Jeg læser sjældent andres blogs. Primært fordi jeg er så selvoptaget, at jeg rent faktisk ikke interesserer mig for andres liv. I hvertfald ikke så meget, at jeg gider at læse om det.
Dernæst er jeg nervøs for, at jeg vil blive "for inspireret" og miste grebet om min egen (mangel) på skrivestil, som jeg stadig, og forhåbentlig, altid vil forsøge at udforske og udvikle. Men i stedet adoptere andres måde at udtrykke sig på.
Ikke desto mindre har jet et par blogs jeg af og til besøger, og for nylig har jeg stiftet bekendskab med en blog, der i den grad er hvad dybstegt kinesisk mad er for én på slankekur. Forskellen på denne her blog og kinesisk mad er at kinesisk mad er fed i modsætning til bloggen.
Man VED det er dårligt for én at beskæftige sig med (såvel den fede kinesiske mad som) den ualmindelig ufede blog.
Lighederne derimod er talrige...
Allerede inden man går igang, har man det lidt dårligt, men alligevel er der noget der driver én til at fortsætte. Mens det står på har man den der fesne fornemmelse af man gør noget der i dén grad er dumt med dumt på. Bagefter efterlades man med en følelse i kroppen af delvis ærgelse og delvis kvalme. Ærgelse fordi man jo udemærket godt var klar over, at det var SÅ dumt at spilde tid, og for madens vedkommende kalorier, for bloggens vedkommende mere tid og reflektionsvirksomhed, der uvilkåligt vil foregå.
Kvalmen er jo indlysende for madens vedkommende, men kvalme i forbindelse med at læse verdens værste blog er ubeskrivelig vel nok fordi kvalme og ærgelse kæmper en ret lige kamp, så det er svært at adskille.
Alle ved hvordan kinesisk dybstegt mad er, når den er fedest, så det vil jeg ikke bruge mere tid på. Derimod vil jeg give denne her blog lidt (ufortjent) omtale.
Det er tydeligt for enhver, at skribentens (som jeg heldigvis ikke kender IRL) formål med bloggen, er at lovprise sig selv helt ned på detail-planet. Skribenten er, udfra bloggen, nærmest den der har opfundet "zen", men fordi hun er så skide rummelig (lige så rummelig som en fucking Yaris), så har hun jo ikke taget patent på det der "zen", men deler gerne ud af sin visdom til alle, hvilket jo er storsindet af hende.
Hun er typen der har svaret på alt, og hvis ikke det var fordi hun var så rummelig, så havde hun nok allerede lavet et (batik)flag, som lå parat, til den dag hun overtog, eller rettere fik tildelt verdensherredømmet.
Hvorfor gider jeg bruge så meget energi, på noget jeg i bund og grund ikke har noget pænt at sige om? JO, fordi jeg bliver så skide inspireret. Den elendige blog er en af mine største inspirationskilder. Den blog er skrevet SÅ ringe, med et sprog der er så forceret og hult, at den nærmest er en sand pestilens at læse. Men den giver mig næring i dimensioner der kan sammenlignes med hestelort i et staudebed fyldt med kødædende planter...
Ikke desto mindre, så læser jeg trofast den ene omgang tastatur-lort (gødning) efter den anden FORDI jeg bliver så forbandet inspireret til at skrive noget virkelig godt, noget virkelig sjovt og noget der ikke forherliger mig i en så urealistisk grad, at alle de der overhovedet gider læse det jeg skriver, faktisk ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, at det er et ægte menneske bag tastaturet på den Mac, hvor i øvrigt "a"-tasten befinder sig i sit meget terminale stadie. Hvilket er vigtigt for mig at fremhæve. For hvor perfekt man end må opfatte iProdukter for at være, og det ER de! -så er jeg selvfølgelig i besidelse af det eneste apparat i hele verden, hvor "a" tasten mangler. Den har jo ikke altid manglet, men den blev amputeret, ved en fejl. Ikke noget drama om amputationen, men den foregik i en uhellig alliance med en Alfons Åberg bog.
De der af og til læser min blog, er jo ikke (længere) i tvivl om, hvilket rigtigt (kikset) menneske der sidder ved det mangelfulde tastatur. Og det gør ikke noget, at I ved jeg ikke afholder mig fra at fise i Netto, fare vild i Salling eller på andre måde eksponere de meget lidt cool ting jeg går og laver.
Min yndlingscafé havde engang et banner, hvorpå der stod: "We don't know cool people". Det er verdens bedste banner!
Min mand kan ikke forstå, hvordan jeg kan sidde til den ene øjenoperation efter den anden, slippe afsted med det uden yderligere sagsomkostninger og så gentagne gange tabe bestikket, når vi spiser til aften. Og jeg har nok også i et eller andet omfang en form for bevægelses-tourette syndrom, eller spasmer. Men det første lyder bare lidt bedre. Heldigvis tror jeg operationsstuerne er døde trekanter, hvad motorik-tourette angår, da jeg umiddelbart før og efter operationerne bestemt ikke afholder mig fra hverken at vælte kaffe eller ødelægge afdelingens alt i en printer/fax/scanner/kopimaskine ved et enkelt, men sikkert snuptag. Jeg mener, der sad en fjeder i mit hår, efter mit forsøg på at "reparere" apparatet. Og jeg forsikrer! -det var med de bedste! intentioner jeg skilte det apparat af! Seriøst! De BEDSTE! Må hellere medbringe "undskyld-kage" på job på mandag...
lørdag den 30. april 2011
fredag den 29. april 2011
Kitler er det nye catsuit...
Jeg har en tendens til ikke bare at blive grebet af stemningen, men nærmere blive besat. Og besættelserne har være talrige, men dem skal jeg nok forskåne Jer for, da de i bund og grund egentlig er ganske uinteressante, ja utroligt uinteressante vil jeg mene (altså set i bakspejlet)
Derimod er min nyeste besættelse nok noget af det mest sære og morsomme jeg nogensinde har interesseret mig for. Her er det underforstået at morsom er en underkategori til den overordnede kategori "sær", for jeg har faktisk interesseret mig med ting, der var langt sjovere end min nye besættelse. Men til gengæld ikke tilnærmelsesvis så sære. Og på trods af, at man jo, nu om dage, ikke kan overraske sig over, der findes hjemmesider om alverdens ting, så er jeg stadig ikke kommet helt ud af min begejstrings-rus over denne hjemmeside, der handler om kitler!
Hvad har kitler og catsuits så med hinanden at gøre? Ikke en masse, hvis man antager, at kitler er kitler, som vi kender dem fra læget, købmænd, mejerister og hvem ellers der bærer kitler. -og man skal ALDRIG kimse (håber du læser med...) af gode kitler. Ikke at ovenstående godtfolk ikke kan være i besiddelse af den type kitler jeg har i tankerne.
Den type kitler jeg tænker på, er "katte der ligner Hitler" = "kitler" -og at en kat kan ligne Hitler, er vel egentlig ikke så sært, eller morsomt , som det faktum at de har deres egen hjemmeside : www.catsthatlooklikehitler.com -og efter hjemmesiden at dømme, så er her ikke bare tale om en lille enklave, men et regulært segment! -og nu har den kvikke læser vel nok allerede gennemskuet sammenhængen mellem kitler og catsuits.
Derimod er min nyeste besættelse nok noget af det mest sære og morsomme jeg nogensinde har interesseret mig for. Her er det underforstået at morsom er en underkategori til den overordnede kategori "sær", for jeg har faktisk interesseret mig med ting, der var langt sjovere end min nye besættelse. Men til gengæld ikke tilnærmelsesvis så sære. Og på trods af, at man jo, nu om dage, ikke kan overraske sig over, der findes hjemmesider om alverdens ting, så er jeg stadig ikke kommet helt ud af min begejstrings-rus over denne hjemmeside, der handler om kitler!
Hvad har kitler og catsuits så med hinanden at gøre? Ikke en masse, hvis man antager, at kitler er kitler, som vi kender dem fra læget, købmænd, mejerister og hvem ellers der bærer kitler. -og man skal ALDRIG kimse (håber du læser med...) af gode kitler. Ikke at ovenstående godtfolk ikke kan være i besiddelse af den type kitler jeg har i tankerne.
Den type kitler jeg tænker på, er "katte der ligner Hitler" = "kitler" -og at en kat kan ligne Hitler, er vel egentlig ikke så sært, eller morsomt , som det faktum at de har deres egen hjemmeside : www.catsthatlooklikehitler.com -og efter hjemmesiden at dømme, så er her ikke bare tale om en lille enklave, men et regulært segment! -og nu har den kvikke læser vel nok allerede gennemskuet sammenhængen mellem kitler og catsuits.
mandag den 25. april 2011
En dag uden "dem"
I dag har jeg haft "fri" selvom jeg har vagt! Fri for "dem"!!!
Jeg startede faktisk dagen i dag i går med at gå rigtigt sent i seng, chatte med fantastisk gammel veninde, der forresten er i Rio disse dage og sove længe i dag. Altså veninden er ikke gammel i sig selv, men vi har kendt hinanden i virkelig mange år... 17 år!!! Men altså lidt gammel er hun, eller i hvertflad er hun ældre end mig. HELE 2!!! måneder ældre.
"Han" tog "dem" med i Zoo fra om formiddagen, og jeg håbede i mit stille sind, at de ville fare vild... Men det gjorde de ikke!
Jeg fejrede min fridag og ensomhed med et laangt ophold på fajancestolen. Ikke fordi det som sådan var nødvendigt, men fordi jeg kunne. Og oplevelsen af at kunne sidde der (og formentlig fyre startskuddet af til en mindre koloni af hæmorider) uden at blive forstyrret, ja selv hunden lod mig, helt ekstraordinært, være i fred var ikke kun underlig, men også noget jeg godt kunne vænne mig til... Altså toiletbesøg ALENE...
Når der kommer noget ud, så må der jo noget ind igen, så jeg tog ind på den foretrukne café for at eliminere en brunch.
Jeg sad der i sofaen der var fyldt til bristepunktet med sol og spiste bacon, eller jeg mener selvfølgelig brunch... Med en let brise ind af døren og god musik på anlægget fik jeg pløjet en masse dameblade igennem UDEN at blive forstyrret vel at mærke!!! Og moden er nok en størrelse jeg har haft en længere orlov fra, hvilket ikke bekymrer mig synderligt. Men ikke destomindre finder jeg det interessant, at på trods af formaninger fra diverse designere, om at man skal have en individuel stil, så er der stadig et kæmpe marked, der dikterer hvordan ens individuelle stil skal være...
Og det var himmelsk at høre noget andet end "moooaaar's greatest hits", at spise UDEN små insisterende fedtede fingre på min tallerken og bare det at sidde (i dagslys) og være ALENE!!!
Ib René Cairo er altså det bedste sted at blive tanket op på overskudskontoen, når man nu også lige står i en situation, med tilkaldevagt og max 30 minutter til hospitalet. Og tanken om at vide jeg rent faktisk var på job -en slags, bidrog til at nydelsen blev endnu større!
Hjemme igen er "de" travlt beskæftiget med at lege på terrassen med assorteret nabo-yngel. Og når "de" bare holder sig derude med leg uden at skændes, så er det faktisk ikke så slemt at være vendt retur, med udvidet horisont på modefronten, fra mit "sanctuary".
Jeg aner ikke hvad der er sket i verden i dag, hvilket jeg egentlig har det fint med, men jeg har i hvertfald fundet ud af, at jeg IKKE hopper med på signalfarve-moden, selvom den er inspireret af surfmiljøet i LA.
Jeg startede faktisk dagen i dag i går med at gå rigtigt sent i seng, chatte med fantastisk gammel veninde, der forresten er i Rio disse dage og sove længe i dag. Altså veninden er ikke gammel i sig selv, men vi har kendt hinanden i virkelig mange år... 17 år!!! Men altså lidt gammel er hun, eller i hvertflad er hun ældre end mig. HELE 2!!! måneder ældre.
"Han" tog "dem" med i Zoo fra om formiddagen, og jeg håbede i mit stille sind, at de ville fare vild... Men det gjorde de ikke!
Jeg fejrede min fridag og ensomhed med et laangt ophold på fajancestolen. Ikke fordi det som sådan var nødvendigt, men fordi jeg kunne. Og oplevelsen af at kunne sidde der (og formentlig fyre startskuddet af til en mindre koloni af hæmorider) uden at blive forstyrret, ja selv hunden lod mig, helt ekstraordinært, være i fred var ikke kun underlig, men også noget jeg godt kunne vænne mig til... Altså toiletbesøg ALENE...
Når der kommer noget ud, så må der jo noget ind igen, så jeg tog ind på den foretrukne café for at eliminere en brunch.
Jeg sad der i sofaen der var fyldt til bristepunktet med sol og spiste bacon, eller jeg mener selvfølgelig brunch... Med en let brise ind af døren og god musik på anlægget fik jeg pløjet en masse dameblade igennem UDEN at blive forstyrret vel at mærke!!! Og moden er nok en størrelse jeg har haft en længere orlov fra, hvilket ikke bekymrer mig synderligt. Men ikke destomindre finder jeg det interessant, at på trods af formaninger fra diverse designere, om at man skal have en individuel stil, så er der stadig et kæmpe marked, der dikterer hvordan ens individuelle stil skal være...
Og det var himmelsk at høre noget andet end "moooaaar's greatest hits", at spise UDEN små insisterende fedtede fingre på min tallerken og bare det at sidde (i dagslys) og være ALENE!!!
Ib René Cairo er altså det bedste sted at blive tanket op på overskudskontoen, når man nu også lige står i en situation, med tilkaldevagt og max 30 minutter til hospitalet. Og tanken om at vide jeg rent faktisk var på job -en slags, bidrog til at nydelsen blev endnu større!
Hjemme igen er "de" travlt beskæftiget med at lege på terrassen med assorteret nabo-yngel. Og når "de" bare holder sig derude med leg uden at skændes, så er det faktisk ikke så slemt at være vendt retur, med udvidet horisont på modefronten, fra mit "sanctuary".
Jeg aner ikke hvad der er sket i verden i dag, hvilket jeg egentlig har det fint med, men jeg har i hvertfald fundet ud af, at jeg IKKE hopper med på signalfarve-moden, selvom den er inspireret af surfmiljøet i LA.
søndag den 24. april 2011
Hvis børn er en gave, hvor helvede sidder byttemærket så henne???
Det hele startede egentligt meget godt og fredeligt med at "de" stod op ved 8-8.30 tiden. Og en halv time efter kom jeg så slæbende ned af tappen fordi "de" forlangte morgenmad. En liter surmælk fordelt på A38, pære/banan og appelsin/mandarin jævnet med et kg havregryn og et diskret drys kokos senere var der atter ro i den lille lejr bestående af lille men utrættelig hær.
Og jeg må fastholde mig selv i netop det tidspunkt, fordi som dagen skred frem, kan jeg nu ved dagens slutning se i bakspejlet, at netop det tidspunkt var det eneste tidspunkt jeg rigtigt kunne lide "dem".
Jeg burde have anet uråd. Karla startede med at tage bleen af og løbe ind i stuen, mens hun triumferende råbte "tisse-numse", mens hun stod og struttede i sofaen, lige op i skærmen på sin storesøster, der forståeligt nok, var halvt panisk og halvt ved at brække sig... (Heldigvis VAR det rent faktisk "kun" en tisse-numse der blev flashet... -og lige netop i denne situation KUNNE det have været meget meget MEGET!!! værre!)
"Kun" 3 timer senere var vi klar til at gå. Nå ja, i dag var den dag jeg (tåbeligt nok) havde valgt til at shoppe sommerfodtøj til "dem", og jeg havde på forhånd lagt en skudsikker plan! -eller næsten...
Vi starter i Eventyrsport, fordi de har de sandaler jeg absolut vil have til "dem". Og det er så også så meget sagt! For selvfølgelig havde de ikke størrelserne hjemme, og selvfølgelig havde alle de andre (utroligt emsige) forældre også gjort denne påskelørdag til deres store sandal-shoppedag.
I ren og skær afmagt og affekt styrer jeg direkte mod Storcentret. Og det er jo tydeligt for enhver, at jeg har efterladt min sunde fornuft hjemme, hvor chihuahuaen formentlig gjorde grimme ting med den.
Hvis man nogensinde har undret sig over hvad skærsilden er for en størrelse, så er Aalborg Storcenter en sådan lørdag et rimeligt godt bud...
Det er virkelig svært, som i VIRKELIG!!! svært, at koncentrere sig om at finde fodtøj til "dem" på hhv. 2,5 og 6,5 år, når 2,5 år hele tiden råber, at hun "faktisk altså er sulten til mad" og 6,5 hele tiden spørger og meget vigtige ting, såsom "hvordan staver man til snørebånd?" 2,5 nægter at holde i hånd, og råber "aaaav" hvergang man tager hende i hånden. Og insisterende på at gå alene, håber jeg et kort øjeblik, at hun bliver væk. Altså bare en lille smule væk...
Når Emma skulle prøve sko, så tog Karla sine sko af og vice versa. Det er faktisk utroligt, at begge formåede at komme hjem med de sko på, som de tog afsted i. Altså på et tidspunkt var det ved at smutte, og da Emma står i strømpefødder og kigger anklagende på mig og spørger surt hvor hendes sandaler er, kan jeg mærke hvordan den der store blodåre man har i panden nærmest er ved at eksplodere!
Og sandaler og sko ryger af og på i et sådan tempo, at jeg tilsidst truer med at lime de skide sandaler fast til fødderne på dem.
Frokost i IKEA forløb rimeligt roligt. Altså selve frokosten. Resten af turen i IKEA var lige så kaotisk som åbningsdagen på Wall Street... Karla stak af konstant, og når jeg ville indfange hende, så løb hun endnu hurtigere med et smørret grin og et fjoget udtryk i fjæset. Når jeg indhentede hende, smed hun sig på gulvet. Og når jeg så løftede hende og tog hende under armen som en gris, så hylede og skreg hun som en stukket én af slagsen OG skreg "aaav mor, det gøøør ooondt, jeg kan ikke liiiii det, aaav".
Heldigvis var der ikke særlig mange i IKEA sådan en lørdag eftermiddag... -og heldigvis kiggede de 4000 mennesker der var der ikke særligt meget... Man kunne bare se tænkeboblerne der steg op fra alle 4000 hoveder "tsk tsk... stakkels enlige etniske mor. Hun har det ikke nemt. Og så uvorne unger... ja, det er den slags der kommer ud af sådanne ægteskaber" -eller nogle tænkte sikkert også: "nå, så er det fars weekend. Se den lille unge thai-mand. Han har jo ikke styr på en skid... tsk tsk... de fremmede kulturer"...
Nu kunne det ikke blive meget værre vel? Men så ville det sgu da være for nemt! Så Emma der har opført sig ganske eksemplarisk vil også være med i cirkusset, og bidrager simpelthen til den gode stemning med an ordentlig omgang næseblod!
Så fik vi fart under IKEA-vognen. Karla der var fuldstændig besat af sin sut (der lå i bilen), havde ikke den fjerneste forståelse for, at hendes søster var ved at forbløde via næsen. Da vi endelig finder toiletterne er Emma helt rød i ansigtet af blod, og Karla endnu rødere i ansigtet af... raseri...
Jeg kan stort set ikke høre hende skrige mere, fordi der nu har etableret sig tinnitus-agtige tilstande i mine ører, men jeg kan mærke på vindstyrken, at der er godt med decibel på damen.
Da "de" langt om længe er pakket i bilen og IKEA-sagerne ditto er det kurs direkte hjem! Karla falder i søvn inden bilen er startet, og TAK for det!!! Hjemme bliver Karla læsset af og smidt i seng, hvor faren allerede lå i dyb kog. Emma (den søde af "dem") og jeg kapitulerer til vores foretrukne café for at styrke os med vulgær-lækker chokoladekage og knivskarp espresso. Altså Emma får en smoothie...
