Jeg er overbevist om at jeg har fået en 3. grads forbrænding af at hive det brændenældeTRÆ op der ved en fejl havde slået lejr i vores hæk i komfortabelt skjul bag den grotesk store Webergrill, som "han" slæbte til huse for et par somre siden... Det tog mig lige nøjagtig TO Heineken på dåse at samle svinet. Altså grillen...
Det har jo været sommer i denne efterårs-weekend, og også i den grad! (3. grad) for mit vedkommende... Og når det er sommer midt om efteråret, så går den almindelige wienerbrøds-dansker i haven og er flittig og foretagsom.
Jeg gik på terrassen og flyttede et brændenældetræ og brændte mig af H til. Bør helt sikkert melde mig syg i morgen. Man kan jo slet ikke foretage noget som helst operativt, når det brænder, stikker og svier på begge overekstremiteterne... Årsagen til brændenælde-forbrændingerne var et anfald af udendørs virkelyst. Terrassen var helt dækket til af blade (og andre ikke nævneværdige artikler...), og med brændende fingre, hænder og arme fejede og fejede og fejede jeg... -halvdelen af terrassen... -fordi kosten knækkede... Turen til Bloksbjerg i år må have taget hårdere på den, end forventet... Nogle (onde tunger) hævder det er fordi jeg insisterede på at komme med tilbage, og kosten IKKE kunne holde til en retur...
Når det er sommer om efteråret, så drikker man rosévin. Og Hey Mambo jeg fik en fin én af slagsen. Ja, den hedder faktisk "Hey Mambo" med undertitlen: "kinky pink", og så kan man sgu da ikke andet end elske den vel? På kassen står der som bonusinfo: "You can drink rosé, and still be a bad ass!" Jeg er vild med Hey Mambo og alt det indebærer af både "bad ass" og "kinky pink".
Jeg kan nu godt lide sommer om efteråret, også selvom skoven ligner et Bo Bedre fra 70'erne, når den står der i sine brune og orange nuancer, men den er mere moderne end nogensinde, for den er retro, og retro holder (åbenbart) stadig i Danmark. På godt og ondt.
Den onde version af retro stiftede jeg visuelt bekendskab med på min foretrukne café i fredags.
Bedst som man (lykkeligt) gik og troede at tights i meget abstrakte mønstre i signalfarver hørte 80'erne, fallerede tyske porno/sports-stjerner og et par enkelte standhaftige dinosaurer indenfor klatremiljøet til, tog jeg i dén grad fejl. -desværre...
Retro eller ej, så er begrebet kommet for at blive, og retro vil altid være aktuelt og konstant. Det er til gengæld de ting som begrebet retro repræsenterer der er varierende. Og lige nu befinder vi os i et lidet æstetisk brændpunkt mellem 70'erne og 80'erne.
Men brændenælder vil altid være lige ondskabsfulde og uønskede uanset om vi lever i de brune 70'ere, pangfarvede 80'ere, altså the retro-way...
tirsdag den 4. oktober 2011
mandag den 3. oktober 2011
Den første gang
Der er en første gang for alt, og en sidste gang for den sags skyld. Det er bare ikke altid man er klar over at det er sidste gang, mens man næsten altid er klar over hvornår noget er første gang. Ikke at man så kan huske den førsta gang altid. Jeg håber i hvertfald ikke der er nogle normale mennesker der kan huske deres første skridt, for så må de enten have været meget sene til at gå, eller så må de have en overnaturlig hukommelse, der på ingen måde kan uden problemer af nogen som helst art.
Det første kys, altså det ægte første kys kan jeg overhovedet ikke huske. Jeg kan ikke huske omstændighederne, eller hvem det var for den sags skyld...
Den første kæreste... Mmmja, jeg er sgu ikke helt sikker. Dengang kunne man jo gå og tro man var kærester med én, fordi han havde sat kryds i "ja", og så i øvrigt ikke gjort noget yderligere tiltag.
Den første gang jeg havde sex... altså med en anden... Tjooooh, jeg husker der det da helt bestemt, men det gør jo ikke selve "det" til noget særligt og nævneværdigt. Ikke at jeg er traumatiseret over hændelsen, men når jeg siger det ikke var noget særligt og nævneværdigt, så mener jeg faktisk, at det ikke var noget særligt og nævneværdigt. Og alligevel vedholder man, at den første gang med "det" skal være MEGET velovervejet, og det skal ikke være med hvem som helst og bla di bla.
Det er helt klart noget der er opfundet af forældre til pigebørn, fordi de så nødigt vil se deres datter falde "i" med den forkerte. Ja, sandheden er vel reelt, at forældre til pigebørn nødigt vil erkende tanken om, at deres døtre dyrker sex. På nøjagtigt samme præmis som at ingen børn vil erkende tanken om, at deres forældre dyrker sex, hvilket MINE forældre i hvertfald IKKE gjorde. Om mine børns forældre gør kan jeg desværre ikke udtale mig om...
Jeg er sikker på at der er mange andre der tydeligt husker deres første kæreste, og måske endda MIN første kæreste, men ikke jeg.
Jeg husker til gengæld da mit hjerte for første gang blev godt og grundigt knust. Der fandtes ikke lim nok i hele verden til at samle stumperne. Thomas Helmig gifter sig med Søs Fenger i 1985 og jeg var 10 snart 11 år! Men langsomt kommer jeg mig over den store tragedie, og da de så bliver skilt, tre måneder senere, eller noget i den stil, er Thomas Helmig forlængst glemt og skrottet til fordel for Robert Smith! Der OGSÅ knuser mit hjerte. Men der er dog på en mere gelinde måde. Drømmen om at blive gift med Robert Smith er vedholdende, men eftersom det langsomt går op for mig, at han umiddelbart ikke har tænkt sig at forlade smukke Mary, som han har dannet par med siden folkeskolen, selvom alle hans sange indikerer noget andet, vælger jeg at vende tilbage til den virkelige verden, og begynde at date "ægte" mennesker...
