Det er måske på tide...

At jeg får et neurologisk eftersyn...

Jeg kan jo tendere til at være en anelse distræt. Men i dag har jeg nok overgået mig selv i den ikke særlig flatterende disciplin.

Selvom jeg huskede at medbringe smilende uldbukser til Maia OG huskede at gerbera, eller havd den forvoksede kulørte "daisy" nu hedder, var én af Maias yndlingsblomster, så lykkedes det mig så til gengæld også at glemme fuldstændig hvor jeg valgte at parkere automobilet. Altså ikke at det er noget nyt, men det gør det bare ikke mindre frustrerende!

Og jeg er desuden også helt sikker på at damen på apoteket ville tilgive mig 100 %, hvis hun var klar over, at jeg var kandidat til det hersens neurologiske eftersyn. Altså ikke fordi det kommer bag på mig, at man ikke kan få udleveret receptpligtig medicin på et af børnenes sygesikringsbeviser, når det var udskrevet til mig, så sætter de da lidt gang i et så ellers kedeligt Apotek, når der kommer sådan én som mig ind og insisterer på at man GODT kan få udleveret medicin på andres sygesikringsbeviser. Jeg er sikker på jeg kunne have været mere overbevisende HVIS jeg havde været klarover, at det var det forkerte sygesikringsbevis jeg stod og viftede med. -må lære at læse i nærmeste fremtid, eller som minimun inddele familiens personlige data i farvekoder...

Jeg burde nok have dobbelttjekket det der sygesikringsbevis INDEN jeg ringede til sekretæren hos min praktiserende læge, og lavede en scene i telefonen midt på parkeringspladsen bag sygehus nord, hvor jeg langt om længe fandt min bil. Og JA! -det var MIG der vandrede rundt i vest-byen med bilnøglen fremme hævet over hoevdet, mens jeg trykkede på lås-op knappen, mens jeg diskret spejdede efter en eventuel blinkende bil...

Retur på apoteket med et nyt nummer i hånden. Jeg er ikke helt klar over, om jeg sådan skal tage det personligt, at apoteks-damen fra tidligere sneg sig ud bagved, netop som det blev min tur... Jeg var ellers helt parat til at give hende en uforbeholden undskyldning. Ja, ikke det var MIN skyld som sådan, for jeg er jo under næsten neurologisk udredning, men fordi jeg er så rummeligt og favnende et menneske, at jeg sagtens kan have det godt med mig selv, velvidende at jeg har taget fejl i en sag.

Jeg er jo heldigvis typen der hverken tager kritik ilde op, eller er bange for at indrømme mine (sjældne) fejltagelser. -for så ukompliceret og omgængelig er JEG bare! FORSTÅET??!??!!!

Findes der en pin-kvote?

Findes der et max for hvor mange gange man kan anvende sin pinkode, før den forsvinder som dug for solen i ens hukommelse?

Hvis det er tilfældet, så vil jeg vove den påstand, at jeg nu har brugt min pin-kvote op.

Der er nemlig sket det forfærdelige, at jeg har glemt min pinkode!!! Jeg er fuldstændig ganske blank!

I fredags tankede jeg diesel ved en automattank OG betalte med dankortet, hvor jeg jo brugte pinkoden (for sidste gang... -hvilket jeg var lykkeligt uvidende om på daværende tidspunkt). Det gik så op for mig senere den dag i Aalborg Storcenter...

Måske var det lykkerusen over at have fundet et par Doc Martens til 300,- i MIN størrelse vel at mærke (nå ja, og et par der ikke var sat ned, men det er jo i virkeligheden en ubetydelig detalje)... Og ja, kortet bliver spærret på stedet efter tre FORKERTE forsøg!!!

-Heldigvis var der ikke særlig mange ude at handle sådan en fredag eftermiddag i vinterferien, så det var OVERHOVEDET ikke pinligt...

Det var der gudskelov heller ikke i Netto i går kl. 15.40, hvor jeg (efter at have fået dankortet "låst op" fredag eftermiddag) atter forsøgte mig. Denne gang var det en vogn fuld af dagligvarer. 574,- for at være helt præcis. Efter to FORKERTE forsøg, valgte jeg den sikre løsning, nemlig at attendere et pengeinstitut. 10 minutter i lukketid kunne man på Vestre Allé være vidne til en sort (beskidt) Ford Focus stationcar blive kylet foran banken. -det var for besværligt at parkere INDE i selve banken, men ikke umuligt hvis tiden ikke havde været så knap. Kaste sig ind af døren med paniske øjne... Jeg er sikker på, at "man" troede at jeg var en potentiel bankrøver... -ikke at det var relevant overhovedet. Det ville jo være lidt for nemt at finde flugtbilen, dersom der sidder en rød gummiand på instrumentbrættet og kigger ud af forruden. Og finder man flugtbilen finder man også ejeren, og der ER jo ved gud ingen der er så tåbelige, at stjæle en sort (beskidt) Ford Focus stationcar med lyskæde og en rød gummiand i forruden vel???...