Da jeg så vil betale, går det op for mig, at jeg må have pakket pengene med ud af bilen, da jeg læssede IKEA-tingene af hjemme...
Da vi når hjem til Visse efter penge, som jeg ikke kan finde i køkkenet overhovedet!!! -går det op for mig, at (den forpulede) taske med pengene hele tiden har befundet sig bag forsædet!!! Arrrrrgh! Lige da dét gik op for mig, syntes jeg at kunne fornemme hvordan adskillige af de små blodkar i såvel øjne som tinding brister!
Resten af eftermiddagen går, for mit vedkommende, med at ignorere "dem" og grille ting og sager på Weberen.
Dagen blev reddet med en god saglig aften-snak om honningmelon-bryster og Simon Kvamm look-alikes over ti liter kaffe.
Hvis man kunne blive verdensmester i verdens dårligste dag, så havde jeg vundet guld!
Og jeg må fastholde mig selv i netop det tidspunkt, fordi som dagen skred frem, kan jeg nu ved dagens slutning se i bakspejlet, at netop det tidspunkt var det eneste tidspunkt jeg rigtigt kunne lide "dem".
Jeg burde have anet uråd. Karla startede med at tage bleen af og løbe ind i stuen, mens hun triumferende råbte "tisse-numse", mens hun stod og struttede i sofaen, lige op i skærmen på sin storesøster, der forståeligt nok, var halvt panisk og halvt ved at brække sig... (Heldigvis VAR det rent faktisk "kun" en tisse-numse der blev flashet... -og lige netop i denne situation KUNNE det have været meget meget MEGET!!! værre!)
"Kun" 3 timer senere var vi klar til at gå. Nå ja, i dag var den dag jeg (tåbeligt nok) havde valgt til at shoppe sommerfodtøj til "dem", og jeg havde på forhånd lagt en skudsikker plan! -eller næsten...
Vi starter i Eventyrsport, fordi de har de sandaler jeg absolut vil have til "dem". Og det er så også så meget sagt! For selvfølgelig havde de ikke størrelserne hjemme, og selvfølgelig havde alle de andre (utroligt emsige) forældre også gjort denne påskelørdag til deres store sandal-shoppedag.
I ren og skær afmagt og affekt styrer jeg direkte mod Storcentret. Og det er jo tydeligt for enhver, at jeg har efterladt min sunde fornuft hjemme, hvor chihuahuaen formentlig gjorde grimme ting med den.
Hvis man nogensinde har undret sig over hvad skærsilden er for en størrelse, så er Aalborg Storcenter en sådan lørdag et rimeligt godt bud...
Det er virkelig svært, som i VIRKELIG!!! svært, at koncentrere sig om at finde fodtøj til "dem" på hhv. 2,5 og 6,5 år, når 2,5 år hele tiden råber, at hun "faktisk altså er sulten til mad" og 6,5 hele tiden spørger og meget vigtige ting, såsom "hvordan staver man til snørebånd?" 2,5 nægter at holde i hånd, og råber "aaaav" hvergang man tager hende i hånden. Og insisterende på at gå alene, håber jeg et kort øjeblik, at hun bliver væk. Altså bare en lille smule væk...
Når Emma skulle prøve sko, så tog Karla sine sko af og vice versa. Det er faktisk utroligt, at begge formåede at komme hjem med de sko på, som de tog afsted i. Altså på et tidspunkt var det ved at smutte, og da Emma står i strømpefødder og kigger anklagende på mig og spørger surt hvor hendes sandaler er, kan jeg mærke hvordan den der store blodåre man har i panden nærmest er ved at eksplodere!
Og sandaler og sko ryger af og på i et sådan tempo, at jeg tilsidst truer med at lime de skide sandaler fast til fødderne på dem.
Frokost i IKEA forløb rimeligt roligt. Altså selve frokosten. Resten af turen i IKEA var lige så kaotisk som åbningsdagen på Wall Street... Karla stak af konstant, og når jeg ville indfange hende, så løb hun endnu hurtigere med et smørret grin og et fjoget udtryk i fjæset. Når jeg indhentede hende, smed hun sig på gulvet. Og når jeg så løftede hende og tog hende under armen som en gris, så hylede og skreg hun som en stukket én af slagsen OG skreg "aaav mor, det gøøør ooondt, jeg kan ikke liiiii det, aaav".
Heldigvis var der ikke særlig mange i IKEA sådan en lørdag eftermiddag... -og heldigvis kiggede de 4000 mennesker der var der ikke særligt meget... Man kunne bare se tænkeboblerne der steg op fra alle 4000 hoveder "tsk tsk... stakkels enlige etniske mor. Hun har det ikke nemt. Og så uvorne unger... ja, det er den slags der kommer ud af sådanne ægteskaber" -eller nogle tænkte sikkert også: "nå, så er det fars weekend. Se den lille unge thai-mand. Han har jo ikke styr på en skid... tsk tsk... de fremmede kulturer"...
Nu kunne det ikke blive meget værre vel? Men så ville det sgu da være for nemt! Så Emma der har opført sig ganske eksemplarisk vil også være med i cirkusset, og bidrager simpelthen til den gode stemning med an ordentlig omgang næseblod!
Så fik vi fart under IKEA-vognen. Karla der var fuldstændig besat af sin sut (der lå i bilen), havde ikke den fjerneste forståelse for, at hendes søster var ved at forbløde via næsen. Da vi endelig finder toiletterne er Emma helt rød i ansigtet af blod, og Karla endnu rødere i ansigtet af... raseri...
Jeg kan stort set ikke høre hende skrige mere, fordi der nu har etableret sig tinnitus-agtige tilstande i mine ører, men jeg kan mærke på vindstyrken, at der er godt med decibel på damen.
Da "de" langt om længe er pakket i bilen og IKEA-sagerne ditto er det kurs direkte hjem! Karla falder i søvn inden bilen er startet, og TAK for det!!! Hjemme bliver Karla læsset af og smidt i seng, hvor faren allerede lå i dyb kog. Emma (den søde af "dem") og jeg kapitulerer til vores foretrukne café for at styrke os med vulgær-lækker chokoladekage og knivskarp espresso. Altså Emma får en smoothie...
Da jeg så vil betale, går det op for mig, at jeg må have pakket pengene med ud af bilen, da jeg læssede IKEA-tingene af hjemme...
Da vi når hjem til Visse efter penge, som jeg ikke kan finde i køkkenet overhovedet!!! -går det op for mig, at (den forpulede) taske med pengene hele tiden har befundet sig bag forsædet!!! Arrrrrgh! Lige da dét gik op for mig, syntes jeg at kunne fornemme hvordan adskillige af de små blodkar i såvel øjne som tinding brister!
Resten af eftermiddagen går, for mit vedkommende, med at ignorere "dem" og grille ting og sager på Weberen.
