Efter mit første indlæg om Tinder, er jeg blevet (meget) mere opmærksom på de andre profiler.
Jeg er mest optaget af deres valg af billeder.
Tror I mænd (der går på jagt) helt oprigtigt inde fra bunden af jeres mosgrønne Fjälræven-hjerte, at kvinder tænder på at du har skudt Bambi?!?! Ja jeg spørger bare!
"Se mig! Jeg kan snige mig ind på et intetanende rådyr, og plaffe det ned med mit gevær med kiggertsigte på 200 meters afstand - bliver I ikke bare totalt fugtige i trussen af dét, tøser?"
Behøver jeg at nævne, at mænd med døde dyr bliver swipet så hårdt til venstre, at deres profil nærmest blæser ud af siden på min telefon?
Jeg har gjort mig den ulejlighed, at skrive en ret omfattende tekst på min profil. Det er der ikke mange der gør - desværre. Mange vælger at rense op i punktform de vigtigste oplysninger om dem selv.
Om det er fordi de ikke magter at konstruere hele sætninger, eller fordi de simpelthen ikke stoler på at kvinden der kigger på deres profil formår at læse hele sætninger, men foretrækker noget der nærmere ligner en ingrediensliste på en meget kedelig og tør - men høj og livsnydende kage med to børn i de lige uger - det skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige...
Men det bekræfter mig (desværre) i, at (mange) mænd er røvkedelige og unuancerede!
Se bare på herretøjsafdelingen i H&M.
For at vende tilbage til GoNova, hvor hele mit tindereventyr tog sit udspring, så brokkede Dennis Ravn sig helt vildt over de kvinder der tillod sig at shoppe i herretøjsafdelingen, når nu deres egen afdeling er så meget større.
Forleden postede han et billede på sin Instagramprofil, hvor han og to kollegaer stod linet op ved siden af hinanden i HELT ENS marineblå HÆTTETRØJER! købt i... ja H&M!
Det billede manifesterede, for mit vedkommende, at de fleste mænd i danmark i alderen 30-60 klæder sig røvkedeligt ens, og den marineblå farve der var repræsenteret i hættetrøjerne, symboliserer the state of mind hos så utroligt mange mænd! En intetsigende farve der ikke decideret fornærmer nogen, men som så sandelig heller ikke tiltrækker nogen.
Jeg skal da være den første til at indrømme, at min garderobe måske ikke ligefrem er et festfyrværkeri. Eller i Polen ville det måske nok være det, da vi alle jo ved at der kun eksisterer farverne sort og grå i Polen. Det ved jeg, for det har jeg selv fået at vide af en ægte indfødt!
Jeg forsøger dog ihærdigt at tilpasse mit farvevalg udi fifty shades of grey (og nej, jeg har stadigvæk hverken læst bøgerne eller set filmen) ved at kalde mine grå sweatre for pastelsort eller sommersort, og det virker! - sommersort er i hvertfald til enhver tid mere sprælsk end marineblå. Og der er heller ikke hverken skrevet en bog eller lavet en film der hedder fifty shades of marineblå! Nå!
Til gengæld har jeg gjort mig den umage at skrive en tekst på min tinderprofil.
Jeg skriver blandt andet:
"Du skal være knivskarp eller have sygt lækkert hår! Jeg mener det! KNIVSKARP!"
Er det så ren og skær arrogance, når en kronraget helt tomhjernet fyr laver et like på mig? Vi fik et match, fordi jeg swipede ham til højre på grund af noget så overfladisk som en lækker strikketrøje. Han havde ingen tekst på profilen, hvilket der tydeligvis var en helt og klar god grund til...
Eller er det fordi mandens dumhed har inficeret hele hans parameter af tilbageværende dømmekraft og derved fået ham overbevist om han er skarp? Ved han overhovedet hvad det vil sige at være skarp? Nej tydeligvis ikke... Sorry to say, but even more sorry to experience!
På Tinder har jeg matchet én eneste der, i min hjerne, rent faktisk matcher mig!
Han er skarp (nok) og han finder sig ikke i mit bullshit. En helt ny men ikke udelukkende tilfredsstillende oplevelse for mig. Men jeg kunne heller ikke lide kaffe første gang jeg smagte det. Selvom det lyder helt blæst! Jeg mener KAFFE! Åhhh kaffe!
Når jeg siger han matcher mig, så mener jeg selvfølgelig i den konkurrencemæssige terminologi.
Jeg kender ham jo ikke, og aner i bund og grund ikke en skid om ham, udover jeg synes han er pisse irriterende på den måde der gør det værd at tage kampen op, og jeg skal ikke begynde på en åndelig sødsuppe lommefilosofisk redegørelse for om det er muligt at "finde den sidste kærlighed" (jfr. første indlæg om Tinder) - for her er ikke tale om kærlighed, med mindre en kommunikativ stirrekonkurrence er en form for kærlighed. Det er det ikke!
Jeg er 40 år, og jeg har måske kun i mit voksne liv (som ægte startede da jeg var 37-38 år) mødt en lille håndfuld mænd jeg har været på bølgelængde med rent kommunikativt. Eller som har formået at matche mig rent kommunikativt. Én af dem gik ind i arenaen af ren og skær dumdristighed, og én gjorde det af lige dele nysgerrighed og lige dele arrogance. De blev trætte og jeg vandt!
Ja, jeg stiller store krav til kommunikative færdigheder både verbalt og på skrift, men den ene ting hænger som regel sammen med den anden. Har man ikke styr på stavnining og endelser, så er jeg allerede i en anden galakse, men jeg er faktisk så medgørlig, at jeg formår at skelne mellem tastefejl og deciderede utilgivelige stavefejl. Ikke at der ikke bliver slået ned på, og gjort et stort nummer ud af det, når jeg oplever det.
Så er der formuleringen! Den skal være utraditionel uden af være forsøgt! Og så skal den være vel. - som i VELformuleret! Kadencen skal holdes, men kun når jeg gider. Ellers bliver jeg irriteret - både over for lidt og for meget.
Det er for fanden da ikke SÅ svært at give et lille bitte indtryk af hvem man er - rent intellektuelt uden at gøre brug af døde/dopede dyr, motorcykler og andre folks børn? Med mindre det er hvad man er, og ikke i nærheden af intellektuel?
Jeg er heller ikke intellektuel - som sådan. Kan godt nå ud i den krog på gode dage - eller dårlige?
Jeg er nok mere street wise og skarp på ord på sådan en snappy underfundig måde, hvor man ikke er et sekund i tvivl om at jeg er helt blæst!
Måske derfor jeg ikke har super mange match på Tinder?!?!...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar