Jeg læser sjældent andres blogs. Primært fordi jeg er så selvoptaget, at jeg rent faktisk ikke interesserer mig for andres liv. I hvertfald ikke så meget, at jeg gider at læse om det.
Dernæst er jeg nervøs for, at jeg vil blive "for inspireret" og miste grebet om min egen (mangel) på skrivestil, som jeg stadig, og forhåbentlig, altid vil forsøge at udforske og udvikle. Men i stedet adoptere andres måde at udtrykke sig på.
Ikke desto mindre har jet et par blogs jeg af og til besøger, og for nylig har jeg stiftet bekendskab med en blog, der i den grad er hvad dybstegt kinesisk mad er for én på slankekur. Forskellen på denne her blog og kinesisk mad er at kinesisk mad er fed i modsætning til bloggen.
Man VED det er dårligt for én at beskæftige sig med (såvel den fede kinesiske mad som) den ualmindelig ufede blog.
Lighederne derimod er talrige...
Allerede inden man går igang, har man det lidt dårligt, men alligevel er der noget der driver én til at fortsætte. Mens det står på har man den der fesne fornemmelse af man gør noget der i dén grad er dumt med dumt på. Bagefter efterlades man med en følelse i kroppen af delvis ærgelse og delvis kvalme. Ærgelse fordi man jo udemærket godt var klar over, at det var SÅ dumt at spilde tid, og for madens vedkommende kalorier, for bloggens vedkommende mere tid og reflektionsvirksomhed, der uvilkåligt vil foregå.
Kvalmen er jo indlysende for madens vedkommende, men kvalme i forbindelse med at læse verdens værste blog er ubeskrivelig vel nok fordi kvalme og ærgelse kæmper en ret lige kamp, så det er svært at adskille.
Alle ved hvordan kinesisk dybstegt mad er, når den er fedest, så det vil jeg ikke bruge mere tid på. Derimod vil jeg give denne her blog lidt (ufortjent) omtale.
Det er tydeligt for enhver, at skribentens (som jeg heldigvis ikke kender IRL) formål med bloggen, er at lovprise sig selv helt ned på detail-planet. Skribenten er, udfra bloggen, nærmest den der har opfundet "zen", men fordi hun er så skide rummelig (lige så rummelig som en fucking Yaris), så har hun jo ikke taget patent på det der "zen", men deler gerne ud af sin visdom til alle, hvilket jo er storsindet af hende.
Hun er typen der har svaret på alt, og hvis ikke det var fordi hun var så rummelig, så havde hun nok allerede lavet et (batik)flag, som lå parat, til den dag hun overtog, eller rettere fik tildelt verdensherredømmet.
Hvorfor gider jeg bruge så meget energi, på noget jeg i bund og grund ikke har noget pænt at sige om? JO, fordi jeg bliver så skide inspireret. Den elendige blog er en af mine største inspirationskilder. Den blog er skrevet SÅ ringe, med et sprog der er så forceret og hult, at den nærmest er en sand pestilens at læse. Men den giver mig næring i dimensioner der kan sammenlignes med hestelort i et staudebed fyldt med kødædende planter...
Ikke desto mindre, så læser jeg trofast den ene omgang tastatur-lort (gødning) efter den anden FORDI jeg bliver så forbandet inspireret til at skrive noget virkelig godt, noget virkelig sjovt og noget der ikke forherliger mig i en så urealistisk grad, at alle de der overhovedet gider læse det jeg skriver, faktisk ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, at det er et ægte menneske bag tastaturet på den Mac, hvor i øvrigt "a"-tasten befinder sig i sit meget terminale stadie. Hvilket er vigtigt for mig at fremhæve. For hvor perfekt man end må opfatte iProdukter for at være, og det ER de! -så er jeg selvfølgelig i besidelse af det eneste apparat i hele verden, hvor "a" tasten mangler. Den har jo ikke altid manglet, men den blev amputeret, ved en fejl. Ikke noget drama om amputationen, men den foregik i en uhellig alliance med en Alfons Åberg bog.
De der af og til læser min blog, er jo ikke (længere) i tvivl om, hvilket rigtigt (kikset) menneske der sidder ved det mangelfulde tastatur. Og det gør ikke noget, at I ved jeg ikke afholder mig fra at fise i Netto, fare vild i Salling eller på andre måde eksponere de meget lidt cool ting jeg går og laver.
Min yndlingscafé havde engang et banner, hvorpå der stod: "We don't know cool people". Det er verdens bedste banner!
Min mand kan ikke forstå, hvordan jeg kan sidde til den ene øjenoperation efter den anden, slippe afsted med det uden yderligere sagsomkostninger og så gentagne gange tabe bestikket, når vi spiser til aften. Og jeg har nok også i et eller andet omfang en form for bevægelses-tourette syndrom, eller spasmer. Men det første lyder bare lidt bedre. Heldigvis tror jeg operationsstuerne er døde trekanter, hvad motorik-tourette angår, da jeg umiddelbart før og efter operationerne bestemt ikke afholder mig fra hverken at vælte kaffe eller ødelægge afdelingens alt i en printer/fax/scanner/kopimaskine ved et enkelt, men sikkert snuptag. Jeg mener, der sad en fjeder i mit hår, efter mit forsøg på at "reparere" apparatet. Og jeg forsikrer! -det var med de bedste! intentioner jeg skilte det apparat af! Seriøst! De BEDSTE! Må hellere medbringe "undskyld-kage" på job på mandag...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar