lørdag den 19. november 2016

Hvor fanden er jeg?

I dag præsterede jeg at komme for sent til ikke bare ét kursus, men hele TO kurser!
Det ene kursus var godt nok ikke et jeg skulle deltage på, men det afholdte mig skam ikke fra at komme brasende ind af døren, helt forstyrret og stresset, med min taske, jakke og telefon i favnen. Nøglekæden og ear plugsene var viklet (lige lovligt) stramt rundt om halsen, og håret lignede noget der havde været i klemme i bildøren hele vejen fra Aalborg til Comwell i Middelfart - hvilket det ikke havde. Det skete nemlig først i Haverslev til Aalborg på turen hjem...

Helt diskret, eller så diskret som man nu kan være med sådan et tabernakkel, satte jeg mig bagerst i lokalet.
Oppe foran stod én (ja, jeg kan ikke engang huske om det var en mand eller dame) og fortalte om noget jeg ikne helt forstod. Men altså jeg skulle jo også lige have mig sat og have mig samlet, efter køreturen der blandt andet bød på et trafikuheld in ekstremis, heldigvis ikke med mig impliceret. Men vi snakker bil der lå på sit tag i den nordgående vejbane, og to helt krøllede biler oppe på en skrænt i rabatten i sydgående retning. Håber ikke alle tre biler var fra samme uheld, for så havde det gået vildere for sig, end jeg overhovedet turde forestille mig.

Jeg er for halvanden måned siden startet i nyt job. Det betyder at jeg har skiftet øjen-specialet ud med øre næse hals-specialet. Under det speciale sorterer også allergi og svimmelhed.
Jeg aner ikke en skid om svimmelhed, udover jeg har lært at manipulere øresten på plads, men derudover er jeg ganske blank på det område,
Det var nok også derfor jeg ikke helt tog notits at det underviseren oppe foran sagde, da vedkommende, mens jeg var til stede, var meget fagspecifik helt ned på detailplanet. Indtil der blev sagt BØRNEINKONTINENS!!!

Der gik det op for mig, at der var noget HELT GALT (med mig)
Jeg var på det falske kursus!!!
Jeg havde simpelthen crashet et kursus for børnesygdplejersker, og jeg er da helt sikker på det var spændende, det er slet ikke det, men altså...

Jeg rejser mig stille som en Ninja, og sniger mig (næsten) ubemærket og lydløst ud af lokalet. Eller jeg ved ikke helt hvor lydløs jeg var, da jeg intet kunne høre for den stresspuls der dunkede løs inde i mit hoved!
Ud i receptionen for at forhøre mig om der evt skulle være et andet kursus. Eventuelt et kursus for øre næse hals typer...
Der var et kursus for noget autoreservedels-noget, hvilket ikke lød decideret uspændende, men jeg havde på fornemmelsen, at jeg hellere måtte indfinde mig på det ægte kursus, som viser sig at være ganske ikke eksisterende.
Jeg havde i hvertfald ikke den fjerneste idé om, at det kursus jeg skulle på hed Interacoustics, som jeg godt nok fik at vide i receptionen på Comwell, blev afholdt på deres søsterhotel Kongebrogaarden.
Men ovre på den anden side af vejen, på Hotel Severin, afholdte man også kurser, så der var en god mulighed for det kunne være der.

På Hotel Severin var det eneste sundhedsrelaterede kursus noget onkologi-noget, og jeg overvejede seriøst at tage det i stedet, mens jeg spekulerer på om det ægte var i DAG jeg skulle på kursus, eller om jeg både skulle opleve det falske kursus på det falske sted på den falske dag - ikke at det ville komme som en helt vild overraskelse, hvis det først var på næste fredag...
Min kollega, Jane kunne jeg ikke få fat i - for hun var jo på kursus (og havde de helt specifikke detaljer om hvilket kursus vi skulle på, og ikke mindst HVOR)
Til gengæld fik jeg sat tre virkelig søde og hjælpsomme receptionister på Hotel Severin i sving med at ringe land og rige rundt, for at forhøre sig om hvilke kurser de forskellige hoteller og kursuscentre holdt i dag. Da der ikke var gevinst i Middelfart, ekspanderede de jagtterrænet til både Kolding og Frederecia - uden held...
Helt udtamponeret af panik og stress ringer jeg til min chef, der ikke tager telefonen, og som sidste livline prøver jeg at ringe til en anden øre næse halslæge i Aalborg, for at høre om dehelt tilfældigvis har sygeplejersker sendt på kursus, og i så fald HVOR!
Jeg lægger ud med at være nummer to i køen... Takker de søde receptionister på Hotel Severin, og er nummer ét i køen!

Indtil jeg (næsten) kommer igennem... Men af én eller anden årsag bliver jeg kylet af linjen, og bliver skudt tilbage til at være nummer FEM i køen!!!

Min tilstand er nu kritisk! Og som en frelsende engel giverchefen lyd fra sig.
Jeg får den specifikke location, og ankommer til dagens andet kursus med en forsinkelse på 45 minutter!

