Jeg havde ikke været neurotisk eller spekulativ overhovedet desangående den længe længe ventede koncert med The Cure i Hyde Park.
Jeg havde oprindeligt tænkt at vi skulle komme daskende opad eftermiddagen, mens vi ville høre lidt af musikken fra de andre scener, sidde på et tæppe og dase, og til sidst, når The Cure gik på, ville vi ende nede bagerst i crowden, fordi vi var blevet alt for gamle til at blive mast rundt oppe foran scenen.
Jeg havde endda overvejet at investere i en kikkert, så jeg i det mindste ville få et lille bitte glimt af ham der var ansvarlig for alt det bøvl jeg havde haft.
Jeg har efterhånden indset, at tingene sjældent går som jeg planlægger dem - derfor planlægger jeg også så sjældent, netop fordi det for mit vedkommende er decideret spild af tid og tankevirksomhed, og planlægning for mig derfor ofte sidestilles med en form for dagdrømmeri - ikke dermed sagt at dagdrømmeri er spild af tid, men så foretrækker jeg at dagdrømme om fede ting, og ikke planlægningsrelaterede ting...
Det var egentlig først da jeg mødte Sang, som er en ven jeg har fået på mit The Cure debatforum, at min afslappede tilgang til det her arrangement i den grad gik fløjten.
Sang siger om sig selv, at hun er en lille smule neurotisk, hvilket muligvis forklarer hvorfor hun er i besiddelse af to forskellige typer billetter til koncerten, fordi hun ikke helt lige kunne beslutte sig om premium view eller terrace view ville være bedst...
Vi begyndte at spekulere i hvornår det ville være smart at stille sig i kø for at komme ind, fordi der muligvis ville blive uddelt armbånd til de der først kom ind i det aflukkede område foran scenen.
Der herskede imidlertid stor tvivl OM der overhovedet ville være et “controlled capacity area”, og ikke mindst HVEM der kunne få adgang til det forjættede sted så tæt på bandet som muligt.
Jeg havde selvfølgelig bare købt de billigste billetter, fordi jeg ikke har været til sådan en stor koncert siden U2 i 1992 i Gentofte, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt havde styr på om der overhovedet eksisterede forskellige billettyper dengang - vi kom dog så tæt på scenen, at vi kunne se Bonos sved! -om det så er godt eller skidt, det lader vi stå hen i det uvisse...
Jeg erfarede at min billettype gav adgang til Hyde Park kl 13:30, mens ALLE de andre billettyper gav adgang kl 12:30, så jeg var selvfølgelig max stresset fra morgenstunden.
Ville det aflukkede område nå at blive fyldt op på en time? Burde jeg komme og stille mig i kø allerede ved 7-tiden, hvor jeg alligevel havde været vågen længe? WHAT TO DO?!?!
Heldigvis var der mange faktorer der talte mig fra at møde op så tidligt.
Dels solen, som havde taget alle former for filtre af i dagens anledning. Typer der elsker the Cure elsker ofte IKKE solen. Dels var der forboldkampen, hvor England åbenbart havde en central rolle. Typer der elsker fodbold hvor England har en central rolle er ofte englændere, og det var jo også englændere der besad majoriteten af billetkapaciteten. Og dels fordi Sang helt tilfældigvis på sin morgengåtur helt tilfældigvis valgte at gå tur i området nær Hyde Park, og helt tilfældigvis så at der ikke var et øje eller optræk til at møde et øje ved nogen af indgangene - som hun HELT TILFÆLDIGVIS gik forbi...
(Sang går normalt ALDRIG morgenture, men lige den dag gjorde hun - af én eller anden årsag...)
Stine og mig kom daskende ved 10-tiden efter en gigantisk morgenmad, til indgangsgatene til koncerten, der var gabende tomme!
Til gengæld opholdt der sig en del sortklædte typer under træerne, og vi valgte at tilslutte os den fest.
Jeg faldt i snak med én fra Frankrig, som lidt lignede Alice Cooper. Men han var meget meget flink alligevel, og vi blev hurtigt enige om at i henhold til vores alder, så ville det være på sin plads med stole og kølige fodbade i parken.
Tiden nærmede sig, og vi bevægede os mod “gaten”, hvor vi kom til at snakke med en flok helt forstyrrede italienske piger! Men jeg blev hele tiden distraheret af to punkere der stod og havde en skøn samtale om deres kærlighed til musik. Det smukke ved dét scenarie var for det første at den ene punker ikke var en dag over 20, og den anden var laaangt over 20. Men at overvære den måde de bondede på gennem både deres kærlighed til punk og deres kærlighed til musik - som jo var den primære årsag til vi alle stod og gratinerede i solen, gjorde mig ekstremt glad. Dels fordi det gav mig et håb om at punken stadig ikke er helt død, og at den yngere generation stadig kender god musik, og at det hele ikke går op i Justin Bieber og alt det andet lort!
De dyre billetter blev lukket ind en time før os, men efter antallet af fremmødte, så jeg ingen grund til panik, og med Sang på WhatsApp, som beroligede mig desangående antallet i det aflukkede område, tænkte jeg at det nok skulle gå. Ganske kort tid efter de dyre billetter var lukket ind, så lukkede de pøblen ind.
Efter et hurtigt tasketjek - som man siger, og en sparsom kropsvisitering, dundrede de tunge støvler målrettet henover det tørre udpinte gras i Hyde Park mod The Great Oak Stage, eller nærmere betegnet det afgrænsede område, der nærmest var helt tomt, eller i hvertfald så tomt, at jeg blev spottet af en facebookven fra Schweiz som jeg er i en The Cure-gruppe med...
Med det eftertragtede armbånd vel monteret, faldt der ro over mig, og det var tid for et længe ventet toiletbesøg og merc-shopping.
Vi fandt et fantastisk sted under et af de store egetræer, hvor vi mødtes med Eva fra Polen, som jeg også har lært at kende via forummet.
Vi havde været ude til øl med Sang og hendes mand Paul dagen inden, og i den forbindelse fik vi snyltet os til de sidste minutter af Roger Waters’ “Wish you were here”, som spillede om fredagen.
Under træet drak jeg en iskold Heinekin i plasticflaske til den nette sum af 6£ og spiste en lille pizza til kun 8,2£
Heldigvis var der vandposter, og vandet var gratis...
Vi begyndte at trække hen mod scenen, da Editors var på, fordi vi ville se Goldfrapp og Interpol inden The Cure gik på som sidste band!
Goldfrapp var overraskende fede! Har kun et sparsomt kendskab til dem, men dem vil jeg helt klar se igen, hvis lejligheden nogensinde skulle byde sig.
Interpol er Interpol, og noget slog mig, at de godt kunne gå for at være en ung amerikansk version af TV2 (altså gruppen). Viser det sig i virkeligheden at TV2 er et post punk band? Eller er det solens forræderiske stråler, der er igang med at nuke min hjerne, så jeg begynder at tænke positive ting om TV2 altså gruppen)? Det lader vi OGSÅ stå hen i det uvisse!
Efter en lille times pause og 5 minutter før tid gik The Cure på!
Robert Smith startede med at forbande solen, ved at holde sine krydsede pegefingre op mod solen, der stod direkte ind på scenen med sine nådesløse stråler.
Efter forbandelsen af solen, åbnede Robert Smith og resten af The Cure op for et sandt elysium af musik med, efter min mening, den ultimativt bedste sang at starte en koncert: PLAINSONG!
Følelsen af stortrommens massive lyd bankede om kap med Simon Gallups lyserøde bas og mit hjerte i brystkassen på mig - og også lidt i halsen!
Det var VIDUNDERLIGT!
Vi stod ret tæt på scenen - så tæt at jeg kunne se hvert smil fra Robert Smith, og dem var der mange af den aften.
Han var i topform, og hans humør strålede om kap med solen. Hans stemme lød bedre end nogensinde før, og det var så tydeligt at alle de tilstedeværende, både “the lads on stage” og “the crowd” nød det i fulde drag!
Mens solen så småt begyndte at overgive sig, var overgivelsen allerede total i Hyde Park.
65000-70000 hyldede 40 års-jubilarerne, som leverede en sand “hands in the air” koncert, som lovet, og som altid til en The Cure koncert gik tiden for stærkt.
Der var hard curfew kl 22:30, og Robert Smith afsluttede kl 22:27 med Killing an arab og et “see you again very soon”.
På lystavlerne efter koncerten stod der:
THANKS FOR COMING!
YOU WERE JUST LIKE A DREAM!
Det var på alle tænkelige måder The Cures aften og ikke mindst Robert Smiths aften, og det var i den grad fuld fortjent!
40 år!
Vi er klar til de næste 40 år, Robert!