Dagen blev reddet med en god saglig aften-snak om honningmelon-bryster og Simon Kvamm look-alikes over ti liter kaffe.
Hvis man kunne blive verdensmester i verdens dårligste dag, så havde jeg vundet guld!
fredag den 22. april 2011
Dagens første kaffe
Nogle gange smager morgenkaffen meget bedre end andre. Denne morgenkaffe smagte helt fantastisk, men måske er det fordi morgenkaffen i dag også er formiddagskaffe? FOR i dag har vi sovet til kl. 9.30!!! Altså "han" er på arbejde, og har været det siden kl. 8.00, men så ved man jo hvor han er, og så roder han jo ikke her i mens.
Måske smager dagens første kaffe ekstra godt, fordi jeg har sovet i en helt ren seng i dyner der har hængt og luftet ude en hel varm solfyldt dag. Rent sengetøj ER altså bare luksus. Og sådan en ren seng må man ikke krybe i, hvis man ikke er nybadet. Nybadet var vi alle, og nogle havde et større behov herfor end andre, som i meget beskidte sommer-fødder... Jeg skulle jo som ALTID overdrive, og testede sådan et plaster (uden prabener) til, der havde til formål at trække hudorme og andre urenheder ud af huden på næsen... Og eeew!!! Behøver jeg at komme nærmere ind på, at det var en særdeles overraskende høst???
I går var vi til grill på terrassen hos Mortens bror og dennes ægteviv(i) og søde datter ("deres" kusine). Børnene legede i den store have i lette sommer-gevandter, hvor den gennemgående farve var grøn.
Og maden! -arhmmen altså! -man kan jo aldrig blive træt af en skamstegt grillpølse, der fuldstændigt har løsnet sig fra skindet og nærmest kun består af sprødt med sprødt. Jeg skal nok lade være med at beskrive den lækre kylling og den helt perfekte stegte steak, som jeg i øvrigt har haft craving efter i flere uger, for ALLE ved jo, at INTET overgår grill-pølsEN! Det kan også være med en så hyggelig aften in mente at dagens første kaffe denne formiddag er så god.
Kaffe udenfor er et kapitel for sig selv, men det er de fleste ting, man foretager sig udenfor jo. En rugbrød med leverpostej opnår jo helt exorbitant lækre dimensioner, når den bliver konsumeret ude i det fri. Og jeg tror ikke engang NOMA kan, eller vil forsøge at overgå dette koncept. Men det er nok mest fordi man trods alt er klog nok til ikke, at vove at molekylær-gastronomisere en rugbrød med leverpostej.
Èn af de bedste kopper kaffe min trods alt kære ægtefælle og jeg har nydt, tror jeg vi er enige om, foregik ved skranken til et lille træskur på en strand i Grækenland.
Om kaffen var i nævneværdig særklasse, eller om det var det samlede scenarie af varm eftermiddagssol, brusende lunt middelhavshavvand og duften af solcreme (formentlig indeholdende farlige parabener) der gjorde lige netop den kop kaffe (og den næste) så fantastisk, det skal man jo ikke være den store tænker, for at kunne gennemskue. Og den to timers (uforstyrrede) middagslur under parasollen gør jo, at også eftermiddagskaffe pludselig sorterer under "den første kop kaffe"
På jobbet spiller kaffe også en ret væsentlig rolle. Her er der dog ikke i så stor grad tale om nydelses-kaffe, men nærmere overlevelses-kaffe, og en sådan kop eller tre (i træk) skal man bestemt ikke underkende! Overlevelses-kaffen er mange gange en altoverskyggende livsline, når man lige er mødt, og er ganske bedrøvet over der er over 6 timer til man har fri, eller når man lige er mødt, og er ganske frustreret over der KUN er 6 timer til man har fri, for så forskellige kan dagene jo heldigvis være. Jeg har ofte spekuleret på, om jeg helt kommer til at savne smagen af henkogt løbesod, når jeg engang fratræder. -det finder jeg ud af om (alt for) mange år...
Det kan jo også godt være, at dagens første kaffe er så helt igennem vidunderlig, fordi det er dagens første! -og den anden kop er nu heller ikke værst.
Måske smager dagens første kaffe ekstra godt, fordi jeg har sovet i en helt ren seng i dyner der har hængt og luftet ude en hel varm solfyldt dag. Rent sengetøj ER altså bare luksus. Og sådan en ren seng må man ikke krybe i, hvis man ikke er nybadet. Nybadet var vi alle, og nogle havde et større behov herfor end andre, som i meget beskidte sommer-fødder... Jeg skulle jo som ALTID overdrive, og testede sådan et plaster (uden prabener) til, der havde til formål at trække hudorme og andre urenheder ud af huden på næsen... Og eeew!!! Behøver jeg at komme nærmere ind på, at det var en særdeles overraskende høst???
I går var vi til grill på terrassen hos Mortens bror og dennes ægteviv(i) og søde datter ("deres" kusine). Børnene legede i den store have i lette sommer-gevandter, hvor den gennemgående farve var grøn.
Og maden! -arhmmen altså! -man kan jo aldrig blive træt af en skamstegt grillpølse, der fuldstændigt har løsnet sig fra skindet og nærmest kun består af sprødt med sprødt. Jeg skal nok lade være med at beskrive den lækre kylling og den helt perfekte stegte steak, som jeg i øvrigt har haft craving efter i flere uger, for ALLE ved jo, at INTET overgår grill-pølsEN! Det kan også være med en så hyggelig aften in mente at dagens første kaffe denne formiddag er så god.
Kaffe udenfor er et kapitel for sig selv, men det er de fleste ting, man foretager sig udenfor jo. En rugbrød med leverpostej opnår jo helt exorbitant lækre dimensioner, når den bliver konsumeret ude i det fri. Og jeg tror ikke engang NOMA kan, eller vil forsøge at overgå dette koncept. Men det er nok mest fordi man trods alt er klog nok til ikke, at vove at molekylær-gastronomisere en rugbrød med leverpostej.
Èn af de bedste kopper kaffe min trods alt kære ægtefælle og jeg har nydt, tror jeg vi er enige om, foregik ved skranken til et lille træskur på en strand i Grækenland.
Om kaffen var i nævneværdig særklasse, eller om det var det samlede scenarie af varm eftermiddagssol, brusende lunt middelhavshavvand og duften af solcreme (formentlig indeholdende farlige parabener) der gjorde lige netop den kop kaffe (og den næste) så fantastisk, det skal man jo ikke være den store tænker, for at kunne gennemskue. Og den to timers (uforstyrrede) middagslur under parasollen gør jo, at også eftermiddagskaffe pludselig sorterer under "den første kop kaffe"
På jobbet spiller kaffe også en ret væsentlig rolle. Her er der dog ikke i så stor grad tale om nydelses-kaffe, men nærmere overlevelses-kaffe, og en sådan kop eller tre (i træk) skal man bestemt ikke underkende! Overlevelses-kaffen er mange gange en altoverskyggende livsline, når man lige er mødt, og er ganske bedrøvet over der er over 6 timer til man har fri, eller når man lige er mødt, og er ganske frustreret over der KUN er 6 timer til man har fri, for så forskellige kan dagene jo heldigvis være. Jeg har ofte spekuleret på, om jeg helt kommer til at savne smagen af henkogt løbesod, når jeg engang fratræder. -det finder jeg ud af om (alt for) mange år...
Det kan jo også godt være, at dagens første kaffe er så helt igennem vidunderlig, fordi det er dagens første! -og den anden kop er nu heller ikke værst.
onsdag den 20. april 2011
dagen efter dagen derpå
Eller i hvertfald dagen efter den store Cirkus Summarum-Føtex-krise... Men i dag er så dagen efter den store grill-krise...
Alt var jo timet og tilrettelagt fra i forgårs, sådan i går skulle være STORE 1. grill-dag!!! :smiley udformet som en Weber-kuglegrill der danser:
Jeg skyndte mig hjem fra job, efter en vidunderlig dag i lucentisrummet med 21 patienter og iført meget lyserød operationshue!
Hente Karla og hjem og starte grillen op, så den kunne blive godt varm til den lækre økologiske kylling, jeg jo havde købt dagen før i Føtex.
Eller INDEN jeg skulle starte grille op, så skulle den liiige gøres klar. Altså Morten havde jo lavet de indledende krampetrækninger, før han lagde sig til at sove eftermiddagssøvn på sofaen. -hvis det at afmontere det der dækken der hører til grillen, overhovedet tæller som indledende krampetrækninger???!!?... Det "eneste" jeg skulle gøre, var at gøre risten ren og gøre kyllingeholderen ren, som begge dele tilsyneladende var blevet glemt fra sidste år... Heldigvis har jeg sådan et meget stort fad til grillristen, og en tablet fra opvaskemaskinen og noget kogende vand skulle kunne klare opgaven...
Note to self: Husk at placere grillrist-opvaskebalje UDE I GRÆSSET og IKKE INDE PÅ TERRASSEN!!! -altså INDEN man fylder vand og rist i...
Og selvom jeg TROEDE jeg lige kunne flytte arrangementet fra terrasse til græs, så kan man jo med lethed regne ud, at det var et dødsdømt projekt.
En skam-skåret ringefinger, en tilnærmelsesvis forblødning via skamskåret ringefinger og adskillige eder og forbandelser senere var risten ren. Og JA! det VAR grillrist-opvaskebaljen jeg skar mig på!!! Livsfarlig grillrist-opvaskebalje! LIVSFARLIG -blev der sagt!
Morten??? -han sov skam stadig på sofaen!!! §$#€%&@
"De" tog heldigvis ud for at hoppe på trampElinen, så jeg fik lige lidt fred til at komme mig, ovenpå mine traumer. Utroligt hvor restituerende en effekt en Heineken kan have, og man burde kunne få det på recept med tilskud!
Grønsager og kylling blev monteret på (nyrengjort) aggregat til formålet og blev smidt i varm grill.
"De" kom hjem og så manglede vi bare maden.
Vi ventede og ventede og VENTEDE... Og kl. 19.00 (kun en times forsinkelse pga. div sanitære og blodige forsinkelser) satte vi tænderne i en lækker grillet kylling og ditto grønsager. Og den forbrænding jeg fik, da jeg satte anordningen på bordet, gør næsten slet ikke ondt i skrivende stund... -men også kun NÆSTEN!
I dag TROEDE jeg så alt ville blive bedre. Udsigten til et større logistisk puslespil kunne gå op ved hjælp af min søde kollega, udsigten til en hel dag iført påskegul operationshue og udsigten til aftensmad hos farmor og farfar fik uvilkårligt dagen i dag til at se rigtig god ud. Altså set med gårsdagens briller...
For selvfølgelig skal det ikke gå så nemt for mig. Og derfor startede Karla så dagen med høj feber!
Jeg VED bare jeg får verdens bedste påske!
Alt var jo timet og tilrettelagt fra i forgårs, sådan i går skulle være STORE 1. grill-dag!!! :smiley udformet som en Weber-kuglegrill der danser:
Jeg skyndte mig hjem fra job, efter en vidunderlig dag i lucentisrummet med 21 patienter og iført meget lyserød operationshue!
Hente Karla og hjem og starte grillen op, så den kunne blive godt varm til den lækre økologiske kylling, jeg jo havde købt dagen før i Føtex.
Eller INDEN jeg skulle starte grille op, så skulle den liiige gøres klar. Altså Morten havde jo lavet de indledende krampetrækninger, før han lagde sig til at sove eftermiddagssøvn på sofaen. -hvis det at afmontere det der dækken der hører til grillen, overhovedet tæller som indledende krampetrækninger???!!?... Det "eneste" jeg skulle gøre, var at gøre risten ren og gøre kyllingeholderen ren, som begge dele tilsyneladende var blevet glemt fra sidste år... Heldigvis har jeg sådan et meget stort fad til grillristen, og en tablet fra opvaskemaskinen og noget kogende vand skulle kunne klare opgaven...
Note to self: Husk at placere grillrist-opvaskebalje UDE I GRÆSSET og IKKE INDE PÅ TERRASSEN!!! -altså INDEN man fylder vand og rist i...
Og selvom jeg TROEDE jeg lige kunne flytte arrangementet fra terrasse til græs, så kan man jo med lethed regne ud, at det var et dødsdømt projekt.
En skam-skåret ringefinger, en tilnærmelsesvis forblødning via skamskåret ringefinger og adskillige eder og forbandelser senere var risten ren. Og JA! det VAR grillrist-opvaskebaljen jeg skar mig på!!! Livsfarlig grillrist-opvaskebalje! LIVSFARLIG -blev der sagt!
Morten??? -han sov skam stadig på sofaen!!! §$#€%&@
"De" tog heldigvis ud for at hoppe på trampElinen, så jeg fik lige lidt fred til at komme mig, ovenpå mine traumer. Utroligt hvor restituerende en effekt en Heineken kan have, og man burde kunne få det på recept med tilskud!
Grønsager og kylling blev monteret på (nyrengjort) aggregat til formålet og blev smidt i varm grill.
"De" kom hjem og så manglede vi bare maden.
Vi ventede og ventede og VENTEDE... Og kl. 19.00 (kun en times forsinkelse pga. div sanitære og blodige forsinkelser) satte vi tænderne i en lækker grillet kylling og ditto grønsager. Og den forbrænding jeg fik, da jeg satte anordningen på bordet, gør næsten slet ikke ondt i skrivende stund... -men også kun NÆSTEN!
I dag TROEDE jeg så alt ville blive bedre. Udsigten til et større logistisk puslespil kunne gå op ved hjælp af min søde kollega, udsigten til en hel dag iført påskegul operationshue og udsigten til aftensmad hos farmor og farfar fik uvilkårligt dagen i dag til at se rigtig god ud. Altså set med gårsdagens briller...
For selvfølgelig skal det ikke gå så nemt for mig. Og derfor startede Karla så dagen med høj feber!
Jeg VED bare jeg får verdens bedste påske!
mandag den 18. april 2011
Frustrationer i Føtex...
Så var det dagen i dag! Den STORE dag!!! DagEN!!! Billetterne til det legendariske CIRKUS SUMMARUM blev frigivet! -Altså jeg troede så det var i lørdags kl. 10.00, så dér sad JEG så klar ved computeren med dankortet parat og opdaterede Billetnets hjemmeside igen og igen... og igen! Indtil det adskillige opdateringer senere langt om længe gik op for mig, at det så først var I DAG kl. 10.00... -hvor jeg naturligvis var på arbejde! Arhmmen seriøst??!??!!!...
Nå, så i dag fik jeg med al magt og alle midler "ordnet" således, at der var kaffepause på HELE afdelingen kl. 9.45! Og jeg øjnene de perfekte siddepladser i Cirkus Summarum i det fjerne komme lidt nærmere...
Og der blev de så! Altså kun lidt tættere på end fjernt! For hvilken IDIOT!!! glemmer sit dankort hjemme??? Ja, jeg spørger bare! Og hvis man ikke allerede HAR et rimeligt kvalificeret bud, så kan jeg da lige give en hjælpende hånd, og lette på sløret og røbe diskret, at det selvfølgelig var undertegnede...
Jeg prøvede at ringe til Morten, så jeg kunne få HANS kortnummer, og via den kommandovej rekvirere de forjættede billetter! Nu kan man så igen gætte på om han tog sin telefon... Og bare fordi han var på arbejde, så kan han som minimum da svare telefonen når den ringer, i tilfældet af det nu var noget livsvigtigt, hvilket jeg på daværende tidspunkt kan få flere underskrifter på at det var!
En SMS med kortnummer og øvrige data (tror jeg) redder hele Cirkus Summarum-billet missæren, men det ville jo være alt for nemt, hvis jeg skulle være safe home allerede dér! -ville det ikke?
Vi har kort der ikke kan overtrækkes, hvilket luner min nærige og jyde-agtige omgang med penge. Ikke nok med jeg er nærig med mine egne penge, men jeg forholder mig også retten til at være nærig med Mortens penge! -det kunne jo være jeg fik brug for dem på et tidspunkt... SOM FOREKSEMPEL NU!
Jeg bestiller billetter på hans kort (tror jeg), men samlede beløb for 4 billetter overskrider disponible beløb på netop dét kort. Arrrrrgh!!! Nu var det HELE jo Mortens skyld! For det var jo HAM der ikke havde det (groteske) beløb jeg skulle bruge på verdens bedste (og dyreste) pladser i Cirkus Summarum!
(Bemærk hvor elegant jeg undgår at komme ind på, at det jo i virkeligheden var MIG der havde glemt MIT dankort hjemme... :snedig smiley:)
Ude af mig selv af raseri træffer jeg en hurtig beslutning om at Karla alligevel var for lille til en forestilling der varer 2x45 minutter, og at Morten SLET ikke fortjener at komme ind og se Bamse, Sebastian og Bruno live on stage OVERHOVEDET! Resolut bestiller jeg billetter til Emma og jeg (på Mortens kort :endnu mere snedig smiley:) Og vi får måske ikke verdens bedste pladser, men så i hvertfald verdens NÆSTbedste pladser! :smiley der (trods alt) danser triumferende: -Jeg kan dog ikke afvise at jeg vil skule ondt og nederdrægtigt efter de (røvhuller) der rent faktisk formåede (på mest usympatiske vis selvfølgelig) at tilrane sig verdens bedste pladser, sådan nogle svin! -behøver jeg at nævne, at mine kollegaer så en mindre pæn side af mig? Måske er det ved at være min tur til at tage kage med på job...
Nå, men som det store og rummelige menneske jeg er (rummelig som en Yaris), så ender jeg dog op med at glæde mig over verdens næstbedste pladser. Jeg mener, en HEL dag sammen med Emma, uden "dem" er jo en gevinst i sig selv. Så i teorien skulle jeg være alle ærgelser kvit, og sådan følte jeg også et ganske kort øjeblik.
Solen stod højt på himlen, da jeg forlod trædemøllen, og på vej ud derfra, kom jeg i tanke om hvor godt jeg egentlig fik parkeret i morges. En virkelig god parkeringsplads i p-huset denne morgen! Tæt på verdens bedste, men nogen har tilsyneladende kastet en forbandelse efter mig, og ekskluderet mig fra alt der sorterer under kategorien "verdens bedste". Hej middelmådighed din gamle grimme kælling!
Alle ærgelser var lykkeligt glemt, da jeg trådte ind på vuggestuens legeplads, og så min yngste datter stå på en åben ovnlåge på et gammelt komfur, og lave sand-stuvning, eller hvad det nu var hun kokkerede der i pink tyl og sølvsandaler.
Jeg besluttede at vi skulle grille pylser og kylning, så vi kunne lige smutte hjem efter dankortet og så drøne i Føtex. Altså bortset fra at jeg så ikke kunne finde dankortet hjemme. (Fandt dog 47,- mellem hynderne i sofaen der i øvrigt i dén grad trænger til en støvsugning/slamsugning...). Om det er i frustration, jeg tager mig selv på røven, eller om det er fordi jeg lige skulle mærke om den var blevet (endnu) større, så jeg også kunne ærge mig over dét nu jeg var så godt igang med ærgelserne, så mærker jeg der i baglommen det lille skjold, der beskytter dankortet! Wuuu huuu!!! -jeg fandt dankortet i baglommen! Alt er godt!!! -eller i hvertfald indtil det går op for mig, at det skide dankort jo så har været med mig den ganske dag!!! Hvilket betyder at verdens bedste pladser i Cirkus Summarum alligevel kunne have været MINE!!! En snert af ærgelse smælder indeni mig et sted i nærheden af solar plexus, men euforien over snarlig grill på terrassen overstiger trods alt de negative følelser.
Karla og jeg finder alle de gode sager vi skal have, og for at undgå en klassisk "hysterisk barn i Føtex-scene", så gør jeg noget der overgår i historien rent idiotisk! Jeg lader hende holde bilnøglerne!!! Arhmmen seriøst! Så beder jeg sgu da også selv om det ikk'?
Efter at have sat Føtex på den anden ende, tilkaldt Morten med ekstranøgle, som slet ikke var det mindste irriteret, den søde mand. Men nu var det jo nok for at råde bod på det der Cirkus Summarum-noget, som jo ene og alene var hans skyld. (jeg er ikke helt sikker på om han var klar over det var hans skyld), men han var virkelig sød og forstående. Måske var det fordi han kunne fornemme at jeg havde næsten-tudet for åben skærm i Føtex. Efter fire runder i Føtex finder jeg nøglen i tomat-afdelingen!!!
Vi fik rugbrød til aftensmad i dag...
Nå, så i dag fik jeg med al magt og alle midler "ordnet" således, at der var kaffepause på HELE afdelingen kl. 9.45! Og jeg øjnene de perfekte siddepladser i Cirkus Summarum i det fjerne komme lidt nærmere...
Og der blev de så! Altså kun lidt tættere på end fjernt! For hvilken IDIOT!!! glemmer sit dankort hjemme??? Ja, jeg spørger bare! Og hvis man ikke allerede HAR et rimeligt kvalificeret bud, så kan jeg da lige give en hjælpende hånd, og lette på sløret og røbe diskret, at det selvfølgelig var undertegnede...
Jeg prøvede at ringe til Morten, så jeg kunne få HANS kortnummer, og via den kommandovej rekvirere de forjættede billetter! Nu kan man så igen gætte på om han tog sin telefon... Og bare fordi han var på arbejde, så kan han som minimum da svare telefonen når den ringer, i tilfældet af det nu var noget livsvigtigt, hvilket jeg på daværende tidspunkt kan få flere underskrifter på at det var!
En SMS med kortnummer og øvrige data (tror jeg) redder hele Cirkus Summarum-billet missæren, men det ville jo være alt for nemt, hvis jeg skulle være safe home allerede dér! -ville det ikke?
Vi har kort der ikke kan overtrækkes, hvilket luner min nærige og jyde-agtige omgang med penge. Ikke nok med jeg er nærig med mine egne penge, men jeg forholder mig også retten til at være nærig med Mortens penge! -det kunne jo være jeg fik brug for dem på et tidspunkt... SOM FOREKSEMPEL NU!
Jeg bestiller billetter på hans kort (tror jeg), men samlede beløb for 4 billetter overskrider disponible beløb på netop dét kort. Arrrrrgh!!! Nu var det HELE jo Mortens skyld! For det var jo HAM der ikke havde det (groteske) beløb jeg skulle bruge på verdens bedste (og dyreste) pladser i Cirkus Summarum!
(Bemærk hvor elegant jeg undgår at komme ind på, at det jo i virkeligheden var MIG der havde glemt MIT dankort hjemme... :snedig smiley:)
Ude af mig selv af raseri træffer jeg en hurtig beslutning om at Karla alligevel var for lille til en forestilling der varer 2x45 minutter, og at Morten SLET ikke fortjener at komme ind og se Bamse, Sebastian og Bruno live on stage OVERHOVEDET! Resolut bestiller jeg billetter til Emma og jeg (på Mortens kort :endnu mere snedig smiley:) Og vi får måske ikke verdens bedste pladser, men så i hvertfald verdens NÆSTbedste pladser! :smiley der (trods alt) danser triumferende: -Jeg kan dog ikke afvise at jeg vil skule ondt og nederdrægtigt efter de (røvhuller) der rent faktisk formåede (på mest usympatiske vis selvfølgelig) at tilrane sig verdens bedste pladser, sådan nogle svin! -behøver jeg at nævne, at mine kollegaer så en mindre pæn side af mig? Måske er det ved at være min tur til at tage kage med på job...
Nå, men som det store og rummelige menneske jeg er (rummelig som en Yaris), så ender jeg dog op med at glæde mig over verdens næstbedste pladser. Jeg mener, en HEL dag sammen med Emma, uden "dem" er jo en gevinst i sig selv. Så i teorien skulle jeg være alle ærgelser kvit, og sådan følte jeg også et ganske kort øjeblik.
Solen stod højt på himlen, da jeg forlod trædemøllen, og på vej ud derfra, kom jeg i tanke om hvor godt jeg egentlig fik parkeret i morges. En virkelig god parkeringsplads i p-huset denne morgen! Tæt på verdens bedste, men nogen har tilsyneladende kastet en forbandelse efter mig, og ekskluderet mig fra alt der sorterer under kategorien "verdens bedste". Hej middelmådighed din gamle grimme kælling!
Alle ærgelser var lykkeligt glemt, da jeg trådte ind på vuggestuens legeplads, og så min yngste datter stå på en åben ovnlåge på et gammelt komfur, og lave sand-stuvning, eller hvad det nu var hun kokkerede der i pink tyl og sølvsandaler.
Jeg besluttede at vi skulle grille pylser og kylning, så vi kunne lige smutte hjem efter dankortet og så drøne i Føtex. Altså bortset fra at jeg så ikke kunne finde dankortet hjemme. (Fandt dog 47,- mellem hynderne i sofaen der i øvrigt i dén grad trænger til en støvsugning/slamsugning...). Om det er i frustration, jeg tager mig selv på røven, eller om det er fordi jeg lige skulle mærke om den var blevet (endnu) større, så jeg også kunne ærge mig over dét nu jeg var så godt igang med ærgelserne, så mærker jeg der i baglommen det lille skjold, der beskytter dankortet! Wuuu huuu!!! -jeg fandt dankortet i baglommen! Alt er godt!!! -eller i hvertfald indtil det går op for mig, at det skide dankort jo så har været med mig den ganske dag!!! Hvilket betyder at verdens bedste pladser i Cirkus Summarum alligevel kunne have været MINE!!! En snert af ærgelse smælder indeni mig et sted i nærheden af solar plexus, men euforien over snarlig grill på terrassen overstiger trods alt de negative følelser.
Karla og jeg finder alle de gode sager vi skal have, og for at undgå en klassisk "hysterisk barn i Føtex-scene", så gør jeg noget der overgår i historien rent idiotisk! Jeg lader hende holde bilnøglerne!!! Arhmmen seriøst! Så beder jeg sgu da også selv om det ikk'?
Efter at have sat Føtex på den anden ende, tilkaldt Morten med ekstranøgle, som slet ikke var det mindste irriteret, den søde mand. Men nu var det jo nok for at råde bod på det der Cirkus Summarum-noget, som jo ene og alene var hans skyld. (jeg er ikke helt sikker på om han var klar over det var hans skyld), men han var virkelig sød og forstående. Måske var det fordi han kunne fornemme at jeg havde næsten-tudet for åben skærm i Føtex. Efter fire runder i Føtex finder jeg nøglen i tomat-afdelingen!!!
Vi fik rugbrød til aftensmad i dag...
Abonner på:
Opslag (Atom)