Med 500,- på lommen kører jeg væk fra banken i roligt tempo, indtil jeg kommer i tanke om, at jeg ikke helt kan huske det præcise beløb jeg har varer sat til side for i Netto... Håndbremse-U-vending og retur til måbende, men venlig bankdame. -burde vel egentlig have fået lidt oveni hatten, for at være de næste dages samtale-emne i frokoststuen... Men fordoblet kapital på lommen er jeg på vej tilbage til Netto og de to forkerte pinkode-forsøg...

Sender bankdamen en kærlig tanke og glæder mig til onsdag, hvor min pinkode genopstår i en fortrolig postforsendelse. Morten glæder sig sikkert også, da han er ved at være en lille smule hmmm irriteret over alle mine panik-opkald til hans telefon om ting og sager han skal køre ud og betale og afhente for mig.

Tiden uden dankort ville være meget meget værre, hvis der ikke var noget der hed netshopping og pay pal.

Nu tror jeg så i mellemtiden at jeg er kommet i tanke om den der pinkode... Men jeg tør ikke teste om hukommelsen er vendt tilbage til mig. Så jeg sidder bare og venter på posten...

jeg har lommerne fulde af tamponer...

Jeg har et lettere OCD-agtigt forhold til menstruation. -altså min egen...

Det betyder, at når jeg har menstruation, så har jeg tamponer i alle lommer, tasker og hvor man ellers kan opbevare den slags, så man hurtigt kan komme til dem. Ikke at de foranstaltninger så afholder mig fra gentagne gange at (styrt)bløde igennem i en sådan en grad, at man skulle tro der har været masse slagtning "dernede". MEN det er en helt anden historie, som jeg egentlig slet ikke er sikker på jeg er parat til at dele... -altså endnu...

Forleden dag i Kvickly stod Emma og jeg i kø, for at få lov til at betale for vinterferie-provianten. Jeg indrømmer blankt, at det godt kan lade sig gøre, at bruge omkring 700,- på (økologisk) junk. Slik og chips ka-tjing! Men så har vi også til et godt stykke tid... (prøver jeg at bilde mig selv ind)...

I anledningen af vinterferien kunne man rekvirere en børnebillet for en tier eller en tyver, jeg kan ikke helt huske det præcise beløb, men det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er, at barnet via billetten fik adgang til et sandt slaraffenland af underlødige ting og sager. Jeg nævner i flæng: ostehaps, RØD pølse med brød, slush-ice, godtepose med chips og slik i, et stykke frugt, cykellygter??... og en refleks.

Tilbage til kassen! Forestil Jer, hvordan det går op for én, at man er SÅ sent på den! -altså ikke menstruationsmæssigt, men afhentning af Karla-mæssigt. Man begynder at stresse lidt, og spekulerer på om det nu VAR nødvendigt at købe SÅ meget, eftersom det tager en helvedes tid at få det ekspederet... ENDELIG skal dankortet hives frem OG brugskortet, eller hvad det der kort nu hedder, som man trofast får scannet til hvilken nytte? Altså udover at mine indkøb registreres eller noget? Ja JEG har ikke fundet ud af det, men jeg har så heller ikke været opsøgende i forhold til opklaringen.

Jeg ved faktisk ikke helt hvad der var værst: -At spise den røde pølse, som Emma ikke kan tåle, men som jeg var for grisk til at lade blive i Kvickly, eller den sky af tamponer der fløj op, da jeg skulle hive min pung op af lommen. Så så man mig kravle rundt mellem (mange) ben og indkøbsvogne og samle tamponer op af gulvet, som en fillipinsk fridykker samler perler. Og det er vel helt unødvendigt at nævne hvordan jeg kampsvedte, blødte og beskrive hvordan brillerne på mest uværdige måde duggede til. Det var næsten som at se voksenudgaven af "æd slik fra et vindue med bind for øjnene" på ramasjang, men bare for voksne: "saml så mange tamponer fra gulv i supermarked blandt benene på fremmede folk der kigger, men det kan du ikke se, fordi dine briller dugger"

Nå, men jeg fik så hentet Karla i tide, med maven fuld af kvalme og røde pølser og lommerne fulde af tamponer...

