Turist i egen by

For kort tid siden agerede jeg turist i den by jeg bor i (en forstad til). Jeg får for sjældent oplevet andet end præcis de jeg har til formål at ordne, når jeg en sjælden gang begiver mig ind til selve Ålleren down town (og lidt up) Vi startede nemlig med at besøge byens varemærke, og nej, det var IKKE en bestigning af Cimbrer tyren, selvom det i sig selv ville have været mere spektakulært på alle måder. Jeg snakker om et visit i Aalborgtårnet!!!
Selve turen op føltes uendelig! Om det var fordi spændingen og forventningerne var uudholdelige, eller om det var fordi elevatoren (fra engang først i firserne) var uendlig langsom det vides ikke. Det eneste der gjorde turen særlig var gulvtæppet- som også var fra først i firserne, og elevatorførens (hvis frisure helt sikkert var fra først i firserne!) krampagtige forsøg på at informere casualt om stuff vedrørende den metalkonstruktion vi (meget langsomt) blev beamet op i.

Langt om længe blev vi lukket ind i det aller helligste!
Jeg havde seriøst ikke forestillet mig at der ville lugte som først i firserne - hvis man overhovedet kan forestille sig hvordan først i firserne lugter... (Det kan man måske godt, hvis man er hjemmehjælper, men så snakker vi en ganske anden først i firserne-lugt) Men på den anden side, så smækker man nok heller ikke lige et par vinduer op og laver gennemtræk sådan i tide og i det her tilfælde især i utide...

Ikke nok med vi begav os op (bogstaveligt talt) - hvad vi ikke var klar over var at vi også, for de fyrre kroner det kostede at besøge Aalborgtårnet, også fik en rejse tilbage i tiden til ca. først i firserne.
Interiøret var i sandhed en tidslomme! Jeg tror endda de småkager, der var blevet omplaceret fra Karen Volf plastikemballage til klassisk storkøkkenskål også var fra først i firserne.
Det eneste der havde fulgt med tiden, og endda også i den grad, var priserne på maden... To grillpølser med pommes kostede et sted... Taaah daaah: først i firserne - som i firs KRONER!
Ganske vist holder de sig en fremragende udsigt, men for at kunne retfærdiggøre de norske priser, så skulle tårnet have været "nåe kun høj'er" - som vi siger i Ålleren. Som minimum burde man kunne skimte Norge!
Kaffen var ikke decideret dyr, og efter tempereaturen at dømme, så var den brygget engang først i firserne...
Overvejer IKKE at købe et årskort til 200,- til Aalborgtårnet. Ikke engang den mindste overvejelse!

Frokosten skulle være let, da vi havde planlagt at lægge os ud med nogle af kagerne på Penny Lane til eftermiddagskaffen.
Vi blev enige om at dele en frokostpizza. Men en kombination af "delegebyr" og ægte Aalborgensisk nærighed, valgte vi at dele to ens pizzaer. Pizza nummer to kostede næsten det samme som det ville koste at dele én... That really makes sense -said no one ever.
Flasken med vand måtte vi gerne dele, og det uden det kostede os en øre...

Heldigvis kostede det ille ekstra at dele kagerne. Til gengæld kostede kagerne mere hvis man spiste dem inde i caféen, end hvis man tog dem med, hvilket på en måde er smart nok OG komplet idiotisk på samme tid!
Hvis man tager dem med. Så har man ikke alene fået dem billigere, men man sælger heller ikke mere end de købte kager, da kunden jo selvsagt har forladt butikken.
Hvis man vælger den dyre løsning, og spiser dem af caféens fine tallerkner og benytter det næsten rene service, så koster det mere. Det kan betyde der ikke er så meget mersalg. Men til gengæld tror jeg ikke man betalte ekstra for de madrester der i forvejen sad i på bestikket...

Selvom dagen startede lidt brat, ved at man blev vækket af to håndværkere, der var i færd med at fjerne ovenlysvinduet lige over sengen, mens støv og isolering dryssede ned i sengen, så var det en rigtig fin dag. Og jeg er personligt glad for jeg netop den morgen var tækkeligt draperet i et (vel)assortert udvalg af flonel.