lørdag den 26. marts 2016

Man løber da ikke for sjov?

Det er tre og et halvt år siden jeg løb, altså løb for alvor. Tror ved min søde grød ikke, at der er nogen der løber for sjov, eller jeg håber det sgu ikke!
Løb er ikke sjovt. Jeg har aldrig set nogen der løber OG griner, eller smiler for den sags skyld. Så løb er fandme for alvor!
Jojo, men man har det jo så rart bagefter! Ja, bevares! Det har man også hvis man har gået en hel dag med underhylerne kilet op mellem balderne, og man så langt om længe tager dem ud. Men hvorfor fanden skulle man dog gå med underhylerne oppe mellem balderne? Ja, jeg spørger bare?!?! Altså med mindre vi snakker den lidet flatterende beklædningsgenstand g-strengen! Som vel næppe sorterer under kategorien beklædning! Jeg forstår til stadighed ikke g-strengens berettigelse i denne verden. Enten er man alt for ung til at bære den, eller også er man alt for gammel. Der findes, i min afstumpede optik desangående, ikke en helt perfekt alder til g-streng!

Nå, et sidespring...
Back on track:

Jeg har været ude på min første ægte løbetur i dag!
Det var helt spontant, hvilket er en nødvendighed, da jeg ellers sagtens ville kunne have undveget, hvis det ikke kom som et bagholdsangreb.
Jeg siger ikke løbeskoene ligefrem lå på lur, og tacklede mig, men jeg siger, at jeg uden at tænke over de fatale konsekvenser, udbrød - som om jeg havde tourettes - om børnene ikke ville være med til at cykle mens jeg løb.
Kunne jeg nænne at bide tungen af mig selv i gerningsøjeblikket, så havde jeg gjort det, velvidende at  sagt var sagt, og sagt var hørt, og børnene faktisk allerede stod med cykelhjelmene monteret på deres hoveder.

Der var ikke andet at gøre, end helt mekanisk, at iføre mig løbetøjet, og begive mig ud på en helt uoverskuelig rute på 4,75 km i let bakket terræn.
Det gik fint i starten, hvilket det jo altid gør, da man dels et relativt frisk, og dels fordi det går ned ad bakke, hvilket jo kun er godt for moralen og motivationen, hvis man altså formår at holde de dystre tanker om hvor ubamhjertig og konstant stigningen selvsagt er, når turen går hjem!

Jeg bliver bare aldrig sådan en "cardio-pige" er synes det er frisk at få pulsen op, og få røde kinder!
Jeg kan ikke forstå, hvorfor løb er blevet den store "it-sport" - fordi alle kan løbe? Jo bevares, men alle kan da også hive neglene af sine fingrene, det hele er jo blot et spørgsmål om vilje og mentalitet.
Jeg har ikke hverken vilje eller mentalitet til at løbe lange distancer på utroligt kort tid.
Men løb er den event man samles om sammen med kollegaerne. Der er store kommercielle løb, hvor man lokker med både det ene og det andet, og nogle løb hvor man endda lokker med det tredje og fjerde, men de løb er ikke for alle.

Hvorfor kan man ikke samles i en kollegial stund, og hygge sig med at lave hammercurls? Det kan alle sgu da også, og man kan overstå det på moget kortere tid, end man kan løbe 5 km. Med mindre man er sygt stærk og udholdende, og med mindre den der løber de 5 km er sygt hurtig.
Men ved hammercurls kan man trods alt, om ikke decideret kommunikere, så i det mindste sende hinanden indforståede blikke, hvilket man sikkert også kan, når man løber, hvis man bare kunne se noget for de røde pletter der florerer i ens synsfelt, når man løber.

Men jeg klarede de 4,75 km. Jeg skal da være den første til at erkende, at jeg ikke ligefrem klarede distancen i fin overlegen stil, men i min verden er det en sejr i sig selv, at jeg hverken kastede op, besvimede eller græd. Det ville jo også i den grad være upassende at gøre, når børnene var med.

Nu ligger jeg på sofaen. Jeg har været i bad, fået pizza og rødvin, og set i bakspejlet, så var det egentlig ikke så slemt at løbe.


(Jo det var!!!)


mandag den 21. marts 2016

Sov med zen (og chihuahuaer)

Et liv i zen er et liv uden devices. Det har vi jo fået slået, nej tæsket fast af eksperterne! Altså de samme devices de formidler alle deres kloge formaninger, i bedste mening - selvfølgelig...