En helt almindelig lørdag

I dag var dagen jeg skulle sove længe rigtig for alvor!

I går var nemlig dagen, hvor jeg skulle ud og give den max gas med logen!

Nå, men jeg kom hjem kl 2.30 ganske uberuset. Hvilket var godt! Fordi det der sove længe-noget blev ikke helt som jeg havde forestillet mig...

Joo, jeg sov da til kl. 9.00 uden de store afbrydelser. De kom så gentagne gange EFTER klokken 9 skulle jeg hilse og sige! For selvom "han" var "stået op" med Karla, så afholdt det ikke damen fra at løbe op og ned af trappen i pendulfart for at putte hos mor, og ikke putte hos mor. Og putte og ikke putte foregik typisk, lige når mor var faldet i søvn... Afbrydelse af søvn er en (aner)kendt tortur-metode, der benyttes, for at, ja gøre livet skide surt for den det går ud over...

Efter et par timer (ja, man kan kalde det stædighed, udholdenhed eller dumhed) overgav jeg mig og stod op. Og jeg er næsten overbevist om, at den store tordensky fuld af vrede var ganske tydelig over mit hoved!

Jeg gik igang med at gøre rent og rydde op, sådan nærmest i trods og yderst demonstrativt.

"Han" tager på job, og jeg er alene med "hende"... Som iøvrigt er fuldt beskæftiget med at tage alt sig tøj af.

Jeg fortsætter min ulige kamp på 1. salen med oprydning og rengøring, velvidende at jeg har en ganske nøgen datter på to år og fire måneder til at rende rundt i stuen...

I tide og især utide spørger jeg hende om hun skal tisse, hvilket hun benægter. Men alligevel går hun til og fra badeværelset, vel nok mest for min skyld... Hun bliver dog en enkelt gang distraheret af en meget fristende flaske flydende håndsæbe (fra urtekram), og har nu måske landets reneste hænder...

Færdig med soveværelset og nu til pigernes værelse, hvor jeg får smidt lidt plastic-lort ud, nu "arkivaren aka Emma" ikke er hjemme... Og det tager sin tid at rydde op og gøre rent på verdens mindste deleværelse, når man samtidig skal løbe i op og ned af trappen og give yngste-barnet sine underbukser på, som i dag har en særlig uheldig tendens til at falde ned...

Langt om længe bliver jeg færdig på børneværelset, og går igang med kontoret/pulterrum/chihuahuapissoir!!!

Rummet der i dets magt og vælde kan trække sig på på omkring 2,5 kvm, er fyldt til bristepunktet med: defrekt tørretumbler, "hans" groteske mængder af impulskøbt designer tøj og en lille smule chihuahuatis...

Efter at have sorteret alt tøjet og pakket det i sorte sække, alt imens jeg samtidig har løbet op og ned af trappen, for at give Karla de skide underbukser på, som hun hiver af ligeså hurtigt de kan komme på. Overvejer et kort sekund enten at lime dem fast, eller gaffa dem fast, men så skulle jeg til at sætte limpistolen til, eller lede efter gaffa-tapen, så det blev ved tanken, og adskillige flere ture op og ned af trappen.

Det var ikke så meget det, at hun hele tiden tog dem af, -altså underbukserne, men det var den hoverende måde hun kom svansende op til mig på 1. sal, med bar røv der var ved at drive mig til vanvid. Og jeg må nok sige, at prikken over det berømte i kom da hun for jeg-ved-ikke-hvilken-gang havde fået underbukserne på, simpelthen valgte at indtage sofaen og bruge den som toilet, for BAGEFTER at komme lettere forudrettet op til mig, og fortælle, at hun altså havde tisset i sofaen! Arrrrrrgh!!! -og her kan man så indsætte, hvad man selv kan finde ppå af rigtig rigtig grimme ord!

Sofaen blev gjort ren, ungen fik (endnu engang) underbukser på, og så kvitterede hun (heldigvis) med at gå kold på sofaen (i den tørre ende vel at mærke)...

Lettere gal i skralden fortsætter jeg med "projekt Mortens tøj" og var jeg ikke irriteret i forvejen, så kan det vel ikke komme bag på nogen, at jeg blev det. Arhmmen hvor meget tøj kan man overbevise sig selv om man har brug for? Hva? hva? hvaaa???

Grebet af stemningen vælger jeg resolut at sætte alt hans tøj til salg på DBA til en latterlig lav pris. Nærmest som et afhentningstilbud. Men kommer efter lidt tid til fornuft og får modereret februar-udsalget til den lidt mere fornuftige side.

Jeg får "upstairs" afviklet, og går igang med "downstairs"... Halvvejs gennem stuen begynder jeg at blive sulten, og eftersom "hun" (heldigvis) stadig sover, vælger jeg at forkæle mig gastronomisk med opvarmet (på brødristeren, for så tacky og smagløs er jeg nemlig) hjemmelavet pizza fra forleden. Halvvejs gennem pizzaen vågner "hun", og er ikke bare sur, men exorbitant sur!!! -rød i kammen og smurt ind i sved og savl. Altså charmerende som altid...

Hun skulle dælme ikke have noget som helst pizza, nej hun skulle ej!!! Hun skulle have "hisingrød", og valgte at understrege sit behov herfor, ved at hælde et halv kilo grødris ud på det nystøvsugede gulv!!!

Får barnet talt til ro, og overbeviser hende om at brødrister-pizza og mælk er det nye "hisingrød"... Vi formår faktisk at hygge i hmmm måske hele 10-12 minutter, indtil hun skider i bleen...

Ud og skifte ble, og mens jeg er igang med at skifte hende kan jeg høre mærkelige lyde fra stuen. Jeg sniger mig ind i stuen, og griber Klammerten på fersk gerning oppe på bordet igang med at drikke resten af Karlas mælk. Eller det er ikke helt sandt, for i det jeg går ind i stuen er Klammert og kop nemlig netop på vej på gulvet (begge halvt fyldt med mælk)!!! -satans til Klammert!

Heldigvis havde jeg ikke vasket gulvet (for jeg havde faktisk planlagt IKKE at vaske gulv), men det fik jeg så alligevel! Hurra for det...

Nu sover alle (heldigvis) -men der har sørme også haft en travl dag!

SÅ fryser man satme!

Jeg fryser! Og det har jeg faktisk gjort i det HALVE år, der har været sne! Eller det føles som et halvt år, hvis ikke længere tid... Og jeg indrømmer lidt nølende, at det godt en lille bitte smule kunne være min skyld, at den der sne kom retur for ikke så lang tid siden. Eller nu er jeg jo ikke (vejr)gud eller noget, og det ved jeg kommer som en overraskelse for mange, så undskyld på forhånd. MEN for et stykke tid siden kom jeg måske en lille bitte smule til måske henkastet at ønske, at der kom sne igen, for så kunne man ikke se hvor ghetto-agtig vores terrasse ser ud... For dén ligner da godt nok noget fra en baghave i en klassisk whitetrash-familie, der spiser færdigretter af små bakker foran fjernsynet og som smider brugte øldåser ud af vinduet... -Kan man egentlig sætte klassisk og whitetrash i én og samme sætning? Og hvad giver mig ret til at dømme folk der spiser færdigretter af bakker foran fjernsynet? -Godt jeg HAR sagt undskyld på forhånd, for det ER jo ikke sikkert de har grimme baghaver!

Nå, men jeg fryser helt vildt! Og i dag tror jeg nok jeg peakede på fryse-barometret! Altså ikke graden af hvor MEGET man kan fryse, men HVOR man kan fryse! Og jeg nåede uanede højder! Ja ja ja, jeg frøs mine fødder, men jeg kunne også bare lade være med at tage Converse på... -men jeg var hverken følelsesløs op af skinnebenene og heller ikke skærende smerter i knæskallerne, så der var dog ingen koldbrand i farvandet. Og fødderne er man jo efterhånden så vant til at fryse. Hænderne var også mere kolde og stive end ellers jooo ganske vist... Ørerne, arhmmen gider man overhovedet nævne de er kolde? Kolde ører er efterhånden lige almindeligt som kolde næser. Og så alligevel ikke. Næsen skal virkelig være kold, før man sådan ligefrem fryser om den, og jeg vil tro det er stadiet mellem temmelig kold og følelsesløs. I dét lille gap registrerer man at næsen da egentlig er blevet noget kold.

Kolde fødder, fingre, ører og næser ER da ikke rare at fryse, det anerkender jeg totalt. Men i dag gik det op for mig, at man ikke fryser rigtigt, hvis man ikke fryser tænderne!!!

Jeg frøs tænderne i dag!!! Arhmen for helvede! Hvem fryser sine tænder??? Ja, altså ud over mig??? -og det er altså ikke fordi jeg har specielt store tænder. De er heller ikke sådan fremme... -altså de stikker ikke sådan ud af munden på mig (tror jeg ikke) Men det kan være det er fordi jeg (lejlighedsvist) fjerner mit overskæg... Måske burde jeg lade skægget stå i anledningen af frostgraderne??!!!??...

Men på den anden side, der er bare ikke særligt fedt at ligne en mand fra mellemøsten... Ikke at der er noget galt i det, men jeg mener, når man nu er en kvinde på 27!!! år, SÅ er det altså ikke fedt at ligne den asiatiske udgave af Saddam Hussein... Og jeg tror aldrig overdreven ansigtshårvækst til kvinder bliver det nye zumba, det tror jeg altså bare ikke!

Måske skulle jeg google "tandbeskytter med termofoer" -eller bare æde kulden og bide tænderne sammen??!!!??...

Et simpelt menneske -små hjerner små glæder!

Jeg er et simpelt menneske! Ikke simpel som i tarvelig og slutty, men simpel som i ukompliceret på" ikke for fed og nem at snakke med måden".

Det der er afgørende ved, om jeg får en god dag på job, er den parkeringsplads jeg erhverver mig i det eftertragtede parkeringshus om morgenen. Og det er lidt som at være til januar-udsalg, altså vi snakker 70% fra prisen-udsalg, for ALLE vil jo gerne parkere på niveau A1, A2, B1, B2 og til nød B3. Og det er virkelig den rådne drue på klasen, at parkere helt oppe på taget! Parkerer man på taget, så VED man bare det bliver en dårlig dag!

Sådan blev det ikke i dag! I dag fik jeg gaflet mig den bedste plads i parkeringshuset EVER!!! Pladsen var så god, at jeg var parat til at tage bussen hjem!

Samme følelse har jeg også de gange jeg er så ualmindeligt heldig, og tilrane mig den bedste parkeringsplads i BIlleren. Problemet er bare, at jeg ikke helt har styr på den offentlige trafik mellem Billeren og residens Vissebakkegård... Men en dag... En skønne dag, så er verdens bedste parkeringsplads min MIIN MIIIN!!! -burde investere i en bil mere, så jeg kan sætte mig på verdens bedste parkeringsplads i hospitalets parkeringshus OG parkeringspladsen i BIlleren.

JA ja, små hjerner små glæder. Men en lille hjerne er jo ikke ensbetydende med et mindre intellekt, taget i betragtning af man som oftest kun bruger en lille procentdel af sin hjernekapacitet. Og når en gennemsnitlig hjerne hos en kvinde vejer 1300g og ca.60 % af hjernen er fedt, så KAN man jo reelt reducere vægt OG fedtprocent ved at undvære de 60% af hjernen der alligevel er fedt... Så kan de små hjerner være toptunede og alligevel retfærdiggøre begejstringen over de små glæder... Og den der har en lille hjerne og som glæder sig over de små ting, kan så i samme hug glæde sig over at de der har store hjerner givetvis også har mere fedt i kraniet!

Derfor er simple mennesker ikke ensbetydende med at de er dumme og uintelligente.

Hurra og tak!

Så skulle jeg lige logge ind, her på bloggen, for at skrive endnu et vredt og moraliserende indlæg. Men SÅ blev jeg helt befippet, fordi jeg opdagede, at der nu her været 1500 besøgende på bloggen siden jeg startede den. Og dét er jo alligevel lidt lang tid siden jeg gjorde, men jeg kan se der for alvor begyndte at ske ting og sager, efter jeg begyndte at skrive med jævne mellemrum.

Jeg synes 1500 er et højt besøgstal på en blog der ikke indeholder ET eneste billede, eller EN eneste opskrift eller "gør det selv-give away", men udelukkende bogstaver, ord, tekst og en lille bitte smule tegn... (det var tre mere, hvis man ikke tæller den ene parentes med)

Jeg ville ikke gide at gå igang med at læse en så kedelig udseende blog, med mindre jeg kendte forfatteren, og så er jeg ikke sikker på jeg gad alligevel. Men jeg er nu heller ikke den store blog-læser. Hverken tekst eller billed-blog.

Jeg tror bare ikke jeg er tilstrækkelig interesseret i andres liv, eller nysgerrig om man vil. Måske er det fordi ingen har et bedre liv end mig, når det går godt, og ingen har et værre liv end mig, når det går skidt. Og ingen er mere kikset end mig på godt og ondt. Og jeg er ikke bange for detaljer!

Jeg er godt klar over at mange har haft flere besøgende end mig, og en kortere levetid, men der er sikkert også mange der har flere venner en jeg har. Mine læsere er bare som mine venner: MEGET bedre, klogere og værdifulde! -og det selvom jeg jo er verdens dårligste ven selv, og en middelmådig blog-rapporter...

Hurra for mine læsere. Jeg sætter stor pris på Jer, og tak fra mig!