torsdag den 30. juni 2011

Ihhh Billeren altså!

Nå, så havde "han" været så sød og købe en gang underbuks til mig. De var fine og helt bestemt ganske ubrugte. Hvorvidt det så var meningen, at de nogensinde skulle tages i brug, det lader sig stå hen i det uvisse. Men jeg har en kraftig formodning om, at det ikke lige var meningen, at de sådan skulle bruges. Tyveri-dimsen sad i hvertfald stadig i selve underbuksen! Og en anordning i den kaliber lader sig ikke lige umiddelbart seponere...
Behøver jeg ar indskyde, at kassebonen ikke stod til at rekvirere???

Dilemmaet om hvordan jeg skulle få de her underbukser i en stand, således de bekom sig en anelse mere brugervenlige lod sig ikke simplificere, dersom den manglende kassebon spillede en temmelig væsentlig rolle i proces "klargøring af underbukser". Der ville jo på ingen måde herske den mindste tvivl om underbukserne var kommet mig i hænde på uærligste vis, sådan at komme anstigende med varer uden kassebon, og så sådan som jeg ser ud! Phuuuuw ha!

Jeg så kun en eneste mulighed: At lyve! Lyve er godt. Noget om noget fødselsdagsgave og ingen kassebon pga gave og giver bor på en anden planet og alt sådan noget heeelt realistisk noget...

Så så jeg mig selv, eller det gjorde jeg jo ikke, for jeg havde ikke ligefrem en ud af kroppen-oplevelse i Billerens forgård. At den så kom senere, ja skulle det vise sig... Men jeg stod der i informationen med nummer 20 i hånden, og i samme øjeblik det blev min tur, skiftede jeg taktik!
Jeg hørte mig selv sige (ganske kækt, men også en smule "du skal bare makke ret lille Biller-dame")
"I har altså glemt at tage den her af! -sagt om tyveridimsen
Billerdamen kiggede på underbukserne med påmonteret tyveriaggregat.
Jeg fortsatte stadig kækt: "de er lidt svære at få på, når den der sidder der"
Billerdamen sagde, mens hun stirrede vantro på tyveridimsen: "Og de er nok ikke særlig behagelige at gå i, hvis man først har fået dem på, med den der på"
Her startede min ud af kroppen-oplevelse så...
Billerdamen forsvandt og kom tilbage med underbuks UDEN tyveridims OG en æske chokolade, som undskyld for ulejligheden... Her nåede min ud af kroppen-oplevelse sit absolutte klimaks...
Jeg anede overhovedet ikke hvilke folder jeg skulle lægge mit overraskede ansigt i... Så jeg valgte at bevare mit asiatiske stenansigt, dog smile sødt til Billerdamen og luske ud med mine underbukser og min nytilkomne chokolade. I chok!

lørdag den 25. juni 2011

Ninja på tur!

Så kom den store dag langt om længe, hvor alles yndlings-ninja skulle på tur til den store store by København! Uhhhh...

Problem nummer 1: Det er ikke engang fire-toget jeg kommer ind med, hvilket ville have gjort denne rejse-montage en anelse mere autentisk i "Jyde sætter en masse andre jyder stævne i en by, hvor man som residerende jyde begynder at tale næsten-svensk..." 

Løsningsforslag til problem nummer 1: Det er langt mere provinsielt at ankomme til København UDENFOR primetime... -eller måske er det bare mere dekadent, eller kikset... Og det der med dialekten, så er der vel grænser for HVOR personlighedsspaltet man kan blive... Jeg skifter dælme ikke dialekt efter hvor jeg fysisk befinder mig. Det er jo ikke et andet land jeg skal til, selvom det ligger faretruende tæt på sverige. Men i sverige pråter jag inte svenska.

Problem nummer 2: Man kan først gå på nettet i Århus!!! WTF??? -og netadgang koster 30,-!!! WTFF??? -man kan garntrisse ikke engang downloade porne eller andre ting, der kunne hente det tåbelige beløb ind igen. 1# klasse har selvfølgelig frit internet, Kusmi-te, aviser OG tæpper!!! Ikke så sært det ikke swinger for visse segmenter i DSB-familien! Forskelsbehandling sætter dansken i trods! TRODS blev der sagt! -og hvem helvede gider sidde med gennemlumrede tæpper? -bare fordi man kan...

