fredag den 4. maj 2012

Whiskey, social status og seksuel orientering

Hvad er det med whiskey? Ja, jeg drikker det yderst sjældent selv. Måske primært fordi jeg ikke kan lide smagen, men i høj grad også fordi jeg, på trods af at jeg ikke kunne lide det, ikke afholdt mig fra at dele en hel flaske Johnnie Walker Black label med én fra min studiegruppe i hedengangne universitetstid.

Umiddelbart syntes det som en god idé, hvis ikke lige det var for, at vi var midt i at skrive projekt... -OG at min mor skulle komme på besøg næste dag...

Hun kom også på besøg, og gjorde rent (som mødre nu gør), mens jeg lå (meget) tømmermandsramt i min seng tæt flankeret af en rød plasticspand med en svag (ram) lugt af Ajax og bræk...

Siden den dag har jeg ikke rigtig drukket whiskey.

Jeg har dog for ganske nyligt erfaret, at whiskey er SÅ meget andet end, ja, Johnnie Walker og en drik der brænder hele vejen gennem systemet. (Også når den skal ud, hvadenten det er den ene eller den anden vej)

Whiskey er en drik, der tilkendegiver social status og seksuel orientering!

Ude på mit køkkenbord (don't ask why) står for eksempel en flaske 10-year STRAIGHT rye whiskey. Spørgsmålet er bare, hvorfor den mener det er vigtigt at gøre, i en sådan eksplicit grad, opmærksom på at den er "straight"... Er det fordi etiketten i virkeligheden er en slags kontaktannonce? I så fald synes jeg det er sært, at jeg aldrig er stødt på en "gay" whiskey, men måske er det fordi man sjældent er så bevist om at man muligvis er gay, i en alder af 10 år? Eller i hvertfald ikke parat til at skilte med det på sammen måde?... Eller også har jeg bare ikke nærstuderet whiskey etiketterne grundigt nok. For der MÅ være homoseksuel whiskey derude et sted. Jeg vil i min jagt på "gay" rye whiskey som udgangspunkt primært holde øje med de lidt ældre whiskey-typer.

Tilbage til køkkenbords-whiskeyen... Jeg kan nu informere om, at jeg (som et antropologisk forsøg forstås) har streget "straight" over og skrevet "gay" i stedet. Ved eventuel uventet respons vil jeg naturligvis forfatte en detaljeret opfølgning herpå!

Men det stopper ikke ved "srtaight" eller "gay" rye whiskey!
SINGLE malt!!! Javel javel. Min mistanke om etiketternes værdi som kontaktannonce kan jo kun blive bekræftet! Dog har jeg gennemskuet HVORFOR man udelukkende ser "single" malt på "markedet". De andre har jo ikke i samme grad behov for at eksponere sig selv på den måde.

I stedet er jeg overbevist om, at "relationship" malt og "married" malt holder sig for dem selv i dertil indrettede samfund. Vil dog næste gang jeg støver rundt i sprutafdelingen i mit supermarked, holde øje med "it's complicated" malt...