Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så er det jo en kendsgerning, at jeg har præsteret ikke ét, men hele TO børn med den krop jeg bærer rundt på.
Jeg vil sige, at jeg er kommet ret godt fra det. Altså hvis man ser på børnene. Vender man derimod blikket mod kroppen der har fostret de der børn, så vil man straks se hvordan to graviditeter og to fødsler sætter sine helt naturlige rustikke patina på den ukønne måde. Ikke at ukøn og ucharmerende er synonymt, for jeg synes det giver kroppen en vis charme, når man kan se på den, at den har ydet noget.
Man kan se på mine hofter de har båret to børn. Det kan man se fordi de er knap så smalle som de var før. Eller også var mine skuldre bredere???!??.... Mine bryster bærer præg af to gange amning på over et år pr. amme-runde. Og her vil jeg nævne, at det var af rent praktiske og økonomiske årsager. Det er altså den billigste og nemmeste måde at holde afkommet i live på. Og i live skal afkommet holdes, så de kan tjene til føden og betale de sagsomkostninger der senere vil blive dem pålagt, i forbindelse med jeg sagsøger dem for strækmærker, løse ledbånd og yderst afslappede bryster...
Forleden lå jeg halvt ned i sofaen med den bærbare på maven. Ikke et uvant scenarie i det her hjem i denne her sofa. Halvsovende beslutter jeg mig for, at nu skal det være nok. Nu vil jeg i seng, og resolut smækker jeg computerlåget i...
-på mine bryster!!! Så vågner man brat må man vel nok sige! Et aluminiums-låg fra en 15" MacBook Pro vejer rimelig godt på et par halvsovende bryster. Og at Mac'en var af den gamle model, gjorde bestemt ikke tyngden af låget mindre på nogen måde!
Med dunkende barm bevægede jeg jeg mod badeværelset, og blev i den grad gjort opmærksom på endnu et bevis på at kroppen er under afvikling. Leverandøren af pigment til håret på øverste etage her tilsyneladende stoppet leverancen. De kunne simpelthen allerede nu se det ikke nyttede noget. Jeg er så blevet efterladt med hår, der allermest minder om et skakbræt på et maleri af Dali. Lidt forvrænget, men ikke nok til man ikke kan se hvad det er... På en måde glæder jeg mig lidt til at pigment-pusheren også lukker for det varme vand i ansigtregionen. Så så man lige mig med stort hvidt skæg OG store hvide buskede øjenbryn! Ole Ernst go home!
Til gengæld udviser mine underekstremiteter en ny og forbedret fasthed der aldrig er blevet set på dem nogensinde. Det der løbning der er altså både godt for krop og sjæl. Ja, altså med undtagelse af bryster og hår, men jeg kan heller ikke rigtig komme i tanke om en løbeteknik, der direkte inddrager brysterne. Og heldigvis, trods deres længde, er de dog ikke så lange at jeg hverken løber PÅ dem, eller falder i dem. -Altså endnu... Men så må de rulles op, eller fyldes med helium. KAN man overhovedet fylde brysterne med helium og derved gøre dem knap så "hæng-vorne"?... Måske et projekt for Jørgen Ege?...
Løberiet har også forårsaget at den forhadte ryg-delle er begyndt at reducere sig betragteligt, og maven er blevet noget fladere. Ikke fastere, men fladere...
Men det kan også have noget med manglen af alkoholindtagelse at gøre. Efter jeg er begyndt at løbe, hvilket oftest foregår lang tid efter mørkets frembrud, så bliver det desværre ikke til så mange Heineken og så meget portvin. Man løber ikke så stabilt med en lille blæser på, selvom det nok er lidt sjovere... Nå ja, de dage jeg ikke løber, har jeg som regel vagt, og patienterne bliver simpelthen så skide sure, hvis man lugter af alkohol, når man skal forsøge at redde dem. Tsk tsk tsk...
Rynker har jeg heldigvis ikke så mange af endnu. Altså i ansigtet...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar