Elsker elsker ikke

Kvinder forlader mænd de elsker. Sådan lød overskriften på en artikel i en underlødig avis - men alligevel... Dating-siden der opfordrer til utroskab og affærer er mere populær end nogensinde - og ditto udskældt... En stor procentdel af brugerne på Tinder, er i et forhold... Hele omdrejningspunktet, for mig at se, og også lidt for artiklen i den underlødige avis er opmærksomhed! Vi (inklusiv mig selv) er blevet afhængige af opmærksomhed. En flok af opmærksomhedsludere, der hungrer efter et "like", en sms og en pm på et socialt medie. Vi vil ikke bare ses og høres, vi vil vide at vi er blevet set og hørt! På en måde kan jeg godt forstå behovet for en elsker(inde). I elsker(inde) relationen handler KUN om at formidle og modtage nydelse. Vasketøj, afhentning af børn og madlavning eksisterer ikke! Der eksisterer KUN de deltagende parter, og deres lyster, behov og begær. Kvinder forlader mænd de elsker, fordi mændene tager kvinden for givet, fordi mændene er fraværende både fysisk og mentalt - står der i artiklen. Selv de gennemsnitlige 20 minutter en elskovsakt varer, er manden uopmærksom og fraværende - siger jeres undertegnede skribent - altså mig. Hvis man vel at mærke er i et fasttømret gennemetableret forhold. Er der rettet et fokus på noget, så er det at få en hurtig forløsning, så vi kan få sovet, for i morgen venter endnu en dag i trædemøllen. Men kunne det for fanden ikke være skide forfriskende at Birgitte på 52, der har været gift med Lasse i 15 år, kom på arbejde en tirsdag morgen og lignede PIS fordi hun og Lasse havde knaldet hele natten lige til alarmen gik og man havde brugt hele sin snooze-kvote? Derfor forlader kvinder mænd de elsker, og derfor får mænd affærer. Men hvordan kan man bryde den onde cirkel? Hvis jeg vidste det, så sad jeg på et bjerg draperet i pangfarvet silke og med monokel (bare for dekadencens skyld) og delte vise sten ud. Jeg blev skilt af samme grund som de kvinder der forlader mænd de elsker. Det var ikke det at forlade ham jeg elskede der var det værste. Det værste var at erkende jeg ikke kunne holde ud at elske én der ikke kunne se tog mig for givet. Han ER et godt menneske, men jeg tror bare han glemte det... Opmærksommen, som vi lige før blev enige om var ret essentiel, var der ikke i det omfang jeg ønskede, og når han prøvede, så blev jeg skide sur, for så var han - i min optik FULDSTÆNDIG UFORSTÅENDE overfor det faktum, at der var madpakker der skulle smøres, tøj der skulle vaskes og gymnastiktasker der skulle pakkes. Så det er heller ikke altid nemt st gøre det rigtige, og et dårligt forhold er ofte et projekt der involverer de to parter der er i forholdet. Men jeg ved han elskede og elsker mig dybt og inderligt. - og måske var jeg for dårlig til at anerkende hans kærlighed, og igen har den onde cirkel forstærket sig selv. Jeg kan godt forstå romantikken og endda det frække kan drukne i vasketøj og madpakker, men for pokker hvor er det dumt at det sker for så mange! Jeg kan blive helt irriteret, hvis jeg ikke får svar eller respons på en sms som jeg gerne vil have svar på. Men fraværet kan også bidrage til skærpet interesse. Jeg ved det, for jeg står og balancerer på den vippe pt. Jeg kan blive helt dårlig, hvis jeg har postet noget på et socialt medie, og der ingen respons er fra de øvrige brugere - og jeg hader virkelig at mit mentale fokus, i et omfang der er større end jeg selv mener godt er, har taget denne drejning. Heldigvis opvejes denne needy-hed lidt af mit distræte jeg. - og der er jo også væsentlig forskel på hvem man ønsker opmærksomheden fra. Kan nemlig også blive irriteret over overdreven opmærksomhed, så det er sgu heller ikke nemt. Min største frygt og et højt ønske er at jeg bliver forelsket igen engang, men efter tre år alene, hvor snuden er blevet brændt mere end en håndfuld gange, så bliver man sgu nok lidt kærlighedskynisk. Forelsket-følelsen er decideret berusende! Men frygten er de onde tømmermænd. Hvad er det for en frygt jeg mener? Frygten for ikke at få gengældt mine følelser? Frygten for at blive brændt (endnu en gang)? Nej nej nej slet slet ikke. Den værste frygt for mig, er den potentielle risiko for at miste interessen for pågældende. En lidet flatterende egenskab jeg desværre er den (u)heldige ejer af. Nogen vil sige at det er en forsvars eller beskyttelsesmeksnisme, jeg siger det er en lorte-del af min ellers så fabelagtige personlighed. Holder man ikke kadencen, så mister jeg interessen, holder man den for hårdt, så mister jeg også interessen, så jeg har alle gode odds for at dø alene, kan man roligt sige... Jeg har ellers formået at bevare troen på kærligheden, men troen på kærlighed er ved at fade i skyggen af troen på begær, og forventninger er ikke længere en del af sortimentet i den her butik. At være forelsket er en berusende følelse - som vi netop fastslog, men liderlighed kan være ligeså berusende, bare knap så kompliceret. Forelskelse er liderlighedens prætentiøse fætter. Det er lidt sad, men også befriende at nå den erkendelse. Og lige pludselig er det ikke så farligt at involvere sig. Slet ikke hvis opmærksomheden er der, og vasketøj ikke er en del af konceptet. Derfor kan jeg godt forstå man får elskere og elskerinder. For på en måde må det være den ultimative pakke! Og hvem har i det hele taget bestemt at monogami er the shit? Kynisk much? Realsisk? Nok nærmere det! Hvis konen for fanden ikke GIDER blive forført og bundet til sengestolpen med det nyindkøbte Hermés-tørklæde, som i øvrigt var alt for dyrt, og hvis manden ikke orker at klynge konen op af Grohe-amaturet i brusekabinen og vise hende hvor glad han er for at se hende, hvorfor må man så ikke søge det andetsteds? Kan det ikke være en del af kærlighedspakken at man giver hinanden det? Det er sgu bare svært at bevare det kølige romantiske overblik, hvis man ved man skal hakkes på så snart man kommer ind af døren. Man skal tage stilling til alt muligt og man kan aldrig gøre det godt nok. Kommer man hjem med blomster, er det sikkert fordi man har gjort noget dumt, og i øvrigt skal man ikke bruge af den fælles økonomi på blomster, når vi er ved at spare sammen til den tur til Gardasøen! - og slet ikke i kølvandet på Hermés-tørklædet... Og for kvindens vedkommende, så er det fandme også lidt en skam, at hun aften efter aften falder i søvn på sofaen arm i arm med en plade Marabou godtnok med nødder, men alligevel. Men jeg synes nutidens kvinder (uanset civilstatus) altid er trætte! Jeg tror træt er det nye ondt i ryggen... Der er bare ikke meget sexet vilddyr over en mand der sidder i underhylere med MacBooken i skødet og får brændt testiklerne af til ukendelighed, og der er ikke meget sexkilling over en kvinde der ligger på sofaen i joggingtøj og ser de Unge Mødre og udtamponerer sig med billig chokolade. Heller ikke selvom det er med nødder! Og egentlig heller ikke selvom chokoladen er dyr. Men dét er der alligevel ikke råd til, fordi "nogen" har brugt pengene på Hermés-tørklæder og blomster! Jeg fortryder faktisk at min sexkilling flyttede hjemmefra og efterlod en sur chokoladeædende tetrisspillende kvinde i sin bedste alder i joggingtøj på sofaen. Jeg fortryder jeg lod manden i underhylere og laptop-svitsede testikler indtage domænet, og lod ham der var engang gå til grunde. Men de afbrændte testikler og joggingtøjet med chokoladepletterne indgik en selvforstærkende malign parforholds-synergi, og når det er nået så langt ud, så er det sgu ligemeget om de ristede nødder er i chokoladen eller i underhylerne!