måske havde truffet det forkerte valg, og da jeg kom hjem efter arbejde, og Karla havde haft første skoledag, var det slet ikke som ventet. Desuden døde pigernes farmor samme dag, så der var høj bølgegang på følelsesparametret.

Jeg prøvede at opmuntre Karla til at give HHX en chance til jul - eller i hvert fald til efterårsferien, men Karla var helt klar i mæglet om, at HHX ikke var for hende, og at hun ønskede at skifte til STX. Derfor tog vi til Aalborghus gymnasium på 3. dagen, og fik at vide, at Karla kunne begynde dagen efter!

Næste dag - efter 1. skoledag på STX, mødte Emma og jeg en Karla, der strålede i hele ansigtet, og det var tydeligt, at hun havde truffet det rigtige valg.

Jeg er så stolt over den måde Karla er i kontakt med sine følelser på, og den integritet hun besidder i så ung en alder. Jeg er stolt over hun stålfast lyttede til sig selv, og ikke til mig. Det er en vigtig egenskab at have - at lytte til, og være tro mod sig selv!

I kraft af Emmas flytten, skete der en form for rokade på 1. sal i 2d.

Jeg rykkede ud af kosteskabet, og ind på Emmas gamle værelse. Kosteskabet er blevet til fornemt opbevaringsrum, og jeg er blevet opgraderet til et værelse, hvor jeg både har fået 3/4 seng, skab OG gulvplads! Ikke at jeg ikke nød og elskede at bo i kosteskabet, det gjorde jeg bestemt! Men det her er altså også bare mega lækkert! 

Som om december ikke var travl nok i forvejen, så brugte min kære kollega og ven, Janni en hel weekend på at hjælpe mig med at male. Jeg kan oprigtigt sige, at jeg havde ALDRIG fået det gjort uden hendes hjælp! Indretningsmæssigt fik jeg også hjælp - både fra uventet side af Hr. Ræs, der viste mig hvor skabet skulle stå, og selvfølgelig fra min altid trofaste og loyale PA! Vissevej 119 er en form for støttekontaktpersoner i mit liv!

De har været så længe i mit liv, at de føles som familie, og den slags vennefamilie her jeg heldigvis nogle stykker af! I må gerne tage ordet “vennefamilie” til jer, hvis I også er så heldige, at have vennefamilie.

I en alder af 50 år, har jeg fået slået fast med 7 tommersøm, hvem der står ved min side i last og brast, og hvem der flyver gennem mit liv som smukke sommerfugle, betagende, fascinerende, men flygtige og umulige at fange. 

Ja, og så er der jo også altid de, der bare ikke helt kunne sejle den båd, som de selv havde sat til søs, men jeg håber de har redningsvest og kompas med, for jeg kan se, at de er på ret dybt vand allerede - min bekymring går dog mest på, om de nu er kloge nok til at navigere efter et kompas. Især hvis man har skyklapper på, og viljeløst følger et isoleret spor (andre har sat) væk mod endnu dybere vand.

Men Tordenskjolds soldater, eller inderkredsen er her, og har været her i mange år! 

Og hold nu kæft hvor er jeg et heldigt menneske, der år efter år har den samme lille eksklusive kreds af dejlige loyale kærlige mennesker i mit liv, som åbent tager mod sommerfugle og skibbrudne, lader dem passere og styrker båndene! 

Inderkredsen er stabil og intakt. De har vist mig, at modgang og udfordringer er til for at blive løst, og hvor nogle relationer svækkes ved udfordringer, så er der relationer der styrkes, når tingene virkelig spidser til. Men det hjælper også når man får set og oplevet hinanden i sårbare situationer, og alene det at turde at være sårbar, er i min bog en styrke og en kæmpe tillidserklæring. 

Jeg håber selv, at jeg er sådan en ven, der ikke er bange for at få ild i røvskægget, hvis lokummet skulle brænde! Jeg håber mine venner ser mig som en trofast og loyal ven.

I min alder, er der i hvert fald ikke så meget plads til “veninde-fnidder” og palaver. Det må godt gå lidt gelinde uden at være overfladisk. 

Man behøver ikke altid hytte sit eget skind. Der går ingen skår af nogen, ved af og til at tilsidesætte egne behov for andres skyld. Der er mange måder at være generøs på. At give andre sin tid er den fineste måde at være generøs på - og så selvfølgelig diamanter, som jo aldrig går af mode! Selv vil jeg nu hellere have en bog, som på mange måder kan være signifikant for relationen mellem giver og læser, eller en “jeg kom til at tænke på dig, da jeg så den” gave. Ikke at diamanter kan sortere under sidste kategori, men så tror jeg sgu egentlig hellere, jeg vil have pengene. Med mindre vi snakker en sort usleben diamant!

Bøgerne har altid haft en stor plads i mit liv sådan on off. I mine unge dage læste jeg alt jeg kunne komme i nærheden af. Så kom smartphones og faser i livet hvor jeg ikke læste, men bøgerne ventede som trofaste venner, på jeg fik hornene løbet af mig.

Min vej tilbage til litteraturen skete under pandemien, hvor man ikke havde så meget at tage sig til udover at spise, lægge puslespil og høre lydbøger. Lydbøger er blevet en fast del af mit liv, men glæden ved at læse en ægte bog bliver mere og mere styrket.

Murakami blev starten til min kærlighed til japansk litteratur, og jeg elsker måden man skriver, anskuer og formulerer sig på takket være Mette Holm, den danske oversætter der oversætter alt japansk til dansk.

De danske oversættelser der ikke er oversat af Mette, er oversat fra japansk til engelsk til dansk, hvor der selvfølgelig forsvinder vigtige detaljer, og stemningen i værket kan være meget poleret - grænsende til det upersonlige og ikke japanske.

Men jeg er virkelig glad og taknemmelig over, at jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg igen kan koncentrere mig om at nyde litteratur (og hvor jeg også igen føler, jeg har så meget på hjerte, at jeg synes det har en betydning, at få det skrevet ned).

Da jeg var barn, og det er mange penge siden, det var jeg sikker på, at jeg ville have styr på det hele, når jeg blev 50. Jeg troede jeg ville være gift, have børn og bo i et parcelhus med gulvtæpper i en forstad. Da jeg var i 30’erne gik det op for mig, at det nok ikke helt blev sådan, og det der med at få styr på tingene, nok ikke var tiltænkt mig. I 40’erne var jeg helt sikker på, det ikke blev sådan, selvom jeg så småt begyndte at få styr på tingene og finde indre ro.

Nu er jeg 50, og jeg har faktisk styr på tingene på min egen måde. Jeg HAR været gift, HAR børn OG jeg bor i en forstad, men heldigvis ikke i et parcelhus med gulvtæpper.

Jeg er et sted i livet, som jeg elsker! Jeg har et arbejde, som jeg elsker højt - i modsætning til så mange andre på min alder. Jeg har et fritidsjob, som jeg betragter som en form for hobby og jeg bor et sted, som jeg bliver gladere og gladere for for hver dag der går.

Jeg er i en position, hvor jeg er tæt med mine børn. Hvor vi kan snakke om alt, og hvor vi er hinandens støtter. Jeg elsker, at tage dem med på ture - både sammen men også et barn af gangen hver for sig, og 2024 har budt på et par gode ture til både Malmö med Karla og Berlin med Emma (og Pixie) - og selvfølgelig Berlin med dem begge (og Pixie). Århus og også vores egen by, Aalborg.

Jeg er lykkelig over, de gider bruge tid med mig, i deres travle ungdomsperson-liv, og jeg glæder mig allerede til vores næste tur sammen (og Pixie), som går til Berlin.

Jeg håber ikke 2025 fucker alt for meget op, men hvis det gør, så ved jeg heldigvis hvem jeg kan ringe til!

Tak for et dejligt 2024 til alle jer, der valgte at være en del af det sammen med mig både IRL og på SoMe! Men skal vi ikke prøve at satse på det der IRL i 2025?

-jeg har i hvert fald gjort mig nogle tanker for hvordan jeg vil bære mig ad!

Og husk:

Det der ikke slår dig ihjel, gør dig muligvis bitter, rasende eller mentalt ustabil!