lørdag den 27. november 2010

Fårrrrk da osse!

Jeg burde have anet uråd! Denne dag ville overgå i historien som en af de værste hidtil!

Vågnede med massive rygsmerter, fordi yngsten havde insisteret på at bruge mig til hoverpude OG madras den ganske nat! Så klokken var alt for mange, OG at jeg tilsyneladende var gået glip af den fedeste bytur med den stramme flinke perker uden fingeraftryk på sin ene tommelfinger...

Nå, men så i dag skulle julemanden jo komme til byen til skibs velsagtens!
Jeg formåede at få "dem" gjort klar til at gå ombord på bussen på en halv times tid.
Desværre mistede jeg mit nye verdens længste halstørklæde erhvervet til en mindre formue. Og det tog jeg, tåbeligt nok, ikke som et mega hint til at denne her dag er dødsdømt!

Heller ikke den knæhøje sne og mig iført Converse kunne heller ikke standse mig, for julemanden kom til byen, og ham skulle vi fanden gale mig se! Koste hvad det vil.

Hvad kostede det så??? Altså ud over 900,- til et par spontant indkøbte støvler, købt af ren og skær nød, og en lille smule affekt... Og egentlig kunne det være ligemeget, altså det der med fødderne, for dem kunne jeg ikke mærke alligevel. Men de skærende smerter op af underekstremiteterne stod ikke umiddelbart til at ignorere.

Julemanden fik vi set til havs. -eller næsten, for han var langt ude på fjorden, og var det ikke fordi han var iklædt rødt fra top til tå, så ville man overhovedet ikke kunne se det var "ham"...

Karla så ikke en skid, for hun sad fikseret i klapperen, men Emma fik et glimt af ham, så helt spildt var det trods alt ikke (men næsten...)

Vi begiver os op til torvet, som han efter sigende skulle frekventere efterfølgende. Men efter (i min verden) flere timers venten og en karruseltur til en mindre formue kastede vi håndklædet i ringen. Og det var så også der Karla valgte at starte en ekstraordinær julekoncert! Og ALLE var inviteret. Christ!

Der var 100000 ting i vejen. Så var det støvlerne der gjorde ondt, og i år har Karla så de støvler i hele verden, der er allermest besværlige at få på! Så var det ryglænet i vognen der skulle ned, og når det var nede, så skulle det rejses op igen, og sådan gik det med op-ned i tre kvarter. Måske var djævleungen sulten, så der blev købt gulerodsboller hos La Bonta, men Dét var ikke godt nok! Så var det vanterne der skulle af og på og af og på og af og påååå... Op-ned-af-på vræææl vræææl!!! Arrgh! Og jeg vil nok sige at bægeret i dén grad flød over, da en gammel (irriterende dame som i bedrevidende heks) viste sin dybeste sympati MED HYSTADEN!!! Hun havde SÅ ondt af terroristen og var overhovedet ikke lydhør overfor mig, der snerrede at hun var hysterisk og IKKE ulykkelig!!! Men hvad fanden skulle hun blande sig i overhovedet???

Vi marcherer til bussen med en storskrigende terror-djævel i vognen. Kommer til bussen 2 minutter før den kommer og inde i bussen falder hun i søvn!!! Hvad bilder hun sig egentlig ind??? Jeg overvejer et kort øjeblik at stige af bussen ved førstkommende stoppested, så Emma og jeg kunne hygge, men én ting ville være 100 % sikker! I det øjeblik vi var steget af bussen, så ville den lille gollum vågne og fortsætte koncerten!

Vel inden døre, hvor vi forresten på vejen hjem fandt halstørklædet! (hurra for at bo i en lille by) -blev den lille sovende skiderik anbragt på sofaen, og fik afmonteret flyverdragten, vågnede og fortsatte sit terror-regime! Emma var heldigvis blevet tilspurgt af nabo-barnet om hun ville lege, så hun blev forskånet for anden inning...

Om det var opbrugt kvote eller træthed der afholdt hende fra at fortsætte da barnefaderen kom hjem, eller om det var fordi han havde pebernødder med hjem, det må stå hen i det uvisse. Men jeg nød våbenhvilen så meget, at jeg belønnede mig selv med en lille lur på sofaen!

Med nyoptanket energi kunne krigen fortsætte med en form for tilbagevirkende kraft. Og indtil sengetid var vores hjem Afghanistaniseret...

Putningen beviste at vi ikke har brug for en vagthund så længe vi har Aage! Den vrede den lille bitte krop kan udgyde er ganske exorbitant! Selv regnelærer Andersens, fra min folkeskole, vrede blev en meget tynd kop te.

Det gode ved dagen er at "hun" sover nu! -og at jeg trods alt har fået vinterstøvler...




2 kommentarer:

  1. Den stramme flinke perker a.k.a. den store verdenshersker Nalle, var i byen på special invitation fra en af byens store magnater (når byen er Aalborg kan det være alt fra ejeren af den lokale pølsevogn og opefter, og det her var lidt mere opefter).

    Der blev budt på champagne med guldstykker i(?) og de litauerer, der var inviteret, festede som rigtige litauer nu bør gøre! De sad ikke til bords, men dansede på bordene og fik en venskabelig hilsen i form af foldelig betalingspapirer, krænget ned i de værste steder på de meget kropsnære og afslørende stropper, der flere steder i østblokslandende anses for at være den rette anretning til et partykostume for kvinder!

    Med min nye bedste ven ved min side, åbnede alle døre sig i downtown Aalborg, og disco-, bar- og restaurants personale flyver rundt for at få glimtet af et lille bitte smil og anderkendelse fra min nye magnat. Han skulle være en hård gut, der er meget krævende og endnu mere stram end mig(?????)!!
    Mit nu meget belastende handicap i form af en uarbejdsdygtig venstre tommelfinger (og manglende fingeraftryk, skulle jeg finde på at gøre en form for kriminalitet, vi ikke snakker højt om på offentlige sider!), gjorde at den lille rest af menneskelig omsorg og empati jeg kunne grave frem i magnaten, var klart til min fordel. Førnævnte disco-,bar og restaurants-undersåtter hoppede pludselig yderligere højere for at gøre mig glad:-)
    Derfor fik jeg lov til at invitere alle mine venner og bekendte med til festen, der lige pludselig blev en fejring af den store verdenshersker Nalle. Meget velfortjent vil jeg sige; for magnaten grinede og morede sig over de flere gange underspillede og kontroversielle bemærkninger Nalle kunne fyre af! Har man ikke en frisk og stærk finger og er der kvindelig konkurrence iform af "sleva" litauere, så må man køre den på verbale udfordringer og tæsk.

    Og det skulle de rigtige ninjaer også få skulle de.
    Rigtige ninjaer, der udover at være iklædt sort og er lydløse (grunden til jeg dumpede ninja skole i sin tid), efterlever også den tredie vigtigste dyd som ninja, nemlig at være komplet usynlige og aldrig til at kunne opdrive til spontan fest. Da blev jeg nød til at sende nogle SMS-uppercuts og kommentere de rigtige ninjaers altoverstrålende fravær!!!!!
    Jeg tænker, det er den bod jeg må betale som verdenshersker. Man har meget få venner og ind imellem er det fortabte sjæle som min store magnat, der er min eneste partymakker-maker...... OG DET VAR SKU IKKE SÅ RINGE I FREDAGS MUAHAHAHAHA!!!!

    SvarSlet