Når man nu har haft en periode, hvor indtaget af mad har været begrænset, fordi man ikke lige har været sulten et stykke tid, så er det nok verdens dårligste ide, altså næst efter at drikke en halv flaske blå Mikado blandet op i sprite som 13 årig, -at genoptage sin spise-karriere med at spise TO slags kål til aftensmad...
Nu ved alle jo, at kål og løg er fundamentet i en god og hyggelig aften. Altså EFTER indtagelse. Det får os til at holde varmen -som man siger... Let gang over gulvene og jeg kunne blive ved.
MEN jeg har i dag erfaret, at der faktisk er et stadie der ligger UNDER hyggestadiet, og det er det jeg vil beskrive nu...
Allerede i går begik jeg en fejl. Ikke en fejl så stor, som de der kan begåes med tequila og håndvåben, men næsten... Jeg løb 7,25 km EFTER indtagelse af Heineken, nachos med massiv pressening af smeltet ost og en afsluttende espresso. Et brunt punktum, om man så må sige...
Det var nok da jeg havde rundet de 4-5 km jeg lige så stille blev enig med mig selv om, at udskyde opfindelsen af tyggegummi med smeltet ost-smag, og i den forbindelse samtidig udskyde tyggegummi med brun sovs-smag... Sidst på turen, var jeg vel så dehydreret, at jeg ikke længere svedte, men nøjedes med at støve salt! Hud som trylledej er det sidste nye -har jeg hørt...
Nå, men det var også i går, altså udover min begyndende dehydratio, jeg lagde grundstenene til denne dags svækkelse af den ellers så gennemtænkte mekaniske, vi kalder menneskekroppen... Min krop kunne godt bruge en kalibrering, eller måske bare lidt mere vand og lidt mindre kål... Men eftersom man altid kan være bagklog, så måtte jeg betale prisen den ganske lange dag i dag med utilpashed, svie (i solar plexus-regionen) og smerte.
Tåbeligheden i at så meget som overveje at helbrede noget som helst ondt i maven med kaffe, lader sig ikke med mit ringe vokabularium beskrive. Men ikke destomindre... DUMT! At gratinere kaffen med en tosca-snitte tangerer jo til det rene og uforfalskede idioti... Meeen igen... ikke destomindre... DUUUMT!!!
Jeg vil næsten tro jeg nåede klimax af kål-forårsaget dårligdom da vi var ude i IKEA og spise aftensmad. Jeg får pandekager med spinat og ostefyld, salat og en bolle. Ja, jeg har faktisk ikke spist kød i dag. Klimaet og den globale ophedning kan takke mig senere, og kvittere med medvind på cykelstierne.
Halleluja som tarmtøjet ruskede i bidslet. For dælan jeg fik ondt i maven OG kvalme samtidig. Og bare tanken om at skulle forcere afdelingen med duftlys gjorde mig svag og fyldte mig med angst og skumfråde...
Havde det ikke været for den pludselige distraktion af en mand iført elefanthue der midt i IKEA, så ville jeg formentlig ligge på gulvet og vonde mig i en tung og ildelugtende sky af prut og anden ondskab der sådan kan ophobe sig i ens aller inderste.
Ja, det er muligt jeg har noget sært hår, og det er muligt at ALLE kigger, men hvad var det lige præcis der fik "elefantmanden" til ligefrem at vende sig om og glo efter MIG, idet han passerer mig? Jeg mener, håret er jo en faktor det høster en del opmærksomhed, men det var sgu da ikke mig der var draperet af armygrønt patentstrik i hele ansigtet, det var HAM! -skulle have råbt SPEJL efter ham, men det turde jeg slet ikke, dersom manden opførte sig yderst uligevægtig på den ægte creepy måde...
Tilbage til kålen og al dens ondskab. I skrivende stund, skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg er nået på den anden side af ondskabsimperiet og gået lige lukt ind i det føromtalte hyggestadie.
Har jeg lært noget af det her? -altså udover hvad det vil sige at være østeuropæisk gymnastikpige i slutningen af 70'erne, hvor diæten primært bestod af lige dele kål og lige dele stokkeslag. Stokkeslagene må nødvendigvis have til formål at tæske kålens onde egenskaber ud af kroppen.
Måske har jeg gennemgået de ubeskrivelige lidelser i dag, fordi jeg glemte stokkeslagene i går?...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar