Indenfor den sidste tid har jeg oplevet noget helt nyt!
Jeg har erfaret en form for fred. Fred med det meste, men i særdeleshed med min krop.
På trods af diverse skavanker, så som et nydianosticeret lumbalt piskesmæld, så har jeg i samme session erfaret, at mit bækken ikke er som andres, hvilket har været grobund for mange frustrationer squat-wise. Har haft svært ved at acceptere at jeg ikke har formået at øge vægten i netop den disciplin, når nu det gik så skide godt med den grimme østeuropæiske halvfætter bulgarian splitsquats, som jeg præsterede til kvalmegrænsen - på den gode måde. Nej.
MEN i dag var jeg til fysioterapeut. Jeg har efter mit car crash fået tiltagende ondt i lænden, og TRISTAN (som vi ALDRIG mere nævner igen nogensinde) mente jeg havde behov for fysioterapi. (Er mellem os sagt lykkelig over at den lille stavelse "fysio" er implementeret i konceptet. Mener, nok er skroget i stykker, men ikke så meget som det der svæver rundt inde i skroget, den terapi-aktuelle del af den helhed der er mig. Vi åbner ikke den skuffe mere end højest nødvendigt...
Min fysioterapeut gjorde mig opmærksom, eller var anerkendende udi det faktum at mit bækken har en anden vinkel, i sin konstruktion, end de fleste andre bækner. Hvilket i aften har medført en åbenbaring desangående påmontering af neglelak på de distale elementer af mine underekstremiteter, tåneglene.
For første gang nogensinde har det foregået i fred og fordragelighed uden jeg har været ved at hverken brække mig eller skide i bukserne!
Den lille ekstra vinkel (i skøn forenighed med min nytilkomne presbyopi - aldersbetinget langsynethed) har medført at lakering af tånegle gik som en leg, og det er altså på mange måder så meget nemmere at komme gennem et lumbalt piskesmæld, når man har lak på tåneglene! Farven er sort med en anelse glimmer. Forsøgte med pastelsort (gråt) eller sommersort om man vil, men så lignede jeg én der var blevet fundet død i en mose efter flere uger eftersøgning.
Gad vide om "man" overhovedet ville eftersøge i flere uger, hvis jeg forsvandt, og ville man lede i en mose? Og hvad hvis jeg havde sort neglelak på tåneglene, ville den så være blevet grå?
Jeg er begyndt at slappe af i min krop! Måske fordi den er blevet så løs? Ikke på tråden, men sådan slap på en hyggelig måde. Jeg mener, hvem befinder sig helt ærligt ikke super godt i løse bløde bukser? Fremfor noget stramt og aldersmæssigt yngre end man ægte er?
Jeg siger go for at min krop er blevet en levende eksisterende pendent til
Joggingtøj! Og jeg ved at Armani også laver joggingtøj, for jeg har engang ejet et sådan, så bare fordi man er behagelig er det ikke ensbetydende med at ma har solgt ud. Eller lidt ikk' for hvem fanden vil gå i Armani joggingtøj nu om dage?!?!
I skrivende stund sidder jeg på mit badeværelse med mine nylakerede tånegle og dertilhørende fødder i et Ole Henriksen oliebad, and I love it! Jeg lytter til Tindersticks på Spotify og drikker dyr kold cabernet fra Californien. Så bliver det ikke mere dekadent. Det skulle da lige være hvis der sad en smuk mørklødet mand iført sorte (eller hvide) tights fra Tiger of Sweden eller Resteröds på toilettet og fortalte anekdoter fra sit hjemland. Det gør der ikke, men sandheden er at det kunne sagtens være sådan. Men så ville jeg nok drikke champagne i stedet...
Hold kæft hvor er mine fødder grimme. Jeg tror ikke der findes en neglelak der kan etablere nogen som helst forsonende træk på underekstremitets-departementet.
Vandet jeg sidder med fødderne i er, qua olien, omdannet til noget suppelignende, med mine fødder i... En ret man på ingen måde har lyst til at spise. Ikke engang smage på for at være høflig...
Til gengæld har jeg pæne ben. Eller jeg er godtnok blevet blokeret på Facebook af én, fordi jeg nailer tykke lår... Den lader vi lige stå lidt.
Men så sent som i dag fik jeg at vide jeg har pæne ben. Tror jeg nok... Ikke at der er så meget at gøre godt med, men det der er, det er fandme veldrejet! - på sådan en rustik solid måde...
Men jeg er faktisk tilfreds med min krop. Mest fordi min fysioterapeut mener at der er håb forude. Håb forude er altid godt - på en måde... Altså udgangspunket taget i betragtning naturligvis...
Og med ny indsigt i mit bækkens koordinater: sumo squats here I come! With or without nailpolish!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar