fredag den 14. oktober 2016

Nogle andre huller i hovedet

Første to uger på det nye arbejde er til endebragt.
Det er muligt, at nogen ikke vil mene at 4 dage pr uge heeelt udgør en arbejdsuge, og det er jeg for så vidt også helt enig i, men når det ikke kan være anderledes, så må man jo "nøjes" hehe!

Første dag mødte jeg lige præcis til tiden! Heldigvis var jeg taget afsted i god tid, hvilket var heldigt, da jeg blev ført til det helt falske sted af min GPS. Men på 7 minutter nåede jeg rent faktisk fra den ene ende af byen til den anden, plus jeg nåede at gå ind af et par helt forkerte døre. Til gengæld ved jeg nu, hvor teknikrummet er i Sundhedshuset i Brønderslev!

Jeps! Jeg kapitulerede til et nordenfjords etablissement. Jeg er jo oprindeligt vokset op nordenfjords, hvis det har nogen betydning? DET HAR DET!!!
Det ER altså anderledes, når man kommer nord for limfjorden.
Lyset. LYSET blev der sagt!

De første tidlige køreture til det nye job var spektakulære!
At man mødte bambi-mor og bambi-unge et og to, var et lækkert sovset krydderi på en i øvrigt smuk køretur med en mindeværdig solopgang, hvis farver ville være selvskrevne på sådan en airbrush-plakat fra 80'erne.
Der er bare nogle farver der tager sig bedst ud "on location" solop og - nedgange og laks!
Laksefarvet er verdens pæneste farve - på en laks! Ude af sin rette kontekst er det verdens grimmeste farve! Præcis som en solop og - nedgang.

Jeg tror det var dét, der gik helt galt for Monet. Han formåede ikke at skille snot fra rette kontekst...

Sommerfuglene i maven, som jeg har haft siden dag 1 på mit nye arbejde, har til dels været forårsaget af, at jeg åbenbart har verdens fedeste job, som jeg glæder mig som et lille barn til at skulle passe, og til dels været forårsaget af spændingen omkring hvilken vej jeg NU kommer på arbejde.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man kunne komme til Sundhedshuset i Brønderslev på SÅ MANGE MÅDER!!!

Jeg var helt klar over, at man sagtens kan være næsten 2 timer om at køre fra Ålleren til Brønderslev. Især hvis det er sne, og man næsten er i Hirtshals, før man opdager, at man, ja, næsten er i Hirtshals...

MEN jeg kan med højtidelighed i stemmen medddele, at jeg hele denne uge (næsten) har kørt samme vej til og fra arbejde! Og den korteste vej - vel at mærke!

Turen hjem er straks noget nemmere. Hesten finder jo altid tilbage til truget - som man siger.
Turen hjem er ligeledes præget af sommerfugle i maven.
Sommerfugle, som tangerer til eufori. Ikke fordi jeg er lykkelig over at jeg er på vej hjem, eller jo, det er jeg da også, men fordi jeg er euforisk over at have haft verdend bedste dag på job!
Hver dag har været verdens bedste dag, og jeg har det lidt som om jeg er forelsket.
Eller jeg MENER det er sådan i den stil det føles, når man er forelsket.

Ikke nok med at mit nye arbejde jo er et helt andet speciale, end det jeg kommer fra, jojo bevares,øre, næse, hals er jo bare nogle andre huller i hovedet, end de øjne jeg plejer at beskæfitge mig
med, men arbejdsgangene ligger også milevidt fra hvad jeg er vant til.
De handlinger vi gør, hvad enten det er at skrive en besked i bookingsystemet, skrive et journalnotat eller lave en undersøgelse har et helt specifikt formål, der enten har en praktisk betydning for patienten eller de behandlere der har med patienten at gøre!
Vi foretager os ikke handlinger, der er blevet besluttet af et udvalg i en administrerende sektor, der ikke aner en skid om hvad vi laver.
Det skal jeg lige vænne mig til... Altså at lave noget decideret for patienten, og ikke for at please systemet!

En anden ting jeg lige skal vænne mig til, er at have en chef.
Jeg plejer at have en leder.
Jeg er blevet kalibreret med at en leder er bedre at have end en chef!

En leder leder, mens en chef dikterer. Det er sådan "man" definerer de  grundlæggende forskel.

Jeg tror ikke min chef er klar over det, eller også er han en vildt dårlig chef.
Han er nemlig både anerkende og empatisk! Det er jo helt forkert!!!
Men god chef eller dårlig leder eller ej, så har jeg fået mere anerkendelse på to uger, eller 8 arbejdsdage, end jeg har fået i 7 år!
7 år!!! blev der sagt!
Jeg skal lige minde mig selv om, at jeg skal lade være med at blive mistænksom, når chefen spørger mig om hvordan det går, fordi han rent faktisk er interesseret i, hvordan det går, og ikke fordi der står på et stykke papir, at han skal huske at spørge.

Jeg laver undersøgelser på patienterne ALENE! Ikke fordi jeg ikke har en oplæring, men fordi der er tiltro til, at jeg godt kan finde ud af det - også selvom jeg ikke lige gøre det på samme måde som min kollega.

Det er en meget mærkelig verden, og jeg kan godt forstå man har et lille horn i siden på det private ovre i det der offentlige.
Jeg har altid været stor tilhænger af det offentlige sundhedsvæsen, og altid været stolt over at bidrage til fællesskabet.
Det er jo ikke sådan, at personalet i det offentlige hverken forlanger pokaler eller medaljer, men en anerkendelse i ny og næ - er det for meget forlangt? Men det er lidt som limbo. Man presser grænsen yderligere, og til sidst går man bogstaveligt talt i gulvet.

Det er jo bemærkelsesværdigt (det er så den diplomatiske måde at sige det på) - at flere og flere sygemeldes med stress. Det er jo ligeledes benærkelsesværdigt, at der er så højt et dagligt fravær af personale der fejler det ene eller det andet, og i forsøget på at løse problemet, valgte man, helt i det offentliges irrationelle ånd, at ansætte FRAVÆRSKONSULENTER!
Igen tisser det offentlige i bukserne, for at holde varmen!

Jeg har efterårsferie nu!
Men for første gang i 7 år hungrer jeg ikke efter ferie! Igen en mærkelig fornemmelse...
Jeg glæder mig til at komme på arbejde igen. Jeg glæder mig til at se mine patienter og mine to kollegaer - eller min kollega og min chef. Men i det her mærkelige parallelunivers er min chef også min kollega. Vi spørger hinanden til råds, og altid med udgangspunkt i hvordan vi forbedrer vilkårene for vores patienter.
Det er også derfor han er mødt på arbejde, når vi andre møder, og stadig er der - og ser patienter, når vi andre går hjem.
Oprydning? Der er han så kognitivt intakt, at han godt selv kan finde ud af at rydde op.
Både rydde op efter sig selv, men også efter vores fælles frokost.
Ja, han er er mærkelig mand...

Jeg har altid haft en høj arbejdsmoral. Det kommer sig formelig af, at mine forældre var selvstændige erhvervsdrivende. Men jeg skal også være den første til at indrømme, at moralen nok, gennem årene, har dalet.
Engagementet vil uvilkårligt dale, hvis man ikke føler man gør en forskel. Hvis man ikke føler sig værdsat, og det er uanset om vi snakker arbejdsliv eller privatliv.
At blive taget for givet, kan destruere ens engagement, som Round up destruerer miljøet.
Man visner og man påvirker omgivelserne med sin gift.
Jeg har ikke elsket mit arbejde i nogle år, men blev, fordi det på mange måder var trygt - igen kan den vakse læser drage en parallel.
Jeg har aldrig troet på de frelste typer, der altid proklamerer at de ELSKER deres job - vor herre bevares!!! Hvem fanden kan elske at stå op hver morgen og tage afsted, for at komme hjem træt hver aften - for så at gøre det samme igen? INGEN!!!

På nær... dem der kan... Jeg er blevet én af dem!

Jeg ELSKER mit job!

Jeg glæder mig til at jeg skal på arbejde igen, og jeg er (næsten) sikker på at jeg kan vejen!









Ingen kommentarer:

Send en kommentar