Det er bare som om man er helt ved siden af sig selv sådan en dag. Altså mere end habituelt, men til gengæld var der god mad og kager!




lørdag den 5. november 2016

Efterårsferie anno 2016

Jeg mener at holde tradition for at få skudt nogle pænt fede efterårsferier afsted.
Årstiden er én af mine yndlings, eller alle årstider er mine yndlings, men efteråret kommer bare altid på et utroligt godt tidspunkt - i modsætning til sommer, som jeg også er fan af, omend sommer efterhånden har fået en kedelig vane med at komme lidt for sent.

For første gang i jeg ved ikke hvor mange år (men vi snakker muligvis 7 år...) har jeg ikne hungret efter ferie! Men mere om det senere.

Den her efterårsferie vil blive husket, som én af de mest begivenhedsrige for mit vedkommende.
Det er ikke hver dag, man bliver genforenet med sit livs største forelskelse, men det skete for mig!
Fredag d. 14. oktober 2016 var den dag, jeg tilbragte tre vidunderlige timer i selskab med Robert Smith (og the Cure). Jeg kan næsten ikke beskrive hvordan det føltes, selvom jeg har gjort et ihærdigt forsøg i et tidligere blogindlæg.
Men altså... jeg vil sige, at betagelsen er genetableret, og jeg glæder mig og skræmmes over at kunne genskabe samme dekadente og ubetingede tilstand af kærlighed og weltschmertz, som jeg kunne "back in the days", dog med en mere moden og distanceret tilgang.
Efterfølgende har jeg hjernevasket mine børn med Cure-numre.
Den ældste er faldet til patten, og jeg er stolt! Den yngste er heller ikke decideret fjendtligt indstillet, men hun bliver lidt svære at få i nettet.

Jeg har også brugt min raw food kvote, tror jeg. Jeg kørte old school raw food stilen, med to gange tatar og én gang sushi på en weekend.
Har det fint med at spise rå fars, især når man gør det sammen med gode damer og champagne. Tatar og champagne, og efterfølgende gin tonics til horrible priser akkompagneret af et fandens dovent jazzorkester, var en helt fin måde at påbegynde en efterårsferie, der skulle vise sig at byde på lidt af hvert, og meget af noget andet.

Det hele eskalerede i efterårsferien DET HELE!
Men altså som jeg tidligere har skrevet, så peakede mit liv ultimativt d. 14. oktober mellem kl 21 og midnat! De absolut tre bedste timer i mit liv!!!
Derfra kunne det kun gå ned ned ned. Ikke ned som i nat går det ned, men ægte decideret ned!
Jeps! Den stolte karismatiske og højt elskede Humørbus kørte sin sidste kilometer, og jeg kan love jer, det gik langsomt!
Faktisk burde den slet ikke kunne køre, men vi ved jo alle, at Humørbussen var tapper! Den var tapper lige til det sidste.

Det gik imidlertid hurtigt med at få rekvireret et nyt automobil. Nogen vil måske mene, at det gik lige lovligt hurtigt, dersom motoren på Humørbussen knap nok var blevet kold, før der stod en ny og yngere model i den dertil reserverede bås på matriklen.

Den yngre model; Humørbussen #2 fik sin ilddåb allerede dagen efter den var kommet hjem.
Den skulle nemlig transportere os til Skagen, hvor vi skulle beskue og beundre lille baby Alfred, som er Theos lillebror.
Lisette, den nybragte mor, og jeg fejrede at amningen gik forrygende, ved at dele en flaske bobler! Præcis som vi plejer - også når der ikke var noget at fejre. Afvigelsen fra tidligere var, at denne gang var boblerne alkoholfri. Dels på grund af det der amning og babyen og det, men også lidt fordi jeg jo skulle føre det nye automobil, inklusiv børnene og mig selv, sikkert hjem, da vi alle tre skulle til Århus dagen efter og bouldre sammen med Luna, My og Kåre, hvor jeg må indrømme, at hipsteren klarede sig overraskende godt på væggen. Faktisk så godt, at jeg godt vil have ham med igen.

Karla fik (af)holdt fødselsdag til tiden, og for at manifestere hvilket offer jeg gør for mine børn, fordi jeg bare er sådan en mor... så vil jeg pointere OG højtideligt gøre opmærksom på at jeg var i svømmehallen i over TO timer efter fødselarens ønske.
TO timer tilbragte jeg MED min krop i selv samme vand som titusinder af andre, børn som voksne, havde deres numse inkl. døde hudceller og formentlig uacceptable  egenhygiejne i.
Alligevel følte jeg lidt at jeg havde overgået mig selv, hvilket jeg også havde, mens jeg diskret, under bruseren, stod og messede: "jeg bliver aldrig ren igen" og vaskede mig men hysteriske bevægelser med en grydesvamp imprægneret i en rensende blanding af hibiscrub, trigene, rodalon, virkon og saltsyre...

Nix! Det er ikke hver efterårferie man: bliver (gen)forelsket, får ny bil og går i svømmehallen (gudsketakoglov - ja! ét ord)