Forkælelse...

Er blandt andet for mit vedkommende, når jeg tillader mig selv en tur i Silvan... Der er intet som duften fra savværk blandet med friture og ristede løg-duften fra den lille grillbar der er for enden af kasselinjen... (Jeg gjorde det ikke, dersom jeg jo havde haft madpakke med på hospitalet.)

Jeg tog i Silvan i går, efter jeg var færdig på hospitalet. En overraskende god dag i ambulatoriet, alt og alle taget i betragtning...

Men Silvan... Det er sandt, at jeg omgående får nye behov, straks jeg træder ind af døren. Og selvom jeg KUN skulle have en lille håndrive af billigste model, så formåede jeg at komme derfra med TO værktøjskasser, planteskovl (nu har jeg så 3 af dem, men man kan vel reelt ikke få for mange planteskovle... vel?), mælkebøtte-optagnings-inator, mos-opflånings-inator OG selvfølgelig håndriven (som jeg nu har 2 af...)

Hjemme igen og helt overstadig over mine vidunderlige køb går jeg i flæsket på vores bed ude foran huset. Luge, luge, luge... Indtil jeg ser en stor sort Mondeo (eller denne var vel egentlig ikke større end andre Mondeoer... but still) køre op til huset og får uventet besøg af hende der blev forsøgt kvalt af sin paykopatiske eks-kæreste. Sofus, hunden var også med, og Sofus og Wilma er IKKE venner... Eller jeg er sikker på at Sofus var fine venner, men chihuahuaen var ikke parat til at indgå relationer med en kæmpe stor Rhodesian Ridgaback, selvom han er rigtig rigtig sød.

Efter hyggeligt besøg var det tid at få "dem" fodret af, med fiskefrikadeller og hvad dertil hører. Jeg luger færdig efter maden, og da "han" går i seng og tager Karla med, hygger Emma og jeg os med at reparere hendes cykel, gå tur med Klammerten og spise snacks.

Jeg afslutter dagen med en Coors light og et fodbad!

Så i dag da jeg skulle op af sengen... Eller jeg mener: Så i dag, da jeg forsøgte at stå op af sengen...

Hvorfor helvede har jeg det som om jeg har spillet bowling den halve nat? -Det gode ved at have så ondt i ballerne, er at det giver mig en vished om, at jeg stadig har noget der minder om muskler. Og det ville imidlertid også vise sig, at det ikke kun var ballerne den var gal med, men lad mig sige det sådan: det var ballerne der havde det værst...

Ikke desto mindre kastede jeg mig hovedkuls ud i projekt terrasse straks efter morgenmaden.

-hvor idiotisk det var, vil formentlig vise sig i dén grad i morgen...

"De" fik hver smækket en cykelhjelm på hovedet, og cyklede ud i det blå. Eller så meget ud i det blå, som man nu kan kommer her i vores lukkede område... "han" gik (heldigvis) op for at sove efter vagten, så jeg var ALENE!!!

Efter tre timers intensiv oprydning, fejning og mosfjerning (thank God, eller Silvan for mos-opflånings-inator) blev det tid til frokost. "De" inkl. naboyngel skulle jo have noget at leve af, efter tre timers cykling og pirat/sørøver-leg iført stort hvidt tyl og højt hår.

Overskuds-mor smurte madder, skrællede frugt og grønt og hvis jeg ikke havde ondt i røven, så fik jeg det, skulle jeg hilse og sige, EFTER jeg gled i et stykke gulerod som Klammerten i øvrigt havde gjort krav på, og imidlertid fortrudt, og derefter smidt på stuegulvet... Satans til Klammert!

Efter frokost i bagende sol, blev projekt terrasse genoptaget! Og der blev fejet igennem, må jeg nok sige... Hvis fejning var et land... -måske skulle jeg begynde at gå til curling...

