fredag den 22. oktober 2010

Dagen i går sluttede nok lidt senere end planlagt. Satans til Mario Kart!!!

I hvertfald startede dagen i dag en del tidligere end planlagt!

Karla startede SIN dag med at skrige! og skrige! og skriiige!!!
Mor startede dagen med at kokkerere pandekager, efter hun havde fået Karla til at holde op med at skrige og skrige og skriiige...

Pandekager blev høvlet indenbords noget hurtigere end de blev produceret. Og børnene var glade igen. Mor var i i den grad vågen OG havde endnu engang ædt sig til en massiv kvalme i pandekager. Will I ever learn???

-kan man vænne sig til kvalme? Jeg ved det ikke... og kan man vænne sig til sure opstød med et ikke uraffineret touch af pandekager, syltetøj og sukker... ikke urealistisk!

Efter den totalt Lene Hansson/Ninka/Chris McDonaldske morgenmad, som både indeholdt soyamælk i kaffen, jordbær i marmeladen og sukker er da også et NATUR-produkt!!! -var det tid til leg på legepladsen.

Klammerten prøvede at dominere en labrador, hvilket ikke heeelt gik efter planen. Men det var, mellem os sagt, nok fordi den var ved at gå ud af sit lille behårede brune skind af liderlighed... -Mere held havde Klammerten, da den mødte Balder!!! -der tilsyneladende var ligeså liderlig!!! Uhhh det var et ækelt syn...
Klammerten blev eskorteret til gemakkerne! -hvor den så, som en anden Julie, stod og hoppede og gjorde sig til i terrassedøren overfor Romeo (Balder)

Da det begyndte at regne, trak vi ind til den ukomfortable og meget ferie-center-agtige sofa. Mario Kart din gamle trækker-dreng! Man kan altid regne med dig... Aage faldt i søvn INDEN frokost, og ditto moren. Emma holdt skansen og førte team Ninja til tops i Nintendo-land.

Frokosten blev indtaget sammen med eftermiddagsmaden. Findes der mon et brunch-ligende ord for det??? -det findes i hvertfald ikke på godmor.dk... har ikke tjekket ukonstruktivmor.dk endnu...

Efter frokost var det tid til ponyridning. Dot, som en lille fede shetlænder hed, og formentlig stadig hedder, gjorde sit arbejde til UG på små korte, men usandsynligt robuste, ben. Man kunne jo bruge femkroner til at sko den lille bitte hest med. Jeg var meget letter over, at Klammerten ikke var inviteret med til ponyridnings-festen, for den ville seriøst tro Dot var en Chihuahua! -en overvægtig én af slagsen, but still...

Midt under ponyridningen kom barnefaderen! Og så var den ferie ødelagt!!! Fnis fnis...
Børnene var helt vilde over gensynet med "ham", og moren var da heller ikke så upåvirket, som hun ville påstå at være for 24 timer siden.

Der blev sunget, hygget, sunget, leget og hygget lidt mere (også selvom "han" var der)...
Ej, nu skal jeg nok være ordentlig...

Efter aftensmaden, det til afveksling blev indtaget i lejligheden, var det SVØMMETID!!! Woo Hooo!!! -Eller wooooo... eller wrææææl... Aage var IKKE parat til at opgive sit navn og konvertere til "lille henrivende Inge"!!! Men det blev hun efter tyve minutter i bassinet. Hun var i hvertfald hverken bleg for at drikke klorvand i forbindelse med dykning, og kaste lidt karrysalat fra aftensmaden op i vandet, ELLER springe i vandet/mors arme fra kanten på bedste kamikaze-maner. Hun er frygtløs hende der Aage...

Efter koncerten på ca. en time, faldt Aage omkuld i bedste rock 'n' roll stil-midt under showet, med lidt bræk/klorvandsrester i mundvigen... -men stadig cool, fordi jeg VED hun har zebrastribet net-ble på! "Rock 'n' roll killed my father... -and it killed my mother toooooo..." -der ER faktisk en sang!

Efter lights out, talte jeg i mobil en time med én jeg kender, som jeg rigtig godt kan lide, som vil være ham den store hvide fra Ghostbusters til Halloween... Hendes eneste skruppel i den sag er, om hun når at træne sin arm op, så hun kan bære sin nyeste ven på armen, som en accessorie. Han er dværg, men en tung dværg... -Er det egentlig socialt acceptabelt at sige dværg?... Hun er et godt menneske!

Nå ja, der er også kommet en ansøgning om optagelse i Kartellet jeg skal tage mig af inden sengetid...

Og så har jeg fået min 2. fan-mail... Ved stadig ikke hvordan jeg skal håndtere det. Indtil videre har jeg besluttet mig for at besvare ALLE fan-mails. -En overskuelig opgave, når det kun drejer sin om to om året...

