tirsdag den 31. januar 2017

Mandag(e)...

I don't care if monday's blue...

Mandag er forhadt af utroligt mange voksne mennesker. Jeg er ingenlunde for fin til at indrømme, at jeg engang selv sorterede under det mandagshadende segment.
Men det var før mandag blev ensbetydende med nogle faste ritualer, eller rutiner... Ritualer lyder også så voldsomt igen.

Jeg kan godt lide mandag morgen kl lidt i 7. Det er nemlig det tidspunkt, hvor jeg sidder i den nye humørbus ved lugen i Lagkagehuset, og indkasserer min (gratis) morgenkaffe.
Det er ikke fordi det er en decideret velsmagende kaffe - det er det faktisk på ingen måde. Den er alt for syrlig efter min smag. Men det er simpelthen så skide hyggeligt at tvinge den der skide kop gratis kaffe i sig, mens man kører på arbejde. Jeg lægger faktisk nærmest ikke mærke til hvor hæslig den kaffe er, fordi hele scenariet og situationen overskygger den ringe kaffe.
Den nye humørbus er så småt ved at være varm, når jeg når til Lagkagehuset og Roberts stemme tordner SMUKT ud af højtalerne. Det er albummet som faktisk hedder The Cure, der kører på repeat. for tiden. Et album jeg har været mange år om at lære at elske.
Nu elsker jeg det højt, og undrer mig over hvorfor det tog mig så lang tid.

Forsynet med Robert og kaffe (og rugbrød - som er primære årsag til mit ugentlige drive by hos Lagkagehuset) er jeg klar til en god halv time på motorvejen. (Bemærk hvordan sætningen frit kan fortolkes: en god halv time, som i lidt mere end en halv time ELLER en god halv time, som i en skøn halv time)...

Mandag på jobbet er altid god, fordi det er den dag vi opererer. Men mandag på jobbet peaker når dagen er ved at være forbi, for SÅ bliver jeg kysset af Stig! (Og det rimer endda, men det var ikke med vilje) TÆNK sig engang, at man ligefrem kan gå og glæde sig til at blive kysset på kinden af en mand i starten af 60'erne, men ikke desto mindre!

Jo, mandag(e) er god(e)...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar