onsdag den 29. marts 2017

Op med humøret!

Pessimisten vil med nej-hatten godt trukket ned om ørerne sige:
"Nu kan det ikke blive værre!"

Optimisten vil med motivations-vesten helt lynet op i halsen sige:
"Fat mod min ven! Det kan ALTID blive værre!"

Der er altid nogen der har det værre, end man selv har det.
Det skal vi huske på! Det må vi aldrig glemme!
Hvad kan vi bruge det til, når vi synes vi sidder i en situation, hvor det ikke kan se mere sort ud?
Spejler vi os så meget i andre, at vi får det bedre ved det faktum, at der er nogen der har det dårligere end os?
Muligvis - men det er ikke der jeg vil hen.
Vi skal lære at bruge andres lidelse og modgang, til at skrue lidt ned for selvmedlidenheden!
Vi skal lære at bruge andres lidelse og modgang, til at afspadsere lidt fra departementet for selvoptagethed.

Når vi står i lort til halsen, og tænker det ikke kan blive værre, skal vi huske på, at vi KUN står i lort til halsen, og ikke står i lort til issen, og at det ALTID kan blive værre.

Det her er ikke en brandtale om, at vi bare skal tage os sammen, og få styr på lortet. Det er en brandtale om, at vi skal huske på, at det både kan blive værre!men det kan også sagtens blive bedre!!!

Selvfølgelig skal vi have lov til at være kede af det, og vi skal have lov til at komme gennem vores modgang og lidelser. Og selvfølgelig er det individuelt hvordan man opfatter, og hvordan man bliver berørt.

MEN (I vidste godt der ville komme et men)

Vi skal ikke marinere os selv i hvor forfærdeligt vi synes vi har det.
Det kan vi simpelthen ikke tillade os overfor dem der virkelig har det forfærdeligt.
Og vi skal altid huske på, at uanset hvad man måtte blive udsat for, så ville det være meget værre, hvis vi havde haft en knust ølflaske oppe i røven samtidigt!



mandag den 20. marts 2017

Cheer up - it's weekend!

Da jeg spurgte, hvordan Ole havde det, kiggede hun omgående spørgende på mig, og gentog navnet 2-3 gange for sig selv... "Ole?-Ole?-Ole?..."
"Ham du er gift med" - tilføjede jeg med fornyet optimisme, og hun kiggede på mig, og angav, at hun nu var (næsten) helt klar over hvem jeg hentydede til.
Det blev selvsagt en meget meget (meget) lang formiddag, den fredag formiddag på Ulla T i selskab med fru Maiken! Godt det var mad og kaffe af libitum!
Gid der havde været stesolid og Dormicum. Det kræver sit, at være i selskab med eksil-københavneren (eller nærmere Brøndby - men dét nævner vi IKKE!) mest fordi hun er så hæslig at være sammen med, men også fordi hun ikke der decideret dum - selvom man umiddelbart skulle tro noget andet...
Hun snakker meget hurtigt hele tiden, til tider i et toneleje, som kun hunde, hvaler og delfiner kan høre - men det aflaster så mine ører.
Heldigvis fik formiddagen en ende, og næste post kunne påbegyndes!

Elsker de der spontane "skal du noget kl. 14, eller gider du..."
Som regel skal jeg nemlig sjældent noget kl. 14 - med mindre jeg er på arbejde, og som regel gider jeg godt.
Jeg bliver stresset med for meget planlægning. Eller jeg har lært at håndtere det med at planlægge ting man SKAL, men jeg elsker mere, når kalenderen står åben til spontane ting.

Siden jeg ikke skulle noget kl. 14, skulle jeg så noget alligevel. Jeg skulle tilsyneladende med HA til kunstmesse i Spritten.
Den sætning ser helt mærkelig ud, med mindre man godt ved, at HA er initialerne på hende jeg var til kunstmesse sammen med, og Spritten er den nedlagte Aalborg Spritfabrik.
Tre timer føltes som 20 minutter. Men pludselig var klokken altså 17:00, og vi havde været hele raden rundt. Nogle malerier så vi flere gange, fordi vi simpelthen bare MÅTTE se dem igen!
Det er hårdt at blive forelsket i et maleri, der 1) ER solgt; 2) er ALT for stort til mit hjem og 3) kostede 50.000kr. (Punkt 2 og 3 er i og for sig uvæsentlige ved det faktum at maleriet allerede var solgt, og punkt 3 er særdeles uvæsentligt, da jeg ikke lige har 50.000kr i overskud på kunstkontoen - jeg har ikke engang en kunstkonto...)

Hjemme igen efter en massiv trykfodring med kunst, hvor jeg, efter at have studeret mange genrer, blev lidt mere klar omkring hvilken type kunst jeg kan kan lide. Ikke at det har den store betydning. Jeg er sikker på at mange formår at leve et nogenlunde anstændigt acceptabelt liv uden den viden om dem selv.

Den aften fik jeg slik, Camus og lur på sofaen til aftensmad, og da jeg langt om længe kom i seng, kunne jeg selvfølgelig ikke sove!
Var det de 22 liter kaffe jeg havde konsumeret om formiddagen, for at kunne holde eksil-københavneren der ægte var fra Brøndby (men det snakker vi ikke om) ud?
Eller var det fordi jeg var så spændt på at skulle op kl 6:30 for at tilbringe hele næste dag i Frederikshavn i et sandt inferno af ekstremt dårlig, men vedvarende og høj musik til DM i cheerleading?
Da jeg langt om længe faldt i søvn, drømte jeg at jeg var kærester med Simon Gallup (den lækre bassist i Cure). Jeg har aldrig decideret været tiltrukket af Simon Gallup, og jeg nærer på ingen måde de samme dybe intense følelser for ham, som jeg gør for Robert!
MEN! da jeg vågnede, må jeg indrømme, at jeg så på Simon med fornyede briller, hvilket vel er helt på sin plads, når nu jeg var blevet kærester med ham i løbet af natten, og når nu man kun får få timers søvn, så fortjener man fandme da også at drømme om Simon Gallup!

Stemmerne i hovedet er kapituleret, og det eneste der er tilbage, er en insisterende ringen for ørerne.
Jeg tror stemmerne blev blæst ud til DM i cheerleading!
Tolv TOLV!!! timer i Arena Nord i Frederikshavn draperet i technorytmer på speed! Altså det var ikke MIG der var på speed, men musikken!
Bedst som man ikke troede at radiohitsene kunne blive værre, åbenbares man på værste tænkelige måde! Det kan ALTID blive værre!
På et tidspunkt -som med smerter, lægger man slet ikke mærke til det. Man lulles ind i en spændetrøje af tætsiddende pastelfarvet spandex overbegjort i palietter og simili, og overgiver sig langsomt...
Men udøverne har the time og their lives! De stråler mens de bliver kylet og kyler hinanden rundt, op og ned af skuldre og alle mulige farlige ting, som mit forsikringsselskab endelig ikke må få nys om!
Udøverne står knivskarpt i deres rutiner (som det hedder, når de kyler rundt med hinanden).
Der er intet overladt til tilfældighederne. Ilten i omklædningsrummet var skiftet ud med så tunge massive skyer af CO2 og hårlak, for udøvernes hår ikke blev slået ud af kurs under de halsbrækkende stunts, at selv Robert Smith fra Cure ville føle sig hjemme der.

Det er både fascinerende og skræmmende (nok mest skræmmende) at overvære det segment der kalder sig selv for cheer moms!
Der findes trøjer med teksten:

"proud cheer mom"

Den lader vi lige stå lidt...

Da jeg ramte sengen efter sen aftensmad, var det en sand nydelse at lukke øjnene til tonerne af Bethovens 9. symfoni.

Det kunne sgu da ikke passe, at jeg skulle vågne allerede 6:30 på en søndag?!?!
Fandme nej!
Tappert og insisterende lukkede jeg øjnene igen, og efter 20 sekunders kamp, formåede jeg (viljestærk som jeg jo er) at tvinge min krop til at returnere tilbage til søvnens varme favntag!
10:40 virkede som et mere realistisk tidspunkt at stå op på.
Eller jeg var nok blevet i sengen hele dagen med Bethoven og Camus, hvis det ikke var for at jeg havde lavet en "hygge"trænings-aftale med Fønss.
2-3 timer med sved, tårer og lidt sladder drev mig efterfølgende lige i armene på helt hvid pasta i stærk tomatflødesovs og lur på sofaen omgivet af chihuahuaer og hjemmehæklede (dog ikke hjemmehæklet af mig) tæpper.
Man skal ikke være Einstein for at kunne regne ud, at det var satans svært at løsrive sig fra den kombination af søvn-sirener!
Men i dag var dagen Robert skulle hentes! Det maleri af Robert Smith jeg havde bestilt.
Det var blevet som jeg havde drømt om! Jeg er i den grad tilpas ved at Robert hænger nede i min stue!
Jeg troede mit liv blev komplet, da jeg fik gasgril og skildpadde i sommer, men mit hungry ghost (ham der gør mig opmærksom på de ting jeg ikke kan undvære) og jeg var blevet enige om, at jeg ikke ville kunne være lykkelig uden et kæmpe maleri af Robert Smith på væggen i stuen! Nu er jeg i den grad lykkelig!

Weekenden startede i hæsligt selskab, og den sluttede og i hæsligt selskab!
Blev indkaldt til prut, cola (den brune kulsyreholdige flydende slags i røde dåser - ikke 90'er tingen i hvid pulverform) og fjernsyn hos kattedamen i Vejgård. Rædselsfuldt!

Ny uge med Sevo, kys af Stig og operation af yngstedatteren er allerede så småt begyndt at røre på sig!