Løsningsforslag til problem nummer 2: Man skider hul i netadgangen fra computeren og går på nettet via sin mobil! 

Problem nummer 3: Det sæde, undskyld STANDARD!!! -sæde jeg er blevet tildelt er så nok det ENESTE! sæde i heeele toget, hvor man ikke kan justere ryglænet, fordi juster-ryglænet-dimsen er defekt! Arrrrgh!

Løsningsforslag til problem nummer 3: Jeg har ikke behov for at læne mig mageligt tilbage. Dels fordi en magelig tilbagelæning unødigt vil eksponere min mave, der endnu ikke har fundet ud af at VI LØBER!!! og at løb SLANKER!!! -og dels fordi det er yderst akavet, at skrive på tastaturet i en magelig tilbagelænet position, hvilket jeg via grundige studier fra sofaens dyb absolut kan bekræfte!

Problem nummer 4: Jeg kører baglæns!!! Eller det er jo ikke en fejl, for havde jeg kørt fremad, siddende i mit tildelte sæde, så ville jeg snart være i Frederikshavn, så baglæns er godt! -altså undtagen for mit medfødte vestibulære kollaps. Men kvalme og køresyge er vel bare en midlertidig gene, der kan drikkes væk i dyr starbucks kaffe, som DSB på én eller anden uforklarlig måde har fået tilranet sig et parti af, og som sælges til favørpris! -hvis man synes 25,- er favørpris for en kop kaffe... Jeg gør, men kun fordi jeg er en sucker for alt der klinger af lidt mere end Karat... Snobbet? Ja for helvede!

Løsningsforslag til problem nummer 4: Se problem nummer 7 og løsningsforslaget herpå.

Problem nummer 5: Jeg kan ikke få fat i Stine!!! Stine, som jeg skal residere hos i de to døgn jeg frekventerer hovedstaden! Stiiine, hvor eeer duuu???

Løsningsforslag til problem nummer 5: Stine KAN rent faktisk være på arbejde! Ja, det er der faktisk nogle der praktiserer!!! OGSÅ EFTER klokken 15.00!!! 
UPDATE!!! Stine VAR rent faktisk på arbejde!!! -martyr...

Problem nummer 6: Jeg kan ikke finde stjernekasterne!!! Bliver nødt til at købe nogle, så Anitas isdessert, eller Isbombe!!! kan bliver serveret som en sådan bør serveres. I et brusende hav af ild! Sådan burde de fleste ting i øvrigt blive serveret. Det ville sgu da sætte lidt fut i sagerne (i ordets bogstaveligste forstand, eller kan man skrive det, uden tankerne ledes hen på tog? Nå, men med fut mener jeg altså: som i at futte ting af...)
Så så man lige mig, sidde i vogn 22 STANDARDplads 72 med min medbragte salat serveret i en overflod af ild! FTW!!! 

Løsningsforslag til problem nummer 6: Har nu en oplagt mulighed for at opgradere fesne stjernekastere til FONTÆNER!!! (og gemme et par stykker til togturen hjem på søndag...)

Problem nummer 7: Nu er vi nået til Århus, og toget ændrer kørselsretning, således jeg nu kører fremad, i stedet for baglæns, hvilket giver mig følelsen af allerede at være på vej hjem igen. Frederikshavn tur/retur... 

Løsningsforslag til problem nummer 7: Måske er det nøje udtænkt af kloge PhD'er og andet godtfolk, at man ændrer kørselsretning, når man ca. er halvvejs, så ALLE får kørt lidt fremad og lidt baglæns... 

fredag den 24. juni 2011

I seng med Camilla

Jeg har tænkt mig at gøre noget i sengen, jeg ikke har gjort i lang tid. Ja faktisk i flere år.

Engang gjorde jeg det tit, og før den tid gjorde jeg det faktisk hver dag. Men det var da jeg var ung, og ikke havde brug for så meget søvn. Men jeg havde faktisk svært ved at sove, hvis jeg ikke havde gjort det...

Nu har min tankevirksomhed atter været påfaldende fokuseret på det et godt stykke tid, men jeg synes bare ikke lejligheden har budt sig, eller omstændighederne har været helt optimale.
Når man får børn, så er det som om der er andre ting der synes vigtigere, og man har måske ikke så meget overskud til at gøre det. Og når man er gået i seng, så er det for at sove. Og man gider heller ikke vække børnene, bare fordi man lige synes man vil bruge et kvarters tid på lige at gøre det.

