Der er i hvertfald en CUREsang til alle situationer... (Nok mest de desperat ulykkelige situationer, men også de få lykkelige...)
Højdepunktet i manges liv vil være når de får børn, når de bliver gift (eller når de bliver skilt), når børnebørnene kommer til eller når man køber sit første hus. Ret store ting i et liv, som mange vil gennemleve.
Højdepunktet i manges liv vil være når de får børn, når de bliver gift (eller når de bliver skilt), når børnebørnene kommer til eller når man køber sit første hus. Ret store ting i et liv, som mange vil gennemleve.
Jeg har været igennem alle punkterne, på nær det med børnebørnene, og jeg må indrømme, at højdepunktet i mit liv gik for sig i fredag aftes i Forum Kbh!
TRE timer i selskab ned mit all time favorite band i HELE univærelset under karismatisk ledelse af mit livs mest intense forelskelse ROBERT SMITH!
Langt om længe oprandt den dag, der lå så langt ude i fremtiden at det nærmest føltes som aldrig, og i fredags var det national the Cure dag - hvis man altaå spørger mig. (Og lidt i lørdags, hvis man spørger P6 beat)
Efter at have ventet flere måneder, syntes den knap en time opvarmningsbandet spillede uendelig.
Det var slet ikke til at tro, at det var NU!
The Cure indtog scenen i røg og damp, og åbnede ballet med det eneste nummer der kan bære en så legendarisk event: Plainsong.
Plainsong er også det første nummer på det mest elskede album, Disentegration, hvor "man" mener at Cure genfandt det melankolske, efter en afstikker til lidt for happy-land på Kiss me kiss me kiss me.
Bombastisk og volumøst bragede klokker og sager ud ag højtalerne, mens baggrunden blev overbegjort i lys, der mindede om kontinuerligt dalende små ildkugler.
Det var en omgående øreorgasme, og det allerede under forspillet! Så kan man dælme sit kram - siger jeg bare...
Efterfølgende var det hit på hit og så lige et hit mere. Men altså i mine ører, så er de fleste af deres numre jo hits!
Tilstanden af en ubeskrivelig lykketilstand marineret i melankoli er ikke til at beskrive, men der blev tisset en lille smule i bukserne, og jeg tror også jeg kom til at kaste lidt op i munden på mig selv i ren og skær begejstring, og mit hjerte var i den grag tæt på at eksplodere i brystkassen på mig.
Robert stod der på scenen så ydmyg, og alligevel så karismatisk, med sit sorte uglede hår - som måske var blevet en anelse tyndere end jeg husker det. Ikke at der var tale om en decideret hente-punk, men altså...
Jeg synes han var vidunderlig! Præcis så vidunderlig som han har været alle de år jeg uden filter har dyrket the Cure, og det er mange år.
The Cure har været det band jeg har været allermest trofast overfor. The Cure er det band jeg har aller flest CD'er med (en CD - Compact Disc er en lille rund skive hvorfra man kan afspille musik, ved hjælp af en dertil indrettet CD-afspiller, der for alvor gjorde sit indtog i 90'erne). The Cure er det band jeg har flest band t-shirs med (Thomas Helmig ligger lige i hælene, sku jeg hilse og sige) OG the Cure er det band jeg har mest merchandise med!
Jeg var i den 7. Himmel, da internettet rigtigt slog igennem, men ærger mig lidt over det ikke skete i 90'erne, hvilket på den anden side nok bare ville medføre total Cure-symbiose for mit vedkommende, så måske er det godt nok, at tingene skete på de tidspunkter de skete.
TRE timer spillede de! Tre timer der gik hurtigere end fire minutter på snooze kl 5:30 en kold mandag morgen, og selvom Robert ikke ligefren springer rundt på scenen som en gazelle på espresso, så kræver det alligevel nåe'kun at akkumulere SÅ meget stemme ud i SÅ lang tid.
Jo, the Cure was still going strong - og også i dén grad.
Salen var tryllebundet, og gamle inkarnerede Cure-fans såvel som nye overgav sig hundrede procent, og lod sig drukne i the deep green sea.
Curefansene er et kapitel for sig, og det var tydeligt, at vi alle - præcis som bandet, var blevet en anelse ældre, end vi var i 80'er-90'erne, og der var kun ganske få (i modsætning til koncerter i 90'erne) der havde iført sig touperet "Robert-hår" og dekadent overload af læbestift og sort øjenskygge - og det var de "nye unge" fans.
Der var endda en del, der ikke engang havde sort tøj på!!! - den lader vi lige stå lidt...
Men uanset hår og outfit, så er jeg overbevist om, at alle igen var sat tilbage til 80'er-90'erne (altså os gamle røvhuller der kan huske 80'erne og 90'erne) og vi alle igen var 20 år og genvandt følelsen af kollektivt indædt weltschmertz og ulykkelig kærlighed til det hele.
For selvom det var en fest, hvor vi dansede, drak øl og udviste begejstring, der ville få Ole Henriksen til at ligne en sløv teenager, så lå ungdommens tungsind som en tryg kappe om vores skuldre.
Nogle af sangene havde jeg egentlig ikke hørt i over 20 år, og alligevel hørte jeg mig selv vræle teksten ud med en medlidende entusiasme, der helt overrskede mig.
Jeg er sikker på, at hvis demensen for alvor får sit overtag i min hjerne, så vil jeg til enhver tid kunne synge - eller "synge" Just like Heaven, Close to me, Catch, Kyoto song eller én af de mange mange mange sange jeg på skift har haft som ultimativ yndlingssang alt efter hvordan min Weltschmertz befandt sig i mit selvoptagede, påtaget deprimerede ungdomssind.
Jeg genvandt min store kærlighed til the Cure. Ikke at den har været væk. Den har altid været i mit hjerte, selvom det ikke er Cure jeg spiller til hverdag, men den fik er ekstra los i melankoli-røven!
How ever far away, I will always love You!
Efter at have ventet flere måneder, syntes den knap en time opvarmningsbandet spillede uendelig.
Det var slet ikke til at tro, at det var NU!
The Cure indtog scenen i røg og damp, og åbnede ballet med det eneste nummer der kan bære en så legendarisk event: Plainsong.
Plainsong er også det første nummer på det mest elskede album, Disentegration, hvor "man" mener at Cure genfandt det melankolske, efter en afstikker til lidt for happy-land på Kiss me kiss me kiss me.
Bombastisk og volumøst bragede klokker og sager ud ag højtalerne, mens baggrunden blev overbegjort i lys, der mindede om kontinuerligt dalende små ildkugler.
Det var en omgående øreorgasme, og det allerede under forspillet! Så kan man dælme sit kram - siger jeg bare...
Efterfølgende var det hit på hit og så lige et hit mere. Men altså i mine ører, så er de fleste af deres numre jo hits!
Tilstanden af en ubeskrivelig lykketilstand marineret i melankoli er ikke til at beskrive, men der blev tisset en lille smule i bukserne, og jeg tror også jeg kom til at kaste lidt op i munden på mig selv i ren og skær begejstring, og mit hjerte var i den grag tæt på at eksplodere i brystkassen på mig.
Robert stod der på scenen så ydmyg, og alligevel så karismatisk, med sit sorte uglede hår - som måske var blevet en anelse tyndere end jeg husker det. Ikke at der var tale om en decideret hente-punk, men altså...
Jeg synes han var vidunderlig! Præcis så vidunderlig som han har været alle de år jeg uden filter har dyrket the Cure, og det er mange år.
The Cure har været det band jeg har været allermest trofast overfor. The Cure er det band jeg har aller flest CD'er med (en CD - Compact Disc er en lille rund skive hvorfra man kan afspille musik, ved hjælp af en dertil indrettet CD-afspiller, der for alvor gjorde sit indtog i 90'erne). The Cure er det band jeg har flest band t-shirs med (Thomas Helmig ligger lige i hælene, sku jeg hilse og sige) OG the Cure er det band jeg har mest merchandise med!
Jeg var i den 7. Himmel, da internettet rigtigt slog igennem, men ærger mig lidt over det ikke skete i 90'erne, hvilket på den anden side nok bare ville medføre total Cure-symbiose for mit vedkommende, så måske er det godt nok, at tingene skete på de tidspunkter de skete.
TRE timer spillede de! Tre timer der gik hurtigere end fire minutter på snooze kl 5:30 en kold mandag morgen, og selvom Robert ikke ligefren springer rundt på scenen som en gazelle på espresso, så kræver det alligevel nåe'kun at akkumulere SÅ meget stemme ud i SÅ lang tid.
Jo, the Cure was still going strong - og også i dén grad.
Salen var tryllebundet, og gamle inkarnerede Cure-fans såvel som nye overgav sig hundrede procent, og lod sig drukne i the deep green sea.
Curefansene er et kapitel for sig, og det var tydeligt, at vi alle - præcis som bandet, var blevet en anelse ældre, end vi var i 80'er-90'erne, og der var kun ganske få (i modsætning til koncerter i 90'erne) der havde iført sig touperet "Robert-hår" og dekadent overload af læbestift og sort øjenskygge - og det var de "nye unge" fans.
Der var endda en del, der ikke engang havde sort tøj på!!! - den lader vi lige stå lidt...
Men uanset hår og outfit, så er jeg overbevist om, at alle igen var sat tilbage til 80'er-90'erne (altså os gamle røvhuller der kan huske 80'erne og 90'erne) og vi alle igen var 20 år og genvandt følelsen af kollektivt indædt weltschmertz og ulykkelig kærlighed til det hele.
For selvom det var en fest, hvor vi dansede, drak øl og udviste begejstring, der ville få Ole Henriksen til at ligne en sløv teenager, så lå ungdommens tungsind som en tryg kappe om vores skuldre.
Nogle af sangene havde jeg egentlig ikke hørt i over 20 år, og alligevel hørte jeg mig selv vræle teksten ud med en medlidende entusiasme, der helt overrskede mig.
Jeg er sikker på, at hvis demensen for alvor får sit overtag i min hjerne, så vil jeg til enhver tid kunne synge - eller "synge" Just like Heaven, Close to me, Catch, Kyoto song eller én af de mange mange mange sange jeg på skift har haft som ultimativ yndlingssang alt efter hvordan min Weltschmertz befandt sig i mit selvoptagede, påtaget deprimerede ungdomssind.
Jeg genvandt min store kærlighed til the Cure. Ikke at den har været væk. Den har altid været i mit hjerte, selvom det ikke er Cure jeg spiller til hverdag, men den fik er ekstra los i melankoli-røven!
How ever far away, I will always love You!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar