Do NOT judge ANY by the name

Tristan var en 157 cm høj/lav kvinde! Her stod én ellers op, før jeg selv ville få sko på. Barberede ben (og fødder) og tog deodorant på... ALLE mulige steder!!! Og så kommer Tristan frem i døren... Hvis den RIGTIGE Tristan læser dette, så ring! Og jeg er btw en Rolex-pige, hvis det SKAL være. Jeg synes der er for mange dimser på Breitling... Rolex Explorer I - for guds skyld ikke II

Judged by the name...

I tirsdags ringede jeg til min læge, som så skulle vise sig at være sygemeldt i over tre uger, eller i tre uger. Noget med tre... Jeg blev henvist til vikarierende læger, bla. ham jeg så ringede til som substitut. Han var slet ikke klar over han var vikar for min læge. Altså allerede nu starter det hele jo helt perfekt! Ikke fordi jeg ikke skulle være hjertelig velkommen og det hele. især det hele... Nok mest fordi det ikke var ham selv der skulle have den tvivlsomme fornøjelse af at have mig som patient, men vikaren TRISTAN!!! Efter en kort gennemgang af det der var galt med mig, altså ikke DET HELE, for så havde vi nok talt endnu, mumlede han noget med noget fys - tror jeg. Jeg ved det helt ærligt ikke, for det eneste jeg kunne koncentrere mig om var det faktum at jeg skulle tilses af TRISTAN! Jeg er overbevist om at TRISTAN ligner en blanding af en elver som i Legolas fra Lord of the Ring og en græsk gud som i den mest intakte af statuerne på Glyptoteket - bare mindre bleg... Jeg forestiller mig han har halvlangt lyst hår, lidt som en skandinavisk prins Valiant, bare knap så meget skarphed på pagen, og en anelse mere fald... TRISTANS påklædning er så lidt som mulig, dog indenfor rimelighedens grænser, men det ER altså MEGET VARMT for tiden!!! NÅ! Så et par casual Converse eller hvis han har pæne fødder - så flip flops. Enormt stramme Resteröds tights KUN, i sorte eller hvide - farvet undertøj til mænd er NO GO! (så fik vi lige dét hamret på plads) Eller måske med et par shorts over... En utroligt stram hvid eller sort t-shirt med V i halsen og så det der hår med fald... Jeg forestiller mig at jeg nærmest kommer svævende hen over gulvet, draperet i bare fødder og flor-lette gevandter. Gad vide om jeg kan nå at få en fedtsugning, botox og større bryster inden i morgen kl 9??? Håber bare han ikke stiller alle mulige ligegyldige spørgsmål som navn og CPR-nummer, og hvor det gør ondt og den slags, men holder sig til de relevante spørgsmål så som: vil du med ud at spise på Fusion i morgen? Og er du en Rolex-pige eller en Breitling-pige? Ninja og TRISTAN - TRISTAN og Ninja... Det lyder jo som en superhelte serie, som foregår i en anden - meget pastelfarvet galaxe! TRISTAN (udover at være lige så forelsket i mig som han er smuk) rider på enhjørning (det kunne i princippet godt være Allan) og hver gang han træder på jorden, så kommer der et lille diskret regnvuefarvet aftryk. TRISTAN-Ninja konstellationen vil være det link der gør universet komplet. Den perfekte blanding af TRISTANS lyse lethed og Ninjas lidt mørkere mystiske og utroligt dragende karismatiske person ophøjer den symbiose TRISTAN og jeg indgår til noget guddommeligt! Jeg har gigantiske forventninger til mit lægebesøg i morgen hos TRISTAN, og jeg ved jeg bliver decideret knust, hvis det hele slet ikke lever op til de tårnhøje forventninger! Men helt ærligt... Hvad kan der lige gå galt?!?! (Tror jeg tager Allan med i lommen - bare for en sikkerheds skyld...

Tinder - et antropologisk studie... En slags

Jeg lytter til Gonova næsten hver morgen. En morgen faldt snakken på dating-appen Tinder, fordi JoJo var single, og havde lavet en profil der. JoJo bemærkede at de fleste mænd, på deres profilbilleder, enten sad med en tiger eller en guitar. Jeg hentede appen, mest fordi jeg var nysgerrig efter at se hvilke typer der ligefrem foranstaltede sig med et vildt dyr eller et musikinstrument på en dating-app. Det lød meget sært, i mine ører. Tinder er et overfladisk sted. Det første man ser er er billede - for mit vedkommende af en mand. Man skal så ud fra dette billede, tage stilling til om man gider vide mere om ham (swipe til højre) eller om han ikke er værdig (swipe til venstre) Jeg har set mænd på Tinder jeg troede var løgn. Ikke fordi de var grimme - eller det er de fleste mænd i min optik jo, men fordi de var gift eller i fasttømrede forhold. Forhold der vel at mærke IKKE var åbne forhold, eller forhold man ønskede "krydderi" i soveværelset. Jeg håber de var der af samme grund som jeg - nysgerrighed og ikke mere! Udover de gifte mænd, så kan man faktisk kategorisere mændende jeg konsekvent afviser, hvilket jeg ikke holder mig for fin til at gøre. Der er nogle der konsekvent ryger i no fucking way-ligaen, og dem vil jeg nådesløst beskrive her: Der er typen der hverken har profilbillede eller tekst. Enten er han meget hemmelig! Og jeg tror der er grænser for hvor mange match han vil indhente på en sådan profil. Eller også er han meget grim og ude af stand til at sammensætte to ord, eller også er han bare nysgerrig, og alt for kryster til at tilkendegive sig. Jeg swiper hårdt til venstre på sådan én! Så er der de mænd der sidder eller står med en dopet tiger. Hvad fanden tænker du på? Tror du virkelig selv på, at der er nogen i hele verden der synes det er fedt at holde vilde dyr i fangeskab og dope dem, mens du står og ligner en idiot i dine khakishorts, ecco trekking-sandaler og pastelfarvede poloer?!?! Ja, jeg spørger bare? Mændene med guitars må enten have erkendt at det ikke fænger, eller også er de simpelthen blevet taget? Dog er der stadig et par (svenske) fyre der står med deres hår udover det hele, og muligvis en guitar inde bag håret. -går ud fra det er fordi de mener man skulle blive imponeret over han er guitarist i et mellemstort heavyband? Jeg tænker svedig ildelugtende mand! Så er der dem der laver bil-selfies! Åhhh ja! But WHY? Hvad får en mand til at tage et selfie mens de sidder i bilen? "Se jeg har en bil"? Er det dét? Hvilket leder mig hen til de mænd der får taget et billede hvor de står ved siden af en (meeega fee') bil... Come fucking on! Jeg har intet mod bilselfies. Men de har intet at gøre på en datingprofil. Til sidst er der de der gerne vil vise de dyrker sport! "Se mig! - jeg løber (marathon) "great". Eller "se mig! - jeg styrketræner, og ligner Hulk på steroider" Hvis det så bare var en mega sej sportsgren, eller endnu bedre en mega sær sportsgren, så ville det være interessant. Så ville DU være interessant. Sidst men bestemt ikke mindst, er det de mænd der lader sig portrætere med et barn, og nævner det er en nevø/niece. Ved din søster/bror godt, at deres barn figurerer på en underlødig dating-app??? Ikke at det kommer mig ved, men jeg swiper da klart til højre, fordi jeg bare er ved at dø over at få lov til at lære dig OG dine nevøer at kende! - og hvis det er dit eget barn, ved din ekskone så at jeres fælles børn figurerer på en underlødig dating-app? Jeg ville i hvertfald ikke blive decideret henrykt, hvis jeg så mine døtre brugt som bait på en underlødig dating-app. Heldigvis har min mand så meget intregritet, at det aldrig ville komme på tale, og desuden er han alt for selvoptaget til at lade vores døtre tage opmærksomheden fra ham :koket smiley med lune undertoner: Og jeg undlader behændigt at kommentere på ham, som uploaderet billede af enten ham siddende på en motorcykel, eller blot af mototcyklen. Øhh er det din grimme grønne motorcykel man skal på date med? Eller? Jeg er forvirret! Billeder af sig selv som barn... HVORFOR?!?! Og billeder der er mere end fem år gamle, nej tre pr gamle, nej et år - er det skide svært at regne ud, at de billeder der bliver lagt op, skal ligne den person man muligvis møder så meget at man rent faktisk kan genkende personen udfra den billeddokumentation man har som eneste udgangspunkt. Specielt fordi jeg ikke går ud fra man hverken medbringer tiger, nevø eller guitar på første date. Nu Tinder er et overfladisk medie, hvor det er profilbilledet der skulle vække ens opmærksomhed, må jeg sige, at der er utroligt mange der gør det skide svært for sig selv. - men det er sgu da også synd, at der er nogen der er SÅ markant pænere med solbriller på end uden. Har man som på én eller anden måde sneget sig gennem nåleøjet, er næste step PROFILTEKSTEN! 75% af alle teksts er næsten ens! Måske er det fordi de mænd jeg gider læse på er castet over en kam? Men hey halløjsa! Man må sgu da kunne formå at bevæge sig bare lidt udover at informere om hvilke uger man har sine børn og at man er livsnyder. Hvad fanden mener de de opnår ved at fortælle de er livsnydere? Jamen skide tillykke! Det er også topmålet at nederen, når grandvoksne mænd på 30+ skriver: "den der liker sidst skriver først". Dét er i hvertfald nok til at jeg aldrig nogensinde vil komme i nærheden af at like en skid - og så kan du have nok så mange dopede tigere. "Jeg kan godt lide en god bøf og et godt glas vin" <- really?!?! :træt smiley: Behøver jeg at kommentere yderligere på den totalt ligegyldige oplysning? Så er der de venlige typer, der opfordrer til at man "spørger løs" hvis man vil vide mere... Har du overhovedet fattet konceptet??? Der er en del, der håber på at finde den ægte kærlighed på Tinder, og bevares, det er der sikkert også nogle der gør, men JEG føler et ualmindeligt stort pres, når der står: "jeg søger min sidste kæreste" - er I klar over hvilket pres det er? Hvad nu hvis første date er en fiasko, hvad skal han så gøre? Det er jo tydeligvis det absolutte sidste skud i bøssen!!! <- jeps! TRE udråbstegn. Desperat og ynkelig klæder ingen... Og så skal man i øvrigt ikke skrive at man går til ninja og rider på enhjørning, når det er løgn! Jeg har ikke mange jeg matcher med på Tinder, hvilket nok ikke kommer som nogen overraskelse. Mest fordi jeg er ved at få en begyndende gigt-agtig tilstand i fingrene af at swipe til venstre, og dels fordi de jeg så en sjælden gang swiper til højre selvfølgelig ikke er så blæste, at de synes jeg kunne være noget. På en måde kunne det være interessant at swipe alle til højre, blot for at se hvem der mener de kunne matche mig, men på trods af overfladiskhed, så skal man ikke sælge ud og fralægge sig sin integritet, selvom den allerede ligger på et meget lille sted, idet øjeblik man henter app'en. De få jeg så rent faktisk har et match med burde jeg holde mig langt væk fra, de må jo nødvendigvis være, om ikke mere, så i det mindste ligeså blæste som jeg, og det kan alle med en lille snas fornuft i behold, regne ud ikke er en super god combo - og så alligevel...

