røvslikkeri er også en form for prostitution...

Så sidder jeg sammen med chihuahuaen og venter på vinterdækkene bliver monteret. Ind kommer to meget forretnings-agtige, det vil så senere vise sig, bonderøve!

Den ene er tydeligvis en slags chef, mens den anden meget gerne vil VÆRE chef, eller i hvertfald VENNER med chefen, eller i hvertfald mere end de andre der ikke er chefer, som han næsten formår at glemme han heller ikke selv er.

Mere eller mindre følsomme emner bliver kastet hen over bordet, og jeg nævner i flæng: en skilsmisse med efterfølgende "kommen ud af skabet", en fyring (som de absolut bliver enige om var HELT på sin plads) af en syg kvindelig kollega. Hun blev dels fyret fordi hun var syg, og dels fordi hun var negativ, når hun så endelig var på job. -ku man måske hjælpe hende i stedet for at fyre hende? Ja, bare en pladder-human strøtanke... Så kan det godt være jeg slet ikke var helt inde i situationen, det komme man jo næppe ved at overhøre en (højlydt) samtale, men derfor er jeg sandelig ikke for fin til at dømme og udbasunere min holdning, trods det meget tynde grundlag.

Typisk mænd tænkte jeg, og så endda begået af en nyudsprungen bøsse midt i 50'erne... Men de er jo, og det skal man endelig ikke glemme, stadig MÆND! -bare med lidt mere velholdte neglebånd...

Da samtalen så faldt på en anden (kvindelig) kollega, som måske havde indrettet sig efter bedste formåen i det tilsyneladende mandsdominerede miljø, ja, så var hendes ledelses struktur "alternativ" og hun havde rundsave på albuerne... Hvad fanden skete der med ambitiøs og idérig???

Så var der ham der Carsten der ikke havde styr på en skid, og var SÅ utjekket og sad i den HELT forkerte stilling... Og ham der der SLET ikke egnede sig til noget som helst... Og Ham der ikke var chef, men som gerne ville være det, ja, han profilerede sig selv max, og så endda på mest usympatiske vis, nemlig på bekostning af andre...

Chefen fik i dén grad slikket røv, hvilket måske er det tætteste en nyudsprungen bøsse i midten af 50'erne kommer på "den slags" i nærmeste fremtid...

Vinterdækkene blev monteret, og jeg drog afsted, og hævnede mig på de veje, der i går straffede min sløsethed udi trafikalt ansvar. Og da jeg kørte, tænkte jeg ved mig selv, at nogle mænd ikke er andet end intrigante kællinger, blot med lidt kraftigere skægvækst og lidt højre tindinger...

Jeg er (IKKE) for kendt til det her sted...

Ikk ås!!!

Episoden tager sit udspil i sommer, og det er så først nu jeg er kommet mig så meget, at jeg faktisk er i stand til at smide det her på bloggen...

Altså FØRST, så sidder man og er skide smart udenfor Baresso. Omgivet af smukke veninder med lækre babyer. Solbrillerne sidder skide godt og selv Klammerten opfører sig eksemplarisk (altså EFTER den havde trukket afsted med en stol ind på selve Baresso, hvor den jo ikke er velkommen). NÅ; så kommer der en smuk blond kvinde hen. Hun ser jo helt fantastisk ud! Og hun spørger MIIIG om jeg ikke er på slyngebarn.
Meget flatteret siger jeg at dét er jeg! Og jeg føler mig totalt wuuu-huuu-agtig! Azzzzårh indtil hun så totalt ødelægger mit celebrity-rush og fortsætter: "ja, jeg kunne jo kende dig på hunden"...

-satans til Klammert!



Nå, så senere, hvor jeg var "ude" ikk ås' så sidder jeg og ser totalt hip ud med ALLE de unge og smukke (jeg var så ikke som sådan én af dem), but still...
Så kommer ham der den smarte unge og ikke ligefrem grimme mandsperson hen til mig og siger:
"Har du ikke engang haft en viiildt lækker cykel, altså var det ikke dig der havde den der totalt seje mountainbike, ja jeg var skide misundelig på den cykel der"


Armmen ikk' ås'... Så bliver man (gen)kendt FØRST pga Klammerten og så senere pga en CYKEL...


Ninjaen has SO left the building!!!

__________________

Er min ovn muslim?

Ovnen er i stykker! -det er et faktum. Men den er selektivt i stykker! Ja, jeg har luret den! Satans til ovn!

Og det var kamstegen til logen der fik den til at gå amok og få sit eget liv! Som straf (til mig) tillærte ovnen sig en meget irriterende klik-lyd, som den gjorde brug af de mange efterfølgende dage.

Ovnen fik ovn-læge tilkaldt og blev udredt. Den var i dén grad terminal, og skulle egentlig bare sendes til de evige hvidevare-marker. MEN det er jo en (sørgelig) kendsgerning, at der sjældent rides samme dag som der sadles, i ninja-residensen. SÅ ovnen blev på sin plads og fortsatte den irriterende kliklyd, formentlig for at indikere at den var syg.

Nå, men nogen tid senere, ville det vise sig, at det rent faktisk godt kune lade sig gøre at tilberede noget i ovnen. Måske var ovnen genopstået, eller måske havde den helbredt sig selv??!!?...

Den ville i hvertfald gerne bage! SÅ kager og øvrig bagværk rangerer åbenbart højere end svin, som ellers netop er blevet udnævnt til "kødkongen" i Samvirke...

i glædesrusen over ovnens fornyede kræfter blev der bagt igennem i ninja-hjemmet. Ja, der blev nærmest skam-bagt! Og surfende på en bagebølge med god ovn-karma, MÅTTE nemesis jo lige ind og vrikke med røven!

Ribbenssteg mine damer og herrer! Ovnens nemesis! Min ovn nægter at tilberede svinekød! Er den blevet muslim, eller har den bare fået prætentiøse madnykker i løbet af sit otium? Ganske vist var det en død gris der "tog livet" af ovnen i første instans, men ligefrem at bære nag??? Hmmm...

I hvertfald protesterede ovnen i vildskab, da ribbensstegen var ved at nå kernetemperaturen "lunken". Og jeg skal da være den første til at indrømme at lugten af lunken ikke ligefrem skærper ens appetit...

Alligevel lykkes det mig, ved hjælp af små remedier så som pap og viskestykker at afskærme grise-infernoet fra det styrende udstyr i ovnen. For det er jo ingen hemmelighed, at den ovn gennem et godt stykke tid ikke har været ved sine helt fulde fem... Og det er nok den "lille detalje" at lågen ikke kan lukkes helt, der har forårsaget fatale skader på elektronikken... -nå ja, og de defekte fjedre i lågen... men små detaljer der sagtens kan "fikses"...

Og ribbenssteg fik vi i aften med alt hvad der tilhører (som heldigvis kune tilberedes på komfuret)... Ris a la manden til dessert var vidunderlig, og hermed er sæsonen skudt igang!

Fårrrrk da osse!

Jeg burde have anet uråd! Denne dag ville overgå i historien som en af de værste hidtil!

Vågnede med massive rygsmerter, fordi yngsten havde insisteret på at bruge mig til hoverpude OG madras den ganske nat! Så klokken var alt for mange, OG at jeg tilsyneladende var gået glip af den fedeste bytur med den stramme flinke perker uden fingeraftryk på sin ene tommelfinger...

Nå, men så i dag skulle julemanden jo komme til byen til skibs velsagtens!

Jeg formåede at få "dem" gjort klar til at gå ombord på bussen på en halv times tid.

Desværre mistede jeg mit nye verdens længste halstørklæde erhvervet til en mindre formue. Og det tog jeg, tåbeligt nok, ikke som et mega hint til at denne her dag er dødsdømt!

Heller ikke den knæhøje sne og mig iført Converse kunne heller ikke standse mig, for julemanden kom til byen, og ham skulle vi fanden gale mig se! Koste hvad det vil.

Hvad kostede det så??? Altså ud over 900,- til et par spontant indkøbte støvler, købt af ren og skær nød, og en lille smule affekt... Og egentlig kunne det være ligemeget, altså det der med fødderne, for dem kunne jeg ikke mærke alligevel. Men de skærende smerter op af underekstremiteterne stod ikke umiddelbart til at ignorere.

Julemanden fik vi set til havs. -eller næsten, for han var langt ude på fjorden, og var det ikke fordi han var iklædt rødt fra top til tå, så ville man overhovedet ikke kunne se det var "ham"...

Karla så ikke en skid, for hun sad fikseret i klapperen, men Emma fik et glimt af ham, så helt spildt var det trods alt ikke (men næsten...)

Vi begiver os op til torvet, som han efter sigende skulle frekventere efterfølgende. Men efter (i min verden) flere timers venten og en karruseltur til en mindre formue kastede vi håndklædet i ringen. Og det var så også der Karla valgte at starte en ekstraordinær julekoncert! Og ALLE var inviteret. Christ!

Der var 100000 ting i vejen. Så var det støvlerne der gjorde ondt, og i år har Karla så de støvler i hele verden, der er allermest besværlige at få på! Så var det ryglænet i vognen der skulle ned, og når det var nede, så skulle det rejses op igen, og sådan gik det med op-ned i tre kvarter. Måske var djævleungen sulten, så der blev købt gulerodsboller hos La Bonta, men Dét var ikke godt nok! Så var det vanterne der skulle af og på og af og på og af og påååå... Op-ned-af-på vræææl vræææl!!! Arrgh! Og jeg vil nok sige at bægeret i dén grad flød over, da en gammel (irriterende dame som i bedrevidende heks) viste sin dybeste sympati MED HYSTADEN!!! Hun havde SÅ ondt af terroristen og var overhovedet ikke lydhør overfor mig, der snerrede at hun var hysterisk og IKKE ulykkelig!!! Men hvad fanden skulle hun blande sig i overhovedet???

Vi marcherer til bussen med en storskrigende terror-djævel i vognen. Kommer til bussen 2 minutter før den kommer og inde i bussen falder hun i søvn!!! Hvad bilder hun sig egentlig ind??? Jeg overvejer et kort øjeblik at stige af bussen ved førstkommende stoppested, så Emma og jeg kunne hygge, men én ting ville være 100 % sikker! I det øjeblik vi var steget af bussen, så ville den lille gollum vågne og fortsætte koncerten!

Vel inden døre, hvor vi forresten på vejen hjem fandt halstørklædet! (hurra for at bo i en lille by) -blev den lille sovende skiderik anbragt på sofaen, og fik afmonteret flyverdragten, vågnede og fortsatte sit terror-regime! Emma var heldigvis blevet tilspurgt af nabo-barnet om hun ville lege, så hun blev forskånet for anden inning...

Om det var opbrugt kvote eller træthed der afholdt hende fra at fortsætte da barnefaderen kom hjem, eller om det var fordi han havde pebernødder med hjem, det må stå hen i det uvisse. Men jeg nød våbenhvilen så meget, at jeg belønnede mig selv med en lille lur på sofaen!

Med nyoptanket energi kunne krigen fortsætte med en form for tilbagevirkende kraft. Og indtil sengetid var vores hjem Afghanistaniseret...

Putningen beviste at vi ikke har brug for en vagthund så længe vi har Aage! Den vrede den lille bitte krop kan udgyde er ganske exorbitant! Selv regnelærer Andersens, fra min folkeskole, vrede blev en meget tynd kop te.

Det gode ved dagen er at "hun" sover nu! -og at jeg trods alt har fået vinterstøvler...

Brain stew -the statements

For nylig prøvede jeg at sove til kl. 8.30 i første omgang. Børnene og faderen var stået op. Jeg ignorerede at faderen sagde, da han stod op, at han bare lige skulle ned og tisse, underforstået, at jeg skule stå op. -Aldrig i livet! Her havde JEG jo brugt det meste af natten på at surfe efter billige feriesteder til den efterårsferie vi har været på, der i øvrigt lå tæt på hvor vi bor. Efterårsferien er detaljeret uddybet andetsteds på denne blog!

Jeg nåede desuden at sove fra 14-15.30 sammen med yngsten, mens faderen var på arbejde og ældsten var inde hos nabo-ådslet og lege, kun afbrudt af ældsten og ådslets indtrængen i køkkenet på rov efter (mere) slik! En ninja i wife-beater og hvide underbukser med lilla stjerner kan virke temmelig skræmmende på piger på hhv. 6 og 7 år (og formentlig også mange andre...)

-og nu kunne meget tyde på, at dette indlæg omhandler hvor meget søvn man kan tiltuske sig på en dag, og på baggrund af dette lave en præcis udregning på om det så har været en god eller en dårlig dag. Folk med små børn vil kunne nikke genkendende til det...

Men jeg nåede også at besøge slyngel og spise amerikanske pandekager og HIMMELSK marengs/fløde/banan/hakket chokolade-kage. Børnene var nogenlunde eksemplariske, og jeg mener ikke jeg bør kontakte forsikringsselskabet. Det går fremad med de sociale kompetencer. Jeg synes bare stadig godt, at slynglen kunne lægge de muntre brædder ud til sin mand, når nu han sådan skal tisse.

Min mand der vejer 67 kg og ligner én af de 7 små dværge når han har hue på. Han ved ikke hvad muntre brædder er, og det er der nok i virkeligheden ingen der gør.


Jeg burde samle resten af de bleer, der ligger ud over hele gulvet i stuen, hvilket egentlig ikke siger så meget, da stuen kun er omtrent 4 kvm. men problemet er, at der altid er bleer der burde blive samlet. Barnet holder ikke op med at skide, bare fordi man ikke gider at vaske.

Men der er så mange ting man burde gøre, og her er listen over de ting som står øverst på min to do liste over ting jeg sjældent får gjort.

Jeg burde lægge vasketøj sammen, men det render jo ingen steder, og krøllet er, så vidt jeg ved, ved at blive det nye sort. Sort og krøllet må derfor være den ultimative mode-xanadu!

Jeg burde spise en snack, men hvor går grænsen mellem snack og måltid? Findes der en manual på det? -og får man bøder hvis man overskrider kvoten?

Endelig burde jeg i den grad blive tatoveret på hals og hænder. -Skal bare lige have motivet helt på plads, men det skal helt sikkert passe til store briller og dyrt (funk)joggingtøj (fre Free City). Som nu om dage hedder sweat-suit. Men det bliver det ikke pænere af!

Man må gøre hvad man vil, og man ikke skal dømmes udfra det man gør, men man skal være klar over at man ALLIGEVEL bliver dømt ud fra hvad man gør. Og kan man tåle det, så er man parat til at gøre som man vil. Og i virkeligheden er der vel reelt ingen der gør som de vil, altså udover vilde dyr. Og er der nogen der overhoved ved om de vilde dyr overhovedet gør noget som helst. JEg ved Chihuahuaen ikke gør. I hvertfald ikke ret meget. Den piver mere, men det er, som ældsten siger,fordi Chihuahuaen jo ER en race der piver meget...

De fleste børn er afskyelige uanset om de har mærketøj på eller ej. Men det gør ikke noget hvis de er rene og stille. Og det gør slet ikke noget de ikke er mine.

De fleste kvinders røv er alt for stor, uanset om de har mærketøj på eller ej, og uanset om de trækker maven ind eller ej. Og hvad er der galt med en stor røv? -altså udover det er pisse grimt i de fleste tilfælde...

Generelt man skulle lade være med at have så travlt med hvad andre gør, og skride ned fra piedestalen og lære folk at kende i stedet. Og man skal heller ikke have så travlt med om ens røv er stor eller ej, og om andres røv er tor eller ej. Det kan jo være det er en rigtig rar (stor) røv... Én der er hyggelig at smse med sent om aftenen og drikke kaffe med tidligt om formiddagen...

Det er i orden at bruge mange penge på tåbelige ting, hvis det gør én glad, og hvis man har pengene til det. Og hvad nu hvis man ikke har pengene? Hvad sker der så? Altså udover at bankdamen bliver sur på én og man komme med i Luksusfælden. Men der er jo "bare" penge, og hvis man nu dør i morgen, så er det da lidt federe at dø med maven fukd af sushi og champagne end havregrød uden smørklat, fordi den er sparet væk...

Ikke man nødvendigvis har dårlige værdier fordi man elsker at bruge mange penge på tåbelige ting. Men måske er man lidt tåbelig. Jeg kan godt lide at være tåbelig og jeg kan godt lide ting. Og jeg lægger ikke skjul på at indpakning også betyder noget. Derfor kan jeg godt lide få de tåbelige dyre ting jeg køber, puttet i en fin pose lavet enten af papir eller endu bedre LAKERET papir, og vigtigst af alt, så skal håndtagene være lavet af snor. Det er måske lidt uforståeligt, men det er lige min stil...

Det er IKKE min stil, og jeg kan overhovedet ikke forstå
at der er nogen der, helt uanfægtet, kan sidde i sin bil og drikke guldøl klokken 9.30. -altså mens de kører...

At Karla faktisk kan skide 4 gange om dagen når hun er hjemme, og kun en enkelt gang i vuggeren, når vi har aftalt det skal være omvendt. Bør nok lige genopfriske aftalen i morgen tidlig, så hun er klar til på mandag...

Og jeg er i den grad rystet over at min mors største bekymring i luse-missæren, var hvorvidt jeg kom kronraget til min brors 50 års fødselsdag, fremfor at bekymre sig om den plage der hærger vores hverdag fordi vi rent faktisk er behårede. Jeg kom ikke kronraget til fødselsdagen, for jeg kom slet ikke. Jeg fandt det vigtigere at drapere mig selv i engangskittel og drikke portvin af en to meter lang bong konstueret netop til det formål. Hele den begivenhed er beskrevet mere detaljeret i et andet indlæg forfattet af undertegnede...

Hvem helvede klager man til?

Hvem klager man til over vejret?

Som individ og indbildt selvejende væsen, forventer man efterhånden, at alt skal indrette sig efter hver enkelte og dennes behov. Men hvad er der sket med den almindelige tilpasningsevne, som mennesket, qua dets tilsyneladende overlegne intelligens, burde mestre til UG?

Ja, det ER skide koldt ude, men jeg har en varm vinterjakke. Og et par varme støvler har jeg måske fra i morgen! Og sikke tidligt det bliver mørkt og sikke sent det bliver lyst! -men sådan har det jo været en del år, og jeg tror året i år, er det år den danske menneskehed er parat til at vænne sig til det. -for jeg kan med rimelig stor sikkerhed afsløre, at netop det med de mørke dage, de er nok kommet for at blive 4 måneder af året.

Alligevel kommer det der vinter som en kæmpe overraskelse for DSB år efter år efter år efter år, og resten af den offentlige transport-junta for den sags skyld. Og bilisterne, ja de er jo små individer, som om nogen FORVENTER, hvis ikke FORLANGER, at vejret indretter sig efter dem, for de indretter sig i hvertfald ikke efter vejret. Det ville jo være at hæmme dem som et autonomt væsen! Men så kan man jo så sidde der i grøften, og være autonom og selvstyrende efter en stirrekonkurrence med onkel isslag.

Heldigvis vil der herske enighed om, at det var vejrets skyld! -at man endte der i grøften. Eller en andens skyld, for det var i hvertfald IKKE ens egen skyld! Det er sjældent ens egen skyld, uanset hvad der sker. Det er altid de andres skyld, og derfor kan man med rette sidde på bitterhedens piedestal og kræve oprejsning. Fralægge sig ethvert ansvar, hvis man da har påtaget sig noget ansvar i det hele taget.

Det skal nok gå, og hvis det ikke går, så forventer jeg, at der kommer nogen og redder mig. Eller i det mindste ændrer på vejret!

Jeg har også fralagt mit ethvert (trafikalt) ansvar. Jeg er nemlig blevet en aktiv del af den offentlige trafik-junta. Imod: jeg skal hjemmefra 15-20 min tidligere end vanligt, med mindre jeg skal aflevere yngsten i vuggestuen, så er det hjemmefra på samme tid. For: Jeg skal IKKE aflevere yngsten i vuggestuen og jeg kan sidde og småsove i omkring 20 minutter.

Og det er nu ikke morgnerne der er de værste i den offentlige trafik-junta. Det sande mareridt er om eftermiddagen. Det er ikke en sjældenhed at bussen er adskillige kvarterer forsinket, og jeg kan til stadighed undre mig over HVORFOR det altid er på vej hjem køresygen meler sig...

-Jeg kan forsikre om, at det INTET har at gøre med det der bliver indtaget af undertegnede i løbet af en arbejdsdag, og 2 meter krydderkage med tandsmør er meget Lene Hansson'skt!

Og hvis man alligevel ikke formår at leve efter danmarks tykkeste kostgurus ernæringsdiktatur, så kan man blive repareret på det offentliges regning.

Så ender man på en slags nul, man er kørt over målstregen og har indkasseret 2000,- i et spil hvor man tilsyneladende ikke kan blive slået hjem, selvom det måske ville være et mest hensigtsmæssige. periodekortet til ansvarsløshed bliver betalt og hvis noget går galt, så er det i hvertfald de andres skyld! -men hvem helvede klager man til?

Det var jo ikke sådan ment! -dame!!!

For nogen tid siden havde jeg gulvfunktionen til en lidt større operation på en patient i generel anæstesi. Og at patienten var i generel anæstesi blev jeg senere temmelig glad for.

Vi er en del på stuen: en anæstesi-sygeplejerske, hvis ikke to?... En operatør, en assisterende sygeplejerske, gulvsygeplejerske, en superviserende overlæge, og det er hende der blev ubevidst forulempet...

Overlægen skulle følge operationen i sideokularet på mikroskopet. Hun var i sterilt antræk og skulle derfor have stolen indstillet af mig. Stolen var en såkaldt "stå-stol" som også er kendt fra frisørsaloner. Overlægen bad mig indstille ryglænet, da hun havde lidt problemer med ryggen. Og det hjælper jeg jo gerne med, for helt ærligt, så er der ikke så frygtelig mange ting at foretage sig... når operationen er i gang... og man er på gulvet... under oplæring...

En god halv time senere rejste overlægen sig fra stolen. Gav sig lidt og sagde, at nu kunne hun bestemt ikke holde ud at sidde på den stol længere! Venlig og betænksom, som jeg jo er, tilbyder jeg at jeg lige kunne massere hende, hvorpå hun kigger lettere forarget, og med en smule væmmelse i blikket, på mig og siger stødt "nej tak, det tror jeg bestemt ikke!!!"

Bevares, tænker jeg, mens jeg uanfægtet fortsæter med at følge operationen på monitoren. Indtil, en halv time senere, det går op for mig hvad overlægen TROEDE jeg tilbød, og jeg spontant ud i luften udbryder: "jeg mente altså ryggen!!!"

Det er vel unødvendigt at nævne, at hele operationsstuen brød sammen af grin. Et latteranfald de alle havde siddet og holdt tilbage i en halv time...

-Godt patienten i det mindste ikke opdagede en lumre stemning på stue 2...

Jokes on me... -again...