Hvordan det går husker jeg ikke helt præcist, men mon ikke det var indenfor normalområdet? -det vælger jeg at bilde mig selv ind.
Til gengæld husker jeg så tydeligt, som var det i går, den første PRUT!!! i selskab med en relativt ny kæreste...
Det var en sen aften, og vi havde sikkert set film. Jeg lå på sofaen, og befandt mig i et limbo mellem at være vågen og at halvsove.
Det er en tilstand, hvor man er nogenlunde klar over hvad der foregår omkring én, men man er ganske ude af stand til at foretage sig hverken fra eller til.
Og der kom den! PRUTTEN! Eller rettere sagt, en halv prut! For jovist kunne jeg mærke den var under opsejling, eller hvad man nu siger, men min mentale og fysiske tilstand gjorde mig ude af stand til at handle eller afværge katastrofen!
"Han" havde lige rejst sig for at ente kaffe, gå på toilettet eller en tredje aktivitet der måtte forårsage hans retræte fra sofaens lune (og snart lunere) favntag...
Og der kom den!!! "Hans" reaktion var prompte at vende sig mod mig med en hoverende pegefinger rettet mod mig, mens han med lige dele forundring og lige dele forfærdelse i øjnene udbrød et lydscenarie jeg på intet tidspunkt ville kunne gengive.
Min reaktion var at forsvinde ind under det tæppe jeg havde over mig, hvilket lynhurtigt viste sig at være denne aftens næst mest tåbelige move...
Men jeg var lige pludselig MEGET vågen, trods indtag af sundhedsfarlige gasser under plaid i ren ny uld.
Hvad der blev af den sidste halvdel af prutten? Den blev hvor den var, delte sig i det uendelige, voksede sig store og kraftige og bringer hygge og varme i vores liv på dagligt basis...
Det første kys, altså det ægte første kys kan jeg overhovedet ikke huske. Jeg kan ikke huske omstændighederne, eller hvem det var for den sags skyld...
Den første kæreste... Mmmja, jeg er sgu ikke helt sikker. Dengang kunne man jo gå og tro man var kærester med én, fordi han havde sat kryds i "ja", og så i øvrigt ikke gjort noget yderligere tiltag.
Den første gang jeg havde sex... altså med en anden... Tjooooh, jeg husker der det da helt bestemt, men det gør jo ikke selve "det" til noget særligt og nævneværdigt. Ikke at jeg er traumatiseret over hændelsen, men når jeg siger det ikke var noget særligt og nævneværdigt, så mener jeg faktisk, at det ikke var noget særligt og nævneværdigt. Og alligevel vedholder man, at den første gang med "det" skal være MEGET velovervejet, og det skal ikke være med hvem som helst og bla di bla.
Det er helt klart noget der er opfundet af forældre til pigebørn, fordi de så nødigt vil se deres datter falde "i" med den forkerte. Ja, sandheden er vel reelt, at forældre til pigebørn nødigt vil erkende tanken om, at deres døtre dyrker sex. På nøjagtigt samme præmis som at ingen børn vil erkende tanken om, at deres forældre dyrker sex, hvilket MINE forældre i hvertfald IKKE gjorde. Om mine børns forældre gør kan jeg desværre ikke udtale mig om...
Jeg er sikker på at der er mange andre der tydeligt husker deres første kæreste, og måske endda MIN første kæreste, men ikke jeg.
Jeg husker til gengæld da mit hjerte for første gang blev godt og grundigt knust. Der fandtes ikke lim nok i hele verden til at samle stumperne. Thomas Helmig gifter sig med Søs Fenger i 1985 og jeg var 10 snart 11 år! Men langsomt kommer jeg mig over den store tragedie, og da de så bliver skilt, tre måneder senere, eller noget i den stil, er Thomas Helmig forlængst glemt og skrottet til fordel for Robert Smith! Der OGSÅ knuser mit hjerte. Men der er dog på en mere gelinde måde. Drømmen om at blive gift med Robert Smith er vedholdende, men eftersom det langsomt går op for mig, at han umiddelbart ikke har tænkt sig at forlade smukke Mary, som han har dannet par med siden folkeskolen, selvom alle hans sange indikerer noget andet, vælger jeg at vende tilbage til den virkelige verden, og begynde at date "ægte" mennesker...
Hvordan det går husker jeg ikke helt præcist, men mon ikke det var indenfor normalområdet? -det vælger jeg at bilde mig selv ind.
Til gengæld husker jeg så tydeligt, som var det i går, den første PRUT!!! i selskab med en relativt ny kæreste...
Det var en sen aften, og vi havde sikkert set film. Jeg lå på sofaen, og befandt mig i et limbo mellem at være vågen og at halvsove.
Det er en tilstand, hvor man er nogenlunde klar over hvad der foregår omkring én, men man er ganske ude af stand til at foretage sig hverken fra eller til.
Og der kom den! PRUTTEN! Eller rettere sagt, en halv prut! For jovist kunne jeg mærke den var under opsejling, eller hvad man nu siger, men min mentale og fysiske tilstand gjorde mig ude af stand til at handle eller afværge katastrofen!
"Han" havde lige rejst sig for at ente kaffe, gå på toilettet eller en tredje aktivitet der måtte forårsage hans retræte fra sofaens lune (og snart lunere) favntag...
Og der kom den!!! "Hans" reaktion var prompte at vende sig mod mig med en hoverende pegefinger rettet mod mig, mens han med lige dele forundring og lige dele forfærdelse i øjnene udbrød et lydscenarie jeg på intet tidspunkt ville kunne gengive.
Min reaktion var at forsvinde ind under det tæppe jeg havde over mig, hvilket lynhurtigt viste sig at være denne aftens næst mest tåbelige move...
Men jeg var lige pludselig MEGET vågen, trods indtag af sundhedsfarlige gasser under plaid i ren ny uld.
Hvad der blev af den sidste halvdel af prutten? Den blev hvor den var, delte sig i det uendelige, voksede sig store og kraftige og bringer hygge og varme i vores liv på dagligt basis...
søndag den 2. oktober 2011
Bæredygtige bryster
Når Anita vinder den store gevinst i Lotto, så skal hun have nye bryster, og så må jeg få de gamle!
Dét kan man sgu da kalde bæredygtigt, fair trade og ikke mindst det nok så populære VINTAGE!
Det er bare ét af de meget alvorlige og seriøse emner vi drøfter under vores "long distance" late-night calls. -der endelig ikke må forveksles med et booty-call. Hvis det er noget, så kan det som max rangere sig til et boob-call... Vintage boob-call that is.
Det hele startede vel med, at vi på afdelingen fik en invitation til et eksklusivt besøg i en undertøjsbutik. Da jeg blev spurgt, om jeg ville med, under lovnng på, at jeg jo kunne få taget mål til min helt rigtige BH-størrelse, kiggede jeg først den der sagde det dybt i øjnene, og via vedholdende øjenkontakt førte jeg vedkommendes blik ned mod min, på ingen måde imponerende, barm, mens jeg henkastet hvæsede: "hvad tror du selv?"
Der findes ikke en BH, der er så lille, at den på nogen måde ville kunne præsentere mine bryster, eller mangel på samme, med en minimal snert af værdighed.
Mine bryster er nærmere så lange og tynde, at en vaffel til en lille softice ville udgøre en fremragende BH... Men det er lige lovligt Madonna goes Jean Paul Gaultier goes Frisko... Og det tror jeg bare stadig ikke Ålleren og omegn er parat til. Og når så vaflen på et tidspunkt mister sin sprødhed, og det ved vo jo alle at den før, så vil den i stedet udgøre et lige så slapt og hængende etui nøjagtigt som indholdet, og så er vi jo lige vidt.
Men kunne man forestille sig at man kunne få bryster på tilbud? Jeg mener, implantater i en stor rodekasse med sidste sæsons kollektion? -og kunsten ville så være at finde to der er tilnærmelsesvis ens... Jeg forestiller mig en kødrand af fladpattede emsige kvindfolk, og måske en enkelt eller to transseksuelle, stå oveni hinanden og smide om sig med brystimplantater i forskellige størrelser, konsistenser og faconner.
Det ville formentlig ikke være Illum, der danner fortop for et boob-rivegilde. I hvertfald ikke hvis ammebryster skulle gå hen at blive det nye sort.
Dét kan man sgu da kalde bæredygtigt, fair trade og ikke mindst det nok så populære VINTAGE!
Det er bare ét af de meget alvorlige og seriøse emner vi drøfter under vores "long distance" late-night calls. -der endelig ikke må forveksles med et booty-call. Hvis det er noget, så kan det som max rangere sig til et boob-call... Vintage boob-call that is.
Det hele startede vel med, at vi på afdelingen fik en invitation til et eksklusivt besøg i en undertøjsbutik. Da jeg blev spurgt, om jeg ville med, under lovnng på, at jeg jo kunne få taget mål til min helt rigtige BH-størrelse, kiggede jeg først den der sagde det dybt i øjnene, og via vedholdende øjenkontakt førte jeg vedkommendes blik ned mod min, på ingen måde imponerende, barm, mens jeg henkastet hvæsede: "hvad tror du selv?"
Der findes ikke en BH, der er så lille, at den på nogen måde ville kunne præsentere mine bryster, eller mangel på samme, med en minimal snert af værdighed.
Mine bryster er nærmere så lange og tynde, at en vaffel til en lille softice ville udgøre en fremragende BH... Men det er lige lovligt Madonna goes Jean Paul Gaultier goes Frisko... Og det tror jeg bare stadig ikke Ålleren og omegn er parat til. Og når så vaflen på et tidspunkt mister sin sprødhed, og det ved vo jo alle at den før, så vil den i stedet udgøre et lige så slapt og hængende etui nøjagtigt som indholdet, og så er vi jo lige vidt.
Men kunne man forestille sig at man kunne få bryster på tilbud? Jeg mener, implantater i en stor rodekasse med sidste sæsons kollektion? -og kunsten ville så være at finde to der er tilnærmelsesvis ens... Jeg forestiller mig en kødrand af fladpattede emsige kvindfolk, og måske en enkelt eller to transseksuelle, stå oveni hinanden og smide om sig med brystimplantater i forskellige størrelser, konsistenser og faconner.
Det ville formentlig ikke være Illum, der danner fortop for et boob-rivegilde. I hvertfald ikke hvis ammebryster skulle gå hen at blive det nye sort.
mandag den 26. september 2011
En lille servicemeddelelse... (om tamponer blandt andet...)
Alle der har fulgt med i min blog, ved jo jeg har et forhold til tamponer, som en filipiner har til perledykning...
Nu har mit forhold til tamponen nået helt nye og utænkelige dimensioner. Og jeg har overvejet i ca. 2 timer og 48 minutter om jeg var parat til at dele min ahemm... oplevelse med Jer.
Men jeg vurderede at flere, end jeg, kunne få glæde af de erfaringer jeg har gjort mig. Og den ene eller de få mandlige læsere jeg har, vil nok føle sig lidt udenfor nu, men på sigt vil det måske alligevel kunne være gavnlig viden, så læs endelig med de herrer!
Nå, men det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg til tider er en smule stresset og ikke mindst distræt, og det kom tydeligt til udtryk i dag.
Det hele startede med at jeg kom for sent op!
Jeg skulle løbe Lundby-løb, som IKKE har noget med dukkehuset at gøre Ulla... men som til gengæld er et løb i "let kuperet" terræn, som der stod på løbsbeskrivelsen. LET kuperet??? -så siger vi det! -men så vil jeg nødig opleve et terræn der er almindeligt kuperet, altså uden "let"...
Resultatet af at stå for sent op, fik Morten selvfølgelig at føle med en ordentlig gang "god"morgen-skæld ud! For det var jo i virkeligheden HANS skyld at jeg kom for sent op. HAN var jo ene og alene skyld i, at jeg havde sådan en svært hyggelig aften i logens favn med gin-tonics og meget store offensive bryster, der heldigvis sad på en anden. Ikke at han overhovedet var med, og han var også gået i seng, da jeg kom hjem, men selvfølgelig var det hans skyld!
Vi kom alligevel afsted, og var i Lundby ca. 25 min før start, da det gik op for mig, at startnummeret lå hjemme på køkkenbordet... Arrrrrrrrgh i hele verden! Arrrrgh!
Aldrig har Focusen blæst gennem Nøvling og opland i så hidsigt et tempo, eller jo det har den adskillige morgener hvor ældsten skal afleveres, og uret går hurtigere end planlagt, men det vedkommer jo ikke sagen overhovedet...
Lettere forkvalmet kaster jeg mig ind i køkkenet og får fundet startnummeret frem i bunken blandt rykkere og trussselsbreve fra fogeden. Eller noget iden stil, men det lød da godt ikke? (første servicemeddelelse: fogeden sender ikke trusselsbreve, men afleverer dem selv i egen høje, ja nærmest ranglede person, det har jeg selv set... -han kører i en grøn Golf)
1 minut og 30 sekunder før startskuddet lyder indfinder jeg mig i det (til min store forfærdelse) meget fåtallige men toptrænede startfelt... WTF? -hvad fanden skete der lige med hyggelige traditionsrige løb i Lundby krat? -det var måske ikke i dag?...
Startskuddet lød, og efter de første 250 meter havde jeg både fået mit startnummer monteret OG fået aktiveret Endomondo OG tændt iPoden, men jeg havde IKKE fået monteret en ny tampon (for lige at fastholde temaet i overskriften), jeg løb ca. enten 12 timer FØR eller EFTER jeg plejer at løbe, da jeg som regel løber ved 22-23 tiden (så er der meget få der ser mig pruste afsted gennem Visse/Gug og Kærbys gader, og det er der reelt mnge der skal være taknemmelige for!)
Let kuperet min bare blødende r*v... De 4 første km var en sand kamp, men efter 7 km gik det skide godt... Altså indtil 8 km mærket, hvor man lige fik en sidste gang prygl af det "let kuperede terræn" OMFG... Efter 8 km stod min familie og heppede. Jeg undrede mig over hvornår jeg havde fået TO mænd, 4 børn og iøvrigt var blevet i stand til at se deres aura... -som var en anelse sløret og flimret i det...
Nå, safe home igen skulle dagens andre opgaver varetages:
Frokost, vasketøj, lur på sofaen med tre meget ivrige og ta daaah-aagtige hundehvalpe, som i øvrigt er MEGET til salg NU! Aftensmad med fejring af Emmas fødselsdag, børn i seng, støvsuge, vaske gulv, mere vasketøj, madpakker og nu et uanstændigt stort glad rødvin...
Det var så in between de nævnte gøremål jeg gør mig den vigtige erfaring med tamponen...
Jeg er jo ikke typen der gør noget halvt, når jeg gør det, og det gælder også det at menstruere! Der får den altså alt hvad den kan trække! JEg siger Jer, det er et sandt festfyrværkeri af røde blodlegemer og kropsvæsker, et inferno kan man med rette definere den særlige uge på måneden. Og her har jeg jo SLET ikke været inde på humøret endnu...
Men med hyppige skift at hygiejneprodukter KAN det jo godt svipse, distraktionen in mente, at men får placeret en substitut for afgående, eller udgående tampon... Det KAN så i enkelte tilfælde også ske, at man rent faktisk FÅR placeret den nye tampon, men glemmer det...
Én ting er sikkert... det var tid til en ny! Men en lille forudsætning for at placere den nye, er jo at den gamle aftræder. Og til det formål, har producenten af produktet været så smart, at påmontere en lille anordning der gør at produktet er nemt at skifte ud. En anordning der i øvrigt der tåbelig ud, når den hænger casualt ud gennem benet på en bikiniunderdel eller en badedragt... SNOREN!
Det var så den jeg ikke rigtig kunne finde... selv efter ihærdig eftersøgning... Jeg får bildt mig selv ind, at jeg nok havde glemt at indsætte en stedfortræder, og konstituerer én med det samme. Dog uden held... Ergo, så måtte aftrædende stadig sidde "på tronen"... Og jeg havde ret...
Så det ER altså en rigtig god idé at "rulle" snoren ud, inden man aktiverer "produktet"...
Nå men så blev gulvet vasket og madpakkerne smurt og og og dum di dum di dej...
Og hundehvalpene er STADIG til salg!
Nu har mit forhold til tamponen nået helt nye og utænkelige dimensioner. Og jeg har overvejet i ca. 2 timer og 48 minutter om jeg var parat til at dele min ahemm... oplevelse med Jer.
Men jeg vurderede at flere, end jeg, kunne få glæde af de erfaringer jeg har gjort mig. Og den ene eller de få mandlige læsere jeg har, vil nok føle sig lidt udenfor nu, men på sigt vil det måske alligevel kunne være gavnlig viden, så læs endelig med de herrer!
Nå, men det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg til tider er en smule stresset og ikke mindst distræt, og det kom tydeligt til udtryk i dag.
Det hele startede med at jeg kom for sent op!
Jeg skulle løbe Lundby-løb, som IKKE har noget med dukkehuset at gøre Ulla... men som til gengæld er et løb i "let kuperet" terræn, som der stod på løbsbeskrivelsen. LET kuperet??? -så siger vi det! -men så vil jeg nødig opleve et terræn der er almindeligt kuperet, altså uden "let"...
