mandag den 9. december 2013

Let it rain

Nogle gange opdager man knap nok det regner.
Slet ikke når man, i selskab med to fyre, en motorsav og et gammelt udtjent Beal klatrereb, skal fælde et over 10 meter højt grantræ, fordi man skal bruge toppen til noget...

For det første er det sgu da (på en måde) pisse prisværdigt, at de overhovedet gider tumle rundt i skoven i et vejr der på ingen måde indbyder til skovtur.
Men powertools har åbenbart en helt særlig evne til at drive en mand (eller i dette tilfælde, to forvoksede drengerøve) ud i silende regn!

Det hele startede med, at jeg havde brug for hjælp til at få et juletræ transporteret hjem, da de juletræer jeg ville kunne transportere i Clioen ikke på nogen måde ville blive godkendt hos mine døtre.

"Ja da" sagde han, "men så skal det også være sådan et man selv fælder" "ring til Fønss og spørg om vi må komme og fælde et af hans træer"

Allerede dér kunne jeg fornemme hvordan projekt juletræ gik fra at være MIT projekt-"rolig tur til Bauhaus og shoppe træ" til at være HANS projekt-"nu skal vi ud og save og gøre grimme ting mod sagesløse træer med økser". Hvilket, hvis jeg skal være helt ærlig, passede mig fremragende.
Tanken om at være allieret med en anden (slags) voksen virkede umiddelbart tiltalende, selvom pigerne gennem årerne har været udemærkede juletræs-coaches.
Måske var det også tanken om at jeg ikke nødvendigvis skulle investere i butikkens højeste træ der virkede tiltalende. Når man er henholdsvis 5 og 9 år, så kan et juletræ jo ikke blive for stort, bortset fra at vi så har verdens mindste stue, hvilket et par år har givet hmmm logistiske udfordringer, og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg nemt bliver grebet af "klart unger, vi skal da have det største træ-feberen", og sådan et 3,5 meter højt juleteæ synes ikke af så forfærdeligt meget i hallen i Bauhaus som det gør i vores stue, hvor der kun er godt 2 meter til loftet.
Men det var også kun fordi jeg, på daværende tidspunkt, ingen anelse havde om hvordan vejret ville te sig! Og hold da helt kæft der var travlhed ovre i rengvejrs-departementet!
Det var som om regnen forsøgte at regne alle de ødelæggelser væk som stormen havde forårsaget for få dage siden.
Hvad de må have misforstået i vejrministeriet var, at efter en storm med orkaniske tendenser, så vil befolkningen have ROLIGT vejr! Især på en dag hvor jeg skulle ud og shoppe et pisse vigtigt juletræ kunne det have været perfekt med et let snefald. Ikke så meget at det ville blive bøvlet, men tlstrækkeligt til at det hele ville være smukt og juleagtigt. Men hvorfor skulle vejret dog arte sig efter mit hovede når intet andet gør? -selvom det ville have været forfriskende med en lille smule medgang. Ville tørvejr og vindstille i det mindste være for meget forlangt? Ja åbenbart!

Nå, men trods vejrmæssige uoverensstemmelser har denne søndag været lidt mere end en smule bedre end andres. (Primært fordi det ikke var MIG der har haft ild (ikke på den der gode grrrrr-miau måde) i de ædlere dele. Om det skyldtes usømmelig omgang med hanernero-chili eller usømmelig omgang med de ædlere dele eller måske en ond kombination, det skal jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg er bare glad for det ikke var MIG det gik ud over (for en gangs skyld) men én der tåler mosten lidt bedre)
Udover adventsgaven fra George Clooney, så fik jeg rent faktisk en ægte gave, som jeg ikke engang selv havde købt! Og vi lader den bare stå her! Det giver nemlig det bedste indtryk ikke at komme nærmere ind på hvad der faktisk var i gaven... (krybbespil -hilsen redaktionen) og de der vil mene, at det er tanken der tæller, ja det er også rigtigt, men jeg er bare ikke helt sikker på hvorledes tankerne bag indkøbet af krybbespillet havde foranstaltet sig hos afsenderen... Men hey! Jeg fik en ægte gave jeg ikke selv havde købt! Bum! (Kan næsten, med streg under næsten, ikke vente med at se hvad jeg får på næste søndag, da krybbespillet,ikke bliver sin sag at trumfe)
Fik jeg nævnt at den silende insiterende regn holdt op i det øjeblik vi kom hjem med juletræet.