Det jeg har tænkt mig at gøre i aften i sengen kan man også gøre andre steder, men når nu det er SÅ lang tid siden, så synes jeg det er bedst i sengen.
Det kræver bare at man går tidligt i seng, for det KAN trække ud til meget meget sent. Efterfølgende bliver man mere casual omkring det, og så er sofaen ganske udmærket. Det er sjældent jeg gør det på spisebordet, men det er da sket en sjælden gang. I offentligheden kan jeg slet ikke koncentrere mig om det. Så sengen er det bedste sted at genoptage det.

Morten er lige taget afsted i nattevagt, og børnene sover, så jeg vil ikke blive forstyrret. Her er nogenlunde ryddeligt, ikke at det betyder noget, da det hele skal foregå i soveværelset, men det betyder altså noget for mig, for så har jeg nemmere ved at holde fokus. Her er støvsuget og jeg har tilmed været i brusebad! -OG barberet mine ben!

kl. lidt over 22 havde jeg tænkt mig. Så er der et par timer at tære på. Medmindre det er umuligt for mig at stoppe igen. Hvem ved, nu det er så utroligt lang tid siden... Jeg håber bare ikke børnene vågner.

Sidst jeg gjorde det, var vist da vi var på sommerferie i Sverige for to år siden... Men jeg brugte næsten også hele ferien, inkl. nætterne, på det... Det var vidunderligt! Og selvom Karla lå lige ved siden af mig og sov, så vågnede hun slet ikke...

Det er ikke så vigtigt hvem man gør det med, bare vedkommende er god! Og jeg tror faktisk kønsfordelingen er 50/50. Men i aften er det altså Camilla!

Camilla og jeg har haft mange timer sammen tidligere, men så var det som om jeg mistede interessen. Altså det var fordi JEG ikke havde tid. Det havde INTET med hende at gøre.
Nu har jeg så genfundet interessen, og det har da også haft en væsentlig betydning, at jeg ved hun har ligget og ventet på mig hele tiden. Måske håber hun endda at komme med på sommerferie. Men måske bliver jeg færdig med hende inden. Det er aldrig til at vide.

Nå, men jeg vil tage læsebrillerne på og gå op og tage mødommen på Camilla Läckbergs Havfruen!


(nej, jeg er ikke så gammel at jeg bruger læsebriller, men det lød da meget godt ikke?)

søndag den 19. juni 2011

Sådan skaber man røre i andedamen...

Ja, nu er mange af Jer så udnævnt til at være ænder! -på den kærligste og mest velmenende måde man overhovedet kan drive ud af mig!
Men det hænger sådan sammen, at jeg (ved en tåbelig fejl begået af moi) fik de fleste af mine kontakter i min mobiltelefon-telefonbog til at tro at jeg søgte en lejlighed, som i til MIG!

Eller det GØR jeg også, altså søger en lejlighed, men ikke til mig!

Det hele startede med, at min gode dejlige veninde desværre skal finde et andet sted at bo, og i min iver for at hjælpe, for ligesom at gøre lidt op med mit selvbestaltede rygte om at være verdens dårligste ven, så var jeg lige frisk (nok) på Nokiaens tastatur (jææps! Jeg hr nemlig stadig en mobil med knapper, der hverken er smart eller android, HTC eller iNoget) -og skrev til alle de jeg mente havde en relation til Ålleren, at jeg manglede en lejlighed og bla di bla... -som så landede i de flestes mobil flere (pinlige) timer efter midnat! Så ikke nok med ALLE blev vækket af en yderst foruroligende sms, men de søde mennesker begyndte at besvare min sene sms, hvilket medførte at JEG blev vækket af omkring 25 sms'er der nærmest landede i MIN mobil på samme tid... Meget forvirrende... -især for Morten, der vågnede ved tumulten... Så måske ER det mig der skal finde et nyt sted næste gange jeg sender beskeden, fordi jeg er blevet smidt på porten.
Ja, det vil være han eneste mulighed for at slippe af med mig, altså at smide mig ud. For jeg HAR jo sagt, at hvis HAN flytter, så flytter jeg med! -og hvis han nogensinde finder en anden, så vil jeg godt holde på min "ret" til at ligge i midten!