I'm still standing - kinda...

En uge der på alle måder overgår i historien som den mest fucked uge i hele mit lange liv, er netop gået på hæld. Tror ikke der har været så meget tumult i mit liv, siden dengang min far døde. Det hele startede egentlig skide godt. Mandag, solen skinner og jeg havde en super vigtig kaffe-date, hvor vi blandt andet skulle have fastlagt hvordan vores hundes stemmer lød. Et emne der meget snart kommer et separat indlæg om! (Og en knap så vigtig aftale om at slå græsplænen - eller det kommer nok an på HVEM man spørger desangående vigtigheden i grooming af græs vs. vigtigheden i opretholdelse af koffein-status og sociale relationer) SÅ tæt på destination "dagens første kop kaffe" og alligevel så ubeskriveligt langt væk, vil jeg erfare at det fandme ikke er for sjov nogen har opfundet udtrykket: it ain't over till the fat lady sings. Jeg holdt for rødt så tæt på målet, da jeg blev torpederet bagfra af en taxa! Min første tanke var: for fanden! Nu kommer jeg for sent til kaffen. Eller måske var min første tanke: hvad fanden var dét?!?! Men første tanke kunne også have været: åhhhhh for fanden! Én ting er sikkert! Ordet "fanden" indgik helt sikkert som et fragment af den tankestrøm der (ikke) for gennem hovedet på mig, for jeg ved faktisk slet ikke om jeg overhovedet nåede at tænke noget som helst udover noget med "fanden". Og sådan blev en fredelig kaffedate pludselig ændret til en hel dag på skadestuen! Efter at have kørt humørbussen ned til caféen ad omveje jeg ikke ville kunne rekonstruere, fik jeg dagens første kop kaffe. Én ting er at opholde sig de fleste af sine vågne timer på sygehuset med almisser og manglende anerkendelse som tak, en anden ting er at opholde sig der i sin fritid. Hvad der var mest røv sygt ved jeg ikke helt præcist. Eller jo, for til dagligt har jeg jo mine kollegaer. I mandags havde jeg heldigvis min partner in crime, som bidrog til at jeg ikke - trods massive rygsmerter, slog de andre i venteværelset ihjel... Gad vide om man ville få nedsat straf, hvis man tævede indvoldene ud af en medventende fordi han for det første var pisse irriterende og for det andet så tæt på hjælp som man kunne komme. Jeg mener, man skulle jo hverken rekvirere ambulance eller noget for at få ham lappet sammen, men man kunne reelt blot trække ham ind på den nærmeste undersøgelsesstue - i håret... Efter en omgang uspiselig oversaltet pulled pork blev det min tur til at få fotograferet ryggen. Det første protøren der skal køre mig siger er: hej! Arbejder du ikke her i huset? - great! Hjemme knapt på den rigtige side af midnat rammer jeg sengen. Det samme gør den massive strøm af tårer og snot der pludselig står ud af ansigtet på mig. Det vil slet ikke stoppe igen, og jeg tuder så meget, at jeg kunne kandidere til et fritidsjob som freelance ved Grædemuren. Marineret i snot, tårer og selvmedlidenhed falder jeg i søvn. Bliver vækket af min søde veninde hver anden time, fordi jeg også kan have erhvervet mig en hjernerystelse med latenstid. Præcis som slt andet vedrørende min hjerne - latenstid... De næste to dage var jeg hjemme. Skadestuelægen mente min krop og jeg ikke ville have nogen gavn af at tage på arbejde, og arbejdet ville især ikke have nogen gavn af mig - og min krop. Tirsdag bød på en telefonsamtale jeg aldrig glemmer, men forhåbentligt får fortrængt indenfor nærmeste fremtid. Tiltagende rygsmerter og en i øvrigt sløret tirsdag, der kun huskes som hæslig, uden at kunne specificere detaljerne. Hvilket både er rart og sært. Tror jeg får sovet afbrudt. Afbrudt af opkald og smser som jeg ikke kan huske en skid af. Jeg ved dog at jeg også om tirsdagen var fastlåst i gråd og selvmedlidenhed. To ting der ofte hænger sammen. Mener også jeg fik ribbenssteg til aften... Så helt skidt var det ikke. Onsdag skulle vise sig at blive en på alle måder oplevelsesrig dag. Jeg stsrtede med at drage nordpå til min familie. Selvom det så småt blev bedre med at køre bil, så havde jeg det lidt stramt med manglende formåen udi afstand fra medtrafikanterne. Min storebror og min nevø kiggede på humørbussen, og mente vi godt kunne gøre terminalerklæringen klar. Terminale patienter får gratis medicin, mon så humørbussen kan bevilges gratis benzin resten af dens levetid? Drikker kaffe på et uautoriseret tidspunkt for den slags aktiviteter og smører en mad det helt forkerte sted. Jeps! Jeg er hjemme hos mor! Efter en kort forhandling bevilges jeg til den uautoriserede kaffeindtagelse og foranstaltning af leverpostejmad på en ligeså uautoriseret lokalitet i køkkent under lovning på at jeg ville skride ind på mit tidligere ungpigekammer så SNART rengøringsdamen var færdig, da hun og mor plejer at få et glas vand og en cigaret i køkkenet, og jeg plejer jo ikke at være tilstede under dét ritual, så det var tydeligvis heller ikke så godt at jeg var tilstede den dag... Senere den dag er jeg vidne til noget jeg i min vildeste fantasi ikke troede jeg nogensinde skulle opleve - ikke at jeg havde kalkuleret at blive taget så hårdt bagfra (af en Skoda Octavia) at jeg skulle ende på skadestuen af det - men på en måde var det alligevel mere sandsynligt, end at opleve sin storebror fare op som en vred trold af en æske, og være parat til at trække vognmanden én på skærmen på grund af en racistisk udtale rettet mod undertegnede... Nætterne går med at finde stillinger hvor rygsmerterne er så få som mulige, og de stillinger der er egnede, er i dén grad uegnede til at sove i. Klokken bliver 3-4 før jeg falder i søvn. Torsdag er dagen hvor det begynder at vende. Jeg bliver beordret til morgenmad af min søde kollega, som er den eneste der kan gøre mig varm om hjertet når hun kalder mig svin. Ellers er torsdag relativt normal. Blev opfordret kærligt til at blive hjemme i torsdags også. Mest fordi jeg var deroppe onsdag, og fik på en meget kærlig og velmenene måde at vide jeg lignede pis. Og jeg er glad for jeg lignede pis og blev hjemme. Første arbejdsdag den uge var fredag. Og efter en distanceret bagatelliserende "peptalk" var alt som det plejer. På trods af at jeg intet forventer, så kan jeg ikke frasige mig en vis hmmm overraskelse over den afstumpede og manglende empatiske adfærd - men det er nok bare mig... (Selvom vi alle godt ved at det er det ikke) Tidligt hjemme og brak på sofaen, indtil jeg beslutter at tage ud til Maia. Fredag løsnede op for det sidste. Utroligt hvilken effekt gode blæste venner, pizza med hvidløg har i kombination med en god griner. Kunne man få det på recept, så ville medicinalindustrien gå bankerot. Eller i hvertfald den del af medicinalindustrien der IKKE beskæfitgede sig med Dolol... Lørdag skulle jeg en hel masse som ville vare hele dagen og det meste af natten. Jeg nåede det hele på 6 timer! Nåede til hip hop bogreception og catche op med gamle venner, nåede på café og slamme en burger - på nær bollen i skallen. Bollen spiste én der hedder Jakob eller Jacob - ved ikke om det er med c eller k. Er også lidt ligeglad. Nåede at baile på en date med en gudesmuk Hollænder fordi han var lige lovlig Rungsted kyst og round table til mig. Eller i hvertfald lige lovlig Rungsted uden kyst, da jeg tror der er grænser for hvor meget kyst der er i Holland, når man tænker over det. Der var intet galt med ham, bortset fra at han ikke var ham der som ignorerer mig, som jeg ikke kan finde ud af pisser mig af eller betager mig lidt. Nåede at få holde rygestop kursus på Ulla T med akupunkturnåle, pandebånd og umulige yogastillinger. OG nåede at forsove på Maias sofa! I dag har været søndag. Helvedesugen er tilendebragt. Glemte et kort øjeblik hvad jeg har foretaget mig i dag, men eftersom jeg er påklædt i andre tekstiler end flonel og fleece, så formoder jeg at jeg har været udenfor domicilet i dag. Jeg kunne muligvis have forvildet mig ud til mulig potentiel veninde. Men måske vil hun ikke være veninde med mig, når det går op for hende, at jeg har tænkt mig at stjæle hendes yngste søn. Jeg har fået jordbærtærte i dag! Og portvin Og Dolol...