Da jeg var færdig med at feje og flå mos op, forkælede jeg mig selv med en alkoholfri øl, for at fejre at jeg var færdig med at feje... Alkoholfri eller ej, det gjorde godt helt ud i de multitraumatiserede baller, og ja, jeg SAD faktisk ned! "De" fik is...

Jeg pakkede Forden med affald, mens "de" var til snobrød sammen med nabo-yngel og nabo-yngels far. Så jeg kunne i ro og mag aflægge genbrugspladsen et besøg. Jeg var så ikke den eneste der havde fået den geniale idé. Aldrig har jeg set så mange trailere på ét sted!!! -og så mange træskobeklædte mænd med ølvom og ternede skjorter for den sags skyld...

Og der hersker åbenbart en hel særlig kultur i det træskobeklædte trailer-segment. Der var indforståede blikke, diskrete nik og en hel usædvanlig trafikal anarkisme jeg aldrig har set før. Og jeg tror nok jeg steg i agtelse ved altså for det første at ligne én af gutterne. Og så ved at vifte en genbrugsplads-gæst ind foran mig. Det indforståede blik OG diskrete nik dryppede af taknemmelighed. Jow jow, man forstår vel at begå sig.

Det var også derfor jeg valgte at tage en ærestur med endnu mere skrald.

Efter jeg fik produceret aftensmad og tømt opvaskemaskemaskine skulle aftensmaden indtages. "Han" kom frem fra gemmerne under stenen og "de" kom ind med kinder der strålede af sol og en hel dag ude... Og efter badet et humør der tydeligt bar præg af en dejlig udedag. Ja, jeg sagde ikkenoget om at deres humør på nogen måde var dejligt, men heldigvis var de så trætte, at de allerede nu sover tungt, trygt og sødt.

Mens "han" puttede "dem" fik jeg gjort badeværelset rent og tørret støv af i stuen.

Der er nu ikkenoget så godt for ens motivation, som en tur i Silvan!

Klatsovning

Klatsovning er når man sover lidt hist og her.

I dag her jeg praktiseret ekstrem klatsovning. 4 runder i alt, om man så må sige.

Jeg startede med at klatsove i RUTEbilen, da Klammerten og jeg drog mod nord efter bilen. Efter at have begrædt det tragiske faktum, at jeg skulle ud og befordre mig med et offentligt transportmiddel, valgte jeg at jeg ikke ville gennemføre distancen alene. Nogen måtte gå planken ud med mig, og hvem er bedre til det end Klammerten?... Eller nogen havde haft nattevagt (hvorfor han ikke mente han ville køre mig derop ,og spare mig for en forfærdelig rejse med RUTEbilen), nogen havde en vigtig dag i 0. klasse at gennemføre og nogen havde betydningsfulde gøremål i Spirevippen... Klammerten var den eneste der ikke rigtig havde planer...

Vi var dog så heldige at blive transporteret til RUTEbilen, så Klammerten slap for et længere ophold i tasken. Det var faktisk kun da vi trådte ind i RUTEbilen, den befandt sig i tasken, der var blevet udtamponeret med en pude. Da vi fik os installeret, lå den og sov sin søde søvn PÅ taske og pude. Og det var her jeg indledte klatsovningen. Vi var knap nået ud af byen, før jeg første gang vågnede ved at underkæben ramte brystkassen. Og hvorfor er første tanke: "Var der nogen der så det???" -for selvfølgelig var der ikke det. Alle de andre (klat)sov også mere eller mindre. Jeg må indrømme, at jeg er overrasket hvor bevidstløs man kan må at være mellem Svanekær møbler og Aabybro! Eller fra byskiltet til Kås og til Jetsmarkhallen for den sags skyld... Og det til trods for, at busserne ikke er blevet mere behagelige at (klat)sove i. Hvornår gik komfort i RUTEbiler og busser af mode? Til gengæld var chaufføren fantastisk. Ja, mage til glade mand skal man lede efter længe, og så endda på en dag, hvor han skulle have holdt fri.

Og hvorfor er det egentlig man, eller i hvertfald jeg, bliver så overrasket, når jeg (en sjælden gang) møder servicemedarbejdere der udstråler og udtrykker ægte glæde, venlighed og interesse for deres arbejde og de der bliver serviceret? Altså overrasket kombineret med mistro, for INGEN er jo ægte venlige og glade i virkeligheden, så der må nødvendigvis stikke noget under... :mistroisk og snedig smiley:

Efter afhentning ag automobilet, frokost og passive cigaretter (de lange blå LA) hos mor var det tid at drage hjemad. Klammerten der burde være blevet træt og udmattet, var mere insisterende end nogensinde. Og det var først da vi var kommet hjem (til en omgang kaltsovning på sofaen) hun gik kold.

Med (meget) åbenmund og (meget) udtørret svælg registrerer jeg i det ganske fjerne en meget irriterende brumme lyd. VÆKKEURET!!! Arrrgh! Emma skal hentes ved bussen...

Fordi det stormer, tillader jeg mig selv at tage det nyreparerede automobil, som jo i virkeligheden slet ikke var i stykker, og fordi bussen er lidt forsinket, når jeg at falde i søvn TO gange i bilen. Heldigvis bar jeg ( mega seje) solbriller, så INGEN havde den fjerneste idé om, at jeg var i dyb dyb kog inde i bilen. Måske og KUN måske kan den (atter) hængende uinderkæbe have bidraget til en afsløring om, at der i dette automobil blev klatsovet in extremis!

Hjemme igen, og tilbage til det jeg var ved på sofaen. Dagens måske sidste lur (desværre)... For nu er "de" jo hjemme til at forpurre det ene gode black out efter det andet!

Hej Champagne og sushi...

en rigtig heldig dag... eller spild af tid

Altså man kan godt sige, at dagen var heldig, taget i betragtning af HVOR crappy min dag reelt var, og senere KUNNE gå hen at blive. Den KUNNE ha været rigtig god, men som dagen skred frem, så var der bare flere, der formåede at trække dagen længere og længere ned mod de røde minustal på humørbarometeret. Tak for det røvhuller!

Det der satte prikken over det berømte I, var da bilen, 15 meter fra vores hus, pure nægtede at indtage første, andet og tredje gear! Altså rent fysisk kunne jeg ikke bevæge gearstangen hen på de respektive gear-pladser, og det er altså sin sag at starte sådan en Focus op i FJERDE gear... -hvilket mellem os sagt blev forsøgt, men igen afblæst, da en underlig brændt lugt begyndte at brede sig inde i bilen.

At jeg skulle gå resten af vejen var en detalje, og når det nu SKULLE ske, var det jo alligevel heldigt, at det trods alt skete så tæt på hjemme-matriklen. Ikke at det pyntede på mit dårlige humør, men det gjorde det ikke (så meget) værre. (det kunne næsten heller ikke blive værre...)

Jeg tænkte straks i ny gearkasse og ringede til den eneste mekaniker i verden der gider bestille noget så sent. Ja, for selvfølgelig gik bilen i stykker 17.15, -15 minutter efter lukketid..

Falck blev adviseret, og meddelte, at de kunne love at bilen senest ville være på værkstedet i morgen tidlig, altså i morges.

Lidt senere fik jeg en sms om at bilen ville blive hentet indenfor 20 minutter. Se det er satme en service man kan forstå! Hvad sker der for at håndværkere ike kan love den slags? "Vi kan være der onsdag mellem kl. 7.00 og kl. 16" -det er jo fordi de aldrig ved hvor længe en opgave varer javist, men så synes jeg bare det er underligt, at de ALTID formår at stemple ud til fyraften kl. 16 -nul dut!

Bilen blev sendt med Falck til indlæggelse og prøvede via internettet at finde ud af om man burde sende blomster til den, mens den var indlagt, men det gik jeg fra igen, da jeg slet ikke engang var klar over hvilke blomster sådan en Ford Focus kan lide, og hvilke farver osv...

Denne formiddag blev jeg genforenet med BILEN! Det var en sten på størrelse med en bagekartoffel, der på underligste vis havde sat sig, således at gearkassen i aller højeste grad var generet af dens tilstedeværelse... Arhmmen seriøst???...

Så det heldige i denne misere var: 1)jeg er medlem af Falck 2)det var tæt på hjemmet bilen gik i stykker 3)det var IKKE gearkassen der var i stykker 4)at jeg har en nevø, der er en dygtig mekaniker 5)jeg fik frokost og passive smøger hos mor...

Så man kan sige, at dagens strabadser ikke som sådan har kostet mig noget, men til gengæld har jeg været holdt aktiveret. Lidt som at holde en trædemølle igang. Man laver en masse, men får reelt ikke en skid ud af det. Spild af tid. Men der er jo så mange måder at spilde sin tid på. I dag valgte jeg så at spilde min tid på at hente en bil, der ikke ægte var i stykker, fra reparation...

Kan man virkelig det??

-Altså være kineser OG sygeplejerske???

I følge min venindes skønne (og eftertænksomme) datter, så burde den slags ikke (længere) finde sted. Jeg skriver længere, fordi hun simpelthen kom så ganske i tvivl, om der overhovedet fandtes kinesere længere.

Historien udspiller sig i en bybus, hvor lille V sidder på et sæde omgivet af somaliske unge mennesker der talte sammen på somalisk, eller hvilket sprog man nu taler, når man kommer fra et helt fremmed land, og skal bo i et ligeså fremmed land...

Lille V stirrer på de unge, formentlig mest pga. sproget, og spørger diskret sin mor, om det er kinesere, de der... Lille V's mor prøver at aflede lille V, men da busturen er slut, så vil lille V godt lige have en forklaring på de der kinesere der!

Lille V: "mor, var de kinesere eller hvad?"

Mor: "nej, de var somaliere"

Lille V: " jamen mor, findes der da slet ikke kinesere længere?"

Mor: jo da, det gør der da. Hmmm Helle (det er så mig...) kunne godt LIGNE en kineser...

Lille V: Helle?????!!???

Mor: "altså, ja, man kan godt sige, at Helle er kineser"

Lille V: "men mor, vil det så sige... -at Helle er kineser OG sygeplejerske?????"

Så hvis jeg nogensinde skal søge et nyt job, så vil jeg mene, at jeg med god samvittighed kan tilføje "kineser" på mit CV. Det forventer jeg så at kaste adskillige tillæg af sig...

Måske et tillæg for god assimileret etnisk?

Det underlige er, at jeg jo inderst inde godt altid har været klar over jeg var anderledes, eller i hvertfald så anderledes ud. Og jeg har altid haft et meget ambivalent forhold til mit udseende. Altså mit oprindelige udseende. Altså som jeg ser ud ægte... (under tatoveringerne)

I folkeskolen var problemet ved mit udseende, at jeg tilsyneladende var den ENESTE der kunne se det... Og uanset HVOR meget man prøvede at tie ting ihjel dengang i starten af 80'erne i en lille bitte by, hvor man gerne tiede alt ihjel, ja så var det ikke lige sin sag at tie meget sort hår og lettere skæve øjne ihjel...

Selvom jeg godt inderst inde vidste det, så var det faktisk først i gymnasiet det for alvor gik op for mig. I min klasse var der nemlig HELE TO af sådan nogle som mig!!! Vi tre var klar over det, men de andre i klassen kunne tydeligvis ikke se det. Og samlet på gymnasiet var vi faktisk fem i alt! Vi var jo nærmest en dominerende race...

Det var også i gymnasiet jeg blev rigtig træt af mit udseende. Primært fordi mit hår overhovedet ikke havde så meget som et rødligt skær efter 6 timer med ildelugtende hennafarve! -nå ja, og så fordi jeg ikke måtte få ring i næsen for min mor.

Så begyndte jeg at færdes en del i København, hvor det åbenbart var rigtig trendy og smart at have en kæreste der ikke så dansk ud... Og det var de lækreste fyre, der kom arm i arm med smukke smukke kvinder fra alle mulige spændende nationer. Jeg begyndte helt at holde af mit udseende, og med en masse piercinger, hvis formål vel i bund og grund var at aflede opmærksomheden fra den rest af asiatisk udseende der ikke blev tiet ihjel i min barndom, så følte jeg faktisk helt at også JEG havde det der skulle til, for at finde en lækker kæreste hjemme i Ålleren...

Desværre var den trend med at have kærester af anden etnisk herkomst ikke helt nået til Ålleren på det tidspunkt... -eller så var det fordi jeg ikke helt levede op til standarden for hvordan en smuk smuk kvinde skal se ud. T-shirts med the Cure og stooore militærbukser hører bare ikke ind under kategorien smuk smuk kvinde...

Og det var svært det der med kærester. Det var det altså!

Måske havde jeg en lille smule af skylden... det kan ikke afvises. Men faktum er, at enten var det på grund af udseendet, hvilket jo var totaaalt overfladisk, eller så var der på grund af mig, hvilket jo heller ikke kunne accepteres, for ingen skulle være sammen med mig af medlidenhed, og jeg gad i hvertfald ikke have en kæreste der ikke synes jeg var lækker!

Det var faktisk først de jeg mødte min nuværende mand, som udelukkende tog mig for pengenes skyld, hvilket jo er noget man reelt kan forholde sig til, at jeg begynder at tro på det.

Og nu tænker jeg (som regel) kun positive tanker om mit udseende, hennarødt hår og piercinger eller ej. Om det er fordi jeg har fået fred med at være adopteret, som i totaaalt ønskebarn! -købt og betalt kontant ved kasse #1, eller om det er fordi jeg skjuler mig bag et skjold af skarp frisure og massive tatoveringer (altså som i virkelig lækkert hår og über cool tatoveringer)-og på den måde gør mig usårlig, eller om det i virkeligheden er en kombination af de to ting, samt det faktum at jeg føler mig respekteret, værdsat, elsket og komplet qua den person jeg er blevet til bevidst som ubevidst er blevet til, det er jeg faktisk ikke helt klar over. Og kan man reelt være kineser OG sygeplejerske??? -er det tilladt?

National flatus-dag

Jeg forsøger at leve sundt, og jeg har fundet ud af, at hvidkål er kilden til sundhed og velvære!

Eller i hvertfald sundhed... Hvis overdreven produktion af flatus er sundhed altså...

Det er jo ingen hemmelighed at hvidkål danner let til moderat luft i tarmsystemet, men hvorfor kan det ALDRIG være på rigtig gode tidspunkter? Hvorfor skal klimaks af flatus absolut træde i kraft, netop som man står med en patient og HAR fået påspændt patienten den klædelige "prøvebrille" med både cylinderglas OG adskillige styrker monteret?

Så sidder den uvidende patient efterladt i verdens mindste undersøgelsesrum, med verdens absolut grimmeste "falske briller", mens den forfesne sygeplejerske kaster sig hovedkuls og storpruttende ind på nærmeste personaletoilet og fyrer den store finale af!

Altså i den ideelle verden var det finalen, der blev ekspederet, men ved nærmere refleksion over resten af dagen, kan jeg konkludere, at det nærmere var startskuddet! Jeg har lukket mere "Luft" ud af røven end munden i dag. Hvis man ikke vidste bedre, så skulle man faktisk tro jeg trak vejret med anus! Ikke særligt flatterende, når man tænker over det. Og det skal heldigvis pointeres, at luften der kommer ud af min mund, trods alt, er en DEL bedre, end den luft der komme ud af min røv...

