Ikke fordi den gik langsomt, men fordi jeg synes jeg har fået enormt meget ud af denne her weekend. Jeg har nået de utroligste ting! Halleluja!
Det startede med en vagt, der tilsyneladende skulle være rolig og kedelig. Det er jo hvad man forventer, når man er den eneste der er tilstede udover den vagthavende læge. Ingen patienter, ingen ting... Indtil man både skulle ringe til den ene og den anden for at efterlyse noget meget særligt medicin, og jeg blev næsten veninder med vagthavende farmaceut. Hun skulle ikke noget særligt i weekenden, for hun havde jo vagt, men ellers skulle hun nok alligevel en tur i sommerhus... Joooh, man får et og andet at vide om dem man omgåes, eller ikke omgåes, for vores flirt var udelukkende pr telefon, på det offentliges regning...
Og patienten var i forvejen irriteret over at blive forstyrret i sit bridgespil, eller poker eller
Kalaha, eller hvad det nu var hun gik til, da jeg ringede (til ingen verdens nytte) til hende der midt om eftermiddagen...
Efter vagten, der i det store hele var rolig og ikke præget af anden panik end den jeg selv stod for, drog jeg stik mod Azzurra. Azzurra er blevet sådan en fast del af fredagsvagten. Og med pizza og sandwich ombord i Forden, var næste destination 119! De er efterhånden også blevet en fast del af fredagsvagten og det er jeg så inderligt lykkelig for!
119 er sådan en familie jeg ville hade at se gå i opløsning. Far 119 og mor 119 passer bedre sammen end Chip og Chap -okay det var måske et rigtigt dårligt eksempel eftersom der vist begge er små hankønsvæsener, men så Keld og Hilda, eller Sussi og Leo. Altså det jeg prøver på at sige er, at verdens balance ville gå i uorden, hvis de brød op. Altså far og mor 119. -og lidt Keld og Hilda, for de har alligevel været med i mange år...
Men vi nåede at spise, se Disney, spise slik og se det meste af Thomas Blachman-show aka X-factor. Et program jeg ALDRIG har gidet at se, INDTIL jeg fik øjnene og ørerne op for Thomas Blachman, og han er da den mest sure fantastiske person på denne jord. Altså af de sure mænd jeg kender.
Og det var hans ord "røvballebossanova" der lissom gjorde udslaget. Hvem kan ikke elske en person der siger "røvballebossanova" og oven i købet rigtigt surt? Ja, jeg kan ikke lade være i hvertfald.
Det var først da jeg blev tisset på, af et af mine børn, jeg synes det var tid at trække splitten og tage "dem" med hjem. De blev puttet og faldt i søvn på rekordtid. Jeg selv kune have gået samme vej, hvis det ikke var for at en fest hos tidligere omtalte doktor mormor hvilede over mit hoved.
Jooo, der skulle holdes afskedsfest for perkeren. Så da Morten kom ind af døren, strøg jeg ud. Og festede et par gode timer med den smukkeste af ungdommen fra afd. Ø. Men fordi "gaden" rykkede nærmere og nærmere, så jeg mig nødsaget til at foretage the "great escape" med mellemlandning på Studenterhuset. Valgte dog hurtigt at fordufte, da jeg i kraft af min blotte tilstedeværelse kunne fornemme hvordan gennemsnitsalderen steg betragteligt...
Safe home og i tæt omfavnelse med Aage og hendes kæmpe blenumse sov jeg til jeg fik ondt i ryggen af at ligge. "De" stod nemlig tidligt op, men jeg går ud fra at det 1) var fordi de ville give deres (fordrukne) mor fred og ro og 2) fordi de mente at far ville nyde godt af deres selskab. -Altså klokken var 5.20...
Men deres søde far -min mand, lod mig sove til kl. 11.30. Og havde jeg sovet længere, så havde jeg sovet længere. Jeg sov til jeg ikke kunne sove mere, eller i hvertfald til jeg ikke længere formåede at ignorere en meget fyldt blære... Ja, den alder har man så også nået... Arrrrgh!
Eftermiddagen blev travlere end jeg havde forventet og planlagt. En kær gammel veninde, altså hun er ikke gammel (hun ser bare gammel ud), men vi har været venner i mange år skulle komme på besøg om eftermiddagen. Hun valgte desværre for nogle år siden at flytte til København, hvilket jeg stadig ikke helt har tilgivet hende. Men hun skulle komme med toget kl. 15.00 Kl. 12.30 var alt planlagt. Jeg skulle handle, hente sushi og hente min veninde. No rush... Altså indtil én af kioskejerens mænd ringer til mig. Ikke for at tilbyde mig polsk escort, men for at bestille vin. Endnu engang blev dagen ødelagt af kioskejeren... :smiley der himler:
Så skulle der fart over feltet, for så var min mand aka kioskejerens vinpusher og hemmelige telefonflirt lige pludselig i tidsnød.
Jeg drønede ud for at handle, og Fakta gik som en drøm og jeg ved ikke hvad jeg tænkte, eller problemet var nok at jeg netop ikke var ved mine fulde fem, da jeg gjorde min entre i BILLEREN!!! Billeren kl. 13.30 lørdag. Hvor stor en idiot har man lov til at være??? -ja jeg spørger bare helt ud af posen...
Men jeg nåede det sgu da! Gu gjorde jeg så!!!
Eller næsten...
Veninde hentet næsten til tiden og sushi hentet bagefter. TJEK!
Drøne hjem og smide Morten afsted, så han kunne forsyne kioskejer og polske håndlangere. Og polsk håndlanger lyder faktisk helt godt, eller ondt i hvertfald. Det lyder ikke polsk på den polske måde i det mindste... men mere polsk på den gode og pålidelige kyniske måde.
Morten fik ordnet sine ærinder, nåede sågar at iføre sig butterfly og preppy meget cool outfit og holde vinsmagning i en hemmelig klub, hvor det er tilladt og helt socialt acceptabelt at se sådan ud.
Hjemme havde pigerne, altså veninden og jeg, knækket halsen på en god rødvin, taget mødommen på en mindre tapas-anretning og selv børnene var mindre irriterende end de plejede at være. Eller de var de ikke helt, men det lyder jo godt i det store billede.
Sandheden er at Emma lå på sofaen og havde feber og Karla var mere emsig og fremme rent Aage-mæssigt end nogen sinde... Heldigvis var hun nem at putte.
SÅ skulle sushien på bordet. Noget skulle man jo skylle champagnen ned med, og sushi er altså det helt perfekte valg! Sushi, champagne og nu knækker filmen så: håndbold... Men igen, ALT kan jo ikke være forsiden på et dameblad. Og dét er det sgu heller ikke kan jeg forsikre om! Og for fanden hurra for det sgu da!
Desserten var en symfoni af økologiske småkager og kaffe. Lyder det ikke godt? Det er den pæne måde at skrive vi fik nescafé, biscottis og småkager fra Fakta og reste-cookies fra tirsdagens bagerus... ( men dog var alt økologisk, ikke det har nogen betydning som sådan, andet end det måske ville gøre sig godt i det føromtalte ikke-eksisterende dameblad)
Vi var blevet inviteret til taffel i kiosken af kioskejeren. Portvins taffel med øl som sidevogn, men jeg endte med at skrive en sms til hende omkring midnat, om at jeg var sådan en type der valgte at blive hjemme... Senere fik jeg en sms fra kioskejeren om at hun også var blevet hjemme. Ville det være totalt uncool at nævne at vi var blevet hjemme enten fordi vi var faldet i søvn, eller fordi vi var for trætte? -Det er altså ikke særligt rock n roll! Det er det altså ikke!!! Men det er til gengæld meget AC/DC at sige op i røven med det! Rock n roll eller ej. Og når selskabet hjemme var udsøgt, hvorfor så ødelægge den gode stemning? Eller som det forholdt sig i virkeligheden: når vi var ved at kaste op af træthed, hvorfor så ikke gå i seng og få en god nats søvn?... Rock n roll my ass...
I morges, eller i formiddags viste nærmiljøet sig fra sin bedste side med sol over land og by OG landsby...
En hjemmelavet brunch der i den grad lossede røv blev kreeret og senere fortæret med stor glæde og fornøjelse af store såvel som små. Men man skulle da også være et svin, hvis man ikke synes det holder max med pandekager, spejlæg, et hav at lufttørrede svineudskæringer og frisk frugt. Ikke? Brunch er altså en søndags (og mandags og tirsdags og og og) ting der er kommet for at blive!
Nu ser jeg bare frem til jeg en dag, om føje år, kan få lov til at nyde min brunch, min juice og min kaffe i selskab med en avis. -og uden fingeraftryk i ALT maden fra en vis to års terrorist-spire(vip)... Men kommer tid kommer råd. Og til den tid ville jeg nok foretrække brunch uden avis, fremfor brunch uden børn, og uden at vide hvor de befinder sig... Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at og af og til sender kærlige tanker til kostskole i Schweiz...
Eftermiddagen gik med INGENTING!!! Og hold nu kæft hvor er det fantastisk at være beriget med venner man kan lave ingenting sammen med! Dét ELSKER jeg! For dem man kan lave ingenting med er også dem man kan ALTING med! Og de er altså de bedste venner!
Så efter en eftermiddag med ingenting, eller vi så tre timers Phineas og Ferb, og jeg så endda afsnit jeg ikke har set tidligere, så skulle eksilkøbenhavneren beriges med en røvfuld mormor-mad inden hun blev sendt hjem til skyde-skiven...
Frikadeller af ondeste skole, brun sovs der ville få enhver sovseentusiast til at gå på knæ og en god gang grønt til at opretholde en lille snert af sund levevis blev med stor entusiasme hevet indenbords af alle der kunne hive!
Nu er der ro. Hverdagen ligger på affyringsrampen. Og jeg nåede endda lidt alenetid med fodbad og hjernedødt TV inden min weekend og søndag blev tilendebragt.
Det er sgu godt nok at have den der famile der, når man også har nogle rigtig gode venner og en fantastisk omgangskreds!
Life do not really suck!