Resultatet af at stå for sent op, fik Morten selvfølgelig at føle med en ordentlig gang "god"morgen-skæld ud! For det var jo i virkeligheden HANS skyld at jeg kom for sent op. HAN var jo ene og alene skyld i, at jeg havde sådan en svært hyggelig aften i logens favn med gin-tonics og meget store offensive bryster, der heldigvis sad på en anden. Ikke at han overhovedet var med, og han var også gået i seng, da jeg kom hjem, men selvfølgelig var det hans skyld!
Vi kom alligevel afsted, og var i Lundby ca. 25 min før start, da det gik op for mig, at startnummeret lå hjemme på køkkenbordet... Arrrrrrrrgh i hele verden! Arrrrgh!
Aldrig har Focusen blæst gennem Nøvling og opland i så hidsigt et tempo, eller jo det har den adskillige morgener hvor ældsten skal afleveres, og uret går hurtigere end planlagt, men det vedkommer jo ikke sagen overhovedet...
Lettere forkvalmet kaster jeg mig ind i køkkenet og får fundet startnummeret frem i bunken blandt rykkere og trussselsbreve fra fogeden. Eller noget iden stil, men det lød da godt ikke? (første servicemeddelelse: fogeden sender ikke trusselsbreve, men afleverer dem selv i egen høje, ja nærmest ranglede person, det har jeg selv set... -han kører i en grøn Golf)
1 minut og 30 sekunder før startskuddet lyder indfinder jeg mig i det (til min store forfærdelse) meget fåtallige men toptrænede startfelt... WTF? -hvad fanden skete der lige med hyggelige traditionsrige løb i Lundby krat? -det var måske ikke i dag?...
Startskuddet lød, og efter de første 250 meter havde jeg både fået mit startnummer monteret OG fået aktiveret Endomondo OG tændt iPoden, men jeg havde IKKE fået monteret en ny tampon (for lige at fastholde temaet i overskriften), jeg løb ca. enten 12 timer FØR eller EFTER jeg plejer at løbe, da jeg som regel løber ved 22-23 tiden (så er der meget få der ser mig pruste afsted gennem Visse/Gug og Kærbys gader, og det er der reelt mnge der skal være taknemmelige for!)
Let kuperet min bare blødende r*v... De 4 første km var en sand kamp, men efter 7 km gik det skide godt... Altså indtil 8 km mærket, hvor man lige fik en sidste gang prygl af det "let kuperede terræn" OMFG... Efter 8 km stod min familie og heppede. Jeg undrede mig over hvornår jeg havde fået TO mænd, 4 børn og iøvrigt var blevet i stand til at se deres aura... -som var en anelse sløret og flimret i det...
Nå, safe home igen skulle dagens andre opgaver varetages:
Frokost, vasketøj, lur på sofaen med tre meget ivrige og ta daaah-aagtige hundehvalpe, som i øvrigt er MEGET til salg NU! Aftensmad med fejring af Emmas fødselsdag, børn i seng, støvsuge, vaske gulv, mere vasketøj, madpakker og nu et uanstændigt stort glad rødvin...
Det var så in between de nævnte gøremål jeg gør mig den vigtige erfaring med tamponen...
Jeg er jo ikke typen der gør noget halvt, når jeg gør det, og det gælder også det at menstruere! Der får den altså alt hvad den kan trække! JEg siger Jer, det er et sandt festfyrværkeri af røde blodlegemer og kropsvæsker, et inferno kan man med rette definere den særlige uge på måneden. Og her har jeg jo SLET ikke været inde på humøret endnu...
Men med hyppige skift at hygiejneprodukter KAN det jo godt svipse, distraktionen in mente, at men får placeret en substitut for afgående, eller udgående tampon... Det KAN så i enkelte tilfælde også ske, at man rent faktisk FÅR placeret den nye tampon, men glemmer det...
Én ting er sikkert... det var tid til en ny! Men en lille forudsætning for at placere den nye, er jo at den gamle aftræder. Og til det formål, har producenten af produktet været så smart, at påmontere en lille anordning der gør at produktet er nemt at skifte ud. En anordning der i øvrigt der tåbelig ud, når den hænger casualt ud gennem benet på en bikiniunderdel eller en badedragt... SNOREN!
Det var så den jeg ikke rigtig kunne finde... selv efter ihærdig eftersøgning... Jeg får bildt mig selv ind, at jeg nok havde glemt at indsætte en stedfortræder, og konstituerer én med det samme. Dog uden held... Ergo, så måtte aftrædende stadig sidde "på tronen"... Og jeg havde ret...
Så det ER altså en rigtig god idé at "rulle" snoren ud, inden man aktiverer "produktet"...
Nå men så blev gulvet vasket og madpakkerne smurt og og og dum di dum di dej...
Og hundehvalpene er STADIG til salg!
tirsdag den 16. august 2011
Kroppens uundgåelige forfald. Noget om løb, bryster og helium!
Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så er det jo en kendsgerning, at jeg har præsteret ikke ét, men hele TO børn med den krop jeg bærer rundt på.
Jeg vil sige, at jeg er kommet ret godt fra det. Altså hvis man ser på børnene. Vender man derimod blikket mod kroppen der har fostret de der børn, så vil man straks se hvordan to graviditeter og to fødsler sætter sine helt naturlige rustikke patina på den ukønne måde. Ikke at ukøn og ucharmerende er synonymt, for jeg synes det giver kroppen en vis charme, når man kan se på den, at den har ydet noget.
Man kan se på mine hofter de har båret to børn. Det kan man se fordi de er knap så smalle som de var før. Eller også var mine skuldre bredere???!??.... Mine bryster bærer præg af to gange amning på over et år pr. amme-runde. Og her vil jeg nævne, at det var af rent praktiske og økonomiske årsager. Det er altså den billigste og nemmeste måde at holde afkommet i live på. Og i live skal afkommet holdes, så de kan tjene til føden og betale de sagsomkostninger der senere vil blive dem pålagt, i forbindelse med jeg sagsøger dem for strækmærker, løse ledbånd og yderst afslappede bryster...
Forleden lå jeg halvt ned i sofaen med den bærbare på maven. Ikke et uvant scenarie i det her hjem i denne her sofa. Halvsovende beslutter jeg mig for, at nu skal det være nok. Nu vil jeg i seng, og resolut smækker jeg computerlåget i...
-på mine bryster!!! Så vågner man brat må man vel nok sige! Et aluminiums-låg fra en 15" MacBook Pro vejer rimelig godt på et par halvsovende bryster. Og at Mac'en var af den gamle model, gjorde bestemt ikke tyngden af låget mindre på nogen måde!
Med dunkende barm bevægede jeg jeg mod badeværelset, og blev i den grad gjort opmærksom på endnu et bevis på at kroppen er under afvikling. Leverandøren af pigment til håret på øverste etage her tilsyneladende stoppet leverancen. De kunne simpelthen allerede nu se det ikke nyttede noget. Jeg er så blevet efterladt med hår, der allermest minder om et skakbræt på et maleri af Dali. Lidt forvrænget, men ikke nok til man ikke kan se hvad det er... På en måde glæder jeg mig lidt til at pigment-pusheren også lukker for det varme vand i ansigtregionen. Så så man lige mig med stort hvidt skæg OG store hvide buskede øjenbryn! Ole Ernst go home!
Til gengæld udviser mine underekstremiteter en ny og forbedret fasthed der aldrig er blevet set på dem nogensinde. Det der løbning der er altså både godt for krop og sjæl. Ja, altså med undtagelse af bryster og hår, men jeg kan heller ikke rigtig komme i tanke om en løbeteknik, der direkte inddrager brysterne. Og heldigvis, trods deres længde, er de dog ikke så lange at jeg hverken løber PÅ dem, eller falder i dem. -Altså endnu... Men så må de rulles op, eller fyldes med helium. KAN man overhovedet fylde brysterne med helium og derved gøre dem knap så "hæng-vorne"?... Måske et projekt for Jørgen Ege?...
Løberiet har også forårsaget at den forhadte ryg-delle er begyndt at reducere sig betragteligt, og maven er blevet noget fladere. Ikke fastere, men fladere...
Men det kan også have noget med manglen af alkoholindtagelse at gøre. Efter jeg er begyndt at løbe, hvilket oftest foregår lang tid efter mørkets frembrud, så bliver det desværre ikke til så mange Heineken og så meget portvin. Man løber ikke så stabilt med en lille blæser på, selvom det nok er lidt sjovere... Nå ja, de dage jeg ikke løber, har jeg som regel vagt, og patienterne bliver simpelthen så skide sure, hvis man lugter af alkohol, når man skal forsøge at redde dem. Tsk tsk tsk...
Rynker har jeg heldigvis ikke så mange af endnu. Altså i ansigtet...
Jeg vil sige, at jeg er kommet ret godt fra det. Altså hvis man ser på børnene. Vender man derimod blikket mod kroppen der har fostret de der børn, så vil man straks se hvordan to graviditeter og to fødsler sætter sine helt naturlige rustikke patina på den ukønne måde. Ikke at ukøn og ucharmerende er synonymt, for jeg synes det giver kroppen en vis charme, når man kan se på den, at den har ydet noget.
Man kan se på mine hofter de har båret to børn. Det kan man se fordi de er knap så smalle som de var før. Eller også var mine skuldre bredere???!??.... Mine bryster bærer præg af to gange amning på over et år pr. amme-runde. Og her vil jeg nævne, at det var af rent praktiske og økonomiske årsager. Det er altså den billigste og nemmeste måde at holde afkommet i live på. Og i live skal afkommet holdes, så de kan tjene til føden og betale de sagsomkostninger der senere vil blive dem pålagt, i forbindelse med jeg sagsøger dem for strækmærker, løse ledbånd og yderst afslappede bryster...
Forleden lå jeg halvt ned i sofaen med den bærbare på maven. Ikke et uvant scenarie i det her hjem i denne her sofa. Halvsovende beslutter jeg mig for, at nu skal det være nok. Nu vil jeg i seng, og resolut smækker jeg computerlåget i...
-på mine bryster!!! Så vågner man brat må man vel nok sige! Et aluminiums-låg fra en 15" MacBook Pro vejer rimelig godt på et par halvsovende bryster. Og at Mac'en var af den gamle model, gjorde bestemt ikke tyngden af låget mindre på nogen måde!
Med dunkende barm bevægede jeg jeg mod badeværelset, og blev i den grad gjort opmærksom på endnu et bevis på at kroppen er under afvikling. Leverandøren af pigment til håret på øverste etage her tilsyneladende stoppet leverancen. De kunne simpelthen allerede nu se det ikke nyttede noget. Jeg er så blevet efterladt med hår, der allermest minder om et skakbræt på et maleri af Dali. Lidt forvrænget, men ikke nok til man ikke kan se hvad det er... På en måde glæder jeg mig lidt til at pigment-pusheren også lukker for det varme vand i ansigtregionen. Så så man lige mig med stort hvidt skæg OG store hvide buskede øjenbryn! Ole Ernst go home!
Til gengæld udviser mine underekstremiteter en ny og forbedret fasthed der aldrig er blevet set på dem nogensinde. Det der løbning der er altså både godt for krop og sjæl. Ja, altså med undtagelse af bryster og hår, men jeg kan heller ikke rigtig komme i tanke om en løbeteknik, der direkte inddrager brysterne. Og heldigvis, trods deres længde, er de dog ikke så lange at jeg hverken løber PÅ dem, eller falder i dem. -Altså endnu... Men så må de rulles op, eller fyldes med helium. KAN man overhovedet fylde brysterne med helium og derved gøre dem knap så "hæng-vorne"?... Måske et projekt for Jørgen Ege?...