Jeg ved der allerede er mange der har ligget søvnløs på grund af mig. (selvhøjtidelig miiig??? neeeeej da...)
Enten fordi man var bekymret og troede jeg reelt skulle flytte, ELLER fordi man lå og udtænkte det perfekte kurmageri, fordi man troede jeg skulle flytte...  -men I kan bare sende blomster og chokolade til mig hvis I alligevel HAR købt det, og til Jer der endnu ikke har købt, så er min yndlingsblomst hvid lilje og jeg kan bedst lide mørk -gerne Summerbird chokolade...

mandag den 13. juni 2011

Pinsen kort fortalt...

Uhhh ha som det har været en dejlig pinse! Min pinse startede jo allerede i torsdags, fordi det var der jeg påbegyndte MINE 5!!! fridage! Wuuu Huuu!!!

Og findes der noget bedre at starte 5!!! fridage med et hurtigt undervognseftersyn hos lægen? Det tror jeg da ikke lige... "Heldigvis" blev lige netop "det" udskudt af nogle helt naturlige årsager... Hvilket i øvrigt forklarer endnu engang, hvorfor jeg IGEN ville skilles... Nå, men nu havde jeg jo fået denne her tid, og til spilde skulle den da ikke gå, så i stedet blev jeg rykket, trykket og flået på plads i alle led centreret til columnarelaterede områder... Med knæk og bræk og en ubeskrivelig lettelse! -Altså BAGEFTER vel at mærke! UNDER, og dét i ordet bogstaveligste forstand, er det IKKE på nogen måde en nydelse. Men hvem vil ikke gå bare lidt i panik, hvis ens læge på 240 kg og med stort fuldskæg beordrer én til at lægge sig på briksen, for "lige at bliver trykker på plads", og det jo EFTER han har knækket nakken/halsen på plads i bevægelser der minder om strangulering OG benlås i ét!

Jeg var simpelthen nødt til at trøstekøbe et par nye løbesko. Jeg er jo blevet en meget passioneret løber! Eller en meget passioneret "løber"...
Og jeg kom glad og forventningsfuld hjem med VERDENS GRIMMESTE løbesko!!! Men novra (et meget overset ord i øvrigt) hvor er det gode! Hvorfor er det så lige at god og grim så tit og ofte hænger sammen??? I hvertfald hvad løbesko og byture for den sags skyld angår.

Om det var min "fornyelse" af knæk og bræk i kroppen, eller om det var de nye meget grimme løbesko der var skyld i at jeg "løb" min rute på flere minutter mindre end jeg har gjort hidtil, det vides ikke. Men én ting er helt 100! Turen i dag var en sand katastrofe!

Jeg havde planlagt den helt store rute, og havde ladet op på sofaen til den den ganske dag! Men da jeg langt om længe fik de grimme løbesko på, så var benene tunge som bly og mine lunger opførte sig som om jeg havde røget 60 smøger (hvilket i teorien ville give mig mulighed for at snave med Maia, da hun synes det er for ulækkert jeg ikke ryger, og derfor ikke vil snave med mig...). Det forbedrede på ingen måde, den i forvejen elendige tilstand, at jeg ca. 1,5 km fra mit hjem (selvfølgelig) skulle skide! ORRRRK! Distancen blev dog øget lidt, men ikke nok efter hvad jeg havde planlagt på grund af "det", og det eneste gode ved denne dags løbetur, var at jeg blev heppet på af "dem fra hjørnet af Kærvej og Vissevej", lidt som jeg forestiller mig det vil være, når man løber maraton, og med "man" menes bestemt IKKE mig, dersom distancen jeg løber pt. kun svarer til lidt over det kvarte af en kvart marathon...

I lørdags var jeg med "dem" og Klammerten på et der Egholm. Øen der ligger ca. 5 minutters "seljads" fra Ålleren. Emma ville hjemmefra gerne have pakket en taske med sager, så hun ikke kom til at kede sig på færgen... -det nåede hun så slet ikke at komme til, da vi havde alt for travlt med at kigge i den toldfri butik... :smiley der himler og ser meget sarkastisk ud:

Neeeej den ø er altså ikke blevet mindre ulækker, siden jeg var der for 7 år siden! Altså det kan godt være det er fint med natur und alles, men hvor er øen dog ubeskriveligt ulækker! Og ubeskriveligt mener jeg i ordets bogstaveligste forstand, for jeg kan ikke sætte fingre på præcist hvad det er jeg finder så frastødende ved den ø. Men den virker bare så slidt og beskidt. Og så er jeg nok bare ikke sådan et rigtigt naturmenneske der elsker at gå i bare tæer! Jeg tror faktisk hellere jeg ville rulles i (rene!!!) glasskår, end betræde Egholm i bare tæer nogen som helst steder. Derfor var jeg også på panikkens rand, da "de" gjorde antræk til at betræde toiletterne i bare tæer!!! TOILETTERNE!!! Hvis det skete, ville jeg være nødt til at save deres fødder af efterfølgende, for der findes ikke sæbe nok i hele denne verden til at rengøre de fødder i efterfølgende! -Men så kunne de købe sko (til dem selv) i Build a Bear, så det ville ikke være en helt håbløs situation...

Men det var en hyggelig tur. Ikke mindst fordi turen var arrangeret i fællesskab med Emmas klasse og tilhørende forældre og søskende. Jeg var (selvfølgelig) den ENESTE der også kom anstigende med en slags hund... -men den ville bare så gerne med!

Den gode dag blev afsluttet med at dejligt langt bad! Eller jeg tror ikke Karla var helt enig i det postulat! Med mindre "at skrige og sparke og slå sin mor i raseri, bare fordi man falder i søvn på sofaen og bliver vækket og tvunget i bad, fordi man har meget (svanemærket, men dog indeholdende nanopartikler) solcreme på" sorterer under den følelse man besidder når man tager et dejligt bad... Men mellem os sagt, så tror jeg lussingerne og sparkene diskret var en indikation på at det IKKE var dejligt med et bad! Og den mere modne tilgang, der ville indeholde forståelse for at huden ville bliver meget irriteret, besad hun ikke lige på dét tidspunkt. Det var i hvertfald OVERHOVEDET IKKE!!! fordi hun havde leget i bare tæer på Egholm, jeg insisterede på hun skulle i bad (og skures i Rodalon)...

Langt om længe blev der ro, og Emma og jeg kunne spise popcorn i fred og ro og se rulleteksterne til en tegnefilm vi ikke nåede at se på Disney kanalen...

Den aften nåede jeg at komme i seng OG falde i søvn FØR kl. 23!

Og nu sidder jeg her efter at have været til en fantastisk fødselsdag! Jeg har nået at slappe af i pinsen også, og det foregik i dag på sofaen! Jeg tror faktisk stadig der ét eller andet sted på min krop kan spottes et svagt aftryk af det mønster ulden på vores sofa har... Og det er PÆNT!

I morgen skal jeg jo selvfølgelig bruge det meste af dagen på at ærgre mig over at mine 5!!! fridage lakker mod enden.

Nyt design på bloggen!

Så er der kommet nyt design på bloggen, fordi nogen synes de får flimmer for øjnene af at læse hvidt på sort. Og det er jo ikke rart at føle man er på randen af et epileptisk anfald, når man læser. Eller?

Derfor jeg har lavet den med BEIGE!!! baggrundfarve, for BEIGE er jo så SKØNT at kigge på!

Når to helt almindelige mennesker shopper...

Så skulle jeg ud og shoppe med sådan en (lidt mere bleg og knap så race-karakteristisk) ninja jeg kender. En slags Onkel rejsende Mac-ninja, kan man man vel kalde hende. Hun har nemlig lige været i NEW York (mon ALLE hørte det???) -og hun havde gavER med hjem til MIG!!! Wuu huu!!! Fik I det med gavER, altså i flertal, eller pluralis, som de mere belæste typer nok ville foretrække... Jeg er ligeglad, for uanset om man bruger den jævne betegnelse eller om man bruger den mere sofistikerede, så var de der gaver til MIG og KUN!!! MIG! HA! Gave-gollum!

Nå, men da jeg så havde hentet den anden ninja skulle vi lige hjem til mig igen... efter mine penge... som jeg selvfølgelig havde glemt! Til gengæld havde jeg masser af tamponer med!

Vi lagde ud i Shoppen hos Baresso, hvor jeg fik den største og stærkeste latte! -meget større og stærkere end rejse-ninjaens. God start!
H&M i al sin mondæne magt og vælde var næste punkt på den ikke eksisterende dagsorden. Og af en tøjbutik at være, så har jeg sjældent set SÅ mange parabener samlet på ét sted! DEJLIGT!!! så ved man da hvor man har dem! Jeg er sikker på at mængden af parabenerne i H&M en skønne dag vil forårsage overskæg og (lille) penis på Hello Kitty. Det MÅ ske, hvis der bare er en lille smule (poetisk) retfærdighed til på denne jord!

Bahne blev hurtigt browset, da der må være en øvre grænse for hvor meget Lene Bjerre og Adax en person kan rumme af gangen.

Festen startede sådan rigtigt i Stadium!
De havde demo-hulahopringe til fri test... Et eller andet sted var det rigtig godt, at det netop var i Stadium og IKKE i Bahne de der hulahopringe befandt sig... Nå, men jeg købte i hvertfald ikke sådan én. Ikke med vores verdens mindste hus og deraf verdens mindste stue! Det ville på forhånd være et dødsdømt- og meget ødelæggende for vores få ejendele projekt. Især i ond alliance med min manglende motoriske formåen udi det kropskoordinatiske område... Er der overhoveder noget der hedder koorodinatisk? I følge stavekontrollen er der ikke, men den anerkender jo ironisk nok heller ikke ordet "blog"... fnis...

Behøver jeg at nævne, at vi i øvrigt begge udviste SUVERÆN!!! stil med denne her hulahopring monteret i raske cirkler om vommen på os... Heldigvis var der OVERHOVEDET IKKE!!! nogen som helst der kiggede! Det var der (desværre) heller ikke, da rejse-ninjaen prøvede sparkedragten til voksne... Adult-jumpsuit!!! Så har man set det med -desværre... Et styk voksen, eller i hvertfald fysisk voksen iføre, eller nærmere drapere sig selv i gråmelange ud-i-ét-sweat! NØØØJ det var GRIMT!!! Phuuu ha! Og det kan da godt være det er meningen der skal være hængerøv i (eller plads til en meget stor ble...), men at benene, på den der bærer antrækket, syntes grotesk, ja nærmest absurd korte var jo ikke til gavn for nogen SOM HELST!
Det så faktisk ud til at fødderne var skruet direkte på oppe ved lysken! Og en praktisk foranstaltning ved det antræk der, var at man kan lyne hætten helt til, således den der bærer den grå faconsyede bodybag til forveksling kommer til at ligne en gigantisk nullermand! Jeg ser et godt partytrick allerede, og jeg kan godt den dag!

I Pieces kunne man spille (hazard) om %, og det var SELVFØLGELIG MIG!!! der spillede flest % ind. Ikke at jeg købte noget, fordi ALLE tingene lige netop dén dag var uhyggeligt grimme, men tanken om at JEG vandt % konkurrencen føltes BARE SÅ GODT!!! HURRA!!!

På vej hjem, slog vi lige et smut om dyrehandleren, og efter et hurtigt skænderi om hvilken dyrehandel fik rejse-ninjaen lov til at vælge. Det var jo trods alt HENDE! der havde jetlag OG gavER i flertal med hjem til mig fra NEW YORK!!!... Efter 20 minutter i "Styr på Dyr", arhmmen altså seriøst... Styr på dyr??? Ikke destomindre var jeg lige ved at stjæle en pose chihuahua-foder fra butikken med det tvivlsomme navn, men nåede ikke at fuldføre utugten, fordi den dårlige samvittighed overmandede mig. Eller hvis sandheden ægte skal på bordet, så nåede jeg at komme i tanke om den 2 kg tunge pose mad, som jeg jo åbenbart forinden formåede at GLEMME jeg bar rundt på! Arrrrgh! Hej demens!

Så skulle "de" hentes, og rejse-ninjaen returneres -troede jeg...
Men da jeg (ved en fejl) kom til at nævne, at jeg lige skulle i Billeren fordi de havde Heineken på tilbud, kunne jeg godt fornemme på det hele, at jeg ville nominere mig selv rimeligt højt i kategorien "Årets ONDESTE i heeele verden", hvis jeg ikke tog til Billeren med fuld besætning, hvilket inkluderede rejse-ninjaen OG hendes 30 nyindkøbte meget højt "syngende" fårekyllinger!!! (Så var HENDES! fredagsslik da i hus. Gad vide om hun aner hvor meget de der fårekyllinger feder? -også selv om hun er holdt op med at dyppe dem i sirup og hvidløgsmayo?...)

Med bilen fuld af to ninjaer, to børn, en chihuahua og mange larmende fårekyllinger begav vi os atter mod Storcentret.

SÅ skulle den umage familie købe ind til pinsen! TO rammer Heineken og så kunne de der helligdage bare komme an!

Jeg synes det er skønt og lidt ynkeligt, at man kan ødelægge de fleste mænds dag ved at have flere og større tatoveringer end dem, og have større hjul på bilen end dem! Orrrrrrk!

fredag den 3. juni 2011

Løb for helvede! Løb til Helvede! Løb fra Helvede... LØB!

Jeg er begyndt at løbe!
Ja, så står verden sgu ej længere!
Eller det gør den jo, for datoen for dennes undergang er jo, så vidt vides, blevet rykket (igen...). Og mens vi venter på den "store dag", så har jeg simpelthen valgt at indlogere mig i motionens Skærsild!
For hvis der da er noget i hele denne verden, på randen af undergang, jeg hader af et ægte sort og ondt hjerte, så er det at løbe!

Hvorfor løber jeg så? Ja, hvorfor egentlig? Altså det er jo egentlig Emmas skyld! DET HELE!!! Hun startede med at løbe med dussen, på sådan et løbehold der skulle løbe 2-3 km hver dag i en måned.
Jeg fik så den GENI-GALE!!! idé at Emma og jeg kunne løbe en lille tur om eftermiddagen. Den skumle og uhæderlige tanke bag, var jo at hun ikke kunne løbe 1) så stærkt pga. (trods alt) kortere ben end mine og 2) hun ville være træt efter dagens løbetur i dussen. TROEDE jeg!!!

MEN!!! 1) korte(re) ben kan virkelig løbe! STÆRKT og LÆNGE... 2) løbeturen i dussen fungerede tilsyneladende som en slags opvarmning til den ægte "giv mor mega røv"-tur... -Altså den mega røv har jeg jo, hvilket kan være én af årsagerne til jeg OGSÅ både har haft røde pletter for øjnene, susen i ørerne og blodsmag i munden allerede efter 2,34 minutters meget langsomt løb. Eller så langsomt som Emma nu tillod... Rund er da også en form ikke sandt, og siden hvornår mistede kageformen sin autoritet som form... En kageform kan endda være en GOD form... (årrrh, hvem prøver jeg at narre?)

Hvorfor skal det være sådan en lidelse at holde sig sund? Jeg mener, sundhed lyder jo umiddelbart som noget rart og positivt. Men det gør massage jo også, indtil man ligger på briksen og får tæsk af en 120 kg tung østeuropæisk tidligere kuglestøder ved navn Svetlana...
Det ville jo egentlig være meget lettere, hvis jeg begyndte at ryge. Så kunne jeg dælme sætte valuta ind på sundhedskontoen ved at holde op! Men nej-nej, vi er bare nogle der vil gøre det mere besværligt for os selv... :smiley der himler med en smøg i munden og løbesko på fødderne:

Løb er, for mig, nært beslægtet med, det samme som at have en sten i skoen. Det er en sand fryd at få stenen ud af skoen, og det er en sand (svedig) fryd, når man er FÆRDIG med at løbe, og man sidder i sofaen og sveder (baconfedt) og drikker øl! -eller jeg mener, drikker vand med en økologisk citronskive i... For det er jo dét jeg gør!!! Det er! Det er det altså!!! Jeg sværger!!!

Det der med at man (også) får dejlige naturoplevelser på sådan en løbetur, er altså noget man siger, for at få det til at lyde godt! Jeg får i hvertfald ingen naturoplevelser overhovedet! Med mindre synet af et, i den grad, kørt over pindsvin, der ihærdigt bliver forsøgt "reinkarneret" via to grådige råger sorterer under katrgorien naturoplevelser... :svedende smiley med løbesko på der kaster lidt op i munden på sig selv:
Til gengæld kan jeg med rimelig stor sikkerhed redegøre for hvilke underlag mine fødder møder på turen. Og jeg tror hele skalaen af underlag er repræsenteret, måske med undtagelse af glødende kul, men de kommer vel i så rigelige mængder den dag jorden går under.