Nå, men den uvidende (om den overhængende flatus i luften i hvertfald) patient sad så der alene med "brillen" på... Jeg er tilbage, men langt fra færdig, hverken med undersøgelsen eller udgydelse af larmende prutter! Hvorfor er det ikke døve patienter med ringe lugtesans jeg arbejder med? HVORFOR??? -og hvad er der egentlig i vejen med hvidkål, siden det ødelægger et, eller relativt, normalt tarmsystem i en sådan grad, at det nærmest er invaliderende? Jeg tror ikke patienten anede noget som helst om min lille eskapade til flatus-ville...

Heldigvis er der pt. ombygning i ambulatoriet, hvor jeg færdes for tiden. Og ombygning er jo til alles, eller i hvertfald MIT, store held en larmende affære, og når vinkelsliberen også bliver brugt, så er dét område, hvor den bliver brugt, ikke en helt ringe prutte-zone. Kombinationen af larmen og den brændte lugt et sådan apparat kan præstere er udelukkende til den prut-trængendes fordel (eller bagdel... altså bogstaveligt talt...)

Senere, da jeg ikke tror det kan blive værre, sidder jeg med Karla bag i bilen og venter på at Emma skal komme med bussen. Og jeg skal mega skide!

ALLE NORMALE mennesker (over 5 år) ville kunne holde sig til de kom hjem... Men igen... who am I kidding??? Det ender så med at jeg efterlader Karla i bilen, hvis jeg skulle have spændt hende ud af autostolen, for slet ike at tale om at få hende løftet ud af bilen, så ville jeg med sikkerhed skide i bukserne! Jeg løber (så godt som man nu kan, når det "lige er op over", hen til ungdomsklubben!!! -sniger mig ind på toilettet og ahhhhhhh... Heaven, I'm in heaven tra la la laaaah... Lydløs som en ninja, sniger jeg mig tilbage til bilen, indeholdende en meget skeptisk Karla, der spørger hvor jeg har været... -mor var bare lige inde og ordne "noget"...

Med fornyet kapacitet i tarmene genoptager jeg den, trods alt, mere fredelige udskillelse af flatus... Og jeg vil, nu hvor jeg har efterrationaliseret, mene, at dagens store flatulente klimaks blev nået, da jeg sad i sofaen og frygtede jeg havde antændt den med røven... Hunden gik også sin vej...

Hvor meget prut kan der egentlig være i et menneske???

Så tog jeg en patient bagfra...

Jeg er jo efterhånden ved at etablere mig som den lumre type på den der øjenafdeling.

Først tilbyder man at massere den kvindlige overlæge i skridtet, og i dag trumfede jeg ved følgende:

En patient sidder ved spaltelampen og skal til at have laserbehandling.

Inden behandlingen skal man lige have en bedøvende dråbe, fordi laser godt kan være meget smertefuldt.

Patienten sidder helt perfekt, klistret op ad spaltelampen og i totalt spænd mellem stol og bord. HELT PERFEKT!

I stedet for at skulle køre ham væk fra denne perfekte placering, vælger jeg at stå bag ham og sige:

"Hvis du lige lægger hovedet tilbage, så kan jeg lige tage dig her bagfra"

Og i henhold til skridtmassage af overlæge, så kommer historien her:

På operationsstuen har vi sådan en ståstol, der nærmest er sådan lidt sadel-agtig. Den er super at bruge for de der får ondt i lænden af at sidde længe, som vi jo tit gør til vores operationer. Der er bare en lille detalje... HVIS man bruger den i rigtig lang tid af gangen, så bliver man nærmest følelsesløs/får sådan en sovende fornemmelse i, altså ja, jeg siger det som det er: i skridtet...

NÅ, én af vores overlæger der har lidt problemer med ryggen ville gerne bruge på stolen. Fordi hun var i sterilt, så hjalp jeg hende med at indstille rygstøtten.

GODT så... MEGET senere rejste hun sig så og svajede lidt i ryggen og sagde at nu kunne hun ikke holde ud til den stol længere.

JEG sagde så: "skal jeg lige massere dig lidt?"

HUN sagde, mens hun kiggede forarget på mig: "nej tak, dét tror jeg bestemt ikke"

Jeg tænkte: "ja ja, bevares.."



20 minutter gik (TYVE!!!)
-FØR det gik op for mig hvad jeg havde sagt

Altså jeg var jo så den eneste (ENESTE blev der sagt!!!) der havde tænkt i skuldre og ryg, mens de andre (TO narkosesygeplejersker, to andre operationssygeplejersker, overlægen selv og en anden læge!!!) havde tænkt i følelsesløst skræv!!

Altså summa sumarum: Ninjaen tilbød at massere overlægen i skridtet!!!

Der er bare SÅ meget stof til en sexchikane-sag mod mig... POKKERS!

Øjenkirurgisk top 10 -måske en processbeskrivelse?

Det var ikke sådan "bare lige" at forfatte en top 10 over øjenoperationer, som jeg troede da jeg først fik idéen.

Det lød jo som et "lige til at gå til" -projekt, men SÅ kom der de forskellige overvejelser:

Skal listen være baseret på hvor fed operationen er at være med til, eller skal det være den visuelle lækker-klamme faktor der skal være afgørende?

Hvad de forskellige operationer, udover det jeg fortæller indebærer, må læseren selv google sig frem til...

Top 10 over øjenoperationer der er fede at være med til:

1. Extern Amotio (nethindeløsning man opererer udefra)

-man skal trække i de 4 store øjenmuskler, og endda ret kraftigt... ohhhh swell...

2. Strabis (skeleoperation)

-igen noget med muskler. Man skal holde de store øjenmuskler med skelehager og duppe blod

3. Div. øjentraumer

-man ved ikke helt hvad man skal før i nuet

4. Ptose (løft af øjenlåg pga slap muskel)

-den version hvor man skal klippe i øjenlågsmusklen

5. Vitrektomierne (med forskellige side-dishes)

-fjernelse af glaslegemet

6. Exentration (udtømning af øjets indhold)

-man skal duppe en del blod

7. Enukleation (fjernelse af hele øjet)

-man skal duppe en del blod

8. DCR (rekonstruering af tårekanal)

-der sker virkelig noget på operationsstuen

9. Nedlæggelse af div sonder i tårevejene

10. Lucentis-injektioner

-det er jo altid fedt med injektioner direkte ind i øjenene

Top 10 over lækker-klamme øjenoperationer

1. Enukleation

-hvem synes ikke det er lækker-klamt at fjerne et helt øje?

2. Exentration

-hvem synes ikke det er lækker-klamt at skovle indholdet i et øje ud?

3. Ektropion/entropion (justering af øjenlåg der enten vender udad, eller indad)

-der bliver KLIPPET (af og til store) dele af øjenlåget væk

4. Strabis

-der bliver klippet i musklerne der styrer øjets bevægelser, og bare det at musklerne er blotlagt er jo i sig selv lækker-klamt

5. extern amotio

-igen blotlagte muskler

6. Bleph

-der bliver klippet en del i øjenlåget. Ikke decideret visuelt lækker-klamt, men lyden af hud der klippes i er ret lækker-klam

7. DCR

-lidt blodig og så et lyden af knogle der klippes rigtig god og hul.

8. Fjernelse af fremmedlegemer fra hornhinden

-arhmmen ting hører bare ikke rigtigt hjemme der

9. Nedlæggelse af sonder i tårevejene

-hvis det går vildt for sig, så KAN der komme blod ud af alle naturlige åbninger i ansigtet...

10. Pan Oftalmi

-den ypperste betændelsesform man kan få i øjet...