Elsker elsker ikke

Kvinder forlader mænd de elsker. Sådan lød overskriften på en artikel i en underlødig avis - men alligevel... Dating-siden der opfordrer til utroskab og affærer er mere populær end nogensinde - og ditto udskældt... En stor procentdel af brugerne på Tinder, er i et forhold... Hele omdrejningspunktet, for mig at se, og også lidt for artiklen i den underlødige avis er opmærksomhed! Vi (inklusiv mig selv) er blevet afhængige af opmærksomhed. En flok af opmærksomhedsludere, der hungrer efter et "like", en sms og en pm på et socialt medie. Vi vil ikke bare ses og høres, vi vil vide at vi er blevet set og hørt! På en måde kan jeg godt forstå behovet for en elsker(inde). I elsker(inde) relationen handler KUN om at formidle og modtage nydelse. Vasketøj, afhentning af børn og madlavning eksisterer ikke! Der eksisterer KUN de deltagende parter, og deres lyster, behov og begær. Kvinder forlader mænd de elsker, fordi mændene tager kvinden for givet, fordi mændene er fraværende både fysisk og mentalt - står der i artiklen. Selv de gennemsnitlige 20 minutter en elskovsakt varer, er manden uopmærksom og fraværende - siger jeres undertegnede skribent - altså mig. Hvis man vel at mærke er i et fasttømret gennemetableret forhold. Er der rettet et fokus på noget, så er det at få en hurtig forløsning, så vi kan få sovet, for i morgen venter endnu en dag i trædemøllen. Men kunne det for fanden ikke være skide forfriskende at Birgitte på 52, der har været gift med Lasse i 15 år, kom på arbejde en tirsdag morgen og lignede PIS fordi hun og Lasse havde knaldet hele natten lige til alarmen gik og man havde brugt hele sin snooze-kvote? Derfor forlader kvinder mænd de elsker, og derfor får mænd affærer. Men hvordan kan man bryde den onde cirkel? Hvis jeg vidste det, så sad jeg på et bjerg draperet i pangfarvet silke og med monokel (bare for dekadencens skyld) og delte vise sten ud. Jeg blev skilt af samme grund som de kvinder der forlader mænd de elsker. Det var ikke det at forlade ham jeg elskede der var det værste. Det værste var at erkende jeg ikke kunne holde ud at elske én der ikke kunne se tog mig for givet. Han ER et godt menneske, men jeg tror bare han glemte det... Opmærksommen, som vi lige før blev enige om var ret essentiel, var der ikke i det omfang jeg ønskede, og når han prøvede, så blev jeg skide sur, for så var han - i min optik FULDSTÆNDIG UFORSTÅENDE overfor det faktum, at der var madpakker der skulle smøres, tøj der skulle vaskes og gymnastiktasker der skulle pakkes. Så det er heller ikke altid nemt st gøre det rigtige, og et dårligt forhold er ofte et projekt der involverer de to parter der er i forholdet. Men jeg ved han elskede og elsker mig dybt og inderligt. - og måske var jeg for dårlig til at anerkende hans kærlighed, og igen har den onde cirkel forstærket sig selv. Jeg kan godt forstå romantikken og endda det frække kan drukne i vasketøj og madpakker, men for pokker hvor er det dumt at det sker for så mange! Jeg kan blive helt irriteret, hvis jeg ikke får svar eller respons på en sms som jeg gerne vil have svar på. Men fraværet kan også bidrage til skærpet interesse. Jeg ved det, for jeg står og balancerer på den vippe pt. Jeg kan blive helt dårlig, hvis jeg har postet noget på et socialt medie, og der ingen respons er fra de øvrige brugere - og jeg hader virkelig at mit mentale fokus, i et omfang der er større end jeg selv mener godt er, har taget denne drejning. Heldigvis opvejes denne needy-hed lidt af mit distræte jeg. - og der er jo også væsentlig forskel på hvem man ønsker opmærksomheden fra. Kan nemlig også blive irriteret over overdreven opmærksomhed, så det er sgu heller ikke nemt. Min største frygt og et højt ønske er at jeg bliver forelsket igen engang, men