Ferien lakker mod enden. Har lige fået en sms fra Ghostbuster-damen. Dragten er så stor at hun ikke kan gå. hun falder... Svarede: Intet problem. Vi får dværgen til at køre dig rundt!

torsdag den 21. oktober 2010

Efterårsferie part II

Ihhh vi sov da helt til kl. 8.20!!! -og det til trods for at ordet efterårsferie stadig ikke eksisterer i stavekontrollen!

Ud af fjerene og blus på elkedlen!

Dagens første kop feriekaffe!!! HIMMELSK!

Gang i pandekagebageriet. Altid spændende at bage pandekager på en "fremmed" pande. Man ved jo aldrig hvad der er blevet tilberedt på den tidligere, men den første pandekage afslører det gerne... Heldigvis var det IKKE noget fisket... Ikke at jeg ikke kan lide fisk. Jeg ELSKER fisk, men ikke til pandekager, hvor det var tanken man skulle spise syltetøj, sirup, sukker og nutella til...

Frokosten blev indtaget i selskab med mormor! Og blev retfærdiggjort med en rask gåtur til det stooore vand. Klammerten var lige ved at blæse væk!!! -gad vide om jeg ville vinde i dragekonkurrencen hvis den lettede??? -må forsøges i morgen.

Hjem til kakao og skumfiduser! Og da mormor var taget hjem igen, indledte Aage og jeg en vidunderlig middagssøvn! Man VED bare man har sovet godt, når man:
a) vågner og er gennemblødt af (Aages) sved, og IKKE har opdaget det
b) vågner og er gennemblødt af (1/2 mit og 1/2 Aages) savl, og IKKE har opdaget det
c) vågner og er tør langt ned under de nederste ribben, fordi man (på en meget cool og tjekket måde naturligvis) har sovet med en mund så åben som Marianergraven, men bare lidt mere tør i det...

Nå, men i aften skulle der være stor fest på feriecentret (som der er HVER onsdag året rundt). Vi skulle ankomme til festmiddagen kl. 18.30.

Jeg bør nok lige informere om, at det her feriecenter IKKE er som andre feriecentre er mest. På det her center er mange af medarbejderne enten psykisk eller fysisk handicappede. Og festen var nok også primært tiltænkt de institutioner der kommer her. MEN det blev den altså ikke mindre festlig af!

Følgende er ikke ment på nogen måde som en hån mod de der har et handicap!!!

Vi ankommer til festen til tiden. Begge børn med meget offensive rottehaler! -eller i hvertfald Aages er. Intet Emma er jo på nogen måde offensivt, ligesom ALT til gengæld er offensivt hos Aage...

Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om de familier der sidder ved bordene UDEN et medlem i kørestol, alligevel har et handicap, eller om de "bare" er almindelige som os. For ALLE ved jo vi er indbegrebet af ALMINDELIG!!! Emma har jo en sove-ko, der faktisk hedder Almindelige-ko, for at manifestere vores almindelighed. -Ligesom jeg heller ikke kan lade være med at spekulere på hvor meget ekstra det ville koste at blive opgraderet til en lejlighed med loftlift... Så kunne man hænge børnene op i den, og få sit slik for sig selv...

Der var ikke flere børnestole da vi kom, så Aage sad på knæ på en voksenstol og spiste squashsuppe med tigerrejer, der var forretten. Arhhhmmen hun var qute! Emma kunne også lide suppen. Eller i hvertfald lidt... Eller hun kunne måske godt lide tigerrejerne... Eller... Hovedretten var kylling med små ovnbagte kartofler og en skøn salatbar. Der var også stroganoff, som nok var tiltænkt de der ikke rigtig kunne spise noget uden sovs... -altså sådan nogle typer som OS
Altså jeg tror middagen i aften var knap så dyr for mig, som den i går, hvor jeg immervæk betalte 60,- for en halv kartoffel til Emma. MEN det var også KUN fordi der i aften var tag-selv-is-bar. Her fik Emma i hvertfald smæk for skillingen. Og Aage holdt sig ikke tilbage.

Efter denne overdådelige middag, som på trods af gårsdagens meget dyre halve kartoffel blev der spillet op til dans!!!

Her kommer så første fordom om handicappede:
-men hvis der er noget de kan, så er det dælme at give den gas på et dansegulv!
Og Aage skulle satme ikke stå tilbage for sådan en flok kørestole-gangstere! Hun plantede sig ganske uimponeret og med største selvsikkerhed og offensive rottehaler midt i infernoet af line-dansende damer med down-syndrom og pirutterende el-kørestole.
Emma og jeg var lidt mere tilbageholdende. Udadtil på den cool måde, men indeni var jeg nærmere ved at gå ud af mit gode (udspændte på grund af alt for meget usundt på denne ferie) skind.

Det var nemlig sådan, at ham der stod bag (plade)disken, også var ham som spillede til 119's bryllup og ham der også spillede til 119's bryllup, var også ham der i 1991 var skyld i at mit sengetøj på ungpigeværelset i meget meget lang tid lugtede af middeldyr aftershave...

Aage var selvfølgelig ikke til at drive væk fra dansegulvet. Nu havde hun jo selvfølgelig også lige fået 20 nye bedste venner. Deriblandt en meget ivrig kinesisk (udvekslings???)pædagog. Og hun troede seriøst at JEG var kineser!!! Så hun stod casualt-ivrigt og talte til mig på KINESISK!!! -jeg ligner jo OVERHOVEDET ikke en kineser på NOGEN måde (håber ved gud at de kinesiske meget synlige tegn jeg har bag ørerne betyder det tatovøren bildte mig ind)...

Efter jeg fik Aage afmonteret den ivrige KINESISKE dame, eller omvendt, så var det tid at gå tilbage til lejligheden.

Hjemme jagtede jeg Aage i en halv time, for at få hende i natbleen, og her ville en loftlift igen være relevant...
Læste godnat historie
Jagtede Aage igen, der var stået op
Skiftede Aages ble, der (ikke) var våd
Jagtede Aage igen, for at få hende i seng
(det her kunne vel også være skrevet af en 78 årig kone om hendes lille fulde mand)

Allerede kl. 22.40 sov hun!

Jeg har ikke:
-styr på at indstille el-radiatorer, og holder nu finsk svedehytte... Bør invitere gæster og tage entré, for jeg tror elregningen bliver exorbitant

-tabt mig på denne ferie!

-savnet morten så meget som han savner os



Jeg HAR:
-tilbragt mange timer i selskab med mor, uden at blive irriteret på hende WTF???

-spist og drukket som om der ikke ville komme en ny dag i morgen!

-store briller på!

Klammerten ligger i kurven og knurrer i søvne... Måske drømmer den om sin nye (meget liderlige) ven, måske drømmer den slet ikke, men bare knurrer i søvne...

Drikker et sidste kompenserende (sodavands)glas rødvin og går atter ind i (det nu en del varmere) soveværelse og former min krop efter Aages lille danse-trætte sukker mættede krop!

tirsdag den 19. oktober 2010

Efterårsferie part I

Efterårsferie eksisterer tilsyneladende ikke! Der er i hvertfald en hidsig rød stiplet linje under der ikke eksisterende ord...

Men ikkedestomindre , som til min store overraskelse kan godkendes som ét ord, har jeg valgt at holde efterårsferie! Og jeg har valgt at holde den med mine børn. OG min mand... -men han kommer først senere...

Ja, han kommer senere! Og hvad menes der med det? JO for helvede!!! Jeg er sgu taget på ferie med børnene ALENE!!! Vi har indlogeret os i et vidunderligt inferno af hunde, heste, børn og handicappede! Jeg har en svag formodning om at hundende og nogle af de handicappede er her i "professionelt" øjemed. De fleste hunde er i hvertfald udstyret med en vest!!! -hvorpå der står service-hund og lignende ting.

Nå ja, og så er her Klammerten, som ALDRIG på noget tidspunkt, og det kan jeg godt garantere!!!, vil opleve at blive opgraderet til en vest. Klammerten bidrager med absolut INTET!

Jeg er helt stolt over måden mine børn håndterer, eller ikke håndterer alle de kørende (brølende og ikke mindst savlende) med-ferierende. Og selv da en dreng brækkede sig på gulvet lige bag Emmas stol i restauranten, blev der ikke løftet et øjenbryn. Drengen havde vist givet den lidt for meget gas i svømmebassinets klorvands-bar...

Men så sidder man der som pseudo enlig mor, og glemmer helt at føle sig skamfuld over at "nogen måske kunne foranledes til at tro man var alene med de to der"... Og det er fordi rummeligheden her på stedet lever op til det der stod på hjemmesiden!

Selv her i den upersonlige ferielejlighed med hyggelig udsigt til "hovedbygningen" er her helt rart at være. Utroligt hvad 8 kg assorterede fyrfadslys fra Rema kan gøre! Og alting bliver også så meget smukkere, efter en halv flaske rødvin, et glas portvin, en soya-latte, to chokoladekiks, en halv plade Lindt "a touch of seasalt" og TO skumfiduser... Børnene har fået ekstraordinært slik i anledningen af at det var mandag, og jeg ikke kørte forkert en eneste gang på vej hertil. Eller det vil sige... Det var helt klart skiltningen der var noget galt med!!! Hvem kunne dog vide, at der var vejarbejde i Hjortdal??!???!!!...