Ja, jeg er jo sådan en type der kigger stift ned i jorden, når jeg "løber".
Dels for ikke at falde, hvilket  ville give så meget plus på uncoolkontoen, der i forvejen trives i bedste velgående og netop er kommet ud af 1. kvartal med et foruroligende uncool overskud, og dels fordi jeg er panisk angst for at træde i en hundelort, en snegl eller en regnorm... Sneglen er nu ikke så oplagt, dersom de fleste har overhalet mig for længst...

Alligevel fortsætter jeg med stor entusiasme med det der løb. Og man kan se mig tre-fire gange om ugen kæmpe mig hen af Vissevej iklædt falmede røde frottéshorts og bordeauxfarvet lidt for stram, men den passede mig engang top. Og den vil komme til at passe igen!!!

Jeg løber ud fra devisen, der står smukt og kunstfærdigt skrevet på en væg på Ib -mit foretrukne bacon-bibliotek: "Man kan ikke gøre en skildpadde til en væddeløbshest, men man kan gøre den til en meget hurtig skildpadde!"

Af banen, her kommer en relativt hurtig skildpadde!!!

torsdag den 2. juni 2011

Et (manglende) hår-eventyr!

Jeg er netop gået ind i en ny fase i mit ellers så kedelige liv. Ikke at denne her fase så på nogen måder sætter trumf på mit det der liv, men det er trods alt noget nyt til det der liv.

Jeg har indtrådt den nærige fase! Jeps, og jeg har allerede avanceret mig til det trin i nærighedsfasen, hvor jeg ikke alene rager gratis vareprøvet til mig, som var det det vand i en ørken, men jeg er også begyndt at bruge dem! Noget jeg ellers ikke har praktiseret hidtil, dels fordi jeg som regel glemmer alt om vareprøvernes eksistens, straks de indfinder sig i kurven, hos deres artsfæller, og dels fordi det er utroligt besværligt, at stå der inde under bruseren (der i øvrigt i dén grad trænger til en seriøs afkalkning) -og fedte med ting der er emballeret i verdens mindste beholdere!

Ikke destomindre har jeg åbnet for vareprøveballet, og indgangsmarchen var spektakulær! -Ja, kan den blive andet, når man vælger at lægge ud med: Shampoo i meget meget lille ufleksibel plasticflaske med tilhørende balsam i et papirsbrev!!!???! -til mænd der lider af livløst hår OG HÅRTAB!!!... Og jeg må sige, at jeg i første instans, et kort øjeblik -vel at mærke, følte at jeg havde scoret! Allerede i starten af shamponeringsprocessen syntes jeg allerede at kunne fornemme en ekstravagant blødhed i lokkerne!

Det var først senere jeg fattede mistanke. Duften!!! Den var meget hmm... dyb og mørk-agtig, hvilket umiddelbart lyder tiltalende i visse goth-miljøer, men hallooooo det er shampoo vi taler om! Duften var meget, altså maskulin... Ikke fordi jeg ELLERS! forbinder maskulinitet med noget dybt og mørkt, eller i hvertfald ikke ret tit, men når det angår en gratis vareprøve på shampoo, så passer beskrivelsen ganske godt.

Nå, men dyb og mørk har sgu aldrig skræmt mig, eller holdt mig tilbage for den sags skyld, så jeg fortsatte mit free-ride hårpleje-eventyr med den medfølgende balsam i meget upraktisk papiremballage. Havde jeg ikke en murrende mistanke, om at der rent duftmæssigt var atmosfærisk støj på linjen, så vil jeg nok sige, at mistanken blev stærkt bekræftet ved balsammens indtog i lokkerne! Velkommen til herre omklædningsrummet på en hvilken som helst badeanstalt!

Kan det virkelig lade sig gøre at vække livløst hår til live, via meget offensiv duft-chok terapi?
Eller er den (lidet) reelle hensigt at lade den stakkels halvskallede (mand!) med livløst hår tilmed i den tro, at han, ganske omtumlet af duft, faktisk GØR noget for at genetablere noget der i forventningerne minder om den prægtige manke han så stolt bar, da han befandt sig i sine tidlige tyvere?
Jeg synes i hvertfald MINE tindinger er blevet højere, efter brug, men måske har shampooen i lille bitte ufleksibel plasticflaske med tilhørende balsam i overordentlig upraktisk papiremballage den MODSATTE effekt på kvinder???!!! I så fald, vil jeg gerne have pengene tilbage!