Løberiet har også forårsaget at den forhadte ryg-delle er begyndt at reducere sig betragteligt, og maven er blevet noget fladere. Ikke fastere, men fladere...
Men det kan også have noget med manglen af alkoholindtagelse at gøre. Efter jeg er begyndt at løbe, hvilket oftest foregår lang tid efter mørkets frembrud, så bliver det desværre ikke til så mange Heineken og så meget portvin. Man løber ikke så stabilt med en lille blæser på, selvom det nok er lidt sjovere... Nå ja, de dage jeg ikke løber, har jeg som regel vagt, og patienterne bliver simpelthen så skide sure, hvis man lugter af alkohol, når man skal forsøge at redde dem. Tsk tsk tsk...
Rynker har jeg heldigvis ikke så mange af endnu. Altså i ansigtet...
torsdag den 11. august 2011
Kål og stokkeslag
Når man nu har haft en periode, hvor indtaget af mad har været begrænset, fordi man ikke lige har været sulten et stykke tid, så er det nok verdens dårligste ide, altså næst efter at drikke en halv flaske blå Mikado blandet op i sprite som 13 årig, -at genoptage sin spise-karriere med at spise TO slags kål til aftensmad...
Nu ved alle jo, at kål og løg er fundamentet i en god og hyggelig aften. Altså EFTER indtagelse. Det får os til at holde varmen -som man siger... Let gang over gulvene og jeg kunne blive ved.
MEN jeg har i dag erfaret, at der faktisk er et stadie der ligger UNDER hyggestadiet, og det er det jeg vil beskrive nu...
Allerede i går begik jeg en fejl. Ikke en fejl så stor, som de der kan begåes med tequila og håndvåben, men næsten... Jeg løb 7,25 km EFTER indtagelse af Heineken, nachos med massiv pressening af smeltet ost og en afsluttende espresso. Et brunt punktum, om man så må sige...
Det var nok da jeg havde rundet de 4-5 km jeg lige så stille blev enig med mig selv om, at udskyde opfindelsen af tyggegummi med smeltet ost-smag, og i den forbindelse samtidig udskyde tyggegummi med brun sovs-smag... Sidst på turen, var jeg vel så dehydreret, at jeg ikke længere svedte, men nøjedes med at støve salt! Hud som trylledej er det sidste nye -har jeg hørt...
Nå, men det var også i går, altså udover min begyndende dehydratio, jeg lagde grundstenene til denne dags svækkelse af den ellers så gennemtænkte mekaniske, vi kalder menneskekroppen... Min krop kunne godt bruge en kalibrering, eller måske bare lidt mere vand og lidt mindre kål... Men eftersom man altid kan være bagklog, så måtte jeg betale prisen den ganske lange dag i dag med utilpashed, svie (i solar plexus-regionen) og smerte.
Tåbeligheden i at så meget som overveje at helbrede noget som helst ondt i maven med kaffe, lader sig ikke med mit ringe vokabularium beskrive. Men ikke destomindre... DUMT! At gratinere kaffen med en tosca-snitte tangerer jo til det rene og uforfalskede idioti... Meeen igen... ikke destomindre... DUUUMT!!!
Jeg vil næsten tro jeg nåede klimax af kål-forårsaget dårligdom da vi var ude i IKEA og spise aftensmad. Jeg får pandekager med spinat og ostefyld, salat og en bolle. Ja, jeg har faktisk ikke spist kød i dag. Klimaet og den globale ophedning kan takke mig senere, og kvittere med medvind på cykelstierne.
Halleluja som tarmtøjet ruskede i bidslet. For dælan jeg fik ondt i maven OG kvalme samtidig. Og bare tanken om at skulle forcere afdelingen med duftlys gjorde mig svag og fyldte mig med angst og skumfråde...
Havde det ikke været for den pludselige distraktion af en mand iført elefanthue der midt i IKEA, så ville jeg formentlig ligge på gulvet og vonde mig i en tung og ildelugtende sky af prut og anden ondskab der sådan kan ophobe sig i ens aller inderste.
Ja, det er muligt jeg har noget sært hår, og det er muligt at ALLE kigger, men hvad var det lige præcis der fik "elefantmanden" til ligefrem at vende sig om og glo efter MIG, idet han passerer mig? Jeg mener, håret er jo en faktor det høster en del opmærksomhed, men det var sgu da ikke mig der var draperet af armygrønt patentstrik i hele ansigtet, det var HAM! -skulle have råbt SPEJL efter ham, men det turde jeg slet ikke, dersom manden opførte sig yderst uligevægtig på den ægte creepy måde...
Tilbage til kålen og al dens ondskab. I skrivende stund, skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg er nået på den anden side af ondskabsimperiet og gået lige lukt ind i det føromtalte hyggestadie.
Har jeg lært noget af det her? -altså udover hvad det vil sige at være østeuropæisk gymnastikpige i slutningen af 70'erne, hvor diæten primært bestod af lige dele kål og lige dele stokkeslag. Stokkeslagene må nødvendigvis have til formål at tæske kålens onde egenskaber ud af kroppen.
Måske har jeg gennemgået de ubeskrivelige lidelser i dag, fordi jeg glemte stokkeslagene i går?...
Nu ved alle jo, at kål og løg er fundamentet i en god og hyggelig aften. Altså EFTER indtagelse. Det får os til at holde varmen -som man siger... Let gang over gulvene og jeg kunne blive ved.
MEN jeg har i dag erfaret, at der faktisk er et stadie der ligger UNDER hyggestadiet, og det er det jeg vil beskrive nu...
Allerede i går begik jeg en fejl. Ikke en fejl så stor, som de der kan begåes med tequila og håndvåben, men næsten... Jeg løb 7,25 km EFTER indtagelse af Heineken, nachos med massiv pressening af smeltet ost og en afsluttende espresso. Et brunt punktum, om man så må sige...
Det var nok da jeg havde rundet de 4-5 km jeg lige så stille blev enig med mig selv om, at udskyde opfindelsen af tyggegummi med smeltet ost-smag, og i den forbindelse samtidig udskyde tyggegummi med brun sovs-smag... Sidst på turen, var jeg vel så dehydreret, at jeg ikke længere svedte, men nøjedes med at støve salt! Hud som trylledej er det sidste nye -har jeg hørt...
Nå, men det var også i går, altså udover min begyndende dehydratio, jeg lagde grundstenene til denne dags svækkelse af den ellers så gennemtænkte mekaniske, vi kalder menneskekroppen... Min krop kunne godt bruge en kalibrering, eller måske bare lidt mere vand og lidt mindre kål... Men eftersom man altid kan være bagklog, så måtte jeg betale prisen den ganske lange dag i dag med utilpashed, svie (i solar plexus-regionen) og smerte.
Tåbeligheden i at så meget som overveje at helbrede noget som helst ondt i maven med kaffe, lader sig ikke med mit ringe vokabularium beskrive. Men ikke destomindre... DUMT! At gratinere kaffen med en tosca-snitte tangerer jo til det rene og uforfalskede idioti... Meeen igen... ikke destomindre... DUUUMT!!!
Jeg vil næsten tro jeg nåede klimax af kål-forårsaget dårligdom da vi var ude i IKEA og spise aftensmad. Jeg får pandekager med spinat og ostefyld, salat og en bolle. Ja, jeg har faktisk ikke spist kød i dag. Klimaet og den globale ophedning kan takke mig senere, og kvittere med medvind på cykelstierne.
Halleluja som tarmtøjet ruskede i bidslet. For dælan jeg fik ondt i maven OG kvalme samtidig. Og bare tanken om at skulle forcere afdelingen med duftlys gjorde mig svag og fyldte mig med angst og skumfråde...
Havde det ikke været for den pludselige distraktion af en mand iført elefanthue der midt i IKEA, så ville jeg formentlig ligge på gulvet og vonde mig i en tung og ildelugtende sky af prut og anden ondskab der sådan kan ophobe sig i ens aller inderste.
Ja, det er muligt jeg har noget sært hår, og det er muligt at ALLE kigger, men hvad var det lige præcis der fik "elefantmanden" til ligefrem at vende sig om og glo efter MIG, idet han passerer mig? Jeg mener, håret er jo en faktor det høster en del opmærksomhed, men det var sgu da ikke mig der var draperet af armygrønt patentstrik i hele ansigtet, det var HAM! -skulle have råbt SPEJL efter ham, men det turde jeg slet ikke, dersom manden opførte sig yderst uligevægtig på den ægte creepy måde...
Tilbage til kålen og al dens ondskab. I skrivende stund, skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg er nået på den anden side af ondskabsimperiet og gået lige lukt ind i det føromtalte hyggestadie.
Har jeg lært noget af det her? -altså udover hvad det vil sige at være østeuropæisk gymnastikpige i slutningen af 70'erne, hvor diæten primært bestod af lige dele kål og lige dele stokkeslag. Stokkeslagene må nødvendigvis have til formål at tæske kålens onde egenskaber ud af kroppen.
Måske har jeg gennemgået de ubeskrivelige lidelser i dag, fordi jeg glemte stokkeslagene i går?...
onsdag den 10. august 2011
Sær type i IKEA
Altså udover mig denne gang... Så gik der en mandsperson rundt i IKEA i dag iført: Sådan nogle arbejdsbukser i grå med mørke forstærkninger rundt omkring En kortærmet trøje Og ELEFANTHUE :smiley der stirrer vantro: -der var trukket sådan op, at man kun kunne se hans øjne... Manden var ikke gammel, men nok sidst i 30'erne måske midt i 40'erne og slank og veltrænet, men ikke pumpet. Middelhøj... Han gik mekanisk, som om han var trukket op, og hans ene arm var i en sådan position, som når man skal lade som om man har brede skuldre. Under den anden arm havde han en kæmpe stor træskål... Når han talte, talte han højt og skingert ud til alle. Han var alene derinde, og han virkede virkelig anspændt, som om han kunne eksplodere når som helst. Når han gik mellem de andre i IKEA, gik han hurtigt, anspændt og virkede meget panisk for at røre ved nogen. Oppe ved selvbetjeningskasserne stod jeg lige før ham, og da jeg scannede min lampe, stod han med ryggen til kasserne og stirrede på de der stod i kø mens han stod med let spredte ben og den frie arm lidt ud til siden, som om han skulle spærre, så ingen kom ud. Ikke nok med det, så inden vi overhovedet nåede op til kasserne, så overhalede han os, og "TILLOD" sig at vende sig om og glo på MIG!!! WTF??? Ja, det kan godt være jeg har sært hår, men jeg har sgu da ikke elefanthue på og jeg går heller ikke som om jeg er blevet trukket op... Det virkelige underlige, som om det der skete inde i selve IKEA ikke var underligt nok, var så at da han gik på parkeringspladsen mod sin sølvgrå Berlingo, der gik han helt normalt og med normale rolige bevægelser tog han elefanthuen af og smed om på bagsædet af bilen inden han helt almindeligt satte sig ind i bilen og kørte væk... Jeg kan slet ikke forstå der ikke var noge IKEA-medarbejder der stillede spørgsmålstegn ved den hue der. Og jeg vil godt med sikkerhed sige, at det IKKE var for han var vansiret eller noget som helst. Han så helt "normal" ud jo der på parkeringspladsen. Ja, ikke at jeg ville kune genkende ham i en "line-up". Jeg fik bare "Norge-paranoia" et kort øjeblik... __________________ |
Abonner på:
Opslag (Atom)