Børnene har ikke slåsset mindre i dag, men heller ikke mere. De har været tvunget til at finde ud af tingene, fordi her kun er 6 TV-kanaler, og INGEN af dem er under ledelse af Disney! Godt at stifte bekendskab med DEN del af verden også. heldigvis ved de hvordan man håndterer en bog, og ellers er der jo altid Klammerten. Så lidt bidrager den vel alligevel med (hvis at knurre mens man bider i en sok tæller med)

Vil kante mig ind i 3/4 sengen som rosinen i pølseenden. En Emma/Karla-pølse, og måske med et blodigt drys af Klammert.

Tør godt stå op og bage pandekager til børnene i morgen til morgenmad.

fredag den 15. oktober 2010

Motionsdag i skolen

Så stod der på forældre-intra man måtte komme med til motionsdag på Emmas skole.
Klammerten og jeg troppede op og overværede opvarmningen i skolegården, eller dvs JEG så det,mens Klammerten havde travlt med at vikle Flexi-linen ind i så mange cykler som overhovedet muligt!!! -og det gik rigtig godt med det projekt.

Efter opvarmningen stod dem på løb til søen. Alle børn piskede afsted... altså undtagen PIGERNE der hellere ville dimse rundt og hviske og holde hinanden i hånden på den der "vi er kun 6 år, men vi ville ønske vi var 12 år-måden)

Klammerten var rigtig ovenpå, og syntes den spillede max! OGSÅ da den trådte i en (ikke sin egen trods alt) hundelort... Ikke nok med det, så er den jo i løbetid, og pis-bløder OVER ALT -Overvejer at kontakte en tandlæge omkring rekvirering af de dersens små tamponer man har i gummerne, når man bliver boret, og simpelthen sy en snor i, og bruge dem som chihuahua-tamponer...

Nå, men på den skønne gåtur fik vi hilst på nogle meget stooore chihuahuaer (Islandske heste) -og Klammerten var ganske i hopla! Den var tydeligvis slet ikke klar over, at den var den aller mindste i Islænder-flokken!

Da vi nåede tilbage til skolen, blev jeg nærmest overfaldet af to drenge fra 6. der var MEGET ivrige efter at fortælle HVOR langt de havde løbet, og HVOR stærkt de kunne cykle... Tænkte bagefter om jeg bare udstrålede SÅ meget street, at de syntes jeg var mega sej, eller om jeg bare blev forvekslet med en "ægte" voksen...

Håber på en stille aften fra både Klammert OG ælste afkom. -Bare Aage dog havde været med også!

tirsdag den 12. oktober 2010

Den (U)hellige treenighed på tur!

Mon ikke der var andre end mig der bemærkede hvor VIDUNDERLIGT vejret var i søndags?

Emma var på legedate og far var på arbejde, så Aage, Klammerten og jeg stod der uden planer, All dressed up, and nowhere to go...

-Eller vi tog til stranden i Blokhus, og det var ikke den dårligste idé jeg har fået, vil jeg nok sige

Omkring 22 grader, skyfri himmel og blikstille vand!!! Arhhhmmen det var fantastisk!

Vi gik en skøøøn tur langs vandet og Klammerten "hilste" på en masse andre hunde. Den snuste og snuste til alting, og hvis den snuste én gang mere, ville dens næse eksplodere!

Vi gik på pandekage-restaurant Klammerten, Aage og så mig. Aage fik en børne-is i bæger og jeg fik en latte. Klammerten fik... et glas mælk ud over sig...

Så sidder man der og føler sig for en gangs skyld sådan RIGTIG ovenpå MAN sidder med sin latte i solen og er iført de der Ray Bans (som Morten jo "en slags" har givet mig) Man har det glade barn (utroligt jeg ikke allerede der var mistænksom), man har det rigtige tilbehør (chihuahuaen -der godt var i løbetid og blødte som en skamskudt flodhest) -Fornemmer man hvordan det ellers så perfekte scenarie flosser i kanten.

Men fasthold det PERFEKTE scenarie med de fede solbriller, det lækre vejr og den gode stemning...

Forestil Jer så hvordan alt det kan opløses på et splitsekund... Og et splitsekund er netop den tid det tager Aage at trække et stort glas mælk ud over det hele inkl. Klammerten, der i sin tåbelighed formentlig troede den var død og kommet i (mælke)himlen... Den labbede sand og mælk i sig med en iver, der kunne gøre den mest emsige spinning-instruktør forpustet. Aage er fuldstændig våd af mælk, og det var i dette øjeblik jeg sandede den ÆGTE værdi at et vandafvisende termo-sæt fra Føtex! Der var jo heldigvis så varmt, at hun ikke havde brug for at have et på, så egentlig klarede den der var ude om skaden (igen) frisag. Jeg får betalt og får halset Aage og Klammert væk fra etablissementet i bedste Ninja-style

Jeg er vel mødrenes pendant til Bridget Jones -altså bortset fra jeg ikke ryger og knalder med chefen that is...
__________________