fredag den 19. juni 2015

Rød og blå giver lilla

Danmark er i oprør! Og jeg siger jer! - det er NÆSTEN vildere end dengang med Kählervasen, dyrekortene og Frost arrangementet. Jeg tror sgu vi har nået Marius-stadiet! Marius... Ja, giraffen... som blev HENRETTET! Remember?

Jeg kan, i dag, på min Facebook-feed se, hvordan der dundertales og fortsat kastes med mudder.
Jeg kan se, hvordan rød blok-tilhængere sviner blå blok-tilhængere til - og i særdeleshed DF-tilhængere.
Jeg har altid nægtet at diskutere politik. Nok mest fordi jeg på ingen måde ligger fast på hverken en blok eller et parti. Havde der været en kandidat med lækkert hår og skæg, og med en lækker krop gerne i en stram t-shirt med V i halsen, så ville jeg stemme på ham - uanset hvilket parti han repræsenterede. Det er ca. der jeg er politisk.
Eller hvis Silas stillede op... Men det forudsatte at jeg måtte sætte mit kryds som et hjerte med en glimmertusch med duft! Og kun hvis han lovede at der ville komme enhjørninge (tilbage) i de danske zoologiske haver.

Jeg kan se, at rød blok sviner blå blok til. Rød blok der, i min naive optik, burde repræsentere de rummelige og omfavnende. De der mener der skal være plads til alle - på nær dem fra DF? Det er ikke rummelighed Rød blok! Det er had. Og I hader ikke - eller gør I?

Jeg er ikke blå, jeg er ikke rød - jeg er jo gul :indsæt selvoronisk smiley med et underspillet touch af racisme overfor min egen hudfarve - en race-sarkastisk smiley om man vil: og jeg hader stort set alle. Måske derfor jeg ikke er blevet politiker. Jeg ville tage alt personligt og bære nag i evigheder. Og desuden ville jeg også blive køresyg, hvis jeg skulle sidde bag i min ministerbil og arbejde.

Mange mener danskerne i går stemte udfra frygt, men når jeg scroller, så bliver jeg fyldt med endnu mere frygt. Jeg bliver sgu bange og ked af det, når jeg læser at man mener landet er i opløsning, at landet har solgt ud og at nogen mener at lidt over halvdelen af danskerne skulle skamme sig.
Jeg er overrasket over hvordan man glemmer at demokratiet ikke blev afskaffet ved der kom en borgerlig regering. Jeg er så naiv, at jeg ikke tror den nye regering vil få lov til at køre på frihjul. Mest fordi vi netop lever i et demokratisk samfund.

Nu går vi tilsyneladende 4 år i møde med ren og skær elendighed. Men hey! De holder jo sommerferie fra juni til oktober, det er 4 måneder. Og set i en periode på 4 år, så er vi på 16 måneders ferie. Det er næsten halvandet år. Så reelt set, så er det "kun" lidt over to år man skal "trækkes" med en ny regering :indsæt naiv professor-smiley med en helt blæst realitetssans:
Der er vel grænser for hvad de kan nå at udrette og afrette, især taget i betragtning hvor længe en atbejdsgang i øvrigt kan være i det offentlige...

Jeg kan ikke forstå den had og hetz-stemning der hviler i luften i dag. Selvom jeg tidligere proklamerede at jeg hader alle, så behøver I andre jo ikke være lige så i stykker som mig.
Jeg synes I på begge fløje skal være venner. Jeg synes vi i lille Danmark skal elske hinanden noget mere - det vil jeg i hvertfald forsøge på. Jeg vil prøve at se på mine medmennesker med bye briller - hvilket ikke er helt så floskel-agtigt som man skulle tro, da jeg rent faktisk står overfor at skulle have nye briller, dersom "nogen" har knækket - ja nærmest pulvariseret de gamle. Jeg vil sætte mine fordomme på spil og række hånden ud til alle. (Altså selvfølgelig på nær til de idioter der går i H2O-badetøfler og Crocs, og dem der ryger E-cigaretter - de kan brænde op i Helvede!)

Og bare rolig alle sammen! I får rigeligt med tid til at gå amok over vigtigere ting, end det vores politikkere laver - og nok især IKKE laver.

Jeg lover, at indenfor de næste 4 år (eller godt 2 år - alt efter hvordan man ser på regnestykket), så vil der opstå nye sindsoprivende ting I skal gå op i.
Har hørt at Royal Copenhagen påtænker at lancere et limited stel som KUN kan erhverves hvis man samler 2500000 guldmærker ved køb af Tampax super plus - og at Disney i den forbindelse vil afholde at arrangement, hvor man afliver Mickey Mouse for offentligt skue.
Målgruppen er helt klart præmenstruelle kvinder med børn i Disney-segment alderen.


DET KAN SIMPELTHEN IKKE GÅ GALT!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar