Jeg snakkede i telefon med en gammel ven tidligere. Eller hun er ikke gammel - hun ser bare gammel ud... nej, hun er smuk og skøn, og hun er én af de eneste jeg gider snakke i telefon med. Jeg bliver fandme altid så glad, når hun ringer. Jeg kørte endda en omvej hjem, for at undgå tunellen. Jeg anede selvfølgelig ikke hvor jeg var på det meste af turen, fordi Nørresundby er en MEGET indviklet by uden ét eneste skilt! (Jeg havde headset på, så på det telekommunikative område optrådte jeg helt efter loven.)
Nå, men dagens emne var byture. Noget ingen af os som sådan praktiserer længere, men ikke desto mindre, er vi helt sikre på, at vi sagtens vil kunne gennemføre en bytur med samme værdighed og ynde, som da vi var 20, i sko der er så høje, at man bliver lidt svimmel, når man kigger ned, og får lidt aldersbetinget højdeskræk, og vi blev enige om, at en bytur peaker, hvis man formår at nå til Tom Waits-stadiet. (Eller John Mogensen-stadiet, alt efter udvalget på juke boxen)
Tom Waits-stadiet (Eller John Mogensen-stadiet) er når man kl 4 og lover hinanden evigt venskabeligt troskab, på trods af det hele er noget lort! Men netop fordi det hele er noget lort (hvilket det jo reelt ikke er - eller måske er det lidt næste dag. Især hvis man trods alt nåede til Tom Waits-stadiet (eller John Mogensen-stadiet) fordi man helt sikkert vil få tifoldigt den nådesløse mængde tømmermænd, som da man var 20) så er det eneste lyspunkt i hele dette forfærdelige liv, at vi i det mindste har hinanden - når nu alle andre er sådan nogle røvhuller, der tydeligvis ikke har fattet en skid!
Vi har hinanden og vores helt intakte fornuft her kl 4 på Mallorca bar, hvor det eneste faste holdepunkt er billiardbordet. Det er reelt set ER det eneste faste holdepunkt, da det står ret så stabilt og formår at være den støtte man i sandhed har brug for i hæle det er lige så høje, som moralen er lav, efter 20 assorterede shots med dertilhørende fadøl som sidevogn!
Det bliver nødt til at være en torsdag, hvis jeg skal kunne komme på arbejde om mandagen, og jeg vil ikke finde mig i at komme hjem uden en cheeseburger i hver BH-skål.
Nu mangler vi bare lige at finde en dato!
Nå, men dagens emne var byture. Noget ingen af os som sådan praktiserer længere, men ikke desto mindre, er vi helt sikre på, at vi sagtens vil kunne gennemføre en bytur med samme værdighed og ynde, som da vi var 20, i sko der er så høje, at man bliver lidt svimmel, når man kigger ned, og får lidt aldersbetinget højdeskræk, og vi blev enige om, at en bytur peaker, hvis man formår at nå til Tom Waits-stadiet. (Eller John Mogensen-stadiet, alt efter udvalget på juke boxen)
Tom Waits-stadiet (Eller John Mogensen-stadiet) er når man kl 4 og lover hinanden evigt venskabeligt troskab, på trods af det hele er noget lort! Men netop fordi det hele er noget lort (hvilket det jo reelt ikke er - eller måske er det lidt næste dag. Især hvis man trods alt nåede til Tom Waits-stadiet (eller John Mogensen-stadiet) fordi man helt sikkert vil få tifoldigt den nådesløse mængde tømmermænd, som da man var 20) så er det eneste lyspunkt i hele dette forfærdelige liv, at vi i det mindste har hinanden - når nu alle andre er sådan nogle røvhuller, der tydeligvis ikke har fattet en skid!
Vi har hinanden og vores helt intakte fornuft her kl 4 på Mallorca bar, hvor det eneste faste holdepunkt er billiardbordet. Det er reelt set ER det eneste faste holdepunkt, da det står ret så stabilt og formår at være den støtte man i sandhed har brug for i hæle det er lige så høje, som moralen er lav, efter 20 assorterede shots med dertilhørende fadøl som sidevogn!
Det bliver nødt til at være en torsdag, hvis jeg skal kunne komme på arbejde om mandagen, og jeg vil ikke finde mig i at komme hjem uden en cheeseburger i hver BH-skål.
Nu mangler vi bare lige at finde en dato!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar