I'm still standing - kinda...

En uge der på alle måder overgår i historien som den mest fucked uge i hele mit lange liv, er netop gået på hæld. Tror ikke der har været så meget tumult i mit liv, siden dengang min far døde. Det hele startede egentlig skide godt. Mandag, solen skinner og jeg havde en super vigtig kaffe-date, hvor vi blandt andet skulle have fastlagt hvordan vores hundes stemmer lød. Et emne der meget snart kommer et separat indlæg om! (Og en knap så vigtig aftale om at slå græsplænen - eller det kommer nok an på HVEM man spørger desangående vigtigheden i grooming af græs vs. vigtigheden i opretholdelse af koffein-status og sociale relationer) SÅ tæt på destination "dagens første kop kaffe" og alligevel så ubeskriveligt langt væk, vil jeg erfare at det fandme ikke er for sjov nogen har opfundet udtrykket: it ain't over till the fat lady sings. Jeg holdt for rødt så tæt på målet, da jeg blev torpederet bagfra af en taxa! Min første tanke var: for fanden! Nu kommer jeg for sent til kaffen. Eller måske var min første tanke: hvad fanden var dét?!?! Men første tanke kunne også have været: åhhhhh for fanden! Én ting er sikkert! Ordet "fanden" indgik helt sikkert som et fragment af den tankestrøm der (ikke) for gennem hovedet på mig, for jeg ved faktisk slet ikke om jeg overhovedet nåede at tænke noget som helst udover noget med "fanden". Og sådan blev en fredelig kaffedate pludselig ændret til en hel dag på skadestuen! Efter at have kørt humørbussen ned til caféen ad omveje jeg ikke ville kunne rekonstruere, fik jeg dagens første kop kaffe. Én ting er at opholde sig de fleste af sine vågne timer på sygehuset med almisser og manglende anerkendelse som tak, en anden ting er at opholde sig der i sin fritid. Hvad der var mest røv sygt ved jeg ikke helt præcist. Eller jo, for til dagligt har jeg jo mine kollegaer. I mandags havde jeg heldigvis min partner in crime, som bidrog til at jeg ikke - trods massive rygsmerter, slog de andre i venteværelset ihjel... Gad vide om man ville få nedsat straf, hvis man tævede indvoldene ud af en medventende fordi han for det første var pisse irriterende og for det andet så tæt på hjælp som man kunne komme. Jeg mener, man skulle jo hverken rekvirere ambulance eller noget for at få ham lappet sammen, men man kunne reelt blot trække ham ind på den nærmeste undersøgelsesstue - i håret... Efter en omgang uspiselig oversaltet pulled pork blev det min tur til at få fotograferet ryggen. Det første protøren der skal køre mig siger er: hej! Arbejder du ikke her i huset? - great! Hjemme knapt på den rigtige side af midnat rammer jeg sengen. Det samme gør den massive strøm af tårer og snot der pludselig står ud af ansigtet på mig. Det vil slet ikke stoppe igen, og jeg tuder så meget, at jeg kunne kandidere til et fritidsjob som freelance ved Grædemuren. Marineret i snot, tårer og selvmedlidenhed falder jeg i søvn. Bliver vækket af min søde veninde hver anden time, fordi jeg også kan have erhvervet mig en hjernerystelse med latenstid. Præcis som slt andet vedrørende min hjerne - latenstid... De næste to dage var jeg hjemme. Skadestuelægen mente min krop og jeg ikke ville have nogen gavn af at tage på arbejde, og arbejdet ville især ikke have nogen gavn af mig - og min krop. Tirsdag bød på en telefonsamtale jeg aldrig glemmer, men forhåbentligt får fortrængt indenfor nærmeste fremtid. Tiltagende rygsmerter og en i øvrigt sløret tirsdag, der kun huskes som hæslig, uden at kunne specificere detaljerne. Hvilket både er rart og sært. Tror jeg får sovet afbrudt. Afbrudt af opkald og smser som jeg ikke kan huske en skid af. Jeg ved dog at jeg også om tirsdagen var fastlåst i gråd og selvmedlidenhed. To ting der ofte hænger sammen. Mener også jeg fik ribbenssteg til aften... Så helt skidt var det ikke. Onsdag skulle vise sig at blive en på alle måder oplevelsesrig dag. Jeg stsrtede med at drage nordpå til min familie. Selvom det så småt blev bedre med at køre bil, så havde jeg det lidt stramt med manglende formåen udi afstand fra medtrafikanterne. Min storebror og min nevø kiggede på humørbussen, og mente vi godt kunne gøre terminalerklæringen klar. Terminale patienter får gratis medicin, mon så humørbussen kan bevilges gratis benzin resten af dens levetid? Drikker kaffe på et uautoriseret tidspunkt for den slags aktiviteter og smører en mad det helt forkerte sted. Jeps! Jeg er hjemme hos mor! Efter en kort forhandling bevilges jeg til den uautoriserede kaffeindtagelse og foranstaltning af leverpostejmad på en ligeså uautoriseret lokalitet i køkkent under lovning på at jeg ville skride ind på mit tidligere ungpigekammer så SNART rengøringsdamen var færdig, da hun og mor plejer at få et glas vand og en cigaret i køkkenet, og jeg plejer jo ikke at være tilstede under dét ritual, så det var tydeligvis heller ikke så godt at jeg var tilstede den dag... Senere den dag er jeg vidne til noget jeg i min vildeste fantasi ikke troede jeg nogensinde skulle opleve - ikke at jeg havde kalkuleret at blive taget så hårdt bagfra (af en Skoda Octavia) at jeg skulle ende på skadestuen af det - men på en måde var det alligevel mere sandsynligt, end at opleve sin storebror fare op som en vred trold af en æske, og være parat til at trække vognmanden én på skærmen på grund af en racistisk udtale rettet mod undertegnede... Nætterne går med at finde stillinger hvor rygsmerterne er så få som mulige, og de stillinger der er egnede, er i dén grad uegnede til at sove i. Klokken bliver 3-4 før jeg falder i søvn. Torsdag er dagen hvor det begynder at vende. Jeg bliver beordret til morgenmad af min søde kollega, som er den eneste der kan gøre mig varm om hjertet når hun kalder mig svin. Ellers er torsdag relativt normal. Blev opfordret kærligt til at blive hjemme i torsdags også. Mest fordi jeg var deroppe onsdag, og fik på en meget kærlig og velmenene måde at vide jeg lignede pis. Og jeg er glad for jeg lignede pis og blev hjemme. Første arbejdsdag den uge var fredag. Og efter en distanceret bagatelliserende "peptalk" var alt som det plejer. På trods af at jeg intet forventer, så kan jeg ikke frasige mig en vis hmmm overraskelse over den afstumpede og manglende empatiske adfærd - men det er nok bare mig... (Selvom vi alle godt ved at det er det ikke) Tidligt hjemme og brak på sofaen, indtil jeg beslutter at tage ud til Maia. Fredag løsnede op for det sidste. Utroligt hvilken effekt gode blæste venner, pizza med hvidløg har i kombination med en god griner. Kunne man få det på recept, så ville medicinalindustrien gå bankerot. Eller i hvertfald den del af medicinalindustrien der IKKE beskæfitgede sig med Dolol... Lørdag skulle jeg en hel masse som ville vare hele dagen og det meste af natten. Jeg nåede det hele på 6 timer! Nåede til hip hop bogreception og catche op med gamle venner, nåede på café og slamme en burger - på nær bollen i skallen. Bollen spiste én der hedder Jakob eller Jacob - ved ikke om det er med c eller k. Er også lidt ligeglad. Nåede at baile på en date med en gudesmuk Hollænder fordi han var lige lovlig Rungsted kyst og round table til mig. Eller i hvertfald lige lovlig Rungsted uden kyst, da jeg tror der er grænser for hvor meget kyst der er i Holland, når man tænker over det. Der var intet galt med ham, bortset fra at han ikke var ham der som ignorerer mig, som jeg ikke kan finde ud af pisser mig af eller betager mig lidt. Nåede at få holde rygestop kursus på Ulla T med akupunkturnåle, pandebånd og umulige yogastillinger. OG nåede at forsove på Maias sofa! I dag har været søndag. Helvedesugen er tilendebragt. Glemte et kort øjeblik hvad jeg har foretaget mig i dag, men eftersom jeg er påklædt i andre tekstiler end flonel og fleece, så formoder jeg at jeg har været udenfor domicilet i dag. Jeg kunne muligvis have forvildet mig ud til mulig potentiel veninde. Men måske vil hun ikke være veninde med mig, når det går op for hende, at jeg har tænkt mig at stjæle hendes yngste søn. Jeg har fået jordbærtærte i dag! Og portvin Og Dolol...