tirsdag den 28. februar 2017

Begræsningens kunst

Lad os stoppe med at gøre noget i en periode!
But why?
Hvis man mener, man skal stoppe med noget, fordi det ikke er godt for én, så skal man da stoppe med det! (Ja, udråbstegn) - og ikke blot stoppe med det i en periode.
Jeg forstår ikke de begrænsninger, man nu om dage sætter for sig selv for no reason.
Hvis der er en god grund til det, så bevares, men hvorfor ikke moderere i stedet?
Det er jo latterligt at nægte sig noget i en periode. Især hvis man har tænkt sig at springe lige lukt tilbage til status quo, så snart afsoningen er tilendebragt!
Er det fordi vi efterhånden lever et liv, hvor afholdenhed fra den ene eller anden ting (som vi kan lide vel at mærke) er gået hen at være blevet en bedrift i sig selv?
Er begrænsning og afholdenhed blevet det nye bjergbestigning og marathonløb, fordi vi ikke hverken har tid, vilje eller styrke til at begå de ægte spektakulære præstationer?
Er vi nået til et punkt, hvor vi skal til at dyrke triathlon i valgfrie discipliner i afholdenhed - hvor kriteriet er: "noget man godt kan lide, men som man skal stoppe med i en periode, fordi man kan lide det for meget"?
Jeg skal ikke diktere, hvordan folk skal leve deres liv - det har jeg slet ikke tid til - fordi jeg skal bruge min tid på at gøre ting der er gode for mig, fordi de er gode for mig!

MEN! Jeg må stadig godt synes, at det er åndet, at begrænse sig selv for begrænsningens skyld!
(Så tag hellere at løbe et marathonløb. Med lidt god vilje kan det klares på en eftermiddag...)

lørdag den 11. februar 2017

Migrænens eufori

Den følelse af lettethed og og eufori, når migrænen slipper sit jerngreb i det indre af kraniet - og også lidt det ydre, er ubeskrivelig!
Udmattelsen ligeså, men en udmattelse, der kan sidestilles med en stor sportspræstation, da man samtidig er opløftet.
Dumheden ved den gentagne manglende anerkendelse omkring det faktum at det ER migræne og ikke en almindelig hovedpine, er ligeledes ubeskrivelig og kronisk.
Hvorfor finder jeg mere ræsonement i at tro jeg kan sove det væk - eller endda ignorere det væk? Det kan jeg jo aldrig, og jeg ved at det er den umage, men alligevel simple kombination af designerkemikalier, der i sidste ende i løbet af sølle 20 minutter afslutter lidelserne hver eneste gang! Treo, Primeran, Kuracid og lur.

Det må være min evige tro på kroppens egenformåen, der eliminerer fornuften - og muligvis en lille smule manglende realisme desangående. Den manglende selverkendelse tillægger jeg smerterne, der som regel bosætter sig i højre side af hovedet.
Ja, hele hovedet! Fra øjet ud i øret for at afslutte i tænderne. Det er tænderne der er afgørende faktor for om det er et slemt eller mindre slemt anfald. De øverste kindtænder er som regel obligatoriske, men en sjælden gang inddrages de nederste kindtænder og lidt af højre side af halsen også - så snakker vi i sandhed et spektakulært anfald. Her kræver det en to trinsraket med Treo, Primperan, Kuracid og lur!

Jeg har altid haft det lidt anstrengt med migræne - eller rettere det segment, der holder sig denne lidelse!
Jaja du har migræne, klap klap k.l.a.p...himle himle h.i.m.l.e (mens man klapper)... Var udløsende faktor for denne omgang migræne en knækket negl eller at du ikke fik den Royal Copenhagen vase på udsalg, som du sådan havde håbet på? Himle himle!
MEN der er ikke altid en decideret udløsende faktor. Nogle gange kommer migrænen bare anstigende spontant for hyggens skyld.
Derfor kan man selvfølgelig stadig købe noget fra Royal Copenhagen, for at se om det kan lindre symptomerne...

Jeg er holdt op med at granske i udløsende årsagsfsktorer, fordi jeg ikke tror der er nogen for mit vedkommende.
Ikke alt har en forklaring og/eller en årsag. Heller ikke migræne.
(Og jeg nægter simpelthen at få lavet den der piercing der - som i min verden har fået samme lavstatus som E-cigeratten, den smarte asymetriske korthårsfrisure med farvedetaljer og håndledstatoveringen med børnenes navne og fødselsdato. Jeg tror ikke på den piercing har nogen effekt, og tro kan som bekendt flytte bjerge - men det kræver en tro)

Jeg er holdt op med at have ondt af mih selv. Det er nu en generel indstilling - som dog af og til fordrer en kalibrering. Men som udgangspunkt har jeg ikke ondt af mig selv. Det ændrer jo ikke så meget for mig.
Til gengæld glæder jeg mig over, at børnene er så store og kloge, at de kan give mig den ro jeg har brug for, når der bliver hamret for fuld udblæsning.
Hvis jeg blev kureret for migrænen, så ville jeg jo heller ikke opleve den eufori der er forbundet ved migrænens ophør!

søndag den 5. februar 2017

Det gode selskab...

De eneste jeg har talt med i dag, var hende i kiosken i biografen og billetmanden. Jeg vågnede over flere gange i dag, men det var først da jeg vågnede sidste gang, at jeg besluttede mig for at stå op.
Eller jeg fik mig da en lur eller to, med dertilhørende mareridt på sofaen efter den meget sene morgenmad, som faktisk rent tidsmæssigt sorterer under frokost.
Jeg kan ikke huske hvad det første mareridt handlede om, men det må ikke have traumatiseret mig tilstrækkeligt, eftersom jeg hovedkulds kastede mig uforfærdet ind i den anden lur, og dermed mareridt nummer to.
Vågnede badet i sved. Ikke på grund af mit mareridt, men fordi jeg havde to tæpper og tre mexicanske kamphunde på.

Jeg har haft en weekend, hvor jeg har været omgivet af en masse mennesker jeg holder af - på nær ham den fede, men det kan jeg måske lære, hvis jeg lærer ham at kende. Ikke desto mindre, så indeholdt han (udover en masse gas - tarmgas...) en stor underholdningsværdi, og det er jo altid fedt(!) at få et billigt grin på andres bekostning.

De andre jeg har tilbragt skøn tid med, har INTET til fælles (andet end mig) så jeg har været i alle kroge på ovre i det relationsmæssige departement - og det har været helt fantasitsk, og på mange måder inspirerende til at udforske og genopleve.

I dag har jeg været alene! Helt alene! Det har været skønt!
Ikke at jeg ikke holder af at være sammen med andre. Det gør jeg da - bevares, men når jeg er alene, så føler jeg mig alene. Jeg føler jeg er den eneste der eksisterer i hele verd...nej universet - også selvom jeg (selvfølgelig) godt kan se der er andre, men i mine øjne, omsat til min verden, er de kun skygger, og ikke som sådan eksisterende, og jeg er af den overbevisning, at de i hvertfald ikke kan se mig. Mest fordi jeg er ikke-eksisterende for dem.
Det er en skøn følelse.

Jeg elsker at gå i biografen alene. Faktisk elsker jeg at gøre ting alene. Jeg elsker den uafhængighed og uforpligtelse sammenlagt med den følese af sejr(?) og overvindelse(?) af de sociale normer der ofte forelægger, ved at gøre ting alene. Jeg føler mig i hvertfald lidt stærkere og lidt mere i zen med både mig selv og resten, når jeg har gjort noget for mig selv for mig selv.
At filmen så skulle forestille at være uhyggelig, bidrog muligvis til en endnu større følelse af sejr i det øjeblik jeg indtog sal 5 række 7 sæde 2.
Så uhyggelig var den heller ikke - filmen...
Chefen havde godtnok ødelagt det lidt for mig, ved (i bedste mening - og lidt for at manifestere at han altså nåede at se den først) at skrive, at den var den tammeste og mest forudsigelige af de film der er i (nu) trillogien the Ring(s).
Men han havde ret.
Den var slet ikke nådesløs nok, og alt det uhyggelige var indlysende og relevant.
Det er først når der ingen sammenhæng er i det uhyggelige, at det rent faktisk er uhyggeligt.
Og det er, efter min mening - hvis man spurgte mig, og vi antog den havde nogen betydning, helt malplaceret med en skurk i en film der skulle forestille at balancere mellem det absurde, gys og horror - men det er muligvis mig, der her fået etableret nogle helt forkvaklede idéer og forventninger om hvad gys og horror er. Måske burde jeg genopfriske Rikke Schubart?

Jeg skulle virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at tage kvælertag på dem der sad foran mig, eller bare prikke dem på den ene skulder. Ikke fordi de var irriterende eller noget, men mest fordi de ville få en oplevelse for livet.
Det der afholdt mig fra at gøre det, var min fornuft, hvilket manifesterede mig i, at jeg ikke har givet slip på det hele endnu...





lørdag den 4. februar 2017

Hvis jeg skal i byen, så skal Tom Waits med...

Jeg snakkede i telefon med en gammel ven tidligere. Eller hun er ikke gammel - hun ser bare gammel ud... nej, hun er smuk og skøn, og hun er én af de eneste jeg gider snakke i telefon med. Jeg bliver fandme altid så glad, når hun ringer. Jeg kørte endda en omvej hjem, for at undgå tunellen. Jeg anede selvfølgelig ikke hvor jeg var på det meste af turen, fordi Nørresundby er en MEGET indviklet by uden ét eneste skilt! (Jeg havde headset på, så på det telekommunikative område optrådte jeg helt efter loven.)

Nå, men dagens emne var byture. Noget ingen af os som sådan praktiserer længere, men ikke desto mindre, er vi helt sikre på, at vi sagtens vil kunne gennemføre en bytur med samme værdighed og ynde, som da vi var 20, i sko der er så høje, at man bliver lidt svimmel, når man kigger ned, og får lidt aldersbetinget højdeskræk, og vi blev enige om, at en bytur peaker, hvis man formår at nå til Tom Waits-stadiet. (Eller John Mogensen-stadiet, alt efter udvalget på juke boxen)

Tom Waits-stadiet (Eller John Mogensen-stadiet) er når man kl 4 og lover hinanden evigt venskabeligt troskab, på trods af det hele er noget lort! Men netop fordi det hele er noget lort (hvilket det jo reelt ikke er - eller måske er det lidt næste dag. Især hvis man trods alt nåede til Tom Waits-stadiet (eller John Mogensen-stadiet) fordi man helt sikkert vil få tifoldigt den nådesløse mængde tømmermænd, som da man var 20) så er det eneste lyspunkt i hele dette forfærdelige liv, at vi i det mindste har hinanden - når nu alle andre er sådan nogle røvhuller, der tydeligvis ikke har fattet en skid!
Vi har hinanden og vores helt intakte fornuft her kl 4 på Mallorca bar, hvor det eneste faste holdepunkt er billiardbordet. Det er reelt set ER det eneste faste holdepunkt, da det står ret så stabilt og formår at være den støtte man i sandhed har brug for i hæle det er lige så høje, som moralen er lav, efter 20 assorterede shots med dertilhørende fadøl som sidevogn!

Det bliver nødt til at være en torsdag, hvis jeg skal kunne komme på arbejde om mandagen, og jeg vil ikke finde mig i at komme hjem uden en cheeseburger i hver BH-skål.

Nu mangler vi bare lige at finde en dato!