Den første gang

Der er en første gang for alt, og en sidste gang for den sags skyld. Det er bare ikke altid man er klar over at det er sidste gang, mens man næsten altid er klar over hvornår noget er første gang. Ikke at man så kan huske den førsta gang altid. Jeg håber i hvertfald ikke der er nogle normale mennesker der kan huske deres første skridt, for så må de enten have været meget sene til at gå, eller så må de have en overnaturlig hukommelse, der på ingen måde kan uden problemer af nogen som helst art.

Det første kys, altså det ægte første kys kan jeg overhovedet ikke huske. Jeg kan ikke huske omstændighederne, eller hvem det var for den sags skyld...

Den første kæreste... Mmmja, jeg er sgu ikke helt sikker. Dengang kunne man jo gå og tro man var kærester med én, fordi han havde sat kryds i "ja", og så i øvrigt ikke gjort noget yderligere tiltag.

Den første gang jeg havde sex... altså med en anden... Tjooooh, jeg husker der det da helt bestemt,  men det gør jo ikke selve "det" til noget særligt og nævneværdigt. Ikke at jeg er traumatiseret over hændelsen, men når jeg siger det ikke var noget særligt og nævneværdigt, så mener jeg faktisk, at det ikke var noget særligt og nævneværdigt. Og alligevel vedholder man, at den første gang med "det" skal være MEGET velovervejet, og det skal ikke være med hvem som helst og bla di bla.
Det er helt klart noget der er opfundet af forældre til pigebørn, fordi de så nødigt vil se deres datter falde "i" med den forkerte. Ja, sandheden er vel reelt, at forældre til pigebørn nødigt vil erkende tanken om, at deres døtre dyrker sex. På nøjagtigt samme præmis som at ingen børn vil erkende tanken om, at deres forældre dyrker sex, hvilket MINE forældre i hvertfald IKKE gjorde. Om mine børns forældre gør kan jeg desværre ikke udtale mig om...

Jeg er sikker på at der er mange andre der tydeligt husker deres første kæreste, og måske endda MIN første kæreste, men ikke jeg.

Jeg husker til gengæld da mit hjerte for første gang blev godt og grundigt knust. Der fandtes ikke lim nok i hele verden til at samle stumperne. Thomas Helmig gifter sig med Søs Fenger i 1985 og jeg var 10 snart 11 år! Men langsomt kommer jeg mig over den store tragedie, og da de så bliver skilt, tre måneder senere, eller noget i den stil, er Thomas Helmig forlængst glemt og skrottet til fordel for Robert Smith! Der OGSÅ knuser mit hjerte. Men der er dog på en mere gelinde måde. Drømmen om at blive gift med Robert Smith er vedholdende, men eftersom det langsomt går op for mig, at han umiddelbart ikke har tænkt sig at forlade smukke Mary, som han har dannet par med siden folkeskolen, selvom alle hans sange indikerer noget andet, vælger jeg at vende tilbage til den virkelige verden, og begynde at date "ægte" mennesker...

Hvordan det går husker jeg ikke helt præcist, men mon ikke det var indenfor normalområdet? -det vælger jeg at bilde mig selv ind.

Til gengæld husker jeg så tydeligt, som var det i går, den første PRUT!!! i selskab med en relativt ny kæreste...

Det var en sen aften, og vi havde sikkert set film. Jeg lå på sofaen, og befandt mig i et limbo mellem at være vågen og at halvsove.
Det er en tilstand, hvor man er nogenlunde klar over hvad der foregår omkring én, men man er ganske ude af stand til at foretage sig hverken fra eller til.
Og der kom den! PRUTTEN! Eller rettere sagt, en halv prut! For jovist kunne jeg mærke den var under opsejling, eller hvad man nu siger, men min mentale og fysiske tilstand gjorde mig ude af stand til at handle eller afværge katastrofen!
"Han" havde lige rejst sig for at ente kaffe, gå på toilettet eller en tredje aktivitet der måtte forårsage hans retræte fra sofaens lune (og snart lunere) favntag...
Og der kom den!!! "Hans" reaktion var prompte at vende sig mod mig med en hoverende pegefinger rettet mod mig, mens han med lige dele forundring og lige dele forfærdelse i øjnene udbrød et lydscenarie jeg på intet tidspunkt ville kunne gengive.
Min reaktion var at forsvinde ind under det tæppe jeg havde over mig, hvilket lynhurtigt viste sig at være denne aftens næst mest tåbelige move...
Men jeg var lige pludselig MEGET vågen, trods indtag af sundhedsfarlige gasser under plaid i ren ny uld.

Hvad der blev af den sidste halvdel af prutten? Den blev hvor den var, delte sig i det uendelige, voksede sig store og kraftige og bringer hygge og varme i vores liv på dagligt basis...