efter tre år alene, hvor snuden er blevet brændt mere end en håndfuld gange, så bliver man sgu nok lidt kærlighedskynisk. Forelsket-følelsen er decideret berusende! Men frygten er de onde tømmermænd. Hvad er det for en frygt jeg mener? Frygten for ikke at få gengældt mine følelser? Frygten for at blive brændt (endnu en gang)? Nej nej nej slet slet ikke. Den værste frygt for mig, er den potentielle risiko for at miste interessen for pågældende. En lidet flatterende egenskab jeg desværre er den (u)heldige ejer af. Nogen vil sige at det er en forsvars eller beskyttelsesmeksnisme, jeg siger det er en lorte-del af min ellers så fabelagtige personlighed. Holder man ikke kadencen, så mister jeg interessen, holder man den for hårdt, så mister jeg også interessen, så jeg har alle gode odds for at dø alene, kan man roligt sige... Jeg har ellers formået at bevare troen på kærligheden, men troen på kærlighed er ved at fade i skyggen af troen på begær, og forventninger er ikke længere en del af sortimentet i den her butik. At være forelsket er en berusende følelse - som vi netop fastslog, men liderlighed kan være ligeså berusende, bare knap så kompliceret. Forelskelse er liderlighedens prætentiøse fætter. Det er lidt sad, men også befriende at nå den erkendelse. Og lige pludselig er det ikke så farligt at involvere sig. Slet ikke hvis opmærksomheden er der, og vasketøj ikke er en del af konceptet. Derfor kan jeg godt forstå man får elskere og elskerinder. For på en måde må det være den ultimative pakke! Og hvem har i det hele taget bestemt at monogami er the shit? Kynisk much? Realsisk? Nok nærmere det! Hvis konen for fanden ikke GIDER blive forført og bundet til sengestolpen med det nyindkøbte Hermés-tørklæde, som i øvrigt var alt for dyrt, og hvis manden ikke orker at klynge konen op af Grohe-amaturet i brusekabinen og vise hende hvor glad han er for at se hende, hvorfor må man så ikke søge det andetsteds? Kan det ikke være en del af kærlighedspakken at man giver hinanden det? Det er sgu bare svært at bevare det kølige romantiske overblik, hvis man ved man skal hakkes på så snart man kommer ind af døren. Man skal tage stilling til alt muligt og man kan aldrig gøre det godt nok. Kommer man hjem med blomster, er det sikkert fordi man har gjort noget dumt, og i øvrigt skal man ikke bruge af den fælles økonomi på blomster, når vi er ved at spare sammen til den tur til Gardasøen! - og slet ikke i kølvandet på Hermés-tørklædet... Og for kvindens vedkommende, så er det fandme også lidt en skam, at hun aften efter aften falder i søvn på sofaen arm i arm med en plade Marabou godtnok med nødder, men alligevel. Men jeg synes nutidens kvinder (uanset civilstatus) altid er trætte! Jeg tror træt er det nye ondt i ryggen... Der er bare ikke meget sexet vilddyr over en mand der sidder i underhylere med MacBooken i skødet og får brændt testiklerne af til ukendelighed, og der er ikke meget sexkilling over en kvinde der ligger på sofaen i joggingtøj og ser de Unge Mødre og udtamponerer sig med billig chokolade. Heller ikke selvom det er med nødder! Og egentlig heller ikke selvom chokoladen er dyr. Men dét er der alligevel ikke råd til, fordi "nogen" har brugt pengene på Hermés-tørklæder og blomster! Jeg fortryder faktisk at min sexkilling flyttede hjemmefra og efterlod en sur chokoladeædende tetrisspillende kvinde i sin bedste alder i joggingtøj på sofaen. Jeg fortryder jeg lod manden i underhylere og laptop-svitsede testikler indtage domænet, og lod ham der var engang gå til grunde. Men de afbrændte testikler og joggingtøjet med chokoladepletterne indgik en selvforstærkende malign parforholds-synergi, og når det er nået så langt ud, så er det sgu ligemeget om de ristede nødder er i chokoladen eller i underhylerne!

Turist i egen by

For kort tid siden agerede jeg turist i den by jeg bor i (en forstad til). Jeg får for sjældent oplevet andet end præcis de jeg har til formål at ordne, når jeg en sjælden gang begiver mig ind til selve Ålleren down town (og lidt up) Vi startede nemlig med at besøge byens varemærke, og nej, det var IKKE en bestigning af Cimbrer tyren, selvom det i sig selv ville have været mere spektakulært på alle måder. Jeg snakker om et visit i Aalborgtårnet!!!
Selve turen op føltes uendelig! Om det var fordi spændingen og forventningerne var uudholdelige, eller om det var fordi elevatoren (fra engang først i firserne) var uendlig langsom det vides ikke. Det eneste der gjorde turen særlig var gulvtæppet- som også var fra først i firserne, og elevatorførens (hvis frisure helt sikkert var fra først i firserne!) krampagtige forsøg på at informere casualt om stuff vedrørende den metalkonstruktion vi (meget langsomt) blev beamet op i.

Langt om længe blev vi lukket ind i det aller helligste!
Jeg havde seriøst ikke forestillet mig at der ville lugte som først i firserne - hvis man overhovedet kan forestille sig hvordan først i firserne lugter... (Det kan man måske godt, hvis man er hjemmehjælper, men så snakker vi en ganske anden først i firserne-lugt) Men på den anden side, så smækker man nok heller ikke lige et par vinduer op og laver gennemtræk sådan i tide og i det her tilfælde især i utide...

Ikke nok med vi begav os op (bogstaveligt talt) - hvad vi ikke var klar over var at vi også, for de fyrre kroner det kostede at besøge Aalborgtårnet, også fik en rejse tilbage i tiden til ca. først i firserne.
Interiøret var i sandhed en tidslomme! Jeg tror endda de småkager, der var blevet omplaceret fra Karen Volf plastikemballage til klassisk storkøkkenskål også var fra først i firserne.
Det eneste der havde fulgt med tiden, og endda også i den grad, var priserne på maden... To grillpølser med pommes kostede et sted... Taaah daaah: først i firserne - som i firs KRONER!
Ganske vist holder de sig en fremragende udsigt, men for at kunne retfærdiggøre de norske priser, så skulle tårnet have været "nåe kun høj'er" - som vi siger i Ålleren. Som minimum burde man kunne skimte Norge!
Kaffen var ikke decideret dyr, og efter tempereaturen at dømme, så var den brygget engang først i firserne...
Overvejer IKKE at købe et årskort til 200,- til Aalborgtårnet. Ikke engang den mindste overvejelse!

Frokosten skulle være let, da vi havde planlagt at lægge os ud med nogle af kagerne på Penny Lane til eftermiddagskaffen.
Vi blev enige om at dele en frokostpizza. Men en kombination af "delegebyr" og ægte Aalborgensisk nærighed, valgte vi at dele to ens pizzaer. Pizza nummer to kostede næsten det samme som det ville koste at dele én... That really makes sense -said no one ever.
Flasken med vand måtte vi gerne dele, og det uden det kostede os en øre...

Heldigvis kostede det ille ekstra at dele kagerne. Til gengæld kostede kagerne mere hvis man spiste dem inde i caféen, end hvis man tog dem med, hvilket på en måde er smart nok OG komplet idiotisk på samme tid!
Hvis man tager dem med. Så har man ikke alene fået dem billigere, men man sælger heller ikke mere end de købte kager, da kunden jo selvsagt har forladt butikken.
Hvis man vælger den dyre løsning, og spiser dem af caféens fine tallerkner og benytter det næsten rene service, så koster det mere. Det kan betyde der ikke er så meget mersalg. Men til gengæld tror jeg ikke man betalte ekstra for de madrester der i forvejen sad i på bestikket...

Selvom dagen startede lidt brat, ved at man blev vækket af to håndværkere, der var i færd med at fjerne ovenlysvinduet lige over sengen, mens støv og isolering dryssede ned i sengen, så var det en rigtig fin dag. Og jeg er personligt glad for jeg netop den morgen var tækkeligt draperet i et (vel)assortert udvalg af flonel.