Jeg er begyndt at leve et devicefrit natteliv i weekends og øvrige fridage.
Det vil sige, jeg efterlader telefon og armbåndsur i hhv køkken og på badeværelset når jeg går i seng. (iPaden og macen ved jeg ikke helt hvor befinder sig - hvilket i princippet kan indikere mit forhold til devices)

En grundlæggende årsag til denne device-fornægtelse er, at jeg i det meste af mit voksenliv, har været helt besat af hvad klokken er. Derfor har jeg ofte "tvunget" mig selv til at sove lidt længere, hvis jeg har vågnet en lørdag morgen kl 8 - selvom jeg egentlig har været frisk nok, men "jeg har jo ikke noget at gå oppe og rage efter så tidligt i weekenden" - eller jeg har været træt kl 22 lørdag aften, men fordi det er lørdag, så går man jo ikke i seng så tidligt, og derfor har jeg tvunget mig over træthedshurdlen og pludselig var klokken 2:30...
Det er jo direkte idiotisk - og selvom jeg er b-menneske, så er det altså grænser for hvad man kan foretage sig kl. lort om natten!

Nå, men idéen om at sove til jeg vågnede af mig selv, virkede på alle måder attraktiv og fornuftig.
Især fordi børnene nu har en alder, hvor de ikke har brug for min assistance i morgentimerne mere.
Alt virkede godt!

Hvis det ikke var for CHIHUAHUAERNE!!!
Hvis børnene ikke får ødelagt mit liv, så gør chihuahuaerne helt sikkert!!!
Telefon i køkkenet, ur på badeværelset, men chihuahuaerne trippende og fnysende præcise som schweiziske urværk insisterende, nej formanende efter morgenkomplet kl 6:20 sharp!
Kan forsøge mig med et søvnkvalt "det er IKKE endnu" - hvilket som regel kan få de sultne små pestilenser til at besinde sig - for en kort stund, og der er zen-jeg skal sove til jeg vågner helt selv-magien jo allerede gået fløjten!

Men så kommer man da op og får noget ud af (fri)dagen...

Denne morgen gjorde ikke noget at få søvnen afbrudt, da jeg drømte, at jeg havde fået det mest hæslige juletræ ever!


lørdag den 19. marts 2016

Lidt lost

Stigningen synes uendelig, og foden glider 5 cm baglæns i gruset for hvert skridt.
Chihuahuaerne arbejder sig tappert op ad, mens de hele tiden standser op, og kigger om jeg er med. Det er jeg, men jeg kan mærke hvordan pulsen stiger og bentøjet værker.
Rygsækken jeg har på, virker tungere og tungere for hvert skridt jeg tager.
Heldigvis er der vindstille, der hvor vi går, og solen kæmper en brav kamp, for at skyde stråler ned genmen trækronerne.
Det er lørdag, men jeg har ingen idé om hvad klokken er. Det ville jeg dog formentlig ikke vide, uanset hvad jeg foretog mig, sådan en lørdag. (Eller en hvilken som helst anden dag...)

Jeg synes jeg har mistet orienteringen, og stierne danner ingen logik i forhold til hvor vi skal hen.
Jeg beslutter mig for at gå i den retning, jeg tror vi skal - mest fordi det ville være decideret tåbeligt at gå i modsatte retning, men også fordi jeg snart gerne vil hjem.
Rygsækkens stropper skærer i mine skuldre, og det gør ikke det hele bedre, at det netop var skuldrene der var igennem skærsilden i går aftes i fitness centret...

-hvorfor kunne jeg ikke nøjes med dansk vanden? HVORFOR SKULLE jeg ABSOLUT OGSÅ have en Sprite???
-fordi den var på tilbud!
-nårh ja...

Ja, vi er på vej hjem fra Netto, chihuahuaerne og mig. Vi - eller JEG har rygsækken fyldt med toiletpapir, kulsyreholdige læskedrikke og et (vel)assorteret udvalg af snacks og snolder i blå emballage. At det var et rent tilfælde, at emballagen på ALLE tingene var blå, det får jeg nok ingen til at tro på alligevel - men det VAR et tilfælde!!! (gu var det ej)...

Tænkte det kunne være dejligt, her i det spæde forår, at spadsere hjem gennem Kongshøjskoven, som fra at have været en lille overskuelig skov, tydeligvis hen over et halvt års tid, er blevet en kæmpe - måske danmarks eller verdens største og mest indviklede skov!
Var det ikke fordi jeg hele tiden kunne høre bilerne på vejen, så kan jeg ikke frasige mig, at jeg havde fyret et nødblus af!

Nogen vil kalde det et tilfælde, jeg vælger at kalde det et mirakel, da jeg langt om længe rammer stien der fører hen til kendt territorie. Chihuahuaerne er helt upåvirkede både fysisk og psykisk, men racen er jo også kendt for en enorm udholdenhed og overlegen fysik. Eller også havde de ikke opdaget, at vi var faret vild...
De var i hvertfald mere travle med at snuse hinanden i røven...





mandag den 7. marts 2016

Hvis løb er pest, så er bulgarian splitsquats et varmt spa bad...

Så er den dælan-rasme gal igen - altså med mig!
Aldrig så snart har man (ind)fundet sig selv i helt total zen og mental harmoni (hvilket vel er det samme som zen), før man påtvinger harmonien skår i emaljen!

Ja! Jeg er typen, der helst ikke skal stå i lort til halsen, men som tilsyneladende har det bedst med en hæl eller tå plantet i menageriet...

Jeg havde i min vildeste fantasi (og dén er fannane'me vild, kan jeg godt meddele) forestillet mig, at jeg ligefrem ville begynde at betragte bulgarian splitsquats med 8 kg i hver hånd, som et fitness-treat!

Det hele er Gittes skyld! Gitte ved vi jo alle hvem er, og de få der ikke ved det, så er Gitte min Duracell-agtige kollega af en cardio-psykopat! Udadtil virker Gitte som en virkelig sød og empatisk type, MEN i virkeligheden er hun typen, der hellere løber en marathon i steømpefødder hvis skoen skawer, end hun giver fortabt! Sådan er Gitte! Nå ja, så så bager hun den bedste banankage jeg nogensinde har smagt - jaja så voldædt til jeg skammede mig, men så meget kage kan jeg alligevel ikke spise! (Jo jeg kan)
Gitte er lyshåret, og så har hun de største øjne, som er omkranset af de længeste tætteste "ingen kan sige nej til mig, når jeg plirrer tilstrækkeligt med øjnene" - øjenvippper. Selv jeg - opfinderen af NEJhat-konceptet, har svært ved at sige nej til Gitte. Heller ikke den dag, hun fik mig sweet-talket til at udbryde begejstret: "selvfølgelig vil jeg da være med til at løbe Alt for Damernes kvindeløb, og hvis du bager banankage(N), så (og det er reelt her filmen knækker) LOVER jeg at LØBE ALLE 5 kilometer (og det var FEM!!! kilometer) - også selvom jeg brækker mig og passerer målstregen med indre blødninger!"
(Som tilstanden er på det kondimæssige område, så er odds for jeg overhevedet  passerer målstregen ikke for gode)

Jeg har ikke løbet ægte, siden jeg løb halvmarathon, og det var sagoneme mange penge dengang! Nå ja, så "løb" jeg i sommer, til Stafet for livet, hvor jeg var omkring 7-8 timer om at udrette 30 km eller 32 km - jeg kan ikke helt huske distancen på kroner og ører, formentlig fordi min hjerne var gennemtæret af mælkesyre og andre underlødige affaldsstoffer - og øl...
Min tilstand dagen efter kunne på ingen måde måle sig med tilstanden dagen efter igen! Kunne man få assistance til de store belastninger, efter en sådan grotesk præstation, så som at blinke og trække vejret, så kunne det have gjort den post stafet for livet tilstand mere tålelig...

Jeg har meldt mig til Alt for Damernes kvindeløb! Distance 5 km og estimeret tid: 40-45 mins! Med den tid kan jeg både nå at ligge i fosterstilling på ruten og græde lidt for mig selv, eller lave en afstikker til Fakta i Hasseris efter øl og smøger!

Træningen er begyndt! Og jeg er ved den søde grød ikke nogen cardio-kanin! Jeg HADER at blive forpustet! Det er som om min lungekapacitet ikke danner konsensus med de mængder af luft jeg, når jeg løber, forsøger at forcere ned i selv samme lunger!
I fredags gjorde jeg min første entré på et løbebånd nogensinde! Min jomfrutur på løbebåndet havde utroligt meget til fælles med Titanic! Jeg gik bare på grund, allerede efter 2 kilometer...
I går var ikke meget bedre! Slet ikke da jeg ville tage min hættetrøje af, MENS jeg "løb" og i den forbindelse fik aktiveret nødstop-funktionen! Ikke godt for mit flow! Eller flow og flow... Altså jeg løb bare nærmest ind i selve komandocentralen på løbebåndet med en hættetrøje draperet omkring hovedet! Godt der kun var 15-20 stykker til stede i cardio-departementet...
Til gengæld svedte jeg som en skampisket araberhest! Eller i hvertfald en shetlandspony i finsk svedehytte... Jeg er nok mest en løbemæssig pendant til shetlandsponyen. Lidt for solid i det, upassende pelset og udstyret med utroligt korte - men solide ben!

I morgen bestiger jeg (som man siger) igen løbebåndet, og løber mod det uendelige!
(Og jeg kan næsten ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at belønne mig selv med en god gedign røvfuld bulgarian splitsquats bagefter!)






tirsdag den 1. marts 2016

It's the season

ja, der er jo altid sæson for ét eller andet, og nogle gange er det sæson for noget det ikke engang er sæson for!
Som for eksempel at cykle på arbejde!

Det hele passede perfekt - på "papiret"... Første mandag efter vinterferien faldt påfaldende tæt på årets første forårsdag! Så selvfølgelig var det oplagt at starte cykle-på-job-sæsonen (og hjem igen)... Det er jo så helt igennem oprursagtigt at cykle! Man får alt efter dagsform, vejr og vind (for vind sorterer tydeligvis ikke under begrebet vejr - siden "man" har konstrueret "vejr OG vind")  40-50 minutters daglig cardio, man får frisk luft OG man får pisse ondt i røven og løbenæse! Men erfaringer fra tidligere, så ved jeg nu, at uanset hvordan smerterne måtte udvikle sig, så er det IKKE en byld, der er på fremmarch!
Det der med forårsdag... Altså så vidt jeg ved, så er forår mildt vejr, eller mildERE - godtnok med små hidsige internezzoer af slagregn og hagl, men alligevel...
Virkeligheden - udenfor papiret, er helt anderledes!
Det gode ved at cykle, i bidende frost og ditto let til moderat brise, altså vi snakker en bidende frostkold, men let til moderat brise! - er at ens røv på et tidspunkt, efter ca. 6-7 minutter, er blevet så kold, at man næsten ikke kan mærke den allerede er øm - selvom jeg  kun har cyklet til og fra arbejde i TO dage...
Jeg er imponeret - på den der dårlige måde, som jeg også er imponeret over hvordan Nykredit og Totalkredit mener de kan tillade sig, at gang-rape almindelige boligejere i røven med deres pengeliderlighed! - over hvordan man kan fryse på ekstremiteterne i en sådan grad, at man kan fornemme hvordan koldbranden ligger lige i subcutis og lurer, mens man samtidig sveder så meget på torsoen, at svedperlerne, der overlever vejen mod de dybfrosne balder fryser til små perler af is!
Nogen har is i maven, jeg har så sved-is i røven... Men det er en ret signifikant karikatur af mit liv generelt. Ikke at det er decideret dårligt, at have is i røven, men der må også være en øvre grænse for HVOR kold man kan være i røven...
Heldigvis ser jeg brandgodt ud iført strikhue UNDER flamongohatten og Buff "universal" halsedisse trukket op over næsen!
Hvis jeg ikke ligner en (cykel)ninja i dét antræk, så ved jeg sgu ikke hvad! Eller så er det i hvertfald totalt på grund af cykelhjelmen, strikhuen og sved-istapperne i røven!

Nu tilhører jeg så en race, der ikke lugter af sved! Østasiatere - altså sådan nogle som mig, har noget i generne der gør, at "vi" ikke lugter af sved, selvom "vi" sveder. Måske er manglende svedlugt prisen for vores manglende tolerance overfor alkohol. Man kan ikke få det hele jo...

Nu er der gået fire timer efter jeg er kommet hjem, og ørerne næsten tøet op. De er endnu ikke nået til "koge-stadiet", som ører typisk gør, efter en nedkøling af de dimensioner, de har været udsat for, på trods af moderigtig strikhue og det hele, men det er kun et spørgsmål om tid, kan jeg mærke på det hele!
Balderne kan jeg endnu ikke mærke, så jeg er ikke helt klar over hvordan det står til i netop dét departement, men mine lår, knæ og skinneben er stadig kolde som is - også selvom chihuahuaen ligger på lårene (og ryster - det er en chihuahua-ting). Med lidt held og et par gode lodne natbukser, så har jeg måske fået varmen i morgen, efter en god nats søvn under to dyner og flankeret af to chihuahuaer! (Ja, endnu en indikator på hvordan mit liv er - og det er (desværre) ikke engang karikeret)

Det gode ved at holde en kropstemperatur der ligger under rumtemperaturen, virker alt man rører ved varmt - også toiletbrættet. Det er lidt som om der er varme i toiletbrættet, når man kommer ind og skal på tronen, efter en cykletur med en chill faktor på omkring 3000 - og det er lidt lækkert med imaginær varme i toiletbrættet, så længe man er på sit eget toilet, og så længe man er helt sikker på, at der IKKE har været nogen derinde lige før mig. Ellers er et varmt toiletbræt noget af det mest frastødende jeg kan komme i tanke om - på nær en masse andre ting, som jeg vil forskåne jer for nu. (Svømmehaller, andre folks udåndingsluft, andre folk generelt og og og...)

Men cykle-sæsonen er startet - for mit vedkommende, for nu er det fandme forår! (på papiret)... Og jeg er kold i røven!