søndag den 2. oktober 2016

Exit øjenafdelingens enfant terrible

Endelig oprandt dagEN! Den dag jeg havde ventet på så længe (eller i hvertfald halvanden måned), den dag jeg havde frygtet og den dag jeg for få uger siden slet ikke havde set komme.
SIDSTE dag på øjenkirurgisk operationsafdeling eller Øjen-OP i daglig tale. Vi er nemlig ikke så prætentiøst anlagte på Øjen-OP.

Godt bevæbnet med hvidt brød i den ene hånd og bagværk støbt op i kakao, smør og sukker i den anden hånd, gik jeg ind af døren til det sted, der har været en stor del i mit liv de sidste 7 år, hvor jeg har berriget med upassende vredesudbrud, upassende glædesudbrud, upassende sygemeldinger (stress tager vi ikke så tungt, og er påkørsel griner vi bare af) upassende frisurer og en enkelt skilsmisse.
Jeg har delt mit liv med mine nærmeste kollegaer - det kan man slet ikke undgå, jeg har fået, og i visse situationer taget del i mine nærmeste kollegaers liv, og flere og flere af den fasttømrede stab blev til mine nærmeste kollegaer. Vi blev en lille familie, velvidende at ikke alt er rosenrødt i nogen familier, heller ikke i vores. Men tilgivelsen lader sjældent længe at vente.

Man skulle fandme tro jeg fyldte rundt, hvilket så ville være 50 for mit vedkommende. Men da det næste skarpe hjørne ligger så langt ude i horisonten, at man skal være mere end normalt presbyop for overhovedet at kunne skimte det, så skyldtes al postyret, at jeg havde sidste dag.
Der kom kollegaer fra nær og fjern, kollegaer der i forvejen (desværre) var tidligere kollegaer og kollegaer fra andre specialer, for at sige farvel til mig, eller for at sikre sig, at det nu var HELT SIKKERT at jeg rejste! Måske var det i virkeligheden for at få del i den kage jeg havde støbt til afdelingen for sidste gang?...

Uanset motiv, så blev der dælme lavet overtræk på krammekontoen, og vi ved jo alle, at det ikke er min krammekonto der har de flotteste tal. Jeg er ikke tosset med at kramme, med mindre det drejer sig om at kramme dem jeg virkelig elsker, eller kramme dem der hader at kramme så meget som jeg gør - så kan jeg godt finde en glæde ved at kramme. Men ellers venter jeg som regel bare på den der krammer, får krammet færdig.
Heldigvis er der rent faktisk mange af mine kollegaer jeg elsker - på en måde. Så jeg havde ikke decideret noget imod at kramme dem (alle)... Et enkelt kram affødte dog en ubønhørig trang til at skrælle huden af, og efterfølgende tage et langt Rodalon-bad... Men det opvejedes af at jeg fik hele TO krammere af vores pensionerede overlæge, og indtil dato hurtigste katarakt-operatør! Vi var et godt team på stue 1, når vi fik afviklet 10 operationer inden middag. De fredage savner jeg, og vil komme til at savne. Jeg er ualmindeligt glad helt ind i mit stenhårde sorte hjerte over han tog sig tiden, i sin travle pensionisttilværelse, til at slå vej forbi kaffestuen OG ikke mindst medbringe et kærkomment bidrag til den søde tand, som vi begge har, for at sige hej og farvel (og få den kage han holder så meget af for sidste gang).

Jeg fik også gaver af mine kollegaer. Fine glas, som jeg havde ønsket mig (forlangt) og en fin ny Buff til alle de cykelture jeg ikke længere skal tage til og fra arbejde.
Men så kan kan jeg tage den på til vinter, når humørbussens varmeblæser svigter, hvilket jeg VED den gør, og helt sikkert på en dag, hvor det både er regn og koldt, så jeg kan pis'fryse MENS ruderne dugger af h til.
Sidst men ikke mindst, så fik jeg et helt særligt udsøgt glas smooth peanutbutter af aller værste og billigste kvalitet fra Tyskland, af en simpel nøgenlæge med et alt for lækkert understel -  men det afholder mig ikke fra at spise det med en ske direkte fra glasset, der ikke engang er ægte glas men plastik. Vi har gennem årene delt en ubeskrivelig forkærlighed til tysk kvalitäts-discount - eller han har påduttet mig SIN forkærlighed, og jeg har så af og til kvitteret ned en budding i ny og næ fra Aldi eller Lidl.

Sygeplejerske-kollegaerne (de der er tilbage af MIT "gamle" haren) har i sandhed stået model til mine op og nedture, og de har udvist større rummelighed end nogen Toyota Yaris - der længe har været den mest rummelige bil på markedet i sin klasse.
De har bistået mig gennem de sidste 7 år, hvor jeg ikke har lagt det mindste skjul på hvordan mit liv til tider har butfucket mig, men også til tider - og i særdeleshed de sidste år, har aet mig blidt med hårene (på ryggen).
De har tålmodigt lyttet og taget stilling til alt jeg har haft på hjerte, og det har ikke været småting.
Der er blevet drøftet alt fra privatøkonomi til fedtprocent med afstikere omkring vaner, opskrifter og driften af en familie. Det meste er foregået i kaffestuen fra stolen til venstre for Susannes stol. For selvom vi på ingen måder har faste pladser, så er der nogle steder det ikke er så godt man sætter sig...
Jeg er siker på den hyletone Susanne har i sit venstre øre, mirakuløst forsvinder i løbet af næste uge - ellers kender jeg en ret sej ørelæge..

Jeg ved der er nogen jeg ikke helt slipper for, eller der er nogen der ikke slipper for mig! Vi vil nemlig altid have Kunsten, Rema, dårlige film i biografen, sushi, og jeg har nok også nogle børn der skal passes, sådan som jeg kommer til at føjte med mit nye arbejde og min nye dertilhørende familie.

Jeg synes jeg fik gjort mit exit med maner!
Jeg fik tømt dueslaget - direkte ned i skralderen
Jeg fik tømt skabet i kælderen - ork'satme som man får skrabet sig grotesk mange (kuglepenne) sager sammen i løbet af 7 år!
Jeg fik ikke rigtig afleveret vagttelefonen. Ikke at jeg nogensinde har brugt den, men jeg jar ska haft én!
Jeg afleverer den på et senere tidspunkt...

Kan I have det godt, røvhuller! Jeg kommer til at savne jer... Men ikke så meget som I kommer til at savne mig!







Ingen kommentarer:

Send en kommentar