Torsdag d. 10/7 oprandt langt om længe! FERIE I SPANIEN!
Jeg stod tidligt op, for at købe ind til sandwich, som vi ville medbringe til turen, fordi vi skulle rejse lige omkring spisetid, og sidste år levede vi af en enkelt sandwich, som vi fik på flyvningen fra Aalborg til Amsterdam, så denne gang ville vi være på forkant, og have ordentlig mad med, da vi skulle rejse lige omkring spisetid.
Vi havde ca en time i Amsterdam, hvor vi tænkte vi kunne spise vores sandwich. Alt var timet og tilrettelagt.
Rikke hentede os, for at køre os til lufthavnen. Vi var i fin tid, da vi også lige skulle vej efter Emma i Absalonsgade.
På Egnsplanvejen opdagede vi, at vi havde glemt vores sandwich hjemme i køleskabet!
Bilen blev vendt, og netop som jeg begyndte at stresse lidt over tiden, fik jeg en notifikation fra KLM om, at flyet var forsinket.
Selvom det gav os lidt mindre tid i Amsterdam, så var det helt ok.
God afleveret i Aalborg lufthavn checkede vi bagagen ind, og den flinke lufthavns-mand tilbød vi kunne checke én af vores håndbagager ind gratis, hvis vi ville.
Vi checkede den sorte Tatonka hvori mine (elskede) hovedpuder befandt sig. JA! Jeg er simpelthen nået til et sted i mit liv, hvor jeg har egne hovedpuder med ved flere overnatninger!
I lufthavnen fandt vi et godt sted at sidde. Jeg købte en (overpriced) kaffe, og fik endnu en forsinkelses-notifikation fra KLM.
Nu begyndte transfertiden at blive lidt presset i Amsterdam - især fordi vi vidste hvor store afstande, der kan være i Amsterdam lufthavn.
Pigerne skulle sidde aller bagerst i flyveren, og jeg sad lidt længere foran end midten.
Transfertiden i Amsterdam var nu nede på 20 minutter, og inden vi fik lettet, var den på lidt under et kvarter.
Den polske dame jeg sad ved siden af, som skulle videre fra Amsterdam til en lufthavn i Polen, nåede ikke sit fly, og skulle tilbringe (endnu) en nat i Amsterdam Lufthavn - noget hun havde prøvet flere gange før, blandt andet dengang hun tog et morgenfly (kan ikke huske hvorfra), og skulle mellemlande i Schiphol, for så at flyve videre hjem til den 40 års fødselsdagsfest, hun skulle holde for familie og venner om aftenen.
Der var forsinkelse fra Amsterdam, men hun havde en veninde i byen, og kunne tage bad hos hende. Ægtefællen havde fået ordrer på hvilket tøj han skulle finde frem til hende, så hun hurtigt kunne skifte, så de kunne komme afsted og holde fest.
Da de nåede til hendes lufthavn, kredsede flyet i luften i 20 minutter på grund af dårlig sigtbarhed (et par skyer, sagde hun), de fløj til den nærmeste lufthavn 40 km væk, for at lande der, hvilket ikke ville være noget problem rent tidsmæssigt for hendes fest. De kredsede rundt over den anden lufthavn i 1/2 time, og fløj retur til den oprindelige lufthavn, hvor de brugte yderligere 20 minutter - indtil de fik at vide i højtaleren, at det ikke kunne lade sig gøre at lande i nogle af lufthavnene, og at de nu ville flyve retur til Schiphol!!!
-hun fik rigtig mange videoer og billeder fra sin fest, mens hun sad og rådnede op i lufthavnen…
Efter de obligatoriske ostesandwich, som KLM jo er kendt og “elsket” for, var der ikke længe til vi skulle lande. Jeg gemte min sandwich og sodavand, så jeg havde det til hvis vi skulle overnatte i Schiphol.
Jeg fik lov at blæse ud af flyveren, og pigerne, der sad helt bagved, ville storme ud af den bagerste udgang - hvis der altså var blevet kørt en trappe derhen, og hvis altså den bagerste udgang i det hele taget ville være blevet åbnet…
Jeg kom med første shuttlebus, som heldigvis kørte som om den var med i GTA! Jeg skrev til pigerne, at de skulle skrive, når de var på deres shuttlebus.
Jeg havde ikke kræfter til at løbe, fordi jeg lige havde haft lungebetændelse og halsbetændelse, så jeg gik prustende i så rask trav jeg nu kunne præstere, mens jeg blev mere og mere presset over intet at høre fra pigerne.
-og med Flixbus-oplevelsen i vinterferien in mente, syntes jeg ikke pigerne havde brug for mere rejsemæssig modgang!
Da D77 viste sig i det fjerne, og der stadig var lidt minutter tilbage, kunne jeg pludselig høre noget komme dundrende bagfra. Det var pigerne, der kom stormende i løb!
Vi nåede gaten i tide! HURRA for at være boarding-gruppe 4! De var ved at boarde gruppe 1 og 2, så i princippet var der “MASSER” af tid! Dog ikke så meget tid, at vi vovede at satse det med et toiletbesøg, selvom vi alle havde meget høj vandstand!
Ombord på flyveren sad vi så i OVER EN HALV TIME inden flyeren begyndte at bevæge sig! Jeg skulle på det tidspunkt tisse så meget, at jeg overvejede at skrive mig op til en nytetransplantation, fordi jeg var sikker på det ville blive nødvendigt, hvis jeg ikke snart kunne komme på toilettet!
Efter en god LANG tissetår kom pulsen langt om længe ned under 80, og om mindsanten der ikke blev delt sandwich ud ENDNU engang!
“GODT” vi havde smurt sandwich hjemmefra, glemt dem OG vendt bilen for at hente dem! Jeg følte alt i hele verden gav os verdens største fuck-finger, mens jeg i affekt huggede sandwichen i mig!
ENDELIG landede vi i Malaga! Jeg kom først ud af flyveren, og stod og ventede på pigerne. Humøret var noget højere end i Amsterdam!
Nu skulle vi bare have vores kufferter, og så afsted i en taxa!
Nervøsiteten om nu kufferterne var kommet med fra Amsterdam sad og nagede lidt i baghovedet, nu det hele havde været så kaotisk, men hver vores kuffert dukkede op på bagagebåndet, og vi var nu et skridt tættere på en køligt brusebad i lejligheden! Klokken var nået at blive lidt over midnat, så vi ville sagtens kunne nå at få en god nats tiltrængt søvn!
Ankommet til lejligheden, hvor sidste års stressfaktor var, om dørsystemet nu fungerede, men som vi kendte i år, så derfor ingen stress desangående.
Jeg står i mit værelse og kigger på sengen - og så slår det mig!!!
“Piger, hvor er den sorte Tatonka med hovedpuderne i?”
ARRRRRRGH!!! Den havde vi så glemt at få med, fordi vi i kampens hede, havde glemt den jo var blevet checket ind “ekstra”!
Jeg var på vej ud af lejligheden, for at fange en taxa oppe på hovedvejen! Emma søgte efter en Bolt, og finder én, der kan komme i løbet af 10 min. Nede på gaden sagde Emma, at jeg nok skulle have mit pas og boarding-kort med.
Jeg sprang op i lejligheden igen (og takkede for elevatoren, eftersom vi boede på 4. etage), fandt pas og boarding-kort og vi tog retur til lufthavnen.
Vi løb ind, og fandt en form for information, hvor vi fik at vide, at det nok var bedre, vi kom tilbage i morgen.
Jeg gjorde som jeg er begyndt at gøre, når situationen ser mest håbløs ud:
Jeg tænkte: “hvad ville Helga gøre?!”
Jeg fik mobiliseret min bedste Helga-løsning, som var at gå til ankomstområdet, og se hvordan mulighederne var for at komme retur til bagagebåndene.
Ved ankomst dertil bliv jeg mødt af et “her må du ikke overtræde” banner, og der var så et område, som var forbudt at befinde sig i, med mindre man kom fra hallen med bagagebåndene.
25 meter væk sad en vagt, men han var jo ikke til at komme i kontakt med - og slet ikke når det eneste man kan sige på spansk er “uno cerveza sin alcohol, por favor”
Jeg sagde til pigerne, at jeg måtte tage chancen, og gå hen til ham. Så må de komme og anholde mig og lægge mig i benlås!
Som sagt så gjort (dog uden anholdelse og benlås), jeg forklarede vagten, at jeg havde glemt en taske, og han lod mig gå igennem.
Jeg følte et stik af eufori, da jeg løb mod bagagebånd 36.
Den eufori faldt hurtigere end temperaturen på en moussekage i tøris, da jeg så bagabåndet stod stille - og var helt tomt!
Instant blodsmag i munden, og nedtællingen til et raserianfald MED gråd var så småt ved at gå igang. Jeg kunne næsten ikke se lufthavnsmanden med bagagetrolleyen, for de røde pletter jeg havde for øjnene, men alligevel spottede jeg: DEN SORTE TATONKA med hovedpuderne i!
Min stemme havde været forsvundet i forbindelse med halsbetændelsen, så jeg hvæsede så højt jeg kunne: “EEEEX*hosthost*CUUUUSEEE *hoooost* MEEEEE!!! Thiiis iiis myyy baaag”
Jeg fik tasken, og gik hen mod pigerne igen. Blev standset af en dansk dame, der ville høre hvor jeg fandt min taske, fordi deres svigersøn ikke kunbe finde sin. Mens jeg viste hende hen i retningen af lufthavnsmanden med bagagetrolleyen, fik hun at vide, at svigersønnens taske ikke var kommet med fra Amsterdam! Jeg tænkte, at det da måtte være en fejl det skete for dem, og ikke for os - med vores sensationelle dårlige rejsekarma!
Klokken ca 1:30 var vi på vej mod lejligheden igen igen - denne gang i en taxa med en lidt ældre end midaldrende chauffør, der satte en ære i at demonstrere, at hans taxa tilsyneladende kunne accelrere så hurtigt, at vores øjenbolde blev skudt bagud i vores kranier!
Han var et tydeligt levn fra de old school taxachauffører fra 80’erne, som sad og sagde “tak tak” på en slags dansk, mens han blæste afsted med 120 i timen steder man måtte køre 40! Han havde selvfølgelig heller ikke sikkerhedssele på!
Hurtigere tilbage i lejligheden - end vi i vores vildeste fantasi havde drømt om, kunne vi langt om længe få et endnu mere tiltrængt bad!
Jeg spiste den sandwich vi 12 timer tidligere havde smurt, glemt og vendt bilen for at hente, inden jeg gik i seng og besvimede!
Velkommen til Malaga!
-og det var så bare første dag på vores ferie!
De efterfølgende dage gik heldigvis noget roligere, og blev kun forstyrret af små bagateller som spændet i min bikinitop knækkede i bussen på vej til stranden i Fuengirola.
At jeg brugte to nætter på ufrivillig vægtoptimering som følge af en skaldyrsforgiftning (var vores bedste bud). Jeg blev i sengen efter 2. nat med vanvids-udskillelse, og pigerne måtte selv både tage til stranden og ud at spise. Den største fejl på turen var nok at give dem mit kort med ud at spise. Den fik én over nakken med østers, hvidvin og pasta i hummersauce. De fortalte endda stolt, at de havde undladt at få frisktevet trøffel til 8€ pr portion! “Tusind tak for det, piger”. De TO (ungdoms)personer spiste for samme beløb vi alle TRE havde spist for de dage vi havde fået lidt ekstra god mad…
At mit applepay kun virkede, hvis månen stod rigtigt og vinden havde en helt bestemt retning. Men så kunne jeg heldigvis bruge mine kort - indtil jeg heller ikke kunne det, fordi Nets gik i stykker! Heldigvis gik Nets først i stykket EFTER vi havde betalt for vores aftensmad, men desværre FØR vi kom med bussen, og vi derfor måtte gå hjem. Men hvis vi ikke havde gået hjem den aften, så ville vi heller ikke have oplevet det optog vi så omkring midnat, hvor en masse munke bar en uhyggelig form for damemenneske på en opsats, der kunne have været designet af Tim Burton.
Men det var meget flot, og der blev ikke sparet på røgelsen!
Men vi havde en fremragende ferie, og jeg er simpelthen så glad og taknemmelig over hvor glade mine døtre er for hinanden.
Det er en kæmpe glæde at se hvordan de hygger sammen - også selvom det kostede mig en formue at give dem mit kort med på restaurant - men i det mindste valgte de jo trøflerne fra!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar