En (polsk) tur over grænsen

-Eller sådan føltes det i hvertfald, da jeg i dag tog min jomfrutur i Lidl!!!

Altså jeg har været der én gang før for at købe øl, men den gælder ikke, for det var sådan en "hit and run" -tur. Hvorimod i dag var en "gå og kigge og lade være med at grine over alle de sære ting" -tur...

Det var ikke polske forhold, men det var dælme tæt på.

Ikke at der er noget galt med polske ting... -eller jo det er der vel grundlæggende, fordi de fleste polske ting ikke virker, eller hurtigt går i stykker, eller ALDRIG går i stykker... Ordet polsk har bare en negativ ladning i sig selv. Eller ikke negativ som i sur, men nærmere som i at ordet der får polsk som adjektiv på én eller anden måde falder i værdi...

Polsk blondine lyder bare ikke særligt Monroe-isch. Polsk gourmet er vel et begreb der vil få nul resultater, hvis man googler det, fordi det er et begreb der reelt ikke eksisterer. Alt kommer bare til at lyde lidt mere tarveligt med polsk som fortegn. (Undskyld Pawel, men du ved det. Vi HAR talt om det). Lidt som at alt kommer til at lyde meget dybt og filosofisk ved at sætte "livets" foran. Livets gardiner kommer jo nærmest til at lyde helt poetisk... Og livets rodbehandling lyder immervæk noget mere metaforisk smukt smertende, ja, nærmest lidt Thomas Mann-agtigt, end polsk rodbehandling, som nærmere lyder lidt ja, polsk...

Jeg ved ikke om jeg er på en shoppingmæssig deroute.

Forleden var jeg i thansen, og det var himmelsk! Den lykkefølelse jeg forlod butikken med, kan sammenlignes med den følelse jeg havde første gang jeg havde været i IRMA. Sådan lidt" wow! -kan man virkelig få det, og så økologisk?" -men altså så bare lidt mere "wow! -kan man virkelig få det?... til sin bil???"

Da jeg forlod Lidl i dag med en pose fuld af et skønsomt miks af økologiske og konventionelle varer af en herkomst jeg aldrig har hørt om: Linessa Potato Snacks! Og de lidt mere kendte (trygge) brands (coca-cola), og en følelse indeni af: -ja hvordan mon egentlig en arbejdsløs polsk husmor føler indeni???... Jeg følte mig nok sådan lidt tom og ligegyldig indeni. Men hvad fanden gør det, når jeg forlod discount-etablissementet med en meget fuld pose for kun 223,25 danske kroner?

Jeg marcherede ud til min middelstore bil, med middelstore fælge, med min store indkøbspose i hånden spækket til bristepunktet med billige varer. Jeg var med ét blevet en del af det segment jeg hader som pesten. En del af den prætentiøse discount-nation!